Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at omkostninger til parkeringspladser for medarbejdernes hvidpladebiler i forbindelse med drift af momspligtig virksomhed er omfattet af driftsomkostningsbegrebet med ret til momsfradrag efter momslovens § 37?

Svar

1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger producerer og sælger momspligtige varer, herunder bl.a. varer produceret på produktionsstedet, Z, beliggende i udkanten af By Y1 i Kommune Y1. Spørger driver fuldt ud momspligtig aktivitet fra fabrikken i By Y1.

Spørger er ved at renovere den eksisterende parkeringsplads, der anvendes af besøgende erhvervsgæster, kunder og virksomhedens medarbejdere i egne hvidpladebiler. Der opkræves ikke betaling for brugen af/parkering på parkeringspladserne.

Parkeringspladsens udformning var ikke optimal, idet tilkørslen blev blandet med tung trafik, hvilket skabte potentielt farlige situationer. Derudover lå den ud til et kryds til en gennemfartsvej, hvor større køretøjer, herunder lastbiler, dagligt kører samt en tilførsel af trafik inde fra byen på den modsatte side. 

Renoveringen af parkeringspladsen indebærer, at der er blevet etableret en ny indkørsel et andet sted for at minimere interferens med den øvrige erhvervstrafik på vejen. Den "gamle" indkørsel er blevet nedlagt, samtidig med at de eksisterende parkeringspladser er blevet nyasfalteret, og parkeringsbåsene ny afmærket for at tage højde for den nye indkørsel.

Som led i Spørgers renovering af parkeringspladsen er det endvidere tiltænkt at etablere et fornyet sikkerhedssystem, der tilsikrer, at der kun er adgang til parkeringspladsen inden for almindelige arbejdstider (fra tidlig morgen til aften). Det vil dog stadig være muligt at forlade parkeringspladsen uden for dette tidsrum.

Parkeringspladsen får endvidere ny belysning og beplantning for at fremstå bedre i bybilledet, jf. områdets lokalplan.

Parkeringspladsen er etableret, fordi det ellers vil være svært for medarbejderne at finde parkeringsmuligheder, idet virksomheden, som beskrevet ovenfor, ligger i udkanten af By Y1. Det er ligeledes et krav for virksomheden at have en parkeringsplads anlagt til brug for ejendommens brugere, jf. områdets lokalplan.

Idet Spørgers renovering af parkeringspladsen indebærer væsentlige momsbelagte omkostninger, ønsker Spørger Skatterådets bekræftelse på momsbehandlingen af den påtænkte disposition.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger driver virksomhed med momspligtig levering af varer mod vederlag her i landet, jf. momslovens §§ 3 og 4. I medfør af momslovens § 37, stk. 1, er Spørger berettiget til at fradrage omkostninger til indgående moms afholdt til brug for dennes afgiftspligtige virksomhed.

Momsfradragsretten er et bærende og integreret element ved momssystemet, der berettiger momspligtige virksomheder til at fradrage moms af indkøb til brug for dennes momspligtige virksomhed, jf. momssystemdirektivets artikel 168. Momspligtige virksomheder har derfor ret til momsfradrag for generalomkostninger, uanset at der ikke er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem et bestemt indkøb og én eller flere momspligtige leverancer, idet sådanne omkostninger har en direkte og umiddelbar forbindelse med hele den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed og dermed udgør en generel driftsomkostning, jf. Den juridiske vejledning, afsnit D.A.11.1.3.2.2.

Et andet grundprincip for momssystemet er momsens neutralitet. Neutralitetsprincippet bør til enhver tid iagttages, da momsen ikke på nogen måde må påvirke erhvervets eller forbrugerens dispositioner, således at momsen er neutral for erhvervsdrivende ved ikke at udgøre en omkostning i forbindelse med udøvelsen af økonomisk aktivitet. Dette opnås blandt andet gennem retten til at fradrage moms, hvorved det tilsigtes helt at aflaste den afgiftspligtige for den afgift, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med al økonomisk virksomhed. Momssystemet sikrer således, at afgiftsbyrden er fuldstændig neutral over for enhver økonomisk virksomhed, uanset denne virksomheds formål eller resultater, forudsat sådan virksomhed i sig selv er momspligtig, jf. EU-Domstolens afgørelse i sag C-268/83, Rompelman, præmis 19.

Det fremgår endvidere udtrykkeligt af Rådets sjette momsdirektivs artikel 17, stk. 2, at en afgiftspligtig person kan fradrage den fakturerede moms for goder og tjenesteydelser, der er leveret til ham, for så vidt som disse goder og tjenesteydelser anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner.

For at drive momspligtig virksomhed med ansatte må det være en forudsætning for virksomhedens drift, at de ansatte har en reel mulighed for at tilgå virksomhedens adresse for at deltage i de momspligtige leverancer. Dette anerkender Skattestyrelsen også, da personalerelaterede udgifter normalt er fradragsberettigede driftsudgifter, fordi personalet er nødvendigt for virksomhedens leverancer, jf. Den juridiske vejledning, afsnit D.A.11.3.

Momsfradragsretten kan dog ikke udøves på omkostninger, der ikke er af streng erhvervsmæssig karakter, jf. momssystemdirektivets artikel 176 og Rådets sjette momsdirektivs artikel 17, stk. 6. Med andre ord kan momsfradragsretten ikke udøves på omkostninger, der er virksomheden uvedkommende.

Det er Spørgers opfattelse, at når en virksomhed anlægger parkeringspladser til de ansattes hvidpladebiler inden for almindelig arbejdstid foranlediget af virksomhedens daglige drift og behov for tilgængelighed, må omkostningerne ses i tilknytning til den momspligtige aktivitet og må derfor af natur være af streng erhvervsmæssig karakter, uafhængigt af om det er gulplade-, papegøjeplade- eller hvidpladebiler. Dette må vurderes ud fra intentionen med afholdelsen af omkostningen, og herefter om anvendelsen af det indkøbte gode eller tjenesteydelse er til virksomhedens vedkommende formål.

Denne fortolkning harmonerer også med Skattestyrelsens holdning til, at en parkeringsplads, der udelukkende anvendes af kunder, fx foran et supermarked, anses for at være en generalomkostning med ret til momsfradrag efter de almindelige regler, jf. bl.a. MV93, afsnit H.7.20. Uanset hvem, der parkerer sit køretøj på virksomhedens adresse, er formålet for virksomheden det samme; bilisten skal gives adgang for at virksomheden kan skabe mulighed til at gennemføre et momspligtigt salg, hvad enten det er varer, der sælges til kunder, der holder på p-pladsen eller produktion af varer til senere salg, der skabes af medarbejderen mens dennes bil holder parkeret på p-pladsen. Omkostningen må derfor alt andet lige anses som en generel driftsomkostning. Momsfradraget for parkeringspladser må derfor i sin natur bero på formålet med anvendelsen, uden at der skeles til køretøjet - parkeringspladsen har intet at gøre med køretøjets drift, men er blot til stede for at sætte de bedste rammer for virksomheden og dens medarbejdere.

Det bemærkes, at omkostningen ikke er båret af intentioner om privat anvendelse. Muligheden for parkering på en virksomheds adresse er en generel betingelse for tiltrækning af arbejdskraft, så at medarbejdere, der ikke bor i nærområdet (pendlere) også har mulighed for at varetage deres arbejde, når der ellers ikke er andre holdbare transportmuligheder end bil. Det medvirker derfor til at virksomheden fremstår attraktiv og tilgængelig for sine medarbejdere. Dette gør sig i særdeleshed gældende for Spørger, ligesom at det i øvrigt er et krav i lokalplanen for området. 

I EU-Domstolens dom i sag C-258/95, Fillibeck, blev der taget stilling til arbejdsgiverens vederlagsfrie befordring af medarbejdere fra disses bopæl til arbejdspladsens adresse, da dette i sin natur vedrører privatsfæren (og således er virksomheden uvedkommende). Faktum i sagen vedrørte arbejdspladser, der var beliggende i ellers svært tilgængelige områder. Domstolen udtalte, at under særlige omstændigheder kan virksomhedens særlige behov dog alligevel nødvendiggøre, at befordring ikke er virksomheden uvedkommende. Hertil kommer, at den personlige fordel, som medarbejderen opnår, kun er sekundær i forhold til virksomhedens behov, jf. dommens præmis 30. Det bekræftes endvidere i dommen, at det er uden betydning for denne vurdering, om der er tale om medarbejderens egen (hvidpladebil) eller virksomhedens bil.

Generaladvokaten udtaler endvidere i forslaget til afgørelse i nævnte dom, at under særlige omstændigheder kan en arbejdsgivers organisering af befordring til og fra arbejde være nødvendige for at opnå de krav, der måtte stilles for en god afvikling af virksomheden. Selvom de ansatte utvivlsomt opnår en fordel ved denne befordringsforanstaltning, er der tale om en biting i forhold til virksomhedens behov, der har været bestemmende for organiseringen af vederlagsfri fælles befordring, jf. præmis 45 i forslaget til afgørelse.

EU-Domstolen har også for nyligt i sag C-607/20, GE Aircraft Engine Services Ltd, berørt emnet om virksomhedens uvedkommende formål. Sagen omhandlede en arbejdsgivers indkøb af vouchers, der blev givet til de bedst ydende medarbejdere i et performance-program, idet dette bidrog til motivationen og derigennem til den økonomiske virksomhed som helhed. Domstolen udtalte, at arbejdsgiveren opnår en fordel i form af udsigten til at øge sin omsætning takket være de ansattes øgede motivation og dermed højere performance. Det konkluderes, at denne vederlagsfri levering således ikke er til virksomhedens uvedkommende formål. Den accessoriske private udnyttelse set i forhold til virksomhedens behov, ændrer ikke på, at omkostningen ikke er virksomheden uvedkommende, jf. dommens præmis 32 og 33.

Det er Spørgers opfattelse, at betragtningerne i Fillibeck-sagen også kan anvendes på anlæg af parkeringspladserne til medarbejdernes hvidpladebiler, da det i Spørgers tilfælde ellers er yderst besværligt for medarbejdere at varetage deres arbejde uden mulighed for at parkere deres biler ved virksomhedens adresse, idet produktionssitet ligger i udkanten af en mindre by, hvor øvrige transportmuligheder er særligt begrænset. I Spørgers situation er omdrejningspunktet ikke det bevægende befordringselement fra A til B (med andre ord, driften af køretøjet), men rettere adgangen til at passe sit job inden for det af arbejdsgiveren fastsatte tidsrum, hvor medarbejdernes køretøj de facto holder stille. Det er omkostninger, der alene afholdes ud fra virksomhedens behov og må således anses for at udgøre en almindelig driftsomkostning, der ikke er virksomheden uvedkommende, se også i den retning MV93, afsnit N.6.1, uanset den marginale private fordel, de ansatte måtte drage af dette, set i lyset af GE Aircraft-sagen.

Etablering af en parkeringsplads er også yderst sammenlignelig med en virksomheds indkøb af fx service, knagerækker og andet inventar, der har til formål at sætte gode rammer på arbejdspladsen. Disse har også naturligt et privat og virksomheden uvedkommende islæt, da det giver medarbejderne mulighed for at hænge deres overtøj, når de kommer på arbejde, spise deres madpakke osv., men indkøbet af disse ting anses alligevel som værende generelle fællesomkostninger som en arbejdsgiver kan afholde med momsfradrag til følge. Denne vurdering må ligeledes finde anvendelse på parkeringspladser for hvidpladebiler.

Formålet med erhvervsparkeringspladser til medarbejdernes hvidpladebiler er, at medarbejderne inden for et nærmere aftalt tidsrum (almindelig arbejdstid) kan bidrage til den momspligtige virksomhed, der foregår på virksomhedens adresse. Ligesom man i andre henseender kan se bort fra det sekundære private element, når det overordnede mål er en momspligtig aktivitet, så bør man på tilsvarende vis anerkende at disse parkeringspladser giver ret til fradrag.

Det bemærkes i øvrigt, at da bestemmelsen om den manglende fradragsret for driften af hvidpladebiler blev indført i 1967, indeholdt bestemmelsen også et forbud mod fradragsret for hotelophold. Denne fradragsret er senere indført og viser derfor, at lovgiver tillader fradragsret, selvom en udgiftsart måtte indeholde et vist privat element, hvilket overnatning uomtvisteligt må siges at gøre.

Henset til ovenstående, kan omkostningerne til indretning af parkeringspladser til medarbejdernes hvidpladebiler ikke siges at være virksomheden uvedkommende, og det er Spørgers opfattelse, at de udgør en momsfradragsberettiget omkostning i momslovens § 37’s forstand.

Fortolkning af stand-still-bestemmelser

Som nævnt ovenfor, fastsætter momssystemdirektivets artikel 176, at omkostninger der ikke er af streng erhvervsmæssig karakter nægtes momsfradrag, men også at det ved harmoniseringen af EU's momssystem ved introduktionen af Rådets sjette momsdirektiv i 1977 var tiltænkt, at visse udgifter skulle nægtes momsfradrag af Rådet på forslag af Kommissionen, og at disse udgifter skulle behandles ens i alle medlemsstaterne, jf. Rådets sjette momsdirektivs artikel 17, stk. 6.

De fællesskabsbestemmelser, der omhandles i Rådets sjette momsdirektivs artikel 17, stk. 6, er til dato ikke gennemført. De daværende momsfradragsbegrænsninger (standstill-bestemmelserne) skal således fortsat efterleves, som de var gældende ved Rådets sjette momsdirektivs ikrafttræden i Danmark 1. januar 1979, jf. Rådets sjette momsdirektivs artikel 17, stk. 6, jf. momssystemdirektivets artikel 176.

Momsloven indeholder særlige momsfradragsbegrænsninger, som var indført ved den første danske momslov (med visse tilpasninger) og videreført ved direktivets ikrafttræden, særligt momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, der nægter momsfradrag for "anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer". Bestemmelser om undtagelser fra princippet om retten til momsfradrag, der skal sikre denne afgifts neutralitet, skal endvidere fortolkes indskrænkende.

Momsbegrænsningerne, der findes i den nugældende momslovs § 42, skal fortolkes særdeles indskrænkende, som de blev fortolket på tidspunktet for direktivets ikrafttræden, og fradragsbegrænsningerne må under ingen omstændigheder udvides. Momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, har i sin helhed ikke ændret sig siden introduktionen i 1967 til Rådets sjette momsdirektivs ikrafttræden i 1979.

Af bemærkningerne til den første momslov fremgår det, at det fra lovgivers side var tiltænkt at begrænse momsfradrag for køretøjer på de driftsomkostninger, der kunne medføre en konkurrenceforvridning, eller der gjorde en privat og erhvervsmæssig adskillelse af kørslen svær for at undgå misbrug. Dette må alt andet lige fortolkes som værende omkostninger, der muliggør eller relaterer sig til køretøjets faktiske kørsel (drift), såsom brændstof, vedligeholdelse og reservedele, hvor en ansat ubestridt også ville drage nytte af disse uden for arbejdstid. For at den nugældende momslovs § 42, stk. 1, nr. 6, kan finde anvendelse på parkeringspladser, skal omkostningen således omfattes af køretøjets "driftsomkostninger".

Ved lov nr. 196 af 23. maj 1969 blev fradragsbegrænsningen vedr. personbefordring ophævet og frem til 1973 var der fuld fradrag for anskaffelse og drift for personbiler, der fuldt ud blev anvendt i virksomheden.

Ved lov nr. 241 af 7. maj 1973 blev bestemmelsen genintroduceret i dagældende momslov § 16, stk. 3, litra g med følgende ordlyd:

"Stk. 3. Til den indgående afgift kan ikke medregnes afgift af indkøb m.v., som vedrører:

[…]

g. Anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 10 personer".

I bemærkningerne i lovforslaget til lovændringen i 1973 fremgår følgende vedr. opgørelsen af fradraget i forbindelse med blandet benyttelse gældende fra 1969-1973:

"[…] Der gælder herefter følgende regler for personbiler samt vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt ikke over 3 tons, for så vidt køretøjerne ikke udelukkende anvendes i virksomheden, men tillige til privat kørsel: Der er ingen fradragsret for afgiften på anskaffelse af køretøjer, men fuld fradrag for afgiften vedrørende driften. Fradragsretten omfatter ikke alene benzin og olie, men også vedligeholdelse og reparation af køretøjerne.

Ifølge lovforslaget omfatter driftsbegrebet vedr. køretøjer således: Benzin, olie, vedligeholdelse og reparation af køretøjerne. Derimod nævnes eksempelvis ikke parkeringspladser, som værende omfattet.

I lovforslaget kommenteres der ikke yderligere på omfanget af driftsbegrebet, og det må derfor også efter 1973 være de pågældende aktiviteter, som er omfattet af momsfradragsbegrænsningen for driften tilknyttet personbiler.

Der findes ingen offentliggjort praksis vedr. dagældende § 16, stk. 3 frem til 1979.

Det må af Rådets sjette momsdirektivs artikel 17, stk. 6, fortolkes således, at de gældende momsfradragsbegrænsninger, der måtte være gældende på tidspunktet for ikrafttræden af direktivet, må opretholdes under forudsætning af, at de fortolkes på samme vis som de gjorde ved direktivets ikrafttræden.

Der foreligger ingen åbenlys praksis mellem momslovens indførelse i 1967 og Rådets sjette momsdirektivs ikrafttræden i 1979, hvorved driftsomkostningsbegrebet for personkøretøjer (hvidplade biler) skulle defineres. Told- og Skatteforvaltningen har dog anerkendt, at ikke alle omkostninger kan henføres til et køretøjs drift, som fx biltelefon, jf. MV93 afsnit H.3.3.7.

Af den tidligste tilgængelige praksis har Momsnævnet i hhv. Mn.941/86 og Mn.942/86 fundet, at parkeringsomkostninger omfattes af personkøretøjers driftsomkostninger. Disse afgørelser er imidlertid efter 1979 og kan dermed ikke danne grundlag for en fast praksis ved direktivets ikrafttræden.

Momsnævnet tiltager sig her en udvidende fortolkning af det fradragsbegrænsede område, som ikke har belæg i 1967-loven eller senere lovændringer, jf. ovennævnte citat fra bemærkningerne. Der er således tale om en udvidende fortolkning foretaget af en administrativ instans og i øvrigt efter det tidspunkt, hvor standstill-klausulen kan finde anvendelse.

Da Landsskatteretten får lejlighed til at tage stilling i 2003, offentliggjort som SKM2003.124.LSR, indtager de et standpunkt om, at parkeringsudgifter er driftsudgifter vedrørende bilen, men nogen egentlig analyse foretages ikke.

Tilsvarende gør sig gældende for Vestre Landsret, der i 2006 fik lejlighed til at vurdere spørgsmålet. I den summariske beskrivelse i SKM2006.268.VLR anføres følgende om resultatet:

Landsretten tiltrådte Landsskatterettens afgørelse og frifandt Skatteministeriet for selskabets påstand om ret til fradrag efter hovedreglen i momslovens § 37, stk. 1. Landsretten fandt, at praksis havde fornøden hjemmel i momslovens ordlyd og forarbejder, ligesom landsretten lagde vægt på, at lovgiver senere ved indførelsen i 1999 af momslovens § 42, stk. 7, om fradragsret for momsen på passagen til den faste forbindelse over Øresund, havde forudsat, at der ikke efter den gældende momslov var hjemmel til at fradrage denne type udgifter, da de er omfattet af driftsudgiftsbegrebet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Administrativ praksis på dette område er således opretholdt ved den første domstolsafgørelse om begrebet "drift af personmotorkøretøjer" i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Sagsøgeren hævede sagen i lyset af landsrettens tilkendegivelse.

Det er interessant at bemærke landsrettens henvisning til bestemmelsen i momslovens § 42, stk. 7, hvorefter der ikke er ret til fradrag for momsen på passagen til den faste forbindelse over Øresund. Denne bestemmelse vedrører netop kørslen og dermed en driftsudgift vedrørende bilen, og blev indsat for at harmonisere de danske og svenske regler vedrørende passagen. Parkeringspladsen er derimod ikke tilknyttet den faktiske kørsel. Der er således væsentlige forskelle mellem de to udgiftstyper.

Ovenstående praksis og udtalelser i Momsvejledningen synes ikke at kunne rummes af de hensyn og udtalelser vedr. momsfradragsbegrænsningen for køretøjers driftsomkostninger, som var gældende i 1979.

At parkeringspladser ikke umiddelbart vedrører driften af bilen, understreges også af det forhold, at kundeparkeringspladser giver ret til momsfradrag, jf. praksis siden 1993, uanset de biltyper, der måtte gøre brug heraf. Hvis parkeringspladsen var en udgift vedrørende bilen, ville denne fradragsret være afskåret.

Fælles for de omkostninger, der nævnes i momslovens § 42, er, at de alle har et privat islæt i forhold til selve forbruget, fx momslovens § 42, stk. 1, nr. 1, omhandlende kost til medarbejdere, hvorefter momsfradraget på kaffen i kaffemaskinen nægtes momsfradrag - mens rammen, der muliggør dette (kaffemaskinen) ikke er omfattet af begrebet i § 42, hvorfor der er momsfradrag for denne efter de almindelige regler.

Momsfradragsretten er et grundlæggende princip i momssystemet og er derfor en integreret del af momsordningen og kan som udgangspunkt ikke begrænses. Bestemmelser om undtagelser fra princippet om retten til momsfradrag, der skal sikre denne afgifts neutralitet, skal endvidere fortolkes strengt.

Momslovens § 42 indeholder en række eksempler på udgiftsarter, der alle har det tilfælles, at der kan være et element af privat brug eller lønaccessorium. Efter ovenstående praksis om parkeringspladser, er der dog en række eksempler i praksis på, at § 42 ikke skal fortolkes udvidende, men i stedet skal afgrænses over for det almindelige driftsomkostningsbegreb i § 37, der vedrører virksomheders vedkommende udgifter.

Spørger bemærker, at EU-Domstolen tidligere har konstateret, at Skattestyrelsen i anden sammenhæng udvidede rækkevidden af disse fradragsbegrænsninger, se bl.a. sag C-371/07, Danfoss-AstraZeneca ift. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1, omhandlende vederlagsfri bespisning af personale og gæster i forbindelse med møder, hvor Skatteministeriet nægtede fradrag for indkøbet. EU-Domstolen fastslog, at vederlagsfri bespisning af medarbejdere under møder kunne give ret til fradrag, da virksomheden har et vedkommende behov for at kunne gennemføre effektive møder. Det private islæt, ved at medarbejderen herved sparede at skulle betale for det givne måltid, blev i sin helhed ignoreret. § 42, stk. 1, nr. 1, var således ikke relevant.

Domstolen udtalte i dommens præmis 33, at nationale bestemmelser, hvor anvendelsesområdet for de gældende undtagelser udvides, og som således fjerner sig fra direktivets formål, ikke er tilladt efter Rådets sjette momsdirektivs artikel 17, stk. 6. 

Det nægtede fradrag ved anvendelsen af momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, blev underkendt af EU-Domstolen, da dette ville være en udvidende fortolkning af den undtagelse til momsfradragsretten, der var gældende på tidspunktet for Rådets sjette momsdirektivs ikrafttræden, jf. dommens præmis 43.

Tilsvarende nuancering fandt sted i Landsskatteretten i 2021 i forhold til gavebegrebet i § 42, stk. 1, nr. 5, i sagen offentliggjort som SKM2022.37.LSR.

Ovennævnte afgørelser viser, at hvis en udgift er vedkommende for arbejdsgiver/virksomheden, så er der tale om en almindelig driftsudgift, hvor et eventuelt privat element ignoreres. Momslovens § 42’s fradragsbegrænsning skal således respektere det råderum, som virksomheder har, når de driver en momspligtig virksomhed. Når virksomheden afholder en udgift for at sikre en effektiv tilrettelæggelse af den momspligtige virksomhed, så gives der ret til fradrag. Det gælder for de butikker, der gerne vil tiltrække kunder i bil, og det gælder for den arbejdsplads, der gerne vil tiltrække medarbejdere, der lader sig transportere i bil.

I nærværende anmodning har Spørger afholdt omkostninger vedr. en parkeringsplads. Det primære formål herfor er, at Spørgers medarbejdere kan møde på arbejde og udgiften bør derfor anses som en almindelig driftsudgift med ret til fradrag.

Skattemæssigt perspektiv

I forarbejderne til momsloven fra 1967 nævnes, at bestemmelsen om momsfradragsbegrænsning for anskaffelse og drift af personkøretøjer indføres, da der uden en sådan bestemmelse vil opstå tilsvarende vanskeligheder, som består med hensyn til indkomstskatten ved afgrænsning af den private kørsel fra forretningskørslen.

Regler og fortolkninger på indkomstskatteområdet kan derfor også bidrage til håndteringen af omkostninger vedr. parkeringspladser.

Personskat

Ligningslovens § 16 vedrører opgørelse af den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen anfører, at alle former for vederlag skal beskattes, hvad enten der er tale om formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug eller værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet modtages som led i et ansættelsesforhold.

I ligningslovens § 16, stk. 10 anføres dog, at værdien af helt eller delvis vederlagsfri privat benyttelse af parkeringsplads, der af hensyn til arbejdet er stillet til rådighed af arbejdsgiveren, ikke er genstand for beskatning.

Hermed har man skatteretligt fastslået, at parkeringspladser for medarbejdernes biler ikke udløser skattepligt som personalegode, når tilrådighedsstillelsen sker af hensyn til arbejdet.

Selskabsbeskatning

I afskrivningslovens § 14, stk. 3, fremgår følgende:

"Uanset stk. 2, nr. 1-3, kan bygninger eller lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger afskrives, når de pågældende bygninger eller lokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser omfatter bestemmelsen i 1. pkt. også udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn og lignende, dog ikke udgifter til erhvervelse af grund. (…)".

Afskrivningsretten for parkeringspladser blev oprindeligt indført i 1968. Bekymringen nævnt i forarbejderne til momsloven fra 1967 vedr. afgrænsningen af den private kørsel i indkomstskatten, kan derfor ikke i forhold til selskabsbeskatningen have været vedrørende parkeringspladser.

Samlet flugter den skattemæssige håndtering til fulde med vores synspunkt om, at udgifter til parkeringspladser for medarbejdernes hvidpladebiler er en virksomheden vedkommende udgift, der må anses for en driftsudgift, jf. momslovens § 37. Når der ikke skattemæssigt er noget at beskatte hos medarbejderen, samt der er fradrag for udgiften i opgørelsen af selskabsskatten, er det overordentligt vanskeligt at se, hvorfor udgiften i momsmæssig forstand skal anses for at være en uvedkommende udgift for virksomheden.

Det er Spørgers opfattelse, at det i forhold til parkeringspladser ikke har været lovgivers oprindelige intention at begrænse denne type omkostninger i daværende momslovs § 16, stk. 3, litra f, men rettede sig mod de driftsomkostninger, der gjorde en privat og erhvervsmæssig adskillelse svær at gennemføre, for at undgå misbrug, som fx brændstof og vedligeholdelse af bilen. Parkeringspladser vedrører i højere grad køretøjets stilstand og dermed rammerne omkring køretøjet og kan derfor ikke være omfattet af et køretøjs "drift" (og deraf driftsomkostninger).

Det er Spørgers opfattelse, at begrebet "køretøjers driftsomkostninger" fortolkes udvidet i dag ved også at omfatte udgifter til parkeringsanlæg, og fortolkningen har bevæget sig væk fra lovgivers oprindelige intention. Det er derfor Spørgers opfattelse, at momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, ikke er anvendelig i denne sag.

Sammenfattende er synspunktet, at anlæggelse og vedligeholdelse af parkeringspladser til brug for medarbejdernes hvidpladebiler af hensyn til arbejdet er en vedkommende driftsudgift for arbejdsgiver i såvel skatte- som momsmæssig forstand.

Lovgiver har ikke tilbage i 1967 spændt ben for det synspunkt. Det er administrativ praksis, der i strid med standstill har knæsat et synspunkt, der ikke har fornøden lovhjemmel og som ukritisk er videreført af såvel Landsskatteretten og Vestre Landsret.

Henset til ovenstående betragtninger, er det Spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med "Ja".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at omkostninger til parkeringspladser for medarbejdernes hvidpladebiler i forbindelse med drift af momspligtig virksomhed er omfattet af driftsomkostningsbegrebet med ret til momsfradrag efter momslovens § 37.

Begrundelse

Spørger driver en momspligtig virksomhed med levering mod vederlag her i landet, jf. momslovens §§ 3 og 4.

Det fremgår af momslovens § 37, stk. 1, at registrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift kan fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13.

Det følger af momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, at virksomheder ikke kan fradrage afgift af indkøb mv., som vedrører anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer, jf. dog stk. 4, 6 og 7.

Momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, har ikke direkte hjemmel i momssystemdirektivet. I henhold til momssystemdirektivets artikel 176 kan medlemslandene vælge at opretholde alle de undtagelser, som var gældende i deres nationale lovgivning pr. 1. januar 1979. Bestemmelsen giver Danmark mulighed for at opretholde visse regler, der var gældende pr. 1. januar 1979 (såkaldte standstill-bestemmelser).

Det fremgik af den tidligere gældende bestemmelse i momslovens § 16, stk. 3, litra f, (lov. nr. 102 af 31. marts 1967), at der ikke var fradrag for udgifter til personbefordring, herunder anskaffelse og drift af personkøretøjer, samt hotelophold.

Ved lovændring af 21. marts 1973, lov nr. 176, blev bestemmelsen om fradragsbegrænsning vedrørende anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer genindført som momslovens § 16, stk. 3, litra g. Fradragsbegrænsningen vedrørte herefter anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 10 personer.

Skattestyrelsen bemærker, at momslovens fradragsbegrænsning for udgifter til drift af personmotorkøretøjer allerede fremgik af den gældende momslov forud for den 1. januar 1979, hvorfor fradragsbegrænsningen lovligt kan opretholdes i medfør af momssystemdirektivets artikel 176, ligesom fradragsbegrænsningen er blevet anvendt i praksis af skatteforvaltningen i relation til driftsudgifter vedrørende personmotorkøretøjer.

Af praksis vedrørende fradrag for udgifter til drift af personmotorkøretøjer kan der henvises til Momsnævnets afgørelser i nr. 941/86 og nr. 942/86, hvor der ikke var fradragsret for lejeudgifter til henholdsvis garage og parkeringspladser til et personmotorkøretøj, idet nævnet fandt, at en sådan udgift må henregnes til køretøjets driftsudgifter.

Der kan også henvises til Landsskatteretten afgørelse i SKM2003.124.LSR, hvor Landsskatteretten fastslog, at parkeringsudgifter i form af leje af parkeringspladser må anses som udgifter til drift af personmotorkøretøjer, som angivet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, (nu § 42, stk. 1, nr. 6). Landsskatteretten bemærkede hertil, at fradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7 (nu nr. 6) omfatter virksomhedens udgifter til drift af både virksomhedens og medarbejdernes personmotorkøretøjer.

Det er på den baggrund Skattestyrelsens vurdering, at afholdte udgifter til anlæggelse af parkeringspladser til medarbejdernes personkøretøjer skal sidestilles med udgifter afholdt til leje af parkeringspladser til medarbejders personmotorkøretøjer. Udgifter til anlæg af parkeringspladser til medarbejdernes personmotorkøretøjer anses således for at udgøre drift af personmotorkøretøjer omfattet af fradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Skattestyrelsen bemærker endvidere, at nægtelse af fradrag for udgifter til parkeringspladser til personmotorkøretøjer ikke udgør en udvidet fortolkning af driftsomkostningsbegrebet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, i forhold til stand-still bestemmelsen, idet der kan henvises til SKM2006.268.VLR. I sagen fastslog landsretten, at praksis om nægtelse af fradrag for udgifter til leje af parkeringspladser til selskabets firmabiler og de ansattes biler, havde fornøden hjemmel i momslovens ordlyd og forarbejder. 

Det bemærkes endelig, at fradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, i henhold til forarbejderne er indført for at undgå vanskeligheder ved afgrænsningen af den private kørsel fra forretningskørselen. Omfattes en omkostning derfor efter sin art af momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, så er det ikke relevant at vurdere, hvorvidt omkostningen er strengt erhvervsmæssig eller ej. Spørgers henvisning til EU-Domstolens domme i sagerne C-258/95, Fillibeck Söhne og C-371/07, Danfoss-AstraZeneca, kan derfor ikke medføre et andet resultat.

Spørgers henvisning til den skattemæssige vurdering af udgifter til parkering kan ikke medføre et andet resultat momsmæssigt.

På baggrund af ovenstående har Spørger ikke fradrag for udgifter til anlæggelse af parkeringspladser til medarbejdernes personmotorkøretøjer efter momslovens § 37, stk. 1, da udgiften er omfattet af fradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Af momssystemdirektivets artikel 168, litra a, fremgår følgende

I det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage følgende beløb:

a)      den moms, som skal betales eller er betalt i nævnte medlemsstat for varer og ydelser, der er eller vil blive leveret til ham af en anden afgiftspligtig person

Af momssystemdirektivets artikel 176, fremgår følgende

Rådet fastsætter med enstemmighed på forslag af Kommissionen de udgifter, der ikke giver ret til fradrag af momsen. Under alle omstændigheder giver udgifter, der ikke er af streng erhvervsmæssig karakter, som f.eks. udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation, ikke adgang til fradrag.

Indtil de i stk. 1 omhandlede bestemmelser træder i kraft, kan medlemsstaterne opretholde alle de undtagelser, som var gældende i henhold til deres nationale lovgivning pr. 1. januar 1979 eller for de medlemsstater, som er tiltrådt Fællesskabet efter denne dato, på datoen for deres tiltrædelse.

Af Rådets sjette momsdirektiv 77/388/EØF, artikel 17, stk. 6, fremgår følgende

Senest inden udløbet af en periode på fire år fra datoen for dette direktivs ikrafttræden fastsætter Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen de udgifter, der ikke giver ret til fradrag i merværdiafgiften. Under alle omstændigheder giver udgifter, der ikke er af streng, erhvervsmæssig karakter, som for eksempel udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation, ikke adgang til fradrag.

Indtil de ovenfor omhandlede regler træder i kraft, kan medlemsstaterne opretholde alle de undtagelser, som på tidspunktet for dette direktivs ikrafttræden var gældende i henhold til deres nationale lovgivning.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår følgende

Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, fremgår følgende

Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb mv., som vedrører

(...)

6) anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer, jf. dog stk. 4, 6 og 7.

Af lov nr. 176 af 21. marts 1973 om ændring af merværdiafgiftsloven, § 1, nr. 2, fremgår følgende

I § 16, stk. 3, indsættes som litra g:

g. Anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 10 personer.

Af lov nr. 102 af 31. marts 1967 om almindelig omsætningsafgift § 16, stk. 1 og stk. 3, litra f, fremgår følgende

Til den indgående afgift medregnes alene afgift af indkøb m.v., der udelukkende vedrører omsætningen af varer og afgiftspligtige ydelser.

(...)

Stk. 3. Til den indgående afgift kan ikke medregnes afgift af indkøb m.v., som vedrører:

(...)

f. Personbefordring, herunder anskaffelse og drift af personkøretøjer, samt hotelophold

Forarbejder

Af bemærkninger til lovforslag nr. 34 af 7. december 1966 (Forslag til lov om almindelig omsætningsafgift) § 18, stk. 3, fremgår følgende

Denne paragraf indeholder en nærmere afgrænsning af, hvad der kan medregnes til den indgående afgift.

I paragraffens stk. 1 er det fastsat, at der til den indgående afgift kun kan medregnes afgift af indkøb m. v., som udelukkende vedrører omsætningen af varer og afgiftspligtige ydelser.

(...)

I paragraffens stk. 3 er opregnet forskellige indkøb, som ikke kan tages i betragtning ved opgørelsen af den indgående afgift. Det bemærkes, at det allerede af paragraffens stk. 1 fremgår, at der ikke kan foretages fradrag for indgående afgift af f.eks. varer, som er indkøbt til privatforbrug for indehaveren.

(...)

Endelig er det foreslået, at der ikke kan fradrages afgift vedrørende personbefordring, herunder anskaffelse og drift af personkøretøjer, samt hotelophold. Uden en sådan bestemmelse ville der med hensyn til merværdiafgiften opstå tilsvarende vanskeligheder, som består med hensyn til indkomstskatten ved afgrænsningen af den private kørsel fra forretningskørselen. Der ville endvidere blive tale om forskelsbehandling af repræsentanter, der anvender eget motorkøretøj, og repræsentanter, der får stillet bil til rådighed af firmaet. For så vidt angår andre befordringsudgifter bemærkes, at det normalt ikke vil være muligt for virksomhederne at fremlægge dokumentation for den betalte afgift, og at det ville være udelukket at sikre, at en bestemmelse om fradragsret ikke blev misbrugt.

Af bemærkninger til lovforslag nr. 68, af 28. februar 1973 om ændring af merværdiafgiftsloven § 1, nr. 2, fremgår følgende

(...)

Der gælder herefter følgende regler for personbiler samt vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt ikke over 3 tons, for så vidt køretøjerne ikke udelukkende anvendes i virksomheden, men tillige til privat kørsel: Der er ingen fradragsret for afgiften på anskaffelse af køretøjer, men fuld fradragsret for afgiften vedrørende driften. Fradragsretten omfatter ikke alene benzin og olie, men også vedligeholdelse og reparation af køretøjerne.

Disse summariske regler, der er lettere at praktisere både for de registrerede virksomheder og for toldvæsenet, er gunstige for virksomhederne, i mange tilfælde alt for gunstige. Det viser sig især i talrige tilfælde, at automobiler næsten udelukkende bruges til privat kørsel, men at fradragsretten for afgift på driften udnyttes fuldt ud, fordi vognen også bruges lidt i ejerens registrerede virksomhed. Man har eksempler på, at små landbrugsbedrifter, der drives som bierhverv, har flere biler, der fortrinsvis bruges til privat kørsel, herunder til daglig befordring mellem hjem og arbejdsplads af familiemedlemmer, der er heldagsbeskæftigede andetsteds.

(...)

Skal urimelighederne afskaffes, bør det ske ved at erstatte de gældende regler med andre summariske regler. Det er her nærliggende helt at nægte fradragsret for udgifter vedrørende anskaffelse og drift af personbiler. En sådan ændring af reglerne kræver ændring af loven.

Praksis

C-258/95, Julius Fillibeck Söhne

Sagen omhandlede en arbejdsgivers vederlagsfri befordring af medarbejdere til vekslende arbejdspladser. Arbejdsgiveren var inden for byggebranchen underlagt krav fra fælles overenskomst til at sørge for befordring af ansatte fra disses bopæl til skiftende arbejdspladser, når der var tale om en vis længere afstand. De ansatte betalte ikke for transporten, hverken direkte eller over lønnen.

EU-Domstolen konkluderer, at omkostningerne afholdt til denne befordring, var virksomheden vedkommende, uagtet om det var i arbejdsgiverens bil eller medarbejderens egen bil.

C-371/07, Danfoss-AstraZeneca

Sagen omhandlede Skattestyrelsens anvendelse af standstill-bestemmelserne (i nuværende momslovs § 42) vedrørende vederlagsfri bespisning af medarbejdere. Skattestyrelsen havde nægtet momsfradrag for omkostninger til mødebespisning i forbindelse med virksomhedernes momspligtige aktiviteter med henvisning til momsfradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 1.

EU-Domstolen bemærker, at en udvidet fortolkning af momsfradragsbegrænsninger, som medlemsstaterne har videreført ved Rådets sjette momsdirektivs implementering, strider imod momssystemet og Rådets sjette momsdirektiv. EU-Domstolen konkluderer derved, at den udvidede fortolkning fra Skattestyrelsen var i strid med Rådets sjette momsdirektiv.

Sagen behandler yderligere, om den gratis bespisning under møder anses for at være virksomheden uvedkommende, således at dette skulle sidestilles med levering mod vederlag, jf. momssystemdirektivets artikel 26, for at korrigere det allerede tagne momsfradrag. Også her konkluderer EU-Domstolen, at møder ubestridt er tilrettelagt på virksomhedens præmisser og er set ud fra virksomhedens behov. Bespisningen under møder er båret af virksomhedens interesse for at sikre en sammenhængende og god afvikling af møderne. Gratis bespisning er derfor ikke virksomheden uvedkommende, uagtet at der er et privat islæt (der dog er ubetydeligt i forhold til virksomhedens behov.)

C-607/20, GE Aircraft Engine Services Ltd

Sagen omhandlede et selskabs vederlagsfrie udlevering af værdikuponer i forbindelse med et belønningsprogram til bedst ydende medarbejdere. Belønningsprogrammet blev anset for et performanceprogram, der skulle øge medarbejdernes motivation og performance, og dermed samlet øge selskabets momspligtige omsætning. Under særlige bedømmelseskriterier kunne medarbejdere blive belønnet, bl.a. med værdikuponer, som medarbejderen selv kunne indløse ved diverse detailhandlere. Spørgsmålet var, om dette skulle sidestilles med levering mod vederlag, jf. momssystemdirektivets artikel 26, som selskabet skulle betale moms af for at korrigere det allerede foretagne momsfradrag, forudsat at leveringen af værdikuponer blev anset for at være til virksomhedens uvedkommende formål.

EU-Domstolen bemærker, at belønningsprogrammet var indført ud fra virksomhedens betragtninger om god gennemførelse af dennes forretningsmæssige aktiviteter og stræben efter yderligere indtjening. Den private fordel måtte ses som accessorisk til virksomhedens behov. Det konkluderes, at anvendelsen af værdikuponerne således ikke var virksomheden uvedkommende. 

SKM2022.37.LSR

Et selskab tilbød sine kunder en ordning, hvorved kunderne ved at melde sig ind i en medlemsklub i forskellige situationer kunne optjene point, som kunne indløses til goder. Landsskatteretten fandt, at der ikke var tale om udtagning til vederlagsfri overdragelse efter momslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., i de tilfælde, hvor point blev anvendt til indløsning af goder, som indgik i selskabets eget sortiment, da der i disse tilfælde var en klart identificerbar pris for det pågældende gode, ligesom der var en nær sammenhæng mellem de pointudløsende køb og indløsningen af point til goder.

Landsskatteretten fandt videre, at der ikke var tale om vederlagsfri overdragelser i de tilfælde, hvor et medlem indløste goder med point, som medlemmet helt eller delvist havde optjent ved køb hos selskabets samarbejdspartnere. I disse tilfælde havde samarbejdspartneren købt pointene af selskabet for et bestemt beløb pr. stk. for dernæst at tildele pointene til det pågældende medlem. Herved blev der betalt et identificerbart vederlag til selskabet for goderne.

Videre fandt Landsskatteretten, at der i øvrige tilfælde var tale om udtagning til vederlagsfri overdragelse, jf. EU-Domstolens dom i sag C-48/97 (Kuwait Petroleum). Vedrørende disse sidstnævnte tilfælde fandt Landsskatteretten, at der ikke skulle betales udtagningsmoms i forbindelse med indløsning af goder til en værdi af under 100 kr. ekskl. afgift, da der var tale om udtagning af "reklameartikler og lign.", jf. momslovens § 5, stk. 1, 3. pkt., og "gaver af ringe værdi", jf. momssystemdirektivets artikel 16, 2. pkt.

SKM2006.268.VLR

Et selskab var blevet nægtet fradrag for udgiften til leje af parkeringspladser til selskabets firmabiler og til de ansattes private biler.

Landsretten fandt, at praksis havde fornøden hjemmel i momslovens ordlyd og forarbejder, ligesom landsretten lagde vægt på, at lovgiver senere ved indførelsen i 1999 af momslovens § 42, stk. 7, om fradragsret for momsen på passagen til den faste forbindelse over Øresund, havde forudsat, at der ikke efter den gældende momslov var hjemmel til at fradrage denne type udgifter, da de er omfattet af driftsudgiftsbegrebet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Administrativ praksis på dette område er således opretholdt ved den første domstolsafgørelse om begrebet "drift af personmotorkøretøjer" i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7. Sagsøgeren hævede sagen i lyset af landsrettens tilkendegivelse.

SKM2003.124.LSR

Et selskab lejede kontorlokaler i en ejendom med tilhørende parkeringspladser i parkeringskælderen i et ejendomskompleks. Udlejer var frivilligt momsregistreret, og der blev opkrævet moms af den samlede leje.

Landsskatteretten godkendte ikke fradrag for momsen af leje af parkeringspladserne, idet parkeringsudgifter måtte anses for udgifter til drift af personmotorkøretøjer.

Momsnævnets afgørelse 941/86

Nævnet traf afgørelse om, at der er fuld fradragsret for den del af merværdiafgiften af garagelejen, der (skønsmæssigt) kan henføres til varevognen.

Nævnet bestemte endvidere, at der ingen fradragsret er for den del, der (skønsmæssigt) kan henføres til personvognen, idet en sådan udgift må henregnes til vognens driftsudgifter efter merværdiafgiftslovens § 16, stk. 3, punkt g.

Efter denne bestemmelse er der ingen fradragsret for merværdiafgiften i forbindelse med anskaffelse og drift af et personmotorkøretøj, uanset at det udelukkende anvendes erhvervsmæssigt af den momsregistrerede virksomhed. Dette gælder alle virksomheder - uanset organisationsform.

Momsnævnets afgørelse 942/86

Nævnet har truffet afgørelse om, at der ikke er fradragsret for merværdiafgift af lejeudgifterne for garager/parkeringspladser, der benyttes til indehaverens og personalets personvogne.

Nævnet har herved fundet, at en sådan udgift må henregnes til vognens driftsudgifter efter merværdiafgiftslovens § 16, stk. 3, punkt g. Efter denne bestemmelse er der ingen fradragsret for merværdiafgiften i forbindelse med anskaffelse og drift af et personmotorkøretøj, uanset at det udelukkende anvendes erhvervsmæssigt af den momsregistrerede virksomhed.

Told- og Skattestyrelsens’ Momsvejledning 1993 (MV93): Afsnit H.3.3.7 Personmotorkøretøjer

Eventuel anskaffelse og drift af biltelefon anses ikke for en omkostning, der er knyttet til køretøjet, og kan derfor medregnes til købsmomsen efter de almindelige regler.

Told- og Skattestyrelsens Momsvejledning 1993 (MV93): Afsnit H.7.20 Leje af parkeringsplads mv.

Registrerede virksomheder kan derimod få fradrag for momsen af lejeudgifter til de af virksomheden lejede parkeringsarealer til brug for virksomhedens kunder."

Told- og Skattestyrelsens’ Momsvejledning 1993 (MV93): Afsnit N.6.1 Generelt

(...) For så vidt angår leje af fast garage eller parkeringsplads til indehaverens eller personalets køretøjer er der fradragsret for moms efter de almindelige regler, såfremt lejemålet alene er indgået af hensyn til parkering af køretøjerne i arbejdstiden.

Den Juridiske Vejledning 2023-2, afsnit D.A.22.4.2 Fradragsret for moms ved anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer ML § 42, stk. 1, nr. 6.

Driftsomkostninger

En virksomhed kan ikke fradrage købsmoms, der vedrører driften af et personmotorkøretøj. Se ML § 42, stk. 1, nr. 6.

Det er i denne forbindelse vigtigt at fastlægge, hvad driftsomkostningsbegrebet omfatter. I vurderingen skal bl.a. indgå, om udgiften er en naturlig del af personmotorkøretøjets benyttelse. Hvis dette er tilfældet, er der tale om en driftsomkostning, jf. afsnit D.A.11.6.3.3.2 om drift af små vare-/lastbiler ML § 41, stk. 2. I modsat fald er der tale om en udgift, som er omfattet af de almindelige regler om fradragsret i ML §§ 37 og 38.

Anskaffelse og drift af en biltelefon er ikke anset for omfattet af driftsomkostningsbegrebet vedrørende motorkøretøjer.

(...)

Parkeringspladser

Udgifter til leje, opførelse, drift og vedligeholdelse af parkeringspladser er omfattet af driftsomkostningsbegrebet vedrørende motorkøretøjer. Se SKM2006.268.VLR og SKM2003.124.LSR.

Der er derfor ikke fradragsret for moms af udgifter til parkering, der knytter sig til personmotorkøretøjer omfattet af ML § 42, stk. 1, nr. 6.