Parter

A
(advokat Martin Simonsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Black, Finn Morten Andersen og Joannes Madsen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 21. maj 2004, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1997 skal genoptages af skattemyndighederne.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren har krav på genoptagelse af sin skatteansættelse med henblik på pristalsregulering af anskaffelsessummen for en fast ejendom efter de regler, der var gældende før ændringen af ejendomsavancebeskatningsloven ved lov nr. 427 af 25. juni 1993. Sagen drejer sig herunder om, hvorvidt lovændringen, hvorved pristalsreguleringen faldt bort, finder anvendelse på ejendomme anskaffet inden lovens ikrafttræden, samt i hvilket omfang skattemyndighederne efterfølgende har tilladt en sådan pristalsregulering.

Landsretten har efter den dagældende skattestyrelseslovs § 31, stk. 1, tilladt, at spørgsmålet om genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 9, inddrages under retssagen.

Sagens omstændigheder

Landsskatteretten traf den 20. oktober 2003 følgende afgørelse:

"...

Sagens oplysninger

Klageren har ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 medregnet fortjeneste ved salg af en ham ejet andel af landbrugsejendommen ..., med 0 kr.

Skatteansættelsen er af skatteforvaltningen oprindeligt blevet ændret således, at klageren er anset som skattepligtig af en fortjeneste på 121.445 kr. Forvaltningen har herved pristalsreguleret anskaffelsessummerne fra og med indkomståret 1993, men ikke til og med indkomståret 1992. Forvaltningen har vedrørende pristalsregulering henvist til det i ligningsvejledningen for erhvervsdrivene anførte.

Ansættelsen er blevet påklaget til skatteankenævnet, der har nedsat den skattepligtige fortjeneste til 104.896 kr. Avancen er blevet opgjort på grundlag af den af forvaltningen opgjorte anskaffelsessum.

Klageren har i juli 2000 anmodet skatteankenævnet om at genoptaget skatteansættelsen. Han har i brev af 30. juli 2001 over for ankenævnet anført:

"Jeg har intet nyt at fremføre i sagen, men fastholder fradragsret for omprioriteringsomkostninger på kr. 32.250."

Skatteankenævnet har nægtet at imødekomme denne anmodning, men Landsskatteretten har ved kendelse af 9. maj 2001 pålagt ankenævnet at genoptage skatteansættelsen.

Landsskatteretten har i kendelsen henvist til Landsskatterettens kendelse af 3. december 1999, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2000.499, der vedrører spørgsmålet, om låneomkostninger, der er afholdt i forbindelse med ejendomsafståelse, kunne fradrages ved avanceopgørelsen som en salgsomkostning.

Skatteankenævnet har herefter genoptaget og ændret skatteansættelsen således, at der ved opgørelsen af avancen er godkendt fradrag for omprioriteringsomkostninger på 32.250 kr.

Kendelsen herom er afsagt af skatteankenævnet den 13. september 2001. Denne kendelse er ikke blevet påklaget til Landsskatteretten inden for den i skattestyrelsesloven givne klagefrist.

Klageren har imidlertid ved brev af 19. december 2001 anmodet skatteankenævnet om at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1997. Han har herved anmodet skatteankenævnet om at regulere den skattepligtige fortjeneste ved salget af ejendommen ... således, at der tages hensyn til pristalsregulering af anskaffelsessummen. Han har i anmodningen henvist til juridisk vejledning til ejendomsavancebeskatningsloven, udarbejdet af Told- og Skattestyrelsen, til afsnit E.J.2.2.2.1.1 i ligningsvejledningen samt til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1 og 2.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har nægtet at imødekomme anmodningen om genoptagelse.

Nævnet har som begrundelse herfor anført:

Ifølge skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1 og 2, er betingelsen for at kunne genoptage en skatteansættelse efter udløbet af de almindelige fristregler, at grundlaget for skatteansættelsen er blevet ændret efterfølgende. I det foreliggende tilfælde anmodes der om en ændring vedrørende anskaffelsessummen på den omhandlede ejendom. Dette forhold har ikke været genstand for behandling tidligere, og de ændringer, der er givet medhold i ved skatteankenævnet kan ikke siges at have en hverken direkte eller indirekte betydning for fastsættelsen af anskaffelsessummen, da den tidligere sagsbehandling alene har vedrørt fradrag for prioriteringsomkostninger.

Det er derfor skatteankenævnets opfattelse, at der ikke er grundlag for at genoptage skatteansættelsen, idet betingelserne i skattestyrelseslovens § 35 ikke anses at være opfyldt.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har anmodet Landsskatteretten om at pålægge skatteankenævnet at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1997 med henblik på pristalsregulering af anskaffelsessummen.

Han har til støtte herfor anført:

Kommunen har undladt at pristalsregulere anskaffelsessummen til og med 1992. Dette er formentlig sket på baggrund af det i ligningsvejledningen til og med indkomståret 1998 under pkt. E.J.2.7.2 anførte. Det fremgår imidlertid af ligningsvejledningen fra og med 1999, at der er adgang til som indgangsværdi at anvende den faktisk omregnede anskaffelsessum (evt. pristalsreguleret) med tillæg af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der er afholdt inden den 1. januar 1993, hvis denne værdi er højere end værdien, opgjort efter pkt. 1-3. Der henvises i øvrigt også til ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3.

Det gøres gældende, at klageren er berettiget til at pristalsregulere anskaffelsessummen også for indkomstårene 1988 til og med 1992, idet klageren efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3, har adgang til at anvende den oprindelige pristalsregulerede anskaffelsessum som indgangsværdi.

Pristalsreguleringsprocenten udgør 18,1. Med anvendelse af denne indgangsværdi fremkommer ingen avance til beskatning.

Det gøres endvidere gældende, at ligningen af klagerens selvangivelse burde have taget højde herfor, subsidiært at myndighederne burde have vejledt klageren om hans adgang til at anvende denne lovhjemlede og for ham gunstige indgangsværdi.

Yderligere gøres det gældende ...

Hvis Landsskatteretten ikke kan give medhold i dette sidste synspunkt, gøres det gældende ...

Det bestrides såvel ved genoptagelse i medfør af skattestyrelseslovens § 34 som § 35, stk. 1, nr. 7, at sagen ikke tidligere har drejet sig om ændring af anskaffelsessummen. Det gøres gældende, at sagen stedse har drejet sig om avanceopgørelsen i sin helhed, og dermed også om anskaffelsessummen.

Repræsentanten har under sagens behandling ved Landsskatteretten supplerende anført, at myndighedernes urigtige praksis før ligningsvejledningen for 1999, der udkom i marts 2000, kan udledes af Landsskatterettens kendelse, offentliggjort i SKM2002.672. Skatteankenævnet havde anset klageren som skattepligtig af en ejendomsavance ved salg i 1997. Nævnet må forudsætningsvis have opgjort avancen uden pristalsregulering af anskaffelsessummen. Landsskatteretten fandt med henvisning til TSS cirk. 2002-18, at klageren var berettiget til at pristalsregulere for perioden fra den 11. juni 1991 til 1. januar 1993. Anmodningen herom blev først fremsat under sagsbehandlingen for Landsskatteretten. Kendelsen illustrerer således både, at myndighedernes praksis forud for ændringen af ligningsvejledningen for 1999 var at undlade pristalsregulering, og at det var tilstrækkeligt, at anmodning herom blev fremsat over for Landsskatteretten. Klageren havde oprindeligt selvangivet efter parcelhusreglen. Det er derfor uforståeligt, at det nu fremføres, at det nævnte cirkulære ikke er udtryk for en praksisændring.

Det må erkendes, at udtrykkelig anmodning om pristalsregulering i nærværende sag først er fremsat ved brev af 19. december 2001. Det gøres imidlertid gældende, at udtrykkelig anmodning er ufornøden, og at sagen stedse har angået avanceopgørelsen, herunder også opgørelsen af anskaffelsessummen. Der kan under henvisning hertil ikke lægges vægt på, om og hvornår anmodningen formelt er fremkommet.

Det er lidet samstemmende med lighedsprincippet, hvis en i øvrigt lovhjemlet adgang til pristalsregulering gøres afhængig af, om en udtrykkelig anmodning er fremsat - i særdeleshed, når myndighederne selv har erkendt, at have begået fejl i forbindelse med det relevante skatteforhold.

Repræsentanten har efter forelæggelsen af kontorets indstilling supplerende anført:

Til spørgsmålet om, hvorvidt myndighederne har vejledningspligt bemærkes, at som ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3, 4. punktum er formuleret, jf. lov nr. 427 af 25. juni 1993, er det forudsat, at den faktisk kontantomregnede anskaffelsessum kan anvendes, hvis denne er højere end de i bestemmelsens 1. og 2. punktum anførte indgangsværdier. Dette forudsætter naturligt en opgørelse af avancen efter de tidligere gældende regler. En sådan vil den kyndige skattepligtige kunne foretage. Den ukyndige har ikke en chance, når henses til reglernes kompleksitet.

Bestemmelsen er næppe udformet med tanke på en opdeling af landets skattepligtige i kyndige og ukyndige. Det følger alene heraf, at myndighederne har vejledningspligt. Denne pligt omfatter som minimum, at man henleder den skattepligtiges opmærksomhed på adgangen til at foretage pristalsregulering af den historiske anskaffelsessum. Hertil kommer, at der i kraft af officialmaksimen skal lignes korrekt, hvortil også hører, at en skattepligtig ikke kommer til at betale for meget i skat. Såvel reale grunde som almindelige forvaltningsretlige principper fører derfor til, at der er vejledningspligt. I hvert fald i det angivne minimale omfang.

Det fastholdes, at ligningen af klagerens indkomst for indkomståret 1997 ikke er afsluttet, eftersom skatteankenævnet blev pålagt at genoptage sagen ved Landsskatterettens kendelse af 9. maj 2001. Dette må indebære, at sagen er genoptaget i sin helhed, jf. princippet i skattestyrelseslovens § 21, stk. 4. Der foreligger derfor en situation, som kan sammenlignes med SKM2002.672. Supplerende gøres det gældende, at det beror på en fejl, at skatteankenævnet undlod at pristalsregulere anskaffelsessummen for 1988 - 1992, hvorfor Landsskatterettens pålæg ikke kan anses for opfyldt. Det gøres med henvisning hertil gældende, at genoptagelse kan støttes på skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 9.

Det bemærkes i den forbindelse, at sagen ikke bliver bedre af, at skatteankenævnet i sin tidligere afgørelse af 7. september 2000 med urette afslog at genoptage klagerens skatteansættelse, hvilket afslag Landsskatteretten som nævnt efterfølgende omgjorde. Ej heller bliver det bedre af, at skatteankenævnet på dette tidspunkt burde være bekendt med punkt E.J.2.2.2.1.1 i ligningsvejledningen for 1999, der udkom i marts 2000. Under de konkrete omstændigheder havde skatteankenævnet særlig anledning til, som led i sagsbehandlingen at henlede klagerens opmærksomhed på adgangen til pristalsregulering, jf. officialmaksimen. Dette skete ikke, og der foreligger derfor en fejl.

Det gøres endvidere gældende, at der under de foreliggende omstændigheder må bortses fra, at den formelle anmodning om pristalsregulering er fremsat den 19. december 2001, efter udløbet af klagefristen. Det gøres gældende, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, som taler for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 1, 2. punktum. Det bemærkes herved, at anmodningen om genoptagelse af 19. december 2001 under de foreliggende omstændigheder må anses for eller sidestilles med en klage til Landsskatteretten.

Det undrer, at Landsskatterettens kontor pålægger klageren bevisbyrden for, at myndighederne forud for fremkomsten af TSS-cirkulæret fulgte den praksis at undlade pristalsregulering. Henset til den konkrete lovbestemmelse og dennes forarbejder synes det dog at have været mere hensigtsmæssigt at afæske styrelsen en udtalelse på dette punkt. Det bemærkes i den forbindelse, at det af bemærkninger til lovforslag nr. L 295 af 19. maj 1993 fremgår, at hensigten med overgangsreglen er at friholde hidtidige skattefri fortjenester for beskatning. Det bemærkes ligeledes, at ligningsvejledningen forud for 1999 var tavs omkring adgangen til pristalsregulering.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3, opregner forskellige muligheder for opgørelsen af anskaffelsessummen for fast ejendom, der er erhvervet før den 19. maj 1993. Pristalsregulering må under henvisning til bestemmelsens ordlyd som udgangspunkt forudsætte, at den skattepligtige fremsætter anmodning herom. De stedlige skattemyndigheder er i henhold til forvaltningslovens regler og almindelige forvaltningsretlige principper forpligtet til at vejlede skatteyderne om gældende regler vedrørende opgørelsen af anskaffelsessummen, men det påhviler skatteyderne at reagere på myndighedernes forslag og afgørelser inden for de i skattestyrelsesloven givne frister.

Klageren har ikke forud for den 19. december 2001 rejst indsigelse imod den af de stedlige skattemyndigheder foretagne pristalsregulering af anskaffelsessummen for ejendommen. Han har først pr. 19. december 2001 anmodet skattemyndighederne om at pristalsregulere anskaffelsessummen til og med indkomståret 1992.

Anmodningen om ændringen af pristalsreguleringen er således fremsat mere end 3 måneder efter modtagelsen af skatteankenævnets afgørelse af 13. september 2001, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 1, og mere end tre år efter udløbet af indkomståret 1997, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.

Anmodningen må derfor kvalificeres som en anmodning om genoptagelse af en afsluttet skatteansættelse.

...

Landsskatteretten har i den her omhandlede situation alene hjemmel til at pålægge skatteankenævnet at genoptage ansættelsen, hvis det er godtgjort, at en af betingelserne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, er opfyldt, jf. skattestyrelseslovens § 22, stk. 1. De stedlige skattemyndigheders vejledningspligt kan ikke medføre, at de stedlige skattemyndigheder kan pålægges at genoptage skatteansættelsen efter udløbet af tre-årsfristen.

Det er op til den skattepligtige at godtgøre, at betingelserne for genoptagelse i henhold til § 35, stk. 1, er opfyldt, når anmodning om ændring er blevet fremsat af ham.

Det er ikke godtgjort, at der ved TSS-cirk. 2002-18 er indtrådt en ændring i grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den ejerboligværdi, der skal lægges til grund for klagerens skatteansættelse for indkomståret 1997. Det er i cirkulærets pkt. 4 anført, at "Genoptagelse af afsluttede skatteansættelser kan ske i henhold til fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år fra udløbet af det pågældende indkomstår". Klagerens anmodning er fremsat efter udløbet af denne frist. Klageren kan derfor ikke støtte ret på cirkulæret.

Det er heller ikke godtgjort, at grundlaget for skatteansættelsen for indkomståret 1997 er ændret ved det i ligningsvejledningen for indkomståret 1999 anførte. Ligningsvejledningen for indkomståret 1999 indeholder ikke anvisninger vedrørende ligningen af skatteansættelsen for indkomståret 1997.

Betingelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1, kan herefter ikke anses for opfyldt.

Landsskatteretten er uden kompetence til at tage stilling til, om cirkulæret burde have tilladt genoptagelse i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7. Retten kan dog tage stilling til, om der i de øvrige bestemmelser i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 - herunder i nr. 7 - er hjemmel til at pålægge skatteankenævnet at genoptage skatteansættelsen.

Pålæg om genoptagelse forudsætter i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, at "skatteansættelsen er en følge af, at hidtidig praksis er blevet endeligt underkendt".

Det er ikke godtgjort, at der forud for TSS-cirk. 2002-18 er fremsat anmodninger om pristalsregulering af anskaffelsessummer frem til og med indkomståret 1992, der er blevet afvist som følge af en administrativ praksis vedrørende fortolkningen af ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3. Dette kan heller ikke udledes af det i ligningsvejledningen for indkomståret 1997 anførte. Det er i ligningsvejledningen for indkomståret 1997, afsnit E.J.2.7.2, anført:

"Når en ejendom er erhvervet før den 19. maj 1993, skal der opgøres en særlig indgangsværdi som anskaffelsessum. Værdien udgør en af følgende værdier, jf. § 4, stk. 3:

...

Den oprindelige kontantomregnede anskaffelsessum med tillæg af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der er afholdt inden 1. jan. 1993, hvis denne værdi er højere end værdien efter 1. og 2. Udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, 4., 5. og 6. pkt. medregnes ikke.

Er vurdering begæret efter vurderingslovens § 4 B, skal ejendomsværdien efter denne vurdering benyttes, men den skattepligtige kan altid vælge at benytte den under 3. nævnte værdi."

Det er herefter ikke grundlag for at kvalificere den i ligningsvejledningen for indkomståret 1999 indføjede bemærkning om, at den faktisk kontantomregnede anskaffelsessum kan pristalsreguleres, som en praksisændring, der kan hjemle pålæg om genoptagelse, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7.

Det er heller ikke godtgjort, at der foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at Landsskatteretten pålægger skatteankenævnet at genoptage skatteansættelsen i henhold til de øvrige bestemmelser i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at Landsskatteretten er uden kompetence til at tage stilling til, om skatteministeren kan eller skal tillade, at klagerens skatteansættelse for 1997 ændres som følge af fejl, begået af de stedlige skattemyndigheder, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 9. Skatteministerens kompetence efter denne bestemmelse er ved reglerne i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning delegeret til de regionale told- og skattemyndigheder med klageadgang til told- og skattestyrelsen. Der henvises særligt til bekendtgørelsens §§ 5 og 6, jf. § 2. Anmodning om ændring under henvisning til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 9, må derfor indgives til den regionale told- og skattemyndighed.

Landsskatteretten har således ikke hjemmel til at pålægge skatteankenævnet at genoptage skatteansættelsen. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor. Dette er tiltrådt af Told- og skattestyrelsen.

..."

Det bemærkes at sagsøgeren under denne sag alene har påberåbt sig genoptagelsesadgangen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1, og nr. 9. § 35, stk. 1, nr. 7, er således ikke påberåbt under sagen for landsretten.

Ved afgørelse af 15. december 2003 stadfæstede landsskatteretten en afgørelse om, at sagsøgerens medejer, JP, ikke kunne få genoptaget sin skatteansættelse for 1997, i hvilket år også han solgte sin andel af ejendommen.

Ved skrivelse af 31. marts 2005 traf Told- og Skattestyrelsen imidlertid afgørelse om, at JPs skatteansættelse kunne genoptages. Af afgørelsen, som er sendt til MK, der repræsenterede ham, fremgår:

"...

De har på vegne af JP den 2. maj 2004 påklaget en afgørelse af 4. februar 2004 fra kommunen, hvori kommunen ikke har kunnet imødekomme en anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1997.

Told- og Skattestyrelsen skal i den anledning meddele, at styrelsen kan tillade, at JPs skatteansættelse for indkomståret 1997 ekstraordinært genoptages, hvorfor styrelsen samtidig hermed har anmodet kommunen om at iværksætte en fornyet behandling af JPs skatteansættelse for indkomståret 1997.

Det tilføjes, at der ikke hermed er taget stilling til, i hvilket omfang genoptagelsen måtte resultere i en beløbsmæssig ændring af skatteansættelsen.

Begrundelsen for afgørelsen er, at der har været en betydelig usikkerhed vedrørende grundlaget for pristalsreguleringen af anskaffelsessummen efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Styrelsen finder derfor, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8.

..."

Skat, Hovedcentret, har i en skrivelse af 22. maj 2006 oplyst følgende om denne afgørelse:

"...

Kammeradvokaten har i e-mail af 15. maj 2006 spurgt, om Told- og Skattestyrelsen var bekendt med Landskatterettens kendelse af 13. december 2003, hvori man afviser at genoptage JPs skatteansættelse for 1997 og Departementets afvisning af 26. februar 2004 om samme spørgsmål, da styrelsen den 31. marts 2005 tillod genoptagelse.

SKAT kan i anledning heraf oplyse, at spørgsmålet om Landsskatterettens afvisning af genoptagelse og departementets planlagte svar på anmodningen om genoptagelse blev behandlet i et kontor i styrelsen, medens anmodningen til styrelsen om ekstraordinær genoptagelse blev behandlet i et andet kontor.

Sagsbehandlerne i de 2 kontorer var ikke bekendt med henvendelsen om samme emne til det andet kontor.

SKAT skal bemærke, at det er en fejl, at der er givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse i sagen vedr. JP.

..."

Sagsøgeren er under sagens forberedelse for landsretten fremkommet med provokationer om blandt andet, at sagsøgte oplyser i hvilket omfang, der har været rejst sager om pristalsregulering af anskaffelsessummer for fast ejendom for indkomståret 1998 og tidligere indkomstår. Told- og Skattestyrelsen har den 22. august 2005 svaret, at:

"... der styrelsen bekendt, ikke har været rejst sager om pristalsregulering af anskaffelsessummer for fast ejendom for indkomståret 1998 og tidligere indkomstår efter de dagældende regler i ejendomsavancebeskatningsloven.

Når Told- og Skattestyrelsen har skrevet om pristalsregulering af anskaffelsessummer i Ligningsvejledningen for 1999, skyldes det, at der på dette tidspunkt var rejst tvivl om spørgsmålet.

..."

Efter yderligere provokationer har Skat, Hovedcentret, i en skrivelse af 29. maj 2006 til Kammeradvokaten oplyst blandt andet, at:

"...

Det kan oplyses, at Told- og Skattestyrelsen i perioden fra 1. november 2001 og indtil cirkulæret blev udsendt den 28. maj 2002 modtog 5 skriftlige henvendelser om pristalsregulering af anskaffelsessummer.

Henvendelserne samt besvarelsen af disse vedlægges i anonymiseret form.

Herudover modtog styrelsen den 3. oktober 2001 en anmodning om bindende forhåndsbesked vedrørende pristalsregulering af anskaffelsessummen mv.

Denne anmodning kan ikke udleveres, da den indeholder oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten, jf. § 14 i offentlighedsloven.

Det bemærkes, at det ikke inden for den angivne frist har været muligt at finde frem til evt. henvendelser om pristalsregulering af anskaffelsessummer, der kunne være indgået før den 1. november 2001.

Herudover vedlægges efter aftale med VF 2 afslag på anmodning om genoptagelse i anonymiseret form.

..."

De 2 afgørelser med afslag på anmodning om genoptagelse er dateret 11. juni 2004 og 28. juli 2004 og vedrører skatteårene 1998 og 1997.

I en e-mail af 29. maj 2006 til Kammeradvokaten er det yderligere oplyst, at:

"Som vi aftalte under telefonsamtale i formiddags skal jeg herved kort beskrive Hovedcentrets indsats for at finde afgørelser om genoptagelse, der materielt angik pristalsregulering af fast ejendom.

Hovedcentret har undersøgt den daværende Told- og Skattestyrelses journalregistreringer siden 2002 inklusive. Ved forespørgsel på kombination af emneordene "genoptagelse" og "pristalsregulering" blev der ikke fundet nogen sager. Ved yderligere manuel eftersøgning i kopimapper fandt vi 2 afgørelser, som eftersendes pr. post.

For så vidt angår førsteinstansafgørelser i de daværende Told- og Skatteregioner er det ikke praktisk muligt at finde regionernes afgørelser inden den 7. juni 2006. Baggrunden er, at der ikke findes en samlet og fælles journalregistrering, men at hver region havde sin egen journal. Følgelig vil fremfindelse af regionernes sager i første omgang kræve, at sagerne indkaldes fra centralt hold, og i anden omgang den tid som medgår lokalt til håndtering såsom fremfindelse, anonymisering og indsendelse, idet omfang sagerne vil kunne identificeres, forinden Hovedcentret kan videresende materialet."

De omhandlede skatteregler:

Efter lov nr. 247 af 9. juni 1982 om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom var det i §§ 4 og 5 bestemt:

"§ 4. Anskaffelses- og afståelsessummer for fast ejendom omregnes til kontantværdi efter regler, der fastsættes af ministeren for skatter og afgifter.

Stk. 2. Fortjenesten ved afståelse af fast ejendom opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen omregnet efter stk. 1 og på den anden side anskaffelsessummen omregnet efter stk. 1 og reguleret efter § 5.

§ 5. Anskaffelsessummen reguleres med samme procent som ændringen i reguleringspristallet

..."

Bestemmelsen om pristalsregulering af anskaffelsessummen blev med mindre ændringer bibeholdt indtil ændringen af ejendomsavancebeskatningsloven ved lov nr. 427 af 25. juni 1993. Af lovændringen, der har virkning for ejendomme, der afstås den 19. maj 1993 eller senere, fremgår blandt andet:

"...

§1. I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (ejendomsavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 866 af 22. oktober 1992, som senest ændret ved lov nr. 214 af 28. april 1993, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, affattes således:

"Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i denne lov."

3. § 4, stk. 1, affattes således:

"Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen omregnet efter stk. 4 og på den anden side anskaffelsessummen opgjort efter stk. 2 eller stk. 3 og reguleret efter § 5 eller § 5 A."

4. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

"Stk. 3. Er den afståede ejendom erhvervet før den 19. maj 1993, opgøres den skattepligtiges anskaffelsessum som den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar 1993, med et tillæg på 10 pct. Den skattepligtige kan inden den 31. december 1993 begære en vurdering efter vurderingslovens § 4 B. Såfremt en sådan vurdering begæres, skal den pågældende anvende ejendomsværdien efter denne vurdering som anskaffelsessum. Uanset 1. og 2. pkt. kan den skattepligtige, hvis den faktiske anskaffelsessum omregnet til kontantværdi efter stk. 2 og tillagt vedligeholdelses- og forbedringsudgifter afholdt inden den 1. januar 1993, er højere end værdien efter 1. og 2. pkt., i stedet vælge at benytte denne anskaffelsessum . ...

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6."

5. § 5 affattes således:

"§ 5. Anskaffelsessummen forhøjes med et tillæg på 10.000 kr. for anskaffelsesåret og hvert af de efterfølgende kalenderår, hvori den skattepligtige har ejet ejendommen.

Stk. 2. Anskaffelsessummen forhøjes endvidere med afholdte udgifter til vedligeholdelse eller forbedring, i det omfang disse har oversteget 10.000 kr. pr. kalenderår."

I lovforslagets almindelige bemærkninger er det anført:

"Det foreslås samtidigt, at de gældende regler om regulering efter reguleringstallet i personskattelovens § 20 ophæves . ... Pristalsreguleringen blev indført samtidig med ejendomsavancebeskatningsloven i 1982, hvor inflationen var høj, så der hurtigt opstod en stor forskel mellem anskaffelsespris og salgspris. Da prisstigningstakten nu er bragt ned på et meget lavere niveau, er der ikke længere det samme behov for indeksering af anskaffelsessummen . ... Bestemmelsen foreslås derfor ophævet.

...

Da lovforslaget er en skærpelse af de gældende regler, er der foreslået overgangsregler, der tager hensyn til, at fortjenester før lovens indførelse ikke beskattes, og at tab, der vedrører tiden før lovens indførelse, ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Det er derfor foreslået at gennemføre en indgangsværdi ved lovens fremsættelse den 19. maj 1993.

Indgangsværdien vil som udgangspunkt være handelsværdien, der er udtrykt i den ansatte ejendomsværdi pr. 1. januar 1993. Der tages højde for den værdistigning, der har fundet sted fra 1. januar 1993 - 19. maj 1993 ved at tillade, at der kan tillægges et procenttillæg på 10 pct til den ansatte ejendomsværdi pr. 1. januar 1993. Såfremt en ejer ikke finder, at denne ejendomsværdi er i overensstemmelse med den kontante værdi i handel og vandel pr. 19. maj 1993, kan den pågældende begære ejendommen omvurderet efter reglerne i lov om vurdering af fast ejendom m.v. inden udgangen af 1993

..."

Det er i bemærkningerne til § 4, stk. 3, blandt andet anført:

"De ændrede beskatningsregler for afståelse af fast ejendom omfatter ikke skattefri fortjeneste, som er optjent før lovens ikrafttrædelse. Alle, der har erhvervet en ejendom før den 19. maj 1993, skal opgøre en særlig indgangsværdi."

Af ligningsvejledningen for 1997, punkt E.J.2.7.2, Anskaffelsessum for ejendomme anskaffet før 19. maj 1993, fremgik blandt andet:

"Når en ejendom er erhvervet før den 19. maj 1993, skal der opgøres en særlig indgangsværdi som anskaffelsessum. Værdien udgør en af følgende værdier, jf. § 4, stk. 3:

1. Den ansatte ejendomsværdi pr. 1. januar 1993 (handelsværdien) med et tillæg på 10%.
   
2. Ejendomsværdien i henhold til en vurdering, der er begæret efter vurderingslovens § 4 B inden 31. dec. 1993.
   
3. Den oprindelige kontantomregnede anskaffelsessum med tillæg af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der er afholdt inden 1. januar 1993, hvis denne værdi er højere end værdien efter 1. og 2. Udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, 4., 5. og 6. pkt. medregnes ikke.

Er vurdering begæret efter vurderingslovens § 4 B, skal ejendomsværdien efter denne vurdering benyttes, men den skattepligtige kan altid vælge at benytte den under 3. nævnte værdi.

*Ved lov nr. 440 af 10. juni 1997 er der sket en tilføjelse til § 4, stk. 3. Ifølge denne kan der som anskaffelsessum i stedet for ejendomsværdien pr. 1. jan. 1993 med et tillæg på 10% benyttes ejendomsværdien pr. 1. jan. 1993 med et tillæg på 10% og med tillæg af et beløb opgjort som halvdelen af forskellen mellem denne værdi og ejendomsværdien pr. 1. jan. 1996. Bestemmelsen har virkning fra og med indkomståret 1998. Hvis bestemmelsen fører til en lavere beskatning end de hidtil gældende regler, kan reglerne dog anvendes ved afståelse af ejendomme i perioden fra den 13. mar. 1997 og til den 1. jan. 1998.*

..."

Af det tilsvarende punkt i ligningsvejledningen for 1998 fremgik:

"Når en ejendom er><erhvervet før den 19. maj 1993, skal der opgøres en særlig indgangsværdi som anskaffelsessum. Værdien udgør en af følgende værdier, jf. § 4, stk. 3:

1. Den ansatte><ejendomsværdi pr. 1. jan. 1993 med et tillæg på 10%.
   
2. >Ejendomsværdien pr. 1. jan. 1993 med et tillæg på 10% og med tillæg af et beløb opgjort som halvdelen af forskellen mellem denne værdi og ejendomsværdien pr. 1. jan. 1996.<
   
3. Ejendomsværdien i henhold til en vurdering, der er begæret efter vurderingslovens § 4 B inden 31. dec. 1993.
   
   Den oprindelige kontantomregnede anskaffelsessum med tillæg af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der er afholdt inden 1. jan. 1993, hvis denne værdi er højere end værdien efter 1., 2. og 3. Udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, 4. 5. og 6. pkt. medregnes ikke.

Er vurdering begæret efter vurderingslovens § 4 B, skal ejendomsværdien efter denne vurdering benyttes, men den skattepligtige kan altid vælge at benytte den under 4. nævnte værdi.> For afståelser, der finder sted den 2. juni 1998 eller senere, er denne regel ikke længere gældende. Den skattepligtige kan herefter benytte alle de nævnte værdier.<

..."

Det var i ligningsvejledningen for 1999, punkt E.J.2.2.2.1.1, anført, at anskaffelsessummen eventuelt kan pristalsreguleres. Det fremgår således:

"...

For ejendomme beliggende her i landet kan en af følgende værdier benyttes som anskaffelsessum:

...

4. Den faktiske kontantomregnede anskaffelsessum (evt. pristalsreguleret)

..."

Det tilsvarende punkt i ligningsvejledningen for 2000 var sålydende:

"For ejendomme beliggende her i landet kan en af følgende værdier benyttes som anskaffelsessum:

...

4. Den faktiske kontantomregnede anskaffelsessum (evt. pristalsreguleret >efter de før 1993 gældende regler herfor<)

..."

Af vejledningens forord fremgår, at tegnene ">" og "<" markerer "nyt stof, væsentlige ændringer og satsændringer i forhold til sidste års udgave

Skatteministeriet udsendte i maj 1999 en vejledning om ejendomsavancebeskatningsloven bl.a. på baggrund af de ændringer i ejendomsavancebeskatningsloven, der blev gennemført ved lov nr. 434 af 26. juni 1998.

Det fremgår af vejledningens afsnit om opgørelse af anskaffelsessummer for ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993, at der i beskrivelsen af muligheden for at anvende den faktiske kontantomregnede anskaffelsessum med tillæg af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der er afholdt inden den 1. januar 1993, efter anskaffelsessum i parentes var tilføjet "eventuelt pristalsreguleret". Det var denne tekst, der i uændret form blev medtaget i ligningsvejledningen for 1999, ovenfor.

Vejledningen var forinden udgivelsen drøftet i en følgegruppe med blandt andre professor Ole Bjørn, kontorchef i Skatteministeriet Lise Bo Nielsen, og rådgivende skatterevisor Christen Amby som medlemmer. Af et referat af et møde i gruppen den 14. december 1998 fremgik om gruppens drøftelser af "udkast til vejledning om ændringer i EBL":

"...

Ole Bjørn påpegede, at man ikke på side 6 nævner den pristalsregulerede anskaffelsessum.

Lise Bo Nielsen anførte, at der er et cirkulære, der gælder ved siden af vejledningen. De dele af cirkulæret, der efter pinsepakken ikke længere gælder, vil blive ophævet.

Christen Amby mente, at man alligevel godt kan nævne de pristalsregulerede anskaffelsessummer.

Lise Bo Nielsen var enig i, at det godt kan være, at det lige skal nævnes."

Af TS-cirkulære 2002-18 om pristalsregulering af visse anskaffelsessummer for ejendomme efter ejendomsavancebeskatningsloven, fremgår følgende:

"...

1. I henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3, kan anskaffelsessummen for ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993, og som er beliggende her i landet, opgøres som en af følgende værdier:
   
   ...
   
2. Ligningsvejledningen har siden 1999-udgaven i afsnittet om ejendomsavancebeskatning indeholdt en bemærkning om, at anskaffelsessummen for de ovenfor nævnte ejendomme eventuelt kan pristalsreguleres. Det drejer sig om tilfælde, hvor den kontantomregnede anskaffelsessum anvendes som indgangsværdi.
   
   I 2000 og 2001-udgaverne af Ligningsvejledningen er pristalsreguleringsmuligheden nærmere præciseret, idet det er anført, at en eventuel pristalsregulering sker efter de før 1993 gældende regler herfor.
   
3. Der har fra forskellig side været rejst flere spørgsmål om pristalsreguleringen. Told- og Skattestyrelsen skal i anledning heraf præcisere, at der ved afståelse af ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993, kan ske pristalsregulering af den faktiske anskaffelsessum, når denne anvendes som indgangsværdi, dog tidligst fra 1975, og frem til og med 1993, svarende til de regler om pristalsregulering, der gjaldt før 1993-loven.
   
   ...
   
   De ovenfor anførte regler om pristalsregulering omfatter alle afståelser af fast ejendom fra og med den 19. maj 1993, jf. dog punkt 4 nedenfor.
   
4. Genoptagelse af afsluttede skatteansættelser kan ske i henhold til fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år fra udløbet af det pågældende indkomstår.

..."

Cirkulæret blev ophævet ved TS-cirkulære 2003-28, idet det er anført, at der ikke har været den fornødne hjemmel til den praksis, som beskrevet i det ophævede cirkulære.

Ved lov nr. 458 af 9. juni 2004 indsattes følgende ny bestemmelse i ejendomsavancebeskatningsloven:

"§ 4 A. Er den afståede ejendom erhvervet før den 19. maj 1993, kan den skattepligtige regulere den faktiske, kontantomregnede anskaffelsessum fra anskaffelsesåret, dog tidligst fra 1975 og til og med 1993. Reguleringen foretages efter følgende satser ..."

Af skatteministerens skriftlige fremsættelse af lovforslaget for Folketinget den 14. januar 2004 fremgår blandt andet:

"De erhvervsdrivende beskyttes mod uventet beskatning, når de sælger deres ejendomme. Det sker ved at lovfæste den hidtidige praksis fra det ophævede cirkulære om pristalsregulering af anskaffelsessummer for ejendomme købt før den 19. maj 1993."

I lovforslagets almindelige bemærkninger er blandt andet anført:

"Lovfæstelse af tidligere praksis om pristalsregulering af ældre anskaffelsessummer

Formålet med denne del af lovforslaget er at tilvejebringe den fornødne lovhjemmel for den hidtidige praksis med adgang til pristalsregulering af den faktiske anskaffelsessum for ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993.

Som følge af den manglende lovhjemmel er praksis ophævet med virkning for aftaler om afståelse af fast ejendom, der indgås den 11. oktober 2003 eller senere, jf. TSS-cirkulære 2003-28.

...

Den hidtidige praksis er beskrevet i det nu ophævede cirkulære nr. 49 af 28. maj 2002 om pristalsregulering af visse anskaffelsessummer for ejendomme efter ejendomsavancebeskatningsloven (TSS-cirkulære 2002-18).

Der er efterfølgende opstået tvivl om, hvorvidt den pågældende praksis har haft det fornødne hjemmelsgrundlag. Vurderingen er, at praksis formentligt må anses for ulovhjemlet, idet der dog ikke er tale om en åbenbar lovstridig praksis. På denne baggrund foreslås det, at lovfæste den hidtidige praksis .

..."

Efter ændringslovens § 19, stk. 8, har § 4 A virkning for ejendomme, der er afstået i indkomståret 1999 eller senere. Det er i bemærkningerne til bestemmelsen anført:

"Det foreslås, at lovfæstelsen af praksis om adgang til pristalsregulering af ældre anskaffelsessummer skal have virkning for ejendomme, der afstås i 1999 eller senere. Med dette virkningstidspunkt kommer den foreslåede nye bestemmelse i § 4 A i ejendomsavancebeskatningsloven til at omfatte de samme ejendomsafståelser som cirkulære nr. 49 af 28. maj 2002 om pristalsregulering af visse anskaffelsessummer for ejendomme efter ejendomsavancebeskatningsloven, jf. cirkulærets pkt. 3 og 4."

Parternes argumentation

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han har krav på pristalsregulering af ejendommens anskaffelseIssum også efter lovændringen i 1993, idet denne, som det fremgår af forarbejderne, ikke omfatter fortjenester, som er optjent før lovens ikrafttræden, ligesom den foreslåede aftrapningsordning, hvorefter fortjeneste efter en årrække alene skal medtages med 70%, alene er ment som en kompensation for de fremtidige prisstigninger. Det har formodningen imod sig, at man med lovændringen ophævede pristalsreguleringen med tilbagevirkende kraft. Det ville kræve klar lovhjemmel og ville være i strid med grundtanken i forbindelse med lovændringen. Af skattemyndighedernes efterfølgende praksis fremgår da også, at man tillod pristalsregulering af anskaffelsessummen for ejendomme, der er erhvervet før 1993. Denne praksis fremgår navnlig af TS-cirk. 2002-18 og er efterfølgende lovfæstet ved lovændringen i 2004. Det kan i denne sammenhæng ikke tillægges betydning, at adgangen til pristalsregulering er afgrænset til ejendomme, der afstås i indkomståret 1999 eller senere. Afgrænsningen skal ses i lyset af den almindelige frist på 3 år for genoptagelse af en skatteansættelse, og kan derfor ikke tages som udtryk for, at skattemyndighedernes praksis kun har været gældende tilbage til 1999. Den nævnte praksis er anført i ligningsvejledningen for 1999, men er ikke i vejledningen markeret som en ændring, og det må derfor antages, at den også havde været gældende i foregående år. Pristalsreguleringen har ikke på mødet i følgegruppen i december 1998 eller på noget senere møde været omtalt som en ændring af en bestående praksis, hvilket i givet fald havde været naturligt. Det må således anses for bevist, at der også i 1997, da sagsøgeren solgte sin ejendom, har eksisteret en praksis for pristalsregulering. Under alle omstændigheder må der være en formodning herfor, som det må være op til skattemyndighederne at afkræfte.

Da sagsøgeren har krav på pristalsregulering af anskaffelsessummen for den faste ejendom, er skattemyndighedernes nægtelse heraf er en fejl, der berettiger til ekstraordinær genoptagelse af skattesagen efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35. Det er ligeledes en fejl, at sagsøgeren ikke er blevet vejledt om sin retsstilling. Sagsøgeren krævede oprindeligt kun fradrag for salgsomkostninger, men skattesagen har stedse omhandlet spørgsmålet om opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste. Der er således både grundlag for at genoptage sagen efter skattestyrelseslovens § 35, nr. 1 og nr. 9. Lighedsbetragtninger taler ligeledes for et krav om genoptagelse, herunder særligt under hensyn til skattemyndighedernes genoptagelse af den identiske sag for medejeren af den faste ejendom.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at der ikke efter ejendomsavancebeskatningsloven § 4, stk. 3, er hjemmel til den af sagsøgeren krævede pristalsregulering. Dette fremgår af såvel ændringslovens ordlyd som af forarbejderne. Det underbygges af, at man i 2004 fandt det nødvendigt med en udtrykkelig lovhjemmel til at genindføre pristalsreguleringen.

Der er ikke med ændringsloven i 1993 tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft. Tværtimod søgte lovgiver at sikre ejerne af fast ejendom erhvervet før 1993 mod beskatning af den allerede optjente avance, herunder ved muligheden for at kræve omvurdering.

Det er ikke godtgjort, at den ulovhjemlede praksis, der ubestridt har været gældende fra 1999, også rækker tilbage til 1997. Skattemyndighedernes praksis er beskrevet i ligningsvejledningen, og der er intet anført om pristalsregulering i vejledningen for 1997. Følgegruppens bemærkninger om muligheden for pristalsregulering er først fremkommet på et møde i december 1998, og kan vedrøre landsbrugsejendomme, for hvilke der er hjemmel til pristalsregulering efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5a. Efter TS-cirk 2002-18 er muligheden for genoptagelse begrænset til de 3 forudgående skatteår, og der er således heller ikke efter cirkulæret mulighed for at genoptage skatteansættelser længere tilbage end til skatteåret 1999. De fremlagte afgørelser taler imod den af sagsøgeren påberåbte faste praksis. To af afgørelserne er afslag på genoptagelse, mens genoptagelsen af sagen for medejeren af den faste ejendom skyldes en fejl fra skattemyndighedernes side.

Der er ikke indtrådt nogen ændring i grundlaget for skatteansættelsen, der kan begrunde en genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1. Der er ligeledes heller ikke begået nogen fejl af skattemyndighederne, der kan begrunde en genoptagelse af sagsøgers skatteansættelse efter § 35, stk. 1, nr. 9. Selv om der skulle være begået en fejl, har denne ikke været ansvarspådragende, hvilket efter bestemmelsens forarbejder er en forudsætning for genoptagelse, da der i givet fald ikke har været tale om en klar fejlfortolkning af loven. Lighedsbetragtninger taler ikke for et andet resultat. En genoptagelse af sagen forudsætter i øvrigt, at skattemyndighederne har truffet en materielt urigtig afgørelse, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten lægger til grund, at ved lov nr. 427 af 25. juni 1994 blev pristalsregulering af anskaffelsessummen ophævet med virkning for ejendomme, der blev afstået efter den 19. maj 1993. Dette følger såvel af den ændrede formulering af reglerne om beregning af ejendomsavance som af forarbejderne til loven.

Da loven alene har virkning for fremtidige afståelser af fast ejendom, er der ikke med den gennemførte ændring af reglerne for beregning af ejendomsavance tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft. Med overgangsreglen i § 4, stk. 3, herunder muligheden for vurdering efter vurderingsloven, blev det i øvrigt sikret, at værditilvækst forud for lovens ikrafttræden ikke beskattes.

Landsretten lægger videre til grund, at der på et tidspunkt herefter er opstået en ulovhjemlet praksis, hvorefter der i et vist omfang ved afståelse af ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993, kan ske pristalsregulering af den faktiske anskaffelsessum ved beregning af avancen. Dette fremgår af såvel ligningsvejledningen for 1999 og 2000 som af Told- og Skattestyrelsens cirkulære 2002-18 og af lov nr. 458 af 9. juni 2004. Det underbygges endvidere af referatet af 14. december 1998 af et møde i den nævnte følgegruppe.

Der foreligger ikke nærmere oplysninger om, hvornår denne praksis er blevet påbegyndt. Under hensyn til, at der for landsretten alene er fremlagt 3 afgørelser vedrørende pristalsregulering, der alle er truffet i 2004-2005, og hvoraf de 2 af disse vedrører afslag på pristalsregulering i skatteårene 1997 og 1998, kan det ikke lægges til grund, at der i 1997 har været en fast praksis, som sagsøgeren kan støtte ret på.

Den omstændighed, at sagsøgerens medejer efter at have fået afslag i Landsskatteretten ved en fejl begået i Told- og Skattestyrelsen har opnået adgang til pristalsregulering ved afgørelsen af 31. marts 2005, kan ikke føre til andet resultat.

Da der herefter hverken efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1, eller nr. 9, er grundlag for at genoptage sagsøgerens skatteansættelse for 1997, gives der sagsøgte medhold i den nedlagte frifindelsespåstand.

Under hensyn til den ovenfor beskrevne uklarhed om begyndelsestidspunktet for praksis om adgangen til pristalsregulering af den faktiske anskaffelsessum for ejendomme erhvervet før den 19. maj 1993, skal hver part efter omstændighederne bære egne omkostninger i forbindelse med denne sag.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.