AL § 44 indeholder regler om adgang til straksfradrag for anskaffelse af afskrivningsberettigede aktiver, når udgiften helt eller delvis er betalt ved visse nærmere opregnede tilskud. Henvisningerne til de enkelte tilskudsordninger er ajourført ved lov nr. 335 af 7. maj 2008.
Det drejer sig om følgende tilskud:
- Finansieringstilskud, der er ydet til danske dagblade af Dagbladsnævnet.
- Tilskud, der er ydet efter lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren. Det gælder dog ikke tilskud, der er ydet efter lovens bestemmelser om støtte til fiskerfartøjers endelige ophør i dansk erhvervsfiskeri.
- Tilskud, der er ydet efter fiskeriudviklingsloven. Det gælder dog ikke tilskud, der er ydet efter lovens bestemmelser om støtte til fiskerfartøjers endelige ophør i dansk erhvervsfiskeri.
- Tilskud, der er ydet efter lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder.
- Tilskud fra EU's strukturfonde under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse og under målet om europæisk territorialt samarbejde samt tilhørende national medfinansiering.
- Mål 2-tilskud, der er ydet af EU's strukturfonde til områder i industriel tilbagegang, samt tilhørende nationale tilskud, der er ydet i henhold til lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og tilhørende statslig medfinansiering.
- Interreg-tilskud, der er ydet af EU's strukturfonde til samarbejdsprojekter, der rækker over landegrænser, samt tilhørende nationale tilskud, der er ydet i henhold til lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og tilhørende statslig medfinansiering.
- Tilskud, der er ydet efter landdistriktsloven.
- Tilskud, der er ydet til forbedring af forarbejdningen og afsætningen af jordbrugs- og skovbrugsprodukter (strukturprojekter) efter landdistriktsstøtteloven.
- Tilskud, der er ydet til fremme af tilpasningen og udviklingen af landdistrikterne (artikel 33-ordningen) efter landdistriktsstøtteloven.
- Tilskud, der er ydet i forbindelse med Fællesskabsinitiativet LEADER+ efter landdistriktsstøtteloven, der er ydet efter lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder.
Efter AL 44, stk. 2, kan udgifter til anskaffelse af afskrivningsberettigede aktiver - uanset reglerne i AL - straksafskrives i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret i det omfang, udgiften er betalt ved tilskud som nævnt ovenfor. Ved anskaffelsesåret forstås det indkomstår, hvor det pågældende aktiv er anskaffet i afskrivningslovens forstand, se f.s.v. angår driftsmidler og skibe AL § 3, som omtalt i afsnit E.C.2.2.
Efter AL § 44, stk. 3, behandles straksafskrivninger, der er foretaget efter AL § 44, stk. 2, som afskrivninger.
I AL § 44, stk. 4, er fastsat, at når der er foretaget straksafskrivning på anskaffelsessummen for et aktiv efter AL § 44, stk. 2, kan afskrivning på dette aktiv kun foretages på anskaffelsessummen efter fradrag af det straksafskrevne beløb.