Parter

A og B
(advokat Svend Erik Holm)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Asbjørn Jensen, Niels Grubbe, Poul Dahl Jensen og Vibeke Rønne.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 18. november 2005.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanterne, A og B, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse. Subsidiært har ministeriet gentaget sine hjemvisningspåstande.

Anbringender

A har yderligere anført, at han på grund af kommuneplantillæg 11 af 8. september 1993 og kommuneplan 93 af 11. januar 1995 ikke vil få tilladelse til at genopføre en vindmølle i tilfælde af hændelig undergang. Også af den grund skal der ved fastsættelse af grundværdien ikke tages hensyn til vindmøllerne. Han har herved henvist til, at tilladelse til genopførelse i medfør af § 6, stk. 4, i cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999 om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller forudsætter, at der foreligger særlig begrundelse. Det gør der ikke i en situation som den foreliggende, hvor vindmøllerne er opført af andre end ejeren af ejendommen, og endda efter at kommuneplanen blev vedtaget. Hans opfattelse støttes endvidere af Landsskatterettens afgørelse gengivet i TfS 2000.451, hvorefter fastsættelse af grundværdien skete under hensyn til en lokalplans angivelse af bebyggelsesprocenten til 40, uanset der på ejendommen lå en større bebyggelse, der lovligt var opført i overensstemmelse med en tidligere gældende bebyggelsesprocent.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at cirkulærets § 6, stk. 4, må antages at skulle forstås således, at der vil blive givet tilladelse til at genopføre en vindmølle i tilfælde af hændelig undergang, også selv om der foreligger planlægning, som er til hinder for genopførelse. Det er i den forbindelse uden betydning, om det er ejeren selv eller andre, der har opført vindmøllen. Den planlægning, der var gældende på vurderingstidspunktet, kan alene øve indflydelse på vindmølletillæggets størrelse, og kun i det omfang planlægningen har betydning for længden af det tidsrum, i hvilken driften kan udøves. Hvis det lægges til grund, at der ikke kan opnås tilladelse til genopførelse ved hændelig undergang, er det et forhold, der kan tillægges betydning ved fastsættelse af vindmølletillæggets størrelse. Landsskatterettens afgørelse i TfS 2000.451 er ikke relevant, da den vedrører bebyggelse. En vindmølle er efter vurderingsloven ikke en bebyggelse, men et løsøre (et driftsmiddel).

Supplerende sagsfremstilling

§ 6 i cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999 om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller er sålydende:

"...

§ 6. Ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse til opstilling af vindmøller efter § 35, stk. 1, i lov om planlægning skal der tages størst muligt hensyn til nabobeboelse og til de øvrige interesser, der er knyttet til anvendelsen af det åbne land, herunder vedrørende natur, landskab, kulturhistoriske værdier og jordbruget.

Stk 2. Landzonemyndigheden må kun meddele tilladelse, hvis opstillingen er i overensstemmelse med

1	regionplanretningslinier eller kommuneplanrammer, der udpeger området specifikt til opstilling af vindmøller, eller
2	en lokalplan, der er vedtaget
	a	efter § 5,
	b	før ikrafttrædelsen af dette cirkulære, eller
	c	efter overgangsreglerne i § 7, stk. 3 eller 5.

Stk 3. Undtaget fra stk. 2 er dog opstilling af en husstandsvindmølle med en største total højde på 25 m i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygningsanlæg.

Stk. 4. Landzonemyndigheden kan dog uanset stk. 2, undtagelsesvis meddele tilladelse efter lovens § 35, hvis der foreligger en særlig begrundelse, der taler for at tillade en vindmølleopstilling uden gennemførelse af en forudgående inddragelse af borgere og myndigheder gennem en planlægning, så som en vindmølles hændelige undergang ved havari, lynnedslag eller lignende."

I vejledning nr. 39 af 7. marts 2001 om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller er bl.a. anført:

"...

6.2 Specifikke områder

Ved landzonesagsbehandling af vindmølleansøgninger får omboende og de i øvrigt berørte ikke mulighed for at udtale sig, før landzonemyndigheden træffer beslutning. Cirkulærets § 6, stk. 2, fastsætter derfor, at en ansøgning om landzonetilladelse normalt kun kan behandles på baggrund af en specifik udpegning i en regionplan eller en kommuneplan eller på grundlag af en lokalplan.

Vindmøllecirkulærets § 6, stk. 2, er en bindende forskrift for landzonemyndighedens administration af ansøgninger om tilladelse til opstilling af vindmøller. Landzonemyndigheden skal derfor meddele afslag på en ansøgning, hvis betingelserne i § 6, stk. 2, ikke er opfyldt, og der ikke foreligger en særlig begrundelse for at meddele en tilladelse uden en forudgående planlægning, jf. cirkulærets § 6, stk. 4.

Baggrunden for kravet om forudgående planlægning er bl.a., at opstilling af vindmøller medfører en stor påvirkning af omgivelserne. Det er derfor rimeligt at give ikke mindst borgerne i området bedre mulighed for at udtale sig om det hensigtsmæssige i en påtænkt opstilling af vindmøller. Endvidere er der behov for at sikre, at der gennem regionplanlægningen foretages en samlet planlægningsmæssig afvejning af, hvor det er hensigtsmæssigt at opstille vindmøller.

Ansøgninger om tilladelse til opstilling af vindmøller, der er i overensstemmelse med en plan, eller som er omfattet af en af undtagelserne fra plankravet, behandles efter planlovens almindelige bestemmelser under hensyn til cirkulærets § 6, stk. 1.

Ved ansøgninger om landzonetilladelse til opstilling af en vindmølle i et område, der ikke er omfattet af en vindmølleplan, bør amtet vurdere, om landzoneansøgningen ud fra planlægningsmæssige overvejelser giver anledning til at udarbejde og offentliggøre et forslag til et regionplantillæg, der kan muliggøre projektet. Resultatet af denne vurdering bør fremgå af begrundelsen for afgørelsen.

...

§ 6.4 Havari

Der er i cirkulærets § 6, stk. 4, indsat en bestemmelse, der giver landzonemyndigheden mulighed for undtagelsesvist at meddele tilladelse, hvis der foreligger en særlig begrundelse for at tillade en vindmølleopstilling, selv om der ikke foreligger en planlægning som forudsat i § 6, stk. 2.

Bestemmelsen er især tænkt anvendt i de tilfælde, hvor der er tale om en vindmølles hændelige undergang ved fx havari, brand eller lynnedslag, og hvor mølleejeren har en særlig forventning om at kunne få tilladelse til at opstille en ny vindmølle mage til den oprindelige og på samme sted som denne. Hvis mølleejeren derimod ønsker at opstille den nye vindmølle på et andet sted eller at opstille en større vindmølle, vil der skulle gennemføres en forudgående planlægning, medmindre opstillingen er i overensstemmelse med en gældende plan."

Højesterets begrundelse og resultat

Ifølge vurderingslovens § 14, stk. 4, jf. § 16, ansættes grundværdien for en ejendom til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse. Der skal herved tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder af offentligretlig karakter, jf. vurderingslovens § 13, stk. 2. Højesteret finder, at tilladelse til opstilling og drift af en vindmølle på en ejendom er en rettighed af offentligretlig karakter.

Vedrørende B

Amtskommunes miljøudvalg meddelte den 17. maj 1989 Elkraft AmbA godkendelse til under nærmere angivne betingelser at etablere og drive G1 Vindmøllepark. Den 8. juli 1989 vedtog kommunen en lokalplan for "Vindmøllepark syd for ...", og de vindmøller, der er opført på denne ejendom, er en del af denne vindmøllepark. Da optilling og drift af vindmøllerne på Bs ejendom således udgør en retlig udnyttelsesmulighed af grunden på vurderingstidspunktet, tiltræder Højesteret, at der ved fastsættelse af grundværdien er taget hensyn hertil. Det kan ikke ved vurderingen tillægges betydning, at ejeren mod et engangsvederlag har overdraget retten til at opstille og drive vindmøllerne i et nærmere angivet tidsrum til tredjemand.

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedernes skøn ved ansættelse af vindmølletillæggets størrelse, og at deklarationen om rådighedsindskrænkning ikke giver grundlag for nedslag i grundværdien.

Højesteret stadfæster herefter dommen vedrørende B.

Vedrørende A

Det fremgår af kommunens redegørelse af 27. oktober 2003 og supplerende redegørelse af 24. november 2003, at vindmøllerne på denne ejendom er opstillet på grundlag af en tilladelse fra 1992, hvor ejendommen hverken var omfattet af en lokalplan eller en kommuneplan, og at der efter vedtagelsen i 1993 af kommuneplantillæg 11 og i 1995 af kommuneplan 93 ikke kan opnås tilladelse til opstilling af nye vindmøller på ejendommen.

Tre dommere - Torben Melchior, Asbjørn Jensen og Poul Dahl Jensen - udtaler:

Det forhold, at en eksisterende vindmølle ikke vil blive tilladt erstattet af en ny, og at det ikke er sikkert, at der vil blive givet tilladelse til genopførelse, f.eks. i tilfælde af havari, indebærer efter vores opfattelse ikke i sig selv, at retten til at drive vindmøllen er uden betydning for arealets handelspris og dermed for grundværdien. Ved vurderingen af den værdi, som retten til vindmølledrift tilfører arealet, må der imidlertid - hvis det må antages at påvirke handelsprisen - tages hensyn til muligheden for, at der ikke vil blive givet tilladelse til at erstatte eller genopføre vindmøllen, jf. herved Told- og Skattestyrelsens udtalelse i Landsskatterettens kendelse gengivet i SKM2001.50.LSR. Det fremgår ikke af Landsskatterettens kendelse i den foreliggende sag, at dette forhold er indgået ved fastsættelsen af vindmølletillæggets størrelse.

Vi stemmer herefter for at tage Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning til følge.

Det bemærkes herved, at deklarationen om rådighedsindskrænkning ikke giver grundlag for nedslag i grundværdien.

Dommerne Niels Grubbe og Vibeke Rønne udtaler

På denne ejendom er opførelse af vindmøller i strid med kommuneplanen. Herefter, og da A i hvert fald under disse omstændigheder heller ikke i tilfælde af hændelig undergang har et retskrav på at genopføre vindmøllerne i medfør af § 6, stk. 4, i cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999, finder vi, at opstilling og drift af vindmøller ikke udgør en retlig udnyttelsesmulighed af grunden på vurderingstidspunktet.

Vi stemmer herefter for at give A medhold i hans subsidiære påstand om, at der ikke er grundlag for vindmølletillæg til grundværdien pr. 1. januar 2000.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Der er ved fastsættelse af sagens omkostninger taget hensyn til, at A har betalt retsafgift for landsret og Højesteret med 2.130 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom vedrørende B stadfæstes.

Sagen vedrørende As ejendom ... 5, matr.nr. ..., hjemvises til vurderingsmyndighederne til fornyet ansættelse af grundværdien pr. 1. januar 2000.

I sagsomkostninger for Højesteret skal B inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 20.000 kr. til Skatteministeriet.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 50.000 kr. til A.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.