Dato for udgivelse
17 aug 2006 09:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 jul 2006 15:17
SKM-nummer
SKM2006.495.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-079551
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Afskrivning, bygning, plejehjem, udlandet, England
Resumé

Efter en formålsfortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 4, fandt Skatterådet, at der kunne afskrives på et plejehjem beliggende i England. Skatterådet fandt, at plejehjemmet blev udsat for et slid, der er sammenligneligt med det slid, som danske plejehjem - omfattet af lov om social service - er udsat for. Se også SKM2002.157.LR.

Reference(r)
Afskrivningsloven § 14, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, nr. 4
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-3 E.C.4.1.1
Spørgsmål

Kan personer, der er fuldt skattepligtige i Danmark, foretage skattemæssige afskrivninger efter afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 4, på bygningen YY, England, der anvendes som plejehjem?

Svar

Ja, se SKAT´s indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Repræsentanten har oplyst, at X udbyder opsparingsprojekter i ejendomme beliggende i England.

 

X har ultimo 2005 udbudt et projekt - K/S ... - til en række investorer, og ønsker at få vished for, at den pågældende ejendom er afskrivningsberettiget i henhold til afskrivningslovens § 14, stk. 1.

 

Den pågældende ejendom - YY - anvendes som plejehjem (Nursing Home) for ældre.

 

Ejendommen er lejet ud til A Ltd., der driver plejehjemmet, og som er en af Storbritanniens største udbydere af healthcare med knap 200 plejehjem.

 

A Ltd. blev i oktober 2005 overtaget af B Ltd., der herefter driver næsten 600 plejehjem i Storbritannien med 29.000 sengepladser.

 

B-koncernen udbyder forskellige serviceydelser, der bl.a. inkluderer personlig sygepleje for ældre og yngre mennesker, herunder for mennesker med fysiske og psykiske handicap.

 

Det fremgår af prospektet, at ejendommen består af tre forskellige fløje; hovedbygningen samt to tilbygninger.

 

Hovedbygningen er opført i 1891, mens de to tilbygninger er opført i henholdsvis 1980'erne og 1990'erne.

 

Der er i alt 44 værelser, heraf 30 enkeltværelser. Herudover er der 2 saloner, spisestue, 6 badeværelser og 3 separate toiletter. Endelig er der separate personaleværelser, salon og toiletter samt fitness-rum. Plejehjemmet er således ikke delt op i ejerlejligheder.

 

Der blev indgået 30-årig uopsigelig lejekontrakt den 2. september 2005. Lejer modtager 35 pct. af huslejen fra det offentlige. Kontrakten indeholder en klausul om, at lejer er fraholdt muligheden for at dele lejemålet med andre virksomheder eller andre parter, medmindre disse er en del af samme koncern. Lejer er forpligtet til hvert 5. år at istandsætte det indvendige og udvendige af bygningen.

 

Lejer må anvende lejemålet udelukkende til Nursing Home (plejehjem) indenfor betingelserne angivet i "The Care Standards Act 2000".

 

Repræsentanten har i e-mail af 1. juni 2006 bl.a. oplyst, at plejehjemmet er underlagt den engelske " The Care Standards Act 2000 Chapter 14" og alene må benyttes til sådanne formål.

 

Ifølge "The Care Standards Act 2000, Chapter 14, Section 3" defineres et plejehjem således:

 

1. En institution er et plejehjem, hvis den leverer indkvartering/husly, sammen med sygepleje eller personlig pleje, til enhver af følgende personer:

 

a) personer som er eller har været syge

b) personer som har eller har haft en mental forstyrrelse

c) personer som er handicappede eller svagelige

d) personer som er eller har været afhængige af alkohol eller narkotika.

 

2. En institution er ikke et plejehjem hvis den er:

 

a) et hospital

b) en uafhængig klinik eller

c) børnehjem, eller af en beskaffenhed der er undtaget ved regulering.

 

The Care Standards Act 2000 er en del af National Minimum Standards for Social Care.

 

Repræsentanten har indsendt Certificate of Registration, hvori the National Care Standards Commission attesterer, at YY er registreret under the Care Standards Act 2000.

 

Ifølge prospektets side 32 er det X´ vurdering, at et engelsk "Nursing Home" kan sidestilles med et dansk plejehjem, dvs. et hjem der som led i den sociale service tilbyder pleje af f.eks. ældre mennesker, eller andre med behov for døgnpleje/-ophold, og der derfor kan foretages skattemæssige afskrivninger på bygningerne. Der er henvist til, at Ligningsrådet tidligere har afgivet en bindende forhåndsbesked vedrørende et plejehjem i Sverige. I den bindende forhåndsbesked blev det tillagt vægt, at den svenske sociallovgivning lignede den danske, og at plejehjemmet dermed var udsat for et tilsvarende slid, der begrunder afskrivning på et dansk plejehjem.

 

Repræsentanten har den 9. juni 2006 supplerende oplyst, at der ikke er tale om lejligheder på YY, men værelser. Der er således ikke separat køkken, bad, eller lignende faciliteter knyttet til de enkelte værelser. Beboerne lejer således ikke en lejlighed.

 

Den 13. juni 2006 har repræsentanten videre oplyst, at plejehjemmet er underlagt "The Care Standards Act 2000, Chapter 14", i henhold til hvilken lov "National Care Standards Commission" er registrerings- og tilsynsmyndighed i forhold til det pågældende plejehjem. Kommissionen er underlagt de til enhver tid af ministeren fastsatte regler på området, herunder de regler, der er fastsat i National Minimum Standards for Social Care.

 

Da YY-plejehjemmet er omfattet af den pågældende lov, er det også omfattet af de regler, der er fastsat i National Minimum Standards for Social Care.

 

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

 

Det er repræsentantens opfattelse, at spørgsmålet skal besvares med et "ja".

 

Efter afskrivningslovens § 14, stk. 1, kan der som udgangspunkt foretages skattemæssige afskrivninger på erhvervsmæssigt benyttede bygninger.

 

Efter § 14, stk. 2, nr. 4, kan der dog ikke foretages afskrivning på bygninger, der anvendes til beboelse eller hertil knyttede formål, bortset fra hoteller og campinghytter samt døgninstitutioner og bygninger, som er omfattet af lov om social service, og som udsættes for et tilsvarende slid.

 

Da der er afskrivningsret på bygninger, der anvendes til døgninstitutioner og bygninger, som er omfattet af lov om social service, og som udsættes for et tilsvarende slid, vil der derfor kunne afskrives på plejehjemsbygninger.

 

Det fremgår dog af afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 5, at der ikke kan afskrives på hoteller og plejehjem, der er opdelt i ejerlejligheder.

 

Det afgørende for, om en bygning er omfattet § 14, stk. 2, er bygningens faktiske anvendelse, jf. Ligningsvejledningen 2006-1, E.C.4.1.1.

 

Det kan på baggrund af ovenstående regelsæt konkluderes, at der kan afskrives på en bygning, som faktisk anvendes som plejehjem, hvis ejendommen ikke er opdelt i ejerlejligheder.

 

YY er ikke opdelt i ejerlejligheder og anvendes faktisk til plejehjem, hvorfor der er afskrivningsret på bygningen.

 

Det forhold, at bygningen er beliggende i udlandet har ingen betydning for spørgsmålet om afskrivning, idet en tilsvarende bygning beliggende i Danmark, som nævnt, ville være afskrivningsberettiget. Dette følger af Ligningsrådets afgørelse, der er offentliggjort i SKM2002.157.LR.

 

I sagen blev Ligningsrådet spurgt, om personer, der er fuldt skattepligtige i Danmark, kan foretage skattemæssige afskrivninger på plejehjemsbygninger beliggende i Sverige.

 

Ligningsrådet udtalte, at det forhold, at det pågældende plejehjem var beliggende i Sverige, ud fra en formålsfortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 4, ikke kunne være til hinder for afskrivning. Plejehjemmet anvendtes udelukkende til udlejning til plejekrævende ældre eller handicappede i henhold til svensk sociallovgivning. Ligningsrådet fandt videre, at den svenske lovgivning svarede til de danske regler i lov om social service. Et plejehjem beliggende i Sverige, hvor udlejning alene skete til ældre og handicappede i henhold til svensk sociallovgivning, ansås derfor udsat for et slid tilsvarende det, der begrunder afskrivning på danske plejehjem, jf. afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 4.

 

Den form for plejebehandling, der foretages på YY, svarer ganske til det beskrevne vedrørende den svenske plejehjemsbygning.

 

YY-bygningen er således udsat for et slid svarende til det, der begrunder afskrivning på danske (og svenske) plejehjem.

 

Den omstændighed, at den engelske sociale service er delvist privatiseret, er efter repræsentantens opfattelse uden betydning for spørgsmålet om afskrivningsret.

 

Såfremt man af denne grund nægtede afskrivningsret på et engelsk plejehjem, der drives efter fuldstændigt sammenlignelige forhold, ville det indebære en grænseoverskridende diskrimination, idet det ville være mere fordelagtigt for skattepligtige i Danmark at investere i danske plejehjemsejendomme end i engelske. En sådan diskrimination ville kunne være i strid med EF-Traktatens frihedsrettigheder, herunder især artikel 56 om kapitalens fri bevægelighed.

   

SKATs indstilling og begrundelse

 

Indledningsvis bemærkes, at der ved nærværende afgørelse kun er taget stilling til hvorvidt ejendommen YY, der anvendes som plejehjem, kan afskrives efter afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 4, af personer der er fuldt skattepligtige til Danmark. Der er således ikke ved afgørelsen foretaget en skatteretlig vurdering af projektet som sådan.

 

SKAT indstiller, at der svares ja på spørgsmålet.

 

SKAT finder, i lighed med SKM2002.157.LR, ud fra en formålsfortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 4, at det forhold, at det pågældende plejehjem er beliggende i England, ikke kan være til hinder for afskrivning. Plejehjemmet anvendes udelukkende til udlejning til plejekrævende ældre eller handicappede i henhold til de engelske regler herom. SKAT finder, efter det oplyste, at det omhandlede plejehjem udsættes for et slid, der er sammenligneligt med det slid, som danske plejehjem - omfattet af lov om social service - er udsat for.

 

Plejehjemmet er ikke opdelt i ejerlejligheder.

 

SKAT har lagt vægt på det oplyste om, at lejer udelukkende må anvende lejemålet til plejehjem indenfor betingelserne angivet i The Care Standards Act 2000, herunder Chapter 14. The Care Standards Act 2000 er en del af National Minimum Standards for Social Care, som lejer er underlagt under udførelsen af plejen. Det er således blandt andet udelukket at anvende bygningerne til hospital og lægeklinik, hvorpå afskrivning er udelukket efter afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 6.

 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

 

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.