Spørgsmål
Kan der ske genplacing af avance efter ejendomsavacebeskatningslovens regler ved køb af ejendom, der på købstidspunktet er vurderet som en beboelsesejendom, med et jordtilliggende på ... ha, som spørger efterfølgende vil overføre ... ha jord til, således at ejendommens samlede areal bliver på ca. ... ha?
Svar
Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger ejer i dag ejendommene beliggende ... og ...
Begge er landbrugsejendomme med et areal på henholdsvis ca. ... ha og ca. ... ha.
Ejendom nr. 1 ..., som spørger har erhvervet i ..., er spørgerens nuværende bopælsadresse.
Spørger påtænker at sælge ca. ... ha. af jorden med bygninger fra ejendom nr. 1, rest herefter ca. ... ha.
Endvidere påtænker spørger at sælge ca. ... ha. af jorden fra ejendom nr. 2, rest herefter ca. ... ha.
I forlængelse heraf påtænker spørger at tilkøbe ejendommen beliggende ...
Ejendommen har et areal på ... ha., heraf ... ha. agerjord, og der er udbygninger på ... m2, der bruges til hestestald.
Ejendommen er vurderet som en beboelsesejendom (benyttelseskode 01) efter vurderingsloven.
I matriklen er ejendommen noteret som en landbrugsejendom. Ejendommen er derfor en landbrugsejendom i henhold til landbrugsloven.
Ejendommen kan ifølge oplysning fra kommunen ikke udstykkes.
Spørger har planlagt at sammenlægge den nytilkøbte ejendom med restarealet på ca. ... ha fra ejendom nr. 1, således at den nytilkøbte ejendom fremover vil være en landbrugsejendom med et samlet jordtilliggende på ca. ... ha.
Spørger påtænker at tage bopæl på den nytilkøbte ejendom og herfra drive denne ejendom landbrugsmæssigt sammen med landbrugsejendom nr. 2, der efter frasalg af jordareal har et samlet jordtilliggende på ca. ... ha.
Da der på den tilkøbte ejendom er på ca. ha jord og driftsbygninger, som skal indgå i den fremtidige drift, agter spørger at genanbringe mest muligt af ejendomsavancen fra salget af ejendom nr. 1 i den nytilkøbte ejendom.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Iflg. repræsentanten fremgår det af bemærkningerne til EBL § 6A, at fortjeneste ved salg af ejendom (eller en del af en ejendom), der ikke er omfattet af parcelhusreglen i EBL § 8, kan genanbringes i anskaffelsessummen ved køb af en ny ejendom.
I nærværende tilfælde er den tilkøbte ejendom på købstidspunktet omfattet af EBL § 8. Umiddelbart efter købet vil ejendommen imidlertid som nævnt blive tilført ca. ... ha. landbrugsjord, hvorfor den kort tid efter købet forventes at blive omfattet af EBL § 9, som en landsbrugsejendom vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 1 (benyttelseskode 05).
Ved et efterfølgende salg vil ejendommen således være skattepligtig efter reglerne i EBL § 9.
Det er repræsentantens opfattelse, at spørger kan genanbringe ejendomsavancen fra ejendom nr. 1 i anskaffelsessummen for den nytilkøbte ejendom, da denne ejendom ved et senere salg er skattepligtig på grund af omklassificeringen af ejendommen blive skattepligtig efter EBL § 9.
Ved brev af ... er spørgerens repræsentant fremkommet med følgende bemærkninger til SKATs sagsfremstilling:
Vi kan ikke anerkende SKAT Hovedcentrets indstilling i sagsfremstillingen, da vi mener der kan ske genanbringelse i jordtilliggendet på ca. ... ha og driftsbygningerne ved køb af ejendommen beliggende ...
SKAT anfører i deres sagsfremstilling, at den jord, hvori spørger ønsker at anbringe avancen fra salget af de ... ha fra ejendom nr. 1, er det resterende areal på ca. ... ha ligeledes fra ejendom nr.1.
Dette er IKKE korrekt.
Spørger ønsker, at anbringe avancen fra salget af de ... ha fra ejendom nr. 1 i købet af ..., dvs. i ... ha jord og driftsbygningerne på den nytilkøbte ejendom.
Det er SKATs opfattelse, at sammenlægningen af det resterende areal på ca. ... ha fra ejendom nr. 1, med det nyerhvervede areal på ... ha ikke er etablering af en erhvervsvirksomhed.
Det fremgår ingen steder af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A eller forarbejderne hertil, at der skal være tale om etablering af en erhvervsvirksomhed for at genanbringelsesreglerne kan finde anvendelse. Det fremgår alene af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, at den nyerhvervede ejendom skal anvendes erhvervsmæssigt og der ikke kan ske genanbringelse i boligdelen.
Endvidere anfører SKAT i deres indstilling, at kravet om, at erhvervelsen skal finde sted i samme indkomstår, indkomståret efter indkomståret eller i indkomståret før afståelsesåret ikke er opfyldt, da arealet er erhvervet tilbage i ...
Dette er IKKE korrekt.
Spørger påtænker at købe ejendommen ... i indkomståret 2007 og forventer at sælge de ca. ... ha jord fra ejendom nr. 1 i indkomståret 2007 eller i indkomståret 2008.
På baggrund af de fremkomne bemærkninger har SKAT ændret sin begrundelse for indstillingen i sagen.
SKATs indstilling og begrundelse
Generelt
Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.
Efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven kan en skattepligtig, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler, dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.
Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.
SKAT skal bemærke, at der alene kan ske genanbringelse af den del af fortjenesten, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten. Endvidere kan fortjenesten kun anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssig i ejerens eller den samlevende ægtefælles virksomhed. Det fremgår udtrykkeligt af § 6 A, stk. 1, at genanbringelsesreglerne ikke gælder ved erhvervelse af en ejendom, der er omfattet af lovens § 8.
Den del af den afståede ejendom henholdsvis den erhvervede ejendom som udgør boligdelen, anses ikke i denne forbindelse for anvendt erhvervsmæssigt. Den del af fortjenesten, der vedrører boligdelen, kan således aldrig genanbringes, og der kan aldrig ske nedsættelse af den del af anskaffelsessummen, der vedrører boligdelen.
Det er herudover bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret.
Det er endvidere en betingelse, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.
Konkret
Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at den ejendom, som spørger påtænker at købe, er vurderet som en beboelsesejendom (kode 1), hvor der er foretaget ejerboligfordeling i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 8. Der er således ikke tale om en landbrugsejendom i vurderingslovens forstand.
Da det er oplyst, at ejendommen ikke vil kunne udstykkes til selvstændig bebyggelse, finder SKAT, at ejendommen ved erhvervelsen efter sin karakter/anvendelse må anses for omfattet af § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven.
Dette betyder, at ejendommen efter sin karakter mv. vil kunne sælges skattefrit, hvis de øvrige betingelser for skattefritagelse i § 8 i EBL er opfyldt ved salget.
Som nævnt ovenfor er det udtrykkeligt bestemt i § 6 A, at der ikke kan ske genanbringelse i en fast ejendom, der er omfattet af § 8 i EBL.
Det er imidlertid oplyst i sagen, at spørger har planlagt at lægge restarealet ... ha fra ejendom nr. 1 ind under den nytilkøbte ejendom, således at denne fremover vil være en landbrugsejendom med et samlet areal på ca. ... ha.
Under forudsætning af at hele ejendommen herefter kan samnoteres og vurderes som en samlet landbrugsejendom, finder SKAT, at nyerhvervelsen af kan anses for en udvidelse af den bestående erhvervsvirksomhed på restarealet på ejendom nr. 1.
SKAT indstiller herefter, at fortjeneste ved afståelse af ca. ... ha jord og bygninger fra landbrugsejendom nr. 1 vil kunne genanbringes i den nytilkøbte del af ... der anvendes erhvervsmæssigt i spørgers landbrugsvirksomhed.
Det er herved forudsat, at restejendommen ejendom nr. 1 senest 1 år fra afgørelsens dato er sammenlagt og samnoteret med den nytilkøbte ejendom som en samlet landbrugsejendom i Matriklen.
Det er endvidere forudsat, at samtlige øvrige betingelser for genanbringelse i § 6 A i EBL er opfyldt på nedsættelsestidspunktet.
Hvis fortjenesten er større end anskaffelsessummen for den del af den nytilkøbte ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt, kan der dog ikke fradrages et større beløb end et beløb svarende til den kontante anskaffelsessum for denne del af den erhvervede ejendom.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode
Svaret er bindende i 1 år, der regnes fra afgørelsens dato, jf. skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1. 2. pkt.