§ 11 indeholder regler om, hvorledes der skal forholdes med aktier eller anparter
i det modtagende selskab, som selskabsdeltagere i det indskydende selskab i forbindelse
med en fusion modtager som vederlag for aktier eller anparter i det indskydende
selskab.
Ved senere afhændelse af aktierne eller anparterne i det modtagende selskab
behandles disse ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst,
som om de var erhvervet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som
de ombyttede aktier eller anparter i det indskydende selskab. Hvis de ombyttede
aktier eller anparter i det indskydende selskab var anskaffet som led i selskabsdeltagerens
næringsvej, anses de modtagne aktier eller anparter i det modtagende selskab
for anskaffet som led i selskabsdeltagerens næringsvej. Ligeledes anses modtagne
aktier eller anparter i det modtagende selskab for omfattet af ABL §§
2 b eller 2 c, såfremt de ombyttede aktier eller anparter i det indskydende
selskab ville være omfattet af disse bestemmelser.
Omfattes aktier i et indskydende selskab af ABL § 2 a, anses aktier
i det modtagende selskab, som aktionæren modtager som vederlag for aktierne
i det indskydende selskab, for omfattet af ABL § 2 a i de for selskabsdeltageren
følgende tre indkomstår regnet fra fusionsdatoen. Tre-års-grænsen
gælder ikke, hvis aktierne i det modtagende selskab omfattes af ABL §
2 a efter en selvstændig bedømmelse.
Aktier som i forbindelse med skattefri fusion modtages ved ombytning af idèaktier
omfattet af ABL § 2 e, omfattes ligeledes af § 2 e.
Hvis de ombyttede aktier eller anparter i det indskydende selskab er anskaffet
på forskellige tidspunkter, eller nogle er erhvervet som led i selskabsdeltagerens
næringsvej, anses de af den enkelte erhvervelse omfattede aktier eller anparter
for ombyttet med en tilsvarende andel af de modtagne aktier eller anparter i det
modtagende selskab. Andelen beregnes efter de ombyttede aktiers eller anparters
kursværdi på fusionsdatoen. Er de modtagne aktier eller anparter forbundet
med forskellige rettigheder, foretages beregningen særskilt for hver art af
de modtagne aktier eller anparter.