Klagen skyldes, at de af A (herefter benævnt virksomheden) leverede ydelser er anset for momspligtige i Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Virksomheden blev momsregistreret den 1. juni 2001. Virksomhedens koncept og aktiviteter består i at gøre reklame for hjemmesider med erotisk indhold. Der reklameres for såkaldte paysites, dvs. hjemmesider hvor internetbrugere, mod betaling, kan få adgang til erotisk materiale.  Det er oplyst, at alle betalingssiderne er placeret i USA.

Virksomheden ejer en lang række domainer på Internettet. Virksomhedens indehaver B har oplyst, at alle de omhandlede domainer er amerikansk registrerede domainer (fx .com og .net). Virksomhedens hjemmesider ligger placeret på servere i USA, og de er alle udformet på engelsk og har engelskklingende navne.

På virksomhedens hjemmesider ligger en række billeder med erotisk indhold, som internetbrugerne kan få gratis adgang til. På hjemmesiderne ligger også sponsorlinks og bannerreklamer, som sender internetbrugerne videre til betalingssiderne, når der klikkes på dem. Hvis en internetbruger klikker videre til betalingssiderne og tegner et abonnement, opnår virksomheden en betaling fra ejerne af betalingssiderne. Størrelsen af betalingen kan afhænge af hvilket abonnement internetbrugeren har tegnet.

Virksomheden har i perioden indtægtsført en omsætning på 1.214.429 kr. vedrørende denne aktivitet. Omsætningen er bogført som eksportsalg og angivet i momsangivelsens rubrik C.

Regionens afgørelse

Regionen har forhøjet virksomhedens salgsmoms med 242.885 kr. for perioden 1. juni 2001 til 30. juni 2003. Beløbet er beregnet som 20% af den angivne omsætning vedrørende eksportsalg.

Virksomheden er anset for at levere reklameydelser via Internettet med henblik på, at få internetbrugere i ind- og udland til at købe adgang til digitalt erotisk materiale. Bannerreklamer og sponsorlinks har til formål at gøre internetbrugerne opmærksomme på eksistensen og kvaliteten af de ydelser, der kan købes via betalingssiderne.

Virksomhedens reklamer er forholdsvis banale, og kan forstås af alle. Reklamerne henvender sig derfor både til brugere i EU og ikke-EU lande. De leverede reklameydelser kan således ikke anses for udelukkende benyttet eller udnyttet uden for EU, og dermed er leveringsstedet i Danmark, jf. momslovens § 18, stk. 1, nr. 3.

Klagerens påstand og argumenter

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at efteropkrævningen frafaldes, idet de leverede ydelser ikke er momspligtige i Danmark.

Reklameydelserne er alle leveret til indehaverne af betalingssiderne, der alle er etableret i USA.

Det fremgår af 6. momsdirektivs art. 9, 3, at det afgørende for fastlæggelsen af leveringsstedet er, hvor ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes. Momslovens formulering "udelukkende benyttet eller udnyttet" er således strammere end direktivets. Da direktivteksten har forrang, må der lægges vægt på hvor ydelserne faktisk benyttes eller udnyttes.

Da hjemmesiderne er .com domainer henvender disse sig ikke primært til danske internetbrugere, og ydelserne vil heller ikke overvejende konkret blive benyttet i Danmark. Der er således ikke grundlag for at flytte leveringsstedet til Danmark.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Den dagældende momslovs § 18 havde følgende formulering:

"Leveringsstedet er her i landet for følgende ydelser, som leveres til aftagere her i landet, eller som leveres her i landet, jf. dog stk. 2 og stk. 3:

[.....]

2) Reklameydelser

[.....]

Stk. 3. Leveringsstedet, når de i stk. 1 omhandlede ydelser leveres her fra landet er ikke her i landet i følgende tilfælde:

[.....]

3) Når ydelsen leveres til aftagere uden for EU og ydelsen udelukkende benyttes eller udnyttes uden for EU"

Det fremgår af 6. momsdirektiv art. 9, stk. 2, litra e, at leveringsstedet for bl.a. reklamevirksomhed, som præsteres for aftagere, der er etableret uden for Fællesskabet, er det sted, hvor aftageren har etableret enten sit hjemsted eller et fast forretningssted.

Det fremgår endvidere af 6. momsdirektiv art. 9, stk. 3, pkt. b, at medlemsstaterne med henblik på at undgå dobbelt påligning af afgifter, ikke-påligning af sådanne eller konkurrencefordrejning med hensyn til bl.a. reklameydelser kan anse leveringsstedet, når dette i henhold til denne artikel er beliggende uden for Fællesskabet, som beliggende i indlandet, såfremt den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted i indlandet.

De leverede ydelser vedrørende links til betalingssider med erotisk indhold må anses for at være reklameydelser som nævnt i den dagældende momslovs § 18, stk. 1, nr. 2 og 6. momsdirektivs art. 9, stk. 2, litra e. Der er herved lagt vægt på, at formålet med virksomhedens opsætning af hjemmesiderne er at sprede information om eksistensen og kvaliteten af betalingssidernes tjenesteydelser. Det forhold, at betalingen først opnås, når internetbrugeren tilmelder sig på betalingssiderne eller anvender disse via overtakserede opkaldsforbindelser, kan ikke medføre et andet resultat.

Landsskatteretten lægger til grund, at ydelserne afsættes til aftagere beliggende uden for EU.

Den dagældende bestemmelse i momslovens § 18, stk. 3, nr. 3, må fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 3, hvorfor der ved fastlæggelsen af leveringsstedet for de pågældende ydelser må lægges vægt på, om disse må anses for faktisk benyttet/udnyttet i Danmark.

Landsskatteretten finder ikke, at ydelserne kan anses for faktisk benyttet eller udnyttet i Danmark. Der er herved lagt vægt på, at de omhandlende domainer alle er .com eller .net domainer, udformet på engelsk og med engelskklingende navne, og at der ikke efter det oplyste er andre særlige tilknytningsmomenter eller lignende, der kan medføre, at ydelserne kan anses for faktisk benyttet eller udnyttet i Danmark.

Den påklagede afgørelse ændres således.