Klagen skyldes, at regionen ikke har imødekommet A's anmodning om momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, af deres tolkeydelser for døve og hørehæmmede.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

A (fremover benævnt tolkecenteret), drives som en enkeltmandsvirksomhed, og den er stiftet den 1. august år 2000. Stiftelsen var foranlediget af, at det i forvejen etablerede B ikke kunne følge med efterspørgslen på tolkeydelser.

Tolkecenteret beskæftigede i starten 4 tegnsprogstolke og fem skrivetolke på freelancebasis. I dag består virksomheden af 48 medarbejdere, som alle beskæftiger sig med administration og levering af tolkeydelser.

Det er oplyst om tolkecenterets aktivitetsområder, at dette yder tolkebistand gennem fastansatte og freelance skrive- og tegnsprogstolke for døve og hørehæmmede. Arbejdsopgaverne består især i undervisningstolkning, møde på arbejdspladser, samt tolkning indenfor det sociale område. Det er den enkelte døve eller hørehæmmede, der rekvirerer bistanden.

Der er ikke etableret direkte støtte fra hverken statslige eller kommunale institutioner. Der er betalingstilsagn vedrørende tolkeopgaver, enten vedrørende uddannelse, der betales af SU-styrelsen eller enkelte opgaver, der betales via arbejdsformidlingen, jf. lov vedrørende handicappede i erhverv, seneste nr. 55 af 29. januar 2001, som ændret ved lov nr. 1038 af 17. december 2002. Derudover leveres der tolkeservice på alle niveauer, dvs. alt fra hospitaler til vuggestuer, banker, ejendomsmæglere og andre steder, hvor døve og hørehæmmede har behov for denne serviceydelse. Der ydes også opgaver betalt af private brugere. Det skønnes dog, at 99 % af opgaverne betales af arbejdsformidlingen og brugernes respektive amter og kommuner.

Det er oplyst, at der ikke er en offentlig autorisationsordning for den pågældende type tolke, men at tegnsprogstolkes undervisning er godkendt af Undervisningsministeriet. De anvendte skrivetolke har gennemgået skrivetolkeuddannelse etableret af C eller de har deltaget i egne kompetencegivende kurser.

Tilskud til tegnsprogstolkning, skrivetolkning eller mund/hånd-system tolkning begrænses til en sats fastsat af B, jf. § 24 i bekendtgørelse nr. 1168 af 17. december 2002 om kompensation til handicappede i erhverv mv.

Told og Skattestyrelsen har i en udtalelse af 10. november 2004 til ToldSkat anført:

Tolkecenteret er ikke i sig selv et offentligretligt organ, men en privat virksomhed. Tolkecentret kan heller ikke jf. ovennævnte praksis fra Landsskatteretten, anses som et offentligretligt organ i og med at de ydelser der leveres ikke er reguleret i lov om social service. Tolkecentrets levering af tegnsprogsydelser kan således ikke være omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Styrelsen skal til sidst beklage den lange svartid.

Styrelsen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at vi fra Folketingets Ombudsmand har modtaget en anmodning om, at besvarelse af en lignende henvendelse fra en anden døvetolkeformidling fremskyndes. Den pågældende tolkeformidling henvendte sig i november 2003. På denne baggrund bedes ToldSkat behandle nærværende sag hurtigst muligt.

Told og Skattestyrelsen har forespurgt Socialministeriet om tegnsprogstolkning kan karakteriseres som social forsorg og bistand. Socialministeriet har svaret i brev af 10. juni 2004:

Told- og Skattestyrelsen har ved brev af 14. april 2004 rettet henvendelse til Socialministeriet og spurgt, om døvetolkning efter Socialministeriets opfattelse kan karakteriseres som social forsorg og bistand. Baggrunden for henvendelsen er bl.a., at reglerne om døvetolkning og ret til døvetolkebistand ikke klart fremgår af den sociale lovgivning.

Det skal hertil bemærkes, at Socialministeriet af satspuljemidler fra og med 1999 har finansieret et forsøg med en tolkeordning, der har givet døve, hørehæmmede og døvblinde mulighed for at få bevilget tolkning til aktiviteter og begivenheder, der ikke på anden måde dækkes af lovgivningen. Der blev ved satspuljeforliget i 2003 truffet politisk beslutning om at videreføre ordningen, og at bevillingen skal danne grundlag for lovinitiativer, der vil være påkrævet i forbindelse med en permanentgørelse af ordningen.

Baggrunden for Told- og Skattestyrelsens henvendelse er endvidere en bestemmelse i det momsretlige grundlag, der tilsigter at holde den sociale sektor udenfor momspligt. Således er det i momslovens § 13, stk. l, nr. 2 bestemt, at forsorg og bistand er fritaget for afgift, herunder levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil.

Socialministeriet skal i den anledning udtale, at det er ministeriets principielle opfattelse, at en vare eller en ydelse må anses for at være af almennyttig karakter og omfattet af begrebet 'social forsorg og bistand', når den bevilges til en person med handicap og alene har til formål at kompensere den handicappede for en varig funktionsnedsættelsen i overensstemmelse med handicappolitikkens generelle formål om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere, (jf. Folketingsbeslutning af 2. april 1993).

Det er efter Socialministeriets opfattelse ikke af afgørende betydning, om hjemlen til en bevilling til en vare eller en ydelse indgår i en af Socialministeriet udstedt lovgivning eller om den indgår i andre ministerområders lovgivning. Det er imidlertid afgørende, at varen eller ydelsen bevilges individuelt til en person, som har behov for den pågældende vare på grund af personens funktionsnedsættelse, og at formålet med varen eller ydelsen er, at afhjælpe den handicappedes funktionsnedsættelse, således at den pågældende opnår tilsvarende handle og udfoldelsesmuligheder som andre ikke handicappede medborgere.

I lov om social service indgår det i formuleringen at formålet med loven i § 1 stk. 1 og 2, at det bl.a. er at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk funktionsevne samt at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Når bestemmelser i andre ministeriers lovgivning har tilsvarende formål, således som det eksempelvis er tilfældet for Beskæftigelsesministeriets lovgivning om kompensation til handicappede i erhverv, må sådanne bestemmelser også anses for at være 'social forsorg og bistand' i momslovens forstand.

Sektoransvarlighedsprincippet tilsigter alene generelt at henføre ansvaret for at forebygge og løse handicaprelaterede problemer til den myndighed, som i øvrigt har ansvaret for gennemførelse og forvaltning af lovgivning, der har konsekvenser for handicappedes muligheder for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre borgere. Og i tilfælde, hvor generelle løsninger ikke er mulig, også at placere ansvaret for eventuelle nødvendig følgelovgivning, der kan sikre handicappede individuelle handicapkompenserende foranstaltninger på det pågældende område.

For så vidt angår tolkebistand til døve og hørehæmmede er tolkningen begrundet i en varig fysisk funktionsnedsættelse, der begrænser personens muligheder for at modtage information og kommunikere med andre mennesker. Personen har derfor behov for tolkebistand som en foranstaltning, der kan kompensere for hørenedsættelsen. Der er derfor tale om en ydelse, der er individuelt begrundet, og som alene har til formål at kompensere for en funktionsnedsættelse med henblik på at give den handicappede mulighed for i lighed med andre borgere at deltage i sociale og samfundsmæssige aktiviteter.

Hvor tolkning for døve- og hørehæmmede er begrundet i en alvorlig og varig funktionsnedsættelse, som ikke på anden måde kan kompenseres, er fremmedsprogstolkning begrundet i manglende sproglige kundskaber, som principielt kan tilegnes ved indlæring og ved deltagelse i undervisning. Der er derfor efter socialministeriets opfattelse tale om en principiel forskel, som ikke efter samme principper kan karakteriseres som 'forsorg og bistand'. Det skal i den forbindelse yderligere bemærkes, at tolkning for døve og hørehæmmede i praksis så godt som altid bevilges af offentlige myndigheder, og derfor også af denne grund må være omfattet af EU-direktiv 77/388 EØF, således som det er citeret i henvendelsen fra Told- og Skattestyrelsen.

Region Københavns afgørelse

Regionen har anset de leverede tolkeydelser for momspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1, lovbekendtgørelse 804 af 16. august 2000 med senere ændringer. Der findes ikke at foreligge positiv hjemmel til fritagelse i lovens § 13.

Det er regionen opfattelse, at tolkecentret må anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed og tolkecentret udgør dermed en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1. Det er endvidere opfattelsen, at tolkecenterets levering af tolkeydelser må anses leveret mod vederlag her i landet og dermed omfattet af begrebet afgiftspligtige transaktioner, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Tolkeydelser er ikke direkte nævnt i forbindelse med fritagelsesbestemmelserne i henhold til momslovens § 13. Dette følger af den manglende eksplicitte henvisning til tolkeydelser herunder tegnsprogstolkning, skrivetolkning eller mund/hånd-system tolkning, at ydelserne individuelt set må anses som momspligtige, uanset aftagerens eventuelle handicap og at det forhold, at sådanne ydelser har været anset for fritaget, skulle ses i snæver sammenhæng med andre fritagelsesbestemmelser.

Fritagelserne i momslovens § 13 bygger på fritagelsesbestemmelserne i 6. momsdirektiv artikel 13. Disse fritagelser er undtagelser fra direktivets hovedregel i artikel 4, og tilsvarende momslovens § 4, stk. 1, og skal fortolkes indskrænkende, jf. f.eks. EF-domstolens udtalelse i præmis 19, i sagen C-453/93 Bulthuis-Griffion.

Det er regionens opfattelse, at det er betingelsen om den indskrænkende fortolkning af fritagelsesbestemmelserne i lovens § 13, der er baggrunden for Momsnævnets ændring af vurderingen af afgiftspligten for tolkeydelser i tilknytning til de specifikt angivne ydelser i § 13, gengivet i TfS 1995.425. Heraf følger, at sådanne ydelser ikke længere kan anses leveret i nær tilknytning til en given hovedydelse, når disse ikke leveres af den person eller institution, der forestår leveringen af selve hovedydelsen. Konsekvensen heraf er at levering af selvstændige tolkeydelser fremover er momspligtige, jf. lovens hovedbestemmelse i § 4, stk. 1.

Regionens vurdering af TfS 1995.425 er endvidere, at Momsnævnet i afgørelsen reelt også tog stilling til, at de nævnte ydelser ikke i sig selv kunne anses som selvstændige former for social sikring og bistand, der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

I SKM2001.235.TSS. har Told- og Skattestyrelsen foretaget en vurdering af dels to kendelser fra Landsskatteretten og dels EF-domstolens dom i sag C-216/97. Alle afgørelserne gik ind i problemstillingen omkring privates levering af ydelser omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, som sociale ydelser og bistand. Baggrunden er 6. momsdirektivs henvisning til, at sådanne ydelser skal være leveret af offentligretlige organer eller andre organer godkendt som foretagender af almennyttig karakter.

Det er Told og Skattestyrelsens konklusion i SKM2001.235.TSS. at leveres ydelser i henhold til lov om social service, kan disse fritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Dette såfremt de kan karakteriseres enten som behandling eller social forsorg og bistand, uanset hvem de præsteres af. Der er i den forbindelse henset til, at så længe ydelserne reguleres af lov om social service anses leverandøren som offentligretlige organer, jf. 6. momsdirektiv artikel 13, punkt, A, stk. 1, litra b, g og h.

Det er regionens konklusion, at de af tolkecenteret leverede ydelser ikke efter det foreliggende er omfattet af lov om social service, og dermed heller ikke omfattet Styrelsens konklusion.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at tolkecenterets tolkeydelser er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Det følger af Momsvejledningen 2005-2, afsnit D.11.2, at momsfritagelse i henhold til bl.a. momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, forudsætter, (i) at ydelsen leveres af offentligretlige organer eller af andre organer, der er anerkendt som foretagender af almennyttig karakter, og (ii) at selve ydelsen karakteriseres som social forsorg og bistand eller med nær tilknytning hertil.

Told og Skattestyrelsen har i udtalelse fra 10. november 2004 alene behandlet det under (i) anførte kriterium. Der er ikke taget stilling til hvorvidt selve tolkeydelsen er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Afgørende er derfor, om tolkecentret kan anses for offentligretligt organ eller et dermed ligestillet "almennyttigt foretagende".

Det er ikke korrekt, at tolkecenterets status som almennyttigt foretagende i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, kan gøres betinget af om tolkeydelserne er reguleret i Lov om social service.

Ved EF-domstolens dom i sagerne C-141/00 og C-45/01, som Told- og Skattestyrelsen har refereret til, men ikke refereret fyldestgørende eller objektivt, præciseres de betingelser og vilkår, som gælder for om et foretagende kan anerkendes som almennyttigt foretagende.

Det følger således af EF-domstolens praksis, at den kompetente nationale myndighed, når en borger anmoder om anerkendelse som almennyttigt foretagende, i sin afgørelse skal lægge vægt på flere forhold, herunder.

At den berørte afgiftspligtiges virksomhed har almen interesse

At andre afgiftspligtige, der udøver samme virksomhed allerede har fået en lignende anerkendelse

At udgifterne til de omhandlede ydelser eventuelt i stort omfang bæres af sygekasser eller lignende, eller af andre sociale sikringsordninger

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten principalt gjort gældende at tolkecenteret således skal anerkendes som et almennyttigt foretagende, idet

tolkecenteret utvivlsomt nyder almenhedens interesse, idet tolkecenterets tolkeydelser tilsikrer, at døve samt øvrige personer med nedsat hørelse bibringes muligheden for en normal hverdag på lige fod med ikke-handicappede personer, herunder muligheden for at etablere sociale relationer mellem døve og ikke handicappede, mulighed for at tage uddannelse samt at udøve normal erhvervsmæssig aktivitet,

tolkeadministrationen under B, D, C og E, der alle leverer tolkeydelser i konkurrence med tolkecenteret, allerede har fået en lignende anerkendelse som offentligretligt organ eller almennyttigt foretagende, og udgifterne til tolkecenterets tolkeydelser næsten udelukkende bæres af det offentlige.

Tolkecenteret opfylder samtlige de kriterier EF-domstolen har fastlagt i sin praksis, og som de nationale kompetente myndigheder er forpligtede til at tage i betragtning, når det skal vurderes om et foretagende har almennyttig karakter. Det er i strid med EF-domstolens praksis at en ydelse skal være omfattet af en given national lov, før tjenesteyderen kan anses for et almennyttigt foretagende, og at øvrige forhold ikke kan eller skal tillægges betydning.

Told- og Skattestyrelsens krav om at ydelsen skal være omfattet af Lov om social service, jfr. SKM2001.235.TSS, strider mod forbudet om at det skøn en myndighed skal udøve, ikke må erstattes af regel, der udelukker skønnet. EF-domstolen har i ovennævnte domme klart statueret, at 6. momsdirektiv, artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g), giver de nationale kompetente myndigheder en skønsforhøjelse til at afgøre, hvorvidt et foretagende er af almennyttig karakter. Denne skønsbeføjelse kan ikke erstattes af den i SKM2001.235.TSS anførte regel.

EF-domstolen har endvidere i sag C-498/03, præmis 32, fastslået at:

Dels bemærkes, at begrebet "organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter", i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g) og h), ikke skal fortolkes særligt snævert (jf. i denne retning Dornier-dommen, præmis 48).

Regionen har i afgørelsen af 28. juni 2005, ikke anset Tolkecentret for et offentligretligt organ. Grundlaget herfor er at de ydelser som Tolkecentret udbyder ikke er omfattet af lov om social service. Regionen baserer sin opfattelse på Told- og Skattestyrelsens brev af 10. november 2004, der ikke er i overensstemmelse med det ovenfor citerede i præmis 32. Det anføres af EF-domstolen, at begrebet offentligretlige organer/almennyttige foretagender ikke skal fortolkes særlig snævert. Det er derfor ikke i overensstemmelse med EF-domstolens praksis, når regionen i sin vurdering af, om Tolkecentret er et offentligretligt organ, baserer sin afgørelse alene på grundlag af en konstatering af, hvorvidt Tolkecentrets ydelser er omfattet af lov om social service.

Det fremhæves af den danske regering i EF-domstolens sag C-45/01, jfr. præmis 60, at begrebet "andre lignende behørigt anerkendte institutioner" i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b), svarende til begrebet "foretagender af almennyttig karakter" i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g), ikke forudsætter en formel anerkendelsesprocedure, idet anerkendelsen ligeledes kan udledes af andre forhold, f.eks. i hvilket omfang de pågældende ydelser er tilskudsberettigede.

Det følger af Momsvejledningen 2005-2, afsnit D.11.2, som nævnt ovenfor, at momsfritagelsen forudsætter, at selve ydelsen er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Idet tolkeydelserne, som leveres af bl.a. B og D, er blevet momsfritaget, må dette nødvendigvis forudsætte, at skattemyndighederne, herunder Told- og Skattestyrelsen har vurderet, at tolkeydelser er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Det gøres supplerende gældende til støtte for den principielle påstand

At den i afgørelsen anførte begrundelse for at meddele B momsfritagelse, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, nemlig (i) at B leverede sine ydelser i snævert samarbejde med E under Socialministeriet, og (ii) at den virksomhed som B udøver, ikke blev anset som erhvervsmæssig, jf. momslovens § 3, stk. 1, ikke kan begrunde den meddelte momsfritagelse,

Idet E den 1. juni 1998, da Lov om social service trådte i kraft, blev overført fra Staten (Socialministeriet) til amterne, der til løsning af specialkonsulentordningen stiftede F. E eksisterede således ikke på tidspunktet for meddelelse af momsfritagelsen til B, og

Idet momsfritagelsen nødvendigvis må forudsætte, at B er en afgiftspligtig person, som leverer momspligtige tolkeydelser, da momslovens § 13 alene omfatter transaktioner, der i fraværet af § 13 er omfattet af momslovens § 4.

Repræsentanten har af Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 16. september 1998, hvoraf B fik momsfritagelse for tolkeydelser, udledt,

At tolkeydelser leveret til alle døve borgere i det danske samfund, er omfattet af de ydelser, der leveres i nær tilknytning til social forsorg og bistand, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. De tolkeydelser som tolkecenteret leverer på lige fod med B, skal derfor være momsfritaget.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten subsidiært gjort gældende, at forskelsbehandlingen mellem tolkecenteret og B, D m.fl., hvorved sidstnævnte foretagender er anerkendt som offentligretligt organer/almen-nyttige foretagender, mens tolkecenteret ikke er, er i strid med ligebehandlingsprincippet.

Til støtte for den nedlagte påstand, hvorefter tolkecenterets ydelser skal være momsfritaget gøres det gældende:

At såvel det danske som det EU-retlige ligebehandlingsprincip medfører, at de ydelser som tolkecenteret leverer tilsvarende skal indrømmes momsfritagelse.

At EF-domstolen i sag C-45/01 har statueret, jfr. præmis 44, at princippet om afgiftsneutralitet er til hinder for, at erhvervsdrivende, som udfører de samme transaktioner, behandles forskelligt med hensyn til opkrævning af moms.

I EF-domstolens sag C-141/00, præmis 56, er det udtalt, at de nationale kompetente myndigheders skønsudøvelse skal være i overensstemmelse med de fællesskabsretlige principper, navnlig ligebehandlingsprincippet.

EF-domstolen har ved dom i sag C-498/03 stadfæstet den praksis, som er fastslået ved de nævnte tidligere EF-domstolsafgørelser. Sagen C-498/03 vedrørte interessentskabet Kingscrest Residential Care Homes, der driver en række døgninstitutioner i England. Tvisten omhandlede spørgsmålet omkring, hvorvidt Kingscrest kunne anses for omfattet af begrebet "organer der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttige karakter" i 6. momsdirektivs artikel 13, pkt. A, stk. 1, litra g) og h), svarende til blandt andet momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

EF-domstolen fastslår i præmis 41-43:

41.  Hvad for det andet angår princippet om afgiftsneutralitet bemærkes, at dette princip bl.a. er til hinder for, at sammenlignelige tjenesteydelser, som konkurrerer indbyrdes, behandles forskelligt med hensyn til momsen (jf. i denne retning dom af 10.9.2002, sag C-141/00, Kügler, Sml. I, s. 6833, præmis 30, og af 23.10.2003, sag C-109/02, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 12691, præmis 20).

42.  Det bemærkes, at dette princip, således som generaladvokaten har anført i punkt 29 i forslaget til afgørelse, ville blive tilsidesat, hvis de sociale ydelser, der er omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g) og h), blev behandlet forskelligt med hensyn til momsen, i forhold til, om de institutioner, der leverede dem, blev drevet med gevinst for øje eller ej, når den nationale lovgiver ikke har underlagt fritagelsen de betingelser, der er fastsat i artikel 13, punkt A, stk. 2, litra a), første led.

43.  Af disse grunde fremgår i det hele, at drift med gevinst for øje ikke kan udelukke indrømmelse af fritagelserne i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g) og h).

EF-domstolen har fastslået i præmis 41, at det er i strid med EU-retten at sammenlignelige tjenesteydelser der konkurrerer indbyrdes, behandles forskelligt med hensyn til momsen. Med udgangspunkt heri fastslår EF-domstolen i præmis 42, at de nationale myndigheder ikke kan forskelsbehandle udbydere af sociale ydelser, der er omfattet i 6. momsdirektivs artikel 13, pkt. A, stk. 1, litra g) og h), svarende til blandt andet momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, alt efter om pågældende udbyder driver erhvervsmæssig virksomhed eller ej.

Regionens begrundelse for at forskelsbehandle Tolkecentret og B, er således irrelevant og usaglig. De ydelser, der udbydes af henholdsvis B og Tolkecentret, er identiske, og de er derfor begge omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsens afgørelse om at indrømme B momsfritagelse.

Repræsentanten har gjort gældende, at præmis 41 og 42, i EF-domstolens sag C-498/03 er i modstrid med den påklagede afgørelse, som forskelsbehandler B og Tolkecentret.

SKAT Hovedcentret

SKAT Hovedcentret har indstillet, at regionens afgørelse ændres.

For at en ydelse er omfattet af fritagelsen jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 2 skal denne leveres af offentligretlige organer, der er anerkendt som foretagender af almennyttig karakter og ydelsen skal kunne karakteriseres som social forsorg og bistand.

Første betingelse må anses for opfyldt, når tolkecentret leverer ydelser, der betales af det offentlige.

For så vidt angår anden betingelse skal der ved vurderingen lægges vægt på, om tolkeydelsen betales af en offentlig myndighed således, at dette er afgørende for, om ydelsen er momsfri eller momspligtig. Dette følger praksis på bl.a. hjemmehjælpsområdet, hvor der ved vurdering af om en ydelse skal anses for at værende momsfri eller momspligtig henses til, om ydelsen tildeles støtte fra en offentlig myndighed. Det er således den offentlige myndigheds vurdering, der er afgørende for om, ydelsen kan karakteriseres som social forsorg og bistand.

Det fremgår af momsvejledningen 2006-4, afsnit D.11.2.2, at de relevante ydelser tildeles, dvs. betales, efter en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp, dels på baggrund af lovgivningen og dels på baggrund af det serviceniveau, kommunalbestyrelserne fastlægger. De ydelser, der tildeles borgerne i henhold til den sociale servicelov, anses som udgangspunkt for momsfritaget social forsorg og bistand i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Endvidere har Landsskatteretten tidligere lagt vægt på, at det var kommunen, der besluttede, at den pågældende virksomhed skulle varetage og modtage betaling for en opgave, der må karakteriseres som social forsorg og bistand jf. SKM2001.213.LSR.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2 følger:

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

1) ...

2) Social forsorg og bistand, herunder sådan, som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner inden for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil.

Bestemmelsen implementerer bl.a. artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g) og h) i 6. momsdirektiv: 

Afgiftsfritagelser i indlandet

A. Fritagelser til fordel for visse former for virksomhed af almen interesse

1. Med forbehold af andre fællesskabsbestemmelser fritager medlemsstaterne på betingelser, som de fastsætter for at sikre en korrekt og enkel anvendelse af nedennævnte fritagelser, og med henblik på at forhindre enhver mulig form for svig, unddragelse og misbrug:

g) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til social bistand og social sikring, herunder sådanne, som præsteres af alderdomshjem, af offentligretlige organer eller af andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter;

h) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til beskyttelse af børn og unge, som præsteres af offentligretlige organer eller andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter.

Af momslovens § 4, stk. 1 følger:

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

For at opnå momsfritagelse i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, skal ydelsen leveres af offentligretlige organer eller af andre organer, der er anerkendt som foretagender af almennyttig karakter, og selve ydelsen karakteriseres som social forsorg og bistand, eller med nær tilknytning hertil.

EF-domstolen har i sag C-498/03 (Kingscrest Associates Ltd og Montecello Ltd), udtalt i præmisserne 29-32 og 47:

29 Det bemærkes, at de fritagelser, som er fastsat i sjette direktivs artikel 13, i henhold til Domstolens praksis skal fortolkes strengt, da de er undtagelser fra det almindelige princip, hvorefter moms opkræves af enhver tjenesteydelse, der udføres mod vederlag af en afgiftspligtig person (...). Fortolkningen af de ord, der anvendes i denne bestemmelse, skal imidlertid være forenelig med de formål, der forfølges med fritagelserne, og overholde kravene i afgiftsneutralitetsprincippet, der er uadskilleligt med det fælles momssystem (...).

30 Hvad for det første angår de formål, der forfølges med fritagelserne i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g) og h), fremgår det af denne bestemmelse, at disse fritagelser ved at sikre en mere fordelagtig momsmæssig behandling af visse tjenesteydelser af almen interesse, der foretages inden for den sociale sektor, har til formål at nedbringe udgifterne til disse tjenesteydelser og således gøre dem mere tilgængelige for de borgere, der vil kunne modtage dem.

31 Under hensyn til dette formål bemærkes, dels at en virksomheds kommercielle karakter ikke, for så vidt angår sjette direktivs artikel 13, punkt A, udelukker, at den har karakter af en virksomhed af almen interesse. (...)

32 Det bemærkes, at "organer der er anerkendt af en medlemsstat som foretagender af almen karakter" i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g) og h), ikke skal fortolkes særligt snævert (...).

47 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at begrebet "organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter" i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g) og h), ikke udelukker private virksomheder, der drives med gevinst for øje."

Det kan udledes af EF-domstolens dom i sag C-216/97 Gregg, at princippet om afgiftsneutralitet er til hinder for, at sammenlignelige tjenesteydelser som konkurrerer indbyrdes behandles forskelligt af hensyn til momsen. Princippet om afgiftsneutralitet ville blive tilsidesat, hvis de sociale ydelser, der er omhandlet i 6. momsdirektivs artikel 13, pkt. A, stk. 1, litra g) og h), blev behandlet forskelligt med hensyn til momsen, i forhold til, om de institutioner der leverede dem, blev drevet med gevinst for øje eller ej.

Socialministeriet har i udtalelsen af 10. juni 2004 angivet, at det er ministeriets opfattelse, at en vare eller en ydelse må anses at være af almennyttig karakter og omfattet af begrebet "social forsorg og bistand", når den bevilges til en person med handicap og alene har til formål at kompensere den handicappede for en varig funktionsnedsættelse, i overensstemmelse med handicappolitikkens generelle formål om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Det er efter Socialministeriets opfattelse ikke af afgørende betydning, om hjemlen til en bevilling til en vare eller en ydelse indgår i en af Socialministeriet udstedt lovgivning eller om den indgår i andre ministerområders lovgivning. Det er imidlertid afgørende at varen eller ydelsen bevilges individuelt til en person, som har behov for den pågældende vare på grund af personens funktionsnedsættelse, og at formålet med varen eller ydelsen er, at afhjælpe den handicappedes funktionsnedsættelse, således at den pågældende opnår tilsvarende handle og udfoldelsesmuligheder som andre ikke handicappede borgere.

Landsskatteretten finder, at tolkebistand til døve og hørehæmmede må anses for begrundet i en varig fysisk funktionsnedsættelse, der begrænser personens muligheder for at modtage information og kommunikere med andre mennesker, jf. herved Socialministeriets udtalelse. Ydelsen har alene til formål at kompensere for en funktionsnedsættelse med henblik på at give den handicappede mulighed for i lighed med andre borgere at deltage i sociale og samfundsmæssige aktiviteter.

Retten bemærker, at det af § 1, stk. 1, nr. 1, i lov om social service, fremgår, at formålet med denne lov bl.a. er at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk funktionsevne samt at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Retten finder i overensstemmelse med det af Socialministeriet anførte, at disse tolkeydelser må karakteriseres som social forsorg og bistand. Da det offentlige må anses at have en forpligtelse til at yde en sådan form for bistand og da bistanden så godt som altid bevilges af offentlige myndigheder, finder retten endvidere, at der i det omfang bistanden er bevilliget af en offentlig myndighed, må være tale om ydelser leveret af et organ anerkendt som foretagende af almennyttig karakter, uanset at ydelserne ikke direkte er reguleret af lov om social service. Det er således Landsskatterettens indstilling, at disse tolkeydelser til døve og hørehæmmede er fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Regionens afgørelse ændres som følge deraf.