Det ønskedes oplyst om en gældseftergivelse ville få skattemæssige konsekvenser for A som kreditor.

A solgte sin personligt ejede virksomhed til B. Virksomheden var en produktionsvirksomhed som kun havde én kunde. Overdragelsen omfattede varelager, materialer og værktøj. Betalingsbetingelserne var at overdragelsessummen skulle afdrages efterhånden som virksomhedens likviditet tillod det. Restgælden skulle forrentes med 1 pct. pr. påbegyndt år. Der blev ikke lavet en egentlig skriftlig aftale.

A har ikke siden overdragelsen drevet selvstændig virksomhed. Der er ingen familiemæssige eller andre særlige bindinger mellem A og B.

5 år efter overdragelsen af virksomheden indvilliger A i at indgå en akkord. Det oplyses at parterne er af den opfattelse af den oprindeligt aftalte pris er for høj, idet virksomhedens eneste kunde er ophørt med at handle med virksomheden. Virksomheden har herefter ifølge parternes vurdering ikke længere mulighed for at afdrage og forrente gælden - hverken nu eller i en overskuelig fremtid.

Ligningsrådet svarede ja. Efter kursgevinstlovens § 17 er der adgang til at fratrække tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, fordi disse ved erhvervelsen er beskattet efter SL § 4. Der kan imidlertid kun opnås fradragsret for tab, såfremt tabet efter den praksis, der foreligger i forhold til SL § 6 litra a, kan betragtes som en driftsomkostning.

Et første krav for at fordringen og tabet kan anses for at være omfattet af SL § 6, litra a er at fordringen og tabet har tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift. I modsætning til driftsmidlerne er varelageret erhvervet med henblik på videresalg. En fordring, der er modtaget som betaling for varelageret kan derfor siges at være erhvervet som vederlag i næring.

Efter KGL § 17 kan der således opnås fradrag for den del af tabet som kan henregnes til varelageret.