Bestemmelsen i AL § 2, stk. 3, indeholder en negativ afgrænsning af visse aktiver, hvorpå der ikke kan afskrives. Det er aktiver såsom antikviteter og andre aktiver, der efter deres art og anvendelse normalt ikke udsættes for værdiforringelse. Dette er en lovfæstelse af tidligere gældende praksis. Denne praksis er stadig retningsgivende for afgrænsningen mellem driftsmidler, der undergår en forringelse ved erhvervsmæssig anvendelse, og driftsmidler der som antikviteter og lign. ikke undergår en forringelse.

Der er anerkendt afskrivning på antikke møbler og tæpper, der benyttes erhvervsmæssigt på en sådan måde, at de undergår forringelse ved brugen. I LSRM 1970, 80 blev antikke møbler og lysekroner i en ejendomsmæglers kontor dog sidestillet med kunstgenstande, hvis værdi ikke forringes ved brugen, jf. tilsvarende LSRM 1981, 119.

Spørgsmålet om, hvorvidt ægte tæppers værdi forringes, må afgøres ud fra et konkret skøn. Ved skønnets udøvelse må der henses til, om tæppet er anbragt således, at det udsættes for slitage. Desuden må der henses til tæppets pris. Tæpper i erhvervsvirksomhed er behandlet i LSRM 1981, 119 og LSRM 1982, 101.

Med hensyn til musikinstrumenter er afskrivning nægtet på cello i LSRM 1976, 140. Afskrivning blev ligeledes nægtet på violin i LSRM 1954, 67, mens der i LSRM 1975, 172 blev godkendt afskrivning på et flygel.

I SKM2004.258.ØLR blev afskrivning på litografier ophængt i et hotel anerkendt. Det var under sagen ubestridt, at værdien af litografierne var forringet siden anskaffelsen. På baggrund af en skønsrapport og skønsmandens forklaring i retten, lagde retten til grund, at en ikke uvæsentlig del af værdiforringelsen skyldtes, at litografierne blev udsat for lys og derfor falmede. Denne værdiforringelse anså retten for at være en følge af litografiernes erhvervsmæssige brug som udsmykning af hotellet. Da det endvidere var ubestridt, at litografierne udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt, fandt retten, at betingelserne i den tidligere gældende afskrivningslov for at der kunne foretages afskrivninger var opfyldt. Det forhold, at litografierne var udsat for en værdiforringelse af andre årsager end den erhvervsmæssige brug, kunne i følge retten ikke føre til et andet resultat.

Kunstnerisk udsmykningI afsnit E.C.5.9 beskrives bestemmelserne om udgifter til kunstnerisk udsmykning i AL §§ 44 A og 44 B. Bestemmelserne finder anvendelse fra og med indkomståret 2002. Afskrivningsadgangen er udvidet med virkning for udgifter afholdt til kunstnerisk udsmykning, når udsmykningen er erhvervet i indkomståret 2005 eller senere.

Af retspraksis for afskrivning på udgifter til kunstnerisk udsmykning afholdt forud for indkomståret 2002 kan nævnes:

Afskrivning på bronzestatuer og malerier, som en skatteyder havde anskaffet til opstilling eller ophængning i virksomheden, er blevet nægtet, jf. LSRM 1961, 116, LSRM 1964, 132 og Skat 1990.5.383 (TfS 1990, 246 LSR). En revisor kunne ikke fratrække udgifter til indkøb af serigrafier til udsmykning af kontorer, idet det måtte antages, at serigrafierne ikke undergik en sådan forringelse ved slid og ælde, som forudsættes i afskrivningsloven. Derimod kunne udgifterne til de udskiftningsrammer, som serigrafierne var indsat i, fratrækkes, LSRM 1982, 24.