Spørgsmål
1. Vil en medarbejderaktieordning kunne omfattes af ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 2 (gratisaktier) når:
Medarbejdere, der er i opsagt stilling på tidspunktet for fastsættelsen af den årlige tildeling, også tildeles et antal aktier, "som om" de deltog i ordningen på lige fod med øvrige medarbejdere, aktierne båndlægges i overensstemmelse med kravene i ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 2 og selskabet (A) i tildelingsåret indberetter kursværdien af aktierne på de fratrådte medarbejderes årsoplysningsseddel
Og
Betingelserne i ligningslovens § 7 A i øvrigt er opfyldt med den virkning, at kursværdien af aktierne tildelt i henhold til ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 2, fortsat er skattefri for de medarbejdere, der ikke er i opsagt stilling på tidspunktet for fastsættelsen af den årlige tildeling?
2. Vil det ændre besvarelsen af spørgsmål 1, såfremt de aktier, som tildeles medarbejdere i opsagt stilling, ikke båndlægges, men overføres til den fratrådte medarbejders depot, og der foretages en indberetning af kursværdien af aktierne til skattemyndighederne på den fratrådte medarbejders årsoplysningsseddel i erhvervelsesåret?
Svar
Ad spørgsmål 1: Ja
Ad spørgsmål 2: Nej
Anmodningens dato mv.
Anmodningen er modtaget d. 2. juni 2006
Gebyret er registreret indbetalt d. 1. juni 2006
Beskrivelse af de faktiske forhold og rådgivers vurdering af sagen
Selskabet A har gennem en årrække haft en gratisaktieordning, hvor medarbejderne årligt tildeles et antal gratisaktier i henhold til ligningslovens § 7 A stk. 1, nr. 2.
Medarbejderne tildeles gratisaktier på baggrund af årsresultatet i det foregående regnskabsår.
I Sø - og Handelsrettens dom af 22. december 2005 (Jyske Bank sagen) blev det fastslået, at gratisaktier udloddet efter ligningslovens § 7 A må anses for omfattet af funktionærlovens § 17 a. Der er på denne baggrund opstået tvivl om de skattemæssige konsekvenser for de øvrige medarbejdere, der ikke er i opsagt stilling på tidspunktet for fastsættelsen af den årlige tildeling. Dette skyldes formuleringen i ligningslovens § 7 A, stk. 2, 3. pkt., hvoraf det fremgår som en betingelse for skattefriheden, at:
"det er endvidere en betingelse, at de ansatte på erhvervelsestidspunktet er ansat i uopsagt stilling i virksomheden".
Sø - og Handelsrettens dom
Sø- og Handelsretten har den 22. december 2005 afsagt en dom, hvor det blev fastslået, at gratisaktier tildelt i henhold til ligningslovens § 7 A anses for omfattet af funktionærlovens § 17 A. På dette grundlag tilsidesætter Sø- og Handelsretten betingelsen i ligningslovens § 7 A om, at medarbejderen skal være i uopsagt stilling på udlodningstidspunktet som ugyldig i ansættelsesretlig sammenhæng, og fastslår, at medarbejderne har krav på aktierne, og at medarbejderne overfor selskabet skal stilles som om, at aktierne var udloddet som medarbejderaktier. Det tilkendegives endvidere, at aktierne skal båndlægges i samme periode dvs. 7 år.
Rådgivers opfattelse
Det er rådgivers opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares bekræftende, og spørgsmål 2 skal besvares benægtende.
Ad spørgsmål 1
Det er rådgivers opfattelse at det forhold, at opsagte medarbejdere efter funktionærloven har krav på udlodning af aktier, ikke kan påvirke den skattemæssige stilling for de øvrige uopsagte medarbejdere, som er de egentlige deltagere i ordningen efter ligningslovens § 7 A.
Ordlydsfortolkning
Kravet i ligningslovens § 7 A, stk.1, nr. 2, 3. pkt. om, at de ansatte skal være i uopsagt stilling må ud fra en almindelig ordlydsfortolkning, forstås som et krav til netop de ansatte, der skal omfattes af skattebegunstigelsen. Dette betyder, at gyldighedsbetingelsen i § 7 A stk. 2, 3. pkt. kun gælder for de ansatte, der reelt deltager i ordningen og dermed skal nyde godt af skattebegunstigelsen. Bestemmelsen udelukker således ikke, at der tildeles aktier til medarbejdere, der ikke deltager i ordningen, fordi de er i opsagt stilling. Sø- og Handelsrettens dom af 22. december 2006 fastslår alene, at medarbejderne overfor selskabet skal stilles, som om de deltager i ordningen på lige vilkår som medarbejdere i uopsagt stilling, men dette er ikke et udtryk, at de opsagte medarbejdere dermed anses for at deltage i selve ordningen. Reelt er der alene tale om, at selskabet af civilretlige årsager er forpligtet til lade medarbejdere i uopsagt stilling være i en slags "skyggeordning".
Formål
Den gunstige skattemæssige behandling af medarbejderaktier er først og fremmest begrundet i hensynet til at knytte medarbejdere og virksomheder tættere sammen. Dette hensyn er ikke gældende i forbindelse med tildeling af aktier til medarbejdere, der er på vej væk fra en virksomhed, eller allerede er fratrådt.
De forhold, at opsagte eller fratrådte medarbejdere har et funktionærretligt krav på levering af aktier kan ikke påvirke retsstillingen for de øvrige ikke opsagte medarbejdere. I det omfang, der foreligger en egentlig regelkollision, er det rådgivers opfattelse, at formålet med bestemmelsen i § 7 A kan fastholdes uændret, idet der i præmisserne til Sø- og Handelsrettens dom af 22. december 2005 ikke stilles krav om, at de fratrådte medarbejdere skal opnå samme skattemæssige stilling, som de uopsagte medarbejdere, og dommen fastslår alene, at banken skal stille medarbejdere, "som om" de deltog i ordningen.
Dermed er ligningslovens § 7 A ikke til hinder for, at de medarbejdere, der er i opsagt stilling får tildelt aktier. Det er rådgivers opfattelse, at værdien af aktierne vil være skattepligtige som personlig indkomst på erhvervelsestidspunktet. Værdien vil ligeledes indgå i grundlaget for AM-bidrag jf. arbejdsmarkedsfondslovens § 8, stk. 1, litra b.
I det omfang brugen af ligningslovens § 7 A ud fra en streng ordlydsfortolkning skulle udelukkes, fordi opsagte medarbejdere også i en slags "skyggeordning" får tildelt aktier på baggrund af kravet i funktionærloven, vil muligheden for etablering af medarbejderaktieordninger efter § 7 A reelt være afskåret. Det synes endvidere urimeligt byrdefuldt indirekte at lade ikke opsagte medarbejdere "bære risikoen" for andre medarbejderes opsigelse eller afskedigelse.
Det er på denne baggrund rådgivers opfattelse, at spørgsmål nr. 1 skal besvares bekræftende.
Ad spørgsmål 2
Det er rådgivers opfattelse, at det i skattemæssig henseende er uvæsentligt om aktierne til fratrådte medarbejdere båndlægges eller overføres direkte til medarbejderens depot.
Ligningsloven § 7 A regulerer ikke hvorledes aktier tildelt fratrådte medarbejdere skal behandles. Der er således ikke hjemmel til at stille krav om, at aktier tildelt til fratrådte medarbejdere skal båndlægges på lige fod med aktier tildelt til medarbejdere, der er i uopsagt stilling på erhvervelsestidspunktet.
Det er på denne baggrund rådgivers opfattelse, at spørgsmål nr. 2 skal besvares benægtende.
SKATs indstilling og begrundelse
Ad spørgsmål 1
Det er i henhold til ligningslovens § 7 A, stk. 2, 3. pkt. en betingelse for skattefritagelse efter stk. 1, at de ansatte på erhvervelsestidspunktet er ansat i uopsagt stilling i virksomheden.
Den 22. december 2005 afsagde Sø- og Handelsretten dom, hvorefter Jyske Bank i medfør af funktionærlovens § 17a var forpligtet til at udlodde gratisaktier også til medarbejdere i opsagt stilling.
I de tilfælde, hvor en medarbejder er opsagt på erhvervelsestidspunktet, er betingelsen om "uopsagt stilling" selvsagt ikke opfyldt. Det er SKATs opfattelse, at medarbejderen i sådan et tilfælde ikke kan være omfattet af skattefrihed i ligningslovens § 7 A. Sådanne opsagte medarbejdere skal derfor beskattes på retserhvervelsestidspunktet, jf. også skatteministerens brev af 29. marts 2006 til Finansforbundet.
SKAT vurderer imidlertid, at skattefriheden for de uopsagte medarbejdere fortsat kan bestå, uanset om A udlodder gratisaktier også til medarbejdere i opsagt stilling, jf. principperne i SKM2001.560.LR, hvorefter det ikke var til hinder for etableringen af en 7 A ordning, at en gruppe medarbejdere, som ikke var omfattet af 7 A ordningen, var omfattet af et andet aktieaflønningsprogram. Det er efter SKATs opfattelse en konsekvens af afgørelsen, at en ordning omfattet af § 7 A kan opretholdes selvom medarbejdergrupper uden for ordningen modtager aktieløn efter andre ordninger/principper.
Det indstilles, at spørgsmålet besvares med ja.
Ad spørgsmål 2
Af skatteministerens brev af 29. marts 2006 til Finansrådet fremgår følgende:
"Aktier, der udloddes til personer, der på erhvervelsestidspunktet er i opsagt stilling, er ikke skattefritaget efter ligningslovens § 7 A. De er derfor indkomstskattepligtige for modtageren på erhvervelsestidspunktet. De aktier, som opsagte medarbejdere erhverver, er dermed ikke skattefrie medarbejderaktier omfattet af ligningslovens § 7 A. Da aktierne ikke er skattefrie efter ligningslovens § 7 A, indebærer det i øvrigt, at skattereglerne ikke stiller krav om, at disse aktier skal båndlægges."
Som det fremgår, kan der ikke stilles krav om at aktier, der udloddes til personer i opsagt stilling, båndlægges.
Det vil således ikke ændre besvarelsen af spørgsmål 1, såfremt de aktier, der tildeles medarbejdere i opsagt stilling, ikke båndlægges.
Det indstilles, at spørgsmålet besvares med nej.
Skatterådet tiltræder indstillingen
Svaret er bindende for skattemyndighederne i 5 år, jf. skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1.