Spørgsmål
Det kan generelt lægges til grund for begge spørgsmål, at X GmbH´s kunder selv kontakter og kontraherer med fragtmændene, og at X GmbH og Y A/S ikke modtager provision eller lignende af nogen art fra fragtmændene.
1. Hvis X GmbH eller Y A/S på deres hjemmeside oplister en række fragtmænd, som kan tage sig af de aktuelle transporter, vil dette i så fald blive betragtet som en indirekte involvering i transporten, således at Danmark anses som leveringssted (med dertilhørende dansk moms)?
2. Hvis X GmbH eller Y A/S på deres hjemmeside har en standardformular som kunderne kan udfylde og sende pr. mail til en af de oplistede vognmænd, vil dette i så fald blive betragtet som en indirekte involvering i transporten, således at Danmark anses som leveringssted (med dertilhørende dansk moms)?
Svar
Ad 1. Nej.
Ad 2. Spørger har i høringssvaret meddelt, at spørgsmål 2 frafaldes.
Beskrivelse af de faktiske forhold
X GmbH er et tysk selskab som driver virksomhed med salg af bl.a. hårde hvidevarer, VVS artikler og elektronik. Varerne sælges fra butikker i Tyskland. X GmbH ejes 100 % af Y A/S.
Y A/S sælger ligeledes hårde hvidevarer, VVS artikler og elektronik m.v. Varerne sælges fra butikker i Danmark.
X GmbH og Y A/S har en fælles hjemmeside.
Selskaberne har primært danske kunder.
XY-koncernen sælger endvidere varer over Internettet. Der leveres enten på kundernes hjemmeadresse med selvstændig fragtfører, og der opkræves i den forbindelse dansk moms, eller kunderne kan vælge selv at hente varerne hos X GmbH fx på det tyske lager i NN ved PP. Henter kunden selv varerne i Tyskland pålægges tysk moms. Kunderne kan også vælge selv at kontakte en fragtmand, og således få varerne bragt til hjemmeadressen i Danmark uden at selskaberne således er involveret i transporten.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
X GmbH ønsker på sin hjemmeside at oplyse sine kunder om, hvilke muligheder de har for at få deres varer transporteret hjem, som alternativ til selv at hente varerne i Tyskland.
X GmbH ønsker (spørgsmål 1) at få afklaret, om der på selskabets hjemmeside må opstilles en generel liste over fragtmænd, som udfører sådanne transporter, således at kunderne ikke forgæves ringer til fragtmænd, der hverken kan eller vil udføre fragten.
XY-koncernen vil rette henvendelse til fragtmændenes brancheforening med henblik på at få en liste over relevante fragtmænd og vil herefter kontakte disse og tilbyde dem at komme med på en generel liste med nærmere angivelse af, om fragtmanden kan transportere de omhandlede varer til henholdsvis Jylland/Fyn og Sjælland/Øerne og med angivelse af om levering kan ske direkte på bopælen eller kun til en fragtcentral i nærheden. Denne liste over hvilke firmaer, der kan og vil håndtere sådanne transporter, ønsker XY-koncernen herefter at lægge ud på sin hjemmeside.
Herudover ønsker XY-koncernen (spørgsmål 2), at kunderne har mulighed for at udfylde en prisforespørgsel direkte på hjemmesiden og sende til en eller flere af de oplistede fragtmænd pr. e-mail eller på anden vis. Informationer om kundens køb, fx vægt og omfang (kolli), som fragtmanden skal bruge for at kunne afgive tilbud på fragten vil automatisk kunne blive overført til forespørgslen, men kommunikationen vil udelukkende foregå mellem kunden og den/de af kunden udvalgte fragtmænd. Kunden vælger således selv hvilke fragtmænd han vil kontakte og træffer herefter selv aftale om fragt, pris, levering etc.
Spørgsmålene har relevans, idet x GmbH via nettet sælger varer med leveringssted i Tyskland med tysk moms. Såfremt ovenstående dispositioner vil blive betragtet som indirekte involvering i forsendelsen og salget dermed betegnes som fjernsalg, skal selskabet opkræve dansk moms.
Momslovens § 14 modsætningsvis:
"Leveringsstedet for varer er her i landet i følgende tilfælde:
...
2) Når varen forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes. Leveringsstedet er dog ikke her i landet, når varen installeres eller monteres i udlandet af leverandøren eller for dennes regning, eller når varen sælges ved fjernsalg til andre EU-lande og virksomheden er registreringspligtig for dette salg i det andet EU-land. Ved fjernsalg forstås salg af varer, ... fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret.
3) Når varen forsendes eller transporteres her til landet og varen installeres eller monteres her i landet af en udenlandsk leverandør eller for dennes regning eller varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 49, stk. 3.
..."
Efter momsloven er der tale om fjernsalg, hvis varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af XY-koncernen eller på deres vegne.
...
Momsvejledningen E.2.2.2:
"Hovedreglen er, at fjernsalg til private i andre EU-lande skal ske med dansk moms. Undtagelserne hertil er, når sælgerne er registreringspligtige for fjernsalget i det EU-land, der sælges til. Ved et sådant salg flyttes leveringsstedet til det pågældende EU-land.
...
Direkte eller indirekte transport eller forsendelse
Fjernsalg kan give anledning til afgrænsningsproblemer. Ved direkte eller indirekte transport eller forsendelse forstås, at sælgeren på en eller anden måde er involveret i transporten eller forsendelsen af varen.
Ved direkte transport eller forsendelse forstås normalt salg, hvorefter sælgeren modtager bestilling fra køber via annoncer i aviser (eller magasiner, i kuponhæfter, via telefon, internettet eller lignende) og efterfølgende sørger for, at varen bliver sendt til modtageren (som et eksempel kan nævnes postordresalg).
Om sælgeren er indirekte involveret i transporten afhænger af en konkret vurdering af de givne omstændigheder, herunder måden hvorpå salget bliver tilbudt køberen. Et eksempel er typisk, hvor forsendelsen eller transporten er undergivet sælgerens instruktionsbeføjelser. Sælgeren kan have forestået de indledende foranstaltninger, så varen kan blive afsendt med transportør (f.eks. kan sælgeren sørge for vognmand, anvise transportmulighed eller lignende).
Om sælgeren er involveret i transporten, er ikke betinget af, at sælgeren skal have indgået kontrakt med transportøren, der forpligter transportøren til at forsende eller transportere alle sælgerens leverancer.
..."
Vedrørende spørgsmål 1:
Såfremt kunderne selv kontakter fragtmændene ud fra de generelle kontaktinformationer XY-koncernen lægger ud på hjemmesiden, vil transporten ikke være undergivet XY-koncernens instruktionsbeføjelser. XY-koncernen vil i den forbindelse ej heller sørge for vognmand, anvise en konkret transportmulighed eller lignende.
XY-koncernen vil ikke modtage provision eller andet vederlag af transporten.
Vi mener således ikke, at der er tale om fjernsalg, i det omfang XY-koncernen alene formidler generel kontaktinformation på en række fragtmænd til sine kunder. Denne information kan lige så vel hentes fra telefonbogen - blot med den forskel, at der på hjemmesiden kun vil være angivet navne på fragtmænd, som foretager denne type transport og som ønsker at være med på listen.
Listen bliver produceret ud fra objektive kriterier, hvor alle fragtmænd, der har interesse heri kan optages. XY-koncernen har ingen indflydelse på kundens valg af fragtmand. Kommunikationen foregår udelukkende mellem kunden og fragtmændene. Alle forhold vedrørende levering, betaling og forsikring vil være XY-koncernen uvedkommende.
Der vil således efter vores opfattelse fortsat være tale om leveringssted i Tyskland idet XY-koncernen hverken direkte eller indirekte er involveret i transporten.
Vedrørende spørgsmål 2:
XY-koncernen ønsker at udnytte de elektroniske muligheder en hjemmeside giver, og på denne måde give kunden let afgang til relevant information om de varer, han har købt. Ved at lave en standardformular, hvor varernes vægt, omfang m.v. fremgår, lettes kundernes kommunikation med fragtmændene og kunderne vil let kunne indhente tilbud fra flere fragtmænd. Alternativet hertil ville være, at kunderne skulle ringe til x og over telefonen få oplyst varernes vægt, omfang etc. for derefter selv at kontakte fragtmanden.
Høringssvar
Spørgsmål 2 frafaldes. Bemærkninger til spørgsmål 1:
SKAT anfører, at fjernsalgsreglerne er en særordning for at undgå, at fjernsælgere kan undgå at etablere sig i lande med lav momssats og derfra sælge varer til ikke registrerede købere i lande med højere momssats. Det anføres, at denne værnsregel vil være uden reelt indhold, hvis spørgeren kan opliste de omhandlede informationer på hjemmesiden, uden at det samtidig bestemmes, at der er tale om indirekte involvering i transporten, således at Danmark anses som leveringssted.
Denne fortolkning af momsloven og EU´s 6. momsdirektiv er efter min opfattelse alt for restriktiv. Der skal være tale om direkte eller indirekte involvering i transporten, før der kan statueres fjernsalg. Ved at lægge kontaktinformation på nogle fragtførere ud på hjemmesiden er der tale om en serviceydelse overfor kunderne. Der er tale om oplysninger, der er frit tilgængelige ved at slå op i telefonbogen eller på krak. Om kunderne vælger at kontakte en eller flere af fragtmændene, eller kunderne selv henter varerne på en trailer, vil spørgeren reelt ikke have nogen viden om.
En sådan restriktiv fortolkning vil også have den vidtgående konsekvens, at de kunder, der rent faktisk henter deres varer selv på en trailer eller engagerer en fragtmand, der ikke står på hjemmesiden, ligeledes bliver pålagt dansk moms. Eftersom spørgeren ikke er involveret i transporten hverken direkte eller indirekte, har han således ingen mulighed for at vide, hvilke kunder der fragter deres varer hvordan. Det kan derfor ikke være rigtigt, at spørgeren skal indeholde dansk moms af alle varer han sælger uanset transportform, alene med den begrundelse, at der ligger nogle navne på fragtmænd og deres telefonnumre på hjemmesiden.
SKATs indstilling og begrundelse
Efter reglerne i momslovens § 14, stk. 1, nr. 3, er leveringsstedet her i landet når varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 49, stk. 3.
Ved fjernsalg forstås salg af varer, bortset fra varer afgiftsberigtiget som brugte varer m.v. efter reglerne i kapitel 17 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2.
Om sælgeren er indirekte involveret i transporten afhænger af en konkret vurdering af de givne omstændigheder, herunder måden hvorpå salget bliver tilbudt køberen.
x GmbH sælger efter det oplyste varer med tysk moms til primært danske kunder. I disse tilfælde henter kunderne enten selv varerne i Tyskland eller kunderne sørger selv for at kontakte en fragtmand, som transporterer varerne til kundernes hjemmeadresser i Danmark.
Efter SKATs opfattelse skal det betragtes som en indirekte involvering i transporten, således at Danmark anses som leveringssted, hvis spørgeren på hjemmesiden oplister en række fragtmænd, som kan tage sig af de aktuelle transporter, som alternativ til, at kunderne selv afhenter varerne i Tyskland eller selv skal have besværet med at finde en vognmand, som vil forestå transporten.
SKATs opfattelse skal ses i lyset af, at fjernsalgsreglerne er en særordning for at undgå, at fjernsælgere kan etablere sig i lande med lav momssats og derfra sælge varer til ikke registrerede købere i lande med en højere momssats.
Denne værnsregel vil være uden reelt indhold, hvis spørgeren kan opliste de omhandlede informationer på hjemmesiden, uden at det samtidig bestemmes, at der er tale om indirekte involvering i transporten, således at Danmark anses som leveringssted.
Det indstilles således, at spørgsmål 1 besvares med ja.
Som en konsekvens af, at spørgsmål 1 indstilles besvaret med ja, indstilles det at spørgsmål 2 ligeledes besvares med ja, da det i spørgsmålet er forudsat, at den omhandlede standardformular, hvor varernes vægt, omfang m.v. fremgår, kan sendes til en af de på hjemmesiden oplistede vognmænd.
SKATs bemærkninger til høringssvaret
Spørgsmål 2 besvares ikke, da spørger i høringssvaret har meddelt at spørgsmålet frafaldes.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet har på møde den 20. juni 2006 behandlet spørgsmålet. Skatterådet finder ikke det kan anses som indirekte involvering i transporten, hvis X GmbH og Y A/S på deres hjemmeside oplister en række fragtmænd, som kan tage sig af de aktuelle transporter. Spørgsmål 1 besvares derfor med nej.