Der er anmodet om bindende svar på følgende spørgsmål:
Spørgsmål 1
Kan A’ carried interest opgøres efter reduktion heraf med 30 %.
Skatterådet har besvaret spørgsmålet med "Nej".
Landsskatteretten stadfæster Skatterådets afgørelse.
Spørgsmål 3
Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, forespørges der, om H1 har fradrag i den skattepligtige indkomst af reduktionen i carried interest med 30 %.
Da spørgsmål 1 besvares med "Nej", frafaldes klagen over spørgsmål 3. Landsskatteretten tager således ikke stilling til besvarelsen af spørgsmål 3.
Faktiske oplysninger
Følgende fremgår af det bindende svar:
"Beskrivelse af de faktiske forhold
H1 A/S har til formål at udvikle faste ejendomsprodukter i en række lande, samt beslægtede aktiviteter, herunder indirekte og direkte investering i fast ejendom samt finansiering heraf.
A har via de af ham 100 % ejede selskaber H2 Ltd (selskab i Land Y1 - A er statsborger i Land Y1) og H3 ApS har 50 % ejerskab og 55 % stemmer i H1 A/S. H2 Ltd har en ejerandel på 15,80 %, og at H3 ApS har en ejerandel på 34,2 %.
G1 Plc. ejer 45% af stemmerne og 50% af kapitalen i H1 A/S.
A har oplyst, at strukturen i forhold til denne, så ud som følger:
[koncerndiagram udeladt]
H1 indgik den 15. januar 2015 med G2 LP ejeraftale vedrørende ejerskab til G3 S.a.r.l. (et selskab indregistreret i Land Y2).
H1 indgik den 3. februar 2015 administrationsaftale med G3 S.a.r.l. omkring administration og udvikling af dette selskabs ejendomme i en række lande, hvor ejerskabet skete via selskaber. Aftalen er vedlagt anmodningen.
Det fremgår i ejeraftalen pkt. 4.2, at H1 er berettiget til en carried interest, som er defineret i pkt. 4.1 (iii) og (iv). Det fremgår videre af pkt. 4.5 - 4.7, at hvis H1 fjernes som administrator af ejendommene (bilag 4), så enten fortabes eller reduceres denne carried interest alt efter årsag til ophør.
Det fremgår i administrationsaftalen pkt. 6.1.1 og pkt. 8, at H1 oppebærer vederlag for sit arbejde frem til og med 2020, og at aftalen udløber i 2020, og med en hensigtserklæring om at forhandle et yderligere samarbejde herefter, hvis ejendommene ikke er afviklet på dette tidspunkt.
H1 havde ansat den i Land Y3 bosiddende B som Executive med ansvar for at organisere og udføre aftalen med G3 S.a.r.l. Han er nævnt som nøgleperson i administrationsaftalen pkt. 3.3.1.
H1 indgik i den forbindelse i maj 2015 Performance Fee Bonus Agreement (Bonusaftale) med B, hvorved denne skulle deltage i H1 carried interest scheme ved at modtage 30 % af den med G2 aftalte carried interest. Det er aftalt, at H1 ikke kan foretage modregning i denne betaling, der således skal tilgå denne ubeskåret, svarende til hvis B havde oppebåret carried interest direkte fra salget. Der er i pkt. 3 særlige bestemmelser til at regulere Bs krav på deltagelse i carried interest, hvis han ikke er ansat af H1 på tidspunktet for udbetaling af carried interest ganske svarende til andre medarbejderaktieprogrammer. Performance Fee Bonus Agreement (Bonusaftalen) er vedlagt anmodningen.
Realisationen af G3 ejendomsporteføljen var vanskelig at få færdiggjort før administrationsaftalens udløb (de sidste ejendomme var svært realiserbare). Et sådant manglende salg ville indebære, at carried interest ville blive betydeligt reduceret, jf. pkt. 4.7 i shareholders agreement (ejeraftalen). Løsningen for H1 og B blev, at det lykkedes B at formidle en kontakt til en investor, der satte som vilkår, at B skulle deltage i investeringen (medfølge) for at udvikle/realisere disse resterende ejendomme. Bs andel af carried interest skulle indgå i denne investering. H1 kender ikke det nærmere indhold af, hvordan disse parter gennemførte denne reinvestering/overførelse.
Der skete på denne baggrund den 15. juli 2020 betinget salg af G3 S.a.r.l. med opgørelse af købspris senest den 25. oktober 2020 og med gennemførelse af handlen den 4. november 2020, forudsat betingelserne var opfyldt på dette tidspunkt.
Hvis betingelserne ikke var opfyldt inden Long stop date, kunne hver part, som havde opfyldt sine forpligtelser, træde ud af aftalen og modtage kompensation. Long stop date var 1. januar 2021. Salgsaftalen med Anneks 1-3 er vedlagt anmodningen. Det fremgår af præamblen, at det købende selskab er forbundet (affiliated) med B.
H1 carried interest opgjort på baggrund af denne betingede købsaftale var Euro […], hvoraf B ville være berettiget til Euro […].
Parterne forberedte opgørelse af købspris, og i anmodningen er vedlagt "Version: 1 October 2020 - [...]: Step plan to the closing of the sale of G3 S.A.R.L". Det fremgår af pkt. 7 i "Version: 1 October 2020 - [...]: Step plan to the closing of the sale of G3 S.A.R.L" (opgørelsen af købspris), at der om købesummen er "Agreed cancellation of 30 % of carried interest (Note 1) […]". Det fremgår af note 1, at der skal laves tilføjelser til SHA (Ejeraftalen), SPA (den betingede købsaftale af 15. juli 2020) og 2015 Performance Fee Bonus Agreement (Bonusaftalen) med B. Det fremgår videre af note 2 (som der ikke henvisning til andre steder i "Version: 1 October 2020 - [...]: Step plan to the closing of the sale of G3 S.A.R.L", og som derfor også er knyttet til den aftalte frafald af 30 % af carried interest), at alle H1 aktier i G3 vil blive nedsat med denne 30 % carried interest.
Den 27. oktober 2020 indgik H1 og B aftale i tilknytning til ovennævnte. Aftalen er vedlagt anmodningen. Det fremgår heraf, at B havde aftalt med køber i G3-handlen, at han fremadrettet bistod G3 S.a.r.l. og dettes selskaber, at hans ansættelsesforhold hos H1 ophørte i forbindelse med gennemførelsen af G3-handlen, at hans Performance Fee Bonus Agreement ophævedes samtidig med gennemførelsen af G3-handlen, og at H1 anerkendte, at aftalen indebar justering af selskabets pris for aktierne i G3 S.a.r.l. Aftalen er vedlagt anmodningen..
Der blev ikke indgået yderligere tilføjelser til SPA (den betingede købsaftale af 15. juli 2020 og SH (Ejeraftalen). Udbetalingen af købesum til H1 skete i overensstemmelse med denne aftalte redemption med 30 % eller EURO […].
G3 handlen blev lukket den 4. november 2020, og anmodningen er vedlagt closing certificate.
Repræsentanten for A har på baggrund af anmodning fra Skattestyrelsen yderligere oplyst at:
"Hverken As selskaber, han selv eller G1 har modtaget nogen bonus som følge af G3 salget hverken som følge af ejeraftalens pkt. 6.5 eller i øvrigt.
Carry indkomst er indberettet under linen Anden Kapitalindkomst (rubrik 116). Det er As revisor, der har indberettet under denne rubrik. Hvis der skulle anvendes anden rubrik, høres dette gerne."
Samt, at der ikke blev indgået yderligere tilføjelser til SPA (den betingede købsaftale) og SH (ejeraftalen), da der var enighed mellem parterne om, at prisen blev reduceret med det anførte beløb på […] EURO, anført i "Version: 1 October 2020 - [...]: Step plan to the closing of the sale of G3 S.A.R.L".
Repræsentanten for A har på baggrund af anmodning fra Skattestyrelsen ligeledes tilsendt As årsopgørelse for 2020, hvor der er foretaget frivillig indbetaling, vedtægterne i H1 A/S fra 2015, ejeraftalen i H1 A/S fra 2011, ejerbogen i H1 A/S og udskrift fra CVR-registret."
Der er fremlagt ejeraftale af 15. januar 2015 mellem H1 A/S (herefter selskabet) og G2 LP vedrørende ejerskab til G3 S.a.r.l. Følgende fremgår blandt andet af aftalen:
"(…)
3. SHAREHOLDING AND FINANCING OF THE JV ENTITY
3.1. Shareholding
3.1.1. The number of shares in the JV Entity shall initially be 1,340,000, represented by different share classes, as provided for more in detail in the Articles of Association. Each share shall represent one vote. The shares are to be held in accordance with percentages set forth in clause 3.2.1 below.
(…)
3.2. Financing the Transaction and other capital requirements
3.2.1. The Transaction and the capital requirements (that cannot be met with third party financing or available funds in the Property Portfolio) shall be financed through a blend of equity and interest bearing loans with arm's length interest to be provided by the Parties' pro-rata to their stake in the JV Entity.
The Parties' total commitment ("Commitments") to finance the JV Entity shall be limited to the following:
Party | Commitment | Stake |
G2 | EUR […] | 99,03 % |
H1 | EUR […] | 0,97 % |
Total | EUR […] | 100 % |
(…)
4. DISTRIBUTION
4.1. Distributions Waterfall
All Net Proceeds after debt service (including any and all interest payments) and in accordance with the provisions of the Articles of Association will be distributed to the Shareholders through this distribution waterfall:
(i) All amounts required to repay the Commitments, paid pro rata the Parties' drawn Commitments, until the Parties have received an amount equal to their drawn Commitments;
(ii) All amounts required to pay a IRR of 10% on the Commitments, paid pro rata the Parties' drawn Commitments, until the Parties have received an amount equal to 10% IRR calculated on their drawn Commitments;
(iii) 87% to G2 and 13% to H1 until the G2 has received an amount equal to 12% IRR calculated on its drawn Commitments;
(iv) Remaining distributable proceeds shall thereafter be distributed so that 84% of such cash flow is attributed to G2 and 16% to H1.
4.2. The amounts paid to H1 under item (iii) and (iv) above shall be referred to as "Carried Interest". In case such Carried Interest paid to H1 shall be deemed subject to VAT payable by the JV Entity, the amount of such Carried Interest shall be decreased with an amount corresponding to the VAT amount. The Carried Interest shall be structured in accordance with the Structuring Memorandum.
(…)
7. TRANSFER OF SHARES
7.1. General restrictions of transfer
Any transfer of Shares will, in addition to the following provisions, be governed by the applicable provisions of the Articles of Association as well as the Companies Act.
Except for transfers in accordance with Clause 7.3 (or as a consequence of removal in accordance with Clause 4) H1 shall not have the right to transfer or otherwise let the total or part of its Shares or other interests in the JV Entity or pass to another person or entity, without the prior written consent from G2.
Notwithstanding the transfer restriction above, H1 shall if required due to tax, regulatory or legal reasons or an internal restructuring have right to transfer their entire interest (but not a part thereof) in the JV Entity to an Affiliate of H1, provided that (i) the assignee becomes a party to this Agreement and undertakes to adhere to all obligations, including but not limited to the change of control provision below which shall also apply in relation to the assignee, and {il) H1 shall remain fully liable for the due fulfilment of all obligations under this Agreement (including any actions or breaches by the assignee). H1 shall indemnify and hold G2 and the JV Entity harmless for any adverse effect resulting from such affiliate transfer.
(…)"
Der er fremlagt Performance Fee Bonus Agreement mellem selskabet og B (herefter B), underskrevet af B den 12. maj 2015 og af klageren den 18. maj 2015. Følgende fremgår blandt andet af aftalen:
"
1. INTRODUCTION AND DEFINITIONS
1.1. The Parties have concluded this Performance Fee Bonus Agreement for the purpose of governing the Executive’s right to participation in the Company’s carried interest scheme relating to G3.
(…)
2. Background
2.1. The Company and G2 have established G3 as a joint venture company for the purpose of owning and managing a property portfolio acquired from G4 S.A. in February 2015 comprising a number of real estate properties located in Land Y3, Land Y4, Land Y5 and Land Y6.
2.2. The Company and G2 hold 0.97 % and 99.03 % of the shares in G3, respectively, and their shareholding is governed by the Shareholders' Agreement that inter alia includes provisions on the distribution of net proceeds from G3. Part of the net proceeds distributed from G3 to the Company is considered as a carried interest payment under the Shareholders' Agreement. The calculation of Carried lnterest and the terms and conditions of payment are stipulated in the Shareholders' Agreement. Under the Shareholders' Agreement no Carried lnterest is paid to the Company before G3 has settled all outstanding obligations and could be liquidated.
2.3. The Company and G3 has concluded the PA Agreement under which the Company is appointed portfolio administrator to G3 with the task of inter alia providing asset and investment management services to G3 regarding the Property Portfolio.
2.4. The Executive is employed by the Company inter alia with the responsibility for organizing, supervising and performing portfolio management services to G3 on behalf of the Company and under the provisions of the PA Agreement.
2.5. In consequence of the Executive's role in relation to G3, the Parties have agreed that the Executive shall participate in the Company's carried interest scheme relating to G3 on the terms and conditions set forth in this Agreement.
3. PERFORMANCE FEE BONUS
3.1. Subject to the terms and conditions herein, the Executive shall be entitled to a performance fee bonus equalling 30 % of the Carried lnterest actually received by the Company under the Shareholders Agreement (the "Performance Fee Bonus").
3.2. Payment of Performance Fee Bonus to the Executive, if any, shall occur no later than 30 days after the Company has actually received the Carried lnterest from G3.
3.3. Once the Company has finally received Carried lnterest from G3, the Company is obliged to pay the Performance Fee Bonus to the Executive in accordance with this Agreement and may not set-off any claims it may have against the Executive or otherwise reject payment of the Performance Fee Bonus.
3.4. In the event of any discrepancy between this Agreement and policies of the Company, this Agreement prevails. Policies of the Company apply to this Agreement only to the extent that the Employee has accepted the relevant policy.
(…)"
Der er desuden fremlagt “Agreement regarding termination of performance fee bonus agreement", indgået mellem B og selskabet, dateret den 27. oktober 2020. Følgende fremgår blandt andet af aftalen:
"(…)
WHEREAS:
A. The Executive and the Company are parties to the Key Officer Agreement dated 15 March 2012 (the "Key Officer Agreement") whereby the Executive has been serving at the Company in the position of Investment Manager responsible for management of G3 S.a r.l. investment portfolio, i.e. responsible for organising, supervising and performing the portfolio management services to G3 S.a r.l. on behalf of the Company and under the provisions of the Portfolio Management Agreement dated 3 February 2015 with the objective to sell the subsidiaries of G3 S.a r.l. and complete its liquidation before the end of 2020;
B. In May 2015 the Executive and the Company have entered into Performance Fee Bonus agreement whereby the Company agreed to incentivise the Executive in consequence of his role in relation to G3 S.a r.l. (the “Performance Fee Bonus Agreement");
C. On 14 July 2020 G5 as the buyer and H1 as one of the sellers have concluded the Share - Purchase Agreement regarding transfer of all shares in G3 S.a r.l. to G5 (The "SPA");
D. Upon closing of the SPA the Executive’s role in the Company and the Key Officer’s Agreement shall terminate;
E. The Executive agreed with G5 to remain involved in the management of G3 S.a r.l. and its subsidiaries and to personally provide comprehensive representations and warranties to G5 in respect of the object of the SPA which is a necessary condition for G5 to complete the acquisition under the SPA;
F. The Executive is affiliated with G5 which is acknowledged and accepted by the sellers under the SPA, however on the condition that the Executive as a leaver having conflicted economic interest under the SPA waives the entire payable performance-based remuneration under the Performance Fee Bonus Agreement;
G. The Company acknowledges that completion of the exit of G3 during 2020 removes the risk for the Company of not being able to prolong the PMA and to incur respective reduction in overall remuneration under the PMA and is therefore providing adjustments to the price of its shares in G3 S.a r.l., as per amendments to the SPA;
THE PARTIES HAVE AGREED AS FOLLOWS;
1. The Performance Fee Bonus Agreement will terminate simultaneously with the closing of the SPA (as defined in the SPA), i.e. Executive will have no claims towards the Company under the Performance Fee Bonus Agreement, including in respect of the distributions of capital to be made from G3 during 2020;
2. For the sake of clarity, the Company and the Executive confirm that the Executive’s confidentiality, non-solicitation and other respective obligations that survive the termination of the Key Officer Agreement and Performance Fee Bonus Agreement, remain in full force as set forth therein. Therefore, the Parties acknowledge that if the Executive at any time breaches such contingent obligations, the Executive shall upon request of the Company pay to the Company […] mEUR ([…] million euros) which shall be considered as minimal consequential (indirect) damages of the Company.
3. The provisions of the Agreement are strictly confidential and may not be revealed to any third party without a prior written consent of the Parties.
4. This Agreement is governed by the laws of Denmark.
5. This Agreement shall come into effect from the date thereof.
6. This Agreement shall automatically terminate, and rights and obligations of the Parties shall remain intact if the closing of the SPA does not occur by 1 January 2021 (Long Stop of the SPA). “
Der er endvidere fremlagt et dokument benævnt "[...]: Step plan to the closing of the sale of G3 S.a.r.l.". Det er oplyst, at dokumentet er en handleplan vedrørende salget af G3 S.a.r.l, og at dokumentet er udarbejdet af parterne i købsaftalen.
Følgende fremgår af dokumentets pkt. 7:
"7. Sellers will then confirm the final price of the remaining shares in writing to the Buyer:
Price agreed in the SPA (plus) | […] |
Supplement due to delayed closing […] (12 days) (minus) | […] |
Distribution made in October (minus) | […] |
Agreed cancelation of 30% of carried interest (Note1) | […] |
| |
= FINAL PRICE (attributable to G2, received as downpayment) | […] |
Note 1: amendments to SHA, SPA and B Performance fee bonus agreement to be executed, conditional on the closing
Note 2: all shares owned by H1 will be redeemed at this redemption"
Skatterådets afgørelse
Skatterådet har svaret "Nej" til spørgsmål 1 om, hvorvidt klagerens carried interest kan opgøres efter reduktion heraf med 30 %.
Skatterådet har svaret "Ja" til spørgsmål 3 om, hvorvidt H1 har fradrag i den skattepligtige indkomst af reduktionen i carried interest med 30 %.
Følgende er anført som begrundelse:
"Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at A’ carried interest opgøres efter reduktion heraf med 30 %.
Begrundelse
Spørgsmålet er, om A (herefter spørger) er skattepligtig efter ligningslovens § 16 I af hele det merafkast, som H1 A/S (herefter H1) modtager, eller om der kan ske en reduktion af merafkastet med 30 %, med henvisning til, at beløbet tilkommer B, som er ansat i H1.
Ligningsloven § 16 I indeholder særlige regler om beskatning af kapitalfondspartnere, dvs. fuldt skattepligtige personer med en fortrinsstilling i en kapitalfond.
Reglerne i ligningsloven § 16 I indebærer, at når en kapitalfondspartner, der investerer personligt i en kapitalfond, fx sælger sine aktier i kapitalfonden, beskattes avancen ikke som aktieindkomst, men som personlig indkomst.
Formålet med bestemmelsen er at gøre det merafkast (carried interest), som kapitalfondspartnere oppebærer fra investeringer i kapitalfondene, til personlig indkomst for kapitalfondspartneren, idet merafkastet anses for at være vederlag for partnernes knowhow og indsats ved fondens etablering, drift og afvikling.
Såfremt kapitalfondspartneren ikke investerer personligt, men via selskaber - som er tilfældet i denne sag - beskattes merafkastet hos kapitalfondspartneren som CFC-indkomst, jf. ligningsloven § 16 I, stk. 6, jf. personskatteloven § 8 b. Det betyder kort fortalt, at spørger beskattes med 22% allerede, når selskabet erhverver indkomsten. I det omfang selskabet betaler skat af merafkastet gives der creditlempelse, jf. ligningsloven § 16 I, stk. 8.
Skattestyrelsen opfatter faktum således, at strukturen i forhold til spørger på tidspunktet for salget af investeringen G3 S.a.r.l. (herefter G3) så ud som følger:
[Koncerndiagram udeladt]
H1 ejer således 0,97 % af kapitalen i G3, mens spørger kontrollerer H1 gennem sine to holdingselskaber, H2 Ltd. og H3 ApS.
Det følger af ligningsloven § 16 I, stk. 6, 1. pkt., at:
"Skattepligtige omfattet af kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2, der direkte eller indirekte kontrollerer et dansk eller et udenlandsk selskab eller forening m.v. (selskabet), som har en fortrinsstilling, jf. stk. 1, 2. pkt., i en kapital-, venture- eller infrastrukturfond, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne selskabets merafkast af investeringer foretaget via fonden som CFC-indkomst."
De to kapitalejere af G3, G2 LP (herefter G2) og H1 indgik 15. januar 2015 en ejeraftale om, at H1 var berettiget til at modtage et merafkast ved salg af G3 eller dennes datterselskaber. H1 har dermed en fortrinsstilling i G3, jf. ligningsloven § 16 I, stk. 6, 1. pkt.
Efterfølgende har G2 og H1 15. juli 2020 indgået en betinget aftale med køber om overdragelse af kapitalandelene i G3 for en samlet købspris på […] euro. Skattestyrelsen forstår på baggrund af den betingede købsaftale, at tidspunktet for handlens gennemførelse var mellem 4. november 2020 og 31. december 2020.
Spørger har på denne baggrund oplyst, at det merafkast, som H1 er berettiget til at modtage som følge af ejeraftalen, er opgjort til […] euro.
Skattestyrelsen har ikke taget stilling til selve den talmæssige opgørelse af merafkastet. Det lægges til grund, at spørgers retserhvervelse af merafkastet er i løbet af slutningen af 2020.
Det er spørgers opfattelse, at H1 har afstået 30 % af sin ret til merafkastet til sin medarbejder B på baggrund af en bonusaftale indgået i maj 2015 mellem H1 og B.
Skattestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at der i pkt. 3.1 i bonusaftalen fremgår, at medarbejderen skal have ret til en performance fee-bonus svarende til 30 % af det merafkast, der rent faktisk er modtaget hos H1 som følge af ejeraftalen af 15. januar 2015 mellem H1 og G2.
Det er Skattestyrelsen opfattelse, at H1 således ikke har overdraget 30 % af sin ret til merafkast i ejeraftalen, men i stedet har indgået en bonusaftale med B, der beregnes på baggrund af det merafkast, som H1 har ret til. Til det forhold, at H1 ikke har afstået sin ret til merafkast bekræftes også af, at B ikke er indtrådt i ejeraftalen, ligesom B ej heller er blevet kapitalejer af G3.
Det er derudover oplyst, at realisationen af G3’ ejendomsportefølje var vanskelig at få færdiggjort før administrationsaftalens udløb, idet de sidste ejendomme var svært realiserbare. Løsningen blev, at det lykkedes B at formidle en kontakt til en køber, der satte som vilkår, at B skulle deltage (medfølge) i investeringen for at udvikle/realisere de resterende ejendomme i G3.
H1 og B indgik derfor 27. oktober 2020 en aftale om, at bonusaftalen fra 2015 ophørte samtidig med, at G3-handlen blev gennemført.
Af aftalen fremgår blandt andet, at B giver afkald på hele sin forfaldne [payable] performance fee-bonus under bonusaftalen med H1. Det fremgår desuden af aftalen af 27. oktober 2020, at H1 justerer salgsprisen på dets kapitalandele i G3 i overensstemmelse med tillæggene til aktieoverdragelsesaftalen.
Skattestyrelsen har anmodet om en kopi af de omtalte tillæg til aktieoverdragelsesaftalen. Spørgers repræsentant har oplyst, at disse tillæg ikke blev udarbejdet, da der var enighed mellem parterne om, at prisen for H1s aktier skulle reduceres med […] euro.
Spørger gør gældende, at fordi bonusaftalen med B ikke blev fuldbyrdet, men ændret til, at B modtager sin performance fee-bonus direkte fra køberen af G3, skal bonussen ikke indgå ved opgørelsen af spørgers merafkast, idet bonussen er gået fra i H1s afståelsessum for aktierne i G3.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den oprindelige fastsatte afståelsessum for H1s aktier i G3 er berigtiget dels ved en kontantsum, og dels ved at køber har overtaget H1s bonusforpligtelse over for B.
Spørgsmålet er herefter, hvad der udgør H1s afståelsessum for aktierne og dermed spørgers merafkast.
I aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 2, 1. pkt., står der: "Gevinst og tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen for de pågældende aktier."
Opgørelsen må således ske på grundlag af den faktiske afståelsessum.
Indebærer en overdragelse, at sælgeren skal vederlægges med andre aktiver end penge eller friholdes for en forpligtigelse, indgår værdien heraf i afståelsessummen. At en sælger af fx aktier friholdes for en forpligtigelse, som en del af afståelsessummen for aktierne, har været behandlet i retspraksis.
I TfS 1984.286 H havde en skatteyder sammen med to andre stiftet et aktieselskab med det formål at udstykke og sælge sommerhusgrunde. Selskabet erhvervede et grundareal og åbnede som led i købet en kassekredit, for hvilken stifterne påtog sig selvskyldnerkaution. Da salget af grunde efter nogen tids forløb gik i stå, overdrog skatteyder sine aktier til en af medstifterne til kurs 0,03 mod, at køberen friholdt ham for enhver forpligtelse i forbindelse med selskabet, navnlig kautionsforpligtelsen. Skatteyder havde aldrig været afkrævet noget beløb i forbindelse med kautionen.
Højesterets flertal fandt efter de foreliggende oplysninger om selskabets økonomiske stilling og de ordninger, som var opnået med banken om afvikling af kassekreditten det ikke for godtgjort, at kautionsforpligtelsen havde en sådan aktualitet, at der ved hans frigørelse herfor var tilført ham en værdi, som var skattepligtig.
Det kan af dommen udledes, at overtagelse af en aktuel forpligtelse der har en økonomisk værdi, er skattepligtig for vedkommende der friholdes for forpligtigelsen.
I den forliggende sag har H1 en aktuel forpligtigelse over for B til at betale bonus, hvilket er anerkendt af parterne. En forpligtigelse som tilmed er opgjort til […] euro. Denne forpligtigelse har køberen af G3 overtaget, og på den måde tilført H1 en økonomisk værdi ved at friholde H1 for forpligtigelsen.
Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at beløbet skal indgå i H1s opgørelse af afståelsessummen for aktierne i G3 og dermed også spørges opgørelse af merafkast efter ligningslovens § 16 I.
Spørger gør i øvrigt gældende, at det fremgår af spørgsmål 3 og 4 i Skatterådets bindende svar i SKM2011.249.SR, at B skal beskattes fremfor H1, når en medarbejder modtager et merafkast direkte fra fonden.
Skattestyrelsen bemærker, at SKM2011.249.SR adskiller sig fra denne sag, idet medarbejdere havde deltagerkapital i en kapitalfond, som gav ret til et merafkast.
I denne sag har B ikke ret til et merafkast fra H1, eller G3, men oprindeligt i stedet en bonus fra H1. Den bonus som B modtager, beregnes på baggrund af H1s merafkast. Sagen fra Skatterådet kan således ikke anvendes i nærværende situation.
Skattestyrelsen bemærker, at der ingen fradragsmuligheder er, ved opgørelsen af det merafkast som H1 modtager, og som danner grundlag for det merafkast, som spørger skal beskattes af efter ligningslovens § 16 I
Skattestyrelsen bemærker, at der i øvrigt påhviler, spørger en særlig oplysningspligt i relation til opgørelsen af merafkastet mv., og at oplysningsfristen følger af skattekontrollovens §§ 10-12. Se ligningslovens § 16 I, stk. 10.
Skattestyrelsen bemærkninger til rådgiveres høringssvar af 14. oktober 2021
Det er repræsentantens opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med et "Ja", og at spørgsmål 3 derfor bortfalder.
Repræsentant skriver blandt andet i høringssvaret, at:
"Aftalen med B er indgået i 2015, og den er alene knyttet til salget af ejerandel i G3, som er sket 2020. Aftalen er indgået på et tidspunkt, hvor hverken A H1 eller disses rådgivere havde carried interest reglerne for øje.
Det reelle indhold af aftalen er, at H1 afstår 30 % af fortjenesten på ejerandelen i G3 til B, Det kunne lige så let være formuleret som en overdragelse af disse 30 %, hvor H1 disponerede over stemmeret, og kunne tilbagekøbe til samme pris ved ansættelsesophør, således som det gøres i sådanne programmer. I sidste fald ville der ikke ske carried interest beskatning af A af de afståede 30 %.
Skatteretligt er det som udgangspunkt irrelevant, hvad der kunne være gjort, når det ikke er gjort, men det anførte reelle indhold af aftalen er udtryk for, hvordan aftalen rettelig skal fortolkes, nemlig som en inter partes aftale om overdragelse af de 30 % af ejerandelene i G3."
Skattestyrelsen forstår, at det er repræsentants opfattelse, at aftalen med B fra 2015 indebærer, at H1 har overdraget 30 % af sine ejerandele [aktierne] i G3.
I indledningen til den omtalte aftale fra 2015 fremgår det af pkt. 2.2, at ejerne af G3 er H1 med 0,97 % og G2 med 99.03 %.
Af aftalens pkt. 3.1, fremgår det, at B har ret til en performance-bonus svarende til 30 % af det faktiske merafkast, som H1 måtte modtage på baggrund af ejeraftalen - dvs. aftalen mellem H1 og G2. Af pkt. 3.2 i aftalen fra 2015, fremgår det, at betaling af bonus til B skal ske senest 30 dage efter, at H1 har modtaget merafkastet.
Det er Skattestyrelsen opfattelse, at aftalen fra 2015 må forstås som en bonusaftale mellem en arbejdsgiver [H1] og en medarbejder [B], der skal afregnes i kontanter, og som opgøres på baggrund af det merafkast, som H1 modtager.
Skattestyrelsen er således ikke enig i, at aftalen indebærer, at der er sket overdragelse af aktier fra H1 til B.
Repræsentanten anførte i sit første høringssvar desuden - til støtte for at aftalen indebærer en overdragelse af aktier - at en sådan fortolkning også er i overensstemmelse med Skattestyrelsens (oprindelige) indstilling under spørgsmål 3.
Under spørgsmål 3 har det hele tiden været Skattestyrelsens opfattelse, at H1s forpligtigelse til at betale bonus til B, er opstået for at erhverve indtægter, der er skattefrie for H1. På den baggrund kan der således ikke godkendes fradrag for udgiften efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Oprindeligt var det endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at det forhold at H1s forpligtigelse over for B blev overtaget af køberen af G3 (debitorskifte) medførte, at der ikke var fradrag for udgiften efter ligningslovens § 8 N, fordi udgiften ikke var afholdt direkte over for B, men i stedet over for køberen.
Skattestyrelsen har dog ændret opfattelse, således, at der er fradrag efter ligningslovens § 8 N. Se nærmere nedenfor under besvarelsen af spørgsmål 3.
Skattestyrelsens besvarelse af spørgsmål 3, har således på intet tidspunkt hvilet på, at der er sket overdragelse af aktier til B.
Oprindeligt var besvarelsen baseret på, at forpligtigelsen til at betale bonus til B, var opstået som følge af H1s erhvervelse af skattefrie indtægter [salget af aktierne i G3], og som var berigtiget ved, at køberen af G3 overtog forpligtigelsen.
Besvarelsen af spørgsmål 3 baseres fortsat på, at forpligtigelsen til at betale bonus til B, er opstået som følge af H1s erhvervelse af skattefrie indtægter [salget af aktierne i G3], men at fradrag kan gives efter ligningslovens § 8 N, der indeholder særlig hjemmel til fradrag for erhvervsmæssige lønudgifter. Det har for fradragsretten ikke betydning, om forpligtelsen til betaling overtages af køber i forbindelse med berigtigelsen af salget af G3.
Repræsentantens høringssvar giver derfor ikke anledning til en ændret indstilling af spørgsmål 1"
(…)
Begrundelse
H1 indgik i 2015 en aftale med G3 om administration og udvikling af ejendomme i en række lande.
Til at organisere og udføre aftalen med G3, ansatte H1 den i Land Y3 bosatte B som Executive. I den forbindelse blev der imellem H1 og B indgået en bonusaftale, hvorefter B skulle modtage en andel af H1s andel af carried interest (merafkast) i henhold til ejeraftalen med G2.
I henhold til bonusaftalens pkt. 3.1 skulle B være berettiget til en bonus svarende til 30 pct. af det merafkast, som H1 modtog. Udbetaling til B skulle ske senest 30 dage efter H1 havde modtaget merafkastet.
Den 15. juli 2020 indgik G2 og H1 en aftale med G5 om salg af aktierne i G3 med levering af aktierne den 4. november 2020 (Closing Date).
Det er oplyst, at H1s andel af carried interest på baggrund af købsaftalen var […] Euro.
Det er oplyst, at B var berettiget til […] Euro. Det er endvidere oplyst, at prisen for H1s andel af aktierne i G3 skulle reduceres med selvsamme beløb.
Skattestyrelsen er på baggrund af foranstående af den opfattelse, at H1 i forbindelse med indgåelse af købsaftalen har pådraget sig en forpligtelse til betaling af Bs andel af carried interest på i alt […] Euro, og at den herved opståede gæld overtages af køber i forbindelse med berigtigelsen af G3-købet, jf. herved også besvarelsen af spørgsmål 1.
Som anført under besvarelsen af spørgsmål 1, ændrer aftalen af 27. oktober 2020 om ophør af bonusaftalen ikke herved.
Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er der fradrag for udgifter, der er afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.
Højesteret udtalte i SKM2012.13.HR, at ved "indkomsten" i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, må efter ordlyden forstås den skattepligtige indkomst, således at udgifter kan fradrages i den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, hvis de er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst.
Det er dermed en forudsætning for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgiften er afholdt med henblik på at erhverve skattepligtige indtægter.
Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 4 C, stk. 1, at ved skattefri porteføljeaktier forstås aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, og som ejes af et selskab m.v., der ejer mindre end 10 pct. af aktiekapitalen i porteføljeselskabet, jf. dog stk. 2-5. Af stk. 3 fremgår det, at det er en betingelse for, at aktier er omfattet af stk. 1, at porteføljeselskabet er et aktie- eller anpartsselskab, som er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, eller et tilsvarende udenlandsk selskab.
Efter aktieavancebeskatningslovens § 8 medregnes gevinst og tab ved afståelse af datterselskabsaktier, koncernselskabsaktier og porteføljeaktier omfattet af § 4 C ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
H1 ejede 0,97 pct. af aktiekapitalen i G3. G3 var oprettet som et S.a.r.l (société à responsabilité limitée). Der er således tale om et selskab med begrænset hæftelse, der endvidere er medtaget i bilag 1, del A, litra p, til moder/datterselskabsdirektivet. Skattestyrelsen lægger derfor til grund, at gevinsten, som H1 har oppebåret ved salget af aktiekapitalen, ikke er medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst jf. aktieavancebeskatningslovens § 8. Det merafkast, som H1 har modtaget, er ligeledes ikke en skattepligtig indtægt for H1, men derimod en skattefri aktiegevinst. Efter ligningslovens § 16 I sker beskatningen af merafkastet hos Spørger som CFC-indkomst, jf. besvarelsen i spørgsmål 1.
Ifølge det oplyste var det salget af aktiekapitalen i G3 med merafkast, der udløste bonus til B. Bonussen skulle endvidere beregnes som en procentdel af det merafkast, som H1 modtog. Udgiften er derfor afholdt for at erhverve indtægter, der er skattefrie for H1. Der kan derfor ikke godkendes fradrag for udgiften efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Ved lov nr. 1684 af 26. december 2017 blev § 8 N indsat i ligningsloven. Ifølge bestemmelsen kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages erhvervsmæssige lønudgifter til personer i ansættelsesforhold, bestyrelseshonorarer og erhvervsmæssige udgifter tilknyttet ansættelsesforholdet eller bestyrelseshvervet.
Det fremgår af forarbejderne (L 104 2017/18), at formålet med bestemmelsen er:
"(…) at erhvervsmæssige lønudgifter til personer i et ansættelsesforhold skal kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, uanset om medarbejderen udelukkende beskæftiger sig med opgaver knyttet til virksomhedens løbende drift, opgaver af vekslende karakter eller opgaver, der overvejende eller udelukkende er relateret til forhold vedrørende virksomhedens indkomstgrundlag, f.eks. et forestående virksomhedsopkøb eller -salg eller omstrukturering."
Af forarbejderne fremgår endvidere:
"Den foreslåede udvidelse af fradragsretten indebærer, at der i nogle tilfælde vil kunne opnås fradrag, selv om de pågældende lønudgifter ikke er medgået til erhvervelse af skattepligtig indkomst, hvilket vil være en undtagelse fra det almindeligt anerkendte princip om, at der som udgangspunkt kun er fradragsret for udgifter, som er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde skattepligtig indkomst, jf. Højesterets dom i SKM2012.13.HR."
Bestemmelsen udvider således fradragsretten for erhvervsmæssige lønudgifter, så der også kan fratrækkes erhvervsmæssige lønudgifter, som er afholdt i forbindelse med ændringer vedrørende virksomhedens indkomstgrundlag. Udvidelsen indebærer, at der i nogle tilfælde vil kunne opnås fradrag, selvom de pågældende lønudgifter ikke er medgået til at erhverve skattepligtige indtægter.
Det er på baggrund af foranstående Skattestyrelsens opfattelse, at H1 har fradrag for den i henhold til bonusaftalen pådragne forpligtelse til betaling af […] Euro. Det gør herved ingen forskel, at pligten til faktisk betaling overtages af køber af G3 i forbindelse med købsaftalens berigtigelse, og at faktisk betaling dermed foretages af køber og ikke af H1."
Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at spørgsmål 1 skal besvares med "Ja", samt at spørgsmål 3, som en konsekvens heraf, skal besvares med "Nej".
Såfremt spørgsmål 1 besvares med "Ja", frafaldes klagen over spørgsmål 3.
Følgende er anført som begrundelse:
"Anbringer ad spørgsmål 1
Til støtte for klagers påstand om, at svaret på spørgsmål 1 skal ændres til "Ja", gøres det gældende,
at de foreliggende aftaler med B' skal fortolkes som en sket en overdragelse af 30 % af H1' aktier i G3 S.a.r.l..
H1' merafkast er omfattet af ligningslovens § 16 I, stk. 6 med en dertil hørende 50 % beskatning af A.
Det er A’ standpunkt, at opgørelsen af merafkastet, og dermed opgørelsen af grundlaget for A’ forholdsmæssige beskatning skal ske efter fradrag af B' andel heraf.
Det er i praksis omkring beskatningen i medfør af ligningslovens § 16 I anerkendt, at der kan ske overdragelse til medarbejdere af de aktier, som danner grundlag for beskatningen i medfør af ligningslovens § 16 I med den effekt, at der ikke sker beskatning af den kontrollerende aktionær (her A) for disse aktier og det merafkast de bærer. Der kan henvises til SKM2011.249.SR.
Det er dette, der er sket i forholdet mellem H1 og af B.
Når der i den som bilag 4 vedlagte aftale mellem H1 og af B anføres Carried lnterest, så er det svarende til ejerandelene (aktierne) i G3 S.a.r.l.
Der er med den som bilag 4 vedlagte aftale aftalt en overdragelse af 30 % carried interest (=aktierne) til B som bonus.
De øvrige dele af aftalen er svarende hertil i form af, at det er B, der modtager pengene fra salget af disse 30 % af aktierne, idet H1 kun betaler dette, hvis de har modtaget salgssummen, men i så fald skal beløbet gå videre ubeskåret (ingen modregningsret).
Parternes ageren i forbindelse med salget er helt i overensstemmelse hermed, da B disponerer over sin andel af provenuet direkte med køberne, og således at H1 modtager sin del af salgssummen.
Det forhold at aftalen benævner sig bonus kan ikke ændre herpå, da det er en bonus til ejerandele.
Det fremhæves i den forbindelse, at parternes aftale er afgørende for vurderingen - ikke om disse er meddelt til tredjemand. I tilknytning hertil så er ejerskabet anmeldt til tredjemand i form af aftale med den nye køber og afviklingen af salget.
Det bør indgå i fortolkningen, at det ovenfor angivne er det af parterne tilsigtede, og at denne fortolkning ikke fører til en særlig skattebegunstiget position, men tværtimod til at der ikke sker en beskatning af A af et beløb som H1 ikke oppebærer, idet det er afstået.
Denne fortolkning er konkret og har ikke videregående skattemæssige konsekvenser.
Det er således en aftale om overdragelse af ejerandele og ikke et fantomaktieprogram.
Ovenstående indebærer, at den af Skattestyrelsen og Skatterådet foretagne formelle fortolkning af aftalen til en lønaftale ikke er den rette.
Klagers spørgsmål 3
Hvis svaret til spørgsmål 1 ændres til "Ja", anmodes Skatteankestyrelsen om tillige at tage stilling til spørgsmål 3.
Efter klagers opfattelse vil den logiske konsekvens i så fald være, at svaret til dette spørgsmål ændres til "Nej", idet H1 ikke har fradrag for værdien af aktier afstået i 2015, hvor denne værdi var lav/ingen."
Skattestyrelsens høringssvar i klagesagen
Skattestyrelsen har udtalt følgende:
"Skattestyrelsen, Jura fastholder, at den påklagede afgørelse stadfæstes, og skal komme med følgende summariske bemærkninger til klagen.
H1 A/S har efter Skattestyrelsens opfattelse ikke overdraget 30 pct. af dets aktier i G3 S.a.r.l. til B, og selskabets merafkast skal derfor heller ikke reduceres med 30 pct. Der henvises til side 10-11 i begrundelsen i den påklagede afgørelse. Der henvises ligeledes til Skattestyrelsens bemærkninger til rådgivers høringssvar af 14. oktober 2021 på side 12-13.
Skatterådets bindende svar, SKM2011.249.SR, kan efter Skattestyrelsens opfattelse ikke anvendes i nærværende situation. Der henvises til begrundelsen i den påklagede afgørelse på side 11-12."
Retsmødet
Klageren mødte med sin repræsentant, der på klagerens vegne fastholdt påstanden om, at Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1 skal ændres fra "Nej" til "Ja".
Repræsentanten oplyste, at klageren ikke længere gør gældende, at selskabets bonusaftale med B indebærer, at B erhvervede deltagerkapital i G3 S.a.r.l.
Klageren gjorde derimod som et nyt anbringende gældende, at det er muligt at overdrage retten til carried interest uafhængig af deltagerkapital, og at bonusaftalen således er udtryk for, at B af selskabet erhvervede 30 % af selskabets ret til carried interest i henhold til selskabets ejeraftale med G2 L.P. Efter ligningslovens § 16 I, stk. 7, 1. pkt., har klageren dermed alene "oppebåret" 70 % af merafkastet (carried interest). Efterfølgende uddybede klageren sit synspunkt.
Skattestyrelsens repræsentanter indstillede, at Landsskatteretten fulgte Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse om at stadfæste Skatterådets besvarelse. Repræsentanterne uddybede Skattestyrelsens synspunkter i overensstemmelse med Skatterådets afgørelse.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skatterådet har svaret "Nej" til følgende spørgsmål 1:
"Kan A’ carried interest opgøres efter reduktion heraf med 30 %."
Landsskatteretten skal således tage stilling til, om selskabets bonusaftale med B fra maj 2015 indebærer, at klageren alene skal beskattes på grundlag af 70 % af carried interest, det vil sige det, i forhold til selskabets deltagerkapital, mervederlag, som selskabet oppebar ved salget af G3 S.a.r.l.
Retsgrundlaget
For skattepligtige omfattet af kildeskattelovens § 1 med en fortrinsstilling i en kapital-, venture- eller infrastrukturfond medregnes merafkast af investeringer foretaget via fonden ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Den skattepligtige har en fortrinsstilling, når det er aftalt, at den skattepligtiges forholdsmæssige andel af resultatet af investeringerne foretaget via fonden overstiger den skattepligtiges forholdsmæssige andel af den samlede deltagerkapital. Den samlede deltagerkapital omfatter både den indskudte kapital og lånekapital indskudt af deltagere i fonden. Dette fremgår af ligningslovens § 16 I, stk. 1.
Skattepligtige omfattet af kildeskattelovens § 1, der direkte eller indirekte kontrollerer et dansk eller et udenlandsk selskab eller forening m.v. (selskabet), som har en fortrinsstilling, jf. stk. 1, 2. pkt., i en kapital-, venture- eller infrastrukturfond, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne selskabets merafkast af investeringer foretaget via fonden som CFC-indkomst. Den skattepligtige anses for at have kontrol over selskabet m.v., når enten betingelserne i § 16 H, stk. 6, er opfyldt eller den skattepligtige eller dennes nærtstående som omhandlet i § 16 H, stk. 6, 3. og 4. pkt., er medstifter af fonden eller er eller har været deltager i ledelsen eller driften af fonden eller i virksomheder ejet af denne. Dette fremgår af ligningslovens § 16 I, stk. 6.
Landsskatterettens bemærkninger
Det fremgår af ejeraftalen af 15. januar 2015 mellem selskabet og G2 L.P., at deltagerkapitalen i G3 S.a.r.l. er fordelt med 99,03 % til G2 L.P. og 0,97 % til selskabet.
Ifølge ejeraftalen er selskabet berettiget til carried interest ved salg af G3 S.a.r.l. Selskabets ret til carried interest er således knyttet til selskabets deltagerkapital i G3 S.a.r.l. Efter ejeraftalens pkt. 7 ville en overdragelse af selskabets deltagerkapital i G3 S.a.r.l. til B kræve skriftlig tilladelse fra G2 L.P. Der foreligger ikke en sådan tilladelse. Der foreligger heller ikke en aftale, hvorefter selskabet har overdraget deltagerkapital i G3 S.a.r.l. til B. Under retsmødet frafaldt klageren også sit tidligere anbringende herom.
Ved selskabets salg af sin andel af deltagerkapitalen i G3 S.a.r.l. på 0,97 % i 2020 erhvervede selskabet således ret til carried interest i overensstemmelse med selskabets ejeraftale med G2 L.P. Derfor er Landsskatteretten enig med Skatterådet i, at klagerens carried interest ikke skal reduceres med 30 %.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at selskabet med B, der var ansat i selskabet, i bonusaftalen fra maj 2015 aftalte, at han ved et salg af G3 S.a.r.l., hvori han ikke havde deltagerkapital, skulle oppebære en bonus på 30 % af selskabets carried interest ifølge ejeraftalen med G2 L.P., at B modtog sin bonus fra køberen af G3 S.a.r.l., og at denne bonus fragik i carried interest, udbetalt til selskabet.
Landsskatteretten stadfæster derfor Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1.
Da klageren med denne besvarelse af spørgsmål 1 ikke har påklaget besvarelsen af spørgsmål 3, tager Landsskatteretten ikke stilling til besvarelsen af spørgsmål 3.