A’s klage skyldes, at told- og skatteregionen ved afgørelse af 28. december 1999 har pålagt Farvandslodseriet B at indeholde A-skat m.v. i beløb, der udbetales som befordringsgodtgørelse til klageren for kørsel, hvor han ikke er med i bilen.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren er ansat som lods hos Farvandslodseriet B.

Klagerens repræsentant har oplyst, at lodserne arbejder på skift, således at der arbejdes hver anden uge og holdes fri hver anden uge med vagtskifte tirsdag kl. 10. Klageren modtager ingen godtgørelse for kørsel mellem sin bopæl og arbejdsstedet, og for denne kørsel foretager han befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Som eksempler på klagerens særlige befordringsmønster som lods har repræsentanten nævnt:

1) En typisk lodsningsopgave består i, at klageren foretager lodsning fra X til Y. I forbindelse hermed foretages følgende kørsel: Klageren kører i egen bil fra lodseriet til X, hvor han går ombord på det skib, der skal lodses. Der sejles fra X til Y. For lettest og hurtigst muligt at returnere til lodseriet har en anden lods kørt klagerens bil fra X til Z. Klagerens hustru kører i familiens anden bil fra hjemmet til Y, hvorfra klageren befordres til Ø. Hustruen kører fra Ø til hjemmet, og klageren tager toget fra Ø til Z, hvorfra han i sin egen bil kører tilbage til lodseriet.

Den lods, der har kørt klagerens bil fra X til Z, har så vidt muligt en lodsningsopgave fra Z. Han kører således i egen bil fra lodseriet til X, hvorefter han kører klagerens bil fra X til Z. Repræsentanten har oplyst, at denne lods kun får befordringsgodtgørelse for kørslen i egen bil og ikke for den resterende kørsel, idet han ikke kører i "egen bil".

Farvandslodseriet udbetaler befordringsgodtgørelse til klageren for kørslen fra lodseriet til X, fra X til Z, fra hjemmet til Y, fra Y til Ø, fra denne til hjemmet og fra Z til lodseriet. Den omtvistede del af kørslen er den, der foretages fra X til Z, fra hjemmet til Y og fra Ø til hjemmet, og som i eksemplet foretages af henholdsvis en anden lods og af hustruen, og hvor klageren ikke er med i bilen. Endvidere betaler Farvandslodseriet klagerens togbillet til Z.

2) En anden lodsningsopgave består i lodsning fra lodseriet ind gennem fjorden til Æ. I disse tilfælde kører en kollega i klagerens bil til Æ og henter klageren, hvorefter begge kører tilbage til lodseriet.

Farvandslodseriet udbetaler befordringsgodtgørelse til klageren for den samlede kørsel. Den omtvistede del af kørslen er kollegaens kørsel til Æ.

Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse pålagt Farvandslodseriet at indeholde A-skat m.v., jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i de beløb, der udbetales til klageren som befordringsgodtgørelse for kørsel, hvor klageren ikke er med i bilen. Som begrundelse herfor har regionen anført, at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, der påføres en lønmodtager som følge af arbejdet, som udgangspunkt skal medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst, jf. ligningslovens § 9, stk. 5. Er der tale om godtgørelse for befordringsudgifter, der opfylder betingelserne i ligningslovens § 9, stk. 5 og 6, kan udbetalingen ske skattefrit. Regionen har herved anført, at der skal være tale om kørsel til og fra en arbejdsplads, at kørslen skal være begrundet i arbejdsmæssige hensyn, og at personen skal have befordret sig.

Regionen har fundet, at udbetaling af befordringsgodtgørelse for de i sagen omtvistede kørsler ikke opfylder betingelserne i ligningslovens § 9, stk. 5 og 6, og følgelig ikke kan ske uden indeholdelse af A-skat m.v., jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43, stk. 1. Regionen har endvidere henvist til Vejledning om Indeholdelse af A-skat og Arbejdsmarkedsbidrag, afsnit B.1.7.2. Regionen har truffet afgørelsen ud fra:

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der ikke skal indeholdes A-skat m.v. i de omhandlede beløb. Til støtte for påstanden har repræsentanten anført, at hvervet som lods medfører særlige arbejdsvilkår med heraf følgende ganske særlige befordringsvilkår. Kørslen mellem arbejdsstederne sker efter påbud fra lodseriet og af hensyn til arbejdets udførelse, og klageren kunne i stedet tage en taxa på lodse-riets regning, hvorved han ikke selv ville have udgifter til befordring mellem arbejdsstederne. For at holde lodseriets udgifter nede og under samtidig hensyntagen til opgavernes bestridelse, hvor det er væsentligt, at befordringen sker i en vis hastighed, er det særlige befordringsmønster som illustreret ved de nævnte eksempler udviklet. Såvel udgifterne til den kørsel, hvor klageren selv er med i bilen, som udgifterne til den kørsel, hvor han ikke er med i bilen, er utvivlsomt udgifter som klageren har haft/har for at befordre sig fra eet sted til et andet som led i udførelsen af sit arbejde. Repræsentanten har understreget, at klageren kun har modtaget/modtager godtgørelse for kørsel, som han rent faktisk har haft/ har udgifter til, og at den måde, hvorpå kørslen er arrangeret, er den måde som fungerer nemmest og billigst for alle parter, også for arbejdsgiveren. Endvidere har repræsentanten understreget, at klageren ikke har modtaget/modtager befordringsgodtgørelse for sin kørsel mellem bopælen og arbejdsstedet, hvorfor denne kørsel ikke er omhandlet i sagen.

Repræsentanten har videre anført, at det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra b, jf. § 9, stk. 5, 2. punktum, at der kan udbetales skattefri godtgørelse for befordring mellem arbejdspladser. Repræsentanten har henvist til forarbejderne til bestemmelserne (bemærkningerne til lovforslag nr. 285 af 19. maj 1993), og repræsentanten har anført, at formålet med lovændringen i 1993 var, at den tidligere mulighed for lønmodtagere for at foretage fradrag for faktiske udgifter til erhvervsmæssig befordring skulle erstattes af en mulighed for arbejdsgivere for at udbetale skattefri godtgørelse. Repræsentanten har endvidere henvist til følgende uddrag af bemærkningerne: "Fradraget dækker som oftest dagens samlede kørsel,…" og "Da udgifter til befordring, der foretages i arbejdsgiverens interesse, bør være uden skattemæssig betydning for lønmodtagere, foreslås det at indføre en ordning, hvorefter en arbejdsgiver kan yde den ansatte skattefri godtgørelse for udgifter til erhvervsmæssig befordring…".

Endelig har repræsentanten anført, at regionen begrunder afgørelsen med, at der ikke er tale om kørsel til og fra en arbejdsplads, og at det er en betingelse, at personen skal have befordret sig. Repræsentanten har anført, at en sådan indskrænkende fortolkning ikke kan udledes af hverken loven eller dens forarbejder.

Landsskatteretten skal udtale:

I ligningslovens (nu lovbekendtgørelse nr. 775 af 16. august 2000) § 9, stk. 5, er fastsat, at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter m.v. omfattet af ligningslovens § 9 A eller § 31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B eller § 31, stk. 5. Befordringsgodtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Ligningsrådet, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Reglerne fremgik tidligere af lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000, nr. 754 af 28. september 1999 og nr. 819 af 3. november 1997.

Ligningslovens § 9 B, stk. 1, har følgende ordlyd:

" Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:

a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder,

b) befordring mellem arbejdspladser og

c) befordring inden for samme arbejdsplads. "

Af forarbejderne til bestemmelserne (bemærkningerne til lovforslag nr. 285 af 19. maj 1993) fremgår, at der med reglerne er tilsigtet indført en ordning, hvor bedømmelsen af, hvornår erhvervsmæssig befordring foreligger, og fastsættelsen af, med hvilke beløb skattefri befordringsgodtgørelse kan udbetales, bygger på objektive kriterier. I bemærkningerne er endvidere anført, at befordringen aldrig kan opgøres på grundlag af en strækning, der er længere end det faktiske antal kørte km.

Landsskatteretten finder, at der efter de indførte regler alene er mulighed for at udbetale befordringsgodtgørelse skattefrit for den kørsel, hvor klageren er med i bilen, idet der alene i disse situationer efter en naturlig sproglig forståelse kan anses for at foreligge befordring i ligningslovens § 9 B´s forstand. Retten finder videre, at der for den befordring, der anses for erhvervsmæssig, jf. § 9 B, i henhold til ligningslovens § 9 B, stk. 3, jf. § 9, stk. 5, alene kan foretages udbetaling af skattefri godtgørelser med højst de af Ligningsrådet fastsatte satser, uanset størrelsen af de faktiske udgifter.

Landsskatteretten finder herefter, hvilket Told- og Skattestyrelsen har tiltrådt, at det er med rette, at Farvandslodseriet er pålagt at indeholde A-skat m.v., jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i de beløb, der udbetales til klageren som befordringsgodtgørelse for kørsel, hvor klageren ikke er med i bilen. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.