Der har overfor styrelsen været rejst spørgsmål om den afgifts- og godtgørelsesmæssige stilling for motorbrændstof, der anvendes af specielle fartøjer mv., der foretager uddybning af sejlrender, havneindløb mv., herunder sejlads i relation til sådanne arbejder. På den baggrund har styrelsen fundet anledning til at udsende en meddelelse om styrelsens opfattelse af dette.

Mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 1, nr. 3, har følgende ordlyd:

"Der sker afgiftsfritagelse, når en oplagshaver leverer varer til brug om bord på skibe i udenrigsfart og fiskerfartøjer på 5 BRT og derover, dog bortset fra lystfartøjer".

Mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1, har følgende ordlyd:

"Afgiften godtgøres af varer, der anvendes til jernbane- og færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer end de i stk. 1, nr. 3 nævnte bortset fra lystfartøjer".

Med de nævnte bestemmelser i mineralolieafgiftsloven skete en implementering af artikel 8, litra 1c, i Rådets Direktiv 92/81 af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier, ifølge hvilken det enkelte medlemsland skal yde afgiftsfritagelse for mineralolie, der leveres til anvendelse som motorbrændstof med henblik på sejlads i EF-farvande (herunder fiskeri), medmindre der er tale om lystsejlads. Endvidere blev direktivets artikel 8, litra 2b, implementeret, hvorefter det enkelte medlemsland kan yde hel eller delvis afgiftsfrihed for mineralolie, der anvendes i forbindelse med sejlads ad indre vandveje, bortset fra lystsejlads.

Det bemærkes, at der ikke skete en implementering af direktivets artikel 8, litra 2g, som giver mulighed for medlemslandene at yde afgiftsfrihed for mineralolie i forbindelse med opmudring af vandveje og havne.

Lovbemærkningerne til de nævnte 2 bestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 9 (L 27 fremsat i Folketinget den 8. oktober 1992), lyder således:

"Det er i den forbindelse præciseret, at afgiftsfritagelsen for skibe som hovedregel vedrører sejlads, og at der derfor kan ske beskatning af aktiviteter om bord, der fx konkurrerer med lignende aktiviteter på land, som ikke er fritaget for afgift".

Skatteministeren har i brev af 3. december 1992 (bilag 16) sendt et svar til Folketingets Skatteudvalg vedrørende sejlads med ral- og sandsugere, der anvendes ved råstofindvinding til havs af bl.a. kvalitetsmaterialer, der konkurrerer med produkter fra landbaserede grusgrave, der indvindes på land. Svaret tog bl.a. udgangspunkt i, at de pågældende fartøjer foretager ral- og sandsugningen som slæbesugning, dvs. under sejlads, og at indvindingen af grus og ral blev flyttet gradvis længere væk fra kystområderne, dvs. at der alt i alt var tale om et overvejende forbrug af olie til sejlads. Konklusionen i svaret lyder således: "På baggrund af ovenstående vil det ud fra en samlet vurdering næppe være hensigtsmæssigt at søge gennemført en særlig beskatning af indvindinger til søs for at udligne en forholdsvis mindre forskel i konkurrencevilkårene, der i forvejen varierer betydeligt. Der er hermed navnlig lagt vægt på, at ral- og sandsugning fremover må forventes pålagt yderligere omkostninger".

Styrelsen har tidligere truffet afgørelse i en konkret sag vedrørende et sandsugerfartøj, der bevægede sig ved et wirespil. Den altovervejende del af brændstofforbruget om bord blev brugt i forbindelse med sandsugningen. Styrelsen traf afgørelse om, at der kun var fradrag for afgift af brændstoffet, der anvendes ved sejlads/manøvreringen af fartøjet - men ikke for sandsugningen.

Praksis for forbrug af olie i skibe i øvrigt er, at der almindeligvis er fuld afgiftsfrihed for brændstof, der anvendes om bord i skibe, dvs. både for brændstof, der anvendes ved sejlads og brændstof, der anvendes i forbindelse med sideaktiviteter om bord på skibet, i hvert fald når forbruget knytter sig direkte til skibets egentlige funktion og anvendelse som skib. Dvs., at der i disse tilfælde gøres en "slipstrømsbetragtning" gældende for forbruget af olie til sideaktiviteter.

Indledningsvis må det fastslås, at der skal være tale om skibe/fartøjer for at være omfattet af nævnte bestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 9.

Dette indebærer bl.a., at arbejdsredskaber, der fungerer uafhængigt af skibets/fartøjets øvrige funktioner, fx en gravemaskine, der er placeret på dækket af et uddybningsfartøj, ikke er omfattet af reglerne i § 9 - men af reglerne for motorbrændstof i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum, der ikke giver adgang til afgiftsgodtgørelse.

Det er styrelsens opfattelse, at for fartøjer, der er specielt indrettet til uddybningsopgaver, fx uddybning af sejlrender, havne og havneindløb, er selve uddybningsaktiviteten en så væsentlig funktion, at der ikke er grundlag for at karakterisere denne som en sideaktivitet. Det forhold, at visse uddybningsfartøjer er indrettet med et lastrum, så fartøjet selv kan transportere bundmateriale, der er suget/gravet op, ændrer ikke på dette forhold.

Dette indebærer, at der ikke kan opnås afgiftsfrihed i medfør af mineralolieafgiftslovens § 9 for forbrug af olie i forbindelse med sådanne uddybningsaktiviteter.

Der vil dog altid kunne opnås afgiftsfrihed for olie, der anvendes i forbindelse med sejlads med sådanne fartøjer. Det gælder både sejlads til arbejdsstedet, sejlads under arbejdet og sejlads fra arbejdsstedet.

Med hensyn til et evt. forbrug af olie ved losning af bundmaterialer, der er suget/gravet op, er det styrelsens opfattelse, at dette forbrug knytter sig så tæt til uddybningsaktiviteten, at aktiviteten ikke er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 9. Opfattelsen skal endvidere ses i lyset af, at direktivets artikel 8, litra 2g, ikke er implementeret i mineralolieafgiftsloven.