A A/S klager for indkomståret 2000 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt nedsættelse af indkomsten med urealiseret kursgevinst på valutaterminsforretninger, 2.108.845 kr., samt over at nedsættelse af indkomsten med valutakursregulering af debitorer og likvide konto, 463.300 kr., heller ikke er godkendt.

Det fremgår af sagen, at selskabet producerer og sælger småkager. Den altovervejende del af produktionen eksporteres. Pr. 31. december 2000 havde selskabet indgået en række valutaterminskontrakter til en samlet værdi på 42.450.000 kr. omfattende et salg på $ 2.750.000, £ 1.200.000 og 3.598.000 JPY.

Selskabet har anmodet den kommunale skattemyndighed om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000 med henblik på nedsættelse med i alt 2.572.145 kr. Beløbet vedrører urealiseret kursgevinst på valutaterminskontrakter.

Den kommunale skattemyndighed har genoptaget selskabets skatteansættelse, men har ikke fundet grundlag for at nedsætte ansættelsen med de angivne 2.572.145 kr. Som begrundelse har den kommunale skattemyndighed bl.a. anført, at det ikke fremgår af Ligningsvejledningen, at bestemmelsen i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse, hvis betingelserne beskrevet i afsnit A.D.2.18.3.8 er opfyldt. Det fremgår derimod, at der ved vurderingen af, om aftaler er omfattet af bestemmelsen i § 30, eventuelt kan tages udgangspunkt i betingelserne beskrevne i afsnit A.D.2.18.3.8. Sigtet med lovændringen har ikke været, at ændre beskatningstidspunktet for kurssikring af forventet omsætning.

Indgåelse af en valutakontrakt i forbindelse med aftaler om levering af varer forudsætter åbenlyst, at der eksisterer en aftale om levering af varer. Det fremgår således af lovens ordlyd, at bestemmelsen kun finder anvendelse på valutakontrakter i tilknytning til allerede indgåede aftaler, og dette bekræftes af såvel Ligningsvejledningen som forarbejderne til loven, L194 1996/97, hvor følgende udtales: ”Det foreslås, at valutaterminskontrakter i forbindelse med sædvanlige aftaler behandles som en integreret del af kontrakten om levering af varer…”

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skatteansættelse skal nedsættes med 2.108.845 kr. vedrørende urealiseret gevinst på valutatermins­kontrakter, der er indgået som led i selskabets valutakurssikring af sædvanlige aftaler om leve­ring af varer, og med 463.300 kr. vedrørende valutakursregulering af debitorer og likvide valutakonti, eller med i alt 2.572.145 kr.

Til støtte for påstanden vedrørende valutaterminskontrakterne har repræsentanten bl.a. anført, at de af selskabet indgåede valutaterminskontrakter er omfattet af kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7. I medfør af denne bestemmelse undtages terminskontrakter, der er indgået i tilknytning til aftaler om fremtidig levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt af egen virksomhed, fra beskatning efter bestemmel­sen i kursgevinstlovens § 29. Valutakurssikring af sædvanlige aftaler er ligeledes omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 30, stk. 1, nr. 7, når de generelle betingelser for at undtage kontrakter fra bestemmelsen i lovens § 29 er opfyldt. Gevinst og tab på valutaterminskontrakter­ne opgøres herefter på realisationstidspunktet som en del af indtægten ved omsætningen af virk­somhedens produkter.

Vedrørende påstanden om nedsættelse af skatteansættelsen med 463.300 kr. har repræsentanten bl.a. anført, at værdien af fordringen skal opgøres til statusdagens kurs, og ikke til terminskursen på den under­liggende terminskontrakt, som anført i selvangivelsen. Dette følger af kursgevinstlovens § 25.

A A/S producerer og sælger småkager, og den altovervejende del af produktionen eksporteres. Selskabet har følgelig en betydelig omsætning i udenlandsk valuta, og selskabet har derfor behov for at afdække valutakursrisikoen for at afværge tab på de vareleverancer, der af­vikles i udenlandsk valuta. Selskabet indgår valutaterminskontrakter til afdækning af valutakurs­risikoen vedrørende det forventede salg til udenlandske kunder. Eksportindtægterne for ind­komståret 2001 var budgetteret til 93 mio. kr., og pr. 31. december 2000 havde selskabet derfor indgået en række valutaterminskontrakter til en samlet værdi på 42.450.000 kr. omfattende et salg på 2.750.000 USD, 1.200.000 GBP og 3.598.000 JPY. Selskabet indgår løbende termins­kontrakter af denne art, og omfanget af kontrakterne afstemmes løbende med omsætningen af varer, således at selskabet kan afværge den aktuelle valutakursrisiko, der er knyttet til omsætnin­gen af varer. Pr. 31. december 2000 udgjorde den urealiserede gevinst på indgåede valutater­minskontrakter 2.108.845 kr. Kontrakterne udløber hen over året i takt med at selskabet opnår salgsindtægterne fra udlandet.

Herudover er der i årsregnskabet indregnet en urealiseret gevinst på debitorer og likvider i uden­landsk valuta på 463.300 kr. Dette beror på, at værdien af debitorer m.v. i årsregnskabet er op­gjort til terminskursen i de underliggende terminskontrakter, og ikke til statusdagens kurs. Vær­diansættelsen i årsregnskabet er ikke tilbageført i selvangivelsen, og dermed er der foretaget be­skatning af urealiserede gevinster på fordringer med 463.300 kr. for meget i forhold til statusda­gens kurs.

Ved ændringen af kursgevinstbeskatningsloven – L194 i Folketingsåret 1996/97 - ændrede Fol­ketinget den hidtil gældende bestemmelsen i kursgevinstloven, således at adgangen til at anvende realisationstidspunktet som beskatningstidspunkt fremover også skulle gælde for bl.a. terminskontrakter, herunder valutaterminskontrakter, der har tilknytning til virksomhedens sædvanlige aftaler om fremtidig levering af varer. Der var også tidligere mulighed for at anven­de realisationstidspunktet som beskatningstidspunkt, men kun efter indhentet tilladelse fra Lig­ningsrådet.

Ifølge bemærkninger til lovforslaget undtages kontrakter, herunder valutakurskontrakter vedrø­rende sædvanlige aftaler om levering af varer, fra hovedreglen om beskatning af kontrakter. Undtagelsen er generel, og afgrænsningen af kontrakter, der undtages, følger den praksis, der efter den hidtidig gældende bestemmelse blev anvendt ved ligningsmyndighedernes fritagelse for be­skatning af urealiserede gevinster. Under punkt 135 i bemærkningerne anføres følgende om bag­grunden for overgang til realisationsprincippet for valutakontrakter, der har tilknytning til aftaler om levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt af egen virksomhed:

”Valutaterminskontrakter benyttes også i forbindelse med indgåelse af aftaler om levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser. Det sker især ved eksport og import.

Når valutaterminskontrakter skattemæssigt behandles som en selvstændig kontrakt, be­skattes gevinst og tab på valutaterminskontrakten efter lagerprincippet. I praksis er der givet tilladelse til at anvende realisationsprincippet under følgende betingelser:

1. Kontrakterne skal være begrundet i den primære drift.
2. Der skal være tale om en valutakontrakt, der modsvarer køb eller salg af varer eller tje­nesteydelser, der importeres eller eksporteres.
3. Ved kurssikring af salgsindtægter for eksporterede varer skal kontrakten angå varer, der ikke er leveret/faktureret ved indkomstårets udløb.Ved kurssikring af købsprisen for importerede varer skal kontrakten angå varer, der ikke er leveret/faktureret ved indkomstårets udløb.(Kurstab på fordringer eller gæld opstået ved allerede faktureret/leveret eksport eller import kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet pr. ultimo).
4. Der må ikke indgås modgående kontrakter.
5. Fastholdelse af lagerprincippet skal være til væsentlig økonomisk ulempe for virksom­heden.
6. Der må ikke konkret være mulighed for, at en dispensation åbner op til skattearbitrage.

Det foreslås, at valutaterminskontrakter i forbindelse med sædvanlige aftaler behandles som en integreret del af kontrakten om levering af varer og andre aktiver samt tjeneste­ydelser. Det afbøder de økonomiske ulemper, der dels skyldes lagerprincippet, dels de skattemæssige regler om begrænsning af fradrag for tab, når valutaterminskontrakten be­handles som en selvstændig kontrakt i forhold til den kontrakt, som den vedrører. Som for de sædvanlige aftaler er det en betingelse, at valutaterminskontrakten ikke er noteret på børs m.v., og som for de sædvanlige aftaler er skattepligtige, der udøver næring ved køb og salg af finansielle kontrakter eller driver næringsvirksomhed ved finansiering, ikke om­fattet.

Forslaget vil også give mulighed for, at virksomheder kan indgå valutaterminskontrakter i forbindelse med igangværende arbejder til afdækning af valutakursrisiko på indtægter og udgifter til produkt af egen virksomhed, uden at der skal ske beskatning efter kursgevinst­lovens regler om finansielle kontrakter.

I de tilfælde, hvor valutaterminskontrakter afdækker en valutakursrisiko på udgifter eller indtægter, som fradrages eller beskattes efter reglerne for igangværende arbejder, vil ge­vinster og tab på valutaterminskontrakten påvirke opgørelsen af udgiften/indtægten. Udgiften skal således opgøres som det beløb, som skal betales for den valuta, som anven­des til betalingen, og indtægten skal opgøres som det beløb, som opnås for den valuta, som modtages. Gevinst og tab på valutaterminskontrakten gøres dermed til en del af ud­giften eller indtægten.”

Ifølge den tidligere gældende bestemmelse om beskatning af gevinst og tab på terminskontrakter af den art, der her er tale om, var der mulighed for at ansøge om tilladelse til at overgå til reali­sationsprincippet. Som det fremgår af ovenstående citat fra forarbejderne til lovændringen i 1996/97, foretages afgrænsningen af kontrakter, herunder valutaterminskontrakter, der efter den nye affattelse af loven skal anvende realisationsprincippet, efter de samme kriterier, som i hen­hold til den hidtidige praksis blev lagt til grund for at meddele tilladelse til at overgå til realisati­onsprincippet.

Rækkevidden af bestemmelsen i lovens § 30, stk. 1, nr. 7, er ligeledes omtalt i ligningsvejlednin­gen for 2000, under afsnit A.D.2.18.3.8, Valutakontrakter – sædvanlige aftaler. Her anføres:

”Ved vurderingen af om aftaler anses omfattet af undtagelsesbestemmelsen, kan der even­tuelt tages udgangspunkt i de betingelser, der var knyttet til tilladelser til anvendelse af realisationsprincippet efter den tidligere gældende KGL § 8 E, stk. 2. Se A.D.2. 18.7”

Den praksis, der henvises til både i forarbejderne til loven og i ligningsvejledningen, er fastlagt i en afgørelse fra Ligningsrådet og i Told- og Skattestyrelsens kommentar til afgørelsen, offentliggjort i TfS 1994.285 og TfS 1994.286. Af sagen refereret i tidsskriftet fremgår, at selskabet havde indgået en række terminskontrakter til afdækning af de risici, som selskabet havde i forbindelse med eksport af egne varer til en ræk­ke europæiske lande. Kontrakterne blev udelukkende indgået til afdækning af den risiko, som selskabet havde i forbindelse med tilgodehavender i fremmed valuta hos udenlandske samhan­delspartnere. Beslutningsgrundlaget for indgåelse af terminskontrakter var allerede indgåede kontrakter og forventede salgsindtægter i fremmed valuta til opfyldelse af selskabets salgsbud­get.

Selskabets mellemværende opstod som led i løbende handel med de udenlandske samhandels­partnere, og selskabet havde på grundlag af salgsbudgettet indgået valutaterminskontrakter, som pr. statustidspunktet modsvarede en urealiseret gevinst på 27 mio. kr. Der var på daværende tidspunkt en betydelige valutauro i de lande, som selskabet havde sam­handel med, hvilket naturligvis forøger behovet for at sikre fremtidige forventede salgsindtægter i fremmed valuta.

Forarbejderne og tilkendegivelserne i ligningsvejledningen henviser således netop til en situation som den foreliggende. A A/S indgår på samme måde som selskabet i afgørelsen refereret i TfS 1994.285 om valutaterminskontrakter på grundlag af dels allerede indgåede afta­ler, dels forventede salgsindtægter i fremmed valuta til opfyldelse af selskabets salgsbudget. Der er altså tale om afdækning af risici vedrørende ikke leverede eller ikke fakturerede varer. Risikoafdækningen har således direkte tilknytning til selskabets afsætning af varer på eksportmarkedet, og ved at anvende lagerprincippet vil der i realiteten ske en fremrykning af beskatnin­gen af mulige fremtidige indtægter ved eksport af virksomhedens produkter, med afledt likvidi­tetsbelastning til dækning af skat af indtægter som endnu ikke er tjent, og som selskabet heller ikke har sikkerhed for at tjene.

Sigtet med bestemmelsen i lovens § 30 om at undtage en række kontrakter fra bestemmelsen i lovens § 29 var netop at forhindre en sådan fremrykning af beskatningen af ikke realiserede avancer, når kontrakterne vedrører sædvanlige aftaler om levering af varer m.v., der er produce­ret i egen virksomhed.

A A/S opfylder de betingelser, der er anført i Told- og Skattestyrelsens kommen­tar til Ligningsrådets afgørelse i TfS 1994.285. Anvendelse af realisationsprincippet giver ikke selskabet mulighed for at foretage såkaldt skattearbitrage, jf. punkt 6 i Styrelsens kommentar til afgørelsen, og de øvrige vilkår i kommentaren er ligeledes opfyldt.

• Kontrakterne er indgået som led i selskabets primære drift vedrørende produktion og afsæt­ning af småkager på eksportmarkedet.
• Der er tale om valutaterminskontrakter, der har til formål at sikre salgsindtægterne på fremti­dige leverancer af selskabet egne produkter.
• Selskabet har ikke indgået modgående kontrakter.
• Selskabet påføres væsentlig økonomisk ulempe ved fremrykningen af beskatningen efter et lagerprincip.

Såvel ordlyden af som formålet med bestemmelsen i lovens § 30, stk. 1, nr. 7, fører derfor til det resultat, at A A/S skal anvende realisationsprincippet ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste og tab på valutaterminskontrakterne. Der gælder således ikke en forudsætning om, at valutaterminsforretningen skal vedrøre allerede indgåede aftaler, som forvaltningen anfører i sagsfremstillingen. Kravet er derimod, at valuta­terminskontrakten har tilknytning til virksomhedens sædvanlige leverancer. Er dette tilfældet, er valutaterminskontrakten undtaget fra lovens § 29. Forvaltningens forståelse af bestemmelsen indebærer, at lovændringen i 1996/97 bliver illusorisk. I en handels- og produktionsvirksomhed indgås salgsaftalerne løbende. Dette indebærer, at selskabets valutakursrisiko bedømmes på grundlag af såvel indgåede aftaler som budgetteret salg på udenlandske markeder, og dermed vil kontrakterne eller dele heraf vedrøre afdækning af kursrisici vedrørende forventede indtægter i fremmed valuta, men vel at mærke opgjort på grundlag af budgetterede salgsindtægter hidrørende fra faste samhandelspartnere. Dette var også tilfældet i den sag, der omtales i ligningsvejled­ningen, og her dispenserede Ligningsrådet, således at kontrakter, der var indgået på grundlag af budgetteret salg, blev fritaget for beskatning efter lagerprincippet. Da dispensationsbestemmel­sen nu er erstattet med lovens § 30, stk. 1, nr. 7, skal gevinst og tab opgøres efter realisationsprin­cippet, uden forudgående tilladelse fra Ligningsrådet.

Forvaltningen anfører, at en del af de indgåede kontrakter må anses at vedrøre konkrete tilgodehavender. Hertil bemærkes, at disse kontrakter er modregnet i opgø­relsen af urealiserede gevinster, og den urealiserede gevinst på terminskontrakter udgør derfor 2.108.845 kr. Herudover har selskabet i selvangivelsen opgjort værdien af tilgodehavender i udenlandsk valuta til terminskursen, og ikke til statusdagens kurs. Hermed har selskabet ind­tægtsført 463.300 kr. for meget vedrørende gevinst på udenlandsk valuta. Dette er baggrunden for, at der ligeledes er søgt om nedsættelse med dette beløb.

Loven foreskriver, at lagerprincippet skal anvendes for kontrakter omfattet af lovens § 29. For kontrakter, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 30, stk. 1, gælder realisations­princippet, og der eksisterer ingen valgmulighed for kontrakter omfattet af lovens § 30, stk. 1, nr. 7, og der er heller ingen dispensationsmulighed. Bestemmelsen i lovens § 25, stk. 2 om adgan­gen til at vælge lagerprincippet omfatter alene fordringer og gæld, men ikke kontrakter omfattet af lovens § 30.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter kursgevinstlovens § 29, stk. 1, skal gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, gælder lagerprincippet ikke for sædvanlige aftaler om levering af varer og andre aktiver, samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt af egen virksomhed samt valutakontrakter indgået i forbindelse hermed, når kontrakterne ikke er noteret på børs.

Under hensyn til bemærkningerne til L194 1996/97, herunder henvisningerne til den tidligere dispensationsadgang, Ligningsvejledningen 2000 afsnit A.D.218.3.8, formålet med bestemmelsen, samt dennes praktisabilitet finder retten, at valutakontrakter indgået i forbindelse med sædvanlige aftaler også kan relatere sig til forventet omsætning, således at indgåede valutakontrakter, der også knytter sig til ikke indgåede aftaler om levering af fx varer, kan anses at være omfattet af bestemmelsen i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7. Det må bl.a. herved i tilstrækkelig grad godtgøres, at kontrakterne har den fornødne tilknytning til en realistisk forventet omsætning..

Efter de foreliggende oplysninger om selskabet og dets indgåelse af valutakontrakter finder retten, at det i tilstrækkelig grad er godtgjort, at de omhandlede valutakontrakter, der er medtaget i selskabets skatteansættelse efter lagerprincippet, har den fornødne tilknytning til selskabets aftaler om levering af varer, og at kontrakterne er omfattet af kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7. Retten kan endvidere tiltræde, at debitorer m.v. opgøres til statusdagens kurs, jf. kursgevinstlovens § 25. Retten finder herefter, at selskabets skatteansættelse for indkomståret 2000 skal nedsættes med i alt 2.572.145 kr. vedrørende urealiserede gevinster på valutakontrakter.