1. Baggrund for ændring af praksis
Styresignalet beskriver en ændring af den daværende praksis vedrørende regulering af registreringsafgift, hvorefter anmodning om regulering (værditabsberegning), jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 7, (dagældende) skulle ske senest første arbejdsdag efter det tidspunkt, hvor leasingkøretøjet udgår af ordningen enten ordinært eller ved førtidig afbrydelse. Ændringen sker som følge af Østre Landsrets dom af 16. december 2019, SKM2020.66.ØLR.
I styresignalet fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om genoptagelse.
2. Det retlige grundlag
Af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 7, (dagældende) fremgik følgende:
"På det tidspunkt hvor leasingaftalen afbrydes eller køretøjet udgår af ordningen, jf. § 1, stk. 3, 5 og 6 pkt., fastsætter told og skatteforvaltningen efter ansøgning køretøjets aktuelle afgiftspligtige værdi efter § 10. Hvis den betalte afgift efter stk. 2 overstiger den beregnede afgift efter 1. pkt., tilbagebetales differencen. Hvis den betalte afgift efter stk. 2 er mindre end den beregnede afgift efter 1. pkt. opkræves difference."
Af den juridiske vejledning 2020-2, afsnit "I.A.1.7.2 Regulering af betalt afgift" fremgår, at det skal søges ved kontraktens udløb eller straks derefter (1. arbejdsdag efter udløb). Senere ansøgning kan ikke imødekommes.
3. SKM.2020.66.ØLR
Østre Landsret har i SKM.2020.66.ØLR fastlagt, at der i lovgivningen ikke er fastsat en tilstrækkeligt klar særskilt frist for ansøgning om værditabsberegning i henhold til registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 7, (dagældende), der fraviger fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, på 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om afgiftsgodtgørelse tidligst kunne rejses, dvs. leasingaftalens ophør (ordinært eller ved afbrydelse).
Retten fandt, at der dermed ikke var en tilstrækkelig klar hjemmel til at afvise en ansøgning om regulering af afgiftsbeløbet, blot fordi denne var indgået mere end én arbejdsdag efter kontraktens udløb.
Motorstyrelsen har administreret dagældende registreringsafgiftslovs § 3 b, stk. 7, således, at anmodning om regulering af afgift skal ske senest første arbejdsdag efter leasingaftalens ophør (ordinært eller ved afbrydelse).
4. Ændring af praksis til og med 31.december 2020
På baggrund af Østre Landsrets dom ændres Motorstyrelsens daværende praksis. Det følgende gælder alene for sager, som vedrører værditabsberegning til og med den 31. december 2020. Det skyldes, at der er trådt nye regler i kraft pr. 1. januar 2021, jf. lov nr. 2221 af 29. december 2020, hvor det er fastsat ved lov, at ansøgning skal indgives inden for 7 dage.
Den ændrede praksis vedr. værditabsberegninger til og med 31. december 2020 medfører, at en ansøgning om regulering, jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 3 b, stk. 7, nuværende § 3 b, stk. 9, kan indgives indtil 3 år efter leasingaftalens ophør (ved udløb eller afbrydelse).
Den afgiftspligtige værdi fastsættes som hidtil efter reglerne i registreringsafgiftslovens § 10 til køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov.
Den almindelige pris fastsættes efter salg til bruger her i landet med udgangspunkt i de annoncerede priser på det tidspunkt, hvor leasingaftalen ophørte. Det er således værdien på ophørstidspunktet, der skal opgøres.
Det forhold, at ansøgningen kan indgives inden for en 3-årig periode, ændrer ikke på, at grundlaget for reguleringen er den almindelige pris på det tidspunkt, hvor leasingaftalen ophører, og at dette skal dokumenteres.
5. Ny lovgivning
Registreringsafgiftsloven er ændret med virkning fra den 1. januar 2021. Den hidtidige bestemmelse i lovens § 3 b, stk. 7, blev flyttet til § 3 b, stk. 9, og samtidig blev der indsat en eksplicit ansøgningsfrist på 7 dage regnet fra leasingaftalens ophør (ordinært eller ved afbrydelse).
Fra og med den 1. januar 2021 gælder den nye frist, og styresignalet er derfor kun relevant for sager, hvor leasingaftalen er udløbet, eller hvor der er sket afbrydelse af leasingaftalen før dette tidspunkt.
6. Genoptagelse
SKM2020.66.ØLR indebærer en ændring af daværende praksis, og der er på den baggrund adgang til genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, og § 32, stk. 1, nr. 1.
I SKM2020.66.ØLR var der tale om reguleringer, der kunne være reguleret i angivelsen for februar måned 2013, og der kan derfor i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, ske genoptagelse for værdifastsættelser fra 1. november 2011 og fremefter.
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, den registreringsafgiftspligtige/godtgørelsesberettigede er blevet bekendt med det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.
Reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på Skatteforvaltningens hjemmeside.
Det bemærkes, at der ikke i medfør af dette styresignal kan ske genoptagelse vedrørende køretøjer, hvor leasingaftalen er ophørt den 1. januar 2021 eller senere, da disse sager er omfattet af den nye lovgivning.
6.1 Ordinær genoptagelse
I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske ordinær genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristen udløb. Det vil sige, at anmodninger om værditabsberegninger 3 år tilbage fra offentliggørelse af dette styresignal omfattes af ordinær genoptagelse.
Den registreringsafgiftspligtige/godtgørelsesberettigede skal ved ansøgning anmode Motorstyrelsen om at genoptage sagen. Ansøgningen skal vedlægges dokumentation, jf. nedenfor.
6.2 Ekstraordinær genoptagelse
Hvis fristen i Skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den registreringsafgiftspligtige/godtgørelsesberettigede fra og med en afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, som resulterede i underkendelse af praksis.
I de situationer, hvor praksis underkendes ved dom, afhænger adgang til genoptagelse således af tidspunktet for det afgiftstilsvar, der forelå til prøvelse i den pågældende sag. I den aktuelle sag drejer det sig om reguleringer, der kunne være foretaget i februar måned 2013.
Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der derfor ske ekstraordinær genoptagelse, hvis leasingaftalen er ophørt (ordinært eller ved afbrydelse) fra og med den 1. november 2011.
Den registreringsafgiftspligtige/godtgørelsesberettigede skal ved ansøgning anmode Motorstyrelsen om at genoptage sagen. Ansøgningen skal vedlægges dokumentation, jf. nedenfor.
7. Genoptagelse af egen drift
I de tilfælde hvor Motorstyrelsen er bekendt med, at en ansøgning om regulering er blevet afvist på grund af fristen på 1. arbejdsdag efter udløb eller afbrydelse af leasingaftalen, vil Motorstyrelsen genoptage sagerne af egen drift og vurdere sagerne på ny.
Motorstyrelsen vil senest 3 måneder fra offentliggørelsen af dette styresignal give besked til de relevante parter i de sager, som Motorstyrelsen er bekendt med og vil genoptage af egen drift.
8. Dokumentation
Hvis der anmodes om genoptagelse af en sag om regulering, jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 3 b, stk. 7, nugældende § 3 b, stk. 9, skal den registreringsafgiftspligtige/godtgørelsesberettigede kunne dokumentere den aktuelle afgiftspligtige værdi ved angivelse af handelspris og nypris for køretøjet på det tidspunkt, hvor leasingaftalen ophørte (ordinært eller ved afbrydelse). Det kan ske via baggrundsmateriale for værdifastsættelsen og andet relevant bilagsmateriale.
Dokumentation skal vedlægges ansøgning om genoptagelse til Motorstyrelsen.
Anmodninger om genoptagelse skal indgives til Motorstyrelsen via en sikker forbindelse gennem TastSelv. Log på skat.dk/tastselv eller skat.dk/tastselverhverv med MitID eller MitID Erhverv
· Indsend/Indberet til os (fx blanket/bilag)
· Genoptagelse - praksisændring for værditabsberegning ved ophør af leasingaftale
Anmodning kan også indgives via brev til Motorstyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om hvert enkelt køretøj. Der skal anføres stelnummer/registrerings nummer, den den aktuelle afgiftspligtige værdi ved angivelse af handelspris og nypris samt dokumentation herfor på tidspunktet for leasingaftalens ophør (ordinært eller ved afbrydelse).
Anmodes der om genoptagelse for mere end ét køretøj, kan oplysninger indsættes i et excel-ark, som Motorstyrelsen har oprettet. Excel-arket kan hentes her.
Den vedhæftede dokumentation skal navngives med stelnummer eller registreringsnummer.
9. Gyldighed
Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, er indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2021-1, afsnit I.A.1.7.2.
Styresignalet ophæves efter reaktionsfristen på seks måneder i pkt. 6 er udløbet.