Det er, medmindre andet særskilt er bestemt, ejeren, der kan foretage afskrivning. Som udgangspunkt svarer afskrivningslovens ejerbegreb til det civilretlige ejerbegreb. Hvis en ejer ved indgåelse af civilretlige aftaler har fraskrevet sig så stor en del af ejerbeføjelserne, at der kun er en formel ejendomsret tilbage, har praksis nægtet at godkende den civilretlige ejer i afskrivningslovens forstand. Denne problemstilling er især aktuel, når der indgås lejeaftaler (leasingaftaler) på atypiske vilkår.
Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser, hvor der har været taget stilling til afskrivningslovens ejerbegreb:
UfR 1982, 738 ØLD (Helgstrand-dommen): Til brug for en rejsebureaukoncern erhvervede et af koncernselskaberne et større antal fly. I forbindelse med et af købene etablerede selskabets direktør og koncernens stifter et interessentskab, der indtrådte som køber. Flyet blev herefter leaset ud til selskabet med forkøbsret. Ifølge leasingkontrakten bar selskabet den fulde risiko for flyet, og koncernen garanterede interessentskabets forpligtelser over for flyfabrikken. Det indskud, som direktøren havde foretaget i interessentskabet, blev fremskaffet ved lån fra koncernens stifter. Arrangementet forudsatte, at direktøren var ansat i selskabet, idet han havde pligt til at afhænde sin andel, hvis ansættelsesforholdet ophørte. Landsretten nægtede direktøren ret til at afskrive på anparten i flyet, idet retten under hensyntagen til interessefællesskabet mellem aftaleparterne fandt, at det alene havde været hensigten at skabe et formelt ejerskab for direktøren uden nogen økonomisk indsats eller risiko for ham og uden råderet over flyanparten.
TfS 1984, 102 LSR: En bogholder erhvervede en gravemaskine af det selskab, hvori han var ansat. Efter erhvervelsen leasede han den tilbage til selskabet. Landsskatteretten nægtede ham ret til at afskrive på gravemaskinen, idet retten lagde vægt på, at han ikke havde præsteret en købesum, men havde lånt pengene i selskabet over mellemregningskontoen, den korte ejerperiode (13 måneder), manglen af kontrakter mellem parterne samt det forhold, at salgssummen var sat til et beløb, der svarede til bogholderens gæld til selskabet.
I TfS 1997, 7 LSR fandt Landsskatteretten, at der i et sale og leaseback-arrangement alene var etableret en formel ejendomsret. Skatteyderen havde købt edb-udstyr af et selskab, hvorefter udstyret var tilbageleaset til selskabet. Landsskatteretten lagde vægt på, at selskabets pligt til at anvise en køber til en forud ansat pris ved leasingaftalens ophør og lagde endvidere vægt på, at skatteyderen i henhold til kontraktsgrundlaget ikke havde sædvanlige ejerbeføjelser. Endelig henså retten til, at der bortset fra et beskedent indskud ikke havde været pengestrømme mellem skatteyderen og selskabet. ►Se også TfS 2000, 374 HRD, hvor Højesteret fandt, at skatteyder ikke i skattemæssig henseende kunne anses som ejer af driftsmidlerne omfattet af to leasingaftaler. Højesteret udtalte, at skatteyder ikke havde nogen reel ejerrådighed eller ejerrisiko vedrørende driftsmidlerne.
◄TfS 1998, 201 ØLD: En skatteyder købte en andel i et tysk selskab, der erhvervede et fly. Til finansiering af købet indgik selskabet en låneaftale med en fransk bank på limited recourse-vilkår (medmindre der forelå ond tro kunne långiver kun søge sig fyldestgjort i flyet med tilknyttede kontrakter). Landsretten fandt, at der ikke havde foreligget nogen reel økonomisk indsats og risiko for investorerne.
Hvis der påhviler leasingtager en egentlig køberet antages det, at der foreligger køb på kredit af de leasede aktiver, hvorfor afskrivningsretten tilkommer leasingtageren, jf. således TfS 1995, 198 LR og TfS 1996, 71 LR.
For visse aktiver tilkommer afskrivningsretten ejeren af en begrænset rettighed over aktivet. For så vidt angår adgangen til afskrivning på edb-software, er det med AL § 2, stk. 2, tydeliggjort, at indehaveren af en tidsubegrænset brugsret til edb-software kan afskrive. Endvidere indeholder AL § 39 regler for afskrivning af ombygning, forbedring og indretning af lejede lokaler. Det er efter denne bestemmelse lejeren, der har afskrivningsretten. Tilsvarende kan en forpagter, som afholder udgifter til opførelse af dræningsanlæg eller jordfaste dele af et markvandingsanlæg afskrive på udgiften, jf. AL § 27, stk. 2. En forpagter kan ligeledes afskrive på afholdte udgifter til ombygning og forbedring i eksisterende landbrugsbygninger af værelser til udlejning til turister, jf. AL § 42.