Dato for udgivelse
07 May 2024 15:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 Apr 2024 09:29
SKM-nummer
SKM2024.262.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
24-0278908
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Energi og kuldioxid
Emneord
Gasafgift, el-patron, kraftvarme, kraftvarmekapacitetskrav
Resumé

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne indregne tredjemands fremstillede varme ved vurderingen af, hvorvidt delkravet om kraftvarmekapacitetskravet var opfyldt, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1 pkt. Det var således Skatterådets vurdering, at Spørger kunne gøre brug af den mulighed, som SKM2015.570.SKAT gav for at indregne tredjemands fremstillede varme ved vurderingen af, hvorvidt delkravet i gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1 pkt., om kraftvarmekapacitetskravet var opfyldt.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 1100 af 1. juli 2020 (Gasafgiftsloven)
Lov nr. 722 af 25. juli 2010 (bl.a. ændringen af el-patronordningen vedrørende værker uden kraft-varme-kapacitet)

Reference(r)

Gasafgiftsloven § 8, stk. 4 og 5
Ændringsloven § 4, nr. 6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit E.A.4.3.9.1

Spørgsmål

  1.  Kan Skattestyrelsen bekræfte, at Spørger A/S kan indregne tredjemands fremstillede varme ved vurderingen af, hvorvidt kraftvarmekapacitetskravet er opfyldt, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1 pkt.?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er 100 % ejet af A A/S, og den ultimative ejer er X Kommune.

Spørger leverer fjernvarme til X by [og omegn]. Herudover transmitterer Spørger fjernvarme til Y

Spørger forsyner boliger og erhverv med fjernvarme. Fjernvarmen produceres på flere værker rundt omkring i X og Z Kommune, hvilket blandt andet sker for at give den mest optimale fordeling af varmen, således at fremløbstemperaturen kan reduceres mest muligt.

Fjernvarmeleverancen fremskaffes i overvejende grad ved køb af varme fra X-værket [ejet af L] og I/S affaldsforbrændingsanlægget. Hvis X-værket eller I/S affaldsforbrændingsanlægget er ude af drift, står Spørgers egne spids- og reservecentraler klar til produktion af fjernvarme.

Varmeproduktionen bliver primært produceret på følgende enheder hos Spørger:

Varmepumpe (70 MWh)
Fliskedel (60 MWh)
Elkedel (40 MWh)
Gasmotor
Gaskedler (150 MWh)

Herudover er der en række spids- og reservecentraler.

Langt hovedparten af varmen (98 %) produceres på og leveres af X-værket samt I/S affaldsforbrændingsanlæg.

Spørger har mulighed for at producere elektricitet og varme på sin gasmotor og ren varme på spids- og reservelastkedler. Spørger kan herved anses for at have både rene varmeenheder samt kraftvarmeenheder.

Spørger indkøber herudover varme fra eksterne kraftvarmeværker herunder gasmotorer under C A/S, I/S affaldsforbrændingsanlæg og X-værket. Herudover ejer Spørger distributions- og transmissionsnettet, hvor tredjemand leverer varme ind på til varmekunderne.

Spørger anvender i dag ikke elpatronordningen.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1: Ja.

Formålet med elpatronordningen er at tilskynde til ren varmeproduktion på kedler som alternativ til elektricitetsbetinget kraftvarmeproduktion, når elpriserne er negative, hvilket ikke er samfundsøkonomisk. Dette gøres ved at tilnærme afgiftsbelastningen på fossilt ren varmefremstilling ned til niveauet for fossil kraftvarmeproduktion.

Politisk har man ønsket at modvirke, at det er varmebehovet, der skal betinge elproduktionen i Danmark. Derfor har man med elpatronordningen tilnærmet afgiftsbelastningen på ren varmeproduktion med afgiftsbelastningen på kraftvarme for at gøre det mere attraktivt at fremstille varme uden samtidig elproduktion.

Det følger af energiafgiftslovene, herunder f.eks. gasafgiftslovens § 8, stk. 4, at:

"Varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme til de samme kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, som værkernes kraft-varme-kapacitet vedrører, hvis virksomheden er et værk, som 1) har kraft-varme-kapacitet efter stk. 5 eller 2) havde kraft-varme-kapacitet efter stk. 5 den 1. oktober 2005 eller 3) er omfattet af bilag 1. Den del af afgiften, der overstiger 45,4 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk (2015-niveau), tilbagebetales. (…)"

Af gasafgiftslovens § 8, stk. 4, fremgår det klart, hvad betingelserne er for, at Spørger er omfattet af elpatronordningen. Værket skal:

  • Være en varmeproducent
  • Levere varme til det kollektive fjernvarmenet uden samtidig produktion af elektricitet
  • Have/have haft kraftvarmekapacitet

Da Spørger er en varmeproducent, opfylder værket dermed betingelse 1. Herudover har spørger en gasmotor, og har dermed valget mellem at levere varme med sine rene varmeproducerende enheder eller at producere og levere varme i samproduktion med elektricitet, hvorfor betingelse 3 også er opfyldt. Herudover indkøber Spørger varme fra X-værket og I/S affaldsforbrændingsanlægget afhængigt af gældende elpriser, hvorfor varmenettet reelt drives som et kraftvarmenet uanset spørges interne begrænsede kraftvarmekapacitet.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 1417 af 21. december 2005, at:

"Det foreslås, at tilbagebetalingen alene vil kunne bruges af leverandører af varme til fjernvarmenet, der har kraftvarmekapacitet til rådighed eller havde kraftvarmekapacitet til rådighed den 1. oktober 2005."

Siden indførelsen af elpatronordningen har det dermed været et krav, at varmeproducenten har eller havde kraftvarmekapacitet, for at kunne anvende ordningen. En varmeproducent har efter energiafgiftslovene kraftvarmekapacitet, hvis:

  • (1) værket har kraftvarmekapacitet efter gasafgiftslovens § 8, stk. 5, eller
  • (2) havde kraftvarmekapacitet efter gasafgiftslovens § 8, stk. 5, den 1. oktober 2005, eller
  • (3) er omfattet af gasafgiftslovens bilag 1

Det fremgår af gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1. pkt. 1, at en varmeproducent har kraftvarmekapacitet, hvis følgende krav er opfyldt:

  • 100 % af varmeleverancen i mindst 75 % af året kan dækkes af kraftvarmeenheden

Afgiftslempelsen kan dermed alene anvendes af leverandører af varme til fjernvarmenet, der har kraftvarmekapacitet til rådighed eller havde kraftvarmekapacitet til rådighed den 1. oktober 2005.

Det er vores opfattelse, at Spørger skal kvalificeres som kraftvarmeproducent efter f.eks. gasafgiftslovens § 8, stk. 5, efter opførelsen af sin gasmotor.

Spørger vil fremadrettet have valget mellem at producere kraftvarme på gasmotoren eller ren varme på spids- og reservelastcentralerne ejet af Spørger, hvilket er i tråd med forarbejderne til lovgivningen bag elpatronordningen.

Da de centrale varmeproduktionsenheder i varmenettet er kraftvarmeenhederne X-værket samt I/S affaldsforbrændingsanlægget, er det videre vores opfattelse, at denne retsstilling dermed er i overensstemmelse med lovens formål.

Herefter skal det vurderes, hvorvidt Spørger opfylder kravet i gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1. pkt. ved opgørelsen af, om kraftvarmeenheden kan dække 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1. pkt. Det er i denne forbindelse muligt at indregne tredjemands kraftvarmekapacitet efter principperne i styresignalet SKM2015.570.SKAT.

Det fremgår af styresignalet, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at hvis en varmeproducent ikke via egen kraftvarmeenhed opfylder kraftvarmekapacitetskravet, vil varmeleverancer fra andre (tredjemands) kraftvarmeenheder, knyttet til det samme fjernvarmenet, kunne indgå i opgørelsen af, hvorvidt kraftvarmekapacitetskravet er opfyldt hos Spørger, jf. f.eks. gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1. pkt.

Dette indebærer, at Spørger er berettiget til at indregne såvel egne som tredjeparters kraftvarmeenheders kraftvarmekapacitet ved opgørelsen af, om kraftvarmeenhederne kan opfylde 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året. 

Ovenstående fremgår af afsnit 4 "SKATs opfattelse" i SKM2015.570.SKAT:

"Det er SKATs opfattelse, at hvis varmeproducent A ikke via egen kraftvarmeenhed/kraftvarme-kapacitet opfylder lovens krav om kraftvarmekapacitet, vil varmeleverancer fra andre kraftvarme-enheder til det samme ledningsnet, kunne indgå i opgørelsen af, hvorvidt lovens krav om kraftvarmekapacitet er opfyldt.

Det bemærkes, at for at A kan medregne leverancer fra andre kraftvarmeenheder ved opgørelse af kraftvarmekapaciteten efter loven, er det forudsat, at A selv bidrager til kraftvarmekapaciteten med varme fra egen/egne kraftvarmeenhed(er)". 

Der blev på baggrund af den konkrete sag udstedt et styresignal (SKM2015.570.SKAT), hvor det fastslås, at tredjemands kraftvarmeværker kan indregnes i kraftvarmekapaciteten. Styresignalet nævner positivt, at affaldsbaserede kraftvarmeanlæg kan indregnes.

Det er dermed Spørgers opfattelse, at varmeproduktionen fra kraftvarmeværkerne X-værket og I/S affaldsforbrændingsanlægget kan indregnes ved beregningen af kraftvarmekapacitetskravet for Spørger efter gasafgiftslovens § 5, stk. 8, 1. pkt., idet disse leverer varme til det samme fjernvarmenet som Spørgers’ egne kraftvarmeenheder.

Det kan lægges til grund, at:

  • Spørger driver selv en kraftvarmeenhed.
  • Spørger indkøber varme fra L samt I/S’et.
  • Spørger ejer det lednings- og transmissionsnet, hvorfra de eksterne værker leverer varme til Spørger.

Vi vil bede om Skattestyrelsens bekræftelse af, at Spørger kan indregne kraftvarmekapaciteten på X-værket og  I/S’ affaldsforbrændingsanlæg i Spørgers kraftvarmekapacitet ved vurderingen af kravet i f.eks. gasafgiftslovens § 5, stk. 8, 1. pkt.

Spørger har haft Skattestyrelsens udkast i partshøring og har ingen bemærkninger.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Begrundelse

Varmeproducenter har på visse betingelser ret til afgiftslempelse for fjernvarme, der produceres af afgiftspligtige brændsler eller af afgiftspligtig elektricitet, se f.eks. gasafgiftslovens § 8, stk. 4.

Det følger nærmere, at varmeproducenter, der leverer varme, har ret til afgiftslempelse for varme, der leveres til kollektive fjernvarmenet eller til lignende fjernvarmenet, hvis

  • de ikke samtidigt producerer elektricitet
  • de har kraftvarmekapacitet, eller havde kraftvarmekapacitet den 1. oktober 2005.

Kraftvarmekapacitet defineres som de tilfælde, hvor

  • 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeanlægget
  • mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeanlægget udgøres af elektriciteten.

Det vil sige, at kraftvarmeanlægget skal kunne dække varmeleverancen 75 pct. af årets døgn, og produktionen af elektricitet skal udgøre mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeanlægget. Dette fremgår f.eks. af gasafgiftslovens § 8, stk. 5.

Det bemærkes, at Spørger ikke spørger om, hvilke mængder af elektricitet, som kan medregnes ved vurderingen af betingelsen om, at mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeanlægget skal udgøres af elektricitet, hvorfor besvarelsen ikke vurderer dette forhold.  Besvarelsen omfatter kun, hvorvidt varme fremstillet hos tredjemand kan indgå ved vurderingen af kravet om kraftvarmekapacitet, og ikke hvorvidt spørger har kraftvarmekapacitet.

Spørger er et forsyningsselskab, som forsyner private og erhverv i X og omegn med fjernvarme. Spørger ejer transmissionsnettet.

Spørger har oplyst til sagen, at Spørgers fjernvarmeleverance i overvejende grad fremskaffes ved køb af varme (ca. 98 pct.) fra X-værket (ejet af L) og I/S affaldsforbrændingsanlægget, der begge leverer varmen ind på Spørgers transmissions- og distributionsnet (samme varmenet, som Spørgers varmeproducerende enheder), og hvor Spørger herefter distribuerer og sælger varmen til den endelige forbruger. Hvis X-værket eller I/S affaldsforbrændingsanlægget er ude af drift, står Spørgers egne anlæg klar til produktion af fjernvarme.

Det fremgår videre, at X-værket  og I/S affaldsforbrændingsanlægget hver måned fremsender en faktura på salg af varme til Spørger på baggrund af den målte mængde varme leveret til Spørgers varmenet.

Varmeproduktionen hos Spørger bliver primært produceret på følgende enheder:

  • Varmepumpe (70 MWh)
  • Fliskedel (60 MWh)
  • Elkedel (40 MWh)
  • Gasmotor (el- og varmefremstilling)
  • Gaskedler (150 MWh)

Herudover er der en række spids- og reservecentraler, hvor der kan produceres varme. Spørger har mulighed for at producere elektricitet og varme på sin gasmotor og ren varme på spids- og reservelastkedler og de andre enheder.

Spørger ønsker Skatterådets bekræftelse på, at Spørger kan indregne tredjemands fremstillede varme (varmen fra X-værket og I/S affaldsforbrændingsanlægget) ved vurderingen af, hvorvidt dele af kraftvarmekapacitetskravet er opfyldt, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1 pkt. Dvs. at Spørger ønsker svar på, hvorvidt varmeleverancer fra bl.a. X-værket og I/S affaldsforbrændingsanlægget kan medregnes ved vurdering af, hvorvidt Spørger opfylder delkravet om, at "100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden".

Det daværende SKAT udsendte den 2. september 2015 SKM2015.570.SKAT med en præcisering af begrebet "kraftvarmekapacitet" i el-patronordningen.

Styresignalet fra 2015 præciserer, hvad der skal forstås ved "kraft-varme-kapacitet" i den situation, hvor en varmeproducent ikke selv opfylder lovens krav om, at 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden, men hvor nettet forsynes med varme fra andre varmeproducerende kraftvarmeenheder. Ifølge Styresignalet har en varmeproducent adgang til at medregne leverancer fra andre kraftvarmeenheder ved opgørelse af varmeproducentens kraft-varme-kapacitet. I styresignalet forudsættes det bl.a., at for at varmeproducent kan gøre dette, skal denne selv bidrage til kraftvarmekapaciteten med varme fra egen/egne kraftvarmeenhed(er).

Styresignalet er efterfølgende ophævet og indsat i Den Juridiske Vejledning i afsnit E.A.4.3.9.1.

Ovennævnte fremgår også af SKM2021.325.SR, hvor Skatterådet svarede benægtende på, at Spørger kunne købe sig til kraft-varme-kapacitet uden en fysisk leverance til ledningsnettet for at gør brug af el-patronordningen.

Det er herefter relevant at vurdere, hvorvidt Spørger kan gøre brug af den mulighed, som SKM2015.570.SKAT giver for at indregne tredjemands fremstillede varme ved vurderingen af, hvorvidt delkravet i gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1 pkt., om kraftvarmekapacitetskravet er opfyldt.

Der er således tale om en situation, hvor Spørgers egen kraftvarmeenhed isoleret set ikke kan opfylde delkravet om kraftvarmekapacitet i gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1. pkt., men hvor spørger køber og leverer varme fra tredjemand.

Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at Spørger ejer det lednings- og transmissionsnet, til hvilket de eksterne værker leverer varme, og at disse enheder hver måned fakturerer Spørger på baggrund af den målte mængde varme til varmenettet. Det kan derfor lægges til grund, at varmen både faktureres og leveres fysisk til Spørger, hvorfor der ikke er tale om den situation, som Skatterådet gav afslag på i sit bindende svar i SKM2021.325.SR, hvor den pågældende spørgers situation var anderledes, idet varme fra tredjemand alene blev faktureret, men ikke fysisk leveret til Spørger.

Endvidere bidrager Spørger selv til kraftvarmekapaciteten ved sin gasmotor, jf. at det er forudsat i styresignalet, at virksomheden selv bidrager til kraftvarmekapaciteten med varme fra egen/egne kraftvarmeenhed(er).

Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at Spørger kan indregne tredjemands fremstillede varme ved vurderingen af, hvorvidt kraftvarmekapacitetskravet er opfyldt, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1 pkt., jf. SKM2015.570.SKAT.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja"

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Gasafgiftslovens § 8, stk. 4 og 5:

"Stk. 4. Varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme til de samme kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, som værkernes kraft-varme-kapacitet vedrører, hvis virksomheden er et værk, som 1) har kraft-varme-kapacitet efter stk. 5 eller 2) havde kraft-varme-kapacitet efter stk. 5 den 1. oktober 2005 eller 3) er omfattet af bilag 1. Den del af afgiften, der overstiger 49,8 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk (2015-niveau), tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtige varer efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 49,8 kr. pr. GJ fjernvarme (2015-niveau) forholdsmæssigt. Tilbagebetaling sker efter reglerne i stk. 3. Satserne i 2. og 3. pkt. reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Det er en betingelse for tilbagebetalingen, at virksomheden også udnytter muligheden for at få tilbagebetaling af afgift for den samme varme efter § 7, stk. 6, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.28

Stk. 5.Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen."

Lov nr. 722 af 25. juli 2010 (bl.a. ændringen af elpatronordningen vedrørende værker uden kraft-varme-kapacitet

§ 4 (ændringer til mineralolieafgiftsloven), nr. 6

"§ 9 a. (…) Andre momsregistrerede fjernvarmeproducenter, der producerer varme uden samtidig produktion af elektricitet, kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme leveret til kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, jf. dog stk. 2 og 3 (2. pkt.). (…)

Stk. 2. Det er en betingelse for tilbagebetaling af afgift for varme efter stk. 1, at virksomheden også udnytter muligheden for at få tilbagebetaling af afgift for den samme varme efter § 7 b i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.

Stk. 3. Det er en betingelse for tilbagebetaling i et kalenderår efter stk. 1, 2. pkt., at 100 pct. af varmeleverancen fra de fjernvarmenet, som er nævnt i stk. 1, 2. pkt., til forbrugerne i mindst 75 pct. af kalenderåret eller 2008 er kommet fra eller kunne være kommet fra momsregistrerede virksomheder med kraft-varme-kapacitet, jf. stk. 4, og værker omfattet af bilag 1. Dette skal på forlangende kunne dokumenteres over for told- og skatteforvaltningen.

(…)."

Fortolkningsbidrag

Skatteministerens orientering af Skatteudvalget (Alm. del bilag 51 - 2015-16)

"Orientering om, at en ændring af elpatronordningen, som vedrører fjernvarmeværker, ikke kan sættes i kraft

Elpatronordningen indebærer, at de omfattede varmeproducenter på visse betingelser kan anvende relativt lave energiafgifter for elektricitet og fossile brændsler til fjernvarmeproduktion i varmeproduktionsapparater, herunder eldrevne elpatroner (store dyppekogere). Der er således tale om en afgiftslempelse. Ordningen har især til formål at forøge incitamentet til en fornuftig indenlandsk anvendelse af dansk produceret el, herunder klima-venlig el fra vindmøller, frem for uøkonomisk eksport af billig el. Ordningen trådte i kraft den 1. januar 2008.

Det blev efterfølgende aftalt, at ordningen skulle ændres, jf. den politiske aftale om bedre integration af vind fra oktober 2009 mellem den daværende regering (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Som et af elementerne i aftalen skulle elpatronordningen (afgiftslempelse) udvides til også gælde for fjernvarmeværker. Hidtil havde elpatronordningen kun omfattet kraftvarmeværker.

På den baggrund fremsatte skatteministeren den 17. marts 2010 lovforslag om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og forskellige andre love (Ændringer i elpatronordningen, udvidelse af solcelleordningen og afgift på andre klimagasser end CO2 m.v.) (lovforslag nr. L 162). Lovforslaget er vedtaget som lov nr. 722 af 25. juni 2010.

Med loven blev elpatronordningen udvidet, idet loven indeholder en ny regel om, at også fjernvarmeværker uden kraftvarmekapacitet omfattes af elpatronordningens relativt lave afgiftssatser for bl.a. elektricitet til fjernvarmeproduktion i elpatroner.

Med denne ændring udmøntede loven elementet vedrørende elpatronordningen og fjernvarmeværker i den politiske aftale om bedre integration af vind fra oktober 2009. Ændringen fremgår af bl.a. § 1, nr. 6, 2. pkt., § 2, nr. 3, 2. pkt., § 3, nr. 3, 2. pkt., § 4, nr. 6, 2. pkt., og § 5, nr. 14, 2. pkt., i lov nr. 722 af 25. juni 2010.

Skatteministeren er ifølge loven bemyndiget til at sætte den nye afgiftslempelse i kraft.

Det fremgår af lovforslaget, at Skatteministeriet var i dialog med Europa Kommissionen om, hvorvidt denne afgiftslempelse for fjernvarmeværker skulle statsstøttenotificeres, og at den i givet fald først kunne træde i kraft, når Kommissionens godkendelse forelå.

I 2010 og 2011 var Skatteministeriets i dialog med Generaldirektoratet for konkurrence (COMP) og Generaldirektoratet for beskatning og toldunion (TAXUD) under Kommissionen.

Beskatning af elektricitet er reguleret i energibeskatningsdirektivet. Under dialogen med Kommissionen blev det klarlagt, at der ikke er hjemmel til den nye afgiftslempelse for fjernvarmeværker i energibeskatningsdirektivet. Kommissionen nævnte dog, at direktivet giver mulighed for, at Rådet efter forslag fra Kommissionen kan give en særlig tilladelse til afgiftslempelse, når f.eks. hensynet til den fælles miljøpolitik taler for det. Denne tilladelse kan gives for en periode på højest seks år, men med mulighed for forlængelse. Ønsker en medlemsstat en sådan tilladelse, kan medlemsstaten sende en ansøgning til Kommissionen.

Skatteministeriet ansøgte i december 2011 Kommissionen om at stille forslag om tilladelse til afgiftslempelsen for fjernvarmeværker i Rådet.

Kommissionen bad derpå om supplerende oplysninger i sagen, herunder oplysning om,

  • hvor stor kapaciteten er for de omhandlede varmeproduktionsapparater,
  • hvordan den producerede fjernvarme begrænses til og fordeles på henholdsvis spidslast produktion og reservelast produktion,
  • mængder af de forskellige energiformer til varmeproduktionen,
  • en omkostningsanalyse, som kan begrunde niveauet for de reducerede afgiftssatser under afgiftslempelsen, og
  • afgiftslempelsens eventuelle kvantitative påvirkning af udledningen af drivhusgasser, der er dækket af EU-beslutning 406/2009/EF af 23. april 2009, som vedrører medlemsstaternes forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020.

Det har imidlertid ikke været muligt for Skatteministeriet at tilvejebringe disse oplysninger, da de tilgængelige talmæssige oplysninger på området er begrænsede og må suppleres med oplysninger fra de berørte fjernvarmeværker. Disse fjernvarmeværker, som oprindeligt ønskede afgiftslempelsen, har ikke set sig i stand til at bidrage med de nødvendige oplysninger.

Når Kommissionen således ikke kan få de efterspurgte supplerende oplysninger, stiller Kommissionen ikke forslag om tilladelse til afgiftslempelsen for danske fjernvarmeværker i Rådet. Dermed er det udelukket, at Danmark kan få tilladelsen.

Skatteministeren er på den baggrund afskåret fra at sætte afgiftslempelsen for fjernvarme-værker i kraft.

Skatteministeriet og Dansk Fjernvarme har drøftet dette. Dansk Fjernvarme har forståelse for, at afgiftslempelsen ikke kan sættes i kraft.

Reglerne om afgiftslempelse for fjernvarmeværker vil blive foreslået ophævet ved lejlighed."

Praksis

SKM2015.570.SKAT - Præcisering af begrebet “kraftvarmekapacitet" i el-patronordningen - styresignal

"4. SKATs opfattelse

I situationen, hvor en momsregistreret varmeproducent (A)

  • dels leverer/fakturerer varme til et ledningsnet via egen kraftvarmeenhed og egne varmeproduktionsanlæg - eventuelt egne anlæg, der udelukkende producerer varme -,
  • dels leverer/fakturerer varme til samme ledningsnet, produceret på fx et eksternt affaldsbaseret kraftvarmeværk (B),

opstår spørgsmålet, om A i medfør af loven har kraftvarmekapacitet, hvis A kun med varmen fra sin egen kraftvarmeenhed og med affaldskraftvarmen fra B er i stand til at overholde kravet om, at 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden.

Det er SKATs opfattelse, at hvis varmeproducent A ikke via egen kraftvarmeenhed/kraftvarmekapacitet opfylder lovens krav om kraftvarmekapacitet, vil varmeleverancer fra andre kraftvarmeenheder til det samme ledningsnet, kunne indgå i opgørelsen af, hvorvidt lovens krav om kraftvarmekapacitet er opfyldt.

Det bemærkes, at for at A kan medregne leverancer fra andre kraftvarmeenheder ved opgørelse af kraftvarmekapaciteten efter loven, er det forudsat, at A selv bidrager til kraftvarmekapaciteten med varme fra egen/egne kraftvarmeenhed(er)."

Styresignalet er efterfølgende ophævet og indsat i Den Juridiske Vejledning afsnit E.A.4.3.9.1.