Det fremgår af sagen, at selskabet A ApS (herefter benævnt selskabet) i det pågældende indkomstår har drevet virksomhed som maskinfabrik, herunder produktion af løfteværktøjer til centrifuger og riste til rensningsanlæg. Hele selskabets anpartskapital har været ejet af B.

Selskabet har for det omhandlede indkomstår realiseret en omsætning på 5.968.411 kr., og der har gennemsnitligt været ansat 11 medarbejdere.

I indkomståret 1998 har selskabet afholdt udgifter til fremstilling af en kran til brug for selskabet selv, og lønudgifterne i forbindelse hermed er fratrukket i den skattepligtige indkomst. Af kontokort fremgår det, at der har været materialeforbrug på 37.537 kr. og lønudgifter  på 31.620 kr. vedrørende kranen.

Ved besigtigelse af kranen har skattemyndighederne konstateret, at kranen, som den forelå ved købet, ikke kunne anvendes i virksomheden, hvorfor selskabet har lavet en kørebane i værkstedshallen til ophængning af kranen.

De stedlige skattemyndigheder har forhøjet selskabets indkomstopgørelse for indkomståret 1998 med 31.620 kr., med henvisning til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Samtidig har de stedlige skattemyndigheder godkendt yderligere afskrivninger med 9.486 kr., med henvisning til afskrivningslovens § 5, stk. 3.

Til støtte herfor har myndighederne anført, at der ikke kan godkendes fradrag for lønudgifter, som er afholdt i forbindelse med fremstilling af kørebane til en kran, idet udgiften er medgået til fremstilling af et formuegode. Udgifterne kan derfor ikke fratrækkes, idet udgifterne ikke er medgået til at sikre, erhverve og vedligeholde årets indtjening, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Derimod er udgiften medgået til at sikre en fremtidig indtjeningsmulighed, da der er tale om udgifter vedrørende produktionsapparatet, hvorfor udgifterne kan aktiveres.

Myndighederne er ikke enige i, at egne opstillingsudgifter i forbindelse med anskaffelse af edb-anlæg ikke skal aktiveres sammen med anskaffelsessummen for selve edb-anlægget.

Vedrørende Jan Steen Hansens artikel, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2001.724, bemærkes, at der ikke i artiklen plæderes for, at der er valgfrihed mellem at fradrage lønudgifter direkte efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og aktivering af samme ved produktion af et anlægsaktiv til brug i egen virksomhed. Tværtimod anføres i artiklen, at såfremt der er tale om driftsomkostninger, som er omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, det vil sige udgifter, der er afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, er der ikke pligt til at aktivere sådanne omkostninger, selvom disse måtte være accessoriske til anskaffelsen af et aktiv.

Skattemyndighederne har blandt andet henvist til afsnit 40.2.3.1.1 i Skattekartoteket om grundlaget for afskrivninger på driftsmidler. Da lønudgifterne er afholdt over for selskabets egne medarbejdere i forbindelse med opstilling af kørebane til en kran, som er til brug i egen virksomhed, er den afholdte lønudgift ikke en driftsomkostning, men derimod en omkostning, der er afholdt i tilknytning til anskaffelse af et anlægsaktiv til brug for produktionen i virksomheden. Lønomkostningen skal derfor tillægges aktivets anskaffelsessum og afskrives efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 2.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabets indkomstopgørelse for indkomståret 1998 nedsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Til støtte herfor har repræsentanten anført, at alle erhvervsmæssige lønudgifter er skattemæssigt fradragsberettigede, hvilket blandt andet fremgår af Ligningsvejledningen for 1998, afsnit E.B.3.1.

Driftsøkonomisk er udgifterne til lønomkostninger til opstilling af kørebanen aktiveret i henhold til årsregnskabslovens bestemmelser. Den regnskabsmæssige behandling ikke er afgørende for den skattemæssige behandling, og skattemyndighederne kan tilsyneladende ikke helt skelne mellem disse.

Opstilling af kørebanen er sket, når selskabet ikke har haft andre arbejdsopgaver til medarbejderne. Det er således medarbejdernes uproduktive tid, der er brugt til opstilling af kørebanen. Stilstand i virksomheden, hvor medarbejderne dygtiggør sig eller blot rydder op, er utvivlsomt en fradragsberettiget udgift. I nærværende sag er der heller ikke tale om, at medarbejderne tilfører kranen en merværdi, idet opstillingen er en nødvendighed for kranens anvendelse, og kranbanen er tilpasset selskabets bygning. Kranbanen kan derfor kun sælges som gammelt jern, mens kranen kan afhændes igen, hvis det skulle blive aktuelt.

Der er henvist til Jan Steen Hansens artikel, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2001.724, hvoraf det fremgår, at hvis en udgift udgør en fradragsberettiget driftsomkostning, kan skattemyndighederne ikke med henvisning til princippet om accessoriske udgifter afskære et fradrag ved at hævde, at den pågældende driftsomkostning skal tillægges anskaffelsessummen. Det fremgår ligeledes af artiklen, at skattemyndighederne ikke kan tvinge en skattepligtig til at tillægge omkostninger til et aktivs anskaffelsessum, når udgifterne udgør fradragsberettigede driftsomkostninger.

I nærværende sag er der ikke tale om fremstilling af et driftsmiddel, men derimod om opstilling af et anskaffet driftsmiddel, og opstillingen var en nødvendighed for at kunne anvende driftsmidlet i virksomheden. Da selskabet på tidspunktet for driftsmidlets ankomst havde ledig kapacitet blandt personalet, fandt man det naturligt at bruge eget personale, der alligevel skulle have løn.

Lønudgifter, der afholdes over for ansatte, er efter repræsentantens opfattelse fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dette må være tilfældet, uanset om der i en kortere periode er stilstand i virksomheden, som det er tilfældet i nærværende sag. Alternativt kunne personalet for eksempel have ryddet op, hvilket skattemyndighederne ikke kunne have anfægtet fradragsretten for.

Endvidere er udgiften til de materialer, der er anskaffet til brug for opstillingen af kranbanen, ikke fratrukket, men er tillagt aktivets skattemæssige anskaffelsessum.

Der er tale om lønudgifter, der skulle have været afholdt alligevel, og som er fratrukket som en ganske normal lønudgift. I øvrigt bemærkes, at tidsforbruget er ganske beskedent særligt set i relation til, at selskabet normalt beskæftiger 10-12 fuldtidsansatte.

Der er også henvist til Landsskatterettens kendelser af henholdsvis 12. juni 2001 og 21. september 2001, SKM2001.314.LSR og SKM2001.471.LSR (TfS 2001.688 og 2001.904). Der er ikke tale om helt den samme situation, idet begge kendelser vedrører udgifter til advokat og revisor i forbindelse med omstrukturering. Disse udgifter skulle ikke nødvendigvis tillægges en anskaffelsessum, men der kunne ske fradrag for udgifterne i henhold til ligningslovens § 8 J. Der er derfor tale om, at den skattepligtige kan vælge mellem at foretage fradrag for udgifterne eller at tillægge udgifterne til anskaffelsessummen, hvilket tilsvarende er problemstillingen i nærværende sag.

Når der særskilt er hjemlet fradrag i skattelovgivningen for de pågældende udgifter, så opstår der derfor en valgmulighed for den skattepligtige. Da lønudgifter er fradragsberettigede i henhold til skattelovgivningen, hvilket blandt andet fremgår af Ligningsvejledningen, så kan skattemyndighederne ikke tvinge selskabet til at lægge lønudgifterne til anskaffelsessummen.

Endvidere fremhæves, at konsekvensen af skattemyndighedernes synspunkt bliver, at en virksomhed, der benytter eget personale til installering af et edb-system, der utvivlsomt er et aktiv, der skal afskrives, skal tillægge lønudgifterne til opstilling og undervisning med videre til anskaffelsessummen for edb-systemet.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til dagældende afskrivningslovs § 2, stk. 3 og 4, (lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. oktober 1996), skal anskaffelsessummen af aktiver tillægges saldoværdien, hvorpå der maksimalt kan afskrives med en procentsats på 30 for indkomståret 1998.

Anskaffelsessummen efter dagældende afskrivningslovs § 2, stk. 3, skal forstås som udgiften til anskaffelsen af det pågældende aktiv tillagt udgiften til eksempelvis opsætning, implementering eller klargøring af det pågældende aktiv, således at aktivet rent faktisk er færdiggjort i et sådant omfang, at det kan anvendes som driftsmiddel i virksomheden. Dette er tilfældet, uanset om det er virksomhedens egne medarbejdere eller eksterne personer, der fortager sådanne handlinger.

Da selskabets lønudgift til opsætning af kranen har været direkte nødvendig for kranens funktion, skal lønudgiften tillægges anskaffelsessummen for kranen til afskrivning sammen med denne.

Den påklagede skatteansættelse stadfæstes derfor.