Parter:A
(advokat A1)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Tidligere instans:

Vestre Landsrets dom af 30. november 1998

Afsagt af dommerne:

5 dommere

Parternes påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at han i skatteretlig henseende skal betragtes som næringsdrivende i indkomståret 1989 i relation til handel med terminsforretninger og handel med obligationer, og at sagen skal hjemvises til de kommunale skattemyndigheder med henblik på foretagelse af resultatopgørelse for handel med terminsforretninger og obligationer i indkomståret 1989.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

Statsautoriseret revisor B har forklaret bl.a., at A i årene 1987, 1988 og 1989 formidlede, at C og C Fiskeeksport A/S indgik en lang række terminsforretninger. A havde vist, at det var noget han havde ekspertise i. I de første år blev der tjent mange penge på terminsforretninger. A havde tilknytning til i alt 9 personer eller selskaber, der indgik terminsforretninger. Det var vanskeligt at bevare overblikket. Derudover var der også et ønske om at sprede risikoen. Derfor valgte alle de personer og selskaber, A var rådgiver for, at stifte et interessentskab, der derefter indgik de terminsforretninger, personerne eller selskaberne tidligere havde indgået i eget navn.

Interessentskabet blev stiftet den 23. juli 1990. Efter denne dato har C Fiskeeksport A/S ikke i eget navn indgået terminsforretninger. A havde mange personlige kontakter til bestemte medarbejdere i banker og havde på et tidspunkt fået en såkaldt "reuterskærm". A var på den måde "klædt på" til at bistå dem, der ville indgå terminsforretninger. Sådan blev han også benyttet af hele kredsen af de senere interessenter. Der var efter hans opfattelse ikke andre end A, der indgik terminsforretninger for den kreds af personer og selskaber, der senere stiftede F1.

Ekspeditionssekretær i F2, Å-by, D, har forklaret bl.a., at A, indtil F1 I/S blev etableret, indgik terminsforretninger for E, direktør C, C Fiskeeksport A/S, C og E ApS, F3 ApS, F4 ApS, F5 ApS og G Fiskeeksport A/S. I praksis blev terminsforretningerne indgået på den måde, at A havde en fuldmagt fra de nævnte til inden for visse rammer at indgå terminsforretninger på deres vegne. A indgik en stor terminsforretning, der dog ikke blev bogført. Han opdelte derefter terminsforretningen inden for de rammer, han havde for deltagerne. Disse kontrakter blev bogført, således at der blev udfærdiget selvstændige kontrakter for hver af de nævnte af sparekassen.

De rammer, A i 1989 kunne agere indenfor, var for hans personlige vedkommende 5 mio. kr., for E 2 mio. kr., for direktør C 6 mio. kr., for C Fiskeeksport A/S 11 mio. kr., for C og E ApS 6 mio. kr., for F3 ApS 6 mio. kr., for F4 ApS 2,6 mio. kr., for F5 ApS 3,6 mio. kr. og for G Fiskeeksport A/S 6 mio. kr. Når A indgik terminsforretninger, fordelte han selv, så vidt hun ved uden at spørge nogen, terminsforretningerne på de enkelte, han agerede for. Der er ikke andre end A, der i F2s regi har indgået terminsforretninger for de nævnte. Når det blev ham, skyldtes det, at han havde indsigt i markedet, og at de pågældende havde tillid til ham. De nævnte personer og selskaber var dem, der stiftede F1 I/S, og systemet fortsatte efter F1 I/S blev oprettet, men således at der derefter kun blev indgået terminsforretninger i F1 I/S' regi, men stadigvæk med A som den, der på interessentskabets vegne indgik kontrakterne.

Begrundelse og konklusion

A indgik i 1989 et stort antal valutaterminskontrakter vedrørende betydelige beløb og et mindre antal obligationshandler med professionelle aktører på det finansielle marked. Han var imidlertid selv uden egentlig professionel tilknytning til dette marked. Der er herefter ikke grundlag for at anse hans virksomhed vedrørende valutaterminskontrakter og obligationshandel for næringsvirksomhed i skattemæssig henseende. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Told- og Skatteregion F-by i 1991 anså C Fiskeeksport A/S - hvis tilknytning til det finansielle marked beroede på A - for næringsdrivende med valutaterminskontrakter. Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 35.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.