Spørgsmål

Har låntagere, der optager lån i en eksisterende sortstemplet fondskode for variabelt forrentede obligationer, fradragsret for udstedelseskurstab på lån optaget hos Selskab X, selvom mindsterenten på tidspunktet for låntagernes påtagelse af forpligtelsen er opfyldt?

Svar

Nej, se besvarelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold og Forespørgers opfattelse iflg. anmodningen

Baggrund

Spørgsmålet har baggrund i den nedsættelse af mindsterenten til 2%, der skete med virkning fra d. 1. juli 2005, og vedrører Selskab X's nye låneprodukt, der er et variabelt forrentet obligationslån i danske kroner.

Formålet med henvendelsen er at få afklaret den skattemæssige behandling af låntagere, der er omfattet af kursgevinstlovens § 7, stk. 2. Afklaringen heraf har endvidere betydning for, om Selskab X er nødsaget til at åbne nye fondskoder for at sikre nye låntagere samme skattemæssige behandling som låntagere, der optog lån i fondskoden før nedsættelsen af mindsterenten.

Skattemæssigt drejer anmodningen sig om et samspil mellem kursgevinstlovens § 7, stk. 2 og § 14, stk. 4.

Selskab X vil helst undgå at skulle åbne nye fondskoder, da det kan medføre for tynde fondskoder, der kan påvirke prisdannelsen på obligationer i en uheldig retning.

Om det nye låneprodukt kan i øvrigt oplyses følgende:

Det nye låneprodukt (lånet i det følgende) blev lanceret i 2005. Lånet er møntet på erhvervskunder, det er f.eks. låntagere, der er skattepligtige og underlagt fradragsbegrænsning i kursgevinstlovens § 7, stk. 2 (dvs. selskaber mv., næringsskattepligtige personer og PAL-pligtige).

Lånet er som nævnt et obligationslån i danske kroner og er forrentet med en variabel rente.

Lånet er forrentet med en rentesats, der fastsættes halvårligt, d. 1. januar og 1. juli, efter Cibor satsen + et tillæg. Der er intet loft over lånets rente.

For den første renteperiode, 1. januar 2005 til d. 30. juni var lånets rentesats 2,26%.

Lånene er fundet ved obligationer, der ligeledes er variabelt forrentede. Obligationerne er også forrentet med en obligationsrentesats, der fastsættes halvårlig pr. 1. januar og pr. 1. juli efter Cibor satsen. Renten for den første renteperiode var tilsvarende 2,26%.

Det nye lån er nærmere beskrevet i vedlagte faktablad. (bliver ikke fremlagt for Skatterådet).

Vi har endvidere vedlagt et bilag, der viser den cirkulerende mængde obligationer samt kurserne på obligationerne fra d. 25. januar 2005 til d. 11. oktober 2005 (bliver ikke fremlagt for Skatterådet). Som det vil det fremgå, er kurstabene på disse lån meget begrænset som følge af, at renten altid følger markedsrenten, hvorved obligationerne udstedes til kurser tæt på pari.

Obligationernes skattemæssige status

Mindsterenten var som bekendt 3% for perioden 1. januar 2004 - 30. juni 2005, mens den nu er fastsat til 2% for perioden 1. juli 2005 - den 31. december 2005.

Obligationerne er markerede som sortstemplede i fondskoderne. Det skyldes mindsterentekravet til variabelt forrentede fordringer efter kursgevinstlovens § 14, stk. 4.

Kursgevinstlovens § 14, stk. 4 stiller således to betingelser for, at variabelt forrentede fordringer kan anses for blåstemplede:

1. Mindsterenten skal være opfyldt på udstedelsestidspunktet og
2. Rentens variation og vilkårene for opsigelse skal medføre, at kursen på fordringen ikke kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Begge betingelser skal være opfyldte for, at en variabelt forrentet fordring kan anses for blåstemplet. En variabelt forrentet fordring vil blive anset for sortstemplet, hvis blot én af de to betingelser svigter.

For den første periode var obligationerne udstedt med en rente, der var under mindsterenten på udstedelsestidspunktet. Dermed er betingelse nr. 1 ikke opfyldt. Obligationerne opfylder derimod betingelse nr. 2, idet obligationerne ikke er udstyret med et renteloft, der medfører, at kursen kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen. Vi henviser i den forbindelse til Landsskatterettens afgørelse i SKM2001.613.LSR, hvor Landsskatteretten stadfæstede en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet, der netop drejede sig om betingelse nr. 2. Afgørelsen drejede sig om, hvorvidt realkreditinstituts lån med variabel rente og indbygget renteloft opfyldte kravet til mindsterenten. Landsskatteretten var enig med Ligningsrådet i, at det indbyggede renteloft, hvorefter obligationernes rente (- i modsætning til renten på obligationerne - vores fremhævelse) ikke altid ville følge markedsrenten, ville kunne medføre, at kursen på obligationerne kunne komme til at afvige væsentligt fra indfrielseskursen. Realkreditinstituttets blev derfor ikke anset for at opfylde kravet til mindsterenten.

Kursgevinstlovens § 14 er baseret på et princip om, at det én gang for alle skal vurderes på udstedelsestidspunktet, om en fordring skal anses for blåstemplet. Princippet er én gang blåstemplet altid blåstemplet og tilsvarende for en sortstemplet fordring. Vi henviser endvidere til LV 2005 A.D. 2.3.1.1.: "Hvis fordringen ikke opfylder kravet til mindsterenten på stiftelsestidspunktet, bliver fordringen en såkaldt sortstempletfordring. Det betyder, at kursgevinsten til enhver tid er skattepligtig hos kreditor. Det er således uden betydning, om fordringens rente kommer til at opfylde kravet til mindsterenten på et senere tidspunkt. Omsættes en sortstempletfordring på et sådant senere tidspunkt, bevarer fordringen den oprindelige status som sortstemplet."

Vurderingen af, om mindsterenten er opfyldt, foretages på det tidspunkt, hvor låntageren påtager sig forpligtelsen. Ved realkreditobligationer er det sædvanligvis det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet overfører obligationerne til en obligationskøbers eller en låntagers konto i VP. (Det kan dog yderligere fremrykkes for så vidt angår låntager.)

Siden tilblivelsen af kursgevinstloven i 1985 har kurslisterne for børsnoterede obligationer været markeret med hvide eller sorte firkanter for at markere den skattemæssige status som henholdsvis blåstemplet eller sortstemplet for en privatperson.

Det grundlæggende princip om blå eller sort skal sammenholdes med den henstilling fra 1985 fra den daværende boligminister, som realkreditinstitutter fortsat er underlagt og arbejder ud fra. Henstillingen er møntet på realkreditinstitutternes udstedelse af børsnoterede obligationer. Ifølge henstillingen må realkreditinstitutterne ikke blande fondskoderne med sort- og blåstemplede obligationer i samme fondskode "Endvidere henstilles det, at en bestemt fondskode kun anvendes til udstedelse af enten blåstemplede papirer (papirer, der opfylder mindsterentekravet) eller ikke-blåstemplede papirer, idet udstedelsen af blot én ikke-blåstemplet obligation i en ellers blåstempletfondskode vil betyde, at blåstemplingen ikke kan opretholdes". Vi henviser i den forbindelse til boligministerens brev af 20. december 1985 til Realkreditrådet (vedlagt som bilag A).

At fondskoderne farves fra start selv ved variabelt forrentede fordringer fremgår endvidere af Ligningsvejledningens beskrivelse i A.D. 2.3.1.2., der vedrører den modsatte situation, hvor farvekoden blå blev bevaret, selv efter en stigning i mindsterenten: "Et problem kan opstå med fordringer, der udstedes løbende. På udstedelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor der skal fastsættes en ny pålydende rente, og i øvrigt i hver enkelt rentetermin vil obligationerne blive udstedt med samme pålydende rente. I perioder med kraftig rente- stigning kan der derfor opstå den situation, at udstedelsestidspunktets mindsterente for fast forrentede fordringer ikke er opfyldt, fordi den pålydende rente først ændres på et lidt senere tidspunkt. Dette problem vil kun kunne opstå i kortere perioder ad gangen, idet den pålydende rente ændres med en forsinkelse, der med de nuværende lånetyper udgør 3 måneder. Stats- og realkreditobligationer, der reguleres på denne måde, må anses at opfylde mindsterentekravet." Beskrivelsen stammer fra Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 10 til Folketingets Skatteudvalg til L 19 (Folketinget 1985-86), og svaret vedlægges i dets helhed. At der nu er tale om produkttyper, hvor renten ændres med 6 måneders forsinkelse ændrer efter vor opfattelse ikke på det principielle.

En privatperson, der erhverver en obligation i juli 2005 eller på et hvilket som helst senere tidspunkt i den fondskode, der har fundet obligationerne, vil derfor altid blive beskattet af en kursgevinst.

Låntagers skattemæssige behandling

Den skattemæssige behandling af et kurstab hos de låntagere, der er selskaber mv., er belyst i kursgevinstlovens § 7, stk. 2. (Reglen gælder endvidere tilsvarende for visse næringsskattepligtige personer, jf. kursgevinstlovens § 19, stk. 3 og PAL-pligtige, jf. pensionsafkastsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 11.)

Fradragsretten afhænger bl.a. af, om "den pålydende rente er lig med eller højere end den mindsterente, der fastsættes efter § 38, jf. § 14."

Formålet med kursgevinstlovens § 7, stk. 2 er at modvirke den asymmetri, der opstår, såfremt låntageren kan fradrage kurstab på gæld, hvor de tilsvarende kursgevinster er skattefri hos kreditor. I beskrivelsen af formålet med bestemmelsen — sådan som den er gengivet i Ligningsvejledningen for 2005 for Selskaber S.C. 1.2.2.4.2. og i forarbejderne - senest i L 194 Folketinget 1996-97 - anføres følgende: "Mindsterentereglen indebærer, at gevinster på obligationer i danske kroner som udgangspunkt er skattefri for personer, der ikke er næringsskattepligtige. Som konsekvens heraf har obligationsudstederen [låntageren vores tydeliggørelse] ikke fradragsret for kurstab." Som det ses af det anførte, skal spørgsmålet om låntagerens skattemæssige behandling vurderes ud fra, hvordan en privat person skattemæssigt skal behandles.

Der er ikke ændret på disse principper, det bagvedliggende hensyn og formål med fradragsbegrænsningen, hverken ved den oprindelige lov eller senere ændringer heraf.

Lovteksten i § 7, stk. 2, fastlægger ikke på hvilket tidspunkt, kravet til mindsterenten skal være opfyldt. Det fremgår således ikke af lovteksten, om det skal vurderes i forhold til hvert enkelt låntager, men der henvises blot til de almindelige bestemmelser i kursgevinstlovens §§ 14 og 38 om fordringer i danske kroner og mindsterentemekanismen. Det fremgår heller ikke, hvorledes bestemmelsen skal vurderes i relation til et obligationslån optaget hos realkreditinstitutter.

Der foreligger heller ikke praksis, der belyser, hvordan bestemmelsen fortolkes i relation til variabelt forrentede lån. Det ovenfor nævnte spørgsmål, spørgsmål nr. 10 til Folketingets Skatteudvalg til L 19 (Folketinget 1985-86), belyser kun obligationsejernes skattemæssige behandling.

Ved et realkreditlån er der to skyldforhold: Realkreditinstituttet er debitor overfor obligationsejerne, men kreditor på pantebrevet, hvor låntageren er debitor. Ved et obligationslån vil det balanceprincip, som realkreditinstituttet er underlagt, tilsige, at pantebrevet er forsynet med den samme rente som obligationerne, lånene er fundet i.

Det fremgår som nævnt ikke, hvorledes kursgevinstlovens § 7, stk. 2 skal fortolkes ved obligationslån for låntageren på det optagne lån. På et obligationslån optaget hos et realkreditinstitut er der sammenhæng mellem realkreditinstituttets udlån til låntageren og den obligationsudstedelse, der funder udlånet.

For realkreditinstitutterne selv sikrede den tidligere bestemmelse i kursgevinstlovens § 8A i øvrigt oprindelig, at realkreditinstitutter ikke skulle have problemer med en fradragsbegrænsning for udstedelseskurstabet på obligationerne. I forbindelse med den ovenfor nævnte lovrevision i 1996-97 blev realkreditinstitutterne siden helt undtaget fra reglen i § 7, stk. 2. En ændring, der i øvrigt også synes at understøtte, at der skal lægges vægt på sammenhængen.

Vores opfattelse af låntagernes fradragsret

Selskab X's udlån i obligationerne fundes som nævnt ved obligationer, der er sortstemplede.

Efter vores opfattelse burde den skattemæssige behandling af obligationer smitte af på låntagernes skattemæssige behandling.

Hensynet til det formål, der ligger bag kursgevinstlovens § 7, stk. 2, taler efter vor opfattelse for, at der burde være identitet i fortolkningen, og at obligationernes status som sortstemplede obligationer slår igennem over til låntagerens behandling.

Det styrende for fortolkningen af låntagers fradragsret ved obligationslån må være obligationsudstedelsen med spejlvirkning til pantebrevsdebitor. Det er da også denne rækkefølge kommentarerne til kursgevinstlovens § 7, stk. 2 i L 194 i realiteten anfører samt i øvrigt realkreditlovens § 20, stk. 1, der fastslår, at midler fremkommet ved udstedelse af realkreditobligationer eller andre værdipapirer alene kan anvendes til udlån mod pant i fast ejendom.

Derved ville Selskab X kunne udstede lån i den eksisterende fondskoder uden andre skattemæssige konsekvenser for de nye låntagere end de, der var gældende for tidligere låntagere i fondskoderne. Og de nye låntagere, der optager lån i eksisterende fondskoder efter 1. juli 2005 ville kunne fratrække et kurstab, selvom renten på lånet er over 2%, allerede fordi obligationsejerne altid vil blive beskattet af kursgevinster, eftersom fondskoden er sortstemplet.

Selskab X vil som nævnt helst undgå at skulle åbne nye fondskoder, da det kan medføre for tynde fondskoder, der kan påvirke prisdannelsen på obligationer i en uheldig retning.

Som nævnt udstedes obligationerne til kurser tæt på pari, og der ses derved ikke at være utilsigtede provenumæssige konsekvenser ved at fortolke kursgevinstlovens § 7, stk. 2. som anført ved et variabelt forrentet obligationslån.

Endvidere giver allerede de eksisterende indberetningsregler for Selskab X mulighed for at markere sådanne lån, hvorved skattemyndighederne har mulighed for at sikre, at der ikke opstår misbrugsmuligheder.

Afklaringen af spørgsmålet har en hastende karakter, idet der primo december vil ske en ny fastsættelse af renten på obligationerne, ligesom der medio december vil blive beregnet og fastsat en ny mindsterente gældende fra 1. januar 2006.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmålet i sagen drejer sig om, hvorvidt låntagere af et variabelt forrentet obligationslån er omfattet af tabsfradragsbegrænsningen på gæld iht. kursgevinstlovens § 7, stk. 2.

Kursgevinstlovens § 7, stk. 2, har følgende ordlyd:

"Stk. 2. Tab på gæld kan ikke fradrages, såfremt indfrielse skal ske til en forud fastsat overkurs i forhold til værdien på det oprindelige udstedelsestidspunkt. Dette gælder dog kun gæld i danske kroner og kun, hvis den pålydende rente er lig med eller højere end den mindsterente, der fastsættes efter § 38, jf. stk. 14."

Af stk. 2 fremgår det, at der er 3 betingelser, der skal være opfyldt før der kan ske tabsfradragsbegrænsning. Betingelserne er:

1) Indfrielsen skal ske til en forud fastsat overkurs

2) Gælden skal vedrøre danske kroner

3) Den pålydende rente skal være lig med eller højere end mindsterenten efter kursgevinstlovens § 38, jf. stk. 14

Ad. 1) Indfrielsen skal ske til en forud fastsat overkurs

Da der er tale om et obligationslån, der skal indfries til kurs 100, og der ved obligationslån udbetales et låneprovenu mindre end kurs 100, vil der skulle ske indfrielse til en forud fastsat overkurs, jf. kursgevinstlovens § 7, stk. 2, 1. pkt.

Denne betingelse er derfor opfyldt.

Ad. 2) Gælden skal vedrøre danske kroner

Det fremgår af sagsfremstillingen, at obligationslånet er i danske kroner, jf. kursgevinstlovens § 7, stk. 2, 2. pkt.

Denne betingelse er derfor opfyldt.

Ad. 3) Den pålydende rente skal være lig med eller højere end mindsterenten efter kursgevinstlovens § 38, jf. stk. 14

Kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og 4, opstiller de betingelser, der skal være opfyldt for, at en fordring kan anses for at være forrentet med en rente, der er lig med eller højere end mindsterenten efter kursgevinstlovens § 38.

Kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og 4, har følgende ordlyd:

"Stk. 2. Gevinst på fordringer, der ikke omfattes af §§ 15 og 16, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medmindre fordringen forrentes med en pålydende rente, der er lig med eller højere end mindsterenten efter § 38 på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen, jf. stk. 3 og stk. 4. Den pålydende rente opgøres på grundlag af den højeste tilsagte indfrielsessum."

"Stk. 4. En fordring med variabel rente omfattes af stk. 2 og 3. En sådan fordring anses for forrentet lavere end mindsterenten, hvis rentens variation og vilkårene for opsigelse medfører, at kursen på fordringen kan afvige væsentlig fra indfrielsessummen."

Det fremgår af sagsfremstillingen, at obligationslånet vil blive forrentet med en variabel rente. Renten fastsættes halvårligt, d. 1. januar og 1. juli, efter Cibor satsen + et tillæg. Obligationslånet indfries til kurs 100.

Det er SKATs vurdering, at umiddelbart er fordringssiden af obligationslånet omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 4. Betingelsen i § 14, stk. 4, vil blive gennemgået senere.

Hvorvidt obligationslånet også er omfattet af opgørelsesmetoden i stk. 2 (fastsættelse af hvorvidt en pålydende rente svarer til mindsterenten) eller alene spørgsmålet om skattefritagelse eller skattepligt i stk. 2, er uklart. Der vil derfor i det følgende blive gennemgået, hvad retskilderne siger om dette.

Kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og 4, blev oprindeligt indsat i den første kursgevinstlov (lov nr. 532 af 13. december 1985) som § 7, stk. 1 og 6. De blev til § 14, stk. 2 og 4, i den gældende kursgevinstlov ved lov nr. 439 af 10. juni 1997.

I bemærkningerne til lov nr. 439 af 10. juni 1997 skrives følgende i bemærkninger om variabelt forrentede fordringer:

"34. For variabelt forrentede fordringer finder reglerne i § 7, stk. 1-5, også anvendelse. At reglerne i § 7, stk. 1-5, gælder for variabelt forrentede fordringer, betyder, at fordringen på stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til mindsterenten. Derudover er der nogle specielle betingelser i § 7, stk. 6. På stiftelsestidspunktet skal fordringens rente opgjort i forhold til den tilsagte indfrielsessum opfylde kravet til mindsterenten, for at kursgevinsten er skattefri hos kreditor. Efter udstedelsen er skattefriheden for kursgevinsten betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er udformet således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen..."

I ovenstående bemærkninger fremgår det, at der udover betingelserne i § 7, stk. 6 (nu § 14, stk. 4), gælder, at fordringen på stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til mindsterenten, dette er betingelsen i § 7, stk. 1 (nu § 14, stk. 2).

I Ligningsvejledningen, side 389, 1986 (er gengivet i efterfølgende Ligningsvejledninger), står følgende:

"Variabel forrentning

For variabelt forrentede fordringer finder reglerne i § 7, stk. 1-5, også anvendelse, hvilket betyder, at fordringen på stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til mindsterenten.

Derudover er der nogle specielle betingelser i § 7, stk. 6."

I bemærkninger til kursgevinstloven fra 1985 står følgende til § 7:

"For fordringer med variabel rente finder bestemmelsens stk. 1-5 også anvendelse. Det vil sige, at den faktiske rente på udstedelsestidspunktet skal opfylde kravet til mindsterenten. Det er endvidere en betingelse, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er således, at kursen på fordringen ikke kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen."                                                        

Disse bemærkninger angiver, at der udover betingelserne i § 7, stk. 6 (nu § 14, stk. 4), er en anden betingelse, der skal være opfyldt. Den faktiske rente på udstedelsestidspunktet skal opfylde kravet til mindsterenten. Hvorvidt "den faktiske rente" er identisk med "den pålydende rente", kan ikke udledes med sikkerhed.

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget om den første kursgevinstlov (lov nr. 532 af 13. december 1985) besvarede Skatteministeren følgende spørgsmål fra folketingets skatte- og afgiftsudvalg (de relevante dele af besvarelsen er understreget). Hele besvarelsen af spm. 10 er medtaget:

"Spørgsmål 10:

Bemærkningerne til § 7, stk. 6, om variabelt forrentede fordringer synes at stille større krav end selve lovteksten. Hvordan vil man behandle de variabelt forrentede stats- og realkreditobligationer, såfremt deres pålydende rente i en kort periode efter kraftig rentestigning kommer under mindsterenten som følge af forsinkelse i obligationernes reguleringsmekanisme, selv om kursen i øvrigt ikke kan bevæge sig væsentligt under pari? Hvilken status får et pantebrev, hvis rente f.eks. varierer med diskontoen og på udstedelsestidspunktet opfylder mindsterenten, men som har underkurs i samme omfang som sædvanlige pantebreve?

Svar:

Der spørges, hvornår en fordring med variabel rente opfylder kravet til mindsterenten. Det karakteristiske for en variabelt forrentet fordring er, at den pålydende rente på fordringen varierer i takt med udviklingen i et bestemt sammenligningsgrundlag. I modsætning til fastforrentede fordringer kendes rentefoden kun for én periode ad gangen og ikke for hele fordringens løbetid.

Efter § 7, stk. 6, stilles der en række særlige betingelser til mindsterentekravet på variabelt forrentede fordringer. § 7, stk. 1-5, finder således anvendelse. Dvs. gevinster på sådanne fordringer vil være skattepligtige, såfremt mindsterentekravet ikke er opfyldt. Dette krav anses ikke for opfyldt, hvis rentens variation og vilkår for opsigelse kan medføre, at kursen på fordringen kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen, vil bero på en nærmere bedømmelse af rentens variation og vilkår for opsigelse.

Kursen på en fordring afhænger således af rentefod, løbetid og sikkerhed. En fordring med rentefod tæt på markedsrenten, kort løbetid og høj grad af sikkerhed, vil have en kurs nær indfrielseskursen (normalt pari).

For en variabelt forrentet fordring vil det bl.a. være afgørende, efter hvilket kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente f.eks. varierer med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fast forrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en relativ begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem løbetiden være nær indfrielseskursen.

De betingelser, som er anført ovenfor, vil som udgangspunkt gælde for alle variable fordringer. Det vil også sige for de variabelt forrentede stats- og realkreditobligationer.

Disse obligationer vil uden videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra indfrielseskursen.

Obligationernes pålydende rente varierer således i takt med udviklingen i markedsrenten for en forudgående periode for korte fast forrentede statspapirer. Den løbende tilpasning af renten bevirker, at kurserne på obligationerne gennem hele løbetiden er stabile nær indfrielseskursen.

Det problem, der imidlertid kan opstå, skyldes obligationernes særlige rentereguleringsmekanisme og udstedelsesformen. Obligationerne udbydes således løbende. På udstedelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor der skal fastsættes en ny pålydende og i øvrigt i hver enkelt rentetermin, vil obligationerne blive udstedt med samme pålydende rente. I perioder med kraftig rentestigning kan der derfor opstå den situation, at udstedelsestidspunktets mindsterente for fast forrentede fordringer ikke er opfyldt, fordi den pålydende rente først ændres på et lidt senere tidspunkt.

I øvrigt vil det kun være i kortere perioder ad gangen, at problemet kan opstå. Den pålydende rente ændres med en vis forsinkelse, der med de nuværende lånetyper andrager 3 måneder.

Stats- og realkreditobligationer, der reguleres på denne måde, må anses at opfylde mindsterentekravet.

Pantebreve og gældsbreve med en tilsvarende regulering opfylder også kravet om mindsterenten."

I Skatteministerens besvarelse fremgår det (det understregede), at mindsterentekravet er opfyldt på variabelt forrentede fordringer, når forrentningen af fordringen bevirker, at kursen på fordringen ikke afviger væsentlig fra indfrielseskursen.

I forbindelse med den første kursgevinstlov (lov nr. 532 af 13. december 1985) udgav Christen Amby og Jens Drejer, som havde deltaget i udformningen af loven en bog, "SKATTEREFORMEN OG KURSGEVINSTER, Kursgevinster på finansielle fordringer" i 1986. I denne bog gengives det understregede i ministersvaret som værende gældende for variabelt forrentede fordringer (side 82).

I en efterfølgende bog fra 1994, "KURSGEVINSTLOVEN 1994, med kommentarer" af Birgitte Tabbert, Christen Amby og Jørgen Egelund, står følgende om variabelt forrentede fordringer (side 158):

"Variabelt forrentede fordringer

Mindsterentereglen giver mulighed for, at der udstedes variabelt forrentede fordringer. Der er ikke for disse fordringer opstillet en bestemt rente, men blot bestemt (i stk. 6), at en variabelt forrentet fordring ikke anses for at opfylde mindsterentekravet, hvis rentens variation og vilkårene for opsigelse medfører, at fordringens kurs kan afvige væsentlig fra indfrielseskursen."

Det er SKATs vurdering, at i den nye kursgevinstlov (Lov nr. 439 af 10. juni 1997) bliver de hidtidige gældende regler vedr. mindsterenteordningen i § 7, stk. 1 og 6, videreført uændret i den gældende § 14, stk. 2 og 4. Det var meningen, at praksis iht. den første kursgevinstlov skulle være uændret.

Den gældende praksis er, at der er to betingelser, der skal være opfyldt for at en variabelt forrentet obligation kan anses for at være blåstemplet:

A) Fordringen skal forrentes med en pålydende rente, der er lig med eller højere end mindsterenten på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen (KGL § 14, stk. 2).

B) Rentens variation og vilkårene for opsigelse må ikke medføre, at kursen på fordringen kan afvige væsentlig fra indfrielseskursen (KGL § 14, stk. 4).

Ad A):

Det er SKATs opfattelse, at såfremt en variabelt forrentet fordring har en rente på stiftelsestidspunktet for den første renteperiode, der er lig med eller højere end den gældende mindsterente, så opfylder fordringen betingelse A.

I den konkrete sag blev obligationslånene i den første renteperiode forrentet med en rente, der var 2,26 % på udstedelsestidspunktet d. 1. januar 2005, mens mindsterenten på samme tidspunkt var 3 %.

Det er SKATs vurdering, at obligationslånene på udstedelsestidspunktet ikke opfyldte mindsterenten og derfor på dette tidspunkt var at anse som sortstemplet.

Efterfølgende obligationslån i de eksisterende fondskoder

Det fremgår af det oplyste, at der vil ske efterfølgende udstedelse af obligationslån med baggrund i de relevante fondskoder og at dette vil kunne ske med en rente, der er mere end 2 %.

Vurderingen af, hvorvidt en efterfølgende udstedelse i en fondskode opfylder mindsterenten, skal ske med baggrund i nedenstående kriterier.

På udstedelsestidspunktet skal den pålydende rente svare til eller være højere end mindsterenten.

Der kan dog i forbindelse med udstedelse af obligationslån i fondskoder opstå det problem, at når der i en renteperiode udstedes lån med en pålydende rente, som er uændret i denne periode, så kan obligationslånet opfylde mindsterentekravet i starten af denne periode, men efterfølgende kan mindsterenten blive ændret i renteperioden og så opfylder obligationslånet, der nu bliver udstedt, måske ikke længere mindsterentekravet.

Der gælder dog det særlige for realkreditlån, der kan blive omfattet af ovennævnte situation, at hvis lånets pålydende rente den første dag i en renteperiode opfyldte mindsterentekravet, så opfylder efterfølgende udstedelser i den pågældende renteperiode også mindsterentekravet. Dette gælder dog kun til, at der sker udstedelse af lån i fondskoden med en ny pålydende rente i renteperioden, da fastsættelsen af en ny pålydende rente skal sidestilles med påbegyndelsen af en ny renteperiode. I en efterfølgende renteperiode, skal der altid ved nyudstedelse af lån i fondskoden, foretages en vurdering af om mindsterentekravet er opfyldt ved begyndelsen af denne nye renteperiode. Det er SKATs opfattelse, at dette kan udledes af Skatteministerens svar på spm. 10 (de sidste 5 afsnit).

I den konkrete sag vil der ske udstedelse af obligationslån med baggrund i fondskoden med en ny pålydende rente, når dette sker skal der ske en vurdering efter ovenstående kriterier (punkt A og B) af, hvorvidt nyudstedelser af obligationslån i fondskoden med en ny pålydende rente opfylder mindsterentekravet. Hvis de nye obligationslån i fondskoden udstedes med en pålydende rente på eks. 3 % og mindsterenten er 2 %, så opfylder obligationslånene betingelse A.

Ad B):

Rådgiver har ved brev af 30. november 2005 oplyst, at hvis renten måtte stige med op til 5 procentpoint, så vil kursen ændre sig til at ligge mellem 100,1 og 100,15, mens et fald med 2 procentpoint vil medføre en kurs mellem 99,75 og 99,7.

Det er SKATs vurdering på baggrund af det oplyste, at betingelse B er opfyldt, da der ikke sker en væsentlig afvigelse fra indfrielseskursen.

Konklusionen på punktet "Ad 3...", jf. side 8, er, at det ikke kan afgøres med sikkerhed om nye obligationslån i fondskoden opfylder dette punkt, da den fremtidige pålydende rente og mindsterente ikke kan fastslås.

Det er SKATs vurdering, at såfremt der sker nyudstedelse af obligationslån i fondskoden og disse obligationslån udstedes med en ny pålydende rente, der opfylder mindsterentekravet, så er disse obligationslån at anse for blåstemplede.

Det skal bemærkes, at da Realkreditinstitutterne efterlever Boligministerens brev af 20. december 1985 (bilag A), bevirker dette, at der ikke vil blive udstedt blåstemplede obligationer i en sortstemplet obligationsserie.

SKAT indstiller, at der svares nej til spørgsmålet, da de omhandlede obligationslån i den givne situation opfylder mindsterenten på udstedelsestidspunktet, og at der derfor skal ske tabsfradragsbegrænsning i henhold til kursgevinstlovens § 7, stk. 2.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.