Parter

Finansrådet som mandatar for Sparekassen H1 A/S
(advokat Artur Bugsgang)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Poul Dahl Jensen og Michael Rekling

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 27. marts 2006.

Påstande

Appellanten, Finansrådet som mandatar for Sparekassen H1 A/S, har gentaget sin påstand.

lndstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Lovgrundlaget

Momsloven

I lovbekendtgørelse nr. 629 af 20. oktober 1988 af merværdiafgiftsloven (momsloven) hed det bl.a.:

"§ 1. Efter denne lovs bestemmelser skal der svares en afgift til statskassen i alle led af den erhvervsmæssige omsætning af varer og ydelser samt ved indførsel fra udlandet.

I. Afgiftspligtens omfang

§ 2. Afgiftspligten omfatter alle nye og brugte varer . ...

Stk 2. Afgiftspligten omfatter endvidere alle ydelser, bortset fra de i stk. 3 nævnte.

Stk 3. Følgende ydelser er undtaget fra afgiftspligten:

...

j. Bank- og sparekasse- samt finansieringsvirksomhed. Afgiftspligtig er dog udlejning af bankbokse.

...

IV. Den afgiftspligtige omsætnings omfang

...

§ 12. Den afgiftspligtige omsætning omfatter ikke:

a. Varer, der af virksomheden udføres til udlandet, og ydelser, der præsteres i udlandet."

Denne lov blev afløst af en ny momslov, lov nr. 375 af 18. maj 1994, hvori det hedder bl.a.:

"§ 1. Erhvervsmæssig levering af varer og ydelser med leveringssted i Danmark er afgiftspligtig efter denne lov. Afgiftspligtig er ligeledes erhvervelse af varer fra andre EF-lande og indførsel af varer fra steder uden for EF. Afgift efter loven betales til staten.

...

Kapitel 3

Afgiftspligtige transaktioner

Leverancer

§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

...

Fritagelser

§ 13. Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

...

11) Følgende finansielle aktiviteter:

a	Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån.
b	Sikkerheds- og garantistillelse, herunder forhandlinger herom, samt forvaltning af kreditgarantier ved den, der har ydet kreditten.
c	Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer.
d	Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, bortset fra samlerobjekter.

e

Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom.

f

Forvaltning af investeringsforeninger.

...

Kapitel 4

Stedet for afgiftspligtige transaktioner

...

Leverancer - ydelser

...

§ 18. Leveringsstedet er her i landet for følgende ydelser, der leveres fra udlandet til afgiftspligtige personer her, eller som leveres fra steder uden for EF til ikke afgiftspligtige personer her, medmindre ydelsen udelukkende benyttes uden for EF:

...

5) Bank-,finansierings- og forsikringsvirksomhed bortset fra udlejning af bankbokse.

...

Stk. 2. Leveringsstedet for de i stk. 1 omhandlede ydelser er ikke her i landet, når ydelsen leveres til aftagere uden for EF og ydelsen enten alene benyttes i udlandet eller aftageren kan opnå afgiftsgodtgørelse efter § 45, stk. 1. Leveringsstedet er tilsvarende ikke her i landet, når ydelsen leveres til afgiftspligtige personer i andre EF-lande. Det samme gælder, når ydelsen leveres til ikke registrerede aftagere her i landet eller til ikke afgiftspligtige aftagere i andre EF-lande og ydelsen udelukkende udnyttes uden for EF.

...

Kapitel 10

Afgiftsgodtgørelse

§ 45.

...

Stk. 4. Der ydes godtgørelse af afgift, som er betalt i forbindelse med transaktioner omfattet af §13, stk. 1, nr, 10 og 11, litra a-e, når ydelsen leveres til aftagere uden for EF, eller når de pågældende transaktioner er knyttet direkte til varer, som udføres til steder uden for EF."

Lønsumsafgiftslovgivningen

Ved lov nr. 840 af 18. december 1987 om arbejdsmarkedsbidrag blev der indført pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag, der for visse virksomheder skulle beregnes på samme beregningsgrundlag som moms (momsmetoden) og for andre virksomheder, herunder den finansielle sektor, skulle beregnes af virksomhedens lønsum. I denne lov hed det bl.a.:

"1. Bidragspligtens omfang

§ 2. Bidragspligten omfatter fremstilling og levering af

1)	Varer og ydelser, hvis afsætning er afgiftspligtig efter merværdiafgiftsloven.
2)	Ydelser, hvis afsætning er undtaget fra afgiftspligten efter merværdiafgiftslovens § 2, stk. 3,...

III. Bidragssats og bidragsgrundlag

§ 6. Bidraget udgør 2,5 pct. af bidragsgrundlaget.

...

§ 8. For virksomheder, der kun er bidragspligtige efter § 2, stk. 1, nr. 2, beregnes bidragsgrundlaget på en af følgende måder:

2) som virksomhedens samlede lønsum med tillæg af 90 pct.

Stk. 2. Virksomhederne nævnt i bilaget til loven skal anvende reglen i stk. 1, nr. 2 ..."

I bilaget til arbejdsmarkedsbidragsloven nævnes bl.a. banker og sparekasser samt anden kredit- og finansieringsvirksomhed.

Ved lov nr. 830 af 19. december 1989 gennemførtes lov om lønsumsafgift for virksomheder inden for den finansielle sektor, hvorefter disse virksomheder ud over arbejdsmarkedsbidraget beregnet af virksomhedernes lønsum skulle betale en lønsumsafgift på 2 %. I denne lønsumsafgiftslov hedder det bl.a:

"I. Afgiftspligtige virksomheder

§ 1. Virksomheder inden for den finansielle sektor betaler en afgift til statskassen. Sektoren omfatter virksomheder med aktiviteter vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing, investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer og/eller valuta.

Stk. 2. Afgiftspligten er betinget af, at virksomheden skal betale arbejdsmarkedsbidrag, og at bidragsgrundlaget opgøres efter § 8, stk. 1, nr. 2, eller § 9, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsmarkedsbidrag.

...

II. Afgiftssats og afgiftsgrundlag

§ 4. Afgiften er 2 pct. af afgiftsgrundlaget.

§ 5. Afgiftsgrundlaget er virksomhedens samlede lønsum med tillæg af 90 pct."

I lovforslaget hertil hedder det bl.a. (L 86 af 6. december 1989, Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 2265ff.):

"Almindelige bemærkninger

I forbindelse med omlægningen af dele af erhvervsbeskatningen foreslås indført en lønsumsafgift for den finansielle sektor. Forslaget skal ses i sammenhæng med den samtidig foreslåede nedsættelse af selskabsskatten og fondsbeskatningen til 40 pct., som denne sektor får betydelige fordele ved.

Afgiften pålægges som udgangspunkt alle virksomheder i den finansielle sektor. Dog er afgiftspligten betinget af, at virksomheden betaler arbejdsmarkedsbidrag efter den såkaldte lønsumsmetode.

Afgiften har mange lighedspunkter med arbejdsmarkedsbidraget for virksomheder, der betaler efter lønsumsmetoden.

Arbejdsmarkedsbidragsloven, som trådte i kraft den 1. januar 1988, var et led i omlægningen af de tidligere arbejdsgiverafgifter. Da dette lovforslag er en del af omlægningen af erhvervsbeskatningen, er det valgt at pålægge den finansielle sektor en lønsumsafgift i stedet for at forhøje arbejdsmarkedsbidraget.

Afgiftsgrundlaget udgøres af virksomhedens lønsum med tillæg af 90 pct. af lønsummen. Der betales 2 pct. af grundlaget i afgift.

...

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

...

Til §§ 2 og3

Bestemmelserne indeholder regler for registrering af de virksomheder, som er afgiftspligtige.

Det foreslås i § 2, stk. 1, at virksomheder, der er afgiftspligtige efter § 1, skal anmeldes til registrering hos den regionale told- og skatteforvaltning. Det afgørende for pligten til at registrere er, at der leveres finansielle ydelser i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed her i landet. En tilsvarende registreringspligt gælder efter arbejdsmarkedsbidragsloven.

...

Til §§ 4 og 5

Bestemmelserne indeholder de nærmere regler for afgiftssatsen og afgiftsgrundlaget.

I § 4 foreslås det, at afgiftssatsen fastsættes til 2 pct. af afgiftsgrundlaget.

Væsentlige hensyn til både virksomhedernes og told- og skatteforvaltningens administration taler for, at afgiftsgrundlaget svarer til bidragsgrundlaget efter arbejdsmarkedsbidragsloven. Ifølge denne lov er bidragsgrundlaget virksomhedens samlede lønsum med tillæg af 90 pct. Der foreslås derfor i § 5 det samme afgiftsgrundlag.

Svarende til afgrænsningen af lønsummen i arbejdsmarkedsbidragsloven indgår i lønsummen enhver form for lønindtægt, som virksomhedens ansatte har erhvervet i perioden for afregning af afgift, dvs. års-, måneds-, 14-dages-, uge-, dag- eller timeløn, akkordfortjeneste, gratialer, honorarer, bonus, pensionsbidrag og andre former for vederlag. Det samme gælder alle former for tillæg til lønnen, som f.eks. takstregulering, anciennitet, alders- og dyrtidstillæg o.lign.

En persons løn skal medregnes til lønsummen, hvis lønnen er A-indkomst og hvis modtageren er omfattet af ATP. Det er ikke afgørende, om der indeholdes A-skat, hvorfor f.eks. løn, der noteres på frikort, skal medregnes til lønsummen. Løn til ansatte, der er beskæftigede i filialer m.v. i udlandet, og for hvilke virksomheden betaler ATP-bidrag, skal også medregnes i lønsummen."

Bl.a. som følge af den tvivl, der var rejst om, hvorvidt arbejdsmarkedsbidraget beregnet efter momsmetoden var i overensstemmelse med EU-retten, blev arbejdsmarkedsbidragsloven ophavet med virkning fra den 1. januar 1992. Der blev i stedet indført en tillægsmoms på 3 %, som skulle neutralisere de provenumæssige virkninger af arbejdsmarkedsbidragets bortfald for så vidt angår de momspligtige virksomheder. For så vidt angår de momsfri virksomheder, herunder den finansielle sektor, blev der i samme neutraliseringsøjemed gennemført en ændring af lønsumsafgiftsloven.

Ændringen af lønsumsafgiftsloven skete ved lov nr. 892 af 21. december 1991, som bl.a. ændrede lovens titel til "Lov om afgift af lønsum m.v." Ved ændringen blev følgende bestemmelser affattet således:

"...

§ 1. Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer ydelser, hvis afsætning er undtaget fra afgiftspligten efter merværdiafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven. Der betales tillige afgift af virksomheder, der udgiver eller importerer aviser.

Stk. 2. Afgiftspligten efter stk. 1, 1. pkt., omfatter ikke virksomheder, der udøver aktiviteter vedrørende:

1) Social forsorg og bistand.
2) Amatørsport.
3) Udlejning og bortforpagtning af fast ejendom.
4) Forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed.
5) Persontransport, når transporten sker direkte til eller fra udlandet.

...

§ 4. Afgiften er 2,5 pct. af afgiftsgrundlaget.

Stk. 2. Afgiften er dog 4,5 pct. af afgiftsgrundlaget for virksomheder, der er omfattet af § 5, stk. 2, nr. 1.

§ 5. Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i § 4, stk. 1, i lov ond investeringsfonds, jf dog stk. 2 og 5. Til virksomhedens overskud eller under underskud opgjort efter 1. pkt. medregnes ikke overskud eller underskud, der hidrører fra virksomhed i udlandet.

Stk. 2. Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af 90 pct. for følgende virksomheder:

1)	Virksomheder inden for den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med aktiviteter vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing, investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer og/eller valuta.

...

Stk. 4. Virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1,1. pkt., og andre aktiviteter, skal på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden, henholdsvis den øvrige del af virksomheden. For virksomheder, der både skal opgøre afgiftsgrundlaget efter stk. 1 og stk. 2, skal der foretages en tilsvarende fordeling. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt."

I lovforslaget hedder det bl.a. (L 124 af 27. november 1991, Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 2659ff.):

"Almindelige bemærkninger

1. Det foreslås, at lov om lønsumsafgift for virksomheder inden for den finansielle sektor ændres til med visse undtagelser at omfatte alle virksomheder med afgiftsfri aktiviteter efter momsloven. Samtidig foreslås ændringer i afgiftssatsen og afgiftsgrundlaget. Lovens titel ændres på grund af disse ændringer.

2. Forslaget er et led i den foreslåede omlægning af arbejdsmarkedsbidraget. Der henvises til det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ophævelse af lov om arbejdsmarkedsbidrag og om ændring af merværdiafgiftsloven (momsloven) (tillægsmoms på 3 pct.). Efter nævnte forslag ophæves arbejdsmarkedsbidraget og erstattes for momspligtige virksomheder af en tillægsmoms på 3 pct.

3. Lønsumsafgiftsloven omfatter i dag alene virksomheder inden for den finansielle sektor. Det foreslås, at loven ændres til at omfatte de ikke-momspligtige virksomheder, der er omfattet af arbejdsmarkedsbidragsloven. ...

Virksomheder, der er omfattet af arbejdsmarkedsbidragsloven, men som ikke berøres af forslaget om tillægsmoms på 3 pct., vil således fremover skulle betale lønsumsafgift efter denne lov. ...

4. Der foreslås en afgiftssats på 2,5 pct., jf. dog punkt 6, for de virksomheder, der omfattes af ændringen af afgiftspligten. Den foreslåede sats svarer til arbejdsmarkedsbidragssatsen på 2,5 pct. Afgiftsbelastningen bliver hermed den samme for de virksomheder, der i dag betaler arbejdsmarkedsbidrag efter lønsumsmetoden. Afgiftsgrundlaget er det samme, nemlig virksomhedens samlede lønsum med tillæg af 90 pct.

...

6. For virksomheder inden for den finansielle sektor foreslås en afgiftssats på 4,5 pct. svarende til de gældende afgiftsforhold. Disse virksomheder, der er omfattet af punkt 1 og 2 i bilaget til arbejdsmarkedsbidragsloven, betaler således efter de gældende regler 2,5 pct. i arbejdsmarkedsbidrag og herudover 2 pct. i lønsumsafgift, dvs. i alt 4,5 pct. af samlet lønsum med tillæg af 90 pct.

Provenumæssige konsekvenser

7. Ved lovforslaget overflyttes virksomhed, der er pålagt arbejdsmarkedsbidrag, men ikke moms, til lønsumsafgiftsloven. For virksomhed, hvis arbejdsmarkedsbidrag i forvejen beregnes af lønsummen, sker der ikke nogen reel ændring."

Om § 5, stk. 1, hedder det i tillægsbetænkning afgivet af Folketingets Skatteudvalg den 19. december 1991 (Folketingstidende 1991-92, tillæg B, sp. 560):

"Reglen angår afgiftsgrundlaget for de ikkemomspligtige virksomheder, som efter de gældende regler betaler arbejdsmarkedsbidrag efter momsmetoden. Det drejer sig f.eks. om rejsebureauer, taxivognmænd, læger og tandlæger. Med henblik på at størrelsen af lønsumsafgiften for disse virksomheder i højere grad kommer til at svare til det, der hidtil er betalt i arbejdsmarkedsbidrag, foreslås reglerne for afgiftsgrundlaget ændret."

Om § 5, stk. 4, hedder det i tillægsbetænkningen (sp. 562):

"Affattelsen af § 5, stk. 4, foreslås ændret som følge af de foreslåede ændringer i afgiftsgrundlaget for de ikke-momspligtige virksomheder, der beregner arbejdsmarkedsbidrag efter momsmetoden, jf. bemærkningerne til [§ 5, stk. 1].

Bestemmelsen angår fordeling af lønsum og overskud eller underskud i tilfælde, hvor en virksomhed både har ikkemomspligtig virksomhed og momspligtig virksomhed, eller hvor virksomheden både skal opgøre afgiftsgrundlaget efter § 5, stk. 1 og stk. 2. Det foreslås, at fordelingen skal foretages på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden. Sektoropdelingen skal gøre det muligt for virksomheden at opgøre den del af lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. I tvivlstilfælde er forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede indenlandske omsætning i det pågældende indkomstår vejledende for fordelingen."

I forbindelse med gennemførelsen af den nye momslov i 1994 ændredes bl.a. lønsumsafgiftsloven ved lov nr. 376 af 18. maj 1994 om ændring af forskellige afgiftslove m.v. (Konsekvensændringer m.v.) Ved denne lov ændredes bl.a. affattelsen af § 1, stk. 1, i lønsumsafgiftsloven på følgende måde:

"I § 1, stk. 1, ændres "ydelser, hvis afsætning er undtaget fra afgiftspligten efter merværdiafgiftslovens § 2, stk. 3," til: "varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1-3, nr. 5-8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20."

I lovforslaget hertil hedder det bl.a. (L 125 af 8. december 1993, Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 4533ff.):

"Almindelige bemærkninger

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om merværdiafgift (Momsloven) og forslaget til toldlov.

Forslaget indeholder hovedsagelig konsekvensændringer som følge af den foreslåede generelle revision af merværdiafgiftsloven.

Ved forslaget ændres en lang række loves paragrafhenvisninger til merværdiafgiftsloven og toldloven. Samtidig hermed foreslås redaktionelle ændringer for at bringe lovene på linie med tilsvarende bestemmelser i forslaget til merværdiafgiftslov.

Ud over disse konsekvensændringer foreslås visse andre ændringer.

I lønsumsafgiftsloven (§ 1) foreslås afgrænsningen af de afgiftspligtige virksomheder præciseret, hvilket indebærer, at afgiftspligten også kommer til at omfatte dentallaboratorier, tandlæger og praktiserende tandteknikeres salg af tanderstatninger m.v., de selv har fremstillet.

...

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

...

Til § 1

...

Efter lønsumsafgiftsloven skal virksomheder med afgiftsfri aktiviteter efter merværdiafgiftsloven med visse undtagelser betale afgift efter loven. De afgiftspligtige virksomheder er afgrænset i lønsumsafgiftslovens § 1, bl.a. ved en henvisning til merværdiafgiftslovens § 2, stk. 3.

I forslagets § 1, nr. 1, ændres denne henvisning til en række numre i § 13 i forslaget til lov om merværdiafgift (Momsloven), som modsvarer den gældende § 2, stk. 3. Der er dog ikke fuldstændigt sammenfald mellem de pågældende bestemmelser. Som det fremgår af bemærkningerne til forslaget til ny merværdiafgiftslov, er fritagelsesbestemmelsen blevet ændret og præciseret i overensstemmelse med EFs 6. momsdirektiv."

I § 1 i den nugældende lovbekendtgørelse nr. 466 af 22. maj 2006 af lov om afgift af lønsum m.v. hedder det:

"§ 1. Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven. Der betales tillige afgift af virksomheder, der udgiver eller importerer aviser.

Stk. 2. Afgiftspligten efter stk. 1, 1. pkt., omfatter ikke virksomhedens aktiviteter vedrørende:

1	folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde, daghøjskoleundervisning og folkeuniversitetsvirksomhed, jf. afsnittene I, II a og III i folkeoplysningsloven, samt amatørsport i øvrigt,
2	undervisning ved folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, når der hertil modtages statstilskud,
3	undervisning i børnehaveklasse og 1.- 10. klasse, når der hertil modtages statslige tilskud,
4	udlejning og bortforpagtning af fast ejendom,
5	persontransport, når transporten sker direkte til eller fra udlandet.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

Spørgsmålet er, om der skal svares lønsumsafgift for den del af Sparekassen H1 A/S' lønudgift, der er medgået til produktion her i landet af ydelser, der leveres til aftagere uden for Danmark - efter påstanden beløbsmæssigt begrænset til ydelser leveret til aftagere uden for EU.

Efter ordlyden af lønsumsafgiftslovens § 1, stk, 1, 1. pkt., sammenholdt med momslovens § 13, stk. 1, finder Højesteret, at det - i overensstemmelse med Skatteministeriets standpunkt - efter en naturlig sproglig forståelse er mest nærliggende at anse det for afgørende for lønsumsafgiftspligten, om virksomheden mod vederlag leverer ydelser af en art som opregnet i henvisningen til momslovens § 13, stk. 1, uanset hvor ydelsen leveres i momslovens forstand.

Det forhold, at fritagelse efter momslovens § 13 alene har betydning for transaktioner, der er momspligtige efter momslovens § 1 og § 4, kan dog - i overensstemmelse med Finansrådets standpunkt - tages til indtægt for en forståelse, hvorefter det er en betingelse for lønsumsafgiftspligt vedrørende en ydelse, at denne faktisk er fritaget for den almindelige momspligt efter momslovens §13, således at der ikke er lønsumsafgiftspligt vedrørende ydelser, der slet ikke er underlagt momspligt, fordi de har momsretligt leveringssted uden for Danmark.

Af de oprindelige love, der pålagde finansielle virksomheder at betale en afgift beregnet af virksomhedernes lønsum - lov nr. 840 af 18. december 1987 om arbejdsmarkedsbidrag og lov nr. 830 af 19. december 1989 om lønsumsafgift for virksomheder inden for den finansielle sektor - fremgik det, at afgiftsgrundlaget var en virksomheds hele lønsum uden hensyn til, om lønudgiften angik ydelser leveret til aftagere i Danmark eller i udlandet.

I overensstemmelse hermed henvistes indtil ændringen i 1994 i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, til den tidligere momslovs § 2, stk. 3, hvorved det fremgik, at det var ydelsens art - og ikke leveringsstedet -der var afgørende for afgiftens pålæggelse. Den ændrede henvisning til momslovens § 13, som blev gennemført i 1994, var begrundet i gennemførelsen af den nye momslov, og det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til ændringsloven, at ændringen alene var af teknisk karakter.

Lønsumsafgiftslovens § 1 må således efter ordlyden, forarbejderne og lovens forhistorie forstås sådan, at der er hjemmel til at pålægge Sparekassen H1s ydelser lønsumsafgift som sket. Højesteret stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Finansrådet som mandatar for Sparekassen H1 A/S betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.