| En række foreninger m.v. omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, har
med hjemmel i SEL § 3, stk. 2 og 3 mulighed for at fradrage udlodninger og
henlæggelser til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige formål,
der kan anses for
almenvelgørende eller på anden måde almennyttige. Denne fradragsret
eller adgang til henlæggelser knytter sig til indtægt ved den erhvervsmæssige
virksomhed som foreningen m.v. er skattepligtig af, jf. SEL § 1, stk. 1, nr.
6.
Det er en betingelse, at foreningens m.v. vedtægtsmæssige formål
er udelukkende almenvelgørende eller på anden måde almennyttig, samt
at foreningens m.v. formue ved opløsning af foreningen m.v. ifølge vedtægterne
udelukkende skal anvendes til sådanne formål.
Om afgrænsningen af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige
formål, se cirk. nr. 136 af 7. nov. 1988, pkt. 55 og 80.
I LSR af 23. dec. 1997 (TfS 1998, 220) fremgik det af foreningens vedtægter,
at formålet med foreningen var: '...at arrangere en festival for så vidt
muligt hvert tredje år, der kan bidrage til at fremme kendskabet til og interessen
for national og international, nutidig og ældre kniplekunst og kniplehåndværk'.
Foreningen havde i den forbindelse oppebåret erhvervsmæssig indtægt
ved afholdelse af festivalen.
Foreningen havde ikke indkomst til beskatning, idet overskuddet var blevet tillagt
egenkapitalen, og dette måtte ligestilles med fradrags- og henlæggelsesadgangen
efter SEL § 3, stk. 3.
SEL § 3, stk. 2, 2. pkt. og SEL § 3, stk. 3, 3 pkt. beskriver de nærmere
regler i forbindelse med opgørelsen af fradragsretten og henlæggelsesadgangen.
Fradrag efter SEL § 3, stk. 2 og § 3, stk. 3 kan ikke medføre et
skattemæssigt underskud, der kan fremføres efter reglerne i LL §
15.
Fritagelse for at indsende selvangivelse for almenvelgørende eller almennyttige foreninger
Foreninger m.v. som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, er fritaget for selvangivelsespligt,
hvis foreningen m.v. som følge af fradragsretten efter SEL § 3, stk. 2
og § 3, stk. 3 ikke har indkomst til beskatning og foreningens formål
udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt,
jf. SKL § 2, stk. 1, nr. 5.
De foreninger m.v., der er fritaget for selvangivelsespligt, svarer til de foreninger
m.v., der under det tidligere gældende fritagelsessystem var bevilget eller
kunne bevilges en stående skattefritagelse. Disse foreninger m.v. skal ikke
oplyse skattemyndighederne om de foretagne udlodninger.
Selvangivelsespligtige foreninger m.v., skal derimod på selvangivelsen fradrage
udlodningerne eller hensættelserne efter SEL § 3, stk. 2 og 3. Om afgrænsningen
mellem selvangivelsespligtige og ikke-selvangivelsespligtige foreninger m.v., se
skd. cirk. nr. 136 af 7. nov.1988, pkt. 80. |