For at en fordring eller et krav på skyldner kan berettige til at erklære skyldneren konkurs, skal fordringen opfylde visse betingelser.

RIM har som kreditor bevisbyrden for, at fordringen eksisterer. Det er dog ikke nødvendigt at opnå dom, forlig eller lignende over skyldneren for fordringens beståen for at kunne anvende fordringen som grundlag for en konkurs. Fordringen behøver heller ikke at være forfalden til betaling på tidspunktet for indgivelse af konkursbegæring.

Fordringen må dog ikke have en sådan beskaffenhed, at der skal føres et bevis for fordringens eksistens af et omfang, at det overgår den bevisførelse, der bør finde sted ved behandlingen af en konkursbegæring. Fordringens eksistens skal derimod være så klar, at den umiddelbart kan danne grundlag for en konkurs.

Er RIMs krav fx skønsmæssigt eller foreløbigt ansat i henhold til OPKL § 4, stk. 1, og § 5, anses dette som et krav på lige fod med et krav baseret på en indsendt angivelse. Det er dog en betingelse, at myndigheden kan sandsynliggøre, at de skønsmæssige eller foreløbige fastsættelser er korrekte og dermed har en sådan klarhed, at de kan danne grundlag for en konkurs.

Efter statsskattelovens § 38 kan en skyldner ikke ved at klage over skatteansættelsen slippe for at indbetale sin skat til forfaldstid. Er en skatteansættelse under behandling i det administrative klagesystem, skal kravet have en sådan klarhed, at bevisførelsen omkring kravets eksistens ikke går ud over, hvad der bør føres af bevis ved skifteretten. Københavns Skatteforvaltning ændrede i TfS 1998, 318 (Sø- og Handelsretsdom), skatteansættelsen for et selskab, der påklagede ansættelsen til Landsskatteretten, hvor sagen under konkursbehandlingen stadig verserede. Skifteretten afviste konkursbegæringen på grund af bevisførelsens omfang, og skattekravet havde således ikke den klarhed, der krævedes for kunne danne grundlag for en konkurs.

I TfS 2000, 638 ØLK, kom en falleret skatteyder med indsigelser mod RIMs krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste omfattede et beløb ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen, der havde begæret sagen genoptaget, påstod, at kendelsen hvilede på et forkert grundlag, men landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursen.

I SKM2006.700.VLR stadfæstede Vestre Landsret skifterettens kendelse om afsigelse af konkursdekret vedrørende en personlig skyldner, som i forvejen var under konkursbehandling. Konkursbegæringen hvilede på en afgørelse om forhøjelse af skyldners skatteansættelser for 2002-2004 med i alt ca. 8 mio. kr. Skyldner havde indbragt skatteansættelserne for Landsskatteretten, men skifteretten fandt, at SKATs afgørelse - uanset skyldners og revisors forklaring i skifteretten - i et vist omfang kunne lægges til grund, således at det måtte antages, at SKAT havde et betydeligt skattekrav mod skyldner. Efter en gennemgang af de enkelte punkter i SKATs afgørelse om forhøjelse af skatteansættelserne for de respektive skatteår, stadfæstede landsretten konkursdekretet.

Er fordringen tilstrækkelig klar, må det være op til skyldner at bevise kravets usikkerhed. I UfR 1999, 110 HK, bestred en skyldner nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort, at aftalerne var så usikre, at de ikke kunne danne grundlag for konkurs. Højesteret lagde også vægt på, at det var af afgørende betydning at få etableret en fristdag af hensyn til eventuel omstødelse.

Som et andet eksempel på, at en skønsmæssig ansættelse er blevet afvist, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD. I sagen påstod RIM, at skifteretten savnede kompetence til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Kravet var af skifteretten blevet afvist med den begrundelse, at skattegrundlaget hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten ikke var forenelig med selskabets beskedne aktiver. Landsretten fastslog, at berettigelsen af et skattekrav i konkursboer ikke kan prøves af domstolene, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, hvilket dog var tilfældet i foreliggende sag. Landsretten stadfæstede skifterettens afgørelse, og kravet blev derfor afvist.