Parter

H1 Holding A/S og H2 A/S
(advokat Michael Serup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen).

Afsagt af landsdommerne

Lilholt, Torben Geneser og Tina Gehlert Schmidt (kst.)

Indledning

Denne sag er anlagt den 1. oktober 1999 af sagsøgerne, H1 Holding A/S og H2 A/S, mod sagsøgte, Skatteministeriet, i medfør af skattestyrelseslovens § 31, stk. 2. Ved landsrettens beslutning af 28. juni 2002 er en del af sagen udskilt til forhandling og afgørelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2. Den udskilte del af sagen drejer sig om, hvorvidt H2 A/S, der er autoriseret Toyota-forhandler, og som herefter vil blive benævnt sagsøgeren, efter den dagældende afskrivningslov kan afskrive på seks specifikke biler, som sagsøgeren gør gældende har været anvendt som driftsmidler henholdsvis i skatteårene 1996/97 og 1997/98, der svarer til indkomstårene 1995 og 1996. Det er sagsøgtes opfattelse, at bilerne skatteretligt skal kvalificeres som varelager og ikke driftsmidler, og at sagsøgeren som følge heraf er uberettiget til at foretage afskrivning på bilerne.

Skatteankenævnet i Kommunen traf den 12. maj 1998 følgende afgørelse vedrørende sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 1995 og 1996:

"...

Den af skatteadministrationen foretagne ændring af skatteansættelsen for skatteårene 96/97 og 97/98 vedr. overførsel af driftsmidler som selvangivet til varelager, således at indkomsten vedr. dette punkt, er forhøjet med henholdsvis kr. 150.162 og kr. 105.114, fastholdes.

Dette begrundes med, at demonstrationsvogne er anset for varelager og ikke driftsmidler.

Det fremgår af bekendtgørelse om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet, at der skal tages hensyn til varelager ved årets udgang ved opgørelse af vareforbrug, jf. lovens § 9, stk. 1 og 2.

Varelagerloven indeholder ikke nogen definition af, hvad der skal forstås ved varelager, men udgangspunktet er, at der skal være tale om løsøregenstande, og det skal være bestemt til videresalg som led i skatteyderens næring.

Det er opfattelsen, at demovogne der er beregnet til videresalg, skal behandles som varelager. Der er herved henset til, at demovogne typisk sælges efter 4-8 måneder, enkelte først efter 1½ - 2 år.

Der henvises endvidere til landsskatteretsafgørelse af 17.1.1959, hvor handel med demovogne blev anset for handelsomsætning. Denne kendelse anses stadig at tegne praksis, således som den tillige er beskrevet i ligningsvejledningen, afsnit E.B.2.6.1.2., senest for indkomståret 1997.

Der kan desuden henvises til landsskatteretskendelse 1978.121, hvor udstillingshuse der var beregnet til videresalg, blev anset for varelager.

Demovogne anses herefter ikke for omfattet af afskrivningsloven, hvorfor der ikke kan afskrives efter § 2 i samme lov.

Sagsøgeren klagede over denne afgørelse til Landsskatteretten. I Landsskatterettens kontors indstilling, som fremgår at en skrivelse af 10. maj 1999 til Skatteministeriet, hedder det blandt andet:

"...

Vedrørende demonstrationsvogne

Kontoret bemærker, at løsøregenstande, som en virksomhed besidder med henblik på videresalg som led i salgsnæring, som udgangspunkt er omfattet af varelagerlovens varelagerbegreb. Aktiver, som en virksomhed besidder til brug i driften, vil som udgangspunkt være omfattet af driftsmiddelbegrebet i afskrivningsloven. Ved sondringen mellem sådanne omsætningsaktiver og driftsmidler må der henses til hensigten med erhvervelsen og virksomhedens faktiske anvendelse af aktiverne.

For virksomheder, der driver salgsnæring med løsøre, må der antages at være en formodning for at genstande, som efter sin art er omfattet af næringsvirksomheden, indgår i varelageret. Det må derfor være virksomheden, der ved sine dispositioner ved erhvervelsen og efterfølgende brug, viser, at den eller de konkrete genstande ikke er købt til (eller eventuelt er udskilt af) varelageret og overgået til en driftsfunktion.

Kontoret finder, at der i den foreliggende sag ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anse de omhandlede demonstrationsvogne for overgået til en driftsfunktion, og vognene kan dermed ikke anses for omfattet af afskrivningslovens driftsmiddelbegreb, jf. lovens § 1. Kontoret henser herved blandt andet til den oplyste omsætningshastighed på 4 til 8 måneder, for enkelte vogne op til 2 år, og til at vognene som oftest har været de nyeste modeller af bilmærket. Kontoret finder dermed, at vognene ikke er omfattet af afskrivningslovens bestemmelser, hvorfor der ikke kan foretages afskrivning på vognene. Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 26. februar 1999, offentliggjort i Tidsskrift for skatter og Afgifter 1999.390. Vognene kan derimod opføres på varelagerkontoen. Da kontoret ikke har indvendinger mod den af de stedlige skattemyndigheder foretagne opgørelse, indstiller kontoret, at den påklagede ansættelse stadfæstes på dette punkt.

Parternes påstande

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte skal anerkende, at sagsøgeren efter reglerne i den dagældende afskrivningslovs afsnit I, jfr. § 30, dels har ret til for skatteåret 1996/97 at afskrive på bilerne Toyota Carina, reg.nr. ....1 og Toyota Corolla, reg.nr. ....2, og dels har ret til for skatteåret 1997/98 at afskrive på bilerne Toyota Corolla, reg.nr. ....3, Toyota Starlet, reg.nr. ....4, Toyota Hi-Ace, reg.nr. ....5 og Toyota Corolla, reg.nr. ....6.

Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at sagsøgerens skatteansættelser for skatteårene 1996/97 og 1997/98 hjemvises til fornyet ligningsmæssig behandling.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, men har erklæret sig enig i, at sagen skal hjemvises til skattemyndighederne, hvis sagsøgeren får medhold i sin anerkendelsespåstand.

Sagsøgeren (og H1 Holding A/S) har under sagen afgivet følgende proceserklæring:

"Sagsøgerne anerkender, at der, såfremt der opnås medhold i, at en eller flere biler er afskrivningsberettigede, ved en fornyet ligningsmæssig behandling skal foretages en regulering af varerlagersaldi pr. 31. december 1995 henholdsvis 31. december 1996, uanset om det kan konstateres, om de pågældende biler faktisk indgik i varelagersaldoen på disse tidspunkter og således, at korrektionen fastsættes skønsmæssigt af ligningsmyndigheden med udgangspunkt i sagens oplysninger om bilernes købs- og salgspriser og købs- og salgstidspunkter."

Øvrige oplysninger

Det fremgår af en forhandleraftale mellem Toyota Danmark A/S og sagsøgeren, at sagsøgeren er forpligtet til at have et antal demobiler.

Af uddrag af kontrolbilag R75 for sagsøgeren for 1995 fremgår, at sagsøgeren dette år havde indregistreret 31 biler i eget navn. Af kontrolbilag R75 for sagsøgeren for 1996 fremgår, at sagsøgeren dette år havde registreret 37 biler i eget navn.

Den udskilte del af sagen vedrører følgende biler, der alle var indregistreret til sagsøgeren:

• Toyota Carina, reg.nr. ....1, indregistreret den 18. december 1995 og solgt den 16. februar 1996 med en avance på 5,19%. Bilen havde da kørt 2.200 km.
  
• Toyota Corolla, reg.nr. ....6, indregistreret som godkendt til udlejning uden fører den 30. december 1996 og solgt den 1. maj 1997 med en avance på -0,75%. Bilen havde da kørt 2.500 km.
  
• Toyota Corolla, reg.nr. ....2, indregistreret den 10. august 1995 og solgt den 23. februar 1996 med en avance på -0,16%. Bilen havde da kørt 12.000 km.
  
• Toyota Corolla, reg.nr. ....3, indregistreret den 3. juli 1996 og solgt den 30. december 1996 med en avance på -0,29%. Bilen havde da kørt 13.000 km.
  
• Toyota Hi-Ace, reg.nr. ....5, indregistreret den 13. november 1995 og solgt den 20. december 1996, hvor den havde kørt 13.000 km.
  
• Toyota Starlet, reg.nr. ....4, indregistreret som godkendt til udlejning uden fører den 11. september 1996 og solgt den 11. februar 1997 med en avance på 1,36%. Bilen havde da kørt 4.600 km.

Der er oplyst, at de 2 sidstnævnte biler primært har været udlejet til kunder, der har haft deres egen bil på værksted, og i mindre omfang har været anvendt til demonstration.

Af en lejekontrakt af 18. september 1996 fremgår, at bilen med reg.nr. ....4 har været udlejet den 18. september 1996 fra klokken 7.50 til 17.00, og at bilen før udlejning havde kørt 45 km og efter udlejning 193 km. Det fremgår endvidere af en lejekontrakt af 29. november 1996, at samme bil var udlejet fra den 29. november 1996 til den 6. december samme år, og at bilen før udlejning havde kørt 2166 km og efter udlejningen 2602 km. Endelig fremgår det af en lejekontrakt af 12. december 1996, at bilen igen var udlejet i perioden fra den 12. december 1996 til den 30. december 1996, og at bilen før udlejning havde kørt 3085 km og efter udlejning 3884 km.

Det fremgår af lønsedler for oktober måned henholdsvis 1995 og 1996 for FJ, at han er blevet beskattet af værdien af fri bil.

Det fremgår endvidere af lønsedler for juli 1996 og maj 1997 for HB, at også han er blevet beskattet af værdien af fri bil.

Af en ansættelsesaftale af 20. marts 1997 mellem sagsøgeren og A fremgår, at A som en del af lønnen har fri bil.

Forklaringer

A har forklaret, at han er direktør i H2 A/S. Han har været ansat i firmaet siden 1. september 1986, og han har været direktør siden 1997. Selskabet er en mindre Toyota-forhandler, og han bruger cirka halvdelen af sin tid på salgsarbejde. Udover forretningen og værkstedet i Midtjylland har selskabet en afdeling i Østjylland, der ledes af hans bror B. Det var forældrene, der i 1979 fik Toyota-forhandlingen. Virksomheden beskæftiger sig i dag primært med forhandling af Toyota person- og varebiler, salg af brugte biler, reparation af biler og salg af reservedele. Sidste år blev der solgt cirka 150 nye og 200 brugte biler. I 1995 og 1996 blev der solgt cirka 250 biler om året, hvoraf cirka 100-130 var nye biler. Den gennemsnitlige avance ved salg af en ny bil er i dag på mellem 5.000 og 9.000 kr., hvilket var det samme i 1995 og 96. Fortjenesten på brugte biler ligger typisk på det dobbelte. På grund af omkostningerne ved indregistrering sker der kun indregistrering af de biler, som virksomheden anvender til personalebiler, udlejning og demonstration. Bilerne bliver desuden benyttet ved transportbehov i virksomheden. Der bliver indregistreret 25-30 biler om året. Det kan meget vel være nye biler, der købes hjem til et bestemt formål. Det er således altid den nyeste model, der anvendes til demonstration. Til det formål er der cirka 10 biler indregistreret ad gangen. I 1995-96 var det lidt færre, da der kun var afdelingen i Midtjylland. Det er helt afgørende for salg af en bil, at kunden får mulighed for at prøvekøre bilen. Demobilerne skal som minimum have kørt 2.000 km og være 3 måneder gamle, når de sælges, hvis det skal være rentabelt. Det er ikke specielt let at sælge demobiler, med mindre køberne får et rimeligt nedslag i prisen af en størrelsesorden på ikke under 10.000 kr. I dag har fire ansatte fri bil til rådighed, nemlig FJ, HB, vidnet og hans bror. Tidligere havde også hans far fri bil, men det var før broderen kom ind i firmaet. Det er et krav, at bilerne medbringes på arbejde, idet bilerne ligeledes anvendes til demonstrationsture. Det er den enkelte sælger, der afgør, hvilken bil kunden kan prøve. Cirka 90% er privat kørsel. Medarbejderne har typisk bilerne mellem 3 og 12 måneder. Det er firmaet, der står som ejer og bruger. Udlejningsbilerne udlejes til kunder, som skal have deres egen bil repareret. Det er på grund af forsikringsbetingelserne ikke muligt at udleje biler til andre. Udlejningsprisen kan variere afhængig af kundeforholdet. Der er typisk tale om udlejning i 2-3 dage, men G1 lejer til tider biler i længere perioder. Udlejningsbilerne bruges endvidere til at dække virksomhedens transportbehov, f.eks. ved udbringning af varer. Lejekontrakterne bliver kasseret, når der er faktureret til kunden.

HB har forklaret, at han har været ansat i firmaet i 17 år. Han er værkfører/værkstedsleder. Han er uddannet mekaniker. Der er syv mand ansat på værkstedet. Han har siden midten af 1996 haft fri bil og har haft mellem 10 og 15 forskellige biler stillet til rådighed. Han har en bestemt bil ad gangen i 6 til 15 måneder. Han er ikke registreret som bruger af bilen. I det omfang bilen er i firmaet, kan den lånes til demonstration. Han havde i 1995/96 en Toyota Corolla 1,6 stationcar med reg.nr. ....3.

FJ har forklaret, at han siden 1. september 1995 har været ansat som sælger og kontorassistent. Han har lige siden haft fri bil og er blevet beskattet heraf. Han har gennemsnitligt haft tre forskellige biler stillet til rådighed om året. Bilerne bliver også brugt til demonstration i virksomheden. Han kører cirka 2.500 km om måneden, hvoraf cirka 100 km vedrører demokørsel. Det er rigtigt, at han på et tidspunkt havde en Toyota Corolla med reg.nr. ....2 til privatkørsel.

Parternes procedure

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at alle bilerne opfylder kriterierne i afskrivningsloven for at kunne afskrives som driftsmidler i henhold til den dagældende afskrivningslovs afsnit I. Betingelsen herfor er ifølge ordlyden af § 2, stk. 1, at bilerne udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. Det kan lægges til grund, at bilerne har været anvendt erhvervsmæssigt, og at anvendelsen har medført en værdiforringelse. Afskrivningsloven indeholder hverken i sin ordlyd eller forarbejderne en afgrænsning af driftsmiddelbegrebet til alene at omfatte omsætningsaktiver og ikke anlægsaktiver. Det legale afskrivningsmæssige driftsmiddelbegreb blev fastlagt ved den oprindelige afskrivningslov, der bygger på afskrivningsudvalgets betænkning nr. 171 fra 1957. Denne definerer driftsmidler som "skibe, andre transportmidler, rullende materiel, maskiner, inventar og lignende". Afskrivningslovens driftsmiddelbegreb må således forstås bredt som ethvert aktiv, der benyttes erhvervsmæssigt. Hertil kommer, at det følger direkte af den dagældende afskrivningslovs § 30, at driftsmidler, der har karakter af omsætningsaktiver, også anses som afskrivningsberettigede driftsmidler, såfremt de grundlæggende betingelser for afskrivning er opfyldt. Afskrivningsloven tillægger det således ikke betydning for afskrivningsretten, om et givet aktiv er et anlægsaktiv eller et omsætningsaktiv i virksomheden. Det afgørende er, om aktivet opfylder afskrivningslovens grundlæggende betingelse om erhvervsmæssig anvendelse. Bestemmelsen indebærer, at driftsmidler, der er bestemt til salg i den næringsdrivendes næringsvej, ved afståelse behandles efter reglen i statsskattelovens § 5a. Så længe "næringsdriftsmidlerne" besiddes af den erhvervsdrivende, kan de afskrives efter de almindelige regler, jf. blandt andet Ligningsvejledningen 2002, E.C.1.5. Det fremgår således udtrykkeligt, at aktiver, der hører til den pågældendes næringsvej, kan være omfattet af afskrivningsloven. Den skattemæssige kvalifikation af den enkelte bil må foretages konkret, idet der må henses til dels hensigten med anskaffelsen, dels den faktiske anvendelse.

Sagsøgeren har vedrørende de biler, der udelukkende anvendes til demobiler, særligt gjort gældende, at da det er et krav fra importøren, at sagsøgeren har demobiler, og da det er en ubetinget forudsætning for salg af en bil, at kunden har mulighed for at prøvekøre en tilsvarende bil, må brugen anses for erhvervsmæssig som andre markedsføringsmæssige tiltag. Vedrørende personalebilerne har sagsøgeren særligt gjort gældende, at der ikke er grundlag for at forskelsbehandle sagsøgeren i forhold til andre arbejdsgivere, der stiller biler til rådighed for deres personale. Bilerne anvendes i alt væsentligt til privat kørsel for personalet, som bliver beskattet heraf. Bilerne er således en del af personalets samlede løn og må anses for anvendt erhvervsmæssigt. Sagsøgeren har vedrørende udlejningsbilerne særligt gjort gældende, at det følger af afskrivningslovens § 2, stk. 8 og 9, at udlejningsbiler må anses for driftsmidler i afskrivningslovens forstand. Samlet set taler den omstændighed, at alle seks biler har været indregistreret i sagsøgerens navn med dertil knyttede omkostningsmæssige konsekvenser, med stor vægt for, at bilerne har været anvendt erhvervsmæssigt. Ved indregistreringen er bilerne overgået fra at være et salgsobjekt til at være et salgsmiddel. Endvidere er der en meget lille eller slet ingen avance forbundet med efterfølgende salg af bilerne. Der må således være en formodning for, at bilerne har været anvendt erhvervsmæssigt. Højesteret har i en afgørelse, der er refereret i Tidsskrift for skatteret 1998, side 585, fastslået, at næringsbegrebet i den dagældende afskrivningslovs § 30 skal forstås som handelsnæring. Det vil sige, at erhvervelsen sker som led i erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af varer af den pågældende art med det formål at opnå fortjeneste ved videresalg. Højesterets anvendelse af § 30 indebærer dels præjudicielt en anerkendelse af, at disse næringsaktiver omfattes af afskrivningsloven og således kan gøres til genstand for afskrivninger, dels at afståelse af omsætningsaktiver ikke helt behandles efter afskrivningslovens almindelige regler. Den omstændighed, at sagsøgeren er næringsdrivende med køb og salg af biler, medfører således ikke i sig selv, at sagsøgeren hermed afskæres fra afskrivning efter afskrivningslovens regler. Der er hermed ikke, som anført af sagsøgte, en formodning for, at biler indkøbt til eller senere overgået til driften er omfattet af sagsøgerens varelager. Det gøres dernæst gældende, at det må kræve klar og utvivlsom lovhjemmel, såfremt der i konkrete tilfælde skal gøres indskrænkninger i den ved afskrivningsloven hjemlede almindelige afskrivningsret. Det gøres samtidig gældende, at en sådan hjemmel ikke findes. Sagsøgeren har vedrørende varelagerloven gjort gældende, at det bestrides, at den omstændighed, at de omhandlede driftsmidler muligt tillige kan kvalificeres som varelager i henhold til varelagerloven, udgør fornøden hjemmel til at nægte retten til at anvende afskrivningslovens regler. Der er ikke i varelagerloven eller dennes forarbejder støtte for, at varelagerlovens bestemmelser skulle gøre indgreb i skattemæssige fradrags- og afskrivningsmuligheder i henhold til andre skattelove. En indskrænkning af den ved afskrivningsloven hjemlede afskrivningsret vil stride mod det legalitetsprincip, som Højesteret i de senere år har fastslået og håndhævet i en lang række sager, hvor skattemyndighedernes fortolkning af loven er blevet tilsidesat som følge af manglende klar hjemmel i lovens ordlyd. Praksis er således udtryk for et krav om, at skattemyndighedernes retsanvendelse skal have en sikker hjemmel i lovgivningen. En begrænsning af afskrivningslovens driftsmiddelbegreb, som den, sagsøgte gør gældende, har ikke støtte i hverken afskrivningslovens ordlyd eller lovens forarbejder og må derfor tilsidesættes. Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at biler, der indregistreres med henblik på benyttelse i en igangværende erhvervsvirksomhed, udgår af varelageret og overgår til at være et afskrivningsberettiget driftsmiddel.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at de seks biler må anses som varelager og ikke driftsmidler, og at sagsøgeren som følge heraf er uberettiget til at foretage afskrivning på bilerne. Varelageret hører til omsætningsformuen, det vil sige aktiver, der er erhvervet med henblik på videresalg. Anlægsaktiverne er derimod de aktiver, der ikke er bestemt til videresalg. For at der kan ske afskrivning efter afskrivningsloven, er det en forudsætning, at der er tale om et driftsmiddel. Begrebet er ikke nærmere defineret i skattelovgivningen eller betænkning nr. 171 fra 1957 vedrørende skattefri afskrivninger m.v. Ifølge teorien må driftsmidler karakteriseres som løsøregenstande, der tjener indkomsterhvervelsen, og som ikke er bestemt til videresalg som et led i næringen. Sagsøgte er enig i, at den omstændighed, at sagsøgeren driver næring med samme aktiver, ikke i sig selv afskærer sagsøgeren fra at have afskrivningsberettigede aktiver af samme art. Der må imidlertid gælde en formodning for, at genstande, der efter deres art er omfattet af næringsvirksomheden, indgår i varelageret. Det påhviler således sagsøgeren at afkræfte denne formodning og dokumentere, at bilerne ikke er købt til varelageret, men at der derimod er tale om driftsmidler. Afskrivningslovens § 30 løser ikke problemet. Bestemmelsen giver efter sin ordlyd ikke nogen vejledning om, hvilke aktiver der kan afskrives på. Der er heller ingen vejledning at hente i forarbejderne eller bemærkningerne til den nugældende § 50 i afskrivningsloven. Afskrivningslovens § 30 forudsætter derimod, at der kan være både afskrivningsberettigede og ikke afskrivningsberettigede aktiver i samme virksomhed, men bestemmelsen har ingen selvstændig betydning for grænsedragningen mellem afskrivningsloven og varelagerloven. Det må derfor være formålet med erhvervelsen, der er afgørende. I den forbindelse må det tillægges betydning, at samtlige seks biler blev indkøbt som fabriksnye modeller, og at bilerne efter kortere tids besiddelse blev videresolgt som led i sagsøgerens næringsvirksomhed. Nævnte taler for, at formålet med erhvervelsen var videresalget. En ringe anvendelse i driften kan ikke være tilstrækkelig til at ændre herpå. Demobilerne er indkøbt til senere salg. Det er således det oprindelige og overordnede formål, at bilerne skal sælges. Omsætningshastigheden taler ligeledes for at anse disse biler for varelageraktiver. Personalet har haft cirka tre forskellige personalebiler til rådighed om året, hvilket igen peger i retning af, at det overordnede formål med bilerne har været, at de skulle sælges. Endelig kan der ikke afskrives på udlejningsbiler, hvis disse har været bestemt til videresalg. Samtlige biler er derfor på trods af deres erhvervsmæssige anvendelse indkøbt til varelageret og er ikke senere udskilt heraf, og der kan hermed ikke afskrives på dem. At de har været indregistreret til sagsøgeren er uden betydning.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ifølge § 1 i den dagældende afskrivningslov finder loven blandt andet anvendelse på "maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der benyttes erhvervsmæssigt".

Det fremgår af lovforslaget FT 1956-57, Tillæg A, sp. 2033), at reglerne om ordinære afskrivninger havde udviklet sig gennem praksis på grundlag af bestemmelsen i statsskattelovens § 6 a om, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages "driftsomkostninger ..., derunder ordinære afskrivninger". I bemærkningerne til lovforslaget FT 1956-57, Tillæg A, sp. 2042), anføres det, at "det naturlige område for afskrivning formentlig er driftsmidler af mere varig karakter og driftsmidler af en vis værdi".

Lovforslaget byggede i alt væsentligt på betænkning nr. 171/1957 fra afskrivningsudvalget. I betænkningen (side 12) anføres det blandt andet om de hensyn, der ligger til grund for ordinære afskrivninger, at "Ordinære skattefri afskrivninger skal principielt tjene til udligning af værdiforringelse af driftsmidler hidrørende fra slid, ælde eller fra anden risiko, der normalt er forbundet med den pågældende virksomhed". Om "Afskrivningsobjekterne" hedder det i betænkningen (side 13f) blandt andet, at "Genstand for ordinære afskrivninger er ethvert fast driftsmiddel, der benyttes erhvervsmæssigt, og hvis værdi ikke kan antages at blive opretholdt gennem normal vedligeholdelse. De driftsmidler, der kan gøre til genstand for ordinære afskrivninger, omfatter først og fremmest bygninger, skibe, automobiler og andre transportmidler samt maskiner og inventar".

Den omstændighed, at sagsøgeren i denne sag driver næring med salg af biler, udelukker ikke, at der kan afskrives på biler, der anvendes som driftsmidler i virksomheden, jf. forudsætningsvis lovens § 30, stk. 1.

Den udskilte del af sagen vedrører blandt andet en Toyota Corolla med reg. nr. ....2 og en Toyota Corolla med reg.nr. ....3, der begge har været indregistreret i sagsøgerens navn, og som før salget havde kørt henholdsvis 12.000 og 13.000 km. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at disse to biler blev anvendt som personalebiler for to ansatte i sagsøgerens virksomhed, men at de også i begrænset omfang er blevet benyttet til demonstration. Efter det oplyste er personalebiler karakteriseret ved, at en bestemt bil i en længere periode stilles til rådighed for en ansat som led i vedkommendes ansættelsesforhold, og at bilen hovedsageligt har været anvendt til privat kørsel for den ansatte, som er blevet beskattet af værdien af fri bil. Den erhvervsmæssige benyttelse af bilerne må antages at have medført en værdiforringelse. Betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger på disse to biler som driftsmidler må herefter anses for opfyldt.

Den udskilte del af sagen vedrører endvidere en Toyota Hi-Ace med reg. nr. ....5 og en Toyota Starlet med reg.nr. ....4, der begge har været indregistreret i sagsøgerens navn, og som før salget havde kørt henholdsvis 13.000 og 4.600 km. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at disse to biler har været anvendt som udlejningsbiler til kunder i sagsøgerens virksomhed, der har haft deres egen bil på værksted, men at de også er blevet benyttet til demonstration og til at dække virksomhedens eget transportbehov. Det må anses som et normalt led i driften af et værksted at stille udlejningsbiler til rådighed for kunder, hvis bil er til reparation, og den erhvervsmæssige benyttelse af bilerne må antages at have medført en værdiforringelse. Betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger på disse to biler som driftsmidler må herefter anses for opfyldt.

Den udskilte del af sagen vedrører endelig en Toyota Carina med reg. nr. ....1 og en Toyota Corolla med reg.nr. ....6, der begge har været indregistreret i sagsøgerens navn, og som før salget havde kørt henholdsvis 2.200 og 2.500 km. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at disse to biler blev benyttet som demobiler i sagsøgerens virksomhed. Efter det oplyste er demobiler karakteriseret ved, at det er nye biler, som indregistreres i sagsøgerens navn og derefter kører mindst et par tusinde kilometer før salget. Det må anses som et normalt led i driften af sagsøgerens virksomhed at anvende demobiler i forbindelse med salgsbestræbelserne, og den erhvervsmæssige benyttelse af bilerne må antages at have medført en værdiforringelse.

Dommer Torben Geneser udtaler om "demobilerne":

Betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger på disse to biler som driftsmidler må efter det anførte anses for opfyldt.

Jeg stemmer derfor for at tage sagsøgerens påstande til følge.

Dommerne Lilholt og Tina Gehlert Schmidt udtaler om "demobilerne":

Betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger på også de to demobiler som driftsmidler er efter det anførte formelt opfyldt. Bilerne må imidlertid anses for at være indkøbt primært med henblik på videresalg, og da de efter forholdsvis kort tid rent faktisk er videresolgt efter kun at have kørt nogle få tusinde kilometer, må brugen af dem antages at have været en så integreret del af sagsøgerens næringsvirksomhed med salg af nye biler, at de ikke kan anses for at være indkøbt som anlægsaktiver eller senere overgået fra at være omsætningsaktiver til at være anlægsaktiver.

Vi stemmer derfor med den anførte begrundelse for at tage sagsøgerens påstande til følge for så vidt angår bilerne med registreringsnumrene ....2, ....3, ....5 og ....4 ("personale- og udlejningsbilerne"), og sagsøgtes påstande til følge for så vidt angår bilerne med registreringsnumrene ....1 og ....6 ("demobilerne").

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren, H2 A/S, efter reglerne i den dagældende afskrivningslovs afsnit I, jf. § 30, dels har ret til for skatteåret 1996/97 at afskrive på bilen Toyota Corolla, reg.nr. ....2, og dels har ret til for skatteåret 1997/98 at afskrive på bilerne Toyota Corolla, reg.nr. ....3, Toyota Hi-Ace, reg.nr. ....5 og Toyota Starlet, reg.nr. ....4.

Sagsøgerens skatteansættelser for skatteårene 1996/97 og 1997/98 hjemvises til fornyet ligningsmæssig behandling.

I øvrigt frifindes sagsøgte.

I sagsomkostninger skal sagsøgte inden 14 dage betale 20.000 kr. til sagsøgeren.