Långivning består i, at långiver giver en låntager ret til at disponere over et pengebeløb med pligt til at betale det lånte beløb tilbage på nærmere fastsatte vilkår.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut), der leverer en momsfri hovedydelse, skal derfor ikke lægge moms på den ydelse, der må anses som en biydelse til en momsfri hovedydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) som led i långivning, kan nævnes:

• Kreditvurdering af låntager og vurdering af sikkerhedsstillelser.
• Udarbejdelse af lånetilbud.
• Udarbejdelse af lånedokument.
• Udbetaling af låneprovenu, indfrielse og refinansiering af lån.
• Gennemførelse af sikringsakter.
• Rådgivning i forbindelse med långivningen.
• Overvågning eller gennemgang af en låntagers forhold og låneengagement.
• Udstedelse af kreditkort eller ID-kort med henblik på, at kortholder kan udnytte kreditten.
• Saldooplysninger.
• Levering af soliditetsoplysninger på baggrund af kundens engagement med den finansielle tjenesteyder. Øvrig kreditoplysningsvirksomhed er momspligtig.
• Engagementsoversigter.
• Indberetning til offentlige myndigheder.

Det forhold, at ovennævnte ydelser som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

Underleverandøren kan undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, se om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1. F.eks. kan en edb-centrals medvirken ved udbetaling af et lån under visse omstændigheder være momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra c. Modsat kan en edb-centrals indberetning af oplysninger til offentlige myndigheder, f.eks told- og skatteforvaltningen, om rentetilskrivning på kontoen, ikke antages at opfylde de væsentlige og specifikke funktioner for en betalingstransaktion og er derfor ikke momsfri, selvom indberetningen er lovpligtig.

Underleverandøren kan derudover undlade at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv, jf. afsnit D.11.11.2.

Salg af varer eller kreditgivningEn kontoring (selskabet) i en større provinsby havde indgået samhandelsaftale med over 250 forretninger. Kundens køb finansieredes og administreredes af selskabet. Landsskatteretten anså ikke kontoringen for at drive momspligtig virksomhed med køb og salg af varer. Kontoringen var derimod omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om finansielle aktiviteter. Se TfS 2000, 1019. I SKM2003.571.LSR fandt Landsskatteretten ligeledes, at et andelsselskab, der formidlede kontosalg mv., ikke kunne anses for at drive momspligtig virksomhed med køb og salg af varer, men var omfattet af § 13, stk. 1, nr. 11. Landsskatteretten lagde vægt på, at det er de forretninger, der er tilknyttet til andelsselskabet, der rent faktisk sælger og leverer varen til kortindehaveren, hvorimod andelsselskabets rolle er at yde kredit til kortindehaveren og at indestå for betaling af varen overfor forretningerne. Aftaleforholdet mellem andelsselskabet og kunden må således anses at bestå i, at kunden er kontohaver hos andelsselskabet. De enkelte forretninger må anses for leverandører af varen/ydelsen, og modtageren af denne levering må anses for kortindehaveren.

I sag C-185/01 Auto Lease Holland BV udtaler EF-domstolen, at begrebet "levering af et gode" i sjette momsdirektivs artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at der i forbindelse med leasing af motorkøretøjer, der tillige omfatter en aftale om brændstofadministration, ikke foreligger en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager, såfremt en leasingtager påfylder det leasede køretøj brændstof på tankstationer, selv om påfyldningen foretages i leasinggivers navn og for dennes regning.

Domstolen fandt, at aftalen om brændstofadministration således ikke er en kontrakt om levering af brændstof, men nærmere en kontrakt om finansiering af køb af brændstof. Auto Lease køber ikke brændstoffet for derefter at sælge det videre til leasingtageren, men leasingtageren køber brændstoffet og vælger frit brændstoffets kvalitet og mængde samt tidspunktet for købet. Auto Lease fungerer i virkeligheden som kreditgiver i forhold til leasingtageren. Om dommen se endvidere D.2.1.

Told- og Skattestyrelsen har i SKM2003.58.TSS taget stilling til dommens betydning for dansk praksis. Se D.2.1.

Se endvidere Østre Landsrets dom i SKM2006.399.ØLR, der ligeledes er omtalt i D.2.1.