Østre Landsret fastslog i sin dom af 9. december 1999 (TfS 2000, 61), at den aftale af 12. december 1984, som lå til grund for skatteyderens køb af edb-udstyr med henblik på leasing, ikke omfattede specificerede genstande, ligesom retten heller ikke fandt det godtgjort, at der inden den 13. december 1984 var indgået en skriftlig aftale om erhvervelse af afskrivningsberettigede aktiver. Endvidere fandt retten, at skatteyderens virksomhed vedrørende aktiverne ubestridt havde karakter af fælles udlejningsvirksomhed, hvorfor retten ikke fandt, at skatteyderen havde været berettiget til at foretage afskrivninger. Retten henviste i den forbindelse til den dagældende bestemmelse i afskrivningslovens § 34 A, stk. 3, om fælles udlejningsvirksomhed, som blev gennemført den 19. december 1984 med virkning fra og med den 13. december 1984.

Leasingaktiverne var i sagen blevet udlejet til to slutbrugere på samme kontraktsgrundlag. Myndighederne havde imidlertid alene underkendt den del af arrangementet, som vedrørte den ene slutbruger fuldstændigt. For så vidt angik den anden del havde myndighederne nægtet afskrivninger med henvisning til, at der var tale om en fællesudlejningsvirksomhed. Derimod havde myndighederne beskattet skatteyderen af de selvangivne leasingindtægter vedrørende denne del af arrangementet.

Skatteyderen ankede Østre Landsrets dom til Højesteret, men fremkom under sagens forberedelse for Højesteret med et forligsforslag. Ifølge dette hævede skatteyderen anken - hvilket havde den følge, at han ikke opnåede underskudsfradrag og rentefradrag i forbindelse med leasingarrangementet - mod, at Skatteministeriet for Højesteret anerkendte, at han heller ikke skulle beskattes af selvangivne leasingindtægter på den anden del af leasingarrangementet. Skatteyderen henviste i den forbindelse til Højesterets dom i TfS 2000, 374. Denne dom tager imidlertid alene stilling til ejendomsretten til driftsmidlerne og afskrivningsretten herpå, altså fradragssiden i arrangementet, men ikke indtægtssiden.

Under hensyn til, at den samme konkrete realitetsbedømmelse af leasingarrangementet som foretaget af Højesteret gjorde sig gældende for hele arrangementet, og at det fulgte af denne realitetsbedømmelse, at skatteyderen ikke kunne anses for ejer af nogen af driftsmidlerne i arrangementet i skattemæssig henseende, tiltrådte ministeriet, at skatteyderen heller ikke skulle beskattes af selvangivne leasingindtægter i forbindelse med arrangementet.

Højesteretsforliget i sagen er offentliggjort i Juridisk Nyhedsformidling som afgørelse nr. SKM2001.434.HR.