Indhold
Dette afsnit handler om en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 32, og den tilhørende protokol, punkt I - XII.
Afsnittet indeholder:
- DBO'ens 32 artikler
- Protokol II Øresundsforbindelsen
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Bemærk
Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.
Se også OECD's modeloverenskomst C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
Bemærk
DBO'en har ved protokol af 29. august 2018, artikel I, fået ny præampel, der svarer til den seneste udgave af OECD's modeloverenskomst. Se Lov nr. 1294 af 21. november 2018. Herefter er hensigten med DBO'en at ophæve dobbeltbeskatning uden at skabe mulighed for dobbelt ikke-beskatning eller nedsat beskatning gennem skatteunddragelse eller omgåelse. Den nye præampel kan få betydning som fortolkningsbidrag til DBO'ens anvendelse.
DBO'ens 32 artikler
Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.
Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
"Kontraherende stat" betyder Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Udtrykket omfatter også Færøerne. I forholdet mellem Danmark og Færøerne anvendes udtrykkene "en del af riget" og "den anden del af riget".
"Kontraherende stat" omfatter også ethvert område, der ligger uden for de respektive staters territorialfarvande, hvor denne stat ifølge sin lovgivning og efter folkeretten har rettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dennes undergrund.
"Danmark" omfatter ikke Færøerne og Grønland.
"Finland" omfatter landskabet Åland for så vidt angår finske kommunalskatter. Se BKI nr. 2 af 24. januar 2000.
"Norge" omfatter ikke Svalbard (herunder Bjørnøen, Jan Mayen og de norske områder (bilande) uden for Europa.
"Personsammenslutninger" betyder sammenslutning, som ikke beskattes som selvstændigt skattesubjekt.
"Fast ejendom" er defineret i artikel 3.
Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten.
"International trafik" betyder transport med skib eller luftfartøj bortset fra de tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i en kontraherende stat. Se BKI nr. 3 af 2. februar 1998. Definitionen har også betydning i relation til kapitalgevinster ved salg af skibe og fly, der anvendes i international trafik. Se L 85 af 14. november 1997.
Eksempel
En person, der var skattepligtig til Danmark, arbejdede i indkomståret 2012 som overstyrmand på et norsk indregistreret skib ud for Y1-land’s kyst. Sagen angik, om personen, der ikke havde betalt norsk indkomstskat af vederlaget for arbejdet, efter den nordiske DBO var berettiget til lempelse af dansk indkomstskat. Afgørende herfor var i første række, om Norge efter DBO’en havde beskatningsretten til vederlaget, hvilket afhang af, om skibet kunne anses for at have været i "international trafik", jf. artikel 15, stk. 3, mens den pågældende arbejdede ombord.
Højesteret fastslog, at udtrykket "international trafik" i den nordiske DBO skal fortolkes således, at et skib er i international trafik, når dets hovedopgave efter en helhedsvurdering er at transportere personer eller gods for en andens regning mellem pladser.
Højesteret fandt på den baggrund, at skibets hovedopgave i 2012 måtte anses for at have angået inspektion, vedligeholdelse, reparation og udbygning af og på olie-installationer på havbunden inden for to områder ud for Y1-land’s kyst. Skibet kunne derfor ikke anses for at have været i international trafik, mens den pågældende arbejdede ombord. Personen var herefter ikke berettiget til lempelse af den danske indkomstskat. Se SKM2018.60.HR.
"Interessefællesskab" betyder tilfælde, hvor et foretagende direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af et andet foretagende eller ejer en væsentlig del af dette andet foretagendes kapital, eller hvor samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af foretagendet eller ejer en væsentlig del af disse foretagenders kapital.
Artiklen indeholder ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".
Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
DBO'en omfatter et I/S, når dette beskattes som en hjemmehørende person.
Eksempler
Et svensk selskab, der var købt af et dansk selskab, blev anset for skattepligtigt til Danmark i efter til SEL § 1, stk. 7. Bestyrelsesmedlemmerne havde bopæl i Danmark, men bestyrelsen havde sit sæde i Sverige, hvor det første bestyrelsesmøde blev afholdt. Direktøren havde bopæl og daglig beskæftigelse i Danmark, og eventuelle beslutninger for den daglige ledelse i selskabet ville blive truffet i Danmark. Beslutninger, der krævede bestyrelsens stillingtagen, ville blive truffet på bestyrelsesmøder, der ofte blev afholdt i Sverige. Ligningsrådet fandt, at selskabets ledelse havde sæde i Danmark. Ligningsrådet lagde herved vægt på, at hovedparten af den ledelsesmæssige aktivitet ville foregå i Danmark, og at beslutninger, der vedrører aktier i selskabet, ville blive truffet i Danmark. Se TfS 1996, 476.
Et finsk holdingselskab blev anset for fuldt skattepligtigt til Danmark, idet ledelsen fandtes, at have sit sæde i Danmark. Selskabets aktionær, der var hjemmehørende i Danmark, traf alle ledelsesmæssige beslutninger. Se TfS 1998, 334 LR.
En svensk pilot ansås at have bopæl både i Sverige og Danmark, men at være hjemmehørende i Danmark. Danmark kunne derfor beskatte hans løn efter artikel 15, stk. 4, litra a og hans renteindtægter efter artikel 11, stk. 1. Se SKM2006.296.LSR.
En klager havde stærke personlige og økonomiske forbindelser til Sverige, men hvor det ikke var godtgjort, at hans personlige og økonomiske forbindelser til Sverige var stærkere end hans personlige og økonomiske forbindelser til Danmark. Der blev særlig henset til, at klageren tjente størstedelen af sin indtægt i Danmark, at han havde sommerhus i Danmark og delte bolig med en svensk kvinde, der var indrejst til Danmark. Det betød i den sammenhæng ikke noget, at klageren "kun" var ansat i Danmark på en 2-årig prøvekontrakt. Klageren blev desuden anset for sædvanligvis at have haft ophold i Danmark. Se SKM2007.135.ØLR.
Efter fraflytning til Sverige var en person fortsat skattepligtig til Danmark, da han fortsat havde bopælsmulighed i et stort sommerhus i Vestjylland, som var godkendt til helårsbeboelse. Efter fraflytningen havde klager derfor dobbeltdomicil i Danmark og Sverige. Da klager havde en fast og vedvarende bolig i Sverige mens han kun havde en bopælsmulighed i Danmark, og da han faktisk boede og arbejdede i Sverige blev han anset for hjemmehørende i Sverige. Se SKM2010.486.LSR.
Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3 nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.
Se også
Se også
- SKM2015.28.SR om en person der var skattemæssigt hjemmehørende i Sverige
- Afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Virksomhed, der består i planlægning, kontrol, rådgivning eller anden hjælpende personale-indsats i forbindelse med et bygnings-, anlægs-, installations- eller monteringsprojekt, der varer i mere end 12 måneder, medfører fast driftssted. Se artikel 5, stk. 3.
Foretagende med interessefællesskab med virksomheden og som udøver samme art virksomhed på samme projekt skal medregnes ved opgørelsen af varigheden af virksomheden. Se artikel 5, stk. 4.
Eksempel
Et svensk kraftværksvirksomhed (A AB) deltog sammen med en dansk virksomhed som interessent i et interessentskab (I/S B), hvis formål var at opføre, eje og drive et kraftværk i Danmark. A AB fik ikke fast driftssted i Danmark under opførelsen af kraftværket, da selskabets forretningsvirksomhed ikke bestod i opførelse af kraftværket, men i driften af kraftværket og at deres medarbejdere deltog efter afregning med faste timesatser i opførelsen af kraftværket. Afgørelsen havde dicens, et retsmedlem tiltrådte det af told- og skattestyrelsen anførte og stemte for, at A AB ville få fast driftssted i Danmark fra påbegyndelsen af opførelsen af kraftværket. Se TfS 1996, 619 LSR.
I artiklens stk. 5, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.
Af artiklens stk. 5 fremgår, at hvis en afhængig agent, som handler på et foretagendes vegne, og som har og sædvanligvis udøver i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stk. 5, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i dette stykke.
Artiklens stk. 7 om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende - eller næsten udelukkende - arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8. som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder en bestemmelse om, at indkomst ved anvendelsen af en brugsret til fast ejendom kan beskattes i det land, hvor den faste ejendom ligger. Det er en forudsætning, at brugsretten er knyttet til besiddelsen af aktier eller lignende i et ejendomsselskab.
Eksempel
Avance ved salg af to grunde, der ligger i Norge, kunne efter den nordiske DBO, artikel 6, stk. 1, beskattes i Norge. Den norske skat var endnu ikke endelig opgjort og betalt, og der kunne derfor først indrømmes credit i dansk skat, når der forelå behørig dokumentation for betaling. Se TfS 1995, 750.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Indkomst ved erhvervsvirksomhed
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.
Den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 6.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.
For opgørelse af den begrænsede skattepligtige indkomst for borerigge, hvor der er udført arbejde offshore i en skattepligtsperiode på under ét år. Se TfS 1995, 646.
Eksempel
Ved en overdragelse af en dansk filial (D) af et svensk selskab (E AB) til en dansk filial (B) af et andet svensk selskab (A AB) omfattede transaktionen tre led: Allokering af aktiver fra D til E AB, overdragelse af aktiverne fra E AB til A AB efter de svenske regler om underprisoverdragelse og allokering af aktiverne fa A AB til B. Landsskatteretten lagde til grund, at ved allokering af aktiver til det faste driftssted skal aktivernes markedsværdi som udgangspunkt anvendes. Den faktiske anskaffelsessum antoges dog at danne et maksimum for værdiansættelsen af aktiverne. Aktiverne måtte derfor ved den påtænkte disposition anses for erhvervet af B til et beløb svarende til A AB's faktiske anskaffelsessummer, der efter de svenske regler om underprisoverdragelse udgjorde de regnskabsmæssige værdier. At D efter SEL § 7 A, stk. 2, skulle anvende markedsværdierne som afståelsessum ændrede ikke herved. Se SKM2007.201.LSR.
Bemærk
Indkomst som erhverves af et foretagende i Danmark eller Sverige, og som deltager i opførelsen og driften af faste forbindelser over Øresund, kan kun beskattes i det land hvor foretagendet er hjemmehørende. Se protokollen, punkt II.
Denne artikel finder anvendelse på indkomst SAS, Scanair og SAS Commuter erhverver ved kommerciel international og indenrigs luftfart. Se protokollen, punkt III
Se også
- Afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
- Kommentaren til OECD's modeloverenskomst pkt. 82 vedrørende Sveriges fortolkning af artikel 7.
Artikel 8: Skibs- og luftfart
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Indkomst, som en person har ved brug, vedligeholdelse eller udleje af containere (herunder anhængere og andet materiel til transport af containere), som benyttes til transport af gods eller varer, kan kun beskattes i det land, hvor personen er hjemmehørende, medmindre containerne kun anvendes mellem pladser i det andet land. Se artikel 8, stk. 2.
Aftalen indeholder særlige beskatningsregler for luftfartsvirksomhed, der drives af SAS, Scanair eller SAS Commuter, eller anden lignende SAS virksomhed. Se protokollen, punkt III.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Indbyrdes forbundne foretagender
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Et land skal kun foretage reguleringer, hvis den anser skatteansættelsen i det andet land for berettiget både i princip og beløb. Se artikel 9, stk. 2.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytte
Artiklen er ændret ved protokol af 4. april 2008, artikel I og II.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 10 C.F.8.2.2.10.
Kildelandet kan beskatte udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 10 pct. af den samlede aktiekapital i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke personsammenslutninger og dødsboer) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 0 pct. Der er ikke noget krav om, at kapitalandelen skal have været ejet i en bestemt periode inden udbetalingen af udbyttet. Se artikel 10, stk. 3.
Kildelandet må ikke beskatte udbytte, som et selskab i kildelandet betaler til en personsammenslutning i et andet nordisk land, hvis en deltager i personsammenslutningen er et selskab, som er hjemmehørende i et nordisk land og som ejer så meget af personsammenslutningen, at minimumskravet på 10 pct. ejerskab er opfyldt. Se protokol af 4. april 2008, artikel I.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber).
Island
Island kan beskatte udbetaling af udbytte i moder-/datterselskabsforhold med højst 15 pct., hvis udbyttet er fratrukket i selskabsindkomsten ved beregning af islandsk skat. Se artikel 10, stk. 4.
Definition af udbytte
Udbytte omfatter indtægt fra en ordning, der medfører en ret til del i overskud hvis ordningen efter lovgivningen i det nordiske land, som den stammer fra, er klassificeret som sådan indtægt. Se artikel 10, stk. 6 og protokol af 4. april 2008, artikel II.
Institution med alment velgørende eller andet almennyttigt formål
De kompetente myndigheder kan aftale fritagelse for udbytteskat til skattefrie almenvelgørende institutioner.
Se også
Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Renter kan kun beskattes i bopælslandet.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se nærmere om OECD’s modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.
"Royalties" omfatter også betalinger for anvendelsen af eller retten til at anvende bånd til radio- og fjernsynsudsendelser. Se artikel 12, stk. 3.
Royalties skal anses for at stamme fra det land, hvor den person, som betaler royalties er hjemmehørende. Se artikel 12 stk. 1.
Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.
Se afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Artikel 13: Kapitalgevinster
Artiklen er ændret ved protokol af 4. april 2008, artikel III og IX.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Bestemmelsen om fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber afviger fra modeloverenskomsten. Værdien af aktierne skal i denne bestemmelse stamme fra fast ejendom med mere end 75 pct. Der er ikke anført nogen bestemt tidsperiode før salget, hvor betingelserne skal være opfyldt. Se artikel 13, stk. 2.
Fortjeneste ved salg af containere (herunder anhængere og andet materiel til transport af containere) beskattes i det land, hvor den virkelige ledelse har sit sæde, medmindre containerne udelukkende anvendes mellem pladser i det andet land. Se artikel 13, stk. 5.
Hvis en fysisk person flytter, har kildelandet beskatningsretten fortjeneste ved salg af aktier mv. i selskaber, der er hjemmehørende i kildelandet. Beskatningsretten gælder i en 10 års periode efter fraflytningen. Se artikel 13, stk. 7.
Bestemmelsen omfatter også avance ved salg af aktier i selskaber, der er hjemmehørende i et andet nordisk land end fraflytterlandet, hvis værdien af de overdragne aktier hovedsageligt beror direkte eller indirekte på besiddelse af aktier i selskaber, der er hjemmehørende i fraflytterlandet. Bopælslandet skal herefter give credit for den betalte skat i kildelandet.
Bestemmelsen i artikel 13, stk. 7, er blevet omgået. Fx kan en person, som flytter fra Sverige og som ejer aktier i selskab A, der er hjemmehørende i et andet nordisk land og ejer aktier i et svensk selskab B. Hvis selskab A har solgt aktierne i selskab B inden personen sælger sine aktier i selskab A, kan artikel 13, stk. 7 ikke længere anvendes, fordi værdien af de solgte aktier i selskab A ikke mere beror på besiddelse af aktier i selskab B.
Det er ikke en betingelse, at værdien af de overdragne aktier i et selskab, som ikke er hjemmehørende i fraflytterlandet, skal bero på besiddelse af aktier i dette land. Se artikel 13, stk. 7.
Skib- og luftfartsvirksomhed samt containervirksomhed
Bestemmelsen omfatter salg af andele i skibs- og luftfartsvirksomhed samt containervirksomhed, der ejes af flere andelshavere (SAS, Scanair eller SAS Commuter). Se protokollen, punkt III.
Fraflytterbeskatning
Artikel 13, stk. 6 og 7, berører ikke Danmarks ret til at gennemføre fraflytningsbeskatning efter ABL. Se protokollen til 1996-overenskomsten, afsnit IV.
Det skal bemærkes, at uanset protokollens bestemmelse anser Danmark fraflytterbeskatning for at være sket, da personen stadig var fuldt skattepligtig til Danmark, og dermed inden personen blev omfattet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Lempelse for eventuel betalt skat i udlandet i en sådan situation skal derfor ikke ske efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Ifølge de danske interne regler om fraflytterbeskatning er der en særlig regel om lempelse for betalt skat i udlandet i en sådan situation.
Se også
Se også afsnit
Artikel 14: Frit erhverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.
Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis personen opholder sig i landet i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 183 dage inden for en 12 måneders periode.
Aftalen indeholder en bestemmelse om personer, som deltager i opførelsen og driften af faste forbindelser over Øresund. Se protokollen til 1996-overenskomsten, afsnit II, punkt 3.
Bemærk
DBO'en indeholder en bestemmelse om subsidiær beskatningsret. Se artikel 26.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personlige tjenesteydelser
Artiklen er ændret ved protokol af 4. april 2008, artikel IV.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Skibe i international trafik
Arbejde udført om bord på et dansk, færøsk, finsk, islandsk, norsk eller svensk skib i international trafik, kan beskattes i det land, hvis nationalitet skibet har. Det gælder også for udenlandske skibe, der befragtes på bareboat-basis (uden besætning) af et foretagende i et af landene. Se artikel 15, stk. 3.
Eksempel
En person, der var skattepligtig til Danmark, arbejdede i indkomståret 2012 som overstyrmand på et norsk indregistreret skib ud for Y1-land’s kyst. Sagen angik, om personen, der ikke havde betalt norsk indkomstskat af vederlaget for arbejdet, efter den nordiske DBO var berettiget til lempelse af dansk indkomstskat. Afgørende herfor var i første række, om Norge efter DBO’en havde beskatningsretten til vederlaget, hvilket afhang af, om skibet kunne anses for at have været i "international trafik", jf. artikel 15, stk. 3, mens den pågældende arbejdede ombord.
Højesteret fastslog, at udtrykket "international trafik" i den nordiske DBO skal fortolkes således, at et skib er i international trafik, når dets hovedopgave efter en helhedsvurdering er at transportere personer eller gods for en andens regning mellem pladser.
Højesteret fandt på den baggrund, at skibets hovedopgave i 2012 måtte anses for at have angået inspektion, vedligeholdelse, reparation og udbygning af og på olie-installationer på havbunden inden for to områder ud for Y1-land’s kyst. Skibet kunne derfor ikke anses for at have været i international trafik, mens den pågældende arbejdede ombord. Personen var herefter ikke berettiget til lempelse af den danske indkomstskat. Se SKM2018.60.HR.
►Søfolk - arbejde i lande uden for de nordiske landes område
Artikel 15 i den nordiske DBO kan anvendes på arbejde uden for de nordiske landes område i tilfælde, hvor to nordiske lande efter interne regler begge har beskatningsret til indtægten.
Dette fremgår af afgørelsen i SKM2024.333.ØLR, som vedrørte en overstyrmand, der havde bopæl i Danmark og arbejdede på et norsk ejet og indregistreret skib ud for Angolas kyst. Sagen angik om overstyrmanden var berettiget til fuld lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 1 eller halv lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3 vedrørende lønindkomsten fra det norske rederi. Skibet udførte arbejde med udvinding af kulbrinter på havbunden ud for Angola. Der var ikke tale om international trafik.
Landsretten fandt efter ordlyden af artikel 15 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst og formålet hermed ikke grundlag for at antage, at bestemmelsen var uanvendelig på indtægter fra arbejde udført uden for de nordiske lande i tilfælde, hvor to nordiske lande efter interne regler begge har beskatningsretten til indtægten. Bestemmelsen angiver alene, at en sådan dobbeltbeskatningssituation skal løses ved, at beskatningsretten, hvis arbejdet er udført i et af de nordiske lande omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, tilkommer dette land og ellers det land, hvor skatteyderen er hjemmehørende. Landsretten fandt at denne forståelse var i overensstemmelse med Højesterets dom gengivet i SKM2018.60.HR, hvor det i en helt tilsvarende situation som den foreliggende blev lagt til grund som ubestridt, at den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst fandt anvendelse.
På denne baggrund fandt landsretten, at Danmark var tillagt beskatningsretten efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 15, stk. 1. Skatteyderen var derfor alene berettiget til halv lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3.◄
Løn for arbejde om bord på fly
Arbejde udført om bord på luftfartøjer kan kun beskattes i arbejdstagerens bopælsland. Se artikel 15, stk. 4, litra a. Reglen gælder for løn for arbejde om bord på fly for alle luftfartsselskaber, uanset om der er tale om indenrigstrafik eller international trafik.
Fiske-, sælfangst, og hvalfangstfartøjer
Løn for arbejde om bord på fiske-, sælfangst- eller hvalfangstfartøj beskattes i det land, hvor arbejdstageren er hjemmehørende. Dette gælder også, hvis vederlaget består i andel af overskuddet. Se artikel 15, stk. 4, litra b.
Eksempel
Vestre Landsrets dom af 5. juli 2018 angik spørgsmålet, om Danmark kunne beskatte den indkomst, som en i øvrigt fuldt skattepligtig person i 2011 og 2012 havde optjent om bord på et skib under norsk flag, som fangede krill ud for Antarktis, og som samtidig forarbejdede den indfangede krill.
Den skattepligtige gjorde gældende, at Norge var tillagt beskatningsretten, og at Danmark ikke havde en subsidiær beskatningsret, samt at han derfor var berettiget til lempelse. Til støtte herfor henviste den skattepligtige til, at arbejdet måtte anses for udført på norsk territorium, og at der ikke var tale om et fiskefartøj med deraf følgende dansk beskatningsret.
Allerede fordi fiskeriet og fangsten af krill var en forudsætning for driften af forarbejdningsanlægget om bord på skibet, og fordi anlægget kun blev anvendt til forarbejdning af skibets fangst og ikke fangster gjort af andre skibe, tiltrådte landsretten, at skibet måtte anses for et fiskefartøj i DBO'ens artikel 15, stk. 4, litra b’s forstand. Den omstændighed, at den skattepligtige arbejdede som elektriker på skibet, kunne ikke føre til et andet resultat. Allerede fordi den skattepligtige alene var skattepligtig i Danmark af den indkomst, han i indkomstårene 2011 og 2012 tjente om bord på skibet, opstod der ikke spørgsmål om dobbeltbeskatning eller anvendelse af DBO'ens artikel 25, stk. 1, litra c. Se SKM2018.437.VLR.
Arbejdsudleje
183-dages-reglen finder ikke anvendelse ved arbejdsudleje. I protokollen, afsnit V til DBO'ens artikel 15 er det angivet, hvornår der skal anses at foreligge arbejdsudleje.
Dansk-norsk aftale om parthavere der deltager i fiskeri
Når en person foruden at være parthaver i et partrederi også deltager i selve fiskeriet om bord på partrederiets kutter, så anses hele indtægten for omfattet af art. 7. Denne fortolkning af artikel 7 og 15 i DBO'en er de kompetente norske og danske skattemyndigheder blevet enige om.
Dansk-svensk grænsegængeraftale (Øresundsaftalen)
Det følger af den dansk/svenske grænsegængeraftale, at for en person, som
- bor i det ene land (bopælslandet) og
- normalt udfører arbejde i det andet land (arbejdslandet) for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i arbejdslandet eller ved et fast driftssted eller et fast sted, som personens arbejdsgiver har i arbejdslandet,
skal arbejdet under visse betingelser anses for udført i arbejdslandet efter artikel 15, stk. 1 og 2, selv om det delvis er udført i bopælslandet eller et tredjeland.
Betingelserne for at beskatte hele indkomsten i arbejdslandet er:
- At arbejdet i bopælslandet udføres af personen i dennes egen bolig, eller at arbejdet i bopælslandet eller i et tredjeland udgør tjenesterejse eller andet arbejde af lejlighedsvis karakter. Der kan fx være tale om kurser, konferencer, messer eller lignende. Bestemmelsen finder også anvendelse på håndværkere, som af arbejdsgiveren lejlighedsvis sendes til bopælslandet for at arbejde.
- At arbejdet i arbejdslandet udgør mindst halvdelen af arbejdstiden i hver 3-måneders periode.
- At vederlaget for det udførte arbejde ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i bopælslandet.
Se BKI nr. 36 af 28. oktober 2004 om den dansk-svenske grænsegængeraftale, artikel 1.
Formålet med bestemmelsen i artikel 1 er at sikre, at der ikke skiftes beskatningsland ved hjemmearbejde, tjenesterejser samt andet arbejde af lejlighedsvis karakter i bopælslandet eller tredjelande, når blot arbejdet i arbejdslandet udgør mindst halvdelen af arbejdstiden i hver 3-måneders-periode. Bestemmelsen medfører, at arbejde - som faktisk udføres i bopælslandet (eller i et tredjeland) - anses for udført i arbejdslandet. Det er en forudsætning, at arbejdet udføres for arbejdsgiveren.
Der skal herefter ikke ske en opsplitning af indkomsten, hvilket ellers ville følge af de generelle regler i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, artikel 15. Denne bestemmelse anvendes, når betingelserne for anvendelse af artikel 1 ikke er opfyldt.
En opsplitning af den skattepligtige indkomst ville være administrativt besværligt for arbejdsgivere, skatteydere og skattemyndighederne. Artikel 1 skal forstås ud fra dette udgangspunkt. Der henses til bemærkningerne i lovforslag L 29 (2003/1) om indgåelse af aftale mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige om visse skattespørgsmål. Heraf fremgår, at formålet med artikel 1 er at sikre, "at grænsegængere, som bor i det ene land og som normalt udfører arbejdet i det andet land for en arbejdsgiver i dette andet land, bliver beskattet i arbejdsgiverens hjemland af hele lønindkomsten - uanset at dele af arbejdet reelt udføres uden for arbejdsgiverlandet. Dette er det letteste for grænsegængere og deres arbejdsgivere....".
Opgørelsen af 3-måneders-perioden
Løn under sygdom og løn under ferie anses for løn for arbejde udført i arbejdslandet.
Weekend- og helligdage samt afspadseringsdage, hvor der ikke arbejdes, indgår ikke i opgørelsen af dage, hverken i bopælslandet eller arbejdslandet. Se SKM2019.233.SR om beskatning af løn for arbejde for en svensk arbejdsgiver og opgørelse af arbejdsdage i den forbindelse.
Arbejdes der blot en del af dagen i arbejdslandet, tæller dette for en fuld dag i arbejdslandet.
Efter artikel 1 skal der tages udgangspunkt i den opgjorte arbejdstid i hver 3-måneders-periode. Opgørelsen af den første og sidste måned kan ske med udgangspunkt i hver dag i måneden.
Eksempel 1
A bor i Sverige og begynder at arbejde i Danmark den 20. marts for en dansk arbejdsgiver. For at afgøre beskatningsretten til den indkomst, der vedrører perioden 20-31. marts omfatter den første 3-måneders-periode tiden fra den 20. marts til den 19. juni. Fra april og frem opgøres perioden efter kalendermåneder.
For de øvrige måneder tages udgangspunkt i kalendermåneder, medmindre at opfyldelsen af artikel 1 kan ske ud fra opgørelse af en anden 3-måneders-periode end kalendermåneden.
En kalendermåned kan henføres til flere 3-måneders-perioder, og en 3-måneders periode kan begynde før og slutte efter et årsskifte.
Eksempel 2
B bor i Sverige og arbejder fra februar måned normalt en dag om ugen hjemme, og resten af ugen i Danmark for en dansk arbejdsgiver. I april måned arbejder B kun i Sverige. Arbejdsdagene i Sverige/Danmark fordeles på følgende måde: Februar 4/16, marts 5/18, april 17/0, maj 4/17 og juni 5/16. Arbejdet i Danmark udgør mindst halvdelen af arbejdstiden opgjort inden for en 3-måneders-periode. Dette gælder i dette tilfælde både i forhold til månederne før og efter april måned. Hele indkomsten beskattes i Danmark.
Hvis arbejdet i arbejdslandet ikke udgør mindst halvdelen af arbejdet i nogen af de opgjorte kalendermåneder, kan bopælslandet beskatte den del af indkomsten for den pågældende måned, som ikke er løn for arbejde udført i arbejdslandet, jf. artikel 15 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. For de øvrige måneder gælder, at arbejdslandet kan beskatte, hvis forudsætningerne efter artikel 1 er opfyldt.
Eksempel 3
C bor i Sverige og arbejder fra januar måned normalt hjemme i Sverige 2 dage om ugen og resten af tiden i Danmark for en dansk arbejdsgiver. I april måned arbejder C udelukkende i Sverige. I juli måned har C ferie. Arbejdsdagene i Sverige/Danmark fordeler sig på følgende måde: Januar 8/14, februar 8/12, marts 10/13, april 17/0, maj 8/13, juni 10/11 og juli 0/ 21. Arbejdet i Danmark kan ikke for april opgøres til mindst halvdelen af arbejdstiden inden for en 3-måneders periode. Betingelsen for anvendelse af artikel 1 er derfor ikke opfyldt for april, hvorfor denne situation i stedet omfattes af den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 15. Da der slet ikke er udført arbejde i Danmark i april måned, skal ingen del af lønnen for april i denne situation beskattes i Danmark. I perioderne januar-marts og maj-juli udgjorde arbejdet i Danmark mere end halvdelen af arbejdstiden i en 3-måneders periode, hvorfor Danmark kan beskatte hele indkomsten i disse perioder efter artikel 1.
3-måneders-perioden opgøres ikke nødvendigvis ud fra hele kalendermåneder, se eksempel 1.
Er betingelserne for anvendelse af artikel 1 opfyldt, kan Danmark som arbejdsland beskatte arbejde i forbindelse med tjenesterejser i Sverige, der foretages af en ansat, der er hjemmehørende i Sverige. Danmark kan også beskatte løn for tjenesterejser i et tredjeland.
Tilsvarende gælder andet arbejde af lejlighedsvis karakter. Har andet arbejde i bopælslandet ikke lejlighedsvis karakter, fx fordi det knytter sig til en fast arbejdsplads i bopælslandet, kan artikel 1, ikke finde anvendelse herpå. Udtrykket "lejlighedsvis karakter" knytter sig alene til "andet arbejde" og altså ikke til tjenesterejser.
Anvendelse af Øresundsaftalen på en del af lønnen
Det forekommer, at en medarbejder er forpligtet at udføre en del af arbejdet for en anden enhed under arbejdsgiveren end det normale arbejdssted. I så fald er betingelserne i artikel 1, stk. 2, ikke opfyldt for denne del af lønnen, idet den ikke påhviler det normale arbejdssted.
Eksempel 4
En person bor i Sverige og er ansat af en svensk arbejdsgiver til at udføre arbejde for arbejdsgiverens faste driftssted i Danmark. Lønnen for dette arbejde belaster det faste driftssted. Personen arbejder også for arbejdsgiverens hovedkontor i Sverige, og lønnen for dette arbejde belaster det svenske hovedkontor.
Når det skal afgøres om betingelserne for at anvende artikel 1 er opfyldt for den del af lønnen, der vedrører arbejdet for det faste driftssted i form af hjemmearbejde, tjenesterejser eller andet arbejde af lejlighedsvis karakter i bopælslandet eller tredjelande, skal 3-måneders-perioden opgøres i forhold til den samlede ansættelse.
Hvis personen arbejder 3 dage om ugen i Danmark for det faste driftssted, er på tjenesterejse udenfor Danmark 1 dag og arbejder for hovedkontoret i Sverige 1 dag, er betingelserne for at anse tjenesterejserne som arbejde i Danmark opfyldt, idet arbejdet i Danmark udgør mindst halvdelen af arbejdstiden, nemlig 3/5. Danmark kan beskatte 4/5 og Sverige kan beskatte 1/5 af lønnen.
Hvis den samme person derimod arbejder 2 dage om ugen i Danmark for det faste driftssted, er på tjenesterejse uden for Danmark 1 dag og arbejder i Sverige 2 dage, er betingelserne for at anse tjenesterejserne som arbejde i Danmark ikke opfyldt, idet arbejdet i Danmark kun udgør 2/5 af arbejdstiden. Danmark kan beskatte 2/5 af lønnen efter artikel 15 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten og Sverige kan beskatte 3/5 af lønnen.
Flere ansættelser
Hvis en person udfører arbejde for flere arbejdsgivere, skal det for det enkelte arbejdsforhold vurderes, om beskatningen skal ske efter reglerne i Øresundsaftalen. Det betyder, at arbejdstiden i forbindelse med et ekstrajob, som en person udfører i Sverige, hvor denne er bosiddende, ikke medregnes ved opgørelsen af, om den pågældende har arbejdet mindst halvdelen af arbejdstiden i arbejdslandet inden for en 3-måneders-periode.
Eksempel 5
En person bor i Sverige og har en fuldtidsstilling i Danmark (7,4 timer dagligt) og derudover et deltidsjob i Sverige på 5 timer om ugen. Hvis 250 timer af de i alt 481 timer i en 3-måneders-periode, der alene vedrører den danske ansættelse, er udført i Danmark, finder Øresundsaftalen anvendelse på denne indkomst, fordi over halvdelen (52%) af dette arbejde er udført i Danmark i den pågældende periode. Den samlede arbejdstid (i alt 65 timer) vedrørende den svenske ansættelse har ingen betydning for denne beregning.
Hjemmearbejde
Ved hjemmearbejde forstås arbejde, der udføres i bopælslandet på den pågældendes bopæl. Hjemmearbejde kan også udføres i den pågældendes sommer- eller fritidshus i bopælslandet eller efter omstændighederne på en anden overnatningsfacilitet som sædvanligvis står til rådighed for den ansatte i den pågældendes bopælsland.
Arbejde, der i hjemlandet udføres på et andet fast arbejdssted, fx et koncernforbundet selskab, fx anses ikke for hjemmearbejde.
Artikel 1, stk. 2
Når arbejdsgiveren ikke er hjemmehørende i arbejdslandet gælder artikel 1, stk. 1, kun, hvis lønudgiften påhviler et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i arbejdslandet. Når arbejdsgiveren er hjemmehørende i arbejdslandet, gælder artikel 1 ikke, hvis lønnen for det udførte arbejde påhviler et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i bopælslandet. Det følger af artikel 1, stk. 2, litra a) og b).
Forholdet til social sikring
Disse regler har ikke betydning for spørgsmål om, hvor en person er socialt sikret. Om social sikring henvises til Udbetaling Danmark og information på hjemmesiden Borger.DK. Se også afsnit C.A.4.1.11 om fradrag for obligatoriske bidrag til udenlandsk social sikring.
Bemærk
Den tidligere grænsegængerregel blev afskaffet med virkning fra 1. januar 1997. Se TfS 1997, 62 og Lov nr. 1215 af 27. december 1996.
Visse personer omfattet af reglen, kan fortsætte med at anvende denne, så længe betingelserne opfyldes. Det gælder dog ikke for personer, der er hjemmehørende i Danmark. Se artikel 4 i Øresundsaftalen.
Mellem de kompetente myndigheder i Danmark og Sverige er der indgået en aftale om forståelsen af begrebet kortere afbrydelse af tjenesten, for fortsat at kunne bevare status som grænsegænger. Aftalen er gengivet som bilag til L 122/1996 og i TfS 1997, 62:
De danske og de svenske kompetente myndigheder er kommet overens om at:
I. Med »kortere afbrud« i aftalen af 28. juni 1996 og artikel 31, stk. 5, i 1996-overenskomsten forstås afbrud i tjenesten i arbejdsstaten som varer:
a. højst 18 måneder per barn på grund af barsels- og børnepasningsorlov;
b sammenlagt højst 12 måneder i løbet af en periode på 36 måneder på grund af al anden ledighed end ledighed på grund af sådan sygdom, der omfattes af II (orlov, arbejdsløshed etc.).
II. Såfremt en person er fraværende fra sit arbejde på grund af sygdom, anses dette ikke for at medføre, at han ikke fortsat opfylder de i de nævnte protokolpunkter opstillede vilkår under forudsætning af, at han i hele sygdomsperioden beholder sin ansættelse.
III. En periode med hovedbeskæftigelse i bopælsstaten anses ikke for at udgøre et »kortere afbrud«.
IV. Bestemmelserne i stykkerne 4 - 6 i punkt VII henholdsvis stykkerne 4 - 6 i punkt VIII i protokollen til 1989-overenskomsten skal fortsat finde anvendelse ved fortolkningen af bestemmelserne i stykkerne 2 og 3 i punkt VII henholdsvis stykkerne 2 og 3 i punkt VIII i 1989-overenskomsten.
V. Bestemmelserne i stykkerne 2 og 3 i punkt VII henholdsvis stykkerne 2 og 3 i punkt VIII i protokollen til 1989-overenskomsten anvendes ikke i de tilfælde, hvor ansættelsen hos en og samme arbejdsgiver varer i en sammenhængende periode, der er kortere end seks måneder. Denne gensidige overenskomst gælder under forudsætning af den svenske rigsdags godkendelse og anvendes på indkomst, der erhverves den 1. januar 1997 eller senere.
Ved gensidig aftale mellem Danmark og Sverige er der også opnået enighed om at "varigt personligt arbejde" skal forstås som ansættelse hos en og samme arbejdsgiver i en sammenlagt periode på mindst 6 måneder. Se SKM2001.535.TSS.
Dansk-svensk aftale for ansatte ombord på tog og færger mellem Danmark og Sverige
Der er indsat en regel om beskatning af danskere ansat på danske tog og svenskere ansat på svenske tog mellem Danmark og Sverige om at det land, hvor personen er hjemmehørende, har beskatningsretten til lønnen. Se protokollen, punkt V.
Indkomst, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i Danmark eller Sverige, for udført arbejde på tog i regelmæssig trafik udelukkende mellem Danmark og Sverige beskattes kun i det land, hvor arbejdsgiveren er hjemmehørende. Det er en forudsætning, at arbejdet udføres på tog i grænseoverskridende trafik, og at personen udfører arbejde i begge lande på én og samme dag.
Tilsvarende gælder for søfolk hjemmehørende i Danmark eller i Sverige for arbejde om bord på dansk eller svensk skib i international færgetrafik, når der er tale om befordring af passagerer og gods i regelmæssig trafik mellem havn i Danmark og Sverige. Se BEK nr. 1 af 10. januar 2000 samt TfS 2000, 145 DEP.
Dansk-færøsk aftale om indkomst for arbejde ombord på skibe i DIS
For Danmark og Færøerne er det bestemt ved aftale mellem Danmark og Færøerne om beskatning af indkomst for arbejde om bord på skibe i internationalt skibsregister, at vederlag for arbejde, som udføres om bord på
- et færøsk skib, der er registreret i Færøsk Internationalt Skibsregister, eller
- et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister,
kun kan beskattes i den del af riget, hvor skibet har sin nationalitet. Se lov nr. 1412 af 21. december 2005. Det forudsættes herved, at der kan opnås skattenedsættelse efter både de færøske regler for arbejde om bord på skibe i Færøsk Internationalt Skibsregister og de danske regler for arbejde om bord på skibe i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Se BEK nr. 15 af 11. januar 2006 af aftalen.
Om forholdet til andre artikler
Der kan opstå spørgsmål om, hvorvidt et vederlag skal henføres til artikel 15 eller til andre artikler i DBO'en.
Eksempler
Landsskatteretten har afgjort, at læger og sygeplejersker, der arbejder på sygehuse i Norge og Sverige er omfattet af artikel 15, og ikke af artikel 19, når der er tale om et arbejdsforhold, der kan betegnes som arbejdsudleje. Se SKM2002.55.LSR.
Løn til læger, der blev udbetalt af norske og svenske sygehuse, blev anset for omfattet af artikel 19. Se SKM2004.64.LR.
Det kan forekomme at 2 lande henfører et vederlag til forskellige artikler. Det kan fx ske, at det ene land henfører vederlaget til artikel 15 medens det andet land henfører vederlaget til artikel 19.
En læge, der var fuldt skattepligtig til Danmark, havde arbejdet på offentlige sygehuse i Norge og modtaget vederlag herfor. Norge havde beskatningsretten til vederlaget ifølge artikel 19 i den nordiske DBO (offentligt hverv), men da hovedparten af lægens indkomst i 2002-2006 ikke var beskattet i Norge, blev lægen beskattet i Danmark af denne indkomst i overensstemmelse med DBO'ens artikel 26, stk. 2, om subsidiær beskatningsret for den stat, hvor en person er hjemmehørende. Se SKM2012.7.VLR og SKM2015.24.HR.
Løn til ansatte ved finske universiteter
Løn til ansatte ved finske universiteter er omfattet af artikel 15.
Det finske finansministerium har meddelt, at de finske universiteter ikke skal anses for en del af den offentlige sektor i relation til indkomstbeskatningen. Ansatte ved finske universiteter bliver stillet som privat ansatte i relation til forskellige interne skattelovsbestemmelser og dermed også i relation til Finlands DBO'er.
For ansatte ved finske universiteter, der er hjemmehørende i Danmark, vil lempelsen afhænge af, hvor personen er socialt sikret.
Se også
Se også artikel 25 om ophævelse af dobbeltbeskatning.
Se også
- Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
- Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 19 om løn for offentligt hverv
- Artikel 21, stk. 7 om løn i forbindelse med kulbrintevirksomhed
- Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
Artikel 16: Bestyrelseshonorarer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsudøvere
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Hvis besøget i kildelandet hovedsageligt betales af offentlige midler fra bopælslandet, kan vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.
Bemærk
Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, medmindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.
Eksempel
En musiker, der boede her i landet, og arbejdede som lønmodtager ved et koncerthus i Sverige, var omfattet af artikel 17. Han kunne ikke anses for omfattet af artikel 19 om offentligt ansatte, da koncerthuset blev drevet som et svensk aktieselskab, uanset at aktierne var ejet af en svensk kommune. Se SKM2003.577.LSR.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Artikel 18: Pension m.m.
Artiklen er ændret ved protokol af 4. april 2008, artikel V og X.
I forholdet mellem Danmark og Færøerne er artiklen ændret ved aftale af 23. oktober 2014 om ændring af punkt VII i protokollen til den nordiske DBO af 23. september 1996. Se nedenfor under Færøerne.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Protokolændringen af 4. april 2008 medfører, at bopælslandet ikke afskæres fra at beskatte pensioner fra de andre nordiske lande.
Kildelandet kan beskatte:
- Private pensioner, uanset om de stammer fra et tidligere tjenesteforhold eller ikke
- Offentlige pensioner (som i modeloverenskomstens artikel 19)
- Ydelser efter sociallovgivningen, fx folkepension.
Overgangsregel
For en person, som den 8. oktober 2008 var skattepligtig efter KSL § 1, og som senest den 31. januar 2009 modtog pension fra Finland, Island, Norge eller Sverige, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, som forholdsmæssigt falder på den nævnte pension, så længe vedkommende forbliver skattepligtig efter KSL § 1. Se lov nr. 1193 af 11. december 2008 § 2.
Overgangsreglen omfatter også andre pensioner, som først påbegyndes udbetalt senere. Se bemærkningerne til § 2 i L 18 af 8. oktober 2008.
Underholdsbidrag
Underholdsbidrag som en person, der bor i et land, betaler til ægtefælle eller børn, der bor i et andet land, er fritaget for beskatning i modtagerens bopælsland, hvis bidraget havde været fritaget for beskatning i yderens bopælsland, hvis modtageren havde boet der. Se artikel 18, stk. 2.
"Livrente" betyder et fastsat beløb, som skal udbetales til en fysisk person periodisk til fastsatte tider i løbet af den pågældendes livstid eller i et angivet tidsrum eller i et tidsrum, der lader sig bestemme. Betalingerne skal ske efter en forpligtelse til at præstere disse udbetalinger som modydelse for dertil svarende fuldt vederlag i penge eller penges værdi. Se artikel 18, stk. 3.
Eksempel
I en sag modtog skatteyderen hver måned en social ydelse efter lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre. Formålet med loven var at yde økonomisk kompensation for at sikre de berettigede personers økonomiske forhold, eller et forsørgelsesbehov. Ydelsen blev herefter karakteriseret som en social ydelse efter artikel 18 i den nordiske DBO. Se SKM2007.123.ØLR.
Færøerne
I forholdet mellem Danmark og Færøerne er der en regel i protokollen, punkt VII, stk. 1, om beskatning af pensioner. Bestemmelsen er ændret ved aftale af 23. oktober 2014. Se lov nr. 1485 af 23. december 2014.
Sociale pensioner og andre sociale sikringsydelser kan kun beskattes i den del af riget, hvor modtageren er hjemmehørende. Se protokollen punkt VII, stk. 1.
Pensioner og andre lignende vederlag, kan, uanset om de stammer fra et tidligere ansættelsesforhold eller ikke, kun beskattes i den del af riget, hvor modtageren er hjemmehørende. Se protokollen punkt VII, stk. 2.
Sådanne betalinger kan dog også beskattes i den del af riget, hvorfra de udbetales, hvis
- modtageren har haft fradrag i denne del af riget for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
- modtageren ikke er blevet beskattet i denne del af riget af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver. Se protokollen punkt VII, stk. 3.
Udbetalinger fra en pensionsordning kan kun beskattes i den del af riget, hvorfra de udbetales, når der ikke er givet fradrag ved indkomstopgørelsen i denne del af riget for indbetalinger til ordningen, eller hvis der er sket beskatning af en arbejdsgivers indbetalinger til ordningen. Sådanne pensioner skal også være helt eller delvist fritaget for opkrævning af afgift ved udbetaling i den del af riget, hvor modtageren er hjemmehørende. Se protokollen punkt VII, stk. 4.
Bemærk
Efter PBL er der ikke hjemmel til dansk beskatning af udbetalinger fra en pensionsordning, hvis der ikke har været fradragsret for indbetalingerne til ordningen.
Bemærk
Aftalen mellem Danmark og Færøerne ændrer ikke reglerne for beskatning af tjenestemandspensioner og andre pensionsordninger, der ikke er baseret på forudgående pensionsopsparing. Sådanne pensioner kan kun beskattes i den del af riget, hvor modtageren er hjemmehørende. Se protokollen punkt VII, stk. 2.
Bemærk
Aftalen mellem Danmark og Færøerne indeholder ikke nogen overgangsregel.
I PBL § 40 A er der etableret en deleordning mellem Danmark og Færøerne vedrørende den afgift, som en fuldt skattepligtig person på Færøerne skal betale efter PBL ved udbetaling af en i Danmark oprettet pensionsordning. Se afsnit C.A.10.2.10.
Sverige - Fradrag for pensionsbidrag til ordninger i det andet land
Med virkning fra og med den 1. januar 2004 har grænsegængere fradragsret i arbejdslandet for indskud til skattebegunstigede pensionsordninger i bopælslandet efter den dansk/svenske grænsegængeraftale. Se BKI nr. 36 af 28. oktober 2004.
Der ses tilsvarende bort fra arbejdsgiverens indbetalinger til ordningen ved indkomstopgørelsen. Desuden kan personer, som flytter fra det ene land til det andet fortsætte med at indskyde med fradragsret på den eksisterende ordning i det hidtidige bopælsland. Bidragene er dog kun fradragsberettigede indenfor de beløbsgrænser, som gælder i begge lande.
Bestemmelsen omfatter både lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende.
En grænsegænger er i bestemmelsen defineret som en lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, som arbejder og beskattes i det ene land og bor i det andet. Indkomsten, som kan beskattes i arbejdslandet, skal udgøre mindst 75 pct. af den samlede nettoindtægt fra personligt arbejde i tjenesteforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med aftalens artikel 5, stk. 2, som bestemmer, at kildelandet har pligt til at beskatte udbetalinger, når det andet land har givet fradrag for pensionsindskud som følge af denne bestemmelse.
Se også
Se også afsnit C.A.10.3.3. om fradrags - og bortseelsesret for pensionsbidrag til ordninger i Sverige.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentlige hverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Pension for varetagelse af offentlige hverv er ikke omfattet af artikel 19. De er omfattet af artikel 18.
Vederlag fra "offentligretlige institutioner" er omfattet af artikel 19.
Bemærk
Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af artikel 19, medmindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.
Færøerne
I forholdet mellem Danmark og Færøerne gælder som udgangspunkt, at vederlag for udførelse af offentlige hverv kun kan beskattes i den del af riget, hvor arbejdet er udført. Se protokollen til den nordiske DBO, punkt VIII, stk. 1, litra a.
Vederlag for udførelse af offentlige hverv kan dog kun beskattes i den del af riget, hvor modtageren er hjemmehørende, hvis arbejdet i den anden del af riget i nogen periode eller tidsperioder tilsammen ikke overstiger 120 dage indenfor nogen 12 måneders periode og vederlaget betales af det sædvanlige arbejdssted. Se protokollen, punkt VIII, stk. 1, litra b.
Hvis arbejdet udføres i forbindelse med offentlig erhvervsvirksomhed, beskattes vederlaget ikke efter protokollen, punkt VIII, men efter artikel 15 eller 16. Hvis der er tale om pension, kan vederlaget kun beskattes i den del af riget, hvor modtageren er hjemmehørende. Se protokollen, punkt VIII, stk. 1, litra c, og punkt VII.
De to dele af riget har dog forbeholdt sig beskatningsretten til ydelser, der udbetales af det offentlige udelukkende til dækning af udgifter ved det offentlige hverv under tjeneste i den anden del af riget, og som ikke indeholder noget arbejdsvederlag. Dette gælder i de første 5 år disse ydelser modtages. Se TfS 1999, 607.
Norge
Det norske Finansdepartement har udtalt, at Norsk Rikskringkasting - efter at være overgået til en selvejende stiftelse - ikke har karakter af en offentlig institution. Vederlag fra NK er derfor ikke omfattet af artikel 19.
Finland
Det finske finansministerium har meddelt, at de finske universiteter ikke skal anses for en del af den offentlige sektor i relation til indkomstbeskatningen. Ansatte ved finske universiteter bliver stillet som privat ansatte i relation til forskellige interne skattelovsbestemmelser og dermed også i relation til Finlands DBO'er.
Løn fra finske universiteter er omfattet af artikel 15. For ansatte ved finske universiteter, der er hjemmehørende i Danmark, vil lempelsen afhænge af, hvor personen er socialt sikret.
Se også
- Artikel 15 om personlige tjenesteydelser
- Artikel 25 om ophævelse af dobbeltbeskatning.
Sverige
En dansk statsborger, som havde et barn i døgnpleje, flyttede til Sverige og modtog fortsat døgnplejevederlag fra Københavns magistrat, fordi barnet flyttede med til Sverige. Efter Skattedepartementets opfattelse er plejevederlaget vederlag for varetagelsen af hverv i kommunens tjeneste, så artikel 19 skal finde anvendelse.
En dansker, der af SIDA i Stockholm (svarer til DANIDA i Danmark) udsendes som ulandsmedarbejder, bliver i Sverige beskattet som embedsmand. Det er herefter antaget, at lønnen fra SIDA er omfattet af DBO'ens artikel 19 (offentlige hverv). Lønindtægt fra Individuell Människohjälp i Sverige kan ikke sidestilles med indtægt fra SIDA.
En musiker, der boende her i landet og arbejdede som lønmodtager ved et koncerthus i Sverige, var omfattet af art. 17. Han kunne ikke anses for omfattet af art. 19 om offentligt ansatte, da koncerthuset blev drevet som et svensk aktieselskab, uanset at aktierne var ejet af en svensk kommune. Se SKM2003.577.LSR.
Ingen af nedennævnte institutioner har en sådan karakter af offentlige institutioner, at indkomst, der stammer fra disse skal behandles efter art. 19:
Malmø Stadsteater, Stiftelsen Malmø Koncerthus, Helsingborgs koncertforening, H/B Göteborgs Musiksälskap, A/B Folkets Park, Stockholms Parkteater, Musik- og teaternämden i Lund, Institut for Rikskoncerter, Sveriges TV A/B, Sveriges Riksradio A/B.
Afgørelser vedrørende læger
Der er i forbindelse med læger og sygeplejerskers arbejde på svenske og norske sygehuse blevet truffet afgørelse i to konkrete sager. Afgørelserne er offentliggjort i SKM2002.55.LSR og SKM2004.64.LR, se omtalen under artikel 15.
Honorarer fra Trygdekontorerne for lægevagtkørsel skal beskattes efter artikel 19, mens patienternes egenbetaling i forbindelse med vagtlægebesøg, ansås for andre indtægter omfattet af artikel 22. Se SKM2004.443.LSR.
En læge med bopæl i Danmark arbejdede i 2007-2009 periodevis som læge i Rikstrygdeverket i Norge. Lægen havde hverken betalt skat af indkomsten i Norge eller i Danmark, da de danske skattemyndigheder mente, at beskatningsretten tilkom Norge, mens de norske skattemyndigheder mente, at beskatningsretten tilkom Danmark. Det var herefter spørgsmålet om den nordiske DBO afskar Danmark fra at beskatte indkomsten. Højesteret fastslog, at de norske skattemyndigheder efter norsk intern ret havde anset indkomsten for næringsindkomst, og at beskatningsretten derfor tilkom Danmark. Som følge heraf afskar DBO'en ikke Danmark fra at beskatte indkomsten efter artikel 26, stk. 2, hvorefter Danmark havde en subsidiær beskatningsret i tilfælde, hvor Norge efter sin lovgivning ikke medtager indkomsten i sin helhed til beskatning. Se SKM2015.24.HR.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Artikel 20: Studerende og praktikanter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Bestemmelsen anvendes kun på
- studier, der er af en sådan karakter, at de berettiger til offentlig studiestøtte eller
- forretnings-, fiskeri-, industri-, landbrugs- eller skovbrugspraktik
Studerende fra Færøerne og Island
►Det følger af artikel 20, protokollen, afsnit IX, pkt. 3, at færøske studerende og praktikanter er fritaget for beskatning af "vederlag for tjenesteydelser", som er nødvendige for opholdet her (gæstestuderendefradrag). "Vederlag for tjenesteydelser" omfatter både løn og honorarer, jf. SKM2024.321.LSR◄. Fritagelse opnås, uanset om vederlaget er indtjent i udlandet eller i Danmark. Det er en betingelse, at den studerende er her i landet midlertidigt (normeret studietid med tillæg af 2 år) og udelukkende i studieøjemed. Opholdet før studiets påbegyndelse må ikke overstige 6 måneder.
6-måneders reglen kan ikke anvendes i forbindelse med studieskifte. Denne regel vedrører udelukkende opholdet før påbegyndelse af den første uddannelse
Studerende og praktikanter fra Island er fritaget for beskatning af "vederlag for arbejde", som er nødvendige for opholdet her (gæstestuderendefradrag). Fritagelsen gælder, uanset om arbejdsvederlaget er indtjent i Danmark eller i udlandet. Se protokollen afsnit IX, pkt. 4.
Gæstestuderendefradrag
I Danmark er det beløb, der er nødvendigt for en studerendes underhold, fastsat til 49.700 kr. i 2024 (48.000 kr. i 2023). Studerende, der har påbegyndt studieophold i Danmark før 1. januar 2011, er berettiget til fortsat at anvende fradraget for 2010, 71.000 kr., så længe betingelserne herfor er opfyldt.
Af protokollen til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, pkt. IX, stk. 3, som kun gælder for færinger, fremgår det, at personkredsen er "studerende og lærlinge". Det betyder, at lærlinge, som får lærlingeløn, også kan få gæstestuderendefradrag, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Bemærk
Gæstestuderendefradrag har tidligere været betegnet som "færøfradrag" og "islandsfradrag".
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.20.2 om betingelserne for at få fradrag som gæstestuderende.
Rigsfællesskabsfradrag efter LL § 8 U
Studerende fra Færøerne, som fra og med indkomståret 2011 bliver berettiget til gæstestuderendefradrag efter artikel 20, kan fratrække et rigsfællesskabsfradrag på 36.000 kr. ved indkomstopgørelsen som et tillæg til gæstestuderendefradraget. Se lov nr. 554 af 01/06/2011.
Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag og gives i den periode, hvor betingelserne for fradrag som studerende efter DBO'en er opfyldt, og med de begrænsninger, som følger af denne. Fradraget gives derfor kun i indtægter, der er nødvendige for den studerendes ophold.
Fradraget reduceres med beløb, der modtages fra udlandet til den studerendes underhold og uddannelse samt med beløb, der er skattefri her i landet, i det omfang sådanne beløb overstiger satsen for gæstestuderendefradraget.
Rigsfællesskabsfradraget gives først efter udnyttelse af gæstestuderendefradraget. Er betingelserne kun opfyldt i en del af et indkomstår, gives fradraget forholdsmæssigt.
Bemærk om studerende fra Færøerne.
Færinger, som studerer i Danmark, er som udgangspunkt omfattet af artikel 20.
Af protokollen, pkt. IX, stk. 1, fremgår, at artikel 20 kun anvendes på studier, der er af en sådan karakter, at de berettiger til offentlig studiestøtte eller praktik (forretnings-, fiskeri-, industri-, landbrugs- eller skovbrugspraktik).
Der gælder dog særlige supplerende regler for færøske studerende.
Af pkt. IX, stk. 3, som kun gælder for færinger, fremgår det, at personkredsen er "studerende og lærlinge".
Det vil sige, at der for færøske studerende ikke gælder et krav om, at studiet skal berettige til offentlig studiestøtte. Der gælder heller ikke et krav om, at en praktikplads (plads som lærling) skal være indenfor forretning, fiskeri, industri, landbrug eller skovbrug.
For færøske studerende er det en betingelse for skattefritagelse, at
- opholdet ikke overstiger den normerede studietid med tillæg af 2 år
- opholdet før studiets påbegyndelse ikke overstiger 6 måneder. Heri skal ikke medregnes den tid, dog maksimalt 1 år, der anvendes i forbindelse med et forberedende kursus, der kræves af uddannelsesinstitutionen som en forudsætning for at kunne påbegynde studiet.
- der ikke er tale om personer, der efter en afsluttet uddannelse påbegynder en specialistuddannelse eller en uddannelse inden for et andet område. Sådanne personer anses ikke som studerende.
I tilfælde, hvor ægtefæller begge søger optagelse på en uddannelsesinstitution og kun den ene optages, suspenderes 6 måneders reglen for den anden ægtefælles vedkommende, dog højst for en periode på i alt 2 år.
Bemærk om studerende fra Island. Se protokollen, artikel IX, punkt 4.
For islandske studerende indrømmes kun skattefritagelse, så længe der er tale om et midlertidigt studieophold.
Eksempler
En islandsk ingeniør læste i perioden 1976-1980 til arkitekt i København, idet han ikke kunne få denne uddannelse på Island. For 1978, hvor han foruden lønindtægt selvangav et legat fra Dansk-Islandsk Fond, fradrog han udover det almindelige lønmodtagerfradrag et "Islandsfradrag" på 20.000 kr., jf. den dansk-islandske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Da skatteyderen opholdt sig i Danmark for at opnå en videreuddannelse og ikke grunduddannelse, blev han ikke anset berettiget til det omhandlede fradrag for opholdsudgifter. Se TfS 1984, 265 LSR.
Den daværende Told- og Skattestyrelse har udtalt, at en færøsk studerende, der efter at have taget HF-eksamen i Danmark begyndte en social- og sundhedsuddannelse her, fortsat var berettiget til ovennævnte fradrag. Det samme ville gælde, hvis der i stedet for HF var tale om studentereksamen eller lign., se ToldSkat Nyt 1992.11.332 (TfS 1992, 297 TSS).
En person havde opholdt sig i Danmark i en periode før påbegyndelsen af en uddannelse. Hun var ikke berettiget til Islandsfradrag, idet det ikke fandtes godtgjort, at hun havde opholdt sig her i landet udelukkende i studie- og uddannelsesøjemed. Se TfS 1996, 777 LSR.
En skatteyder, der i 1984 havde erhvervet en maskinistuddannelse i Danmark, gennemgik som følge af en ændring af maskinistuddannelsen en ny uddannelse i 1996-1997. Denne uddannelse ansås for en videreuddannelse, og skatteyderen var ikke berettiget til færøfradrag. Se SKM2004.397.LSR.
En islandsk læge, der havde arbejdet som reservelæge og praksisreservelæge i turnus-, introduktions- og uddannelsesstillinger under X Amts sygehusvæsen, og som var aflønnet efter overenskomst for Foreningen af Yngre Læger, kunne ikke indrømmes fradrag gældende for studerende og praktikanter efter den nordiske dobbeltbeskatningsaftale. Se SKM2004.231.LSR.
Skatteministeriet har udtalt, at artikel 20 finder anvendelse på svenske studiebidrag, selvom den studerende mv. har indtægtsgivende arbejde i Danmark ved siden af studierne. Se SKM2001.362.DEP.
Bemærk
I protokollen er der fastsat bestemmelser om beskatning af indkomst fra praktik og ferieansættelse formidlet af Nordjobb. Se protokollen, afsnit IX, stk. 5.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.
Artikel 21: Virksomhed i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af kulbrinteforekomster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.
Artiklen omfatter virksomhed i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af kulbrinteforekomster (kulbrintevirksomhed). Se artikel 21, stk. 1.
Artiklen indeholder en bestemmelse, der fastsætter under hvilke vilkår kulbrintevirksomhed skal anses for udøvet fra fast driftssted. Se artikel 21, stk. 2.
For kulbrintevirksomhed foreligger der fast driftssted, hvis virksomheden sammenlagt overstiger 30 dage inden for en 12 måneders periode. Se artikel 21, stk. 3. Dette omfatter også virksomhed udøvet af foretagender med interessefællesskab. Se artikel 21, stk. 4.
Forsyningsvirksomhed (transport af forsyninger eller mandskab med skib eller luftfartøj) i forbindelse med kulbrintevirksomhed ud for kysten kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Tilsvarende gælder for drift af bugserbåde og ankerhåndteringsfartøjer. Se artikel 21, stk. 5.
Beskatning af fortjeneste ved salg i artikel 13, stk. 4 og formuebeskatning af skibe og luftfartøjer i international trafik i artikel 23, stk. 3 finder anvendelse på skibe mv. omfattet af stk. 5 (forsyningsvirksomhed). Se artikel 21, stk. 6.
Løn, som en arbejdstager, der er hjemmehørende i et af landene, inden for artiklens anvendelsesområde modtager for arbejde i et andet land, kan som hovedregel kun beskattes i dette andet land (arbejdslandet). Se artikel 21, stk. 7.
Fra denne hovedregel gælder følgende undtagelser:
- Hvis arbejdet ikke overstiger 30 dage inden for en 12 måneders periode, har arbejdstagerens bopælsland beskatningsretten. Det gælder også, selvom arbejdet udføres for en udenlandsk arbejdsgiver, der har fast driftssted i Danmark efter artikel 5.
- Hvis arbejdet udføres ombord på forsyningsbåd eller -skib, kan vederlaget beskattes i det land, hvor den person der anvender skibet eller båden er hjemmehørende. Se protokol af 6. oktober 1997, afsnit III.
- Hvis arbejdet udføres ombord på forsyningsluftfartøj, kan vederlaget kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende.
Se artikel 21, stk. 7.
Artiklen indeholder en bestemmelse der indskrænker et lands adgang til at fraflytterbeskatte når en boreinstallation eller hotelboreplatform flyttes til et område uden for dette land. Se artikel 21, stk. 8.
Kildelandet kan beskatte fortjeneste ved salg af rettigheder til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af kulbrinteforekomster. Dette gælder også ved salg af aktier mv., hvis værdien helt eller væsentligt direkte eller indirekte stammer fra sådanne rettigheder. Se artikel 21, stk. 9.
Se også
Se også
- LBK nr. 1820 af 16/09/2021 om kulbrinteskatteloven
- DBO'en artikel 21 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 22: Andre indkomster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis der til et fast driftssted eller fast sted hører en fast ejendom, som omhandlet i artikel 6. Sådan indkomst beskattes efter artikel 6.
Vagtlægehonorar
Landsskatteretten har afgjort at en læges honorar for arbejde som vagtlæge i Norge var omfattet af artikel 22, fordi der var tale om patienters egenbetaling, som ikke blev anset for omfattet af artikel 19. Se SKM2004.443.LSR.
Stipendiater
DBO'en indeholder ingen særlige bestemmelser for stipendiater (fx NORDITA-stipendiater). Stipendiater kan derfor kun beskattes af bopælslandet efter artikel 22. Mange stipendiater anses dog for at have bevaret bopælen i hjemlandet (hjemmehørende i hjemlandet efter artikel 4), hvorfor stipendiet ikke beskattes i Danmark.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21 om andre indkomster.
Artikel 23: Formue
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Formue bestående af aktier eller andre andele i et selskab, hvis hovedsagelige formål er at besidde fast ejendom, og hvis besiddelser (før fradrag af passiver) direkte eller indirekte for mere end 75 pct. vedkommende består af fast ejendom, som ligger i et andet land, kan beskattes i dette andet land. Se artikel 23, stk. 2.
Formue bestående af containere (herunder anhængere og andet materiel til transport af containere), som anvendes til transport af gods eller varer, og som ejes af en person, kan kun beskattes i det land, hvor personen er hjemmehørende (bopælslandet), medmindre containerne udelukkende anvendes mellem pladser i det andet land. Se artikel 23, stk. 4.
Se også protokol til 1996-overenskomsten, afsnit II og III.
Bemærk
Efter lempelsesbestemmelsen i artikel 25 er Danmark ikke omfattet af reglerne om lempelse for formueskat. Lempelse for ejendomsværdiskat skal derfor behandles efter EVSL § 12 gældende til og med den 31. december 2023 og ESL § 27 gældende fra og med den 1. januar 2024.
Se afsnit C.H.3.5.5.1 (flyttet til afsnit C.H.4.2.5.2) om lempelse ifølge EVSL § 12 for fastighedsafgift i Sverige.
Svensk "avkastningsskat" på kapitalforsikringer
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ved selskabets skatteberegning kunne opnås lempelse for betalt "avkastningsskat" vedrørende svenske kapitalforsikringer, idet der er tale om en formueskat, som Danmark ikke er forpligtet til at give nedslag for, jf. artikel 23, stk. 7. Se SKM2014.32.SR.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 22.
Artikel 24: Dødsbo
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.
Indkomst eller aktiver, som beskattes hos et dødsbo hjemmehørende i et land, kan ikke beskattes hos personer, der er berettigede til en anpart i boet, og som er hjemmehørende i et andet land.
Se også
Se også DBO'en artikel 24 for det nærmere indhold af bestemmelsen.
Artikel 25: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som efter DBO'en kan beskattes i et andet land. Se artikel 25, stk. 1, litra a.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i et andet land, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra det andet land. Se artikel 25, stk. 1, litra b.
Se også
Se også artikel 26 om subsidiær beskatningsret.
Lønindkomst efter artikel 15 og artikel 21
Danmark er efter DBO'en forpligtet til at give exemptionslempelse på skat af løn, der er omfattet af artikel 15, stk. 1, eller artikel 21, stk. 7, litra a. Se artikel 25, stk. 1, litra c. Danmark har imidlertid med hjemmel i protokollen, punkt X, stk. 1, skiftet lempelsesprincip, således at der som udgangspunkt kun gives creditlempelse på sådanne indkomster. Se lov nr. 861 af 30. november 1999.
Exemptionslempelse ved social sikring i et andet nordisk land
Reglen om exemptionslempelse gælder dog stadig for personer, der er hjemmehørende i Danmark, og som erhverver indkomst, der er omfattet af
- artikel 15, stk. 1 (lønindkomst)
- artikel 15, stk. 3 (lønindkomst til søfolk i international trafik)
- artikel 21, stk. 7, litra a (løn fra kulbrintevirksomhed)
- artikel 21, stk. 7, litra c (løn for arbejde på supplyskibe),
når modtageren af indkomsten efter EU's forordninger om social sikring er omfattet af lovgivningen om social sikring i Finland, Island, Norge eller Sverige og har betalt sociale bidrag til et andet nordisk land i forbindelse med erhvervelse af indkomsten.
Se lov nr. 861 af 30. november 1999, lov nr. 486 af 7. juni 2001 og lov nr. 428 af 28. april 2010.
Eksempel
En person, der var skattepligtig til Danmark, arbejdede i indkomståret 2012 som overstyrmand på et norsk indregistreret skib ud for Y1-land’s kyst. Sagen angik, om personen, der ikke havde betalt norsk indkomstskat af vederlaget for arbejdet, efter den nordiske DBO var berettiget til lempelse af dansk indkomstskat. Afgørende herfor var i første række, om Norge efter DBO’en havde beskatningsretten til vederlaget, hvilket afhang af, om skibet kunne anses for at have været i "international trafik", jf. artikel 15, stk. 3, mens den pågældende arbejdede ombord.
Højesteret fastslog, at udtrykket "international trafik" i den nordiske DBO skal fortolkes således, at et skib er i international trafik, når dets hovedopgave efter en helhedsvurdering er at transportere personer eller gods for en andens regning mellem pladser.
Højesteret fandt på den baggrund, at skibets hovedopgave i 2012 måtte anses for at have angået inspektion, vedligeholdelse, reparation og udbygning af og på olie-installationer på havbunden inden for to områder ud for Y1-land’s kyst. Skibet kunne derfor ikke anses for at have været i international trafik, mens den pågældende arbejdede ombord. Personen var herefter ikke berettiget til lempelse af den danske indkomstskat. Se SKM2018.60.HR.
En skatteyder med bopæl i Danmark og arbejde i Sverige var omfattet af social sikring i Tyskland. Klageren var herefter ikke berettiget til exemptionslempelse efter reglerne i lov nr. 428 af 28. april 2010, idet disse regler forudsætter, at skatteyderen omfattes af social sikring i et nordisk land. Se SKM2014.313.LSR.
Hvis der ved en fejl ikke opkræves sociale bidrag i det pågældende arbejdsland, uanset lønmodtageren efter EU's forordninger om social sikring er omfattet af social sikring i det pågældende land, kan der ikke opnås exemptionlempelse i Danmark. Hvis den pågældende lønmodtager ved henvendelse til myndighederne i arbejdslandet kan rette fejlen og betaler sociale sikringsbidrag med tilbagevirkende kraft, kan der ske exemptionlempelse efter de almindelige genoptagelsesregler.
Hvis en lønmodtager efter EU's forordninger om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, kan der ikke opnås exemptionlempelse, selvom der er betalt sociale bidrag i arbejdslandet.
Det er Udbetaling Danmark, der træffer afgørelse om social sikring, når en medarbejder udsendes af en dansk arbejdsgiver til et andet EU-land, Schweiz, Norge, Island eller Liechtenstein. Arbejdsgiveren eller lønmodtageren skal underrette Udbetaling Danmark om arbejdet i et andet medlemsland på et særligt spørgeskema.
Se også
Se også https://www.borger.dk/danskere-i-udlandet/Arbejde-i-udlandet/International-social-sikring
Hvis der efter arbejdslandets sociale lovgivning ikke opkræves lønmodtagerbidrag, men kun arbejdsgiverbidrag, kan lønmodtageren være berettiget til exemptionlempelse, hvis det dokumenteres, at arbejdsgiveren har betalt sociale bidrag for lønmodtageren.
Hvis der efter det pågældende lands lovgivning fx ikke opkræves bidrag ved meget lave indkomster, kan en sådan person få exemptionlempelse, hvis vedkommende efter EU's forordninger om social sikring er omfattet af lovgivningen om social sikring i det pågældende land.
Se også C.A.4.1.11 om udenlandsk social sikring
Bemærk
Hvis indkomsten ikke medtages ved beskatningen i kildelandet, er bopælslandet ikke forpligtet til at give exemptionlempelse. Se artikel 26 om subsidiær beskatningsret.
Se også
Se også skatteministerens svar til skatteudvalget L 43/1999 - bilag 20.
Færøerne
I forhold til Færøerne, hvor forordningen ikke anvendes, giver Danmark creditlempelse på al lønindkomst.
Forskudsregistrering - KSL § 62 D
En person, som er bosat i Danmark, og som er berettiget til creditlempelse for skat af indkomst ved arbejde i Finland, Island, Norge, Sverige eller Tyskland, kan anmode om en ændring af forskudsopgørelsen, så denne tager hensyn til creditlempelsen. Dette forudsætter imidlertid, at den pågældende er tilmeldt de relevante skattemyndigheder i arbejdslandet, at der forevises kvitteringer for betalt skat til arbejdslandet, lønsedler, som viser, at der sker indeholdelse af skat til arbejdslandet eller at arbejdsgiveren attesterer, at der sker indeholdelse af skat til arbejdslandet. Anmodninger om ændring af forskudsopgørelsen rettes til Skattestyrelsen.
Se også
Se også afsnit
Koncernforhold
I forbindelse med arbejde indenfor koncernforhold eller andre former for interessefællesskab, anvendes creditmetoden, medmindre arbejdstageren kan påvise, at
- han har opholdt sig i og arbejdet i arbejdsstaten i en sammenhængende periode på mere end 3 måneder, eller
- han kan påvise, at lønomkostningerne med rette har belastet foretagendet eller det faste driftssted i arbejdsstaten.
Der er tale om en værnsregel, som har til formål at undgå, at exemptionslempelsen på lønindkomst udnyttes til at opdele lønindkomst på flere lande. Se artikel 25, stk. 7, nr. 2 og 3.
Svensk artistskat
Bevillingsafgift (artistskat), der af en her bosat kunstner mv. betales i Sverige, udgør 15 pct. af bruttoindtægten. Afgiften betales af artisten, dvs. fratrækkes forinden udbetaling finder sted. Der gives credit ved skatteberegningen, da indkomsten henføres til artikel 17.
Hvis der er truffet aftale om fri skat med arrangøren, beregnes afgiften til 17,65 pct. af nettoydelserne, hvilket modsvarer 15 pct. af bruttobeløbet. Afgiften betales af arrangøren udover den aftalte løn og anden godtgørelse. I disse tilfælde kan nedslag kun indrømmes, hvis der foreligger en kvittering for indeholdelse af afgiften underskrevet af arrangøren eller en attest for den indbetalte afgift udfærdiget af de svenske skattemyndigheder.
Svensk "avkastningsskat" på kapitalforsikringer
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ved selskabets skatteberegning kunne opnås lempelse for betalt "avkastningsskat" vedrørende svenske kapitalforsikringer, idet der er tale om en formueskat, som Danmark ikke er forpligtet til at give nedslag for, jf. artikel 23, stk. 7. Se SKM2014.32.SR.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 26: Generelle regler om beskatningen
Artiklen er ændret ved protokol af 4. april 2008, artikel VI og protokol af 29. august 2018, artikel II.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.
Subsidiær beskatningsret
Artiklen indeholder en generel regel om subsidiær beskatningsret for bopælslandet. Se artikel 26, stk. 2.
Artiklen indeholder også en regel om subsidiær beskatningsret for arbejdslandet for indkomst omfattet af artikel 14, stk. 1, og 15, stk. 2 og stk. 4, litra a og b. Den subsidiære beskatningsret kan kun anvendes, når det land, der umiddelbart er tillagt beskatningsretten, på grund af intern hjemmel ikke kan beskatte indkomsten. I tilfælde, hvor der grundet bundfradrag ikke pålignes skat af en indkomst, skal den subsidiære beskatningsret ikke anvendes.
Eksempel
En læge, der var fuldt skattepligtig til Danmark, havde arbejdet på offentlige sygehuse i Norge og modtaget vederlag herfor. Norge havde beskatningsretten til vederlaget ifølge artikel 19 i den nordiske DBO (offentligt hverv), men da hovedparten af lægens indkomst i 2002-2006 ikke var beskattet i Norge, blev lægen beskattet i Danmark af denne indkomst i overensstemmelse med DBO'ens artikel 26, stk. 2, om subsidiær beskatningsret for den stat, hvor en person er hjemmehørende. Se SKM2012.7.VLR.
Eksempel
En læge med bopæl i Danmark arbejdede i 2007-2009 periodevis som læge i Rikstrygdeverket i Norge. Lægen havde hverken betalt skat af indkomsten i Norge eller i Danmark, da de danske skattemyndigheder mente, at beskatningsretten tilkom Norge, mens de norske skattemyndigheder mente, at beskatningsretten tilkom Danmark. Det var herefter spørgsmålet om den nordiske DBO afskar Danmark fra at beskatte indkomsten. Højesteret fastslog, at de norske skattemyndigheder efter norsk intern ret havde anset indkomsten for næringsindkomst, og at beskatningsretten derfor tilkom Danmark. Som følge heraf afskar DBO'en ikke Danmark fra at beskatte indkomsten efter artikel 26, stk. 2, hvorefter Danmark havde en subsidiær beskatningsret i tilfælde, hvor Norge efter sin lovgivning ikke medtager indkomsten i sin helhed til beskatning. Se SKM2015.24.HR.
Eksempel
Sagen vedrørte om udbetalingen af en erstatning var skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven og/eller statsskatteloven, eller om erstatningen er skattefri, jf. statsskattelovens § 5.
Højesteret fandt som landsretten, at erstatningen for de danske ejendomme skattemæssigt skulle sidestilles med fortjeneste ved afståelse og dermed skulle beskattes.
I forhold til den del af erstatningen der vedrørte de norske ejendomme, fastslog Højesteret, at selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 3. pkt. ud fra ordlyden, formålet og sammenhængen må forstås således, at bestemmelsen omfatter alle situationer, hvor kildelandet har frafaldet den beskatningsret, som landet har i medfør af eksempelvis en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Da Norge samtidig ikke har hjemmel i sin lovgivning til at beskatte, fandt Højesteret, at Norge på grund af sin lovgivning ikke medtager indkomsten ved beskatningen. På denne baggrund har Danmark en subsidiær beskatningsret efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 26, stk. 2. Derfor skulle hele erstatningen beskattes. SKM2017.506.HR.
Bemærk
Mellem Danmark og Færøerne kan artikel 26, stk. 2, om subsidiær beskatningsret, ikke anvendes på indkomst for arbejde udført på
- et færøsk skib, der er registreret i Færøsk International Skibsregister, eller
- et dansk skib, der er registret i Dansk International Skibsregister.
Se lov nr. 1412 af 21. december 2005, artikel 1.
Begrænsninger af overenskomstfordele
En fordel efter overenskomsten skal ikke kunne udnyttes i spørgsmål om indkomst eller formue, hvis det under hensyn til alle relevante omstændigheder er rimeligt at fastslå, at opnåelsen af fordelen var et af de væsentligste formål med det arrangement eller den transaktion, som direkte eller indirekte medførte fordelen. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med overenskomstens indhold og formål. Se protokol af 29. august 2018, artikel II, jf. Lov nr. 1294 af 21. november 2018.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til OECD`s modeloverenskomst fra 2017, artikel 29, stk. 9.
Se også
Se også DBO'en artikel 26 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 27: Forbud mod diskriminering
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2, om statsløse personer.
Landene kan beskatte indkomst, der erhverves af et fast driftssted, hvis det faste driftssted tilhører et aktieselskab i en anden kontraherende stat. Se artikel 27, stk. 2, 2. afsnit.
Eksempel
Ikke-diskrimineringsbestemmelsen i den tidligere dansk/færøske DBO førte ikke til, at en person, der i en periode var fuldt skattepligtig til Færøerne, fik fradrag på Færøerne for et uerholdeligt løntilgodehavende. Se TfS 1994, 539.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 28: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artiklen er ændret ved protokol af 29. august 2018, artikel III.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Fristen for at indbringe en sag om indledning af den gensidige aftaleprocedure for en af de kontraherende stater er senest 5 år fra det tidspunkt, hvor personen fik kendskab til den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten. Se artikel 28, stk. 1.
Artiklen er afpasset efter, at der er tale om en multilateral aftale. Fx skal alle de kontraherende stater inddrages ved løsning af tvivlsspørgsmål om fortolkning af DBO'en. Se artikel 28, stk. 4.
Artiklen omfatter ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
Artikel 29: Medlemmer af diplomatiske og konsulære repræsentationer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 30: Territorial udvidelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29 om territorial udvidelse.
Artikel 31: Ikrafttræden
DBO'en trådte i kraft den 11. maj 1997 og har virkning fra 1. januar 1998.
Den 29. august 2018 blev der vedtaget en protokol om ændring af DBO'en. Protokollen trådte i kraft 28. november 2019 og har virkning fra 1. januar 2020.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.
Efter BEK nr. 36 af 28. oktober 2004 artikel 4 ophæves overgangsordningen, hvor grænsegængere blev beskattet i bopælslandet. Personer der bor i Danmark og arbejder i Sverige, beskattes herefter i Sverige. Aftalen træder på dette punkt i kraft pr. 1. januar 2005.
Artikel 32: Opsigelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.
Protokol II Øresundsforbindelsen
Protokollens afsnit II handler om indkomster og fortjenester modtaget af personer eller foretagender, der er hjemmehørende i Danmark eller Sverige i forbindelse med aktiviteter ved opførelsen og driften af den faste forbindelse over Øresund.
Indkomster og fortjenester kan efter bestemmelsen kun beskattes i det land, hvor personen eller foretagendet er hjemmehørende.
Ved gensidig aftale mellem de danske og svenske skattemyndigheder er der opnået enighed om definitionen af den faste forbindelse over Øresund. Definitionen omfatter anlægget fra kyst til kyst dvs. tunnel, kunstig ø, bro, kunstig halvø samt billetterminalen i Sverige.
Departementet og de svenske skattemyndigheder er ved gensidig aftale blevet enige om, at deltagerne i interessentskaber, konsortier mv., der ikke anses for at være selvstændige skattesubjekter, omfattes af protokolbestemmelsen om Øresundsforbindelsen. Se TfS 1996, 270.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme |
| SKM2023.398.HR | Artikel 11. Moderselskaber, der var hjemmehørende i henholdsvis Sverige og Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, skattepligtige af renter, som moderselskaberne havde oppebåret på lån ydet til deres danske datterselskaber. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst henholdsvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi moderselskaberne var gennemstrømningsselskaber, der ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomsternes forstand, og fordi der forelå misbrug. Højesteret anførte, at det var uden betydning for vurderingen af spørgsmålet om retmæssig ejer, om renterne blev betalt effektivt eller blev tilskrevet lånets hovedstol.
I den ene sag (116/2021) fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at renternes retmæssige ejer var det bagvedliggende SICAR-selskab i Luxembourg, som renterne i hvert fald var gennemstrømmet til, eller aktionærerne og investorerne i dette selskab. Højesteret fandt, at det heller ikke var godtgjort, at betingelserne for bortfald af skattepligten af renterne i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, sidste punktum, var opfyldt.
I den anden sag (117/2021) fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at investorerne i de kapitalfonde, der stod bag gennemstrømningsselskaberne i Luxembourg, var renternes retmæssige ejere. Højesteret afviste endvidere en indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse.
I begge sager fandt Højesteret, at de danske datterselskaber var ansvarlige for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1. | Tidligere instans: SKM2023.234.ØLR |
| SKM2018.60.HR | Artikel 3, 15, 25 og 26. En person, der var skattepligtig til Danmark, arbejdede i indkomståret 2012 som overstyrmand på et norsk indregistreret skib ud for Y1-land’s kyst. Sagen angik, om personen, der ikke havde betalt norsk indkomstskat af vederlaget for arbejdet, efter den nordiske DBO var berettiget til lempelse af dansk indkomstskat. Afgørende herfor var i første række, om Norge efter DBO'en havde beskatningsretten til vederlaget, hvilket afhang af, om skibet kunne anses for at have været i "international trafik", jf. artikel 15, stk. 3, mens den pågældende arbejdede ombord. Højesteret fastslog, at udtrykket "international trafik" i den nordiske DBO skal fortolkes således, at et skib er i international trafik, når dets hovedopgave efter en helhedsvurdering er at transportere personer eller gods for en andens regning mellem pladser. Højesteret fandt på den baggrund, at skibets hovedopgave i 2012 måtte anses for at have angået inspektion, vedligeholdelse, reparation og udbygning af og på olie-installationer på havbunden inden for to områder ud for Y1-land’s kyst. Skibet kunne derfor ikke anses for at have været i international trafik, mens den pågældende arbejdede ombord. Personen var herefter ikke berettiget til lempelse af den danske indkomstskat. | Tidligere instans: SKM2017.162.ØLR Landsretten var modsat Højesteret af den opfattelse, at skibet havde sejlet i international trafik, men tillagde Danmark beskatningsretten efter artikel 26, stk. 2 (subsidiær beskatningsret). |
| SKM2017.506.HR | Artikel 26. Sagen vedrørte om udbetalingen af en erstatning var skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven og/eller statsskatteloven, eller om erstatningen er skattefri, jf. SL § 5. Højesteret fandt som landsretten, at erstatningen for de danske ejendomme skattemæssigt skulle sidestilles med fortjeneste ved afståelse og dermed skulle beskattes. I forhold til den del af erstatningen der vedrørte de norske ejendomme, fastslog Højesteret, at SEL § 8, stk. 2, 3. pkt. ud fra ordlyden, formålet og sammenhængen må forstås således, at bestemmelsen omfatter alle situationer, hvor kildelandet har frafaldet den beskatningsret, som landet har i medfør af eksempelvis en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Da Norge samtidig ikke har hjemmel i sin lovgivning til at beskatte, fandt Højesteret, at Norge på grund af sin lovgivning ikke medtager indkomsten ved beskatningen. På denne baggrund har Danmark en subsidiær beskatningsret efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 26, stk. 2. Derfor skulle hele erstatningen beskattes. | Tidligere instans: SKM2017.87.ØLR |
| SKM2015.24.HR | Artikel 15, 19 og 26, stk. 2. En læge med bopæl i Danmark arbejdede i 2007-2009 periodevis som læge i Rikstrygdeverket i Norge. Lægen havde hverken betalt skat af indkomsten i Norge eller i Danmark, da de danske skattemyndigheder mente, at beskatningsretten tilkom Norge, mens de norske skattemyndigheder mente, at beskatningsretten tilkom Danmark. Det var herefter spørgsmålet om den nordiske DBO afskar Danmark fra at beskatte indkomsten. Højesteret fastslog, at de norske skattemyndigheder efter norsk intern ret havde anset indkomsten for næringsindkomst, og at beskatningsretten derfor tilkom Danmark. Som følge heraf afskar DBO'en ikke Danmark fra at beskatte indkomsten efter artikel 26, stk. 2, hvorefter Danmark havde en subsidiær beskatningsret i tilfælde, hvor Norge efter sin lovgivning ikke medtager indkomsten i sin helhed til beskatning. | |
| Landsretsdomme |
| ►SKM2024.333.ØLR◄ | ►Artikel 15. Sagen, der blev behandlet i landsretten i første instans, angik, om skatteyderen var berettiget til fuld eller halv lempelse efter LL § 33 A, stk. 1 eller stk. 3, for den lønindkomst han oppebar for sit arbejde på et skib, der udførte arbejde på havbunden ud for Y1-land. Det afgørende i sagen var, om den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst regulerer beskatningsretten til indkomst, der er optjent
udenfor de nordiske staters område. Landsretten fandt, at Danmark var tillagt beskatningsretten til indkomsten i henhold til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, selvom arbejdet var udført udenfor de nordiske staters område. Skatteyderen var derfor alene berettiget til halv lempelse efter LL § 33 A, stk. 3. Landsretten anførte, at skatteyderen ikke med henvisning til Den juridiske vejledning eller på andet
grundlag havde godtgjort en bindende administrativ praksis, der kunne føre til andet resultat.◄ | |
| ►SKM2024.311.VLR◄ | ►Artikel 15. En skattepligtig havde indkomst fra arbejde på et skib under (...) flag, som indfangede fiskearten krill ud for Y2-kontinent, og som samtidig forarbejdede den indfangede krill. Landsretten fandt, at skibet ikke sejlede i international trafik i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 15, stk. 3’s forstand, og at skibet måtte anses for et fiskefartøj i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 4, litra b’s forstand. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet.◄ | |
| ►SKM2024.192.ØLR◄ | ►Artikel 11 og 26. Et Y1-land moderselskab var i medfør af SEL § 2, stk. 1, litra d, skattepligtig af renter, som selskabet havde oppebåret i 2005-2007 på et lån ydet til dets danske datterselskab. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi moderselskabet og dette selskabs eget Y1-land moderselskab var gennemstrømningsselskaber, der ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomstens forstand. Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at det selskab på Y2-land, der havde modtaget renterne via de Y1-lande gennemstrømningsselskaber, også var en gennemstrømningsenhed, og at renternes retmæssige ejer derfor var den omhandlede koncerns ultimative moderselskab i Y3-land. Det danske selskab var ansvarlig for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af KSL § 69, stk. 1.◄ | |
| ►SKM2024.104.ØLR◄ | ►Artikel 10. Sagen angik, om et Y1-landsk moderselskab var skattepligtig i medfør af SEL § 2, stk. 1, litra c, af et udbytte på 400 mio. kr. udloddet af dets danske datterselskab i 2007. Spørgsmålet var nærmere bestemt, om der skulle ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten efter moder-/datterselskabsdirektivet og/eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, fordi der forelå retsmisbrug af direktivets fordele, og fordi det Y1-landsk selskab ikke kunne anses som retmæssig ejer af udbyttet i overenskomstens artikel 10, stk. 2’s forstand. Endvidere angik sagen, om datterselskabet var ansvarligt for den manglende indeholdelse af udbytteskat i medfør af KSL § 69, stk. 1. SKAT havde truffet afgørelse om, at udbyttet var skattepligtigt, jf. SEL § 2, stk. 1, litra c, og at det danske selskab var ansvarlig for den manglende indeholdelse af kildeskat, jf. KSL § 69, stk. 1. Landsskatteretten ændrede ved kendelse af 24. oktober 2013 (j.nr. 12-0192126) SKAT’s afgørelse, idet Landsskatteretten fandt, at udbyttet var fritaget for dansk kildeskat efter moder-/datterselskabsdirektivet og af den grund ikke var skattepligtigt efter SEL § 2, stk. 1, litra c. Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, hvor sagen var udsat på først EU-Domstolens dom i de forenede sager i C-116/16 og C-117/16 og derefter Højesterets afgørelse af sagerne afgjort ved Højesterets dom af 9. januar 2023 i sagerne 69/2021, 79/2021 og 70/2021 (SKM2023.251.HR).◄ | |
| ►SKM2024.35.ØLR◄ | ►Artikel 11. Et Y1-landsk moderselskab var i medfør af SEL § 2, stk. 1, litra d, skattepligtig af renter, som selskabet havde oppebåret i 2005-2007 på et lån ydet til dets datterselskab i Y2-land. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi moderselskabet og dette selskabs eget Y1-landske moderselskab var gennemstrømningsselskaber, der ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomstens forstand. Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at det selskab på Y1-territorium, der havde modtaget renterne via de (Y-landske) gennemstrømningsselskaber, også var en gennemstrømningsenhed, og at renternes retmæssige ejer derfor var den omhandlede koncerns ultimative moderselskab i Y2-land. Det Y2-landske selskab var ansvarlig for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af KSL § 69, stk. 1.◄ | |
| SKM2022.416.VLR | Artikel 11. Moderselskaber, der var hjemmehørende i henholdsvis Sverige og Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d), skattepligtige af renter, som moderselskaberne havde oppebåret på lån ydet til deres danske datterselskaber. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst henholdsvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, da der forelå misbrug, og da moderselskaberne ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomsternes forstand. Datterselskabernes indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse, blev afvist. Datterselskabet i sag BS-30/2021-VLR fik ikke medhold i sine subsidiære påstande om delvis nedsættelse af kildeskattekravet og hjemvisning til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, som selskabet støttede på et anbringende om, at de bagvedliggende investorer i kapitalfondene på Y2-by, som ejede det luxembourgske moderselskab, skulle anses for de retmæssige ejere af de omhandlede renter. | Har været anket til Højesteret, men anken blev hævet. Tidligere instans: SKM2011.57.LSR og SKM2011.59.LSR. |
| SKM2018.437.VLR | Artikel 15, stk. 4, litra b. Sagen angik, om Danmark kunne beskatte den indkomst, som en i øvrigt fuldt skattepligtig i 2011 og 2012 havde optjent om bord på et skib under norsk flag, som fangede krill ud for Antarktis, og som samtidig forarbejdede den indfangede krill. Den skattepligtige gjorde gældende, at Norge var tillagt beskatningsretten, og at Danmark ikke havde en subsidiær beskatningsret, samt at han derfor var berettiget til lempelse. Til støtte herfor henviste den skattepligtige til, at arbejdet måtte anses for udført på norsk territorium, og at der ikke var tale om et fiskefartøj med deraf følgende dansk beskatningsret. Allerede fordi fiskeriet og fangsten af krill var en forudsætning for driften af forarbejdningsanlægget om bord på skibet, og fordi anlægget kun blev anvendt til forarbejdning af skibets fangst og ikke fangster gjort af andre skibe, tiltrådte landsretten, at skibet måtte anses for et fiskefartøj i DBO'ens artikel 15, stk. 4, litra b’s forstand. Den omstændighed, at den skattepligtige arbejdede som elektriker på skibet, kunne ikke føre til et andet resultat. Allerede fordi den skattepligtige alene var skattepligtig i Danmark af den indkomst, han i indkomstårene 2011 og 2012 tjente om bord på skibet, opstod der ikke spørgsmål om dobbeltbeskatning eller anvendelse af DBO'ens artikel 25, stk. 1, litra c. Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet. | Tidligere instans SKM2017.499.BR |
| SKM2012.7.VLR | Artikel 19 og 26, stk. 2. En læge, der var fuldt skattepligtig til Danmark, havde arbejdet på offentlige sygehuse i Norge og modtaget vederlag herfor. Norge havde beskatningsretten til vederlaget ifølge artikel 19 i den nordiske DBO (offentligt hverv), men da hovedparten af lægens indkomst i 2002-2006 ikke var beskattet i Norge, blev lægen beskattet i Danmark af denne indkomst i overensstemmelse med DBO'ens artikel 26, stk. 2, om subsidiær beskatningsret for den stat, hvor en person er hjemmehørende. | |
| SKM2007.135.ØLR | Artikel 4. Landsretten fandt, at en person var fuldt skattepligtig til Danmark og at denne efter den nordiske DBO måtte anses for hjemmehørende i Danmark på grund af sædvanligt ophold. Personen fandtes ikke omfattet af de særlige grænsegængerregler i protokol af 23. januar 1990 til den nordiske DBO. | |
| SKM2007.123.ØLR | Artikel 18. I en sag modtog skatteyderen hver måned en social ydelse efter lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre. Formålet med loven var at yde økonomisk kompensation for at sikre de berettigede personers økonomiske forhold, eller et forsørgelsesbehov. Ydelsen blev herefter karakteriseret som en social ydelse efter artikel 18 i den nordiske DBO. | |
| Byretsdomme | | |
| SKM2023.125.BR | En skattepligtig havde indkomst fra arbejde på et skib under Y2-landsk flag, som indfangede fiskearten krill ud for Y6-kontient, og som samtidig forarbejdede den indfangede krill. Retten fandt, at Danmark havde beskatningsretten til indkomsten, både fordi skibet ikke sejlede i international trafik, og fordi skibet var et fiskefartøj. Retten bemærkede i øvrigt og med henvisning til en forklaring afgivet under en anden retssag vedrørende samme skib (SKM2018.437.VLR, jf. SKM2017.499.BR), at skibet ikke kunne anses for et testskib. Skatteministeriet blev derfor frifundet. | |
| SKM2017.153.BR | Artikel 5. Retten fandt, at sagsøgerens virksomheder, som alene havde tilknytning til Danmark, havde fast driftssted i Danmark. | |
| Landsskatteretten |
| ►SKM2024.321.LSR◄ | ►Artikel 3, 15 og 20. Sagen angik, om klageren som udenlandsk studerende var berettiget til såkaldt gæstestuderendefradrag efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts art. 20, jf. protokollens afsnit IX, stk. 3. Klageren var udenlandsk studerende fra Færøerne, der ved forskudsregistreringen for indkomståret 2022 blev nægtet gæstestuderendefradrag, da klagerens indkomst bestod i honorarindkomst og ikke lønindkomst. Landsskatteretten fandt, at "vederlag for tjenesteydelser" i protokollens afsnit IX, stk. 3, både ud fra ordlyden, en almindelig sproglig forståelse ud fra fortolkningsprincipperne i både dobbeltbeskatningsoverenskomsten og Wienerkonventionen måtte anses for også at omfatte honorarindkomst, og at der ikke var holdepunkter for at forstå det som begrænset til kun lønindkomst. Beskrivelsen i forarbejderne om det såkaldte rigsfællesskabsfradrag, hvorefter gæstestuderendefradrag i praksis kun indrømmes vedrørende lønindkomst, kunne ikke heroverfor tillægges afgørende betydning. Klageren var derfor berettiget til gæstestuderendefradrag◄ . | |
| SKM2021.486.LSR | Artikel 15. Landsskatteretten fandt, det var berettiget, at Skattestyrelsen i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, ekstraordinært havde genoptaget klagerens skatteansættelser for 2015 og 2016 og forhøjet indkomsten med lønindtægter fra udlandet. I klagen til Landsskatteretten gjorde klageren gældende, at han var berettiget til lempelse efter LL § 33 A, stk. 1. SKAT havde ikke behandlet dette spørgsmål, men Landsskatteretten fandt, at retten i den foreliggende situation kunne foretage en afledt ændring vedrørende lempelse, jf. SFL § 45, stk. 1. Da Skattestyrelsen ikke havde truffet afgørelse om lempelse, og da der under klagesagen var indsendt væsentlige nye oplysninger herom, hjemviste Landsskatteretten spørgsmålet om lempelse til behandling i Skattestyrelsen. | |
| SKM2021.252.LSR | Artikel 5. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar, hvorefter et udenlandsk selskab ville blive anset for at etablere fast driftssted i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at arbejdsopgaver for en medarbejder her i landet efter beskrivelsen ikke kunne anses for udelukkende at være alene af forberedende eller hjælpende karakter, men måtte anses for at udgøre en væsentlig og betydningsfuld del af selskabets virksomhed i sin helhed. | |
| SKM2014.313.LSR | Artikel 25. En skatteyder med bopæl i Danmark og arbejde i Sverige var omfattet af social sikring i Tyskland. Klageren var herefter ikke berettiget til exemptionslempelse efter reglerne i lov nr. 428 af 28. april 2010, idet disse regler forudsætter, at skatteyderen omfattes af social sikring i et nordisk land. | |
| SKM2010.486.LSR | Artikel 4. Efter fraflytning til Sverige var en person fortsat skattepligtig til Danmark, da denne fortsat havde bopælsmulighed i et stort sommerhus i Vestjylland, som var godkendt til helårsbeboelse. Efter fraflytningen havde personen derfor dobbeltdomicil i Danmark og Sverige. Da den pågældende havde en fast og vedvarende bolig i Sverige mens denne alene havde en bopælsmulighed i Danmark, og faktisk boede og arbejdede i Sverige blev vedkommende anset for hjemmehørende i Sverige. | |
| SKM2007.201.LSR | Artikel 7. Landsskatteretten har afsagt kendelse om, at ved overdragelse af aktiver fra en begrænset skattepligtig dansk filial af et svensk selskab til en anden begrænset skattepligtig dansk filial ejet af et andet svensk koncernselskab kunne afskrivningsgrundlaget ikke ansættes til markedsværdien, men skulle fastsættes på baggrund af den faktiske anskaffelsessum, der efter de svenske regler udgjorde de regnskabsmæssige værdier. Der kunne ikke foretages tilskudsbeskatning af den filial, der erhvervede den anden filials virksomhed. | |
| SKM2006.296.LSR | Artikel 4. En svensk pilot, der med sin ægtefælle var flyttet til Danmark for at udøve arbejdsopgaver her, ansås at være fuldt skattepligtig til Danmark og at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark i den omhandlede periode. | |
| SKM2004.443.LSR | Artikel 19 og 22. Landsskatteretten har afgjort at en læges honorar for arbejde som vagtlæge i Norge var omfattet af artikel 22, fordi der var tale om patienters egenbetaling, som ikke blev anset for omfattet af artikel 19. | |
| SKM2004.231.LSR | Artikel 20. En islandsk læge, der havde arbejdet som reservelæge og praksisreservelæge i turnus- introduktions- og uddannelsesstillinger under X Amts Sygehusvæsen, og som var aflønnet i henhold til overenskomst for Foreningen af Yngre læger, kunne ikke indrømmes fradrag gældende for studerende og praktikanter i henhold til den nordiske DBO. | |
| SKM2004.397.LSR | Artikel 20. En skatteyder, der i 1984 havde erhvervet en maskinistuddannelse i Danmark, gennemgik som følge af en ændring af maskinistuddannelsen en ny uddannelse i 1996-97. Denne uddannelse ansås for en videreuddannelse, og skatteyderen var ikke berettiget til færøfradrag. | "Færøfradrag" er den tidligere betegnelse for gæstestuderendefradrag. |
| SKM2003.577.LSR | Artikel 17 og 19. En musiker, der boede her i landet og arbejdede som lønmodtager ved et koncerthus i Sverige, var omfattet af art. 17 i den nordiske dobbeltbeskatningsaftale. Han kunne ikke anses omfattet af art. 19 om offentligt ansatte, da koncerthuset blev drevet som et svensk aktieselskab, uanset at aktierne var ejet af X kommune. | |
| SKM2002.55.LSR | Artikel 15. Landsskatteretten har afgjort, at læger og sygeplejersker, der arbejder på sygehuse i Norge og Sverige er omfattet af artikel 15, og ikke af artikel 19, når der er tale om et arbejdsforhold, der kan betegnes som arbejdsudleje. | |
| TfS 1996, 619 LSR | Artikel 5. Et svensk kraftværksvirksomhed (A AB) deltog sammen med en dansk virksomhed som interessent i et interessentskab (I/S B), hvis formål var at opføre, eje og drive et kraftværk i Danmark. A AB fik ikke fast driftssted i Danmark under opførelsen af kraftværket, da selskabets forretningsvirksomhed ikke bestod i opførelse af kraftværket, men i driften af kraftværket og at deres medarbejdere deltog efter afregning med faste timesatser i opførelsen af kraftværket. Afgørelsen havde dissens, et retsmedlem tiltrådte det af told- og skattestyrelsen anførte og stemte for, at A AB ville få fast driftssted i Danmark fra påbegyndelsen af opførelsen af kraftværket. | |
| Skatterådet og Ligningsrådet |
| ►SKM2024.343.BR◄ | ►Sagen angik, hvorvidt en dansk læges indtægter fra Y1-land, fra henholdsvis en Y1-landsk kommune, det Y1-landske politi, den Y1-landske (...) forvaltning og Y1-landske patienters egenbetalinger skulle anses for værende lønindtægt oppebåret af lægen som lønmodtager, eller om indtægterne derimod skulle anses for hidrørende fra lægens selvstændige erhvervsvirksomhed. Retten lagde vægt på lægens ansættelsesaftale med den Y1-landske kommune og de forhold, som udtrykkeligt fremgik heri. Blandt andet fremgik det, at lægen var arbejdstager, at lægen var omfattet af en overenskomst og ferielovgivning, ligesom det fremgik, at den Y1-landske kommune afholdt en stor del af udgifterne forbundet med arbejdets udførelse. Retten fandt ikke, at lægen med sine egne forklaringer, vidneforklaringen og de i sagen fremlagte erklæringer fra den Y1-landske kommune, havde godtgjort, at lægen skulle betragtes som selvstændig erhvervsdrivende. Efter en konkret vurdering af de samlede kriterier i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 fandt retten dermed, at lægens indkomst i Y1-land måtte anses som erhvervet i et tjenesteforhold. Endvidere udtalte retten, at det forhold, at de Y1-landske skattemyndigheder efter Y1-landsk ret måtte betragte lægens indkomst som næringsindkomst, ingen betydning havde for vurderingen af, om lægen efter dansk ret skulle anses som værende lønmodtager og kan derfor ikke føre til et andet resultat. Skatteministeriets blev herefter frifundet.◄ | |
| SKM2023.598.SR | Spørger ønskede bekræftet, at selskabet kunne få fradrag for endeligt underskud fra dets helejede datterselskab i Norge. Skatterådet afviste at svare på spørgsmålet. Besvarelsen af anmodningen om det bindende svar var afhængig af, om Spørger efter norsk ret havde fast driftssted i Norge. Der var ikke fremlagt oplysning herom. Spørgers repræsentant oplyste under det personlige fremmøde i Skatterådet, at Skatterådet kunne lægge til grund som en forudsætning for det det bindende svar, at Spørger ikke havde fast driftssted i Norge. Hvorvidt Spørger efter norsk ret havde fast driftssted i Norge skulle afgøres i henhold til artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Norge. Skatterådet fandt på baggrund af de i anmodningen angivne oplysninger om de faktiske forhold ikke, at det uden videre kunne lægges til grund, at Spørger efter norsk ret ikke havde fast driftssted i Norge. Da besvarelsen af anmodningen om bindende svar som nævnt var afhængig af, om Spørger efter norsk ret havde fast driftssted i Norge, afviste Skatterådet at svare på det stillede spørgsmål, idet det ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. Da spørgsmål 1 blev "Afvist", bortfaldt spørgsmål 2 -5, som vedrørte betydningen af en række forudgående foretagne omstruktureringer og dispositioner. | |
| SKM2023.78.SR | Artikel 15. Spørgers svenske medarbejdere (sælgere) var i et tjenesteforhold til spørger, som var en dansk virksomhed. De udførte personligt arbejde i Danmark 1-5 dage om måneden. Spørger stillede fri bil til rådighed for sælgerne, indregistreret i Sverige. Medarbejderne benyttede deres firmabil i deres arbejde som sælgere også i de dage, hvor medarbejderne arbejdede i Danmark. Skatterådet kunne bekræfte, at en svensk medarbejder, som havde bopæl i Sverige og blev beskattet af værdien af fri bil i Sverige, også var skattepligtig af værdien af fri bil i Danmark, hvis medarbejderen arbejdede i Danmark 1-5 dage om måneden. Danmark kunne beskatte den del af vederlaget, som bestod i værdien af fri bil, for de dage, hvor arbejdet udførtes i Danmark. Spørgers svenske medarbejdere var kun skattepligtige til Danmark af værdien af fri bil for de specifikke dage, hvor arbejdet udførtes i Danmark. Skatterådet kunne således bekræfte, at spørgers svenske sælgere ikke var skattepligtige af værdien af fri bil for en hel måned, hvis de kun arbejdede 1-5 dage i Danmark om måneden. Medarbejderne skulle alene beskattes af værdien af fri bil for de dage, hvor arbejdet udførtes i Danmark (forholdsmæssig fordeling). | |
| SKM2022.557.SR | Artikel 5. Skatterådet kunne ikke bekræfte i spørgsmål 3 og 4, at H2 AS og H1 Holding AS ikke fik fast driftssted i Danmark som følge af det arbejde, som A udførte i Danmark. Der blev lagt vægt på, at selskaberne har en interesse i at være til stede i Danmark, som følge af A´s tilflytning til Danmark. A indtog efter det oplyste en så væsentlig position i selskaberne, og A kunne ikke umiddelbart erstattes. Det var ligeledes væsentligt for A som person at kunne arbejde fra Danmark. Skatterådet lagde ved vurderingen særlig vægt på det oplyste om A´s jobfunktion som administrerende direktør, og på, at H2 AS var en mindre virksomhed med 24 ansatte. Hertil kom, at A ejede 20 pct. af aktierne i H-koncernen, hvilket yderligere understøttede dennes væsentlige position. | |
| SKM2022.406.SR | Artikel 5. Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med spørgers opfattelse, at spørger ikke statuerede fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, som følge af, at spørgers administrerende direktør ønskede at arbejde hjemmefra i Danmark, når arbejdet tillod det. Det var oplyst, at arbejdet i Danmark opstod tilfældigt og sporadisk. Spørger var en global koncern hjemmehørende i X-land. Spørger havde et datterselskab i Danmark, som varetog de danske aktiviteter. Skatterådet fandt, at spørger ikke rådede over et fast forretningssted i Danmark gennem medarbejderens arbejde i Danmark. Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at medarbejderen ikke ville være involveret i salgsopsøgende arbejde eller lignende i Danmark, idet denne funktion blev varetaget af datterselskabet, samt at arbejdet i Danmark ikke kunne planlægges, men opstod tilfældigt og sporadisk. | |
| SKM2022.167.SR | Artikel 5. Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med Spørgers opfattelse, at Spørger ikke statuererede fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, som følge af, at to danske medarbejdere ønskede at flytte hjem til Danmark og primært arbejde dérfra. Spørger drev virksomhed i Norge og X-land, og producerede X-produkt for en række selskaber i Spørger-koncernen. Skatterådet fandt, at Spørger ikke rådede over et fast forretningssted i Danmark gennem medarbejdernes arbejde i Danmark. Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at medarbejderne ikke ville være involveret i salgsopsøgende arbejde eller lignende i Danmark. Der var heller ikke tale om, at Spørger var ved at etablere sig i Danmark, ved at have medarbejdere med afgørende funktioner for Spørger i Danmark. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at Spørger havde ansatte uden for Danmark, som varetog tilsvarende funktioner som medarbejdernes funktioner. | |
| SKM2021.412.SR | Artikel 5. H AB var et svensk aktieselskab, der havde to danske medarbejdere, der udførte arbejdet fra deres hjem i Danmark. Den ene danske medarbejder var aktionær i selskabet og ansat som kreativ direktør. Skatterådet kunne bekræfte, at selskabet ikke havde ledelsens sæde i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6, idet den daglige ledelse af selskabet udføres fra Sverige af en der bosiddende direktør. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at selskabet ikke havde fast driftssted i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 2, som følge af de danske medarbejderes hjemmearbejdsplads. | |
| SKM2021.349.SR | Artikel 5. H1 havde indgået aftaler med en række danske virksomheder om at udføre arbejde på jernbanespor. Arbejdet blev udført af medarbejdere ansat af H1. H1 havde indgået kontrakter med G1 DK, G2 A/S (A), G2 A/S (B), G3 og G4. Kontrakterne havde forskellig varighed og dækkede over et varierende antal arbejdsdage i Danmark pr. år. Det ønskedes bekræftet, at H1 ikke ville blive anset for at udøve fast driftssted i Danmark som følge den aktivitet, der udøvedes i henhold til kontrakterne. Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med Spørgers ønske, at kontrakterne med G1 DK, G2 A/S (A), G2 A/S (B) og G3 ikke medførte fast driftssted i Danmark. Skatterådet bekræftede derimod ikke, at kontrakten med G4 ikke gav fast driftssted. Skatterådet bekræftede, at indkomst og udgifter fra de kontrakter, der ikke ansås for at give fast driftssted ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst ved det danske faste driftssteds indkomstopgørelse. Afgørelsen er forkortet af hensyn til tavshedspligten. | |
| SKM2021.118.SR | Artikel 5. Spørger var et svensk medicinalselskab, som havde ansat to medarbejdere i Danmark til at varetage forskellige funktioner for selskabet inden for bl.a. udvikling, support, uddannelse og træning samt promovering og salgsaktiviteter i forhold til en række læger, hospitaler og andet sundhedspersonale i Danmark. Medarbejderne havde ingen kontakt med de direkte aftagere af selskabets produkter (distributører og apoteker). Det blev ønsket bekræftet, at de to medarbejdere i Danmark ikke ville udgøre et skattemæssigt fast driftssted for det svenske hovedkontor. Spørgsmålet kunne bekræftes, da medarbejdernes aktiviteter kunne anses for at være af hjælpende eller forberedende karakter. På grund af den særlige regulering, som salg og markedsføring af lægemider er underlagt, havde medarbejderne som udgangspunkt ikke mulighed for at give sundhedspersonalet økonomiske incitamenter til at anvende de konkrete lægemidler, herunder særlige pristilbud, rabatter, provisioner el.lign. Markedsføringen var således primært en formidling af faglig viden og ikke en økonomisk eller kontraktuel forhandling, ligesom der heller ikke var tale om ordremodtagelse. Disse forhold talte for at medarbejdernes markedsføringsaktiviteter kunne anses for at være hjælpende eller forberedende, da det var aktiviteter, der støttede selskabets salg uden at være en direkte del af selve salgsprocessen. | |
| SKM2020.470.SR | Artikel 5. En medarbejder hos H1 i Norge fratrådte sin stilling hos H1 i Norge, og blev overført til ansættelse hos H2 i Danmark. H1 i Norge påtog sig at benytte medarbejderen til underleverancer i 700 timer i 20XX og i 500 timer 20XX. Medarbejderen ville arbejde under instruks fra H2 i Danmark i alle opgaver. Spørger ønskede derfor at vide, om Spørger ville etablere et fast driftssted i Danmark. Skatterådet bekræftede, at H1 ikke ville få fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, ved medarbejderens ansættelse hos H2. | |
| SKM2020.268.SR | Artikel 4. Spørger var fuldt skattepligtig i Sverige, hvor han havde bolig. Spørger havde også været fuldt skattepligtig til Danmark siden 1. januar 2020, idet han lejede en lejlighed her for at kunne varetage sit arbejde som konsulent ved G1. Efter det oplyste ville spørger således have en helårsbolig til rådighed i begge stater. Derfor skulle han anses for værende hjemmehørende i den stat, hvor han havde midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten ("DBO") mellem Danmark og Sverige (Norden), artikel 4, stk. 2, litra a). Spørgeren havde sine væsentligste personlige forbindelser til Sverige, hvor han havde familie, vennekreds og fritidsinteresser. Hans eneste forbindelse til Danmark var jobbet, som var et vikariat, der var tidsbegrænset til 1 år. Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørgeren havde midtpunktet for sine livinteresser i Sverige. Derfor måtte han anses for skattemæssigt hjemmehørende i Sverige. | |
| SKM2020.246.SR | Artikel 4. Spørger var fuldt skattepligtig i Norge, hvor hun havde bolig og sin familie. Det var oplyst, at spørger også havde været fuldt skattepligtig til Danmark siden 6. januar 2019, hvor hun fik bopæl her i landet og tog ophold her i forbindelse med arbejde for G1. Efter det oplyste ville spørger have en helårsbolig til rådighed i begge stater. Derfor skulle hun anses for værende hjemmehørende i den stat, hvor hun havde midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten ("DBO") mellem Danmark og Norge (Norden) artikel 4, stk. 2, litra a). Da spørger havde sine væsentligste personlige forbindelser til Norge og sine væsentligste økonomiske forbindelser til Danmark, fandt Skatterådet, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser. Der skulle herefter tages stilling til, om det skattemæssige hjemsted kunne afgøres efter kriteriet, hvor spørgeren sædvanligvis opholder sig, jf. DBO’en mellem Danmark og Norge (Norden) artikel 4, stk. 2, litra b). Der var ikke nogen signifikant forskel på antallet af opholdsdage i henholdsvis Norge og Danmark. Baseret på det oplyste om spørgerens opholdsmønster ville anvendelsen af reglen i DBO’en mellem Danmark og Norge (Norden), artikel 4, stk. 2, litra b, derfor ikke føre til, at det med sikkerhed kunne fastslås, at spørgeren sædvanligvis dvs. i overvejende grad opholdt sig i det ene land frem for det andet. Spørgers skattemæssige hjemsted måtte derfor vurderes ud fra reglen i DBO’en mellem Danmark og Norge (Norden), artikel 4, stk. 2, litra c om statsborgerskab. Det var oplyst, at spørger er norsk statsborger. Skatterådet fandt derfor, at spørgeren måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Norge. | |
| SKM2020.110.SR | Spørger var fuld skattepligtig i Danmark og havde fået tildelt tegningsretter i forbindelse med en tidligere ansættelse i Sverige i 2015. Spørger var på daværende tidspunkt omfattet af svensk social sikring. Skatterådet kunne bekræfte, at tegningsretterne var omfattet af ligningslovens § 28, da de var erhvervet til favørkurs som led i et ansættelsesforhold og opfyldt ved levering af nytegnede aktier. En avance opnået i perioden efter udnyttelsen af tegningsretterne ville dog blive beskattet som aktieindkomst. Skatterådet kunne også bekræfte, forudsat at der var betalt sociale bidrag i Sverige i forbindelse med tildelingen af tegningsretterne, at spørger var berettiget til exemptionslempelse i henhold til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. | |
| SKM2020.58.SR | Artikel 5. En svensk medarbejder var ansat hos et dansk datterselskab og i forbindelse med en påtænkt omstrukturering, ville datterselskabets kontorfaciliteter blive overtaget af det svenske selskab H1 AB. Medarbejderens ansættelsesforhold ville ligeledes blive allokeret til det svenske selskab. Det svenske selskab H1 AB ville råde over de kontorfaciliteter i Danmark, hvorfra medarbejderen ville udføre sine aktiviteter. Medarbejderen ville bruge 40 procent af sin arbejdstid på kontoret i Danmark. Der var ikke vil være tale om en tidsbegrænset periode, tilstedeværelsen i Danmark ville være permanent. Om selskabets aktiviteter i Danmark var det oplyst, at medarbejderen ville lede markedsføringen, forretningsudviklingen, tilbudsgivningen til kunderne og generel udvikling af de øvrige markeder i udlandet, ligesom der ville blive afholdt fysiske møder med kunder i Danmark. Skatterådet fandt, at selskabet opfyldte betingelserne for at udgøre et fast driftssted. Selskabet rådede over et permanent kontor i Danmark, som medarbejderen ville benytte til at udøve salg og markedsføring af virksomhedens produkter. Skatterådet fandt, at det svenske selskab H1 AB efter den påtænkte omstrukturering ville udøve erhverv med fast driftssted her i landet efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Skatterådet fandt, at de pågældende arbejdsopgaver i Danmark ikke havde karakter af at være af forberedende eller hjælpende karakter. | |
| SKM2019.477.SR | Artikel 19 og 22 Spørger var i gang med et 3-årigt ph.d.-studium, som var bygget op gennem en 50%-stilling som ph.d-studerende ved den norske offentlige forskningsinstitution G1 og en 50%-stilling som ph.d.-studerende ved det danske universitet G2. Spørger flyttede med sin familie til Norge, inden han flyttede videre til USA på studieophold. Spørger ønskede en afklaring af beskatningen af hans løn fra henholdsvis G1 og G2. Skatterådet fandt, at spørger fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark efter fraflytningen pr. 1. juli 2019, idet han som følge af ansættelsen på G2 blev anset for udsendt af den danske stat. Under opholdet i Norge havde Norge dog beskatningsretten til lønnen fra G2. Under opholdet i USA kunne USA beskatte den del af lønnen fra G2, som kunne henføres til arbejde udført i USA, jf. artikel 15, stk. 1, i den dansk/amerikanske DBO. Lønnen fra G1 kunne efter fraflytningen kun beskattes i Norge, idet spørgeren herefter var hjemmehørende i Norge efter den nordiske DBO. Skatterådet bekræftede også, at honorarer udbetalt af ikke-offentlige organisationer for arbejde udført i USA ikke blev beskattet i Danmark. Endvidere var spørger ikke omfattet af reglerne om fraflytterskat på aktier og anparter. | |
| SKM2019.233.SR | Artikel 15. Skatterådet besvarede spørgsmål om beskatning af løn for arbejde for en svensk arbejdsgiver, herunder lempelse vedrørende dobbeltbeskatning, idet spørgeren var fuldt skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Skatterådet bekræftede, at Sverige havde beskatningsretten til hele lønnen ifølge de særlige regler for grænsegængere, og at Danmark ville give exemptionslempelse med progressionsforbehold, hvis spørgeren var omfattet af svensk social sikring. Dertil kom, at Skatterådet bekræftede, at sygedage eller feriedage skal medregnes som arbejdsdage i Sverige, at weekends og afspadseringsdage samt svenske og danske helligdage ikke skal medregnes hverken i Danmark eller Sverige, og at arbejde i Sverige en del af en dag fører til, at dagen skal medregnes som arbejdsdag i Sverige, selvom der også arbejdes en del af dagen i Danmark. | |
| SKM2019.206.SR | Artikel 4. Skatterådet bekræftede, at Spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Sverige ifølge den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Dertil kom, at Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne køre i sin svensk indregistrerede bil i Danmark. | |
| SKM2018.543.SR | Artikel 15, 19 og 23. Skatterådet besvarer spørgsmål om beskatning af indkomst, fradrag af udgifter, samt lempelse af dobbeltbeskatning i tilknytning til, at en dansk bosat spørger arbejder i Sverige og lejlighedsvist har hjemmearbejde i Danmark. Spørgsmålene vedrører dels spørgerens nuværende arbejde i Sverige for en offentlig arbejdsgiver, dels spørgerens påtænkte arbejde for en privat svensk arbejdsgiver. | |
| SKM2018.522.SR | Artikel 5. Skatterådet bekræftede, at selskabets isoleringsarbejde i Danmark ikke udgør et fast driftssted efter artikel 5, stk. 3 i den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Skatterådet afviste at svare på, om fremtidige på hinanden følgende installationsprojekter, der er økonomisk og geografisk uafhængige af hinanden, ville udgøre et fast forretningssted for selskabet, når varigheden af de enkelte projekter er under 12 måneder for hvert projekt, men den samlede uafbrudte varighed for projekterne overstiger 12 måneder. | |
| SKM2018.371.SR | Artikel 5. Skatterådet bekræftede, at selskabets aktiviteter ikke udgjorde et fast driftssted i Danmark. Medarbejdernes tilstedeværelse var så begrænset, at de lejede kontorfaciliteter ikke kunne betragtes som udgørende et fast forretningssted efter hovedreglen i artikel 5, stk. 1, i den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Samtidig udøvede medarbejderne deres fuldmagt for at indgå kontrakter i så begrænset omfang, at fuldmagten ikke kunne anses for at ske "sædvanligvis". Selskabet kunne derfor heller ikke anses for at have fast driftssted efter agentreglen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 5, stk. 6. | |
| SKM2015.28.SR | Artikel 4. Skatterådet kan bekræfte, at spørger efter en samlet vurdering af spørgers tilknytning til Danmark og det andet land ikke anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter artikel 4 i den dobbeltbeskatningsoverenskomst, der er indgået mellem Danmark og spørgers bopælsland i udlandet. | |
| SKM2014.32.SR | Artikel 23 og 25. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ved selskabets skatteberegning kunne opnås lempelse for betalt "avkastningsskat" vedrørende svenske kapitalforsikringer, idet der er tale tale om en formueskat, som Danmark ikke er forpligtet til at give nedslag for, jf. artikel 23, stk. 7. | |
| SKM2013.545.SR | Artikel 5. En person påtænkte at flytte til Sverige. Herefter ville personen drive erhverv med levering af sundhedsydelser i Danmark. Personen blev anset for at drive erhvervsvirksomhed med fast driftssted i Danmark, hvis personen én gang om ugen lejede et kliniklokale i Danmark på timebasis. Personen fik ikke fast driftssted i Danmark, hvis han kørte rundt til private og behandlede på deres bopæle i Danmark. | |
| SKM2013.497.SR | Artikel 19. Skatterådet kunne bekræfte, at Norge havde beskatningsretten efter artikel 19, stk. 2, til spørgerens indkomst fra det danske universitet, idet spørgeren ikke blev hjemmehørende i Norge alene med det formål at udføre sit hverv for universitetet. | |
| SKM2004.64.LR | Artikel 19. Ligningsrådet fandt, at vederlaget fra en ansættelse på norske sygehuse var omfattet af artikel 19. Lønnen til lægerne blev udbetalt af sygehusene. | |
| TfS 1998, 334 LR | Artikel 4. Ligningsrådet fandt, at begrebet "ledelsens sæde" i SEL § 1, stk. 6, havde samme indhold som "ledelsens sæde" i artikel 4, stk. 3, i den nordiske DBO. Ligningsrådet kunne ikke udtale sig om, hvilken bedømmelse de finske skattemyndigheder vil anlægge vedrørende selskabets skattepligtsforhold. | |
| TfS 1996, 777 LSR | Artikel 20. En skatteyder havde opholdt sig i Danmark i en periode før påbegyndelsen af en uddannelse. Hun var ikke berettiget til islandsfradrag, idet det ikke fandtes godtgjort, at hun havde opholdt sig her i landet udelukkende i studie- og uddannelsesøjemed. | "Islandsfradrag" er den tidligere betegnelse for gæstestuderendefradrag. |
| TfS 1996, 476 LR | Artikel 4. Et svensk selskab, der var blevet købt af et dansk selskab, blev anset for skattepligtigt til Danmark efter SEL § 1, stk. 7. Bestyrelsesmedlemmerne havde bopæl i Danmark, men bestyrelsen havde sit sæde i Sverige, hvor det første bestyrelsesmøde blev afholdt. Direktøren havde bopæl og daglig beskæftigelse i Danmark, og eventuelle beslutninger for den daglige ledelse i selskabet ville blive truffet i Danmark. Beslutninger, der kævede bestyrelsens stillingtagen, ville blive truffet på bestyrelsesmøde, der ofte blev afholdt i Sverige. Ligningsrådet fandt, at selskabets ledelse havde sæde i Danmark. Ligningsrådet lagde herved vægt på, at hovedparten af den ledelsesmæssige aktivitet ville foregå i Danmark, og at beslutninger, der vedrører aktier i selskabet, ville blive truffet i Danmark. | |
| TfS 1995, 646 LR | Artikel 7. En told- og skatteregion har for Ligningsrådet forelagt nogle sager om principperne for opgørelsen af den begrænset skattepligtige indkomst for borerigge, der i henhold til KULBRL § 3 er skattepligtige til Danmark i perioden 14/9-17/11 1992, hvor der er udført arbejde offshore. Ligningsrådet fandt, at fradrag for indirekte omkostninger for perioden efter tidspunktet for skattepligtens ophør ikke kunne accepteres, og at det ikke i sagerne var godtgjort, at indirekte omkostninger, der var afholdt før skattepligtens indtræden, kunne anses for afholdt med henblik på udførelsen af den indgåede kontrakt. | |
| Andre afgørelser |
| TfS 1992, 297 TSS | Artikel 20. Told- og Skattestyrelsen udtalte, at HF, studentereksamen eller lignende uddannelser ikke anses for at give erhvervskompetence, hvorfor en efterfølgende uddannelse anses for at berettige til det såkaldte "færø-fradrag". | "Færøfradrag" er den tidligere betegnelse for gæstestuderendefradrag. |
| TfS 1984, 265 LSR | Artikel 20. En islandsk ingeniør læste i perioden 1976-1980 til arkitekt i København, idet han ikke kunne få denne uddannelse på Island. For 1978, hvor han foruden lønindtægt selvangav et legat fra Dansk-Islandsk Fond, fradrog han udover det almindelige lønmodtagerfradrag et "Islandsfradrag" på 20.000 kr., jf. den dansk-islandske DBO. Da skatteyderen opholdt sig i Danmark med henblik på opnåelse af en videreuddannelse og ikke grunduddannelse, blev han ikke anset berettiget til det omhandlede fradrag for opholdsudgifter. | "Islandsfradrag" er den tidligere betegnelse for gæstestuderendefradrag. |