Dato for udgivelse
02 Jan 2007 14:42
SKM-nummer
SKM2007.4.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-165355
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomhedsregistrering og ændring i registreringsforhold
Emneord
Omlægning, indkomstår, administrationsselskab, sambeskatning
Resumé
Skatterådet bekræfter, at administrationsselskabet kan omlægge sit indkomstår 2006 til perioden 1. maj 2005 til 31. december 2006 (omlæggelsesåret). Herefter følger administrationsselskabets indkomstår kalenderåret.
Hjemmel

06-082872

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 31 b, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledning 2006-4 S.D.4.1.1.4
Ansøgning

Der anmodes om tilladelse til omlægning af selskabets indkomstår, jf. selskabsskattelovens § 31 b, stk. 1.

Afgørelse

Skatterådet imødekommer ansøgningen.

Sagsfremstilling

Ansøger har oplyst følgende:

Regnskabsåret for selskabet A ønskes omlagt til kalenderåret med omlægningsperiode 1. maj 2006 til 31. december 2006.

Selskabet A, der har regnskabsår 1. maj til 30. april er moderselskab for selskabet B, der har regnskabsår 1. januar til 31. december. Selskaberne har således hverken samme regnskabsår eller samme indkomstår.

Der har ikke været aktivitet i datterselskabet i de seneste år og for 2005 er der selvangivet en skattepligtig indkomst på kr. 500, der er modregnet i egne fremførte underskud. Altså en skattepligtig indkomst på kr. 0.

Det er selskabet A, der er administrationsselskabet og da indkomståret 2005 (1. maj 2004 - 30. april 2005) er påbegyndt inden 15. december 2004, er selskabet efter ansøgers opfattelse først omfattet af reglerne om obligatorisk sambeskatning for indkomståret 2006.

Selskabet B har med henblik på generationsskifte erhvervet moderselskabets aktivitet med salg af filtre pr. 1. maj 2006 og selskabet har derved fået betydelige forretningsmæssige aktiviteter. Overførslen af aktiver er sket til handelsværdier på normale forretningsmæssige vilkår. Selskaberne skal have samme indkomstår og helst også samme regnskabsår. Selskabet A ønsker derfor at ændre regnskabsår til kalenderåret med omlægningsperioden 1. maj til 31. december 2006.

Det lokale skattecenter har foreslået, at datterselskabet ændrer regnskabsår fra kalenderåret til 1. maj - 30. april, men administrativt er dette ikke hensigtsmæssigt.

Ansøger anmoder derfor om, at der gives tilladelse til omlægning af indkomståret for moderselskabet A, således at indkomsten for omlægningsperioden 1. maj 2006 til 31. december 2006 medregnes i indkomsten for indkomståret 2006. Selskabets samlede indkomst for indkomståret 2006 vil, såfremt tilladelsen gives, omfatte perioden 1. maj 2005 til 31. december 2006.

Høring af det lokale skattecenter

Det lokale skattecenter har meddelt, at centret i enig i indstillingen. Skattecentret ved ikke, hvorfor ansøgeren mener, at det ikke er hensigtsmæssigt, at datterselskabet ændrer regnskabsår fra kalenderåret til 1. maj -30. april, som skattecentret har foreslået.

Ansøgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Den foretagne omstrukturering af virksomheden ved salg af den hidtil drevne virksomhed er ikke foretaget af skattemæssige årsager, men alene af hensyn til forberedelse af generationsskifte. Der er ingen skattemæssige fordele eller skattemæssige hensigter ved omlægningen - kun praktiske hensyn.

Ansøger har i sit høringssvar af 19. september 2006 anført, at der ikke er behov for dispensation. Ansøger har henvist til at, at det følger af selskabsskattelovens § 10, stk. 1, at indkomståret er kalenderåret. Da ansøgningen om omlægning af indkomståret 2006 er indgivet inden udløb af kalenderåret 2006 er det ansøgers opfattelse, at ansøgningen er indgivet rettidigt.

SKATs indstilling og begrundelse

Det fremgår af selskabsskattelovens § 10, stk. 2, at selskabet inden udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt, skal give meddelelse herom til told- og skatteforvaltningen.

Det indkomstår, der ønskes omlagt (indkomståret 2006) omfatter perioden 1. maj 2005 til 30. april 2006.

Når der i selskabsskattelovens § 10, stk. 1, 2. pkt. står, at indkomståret er kalenderåret, er dette alene udtryk for et udgangspunkt. Det fremgår således af selskabsskattelovens § 10, stk. 1, 4. pkt., at selskabet kan vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår). I dette tilfælde er administrationsselskabets indkomstår ikke kalenderåret, men perioden fra 1. maj til 30. april. Det indkomstår, der ønskes omlagt, udløb således den 30. april 2006.  Anmodning om omlægning af indkomståret 2006 efter selskabsskattelovens § 31 b, stk. 1, er indsendt til Skatterådet den 16. august 2006, det vil sige efter udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt. Fristen er således ikke overholdt.         

Selskabsskattelovens § 10, stk. 2, giver ikke mulighed for at dispensere fra fristen for anmodning om omlægning af indkomstår.

Der ses ikke at være hjemmel til at dispensere fra fristen for anmodning om omlægning af indkomstår, herunder hverken i overgangsbestemmelserne eller i selskabsskattelovens § 31 b. Det indstilles derfor, at anmodningen ikke imødekommes, idet der ikke ses at være grundlag herfor. Selskaberne vil således ved indkomstopgørelsen skulle følge hovedreglen i selskabsskattelovens § 10, stk. 5, 2. pkt.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Ud fra en samlet konkret vurdering finder Skatterådet, at anmodningen kan imødekommes.