Afstås immaterielle aktiver, som nævnt i AL § 40, stk. 1 og 2, der er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej eller i spekulation, beskattes fortjeneste eller tab ved salg fuldt ud i den skattepligtige indkomst i salgsåret, jf. AL § 50, stk. 1.

   
En advokat havde i en årrække drevet næringsvirksomhed med handel med faste ejendomme af forskellige kategorier. I 1981, 1982 og 1983 solgte han sine andele i hotelejendomme og industriejendomme. Landsretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse salg af andelene i hoteller m.v. for at falde uden for hans næringsvirksomhed med salg af fast ejendom. Det gjaldt tillige salg af inventar og goodwill. Højesteret behandlede spørgsmålet, om goodwill i forbindelse med salg af hotel skulle beskattes som næring. Højesteret fandt, at det var ubestridt, at afhændelsen af andelene i ejendommene var omfattet af næringsvirksomheden, men dette kunne ikke medføre, at også avancen ved den til andelene knyttede goodwill skulle næringsbeskattes, TfS 1996, 652.HRD.