A klagede for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag for flytteudgifter, 30.083 kr.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indtil 1997 var ansat som statsskovrider under Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. Som led i ansættelsesforholdet var han forpligtet til at bebo en tjenestebolig og fraflytte den ved afsked eller pension. I forbindelse med klagers pensionering i 1997 har Skov- og Naturstyrelsen udbetalt "anden flyttegodtgørelse" med 15.270 kr. Beløbet er medregnet til den skattepligtige indkomst. Flyttegodtgørelsen blev udbetalt i henhold til aftale om flyttegodtgørelse § 30 a), hvorefter der udbetales en engangsgodtgørelse svarende til 50 % af det fastsatte årlige boligbidrag, når medarbejderen fraflytter en tjenestebolig ved afsked med pension.
I selvangivelsen for 1997 har klageren under "øvrige lønmodtagerudgifter" fratrukket 32.075 kr. Efter reduktion af bundfradraget på 3.900 kr. er der fradraget 30.083 kr.
De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede ansættelse nægtet at godkende det pågældende fradrag.
Skatteankenævnet har blandt andet henvist til, at flytteudgifter som udgangspunkt er en privat udgift, der ikke er fradragsberettiget. I det omfang udgiften er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan der imidlertid med hjemmel i statsskatteloven § 6 a indrømmes fradrag ved indkomstopgørelsen for de afholdte flytteudgifter. Der er henvist til Told og Skattestyrelsens Cirkulære 1992-13 og Ligningsvejledningen 1997 A.F.1.6.1. Af cirkulærets pkt. 1 fremgår, at ansatte, der forflyttes under samme arbejdsgiver, kan foretage fradrag i den skattepligtige indkomst for en række udgifter i forbindelse med flytningen. Der er henvist til, at der ikke foreligger særskilt hjemmel til at indrømme fradragsret for flytteudgifter, hvor fraflytning er begrundet i fratræden fra ansættelsesforhold med bopælspligt.
Nævnet har afvist, at Landsskatterettens kendelse af 31. juli 1972, gengivet i LSRM 1973 I, nr. 53 og kendelse af 1. september 1980, gengivet i LSRM 1981, I nr. 46 kan tages til udtryk for gældende praksis, idet Told- og Skattestyrelsen efter praksisændringen i 1993 vedrørende fradrag for flytteudgifter har slettet henvisningen i Ligningsvejledningen til den nævnte kendelse fra 1980.
Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 nedsættes med 30.083 kr.
Advokaten har til støtte herfor anført, at klageren som statsskovridder, har haft tjenesteboligpligt. Tjenesteboligpligten indebærer en ufravigelig forpligtelse til at bebo skovridergården, at fraflytte denne ved afsked og pensionering og at afholde samtlige udgifter i forbindelse med flytningen. Flytteudgifterne har således været en uundgåelig konsekvens af ansættelsesforholdet som statsskovridder.
Advokaten har anført, at idet klageren som led i sit ansættelsesforhold var forpligtet til at bebo tjenesteboligen og fraflytte denne ved ansættelsesforholdets ophør, er udgifterne til flytningen fradragsberettiget som en driftsomkostning, jf. statsskatteloven § 6 a. Repræsentanten har henvist til Landsskatterettens kendelser af 31. juli 1972 og 1. september 1980, gengivet i LSRM i henholdsvis 1973 I, nr. 53 og 1981 I, nr. 46. Advokaten har anført, at afgørelserne stadig er udtryk for gældende ret, idet praksisændringen i 1993 alene vedrørte fradragets størrelse, idet offentligt ansatte inden 1993 alene kunne fradrage den fra arbejdsgiveren modtagne flyttegodtgørelse, mens man efter 1993 kunne få fradrag for de faktiske udgifter i forbindelse med flytningen. De tidligere afgørelser har derfor stadig præjudikatværdi ved vurderingen af, om udgifter til flytningen er omfattet af begrebet "driftsomkostninger" i statsskattelovens § 6 litra a. Advokaten har henvist til, at der i ligningsvejledningen for årene forud for 1993 også blev anvendt formuleringen "Forflyttes under samme arbejdsgiver". Dette er altså ikke en følge af en praksisændring i 1993. Advokaten har henvist til skatteministerens udtalelse af 12. januar 1994, gengivet i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1994.204, hvoraf det fremgår, at praksisændringen var begrundet i et ønske om, at ligestille offentligt og privat ansatte med hensyn til flyttegodtgørelse. Advokaten har endvidere henvist til Landsskatterettens kendelse af 27. marts 1985, gengivet i Tidsskrift for Skatteret 1985.347. Sagen vedrørte en læge, der påstod at være berettiget til at foretage fradrag for flytteudgifter i forbindelse med flytning på grund af tjenesteophør, fra en bolig, der blev stillet til rådighed af arbejdsgiveren. Landsskatteretten bemærkede, at det afgørende for, om det omhandlede fradrag kunne godkendes, måtte være, om klageren havde været tvunget til at flytte ind i den omhandlede bolig eller ikke. Advokaten har endelig henvist til, at der i skatteretten kan være tale om udskudte driftsomkostninger således, at hvis man ved en disposition, der foretages for at erhverve sikre og vedligeholde indtægten, forpligter sig til eller ikke kan undgå senere at afholde en udgift, kan fradrage denne udgift efter statsskattelovens § 6 litra a.
Landsskatteretten udtaler:
Bestemmelsen i statsskattelovens § 6 litra a om fradrag for driftsudgifter omfatter efter gældende praksis også flytteudgifter. For at være fradragsberettigede skal flytteudgifter - som andre driftsudgifter - være afholdt for "at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten".
Landsskatteretten finder, at klageren under de pågældende omstændigheder, hvor han har været forpligtet til at bebo boligen under tjenesten og fraflytte denne ved tjenestens ophør, kan fradrage udgifterne til flytningen i den skattepligtige indkomst, hvilket er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen. Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.