De af selskabsskatteloven omhandlede selskaber og foreninger kan, hvad grundlaget for indkomstopgørelsen angår, deles i to forskellige grupper. Der sondres således mellem kooperative virksomheder, som er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3, og andre selskaber og foreninger, som er omfattet af de øvrige bestemmelser i SEL § 1, stk. 1. Baggrunden for denne sondring er, at selskaber og foreninger m.v. omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3 foretager en opgørelse af den skattepligtige indkomst på baggrund af foreningens formue, mens selskaber og foreninger m.v. omfattet af de øvrige bestemmelser i SEL § 1 foretager en egentlig indkomstopgørelse.
Men også inden for de sidstnævnte er der visse forskelligheder, hvoraf navnlig kan fremhæves, at de af SEL § 1, stk. 1, nr. 6 omhandlede foreninger m.v. kun er skattepligtige af erhvervsmæssig virksomhed. Dertil kan kommuner ved overgang til skattepligt i medfør af § 10, stk. 6 i lov nr. 452 af 31. maj 2000 vælge at blive foreningsbeskattet efter SEL § 3, stk. 7. Ændringer af et selskabs eller en forenings m.v. vedtægter- eksempelvis reglerne om overskudsdeling, kredsen af deltagere m.v. - eller ændring af formål, faktisk funktion og lign. kan bevirke, at selskabet eller foreningen m.v. må henføres til beskatning efter andre regler end hidtil. SEL §§ 5 A-D indeholder regler om sådan overgang fra én beskatningsform til en anden. Reglerne finder tillige anvendelse på fonde m.v. omfattet af fondsbeskatningsloven, jf. FBL § 2, stk. 2-4, der henviser til SEL § 5 A-D, jf. herom afsnit S.H.8.
Hvis ændringerne i selskabets m.v. vedtægter eller lign. indebærer en opløsning af det hidtidige selskab m.v. med efterfølgende stiftelse af et nyt, finder reglerne i SEL §§ 5 A-D ikke anvendelse. Det er med andre ord en forudsætning for anvendelse af reglerne i SEL §§ 5 A-D, at ændringerne i den skattemæssige struktur ikke medfører, at der i retlig forstand foreligger en opløsning af det hidtidige selskab m.v. med efterfølgende stiftelse af et nyt. Eksempelvis vil ændringer i et indregistreret aktie- eller anpartsselskabs formål eller faktiske funktion kunne medføre, at selskabet må likvideres, og i denne situation finder reglen i SEL § 5 om ophørsbeskatning anvendelse, jf. afsnit S.B.2. En omdannelse af registrerede aktie- eller anpartsselskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1 fra et aktieselskab til et anpartsselskab eller omvendt, medfører dog ikke skattemæssige konsekvenser.