Spørgsmål
Kan Skatterådet bekræfte, at foreningen A ikke er skattepligtig af indtægter som eksterne bidragsydere bidrager med til foreningens finansiering?
Svar
Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
Om faktum oplyste repræsentanten, at foreningen A har til formål at udvikle tv for en bestemt målgruppe herunder at etablere en ny generation af medarbejde med interesse for tv, samt styrke opmærksomheden omkring tv ved at afholde en festival hvert andet år, hvor der uddeles priser i forskellige kategorier for bedste tv-produktion.
Foreningen har 15 medlemmerne og er registreret som en frivillig forening.
Af foreningens vedtægter fremgår, at bestyrelsen arbejder for, at omkostninger til foreningens drift dækkes ved bidrag fra eksterne bidragsydere. Såfremt bidragene ikke er tilstrækkelige til at dække omkostningerne, betaler medlemmerne et årligt bidrag. Størrelsen af bidraget fastsættes af generalforsamlingen.
Repræsentanten oplyste, at foreningen finansieres ved medlemsafgifter, offentlig støtte og støtte fra private, der har en særlig interesse i at støtte tv-produktioner.
Festivalen, der afholdes hvert andet år, er en lukket festival, hvor der ikke er adgang for publikum. Festivalen er dog ikke kun for foreningens medlemmer, idet branchefolk, der ikke er medlem af foreningen, også er velkomne.
De eksterne bidragsydere får en modydelse i form af kreditering på festivalmappen, der er en mappe, der udleveres til festivaldeltagerne med praktiske oplysninger samt oplysninger om de deltagende produktioner mv. Mappen udleveres kun i det lukkede forum på festivalen. Krediteringen indebærer, at bidragsydernes navn og logo trykkes i festivalmappen.
I nogle tilfælde er der sket kreditering af eksterne bidragsydere på den "jingle", der ved festivalen introducerer hver screening. Nævnte "jingle" vises kun på det lukkede forum på festivalen.
Repræsentanten anførte, at foreningen er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og således skattepligtig af erhvervsmæssig indkomst.
Der var repræsentantens opfattelse, at foreningen ikke er skattepligtig af bidrag som ydes fra eksterne bidragsydere idet der ikke er tale om sponsorering, idet sponsorering karakteriseres ved at være en ydelse, der bliver givet i forventning om en vis modydelse eksempelvis i form af omtale. Da foreningen kun afholder festivalen for foreningens medlemmer og branchefolk, vil bidragydere kun opnå reklame overfor disse.
SKATs indstilling og begrundelse
SKAT anførte indledningsvis, at foreningen er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Foreningens skattepligt er således begrænset til den erhvervsmæssige virksomhed.
Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed for de i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, omhandlede foreninger m.v. forstås indtægt fra nærings- eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt fra drift, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4, 1. pkt.
Foreningen finansieres ifølge foreningens vedtægter ved bidrag fra eksterne bidragydere, og i det omfang disse bidrag ikke dækker foreningens omkostninger, bidrag fra foreningens medlemmer. Derudover ydes der støtte fra offentlige bidragydere.
Af foreningens vedtægter fremgår, at formålet med foreningen er en styrkelse af niveauet hos producenter af tv for den pågældende målgruppe samt en styrkelse af kontakten mellem medarbejdere og beslutningstagere i tv-stationerne. Ifølge vedtægterne er formålet tillige at styrke opmærksomheden omkring tv.
Repræsentanten oplyste for så vidt angår festivalens mål, at festivalen tilsigter en "styrkelse af niveauet hos producenter". Dette skal dog ikke forstås som en henvisning til en øget produktion, men alene som en henvisning til højnelse af kvaliteten.
Afgørende for hvorvidt foreningen er skattepligtig af bidragene fra eksterne bidragsydere er arten af den virksomhed foreningen udøver, jf. også LV Selskaber og aktionærer S.C.6.1.1.. Ved vurdering af foreningens skattepligt er det således ikke kun afgørende, hvorvidt foreningen er tilrettelagt med henblik på indtjening af et overskud.
Selvom det ikke af vedtægterne fremgår, at foreningen har indtjening som formål, var det SKATs opfattelse af det jf. ovenstående konkret skal vurderes, hvorvidt den udøvede aktivitet kan betegnes som erhvervsmæssig.
SKAT fandt især aktiviteten i henhold til afholdelsen af en festival relevant, idet der heri kan forekomme et væsentligt kommercielt hensyn.
Henset til at festivalen udelukkende afholdes for foreningens medlemmer samt branchefolk, og at medlemstallet er relativt begrænset fandt SKAT på baggrund af det oplyste, at der ikke ved afholdelsen af selve festivalen er tale om aktivitet, der henhører under begrebet erhvervsmæssig virksomhed i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. § 1, stk. 4.
I forbindelse med festivalen gives en modydelse til de eksterne bidragsydere i form af kreditering, bl.a. ved at nævne bidragyderen i festivalmaterialet.
Det var dog SKATs opfattelse, at den modydelse, der bliver leveret til de eksterne bidragsydere er af begrænset karakter.
SKAT lagde ved vurderingen heraf vægt på, at foreningen i dag har 15 medlemmer, og at kun medlemmerne samt branchefolk har adgang til festivalen, hvorved eksterne bidragsydere kun opnår kreditering overfor en begrænset kreds.
I RR.83 SM 77 gengives det tidligere Statsskattedirektorats udtalelser vedrørende en idrætsorganisation, der ikke fandtes skattepligtig af et sponsortilskud, da beløbet ikke tilgik en erhvervsmæssig virksomhed. Direktoratet udtalte under sagen, at en betingelse om kommunikation og rådgivning, som fulgte sponsortilskuddet, blot måtte betragtes som et forhold, der reducerede værdien af den gave, der blev ydet.
Det var på baggrund af ovenstående SKATs opfattelse, at aktiviteten i form af kreditering ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssig virksomhed efter selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6, jf. § 1, stk. 4.
SKAT indstillede således, at spørgsmålet blev besvaret bekræftende.
Skatterådets afgørelse
Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.