Fratagelse af bevillinger og autorisationer retter sig mod igangværende virksomheder, medens nægtelse af autorisationer og bevillinger typisk retter sig mod virksomheder, der endnu ikke er i drift.

Midlet er kun anvendeligt over for den type virksomheder, der ifølge lovgivningen skal have en særlig tilladelse for at kunne udøve deres erhverv. Denne særlige tilladelse kaldes eksempelvis en autorisation eller bevilling, alt efter hvilken branche, der er tale om.

Det betyder, at midlet er uvirksomt over den type virksomheder, der kan drives uden denne særlige tilladelse, og som på den måde ikke berøres af de regler, der er beskrevet i dette afsnit. Det gælder eksempelvis forskellige virksomhedskategorier inden for bygningsfagene såsom murer-, tømrer- og snedkervirksomhed.

Når en virksomhed får inddraget eller får afslag på at få udstedt eller fornyet sin autorisation eller bevilling, har den følgelig ikke den fornødne tilladelse til at drive erhverv inden for det pågældende område. Det medfører, at virksomheden begår noget ulovligt, som er sanktioneret med straf, hvis den alligevel enten fortsætter eller begynder med at udøve det pågældende erhverv.

Når myndigheden bruger dette middel, er det ensbetydende med - i hvert fald på sigt - at tvinge den del af virksomheden, som kræver tilladelse, til at lukke. Instrumentet er på den måde beslægtet med forrige instrument, som også havde til formål at begrænse virksomhedens aktivitet, omend det instrument, der beskrives i dette afsnit, typisk er mere byrdefuldt.

Der mindes i den forbindelse om den forvaltningsretlige regel, hvorefter en mildere sanktion skal vælges frem for en strengere sanktion (proportionalitetsprincippet), hvis man på den måde kan opnå samme resultat, nemlig at virksomheden ikke oparbejder yderligere restancer til myndigheden.

Det betyder, at myndigheden først skal prøve at foranledige, at en erhvervstilladelse nægtes eller inddrages, når det ønskede resultat ikke har kunnet opnås ved at anvende et mildere middel.

Formålet med at anvende dette restanceforebyggende middel er, som også tidligere omtalt, at forhindre virksomheden i at oparbejde yderligere restancer eller eventuelt presse den til at indgå en aftale, som ikke blot forhindrer, at der opstår nye restancer, men også nedbringer de eksisterende. Herved begrænses det offentliges risiko for at lide tab.

Der er hjemmel til at nægte eller fratage en virksomhed dens autorisation eller bevilling mv., når den skylder det offentlige penge.

Det betyder, at restancer i form af fx personlig skat, selskabsskat, indeholdt A-skat, AM-bidrag, moms, lønsumsafgift, told og punktafgifter er omfattet af bestemmelserne.

Hjemlen findes i omkring 20 love, hvor adgangen til at drive erhverv er betinget af, at den erhvervsudøvende ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige. I forbindelse med en fratagelse skal den gæld, der begrunder fratagelsen, dog vedrøre den virksomhed, hvortil autorisationen eller bevillingen mv. var nødvendig, jf. afsnit D.4.2.1.

Flere af reglerne blev indsat ved lov nr. 936 af 27. december 1991 (Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om erhvervsudøvelse på grundlag af autorisation m.v. (Udstedelse og fratagelse af autorisationer m.v.)). Ved lov nr. 364 af 13. maj 2009 og lov nr. 1383 af 21. december 2009 er der dog med virkning fra den 28. december 2009 sket en indsnævring af de erhverv, for hvilke en nødvendig autorisation eller bevilling vil kunne nægtes eller fratages i tilfælde af gæld til det offentlige. For auktionsholdere, dykkere, elinstallatører, kloakmestre, landinspektører, vekselerere og VVS-installatører er adgangen til en sådan nægtelse eller fratagelse således ophævet med virkning fra den nævnte dato.

De fleste af reglerne om nægtelse og fratagelse af autorisationer, bevillinger mv. er udformet efter samme model, hvorefter den bevillingsudstedende myndighed kan nægte at udstede en autorisation, en bevilling mv. eller fratage samme, hvis ansøgeren har en betydelig forfalden gæld til det offentlige.

Hvis gælden andrager mindst 50.000 kr., vil dette i almindelighed være tilstrækkeligt til at nægte at udstede en erhvervstilladelse, hvorimod grænsen typisk er 100.000 kr., hvis erhvervstilladelsen skal fratages en bevillingshaver. Det kan variere, om restancen skal vedrøre tiden efter den respektive lovs ikrafttræden eller ikke.

Ved vurderingen af, om gældsposten anses for at være væsentlig, skal der tages hensyn til den almindelige pris- og lønudvikling samt til, om gælden i forhold til det konkrete erhverv kan betragtes som betydelig.

Gælden skal som hovedregel vedrøre virksomhed, som er udøvet i henhold til en autorisation eller bevilling inden for samme erhverv, hvorimod det ikke er afgørende, om gælden vedrører virksomheden fra en tidligere eller eksisterende bevilling.

I afsnit D.4.3 er opregnet en række love for nogle af de oftest forekommende brancher, hvor der kræves særlig tilladelse til at drive erhverv. I den forbindelse fremgår, hvilken myndighed der har kompetence til at give og således også nægte at give erhvervstilladelser. Endelig er eventuelle undtagelser fra de her beskrevne generelle regler nævnt.