Dato for udgivelse
10 apr 2007 11:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 mar 2007 10:21
SKM-nummer
SKM2007.246.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, B-3161-06
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Om kommunikation og information samt kampagner
Emneord
Søgsmålsfrist, landsretten, fristoverskridelse, afvisning, stævning, lørdag
Resumé

Landsskatterettens kendelse blev afsagt den 14. juli 2006. Fristen for at indbringe kendelsen for domstolene udløb således den 14. oktober 2006, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Den 14. oktober 2006 var en lørdag.

Landsretten bemærkede, at fristen for sagsanlæg efter praksis ikke forlænges som følge af, at fristen udløber en lørdag. Stævningen skulle derfor - for at være rettidig - have været modtaget i landsretten fredag, den 13. oktober 2006 ved almindelig kontortids ophør.

Det var uomtvistet, at landsretten modtog stævningen lørdag, den 14. oktober 2006 om formiddagen.

Sagsøgeren havde ikke nærmere godtgjort sin påstand om, at landsretten fredag, den 13. oktober 2006 telefonisk skulle have givet sagsøgeren føje til at antage, at landsretten ville se bort fra den ovenfor omtalte praksis, hvorefter fristen for sagsanlæg ikke forlænges som følge af, at fristen udløber en lørdag.

Da stævningen således var modtaget for sent, tog landsretten Skatteministeriets afvisningspåstand til følge.

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 3
Henvisning
Processuelle regler 2007-1 I.1.3

Parter

H1 Advokatanpartsselskab
(advokat A)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Inge Neergaard Jessen, Lodberg og Harald Micklander (kst.)

Under denne sag har sagsøgeren, H1 Advokatanpartsselskab, nedlagt følgende påstande:

Principalt

For 2001

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers fradrag for rejseomkostninger til Kiev for indkomståret 2001 ansættes til i alt 38.294,00 kr. og at sagsøgers fradrag for tab på debitorer ansættes til 27.485,00 kr.

For 2002

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers tab på debitorer ansættes til 27.220,00 kr.

Subsidiært

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers fradrag for indkomståret 2001 og 2002 skønsmæssigt ansættes til et mindre beløb, dog højere end det af skattemyndighederne skønsmæssige ansatte fradragsbeløb.

Skatteministeriet har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Landsretten har i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2, besluttet, at Skatteministeriets afvisningspåstand skal forhandles og afgøres særskilt på skriftligt grundlag.

Anbringender

Skatteministeriet har til støtte for påstanden om afvisning gjort gældende, at sagen er anlagt for sent. Skatteministeriet har i den forbindelse henvist til, at det af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3 fremgår, at Landsskatterettens afgørelse ikke kan indbringes for domstolene "...senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet." Sagsøgeren og dennes daværende rådgiver blev orienteret herom ved Landsskatterettens fremsendelse af kendelsen. Den indbragte kendelse er afsagt af Landsskatteretten den 14. juli 2006, hvorfor fristen udløb den 14. oktober 2006. Da den 14. oktober 2006 er en lørdag, skulle stævningen have været modtaget i landsretten senest fredag den 13. oktober 2006, inden kontoret lukkede, for at sagen kunne anses for rettidigt anlagt. Skatteministeriet har i den forbindelse henvist til UFR 1981.270H, TfS 1994.104Ø, TfS 1999.684Ø og SKM2006.496.HR.

Det må lægges til grund, at stævningen, der er dateret den 13. oktober 2006, er modtaget med telefax i landsretten lørdag den 14. oktober 2006 og herefter modtaget i original tirsdag den 17. oktober 2006. Sagen skal derfor afvises som for sent anlagt, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Sagsøgeren har til støtte for, at sagen fremmes gjort gældende, at sagen er anlagt rettidigt, og har i et processkrift herom nærmere anført følgende:

"...

Det fastholdes, at sag er anlagt rettidigt.

Omstændighederne er således: Frist for anlæg af retssag udløber d. 14/10 2006.

D. 13/10 2006 morgen har jeg kontaktet landsskatteretten, idet en kendelse for sagsøger for indkomståret 2001 synes at mangle, selv om det fremgår af fremsendelsesskrivelse fra landsskatteretten, at den vedlægges. SKAT er ligeledes kontaktet. SKAT har ikke modtaget nogen kendelse, og landsskatteretten oplyser senere samme dag, at den synes at være faldet ud. Dette har medført en forsinkelse herfra. Ellers ville stævning blive indgivet om fredagen.

Jeg bemærker, at jeg vedr. skattekrav for dette indkomstår har været tilsagt til udlægsforretning, selv om der er meddelt udsættelse, til kendelse foreligger/sagen indbringes for domstolene.

D. 13/10 2006 lidt før middag har jeg rettet tlf henvendelse til Østre Landsrets kontor, og forespurgt, om aflevering af stævning mandag d. 16/10 2006 ville være rettidig, da fristen udløber d. 14/10 2006. Det er meddelt, at den 16/10 2006 er for sent, men at man også modtager stævninger om lørdagen (d. 14/10 2006). Det ville så være i orden, at stævningen tillige med retsafgift kommer "en af dagene".

Mandag d. 16/10 2006 har jeg tlf. kontaktet Østre Landsret, for at spørge om aflevering af stævning med retsafgift d. 17/10 2006 ville være rettidig. Det blev bekræftet.

D. 17/10 2006 har jeg personligt afleveret stævning, og den beregnede retsafgift blev betalt. Jeg fik forevist min stævning fremsendt via fax. Jeg mener at erindre, at den var stemplet indgået d. 14/10 2006, men jeg er ikke sikker.

Den af modparten påberåbte dom vedrører en stævning, indgivet efter udløb af julehelligdage. Der synes ikke at være fremsendt en fax. I øvrigt ser jeg en forskel i en lørdag og en helligdag.

..."

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsskatterettens kendelse blev afsagt den 14. juli 2006. Fristen for at indbringe Landsskatterettens kendelse for domstolene udløb den 14. oktober 2006, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Den 14. oktober 2006 var en lørdag. Efter praksis forlænges fristen for sagsanlæg ikke som følge af, at fristen udløber en lørdag. Stævningen skulle derfor - for at være rettidig - have været modtaget i landsretten fredag den 13. oktober 2006 inden almindelig kontortids ophør.

Det er uomtvistet, at landsretten modtog stævningen lørdag den 14. oktober 2006 om formiddagen.

Sagsøgeren har ikke nærmere godtgjort, at landsretten fredag den 13. oktober 2006 telefonisk skulle have givet sagsøgeren føje til at antage, at landsretten i denne sag ville se bort fra den ovenfor omtalte praksis, hvorefter fristen for sagsanlæg ikke forlænges som følge af, at fristen udløber en lørdag.

Da stævningen således er modtaget for sent, tages Skatteministeriets afvisningspåstand til følge.

Efter sagens udfald skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Under hensyn til at sagen er afgjort uden realitetsbehandling skal sagsøgeren, H1 Advokataktieselskab, betale 5.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Denne sag afvises.

Sagsøgeren, H1 Advokatanpartsselskab, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 5.000 kr.