Parter
A v/ A
(v/ advokat Thomas Booker)
mod
Skatteministeriet Departementet
(v/ advokat Malthe Gade Jeppesen)
Denne afgørelse er truffet af
dommer Charlotte Saltoft Thorlaksen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag, der er anlagt den 11. april 2022, vedrører hvorvidt sagsøgeren opfylder betingelserne for fradrag af købsmoms og skattemæssigt fradrag for indkomståret 2016, jf. momslovens § 37, stk. 1, og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Sagen angår, om sagsøgeren har godtgjort, at tre fremlagte fakturaer, der fremstår som udstedt af selskabet G1-virksomhed i perioden 18. april 2016 til den 28. august 2016 dækker over reelle leverancer af arbejdsydelser for selskabet til sagsøgeren til brug for sagsøgerens (red.fjernet.fortegnelse)virksomhed.
Der er ikke uenighed om, at sagsøgeren faktisk har udført momspligtige ydelser. Der er derimod uenighed om, hvem der faktisk har udført arbejdet, som sagsøgeren har faktureret sine kunder.
A v/ A har nedlagt følgende påstand:
Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens udgifter til betaling af 3 fakturaer udstedt af G1-virksomhed på i alt 209.000 kr. i indkomståret 2016 kan fradrages som et skattemæssigt fradrag, og at udgifterne til købsmoms på 52.250 kr. vedrørende samme fakturaer kan fradragesmomsmæssigt.
Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Ved afgørelse af den 24. juni 2020 fandt Skattestyrelsen, at det ikke var godtgjort, at den hævdede underleverandør havde udført arbejdet som angivet på de tre fremlagte fakturaer, og at fakturaerne som tilsammen beløber sig til 261.250,00 kr. incl. moms derfor var sket uden realitet. Skattestyrelsen nægtede på den baggrund sagsøgeren skattemæssige fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. for sagsøgerens selvangivne udgifter til fremmed arbejde med i alt 209.000,00 kr. for indkomståret 2016 og forhøjede som konsekvens heraf sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret med dette beløb. Ved samme afgørelsen nægtede Skattestyrelsen sagsøgeren fradrag for den af sagsøgerens selvangivne købsmoms for perioden 1. april 2016 til den 30. juni 2016 med i alt 52.250,00 kr. og forhøjede som konsekvens heraf sagsøgerens momstilsvar for perioden med dette beløb. Landsskatteretten stadfæstede ved to afgørelser af den 11. januar 2022 Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår nægtelse af skatte- og momsfradrag for de i denne sag omhandlede fakturaer.
Det fremgår således af afgørelsen fra Landsskatteretten af 11. januar 2022 (bilag 1):
"Afgørelse fra Landsskatteretten
11. januar 2022
Sagsnr. 20-0078681
I afgørelsen har deltaget: Poul Bostrup, Torsten Schack Pedersen og Ole Stavad
Klager: A
Klage over: SKATs afgørelse af 24-06-202
Cpr-nr.: [red. fjernet]
Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Indkomståret 2016 | | | |
Forhøjelse vedrørende yderligere omsætning | 60.000 kr. | 0 kr. | 0 kr. |
Nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde | 209.000 kr. | 0 kr. | Stadfæstelse |
Møde
Klageren har udtalt sig ved et retsmøde med Landsskatteretten.
Faktiske oplysninger
Klageren er den ansvarlige deltager i enkeltmandsvirksomheden A, cvr-nr. ...11. Virksomheden blev startet den 15. december 2008 og er registreret under branchekoden 433200 "Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed".
Klagerens repræsentant har fremlagt årsregnskab for 2016 indeholdende resultatopgørelse og balance. Endvidere er fremlagt kontospecifikationer.
Af resultatopgørelsen for 1. januar 2016 - 31. december 2016 fremgår, at virksomheden havde en omsætning på 3.759.105 kr. og samlede udgifter til vareforbrug på ialt 2.206.661 kr., hvoraf 1.041.177 kr. ekskl. moms var udgifter til fremmed arbejde. Endvidere har virksomheden haft udgifter til personaleomkostninger på 612.000 kr.
Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens skattepligtige indkomst med 269.000 kr. for indkomståret 2016. Forhøjelsen skyldes nægtelse af fradrag for udgifter til underleverandøren G1-virksomhed og forhøjelse vedrørende omsætning.
Forhøjelse vedrørende yderligere omsætning
Skattestyrelsen har for indkomståret 2016 forhøjet klagerens overskud af virksomhed med 60.000 kr. ekskl. moms vedrørende yderligere omsætning.
Forhøjelsen beror på en bankindsætning på klagerens virksomheds bankkonto foretaget 2. august 2016 på 75.000 kr. Som tekst på overførslen er anført "PRIVAT LÅN".
Beløbet er bogført på bogføringskontoerne 20400 "Privat lndskud" og 22100 "F1-bank X1".
Klagerens repræsentant har anført, at beløbet på 75.000 kr. vedrører et lån, som klagerens gode ven, LA, har ydet til klageren. Som dokumentation herfor er fremlagt to e-mails fra LA af henholdsvis 22. april og 22. maj 2020. Af de to enslydende emails fremgår:
"…
Jeg beskæftiger hermed at jeg har lånt A 75.000 kr. i sommeren 2016 da han fik likviditets problem i forbindelse med et bygge projekt. A har betalt lånet tilbage den sidste rate jeg i sommeren 2017.
I e-mailen af 22. maj 2020 er yderligere tilføjet:
"Da jeg har kendt A gennem mange år har vi desværre ikke oprettet et skyldner brev. Men jeg står til rådighed hvis der er behov for yderligere information.
…"
I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen har repræsentanten indsendt udskrift af kontoudtog fra F1-bank vedrørende henholdsvis kontonr. X1 og kontonr. X2 for perioden medio november 2016 til medio august 2017.
Repræsentanten har markeret en række hævninger på de to kontoudtog som samlet beløber sig til 72.000 kr. Hævningerne udgør i størrelsesordenen 2.000 kr. til 40.000 kr. Sidste hævning udgør 40.000 kr., og er hævet den 1. august 2017.
Fradrag for udgifter til fremmed arbejde
Følgende fakturaer er indgået i Skattestyrelsens sagsbehandling
Betalingsdato | Fakturadato | Faktura nr. | Beløb i kr. ekskl. Moms | Moms i kr. | Beløb i kr. inkl. Moms | Tekst |
26-04-16 | 18-04-16 | 3052 | 64.000,00 | 16.000,00 | 80.000,00 | Nedrivnings- arbejde fast aftalt pris |
08-06-16 | 31-05-16 | 3150 | 44.000,00 | 11.000,00 | 55.000,00 | Nedrivnings- arbejde fast aftalt pris |
03-09-16 | 26-08-16 | 3569 | 101.000,00 | 25.250,00 | 126.250,00 | Køb af medhjælp Jf. Opgørelse |
| | | 209.000,00 | 52.250,00 | 261.250,00 | |
Fakturaerne er bogført på bogføringskonto 2201 "Fremmed arbejde". Der er ikke fremlagt yderligere dokumentation i form støttebilag til fakturaerne, som eksempelvis opgørelse anført på faktura med fakturanr. 3569.
Klageren har som dokumentation for betaling af fakturaerne fremlagt kontoudtog fra F1-bank for perioden 1. januar 2016 - 31. december 2016. Det fremgår af kontoudtogene, at der er sket overførsler fra klagerens bankkonto svarende til beløbene i de angivne underleverandørfakturaer.
G1-virksomhed, cvr-nr. ...12
G1-virksomhed med cvr-nr. ...12, herefter benævnt G1-virksomhed, blev stiftet den 1. december 2015 og var aktiv til den 11. december 2017. G1-virksomhed har været registreret med branchekoden 782000 "Vikarbureauer" og bibranche 649900 "Anden finansiel formidling undtagen forsikring og pensionsforsikring i.a.n.". G1-virksomhed's formål har været udlejning af mandskab og dermed beslægtet aktivitet. VD har været registreret som direktør for G1-virksomhed i den relevante periode.
Der er ingen oplysninger om ansatte medarbejdere for den relevante periode i Det Centrale Virksomhedsregister. G1-virksomhed blev oplyst efter konkurs den 11. december 2017.
Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har G1-virksomhed alene angivet løn til direktøren VD for perioden januar-marts 2016. Kurator for konkursboet G1-virksomhed har ved cirkulæreskrivelse § 125, stk. 2, af 23. maj 2017 oplyst, at det ikke er lykkedes for kurator at finde selskabets tidligere direktør, som ikke længere har en registreret adresse i Danmark.
Skattestyrelsen har oplyst, at politiets efterforskning af G1-virksomhed har klarlagt, at G1-virksomhed ikke har leveret arbejdskraft. Politiet har herved konstateret, at G1-virksomhed anvendes til at udstede fakturaer og til at føre pengene retur i et eller andet omfang, efter en procentdel af fakturasummen er tilbageholdt som provision til de personer, der udstedte fakturaerne.
Klageren har oplyst til Skattestyrelsen, at han ikke har mange oplysninger til belysning af samhandlen med netop G1-virksomhed, og at han udmærket var klar over, at det ikke var alle de benyttede underentreprenører, der var helt fine i kanten.
G1-virksomhed har været anvendt til to sager for klagerens virksomhed. Den ene sag vedrører en entreprise på Y1-adresse og den anden sag vedrører en entreprise på Y2-adresse i Y2-by. Der er fremlagt udtalelser fra personer, der har haft relation til klagerens virksomhed i forbindelse med de to sager, hvor G1-virksomhed har været anvendt. Endvidere er fremlagt syv byggemødereferater fra den ene sag og entreprisekontrakter for begge sager.
Af udtalelse fra projektleder af 7. juni 2020 på den ene sag bekræftes, at klagerens virksomhed har haft to forskellige udenlandske underentreprenører, som har udført gips montager på lofte og vægge på Y1-adresse, og at der har været udfordringer hermed. Projektlederen har ikke kunnet godkende arbejderne.
Af udtalelse af 10. juni 2020 fra tidligere lærling i klagerens virksomhed bekræftes, at der har været to forskellige firmaer med udenlandsk arbejdskraft, som har hjulpet med at slæbe gips på de forskellige etager, og hjulpet med selve gipsarbejdet.
Af byggemødereferaterne fra entreprisen på Y1-adresse oplistes mellem 5 og 7 (red.fjernet.fortegnelse) til brug for arbejdets udførelse. G1-virksomhed står ikke anført med navns nævnelse i byggemødereferaterne.
Af udateret og ikke underskrevet entreprisekontrakt med tilhørende materiale og arbejdsbeskrivelse af 14. december 2015 for sagen vedrørende Y2-adresse, Y2-by, fremgår, hvilke opgaver, der skal laves. G1-virksomhed er ikke nævnt heri.
Af entreprisekontrakten på Y1-adresse fremgår, hvad kontraktsummen har været og hvad aftalen omfatter. G1-virksomhed er ikke nævnt heri.
I forbindelse med klagesagsbehandlingen har klagerens repræsentant fremlagt screendump fra facebookgruppen "Selvstændige håndværkere". Denne screendump indeholder nogle henvendelser fra andre personer end klageren selv angående håndværkerydelser.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 forhøjet overskud af klagernes virksomhed med 60.000 kr. vedrørende yderligere omsætning samt nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde med 209.000 kr.
Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:
"…
Beskrivelse af virksomheden
Virksomhedens se-/cvr-nr. er ...11.
Virksomhedens navn er G2-virksomhed, v/A.
Virksomheden er registreret pr. 1.8.1997 under branchen Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed.
Virksomheden har under se nr. ...13 løngivet 510.435 kr. i indkomståret 2016, fremmedarbejder udgør 1.041.177 kr.
Lønudgifter svarer til ca. 2 ansatte i gennemsnit.
Sagsfremstilling og begrundelse
…
2. Ikke godkendt momsfradrag for udgifter til fremmedarbejder vedrørende underentreprenøren G1-virksomhed
…
2.1. De faktiske forhold
Du har modtaget, bogført, betalt og fratrukket fra G1-virksomhed:
G1-virksomhed ...12 | | inkl. moms |
18-04-2016 | 64 | 80.000,00 |
31-05-2016 | 119 | 55.000,00 |
26-06-2016 | 174 | 126.250,00 |
2016 i alt | | 261.260,00 |
Faktura af 18.4.2016 og 26.08.2016 er betalt fra virksomhedens kassekredit samme dag som fakturaerne er udskrevet, faktura af 31.5.2016 er betalt dagen efter den er udskrevet.
Selskabet G1-virksomhed har alene angivet løn til direktøren VD, han har kun fået løn i januar-marts 2016.
(fotos)
Vi har ved mail af den 11.3.2020 spurgt til yderligere dokumentation for at disse fradrag i form af:
Fremmedarbejder i perioden 2016-2018:
Som dokumentation for udvalgte fremmedarbejder ønskes materiale der supplerer fakturaerne, f.eks. underbilag, tilbud mv., timesedler, kontrakter, korrespondance om udført arbejde, aftaler, kontakt info på personer der har udført arbejdet m.m. I den forbindelse har vi vedlagt kopi af de 3 faktura der aktuelt er tale om.
Selskabet G1-virksomhed med se nr.: ...12 er registreret med startdato 23.2.2016. Hovedbranchen er angivet som vikarbureauer og underbranchen er angivet som Anden finansiel formidling undtagen forsikring og pensionsforsikring i.a.n.
Direktøren VD er tiltrådt den 1.12.2015 og fratrådt den 10.2.2017.
Selskabet er opløst efter konkurs den 11.12.2017.
Med henvisning til cirkulæreskrivelse § 125, stk. 2 af 23.5.2017 fra R1 i konkursboet G1-virksomhed, er det ikke lykkedes for kurator at finde selskabets tidligere direktør, som ikke længere har en registreret adresse i Danmark.
Kurator havde gennemgået bankkontoen for perioden 16.3.2016-31.10.2016. Det fremgår at der var indsat 61.939.626 kr. på kontoen, pengene var hurtigt hævet igen efter kort tid.
Du har pr. telefon den 11.4.2020 oplyst, at du ikke havde så meget på netop G1-virksomhed. Videre spurgte du om det har forbindelse til (red.fjernet.projekt). Endelig kunne du oplyse, at du udmærket var klar over at det ikke var de benyttede underentreprenører der var helt fine i kanten.
2.2. Dine bemærkninger
Vi har den 19. juni 2020 modtaget:
G1-virksomhed
G1-virksomhed er en underentreprenør, der har været anvendt til to sager.
Det noteres, at Skattestyrelsen ikke mener, at G1-virksomhed har udført ydelser, idet der ikke har været nogen ansatte udover direktøren i en kort periode. Dette bestrides.
1. Boredegørelse
Undertegnede har modtaget boredegørelse fra kurator, hvor det bl.a. anføres: "Kurator har i den forbindelse været i kontakt med SKAT, der har undersøgt selskabet og på baggrund af kontoudtog…På baggrund heraf fandt SKAT, at selskabet i perioden fra 1. december 2015 til 31. oktober 2016 havde betalt DKK 11.119.220,00 for lidt i moms og DKK 25.192.983,00 for lidt i A-skat og AM-bidrag". Det er i modstrid med Skattestyrelsens opfattelse af, at der ikke været ansatte.
2. Udtalelser
Der har til sagen indhentet udtalelser fra dels ansatte, dels samarbejdspartnere, til dokumentation af, at der været anvendt underentreprenører til de to opgaver i Y2-by og Y1-adresse. Der fremlægges:
Bilag A: Udtalelse fra projektlederen på Y1-adresse, som bekræfter brug af to underleverandører.
Den ene var G1-virksomhed, den anden var G3-virksomhed.
Bilag B: Udtalelse fra KL, der bekræfter, at der har været brugt underentreprenører på begge entrepriser Bilag C: Udtalelse fra KL
3. Byggemødereferater
De gamle byggemødereferater fra Y1-adresse er fremskaffet og der fremlægges som bilag D: Byggemødereferat 1-7 udvisende, at A i perioden havde tre til syv mand på pladsen. På dette tidspunkt havde A alene to ansatte, som også var i Y2-by, så det er ganske klart, at der har været brug underentreprenører - helt svarende til udtalelserne, jf. punkt 2.
Udover G1-virksomhed blev anvendt G3-virksomhed. Der fremlægges:
Bilag E: Entreprisekontrakt Y2-by - udført for ca. kr. 2.000.000,00 udover Y1-adresse, hvilket selvsagt ikke er muligt med to mand. Y2-by var inkl. nedrivning. Jf. udtalelse bilag C er dette ikke udført af A’s egne folk.
Bilag F: Uddrag af kontrakt på Y1-adresse - ca. kr. 2.300.000,00
På baggrund af ovenstående dokumentation kan det IKKE godkendes, at der nægtes fradrag, ligesom det ikke kan godkendes, at der nægtes momsfradrag. Det bemærkes samtidig, at der intet grundlag er for at konstatere, at der er handlet groft uagtsomt.
Forholdet er derfor momsmæssigt også forældet.
Der vedlægges til dokumentation udtalelser fra ansatte og samarbejdspartnere, der underbygger, at der IKKE var indretning til beboelse, men til kontorbrug:
Bilag G: Udtalelse fra G9-Aps
Bilag H: Udtalelse fra tidligere ansat
Bilag B: Udtalelse fra tidligere lærling
Bilag I: Mail fra (red.fjernet.modtager) vedrørende fastsættelse af gasforbrug. Bilaget viser, at lejligheden ikke har kunnet være brugt til beboelse, jf. at A blev sat til et fast minimumsbeløb, da det reelle forbrug til løbende opkrævning
Der er indsendt følgende bekræftelser, byggemødereferater og entreprisekontrakter:
Bilag A. Mail fra NL af 7. juni 2020. Tidligere ansat projektleder hos G4-virksomhed: Han bekræfter, du har haft 2 udenlandske underentreprenører - som har udført gips montager på lofter og vægge på Y1-adresse. Samt at der har været udfordringer hermed - og at XZ ikke har kunnet godkende arbejderne.
Bilag B. Mail fra KL af 10.6.2020. Ansat som lærling i 2016. Han har arbejdet på Y1-adresse, og bekræfter at der har været samarbejde med 2 firmaer med udenlandsk arbejdskraft.
Bilag C. Mail fra KL af 10.6.2020. Gik som lærling sammen med LR på Y2-adresse i Y2-by. De udførte udelukkende tømmer arbejde/renovering og ikke nogen form for nedrivning.
Bilag D. Byggereferater:
1. Byggemøde 4.5.2016: (red.fjernet.fortegnelse) 5 mand
2. Byggemøde 15.6.2016 (red.fjernet.fortegnelse) 5 mand3. Byggemøde 22.6.2016 (red.fjernet.fortegnelse) 3 mand
4. Byggemøde 29.6.2016 (red.fjernet.fortegnelse) 4 mand 5. Byggemøde 6.7.2016 (red.fjernet.fortegnelse) 7 mand
6. Byggemøde 13.7.2016 (red.fjernet.fortegnelse) 7 mand 7. Byggemøde 20.7.2016 (red.fjernet.fortegnelse) 5 mand
8. Byggemøde 15.6.2016 (red.fjernet.fortegnelse) 5 mand
Bilag E. Entreprisekontrakt Y2-adresse, Y2-by.
Aftalt omkring nedrivning:
Alle gulve optages inkl. inventar, skillevægge, lofter m.m. samt udvendige vinduer og døre, udhæng, facademur for ombygning m.m. Bygherre forestår selv bortkørsel af al affald.
Øvrige arbejder aftalt i materiale og arbejdsbeskrivelse: Kloak, Vvs, Maler, El, Murer og endelig selvfølgelig (red.fjernet.fortegnelse).
Bilag F. Tømrerentreprisen på Y1-adresse.
Kontraktsummen lyder på 1.939.157,00 kr. ekskl. moms. Jf. arbejdsbeskrivelse af dato:
29.06.2015.
…
2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Indgående afgift i 2. kvartal af 2016 kan opgøres til 52.250 kr.
G1-virksomhed ...12 | | inkl. moms | Moms |
18-04-2016 | 64 | 80.000,00 | 16.000,00 |
31-05-2016 | 119 | 55.000,00 | 11.000,00 |
26-06-2016 | 174 | 126.250,00 | 25.250,00 |
| | 261.260,00 | 52.250,00 |
Det findes usædvanligt, at faktura af 18.4.2016 og 26.8.2016 er betalt fra virksomhedens kassekredit samme dag som fakturaerne er udskrevet, faktura af 31.5.2016 er betalt dagen efter den er udskrevet.
Selskabet har alene angivet løn til direktøren VD, han har kun fået løn i januar-marts 2016.
Bilag 64 angives på faktura at vedrøre nedrivningsarbejde fast aftalt pris, vedrørende Y3-adresse, Y2-by.
Bilag 119 angives på faktura at vedrøre nedrivningsarbejde fast aftalt pris på Y1-adresse.
Bilag 174 angives p faktura at vedrøre køb af medhjælp jf. opgørelse vedrørende Y1-adresse.
Alle 3 fakturaer overholder således ikke fakturakravene jf. §§ 61 og 84 i Mindstekravsbekendtgørelsen.
• Der skulle altså være tale om fremmed arbejde, men
• idet der ikke er nogen ansatte i G1-virksomhed
• idet selskabet er opløst efter konkurs
• idet direktøren er forsvundet og efterfølgende er udrejst
• idet G1-virksomhed har ikke besvaret Skattestyrelsens henvendelser.
• idet de penge G1-virksomhed har modtaget, er videre sendt omgående, således:
Faktura 3052 80.000 kr. faktura fra G1-virksomhed 18.4.2016, betalt af dig 18.4.2016.
Modtager af beløbet har videresendt beløbet 20.4.2016 til et vekselbureau ved navn G5-virksomhed.
Faktura 3050 55.000 kr. faktura fra G1-virksomhed 31.5.2016, betalt af dig 26.8.2016.
Modtager af beløbet har videresendt beløbet 26.8.2016 til et vekselbureau ved navn G5-virksomhed.
Faktura 3569 126.250 kr. faktura fra G1-virksomhed 26.8.2016, betalt af dig 26.8.2016.
Modtager af beløbet har videresendt beløbet 26.8.2016 til et vekselbureau ved navn G5-virksomhed.
• idet der ikke er fremkommet nogen underliggende specifikationer eller forklaringer, som kan sandsynliggøre at forholdet skulle være som det fremgår af de bogførte fakturaer
• idet du har ved telefonsamtale oplyst, at du lige netop ikke har så meget materiale vedrørende faktura fra G1-virksomhed.
• idet virksomheden G2-virksomhed, v/A i øvrigt ikke har dokumenteret, at der er sket levering af de ydelser, det fremlagte materiale relaterer sig til, eksempelvis i form af underskrevne time- eller arbejdssedler.
• samt underhenvisning til ovenstående er det vores opfattelse at ovenstående usædvanlige forhold viser, at G1-virksomhed ikke har leveret nogen ydelse til virksomheden G2-virksomhed, v/A.
Det er SKATs opfattelse, at der ikke er noget grundlag for momsmæssig fradragsret for betalinger til G1-virksomhed.
Der er lagt vægt på, at der ingen dokumentation er for at G1-virksomhed har været i stand til at kunne levere en ydelse.
…
Det er ligeledes SKATs opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag for udgiften til G1-virksomhed skattemæssigt, idet der ikke er tale om en sædvanlig driftsudgift under henvisning til ovenstående idet udgift til G1-virksomhed således ikke har medvirket til at erhverve, sikre og vedligeholde den indkomst du har oppebåret i din virksomhed i 2016.
Skattemæssigt fradrag nægtes således med henvisning til Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
…
Vores bemærkninger til indsigelsen:
Det er korrekt, at SKAT har truffet afgørelse af den 5. april 2017 om, at selskabet G1-virksomhed er pålagt en hæftelse for moms og A-skat i den omtalte størrelsesorden.
Afgørelsen er truffet ud fra de mange fakturaer selskabet har udskrevet inkl. moms og fordi der ikke var angivet løn.
Politiets efterforskning som er afsluttet i efteråret 2018 har klarlagt, at G1-virksomhed ikke har leveret arbejdskraft. Politiet har i den forbindelse konstateret, at G1-virksomhed anvendes til, at udstede fakturaer og til at føre pengene retur i et eller andet omfang, efter en procentdel af fakturasummen er tilbageholdt som provision til de personer der udstedte fakturaerne. Hvem der konkret har modtaget pengene er vi ikke bekendt med.
Derfor er det Skattestyrelsens opfattelse, at det giver anledning til en ændret opfattelse idet den opgjorte arbejdsgiverhæftelse således ikke afspejler de reelle hændelser og derfor ikke skulle have været pålagt G1-virksomhed. Skattestyrelsen har af procesøkonomiske årsager ikke ændret afgørelsen på G1-virksomhed, idet selskabet nu er under konkursbehandling og der ikke er udsigt til dividende.
Det er ikke over for SKAT bevist, hvem der har fået de mange penge selskabet har modtaget.
Tilbage står G2-virksomhed v/A som har fået en faktura fra et stråmandsselskab, som ikke har leveret arbejdskraften.
Videre har Skattestyrelsen i fm. modtagne indsigelser modtaget byggemødereferater. Såfremt G1-virksomhed måtte have været reelt og har leveret en ydelse ville det være nærliggende at antage, at G1-virksomhed også indgik i den løbende dialog og var tilstede på byggepladsen herunder ved møder. Det har således ikke været tilfældet idet G1-virksomhed ikke fremgår af byggemødereferaterne.
De bekræftelser der er modtaget sammen med indsigelser på, at der har været underleverandører til G2-virksomhed v/A er i øvrigt bekræftelser på udenlandske underleverandører, hvilket G1-virksomhed ikke må anses som.
Der er således tvivl om G1-virksomhed tilstedeværelse på byggepladsen og dermed tvivl om en eventuel momspligtig leverance.
G2-virksomhed v/A har ikke leveret oplysninger om, hvem man konkret har talt med, hvem der har arbejdet på de enkelte projekter, eller dokumenteret arbejdet i form af arbejdssedler, som angiveligt skulle være dækket af fakturaen fra G1-virksomhed.
Herefter finder vi ikke der er dokumentation for at der er udført arbejde som angivet på de faktura der er fratrukket fra G1-virksomhed. Der er ikke oplyst navne, fremskaffet arbejdssedler eller andet der viser hvem der reelt har udført arbejdet eller hvem der eventuelt reelt er handlet med.
Faktura fra G1-virksomhed må derfor afises som værende indholdsløse.
Vi er enige i, at (red.fjernet.fortegnelse) står til flere mand end der er ansat i G2-virksomhed. Det synes dog ikke, at være afgørende for om der er fradrag for varekøb fra et selskab som ikke har haft muligheden for at levere arbejdskraften.
Det fremlagte materiale i form af mails og byggereferater, entreprisekontrakter og arbejdsbeskrivelse ændrer ikke afgørende på vores opfattelse.
Ansættelsen fastholdes derfor i sin helhed og med de anførte begrundelser vedr. nægtelse af fradrag for moms på de fakturaer fra G1-virksomhed.
Din rådgivers bemærkning om at han ikke finder forholdet groft uagtsomt, ses ikke at være begrundet.
…"
4. Yderligere omsætning
4.1 De faktiske forhold
Den 2.8.2016 bliver der indsat på din virksomhedsbankkonto 75.000 kr. med teksten privat lån.
Vi har ved mail af den 11.3.2020 spurgt til yderligere dokumentation for disse fradrag, i form af:
Penge udlagt fra private midler jf. konto 20400 private Indskud:
Jf. bilag 208 (=kontoudtog fra banken) er der 2. august 2016 indbetalt 75.000 kr. på kassekreditten.
Hvor kommer beløbet fra? Dokumentation for indsættelsen i form af bilag der viser hvorfra pengene kommer.
Siden er det drøftet pr. telefon mv., at du skal dokumentere. at der er tale om lån, du har oplyst, at du har lånt pengene af din gode ven, LA. Samt at pengene er tilbagebetalt af flere omgange. Du er derfor blevet opfordret til at dokumentere tilbagebetalingerne, at pengene er lånt af LA samt oplyse hvem denne LA er.
Bogføringsmæssigt er de 75.000 kr. ført med debet i banken og kredit på privat indskud.
Du har i mail af den 24.4.2020 oplyst følgende:
I forlængelse af vores tlf. samtale vedr. lån, har jeg fået LA til at sende mig bekræftelse herpå. Jeg vedhæfter hans mail som Bilag 23.
LA mailadresse står anført i bilag 23 og han svarer gerne hvis du kontakter ham og har behov for yderligere herfor.
I øvrigt fremgår følge af mail:
Til rette vedkomne
Jeg beskæftiger hermed at jeg har lånt A 75.000 kr. i sommeren 2016 da han havde et likviditets problem i forbindelse med et bygge projekt. A har betalt lånet tilbage den sidste rate fik jeg i sommeren 2017.
Mvh
LA
4.2. Dine bemærkninger
Vi har den 19.luni 2020 modtaget
Yderligere omsætning
Der henvises til tidligere, hvor der er fremsendt erklæring om, at der var tale om et lån. Som jeg har forstået det, har du fået de nødvendige oplysninger til identifikation af långiver.
…
4.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Vi har alene fået oplyst, at långiver skulle være LA. Vi kan ikke på den baggrund identificere personen. Modposten i dit regnskab er privat indskud. Du har oplyst, at du har lånt pengene af LA (god ven), samt at du har tilbagebetalt beløbet af flere omgange. Du er pr. telefon yderligere opfordret til at dokumentere forholdene herunder er du bedt om at oplyse hvem LA er.
LA har ved mail oplyst, at han har lånt dig pengene samt at disse er tìlbagebetalt.
Hvis der skulle være tale om en gave fra en ven i stedet for, er denne gave også skattepligtig, jf. statsskattelovens S 4, litra c, medmindre den er omfattet af afsnit ll i lov om afgift af dødsboer og gaver {boafgiftsloven), jf. statsskattelovens 5 5, litra b.
Der stilles ifølge gældende retspraksis skærpede krav til dokumentation for private lån, som er indsat på virksomhedens bankkonti.
Da vi alene har modtaget oplysninger om låneforholdet men ingen dokumentation vedr. långivers identitet samt betalinger af afdrag m.m. tillægges det oplyste ikke betydning. Beløbet tillægges i stedet for som en indbetaling din indkomst. Det begrundes med, at du således har haft 75.000 kr. mere til rådighed end dine forhold i øvrigt giver mulighed for. Da vi ikke kender til andre indkomstkilder, vurderer vi at indkomsten kommer fra udeholdt omsætning i virksomheden.
Indkomsten forhøjes med +60.000
Moms af beløbet tillægges udgående afgift med 15.000 kr.
Der henvises til momslovens § 4. Der betales afgift af varer og ydelser. der leveres mod vederlag her i landet.
…"
Skattestyrelsen er i forbindelse med høringssvar fremkommet med følgende bemærkninger:
"…
Rådgiver fremfører, at fordi klager ikke vidste noget om G1-virksomhed’ forhold, skal det ikke have betydning, klagers fradrag mv.
Klager har ikke indsendt de ønskede dokumentationer om materiale der supplerer fakturaerne, f.eks. underbilag, tilbud mv., timesedler, kontrakter, korrespondance om udført arbejde, aftaler, kontakt info på personer der har udført arbejdet m.m. Endvidere har klager ikke kunnet oplyse eller dokumentere hvem han reelt har haft kontakten med eller hvem der reelt har udført arbejdet.
For at modvirke undergrundsøkonomi er det skattestyrelsen opgave til at forholde sig til det faktiske dokumentationer der foreligger.
I det konkrete tilfælde er det derfor ikke tilstrækkeligt, at klager har modtaget en faktura og har betalt et fakturabeløbet.
I selskabet G1-virksomhed’ tilfælde er der tale om et selskab, der er konstrueret til udskrivning af faktura, for efterfølgende at gå konkurs. Herved undgår man reelt at der kommer beskatning af indtægtssiden.
Politiets efterforskning som er afsluttet i efteråret 2018 har klarlagt, at G1-virksomhed ikke har leveret arbejdskraft. Politiet har i den forbindelse konstateret, at G1-virksomhed anvendes til, at udstede fakturaer og til at føre pengene retur i et eller andet omfang, efter en procentdel af fakturasummen er tilbageholdt som provision til de personer der udstedte fakturaerne. Hvem der konkret har modtaget pengene er vi ikke bekendt med.
Vi skal medgive, at det jf. bilag 2 ikke er usædvanligt, at klager betaler regninger ganske kort tid efter at disse er udskrevet.
Klager anfører, at det ikke er usædvanligt, at underentreprenører ikke nævnes i byggereferater. Skattestyrelsen har i andre kontroller inden for byggeriet konstateret det modsatte, at også underleverandørernes folk er med til byggemøder, særligt formændene (sjakbajs). Dette giver også mening således at man som hovedentreprenør sikrer sig alle har forstået de løbende budskaber som skal formidles.
Klager anfører videre, at der er bekræftelser på at der på pladserne har deltaget underleverandører, samt at disse var udenlandske, og nu oplyses det også at der var tale om østeuropæere. Det findes ikke at være nok til at dokumentere fradraget.
Jf. ovenstående finder vi, at såfremt der er udført arbejde, så
- Har klager vist hvem han konkret har aftale med
- Hvem der har udført arbejderne
- Hvilke arbejder der konkret er tale om
- Vil der foreligge underbilag, tilbud mv., timesedler, kontrakter, korrespondance om udført arbejde, aftaler, kontakt info på personer der har udført arbejdet m.m.
- Må klager have sikret sig, at såfremt der er tale om udenlandske arbejdere, så er forholdene i orden i forhold til rut-registret mv.
På den baggrund har klager haft en viden der vil kunne have identificeret hvem, aftalerne er indgået med, hvem der har udført arbejdet mv.
Skatteforvaltningen finder, at klagers opmærksomhed med hensyn til dokumentation burde være skærpet, under hensyn til ovenstående, ligesom vi ikke finder, at klager har dokumenteret at underbilag til omhandlede fakturaer opfylder kravene eller at der er sket levering i disse tilfælde.
Samlet set finder skattestyrelsen ikke der er sket levering. Der er ikke angivet askat og moms i selskabet. G1-virksomhed er anvendt til fiktive faktura uden reelt indhold. Med andre ord har dette selskab blot givet pengene videre til andre som måske er rette indtægtsmodtagere. Klager findes ikke at have dokumenteret at fakturaer havde reelt indhold jf. ovenstående.
Det findes ikke at have nogen betydning, at daværende SKAT i første omgang har fundet at G1-virksomhed hæfter for a-skat og moms, idet Skattestyrelsen har forladt den tanke. Korrektion af G1-virksomhed findes ikke relevant, idet konkursboet ikke tilføres nogen penge herved. En korrektion er derfor uden selvstændig mening. Endvidere var politiet efterforskning ikke afsluttet på det tidspunkt hvor hæftelsen blev gjort gældende.
Der henvises til SKM 2018.540 - afgørelse fra Landsskatteretten
Heraf fremgår, at det er ikke tilstrækkeligt at få tilsendt en faktura, betale fakturaen via bankoverførsel og så bogføre den ind i regnskabet som f.eks. på køb af fremmed arbejde. Der skal fremlægges supplerende dokumentation for ydelsen, herunder art og omfang.
Samme praksis har Landsskatteretten udtrykt i j.nr. 15-2156180 (se www.afgoerelsesdatabasen.dk ) Det forhold, at betalingen af de omhandlede fakturaer er registreret i selskabets bogholderi og medtaget i det reviderede regnskab, og at der er indsendt fakturaer fra selskabets kunder, der angiveligt skulle vedrøre arbejdet, som de angivne underentreprenører skulle have udført, kan ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke herved anses for bevist, at der er sket levering af de ydelser, som fakturaerne relaterer sig til, jf. momslovens § 37, stk. 1. Den omstændighed, at der er fremsendt kontoudtog fra selskabets bank, hvoraf der fremgår en række betalinger via bankoverførsler svarende til nogle af fakturaerne kan ikke føre til noget andet resultat.
De fremførte synspunkter giver således ikke anledning til en ændret opfattelse og det fastholdes derfor, at der ikke dokumenteret at der er sket levering.
I forhold til punktet omkring privat lån, er det nu oplyst hvem der har ydet lånet, hvornår det er ydet. Det fremgår dog stadig ikke præcist, hvornår lånet er tilbagebetalt. Det skal bemærkes, at der ikke fremlagt konkrete overførselsdokumenter eller dokumentation for låneaftale. Det får dog den betydning, at skattestyrelsen indstiller at indkomstforhøjelsen i 2016 på 60.000 kr. og yderligere udgående afgift i 3. kvartal 2016 på 15.000 kr. frafaldes, idet vi anser det for sandsynligt, at der er ydet et lån af den omtalte størrelse.
…"
Skattestyrelsen er i forbindelse med erklæringsskrivelse af 17. maj 2021 fremkommet med følgende bemærkninger:
"…
Fremmed arbejde.
Klage over indkomståret 201,6 vedrører bl.a. fradrag for afholdte udgifter til G1-virksomhed - ...11 for fremmed arbejde i klagers virksomhed.
Selskabet er stiftet den 1/12 2015 og med konkursdekret den 6/3 2017 med efterfølgende konkurs den 11/12 2017.
Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen, at der ikke anerkendes fradrag for fremmed arbejde angivelig udført af G1-virksomhed på 209.000,- kr. ekskl. moms.
Der er ved vurderingen lagt vægt på:
- At politiets efterforskning har konstateret at selskabet tilsyneladende har udstedt fakturaer uden reel indhold / baggrund.
- At fakturaerne ikke indeholder oplysninger, om arten af leverede ydelser, hvem ydelserne er leveret af m.m.
- At der ikke er fremlagt samarbejdsaftaler eller andet bilagsmateriale der underbygger realiteten bag de 3 udstedte fakturaer.
Yderligere omsætning
Forhøjelsen af omsætningen på 60.000,- kr. ekskl. moms frafaldes, da klager nu har sandsynliggjort at der er tale om et lån, som på nuværende tidspunkt er tilbagebetalt.
Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2016 skal nedsættes med 269.000 kr., idet forhøjelsen for yderligere omsætning skal nedsættes med 60.000 kr. og fradrag for udgifter til fremmed arbejde som driftsomkostning på 209.000 kr. skal imødekommes.
Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:
"…
Ad indsigelserne
Der henvises som udgangspunkt til brev af 19. juni 2020, hvor undertegnede på vegne A har redegjort for de punkter, som Skat havde bemærkninger til. Brevet vedlægges som bilag 1 inkl. underbilag.
"…
Supplerende bemærkninger:
Underentreprenøren G1-virksomhed:
Det fastholdes, at der er ret til momsfradrag og regnskabsmæssigt fradrag for fakturaer fra G1-virksomhed.
Indledningsvis bemærkes, at Skat i sin afgørelse gør meget ud af at redegøre for G1-virksomhed forhold bl.a. redegør for, hvor mange penge der er indgået, hvor hurtigt de er hævet, hvem der har været registreret som ansat o.s.v.
Det er alt sammen forhold, som klager IKKE har haft viden om, og som derfor umuligt kan have vægt ved vurderingen af, om der skal gives fradrag.
Herudover tillægges følgende vægt:
Fakturaerne blev betalt samme dag de blev modtaget.
Dette er ikke hverken usædvanligt eller bebrejdelsesværdigt.
Klager skønner, at han betaler 70 - 80% af modtagne regninger indenfor et par dage.
Til nærmere belysning heraf vedlægges kopi af en række andre fakturaer tillige med dokumentation i form af bankudskrift på, at de er betalt samme dag/få dage efter modtagelsen, jf. bilag 2.
Byggemødereferater
Der er fremlagt byggemødereferater til dokumentation af, at klager havde flere folk på pladsen, end klager selv havde beskæftiget.
Skat undrer sig over, at G1-virksomhed ikke er nævnt i referaterne. Det skal Skat ikke undre sig over:
• Det er heller ikke nævnt andre af klagers underentreprenører
• Det er helt normalt, at underentreprenører ikke deltager i byggemøder - det er jo klager, der har kontrakten, og bygherre har ingen interesse i, at tale med underentreprenørerne, idet han kan holde sig til klager, som så må kommunikere videre. Klagers egne folk på pladsen deltog jo heller ikke.
Det fremgår af byggemødereferater, at der har været syv mand fra klager på pladsen. Som klager erindrer, var de to ansatte hos klager, to til tre fra underentreprenøren G3-virksomhed og 2/3 fra G1-virksomhed. Byggemødereferater fremgår af bilag 1.
Ad bekræftelser.
Der er fremlagt (bilag 1) bekræftelser på, at der på pladserne har deltaget underleverandører. Når disse betegnes som "udenlandske", er det selvsagt ikke selskabet, men derimod de fysiske personer der deltog. Og der er tidligere redegjort for, at medarbejderne fra G1-virksomhed var østeuropæere.
Konkrete oplysninger.
Det er korrekt, at klager ikke længere husker navne på kontaktperson eller på de konkrete medarbejdere - det er der heller ikke krav til.
Ad G1-virksomhed.
Som der er redegjort for, har Skat selv efterreguleret a-skat for G1-virksomhed med et tocifret millionbeløb.
Nu hævdes det, at der ikke har været nogen ansatte, og at politiets efterforskning skulle have vist dette.
Det er udokumenteret i sagen.
Det forekommer også belejligt for argumentationen, at det hævdes, at Skat "ikke gider" tilbageføre ansættelsen, selvom Skat nu mener, den er forkert.
Sådan kan man ikke argumentere.
Skat har pålagt en millionskat for medarbejdere, og det må derfor lægges til grund, at disse medarbejdere også har været der.
…
Ad privat lån
Indsigelsen fastholdes.
Skat har fået oplysning om, hvem pågældende LA er, jf. bilag 3.
Der ses ingen begrundelse for at tilsidesætte disse oplysninger.
…"
Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar:
"…
Ad G1-virksomhed
Skattestyrelsens afgørelse hviler på præmisser om G1-virksomhed, som ikke er klager bekendt og som er udokumenteret.
Det undrer fortsat, at Skattestyrelsen nu hævder, at G1-virksomhed ikke har arbejdet, allerede fordi Skattestyrelsen selv tidligere har anført, at G1-virksomhed skylder flere millioner i manglende afregning af A-skat.
En sådan inkonsekvens i argumentationen ville en skatteyder ikke kunne slippe afsted med - men kan ikke i en sammenhæng mene, at der skyldes A-skat og i anden sammenhæng mene, at der ikke har været ansatte.
Om G1-virksomhed udover vikararbejde også har været brugt til fiktive fradrag ved klager ikke noget om - at viden herom er i givet fald bagklogskab.
Ad underentreprenører
Det er overfor Skattestyrelsen dokumenteret via erklæring fra uvildig byggeleder på pladsen fra G4-virksomhed (hovedentreprenøren), at der var to udenlandske underentreprenører på pladsen for klager.
Den ene var G3-virksomhed - og Skattestyrelsen kan ved en gennemgang af bilagsmaterialet konstatere, at der IKKE har været andre herudover end G1-virksomhed. Det er således dokumenteret, at G1-virksomhed har leveret arbejde.
Det er noteret, at Skattestyrelsen har frafaldet mistænkeliggørelsen af de hurtige betalinger.
Det er korrekt, at klager ikke længere er i besiddelse af kontaktinfo for G1-virksomhed. Da klager ganske enkelt ikke havde set dette komme, er der ikke gjort noget for at have dokumentation for, hvilke personer der har været kontakt med.
Den praktiske fremgangsmåde var, at der var møde på pladsen, hvor tingene blev aftalt.
Ad byggemøder
Jeg kan selvsagt ikke afvise, at Skattestyrelsen har set sager, hvor UE har deltaget i byggemøder. Det er dog ikke sædvanlig praksis. Som udgangspunkt vil en byggeherre kun mødes med den/dem han har kontrakt med.
Dette er også logisk, idet kontraktgrundlaget jo ikke er det samme - priserne ikke er de samme - og dermed er problemstillingerne ikke de samme. Hovedentreprenøren er ikke interesseret i, at UE ved f.eks. hvilken pris hovedentreprenøren kan aftale for et ekstraarbejde.
Ad arten af arbejde
Klager ved godt hvad der er lavet - der er lavet gipsarbejde i 18 badeværelser og i mindre omfang udført isolering.
Ad generelt
Sagen skal ses som "verden var" i 2016 og ikke med den viden som Skat og andre har i dag.
Klager havde aldrig hørt om den form for svindet, som Skattestyrelsen øjensynligt mener G1-virksomhed har bedrevet.
Klager har i 20 år drevet sin virksomhed med en stor del sms-korrespondance (som ikke gemmes længere end telefonens levetid) og mundtlige aftaler. Det har klager nu lært, at han må ændre - og der er sket. Men det bør ikke komme til skade i relation til, hvad der er sket i 2016.
Ad privat lån
Det er noteret, at denne forhøjelse er frafaldet.
…"
Repræsentanten er ved skrivelse af 23. marts 2021. fremkommet med følgende bemærkninger:
"…
A har bedt mig kommentere jeres brev af 22. februar 2021 omhandlende fradrag "fremmed arbejde" i 2016.
Forslaget kan IKKE tiltrædes.
Ad forklaring
A vil gerne have foretræde for Landsskatteretten for at forklare forløbet - ikke for at argumentere for det skatteretlige.
Dette forekommer rimeligt i denne sag, idet sagen alene omhandler, hvorvidt A har fået udført arbejde svarende til fakturaerne - eller ikke.
Ad substansen
Det er korrekt at der foreligger meget lidt skriftligt i denne sag - og det er selvsagt uheldigt, at de selskaber, der har arbejdet, åbenbart har haft et andet "hovedformål".
Det ændrer dog ikke på, at A har krav på fradrag forudsat, at der er udført arbejde.
Det bemærkes i den forbindelse:
- at der intet er i sagen der tyder i retning af, at A har deltaget i hvidvask, herunder modtaget penge retur. En gennemgang af As privatforbrug viser, at det ligger på et rimelig/højt niveau i 2016 med ca. kr. 180.000,00
- at det er et faktum, at A i stort omfang bruger underentreprenører, jf. at A i 2016 omtalte for kr. 3.700.000,00 og havde lønudgifter for kr. 600.000,00 - og fremmed arbejde for kr. 1.041.000,00
- at A har redegjort præcist for, hvor disse to firmaer arbejdede
- at A har indhentet bekræftelse fra bl.a. byggeledelse
- at A har indhentet bekræftelse fra bl.a. byggeledelse på, at der var fremmed arbejde på pladsen
- at der ikke er fakturaer fra andre firmaer omhandlende de arbejder, som A oplyser er udført
- at der i to af sagerne er tale om fast pris - og derfor ligger der ikke nogen form for aftaler
- at A har redegjort for hvordan han fik kontakt med disse firmaer, lige så vel som andre underentreprenører. Som bilag 4 fremlægges screendump fra facebookgruppen
I denne sag "straffes" A for, at han ikke har været opmærksom på den problemstilling, som sagen viser: at der åbenbart har været en organiseret trafik af falske fradrag. Det forekommer ikke rimeligt, når der ikke er noget der indikerer, at A har deltaget i dette.
Fremadrettet vil dette ikke kunne ske igen, grundet de kontroller A nu har indført set i lyset af denne sag.
…"
Repræsentanten er ved skrivelse af 31. maj 2021 fremkommet med supplerende bemærkninger:
"…
På vegne A skal jeg kommentere jeres brev af 17. og 18. maj omhandlende fradrag/momsfradrag 2016.
Indledningsvis bemærkes, at det er oplevelsen, at det intet ændrer, uanset hvad vi skriver. Vi håber ikke det er tilfældet, men hidtil må vi konstatere, at der ikke har været nogen ændringer.
Vi har fremlagt det materiale der forefindes - og det giver grundlag for:
- det er faktuelt, at A har udført arbejde på diverse byggepladser
- det er faktuelt, at der har været brugt underleverandører, jf. dels at A ikke selv har haft de fornødne ansatte (havde vist kun én) og der er vidnefaste erklæringer om brug af udenlandske underentreprenører (blot uden navneangivelse)
- det er faktuelt, hvem der har været brugt, jf. As regnskab
Alligevel godkendes der ikke fradrag, idet Skat lægger til grund, at underleverandøren G1-virksomhed ikke havde ansatte og derfor ikke kunne levere ydelser svarende til det fakturerede.
Det er en påstand A ikke har nogen mulighed for at kommentere, idet A jo ikke kan undersøge dette. Modsat mener vi, at Skat jo heller ikke kan vide, om G1-virksomhed har haft ansatte blot uden at selvangive disse? (Og det bliver hermed As problem?).
Skat lægger endvidere vægt på, at underentreprenørens ansatte ikke er nævnt i byggemødereferater. Dette må tilskrives manglende praktisk erfaring med byggesager; de ansattes navne indgår aldrig i byggemødereferatet, og en underentreprenør som G1-virksomhed deltager aldrig i byggemøder med bygherre (argumentet er således ikke korrekt).
Herudover tillægges det vægt, at der ikke er navne på timerne og beskrivelser af opgaven. Dette er A underordnet - han havde jo en aftale om et konkret arbejde (f.eks. gipsarbejde) og dermed vidste han præcist, hvad der var lavet, og han vidste præcist om der var en eller tre mand på pladsen (og havde derfor ingen interesse i pågældendes navn). Argumentet siger derfor intet.
Det er korrekt, at der ikke er nogen korrespondance med pågældende. Dette skyldes dels, at der er gået tre til fire år og at der altid har været begrænset korrespondance med disse "daglejer-underentreprenører", som blev fundet via hjemmesiden "Find håndværker".
Disse elementer bør inddrages.
…"
Retsmøde
Klageren mødte selv til retsmødet. Skattestyrelsen indledte mødet med at indstille i overensstemmelse med udtalelse af 17. maj 2021. Skattestyrelsen anførte, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at underleverandøren har leveret nogen arbejder til klagerens virksomhed. Skattestyrelsen lagde vægt på, at den anvendte underleverandør ikke har haft nogen ansatte, var gået konkurs og deres konti ikke bar præg af egentlig virksomhedsdrift.
Klageren redegjorde for, hvordan forholdene vedrørende brug af underleverandør fungerer i entreprisebranchen. Klageren oplyste, at han har anvendt en platform på Facebook til at komme i kontakt med de forskellige underleverandører. Klageren anvendte alene underleverandører til simpelt arbejde som f.eks. nedrivning eller gipsarbejde. Klageren gjorde desuden opmærksom på, at han ikke havde nogen oplysninger om den konkrete underleverandør, der var nægtet fradrag for.
Det ene retsmedlem ønskede yderligere dokumentation for, at lånet på 75.000 kr. var tilbagebetalt til långiver. De to øvrige retsmedlemmer tilsluttede sig dette retsmedlem.
Klagerens repræsentant har den 22. november 2021 efter efterspørgsel indsendt udskrift af kontoudtog fra F1-bank vedrørende henholdsvis kontonr. X1 og kontonr. X2 for perioden medio november 2016 til medio august 2017.
Sammen med kontoudtog har repræsentanten anført følgende tilhørende tekst:
"Vedhæftet fremsendes kontoudtog udvisende kontanthævninger (markeret med grøn og rød/orange) for i alt kr. 72.000,00. Disse hævninger udgør tilbagebetaling af lån til LA.
..."
De markerede hævninger udgør samlet 72.000 kr. Hævningerne udgør i størrelsesordenen 2.000 kr. til 40.000 kr. Sidste hævning udgør 40.000 kr., og er hævet den 1. august 2017.
Landsskatterettens afgørelse
Forhøjelse vedrørende yderligere omsætning
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4.
Skattepligtige skal ifølge dagældende skattekontrollovs § 1 selvangive deres indkomst til SKAT. Erhvervsdrivende skal ifølge dagældende skattekontrollovs § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006).
Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2013.274.BR samt SKM2007.214.ØLR, som blev stadfæstet af Højesteret i SKM2008.905.H.
Skattestyrelsen har forhøjet klageren som følge af yderligere omsætning med 60.000 kr. ekskl. Moms Forhøjelsen beror på en bankindsætning på 75.000 kr. foretaget den 2. august 2016, som er indsat på klagerens bankkonto.
Repræsentanten har henvist til, at lånet er ydet af LA, som er en god ven til klageren. Der er fremlagt en e-mail af 22. maj 2020 fra LA til klageren, hvor LA bekræfter at have ydet klageren et lån på 75.000 kr. i sommeren 2016, og at klageren har tilbagebetalt lånet igen med sidste rate i sommeren 2017.
Det er rettens opfattelse, at klagerens repræsentant har sandsynliggjort, at beløbet på 75.000 kr. kan henføres til et lån ydet af LA, som klageren har tilbagebetalt. Retten har herved lagt vægt på den fremlagte e-mail fra långiveren, som bekræfter at have lånt klageren beløbet i sommeren 2016. Endvidere indicerer hævninger på samlet 72.000 kr. på klagerens to konti svarende til hovedparten af det lånte beløb, at beløbet er tilbagebetalt i overensstemmelse med det af långiver anførte i e-mail af 22. maj 2020 med sidste rare den 1. august 2017.
På baggrund af ovenstående omfattes beløbet på 60.000 kr. ekskl. moms ikke af statsskattelovens § 4.
Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse til 0 kr. for dette forhold.
Fradrag for udgifter til fremmed arbejde
Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.
Skattestyrelsen har nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde med 209.000 kr. for underleverandøren G1-virksomhed for perioden fra 1. januar 2016 til 31. december 2016.
Beviskravet vil efter retspraksis typisk blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan tale imod, at der er tale om fradragsberettigede udgifter.
Klageren har fremlagt dokumentation i form af udstedte fakturaer, og at der rent faktisk er sket betaling af disse fakturaer.
Under normale omstændigheder ville denne dokumentation som udgangspunkt være tilstrækkelig til at dokumentere, at der er tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
I denne sag, hvor politiets efterforskning har klarlagt, at G1-virksomhed ikke har leveret arbejdskraft, men at G1-virksomhed har været anvendt til at udstede fakturaer og til at føre pengene retur i et eller andet omfang, hvor G1-virksomhed alene har angivet løn til direktøren VD for perioden januar-marts 2016, som i øvrigt også er før den relevante periode, hvor direktøren fra G1-virksomhed ikke har været mulig for konkursboets kurator at finde, da denne ikke længere har en registreret adresse i Danmark, hvor der ikke er fremlagt noget korrespondance eller lignende mellem klageren og G1-virksomhed, som relaterer sig til de leverede ydelser, hvor fakturaerne ikke indeholder nogen oplysninger om, hvilke ydelser der reelt er leveret, eller hvilke personer, der har leveret disse ydelser, hvor der ikke er fremlagt samarbejdskontrakt, timesedler eller andet underbilag, finder Landsskatteretten, at den fremlagte dokumentation i form af de udstedte fakturaer og betaling af disse under disse omstændigheder ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at der er tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Det er herefter rettens opfattelse, at der ikke foreligger realiteter bag de fremlagte fakturaer fra underleverandørerne for håndværkerydelser, idet der henvises til praksis herom, jf. Retten i Glostrups dom af 10. februar 2017 offentliggjort i SKM 2017.210.BR, og Retten i Roskildes dom af 16. november 2015, offentliggjort i SKM 2016.9.BR. Der henvises endvidere til Landsskatterettens afgørelser af henholdsvis 27. september 2018, offentliggjort som SKM 2018.539.LSR og 15. november 2018, offentliggjort som SKM 201.8.613.LSR.
Det forhold, at det er dokumenteret, at der er betalt for ydelserne, kan ikke i sig selv udgøre et sikkert bevis for, at udgifterne dækker over fradragsberettigede driftsomkostninger. Udtalelserne, byggemødereferaterne, entreprisekontrakten og tømrerentreprisen kan ligeledes ikke føre til et andet resultat, da disse ikke indeholder nogen konkrete oplysninger om G1-virksomhed.
Retten finder herefter, at det er med rette, at Skattestyrelsen har nægtet klageren fradrag for udgifter til underleverandøren G1-virksomhed i perioden fra 1. januar 2016 til 31. december 2016.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.
…"
Af Landsskatteafgørelsen af 11. januar 2022 (bilag 13), fremgår:
"Afgørelse fra
Landsskatteretten
11. januar 2022
Sagsnr. 20-0079000
I afgørelsen har deltaget: Poul Bostrup, Torsten Schack Pedersen og Ole Stavad
Klager: A
Klage over: SKATs afgørelse af 24-06-2020
Cvr-nr.: ...11
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 67.250 kr. for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2016. Forhøjelsen vedrører yderligere ansat udgående afgift (salgsmoms) og nægtelse af fradrag for indgående afgift (købsmoms) vedrørende virksomhedens udgifter til underleverandører.
Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse.
Møde
Virksomhedens repræsentant har udtalt sig ved et retsmøde med Landsskatteretten.
Faktiske oplysninger
A, cvr-nr. ...11, herefter virksomheden, blev startet den 15. december 2008 og beskæftiger sig med tømrer- og snedker virksomhed. Virksomheden er registreret under branchekoden 433200 "Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed". A er virksomhedens indehaver. Virksomheden er registreret for moms.
Virksomheden har fremlagt årsregnskab for 2016 indeholdende resultatopgørelse og balance. Endvidere er fremlagt kontospecifikationer.
Af resultatopgørelsen for 1. januar 2016 - 31. december 2016 fremgår, at virksomheden havde en omsætning på 3.759.105 kr. og samlede udgifter til vareforbrug på i alt 2.206.661 kr., hvoraf 1.041.177 kr. ekskl. moms var udgifter til fremmed arbejde.
Momsen af udgifterne til fremmed arbejde for 2. kvartal er bogført med 67.617,38 kr. via bogføringskonto 2201 "Fremmed arbejde".
Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 67.250 kr. for perioden 1. januar til 31. december 2016. Forhøjelsen skyldes, at der er konstateret yderligere momspligtig omsætning samt nægtelse af fradrag for udgifter til underleverandøren G1-virksomhed.
Forhøjelse vedrørende yderligere omsætning
Skattestyrelsen har for den afgiftspligtige periode fra 1. juli til 30. september 2016 forhøjet virksomhedens momstilsvar med 15.000 kr. vedrørende yderligere ansat salgsmoms som følge af yderligere omsætning.
Forhøjelsen beror på en bankindsætning på klagerens bankkonto foretaget 2. august 2016 på 75.000 kr. Som tekst på overførslen er anført "PRIVAT LÅN".
Beløbet er bogført på bogføringskontoerne 20400 "Privat Indskud" og 22100 "F1-bank X1".
Virksomhedens repræsentant har anført, at beløbet på 75.000 kr. vedrører et lån, som indehaverens gode ven, LA, har ydet til indehaveren. Som dokumentation herfor er fremlagt to e-mails fra LA af henholdsvis 22. april og 22. maj 2020. Af de to enslydende e-mails fremgår:
"…
Jeg beskæftiger hermed at jeg har lånt A 75.000 kr. i sommeren 2016 da han havde et likviditets problem i forbindelse med et bygge projekt. A har betalt lånet tilbage den sidste rate jeg i sommeren 2017.
I e-mailen af 22. maj 2020 er yderligere tilføjet:
"Da jeg har kendt A gennem mange år har vi desværre ikke oprettet et skyldner brev. Men jeg står til rådighed hvis der er behov for yderligere information.
…"
I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen har repræsentanten indsendt udskrift af kontoudtog fra F1-bank vedrørende henholdsvis kontonr. X1 og kontonr. X2 for perioden medio november 2016 til medio august 2017.
Repræsentanten har markeret en række hævninger på de to kontoudtog som samlet beløber sig til 72.000 kr. Hævningerne udgør i størrelsesordenen 2.000 kr. til 40.000 kr. Sidste hævning udgør 40.000 kr., og er hævet den 1. august 2017.
Fradrag for udgifter til fremmed arbejde
Følgende fakturaer er indgået i Skattestyrelsens sagsbehandling:
Betalingsdato | Fakturadato | Faktura nr. | Beløb i kr. ekskl. Moms | Moms i kr. | Beløb i kr. inkl. Moms | Tekst |
26-04-16 | 18-04-16 | 3052 | 64.000,00 | 16.000,00 | 80.000,00 | Nedrivnings- arbejde fast aftalt pris |
08-06-16 | 31-05-16 | 3150 | 44.000,00 | 11.000,00 | 55.000,00 | Nedrivnings- arbejde fast aftalt pris på Y1-adresse |
03-09-16 | 26-08-16 | 3569 | 101.000,00 | 25.250,00 | 126.250,00 | Køb af medhjælp Jf. Opgørelse |
| | | 209.000,00 | 52.250,00 | 261.250,00 | |
Udgifterne for de opkrævede fakturaer er bogført på bogføringskonto 2201 "Fremmed arbejde". Der er ikke fremlagt øvrigt materiale til fakturaerne, som eksempelvis opgørelse anført på faktura med fakturanr. 3569 eller andet bilag.
Virksomhedens indehaver har som dokumentation for betaling af fakturaerne fremlagt kontoudtog fra F1-bank for perioden 1. januar 2016 - 31. december 2016. Det fremgår af kontoudtogene, at der er sket overførsler fra indehaverens bankkonto svarende til beløbene i de angivne underleverandørfakturaer.
G1-virksomhed, cvr-nr. ...12
G1-virksomhed, herefter benævnt G1-virksomhed, blev stiftet den 1. december 2015 og var aktiv til den 11. december 2017. G1-virksomhed har været registreret med branchekoden 782000 "Vikarbureauer" og bibranche 649900 "Anden finansiel formidling undtagen forsikring og pensionsforsikring i.a.n.". G1-virksomhed’s formål har været udlejning af mandskab og dermed beslægtet aktivitet. VD har været registreret som direktør for G1-virksomhed i den relevante periode. Der er ingen oplysninger om ansatte medarbejdere for den relevante periode i Det Centrale Virksomhedsregister. G1-virksomhed blev opløst efter konkurs den 11. december 2017.
Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har G1-virksomhed alene angivet løn til direktøren VD for perioden januar-marts 2016. Kurator for konkursboet G1-virksomhed har ved cirkulæreskrivelse § 125, stk. 2 af 23. maj 2017 oplyst, at det ikke er lykkedes for kurator at finde selskabets tidligere direktør, som ikke længere har en registreret adresse i Danmark.
Skattestyrelsen har oplyst, at politiets efterforskning af underleverandøren G1-virksomhed har klarlagt, at G1-virksomhed ikke har leveret arbejdskraft. Politiet har herved konstateret, at G1-virksomhed anvendes til at udstede fakturaer og til at føre pengene retur i et eller andet omfang, efter en procentdel af fakturasummen er tilbageholdt som provision til de personer, der udstedte fakturaerne.
Virksomhedens indehaver har oplyst til Skattestyrelsen, at han ikke havde meget på netop G1-virksomhed, og at han udmærket var klar over, at det ikke var alle de benyttede underentreprenører, der var helt fine i kanten.
G1-virksomhed har været anvendt til to sager for virksomheden. Den ene sag vedrører entreprise på Y1-adresse og den anden sag vedrører en entreprise på Y2-adresse i Y2-by. Der er fremlagt udtalelser fra personer, der har haft relation til klagerens virksomhed i forbindelse med de to sager, hvor G1-virksomhed har været anvendt. Endvidere er fremlagt syv byggemødereferater fra den ene sag og entreprisekontrakter for begge sager.
Af udtalelse fra projektleder af 7. juni 2020 på den ene sag bekræftes, at virksomheden har haft to udenlandske underentreprenører, som har udført gips montager på lofter og vægge på Y1-adresse, og at der har været udfordringer hermed. Projektlederen har ikke kunnet godkende arbejderne.
Af udtalelse af 10. juni 2020 fra tidligere lærling i virksomheden bekræftes, at der har været to forskellige firmaer med udenlandske arbejdskraft, som har hjulpet med at slæbe gips på de forskellige etager, og hjulpet med selve gipsarbejdet.
Af byggemødereferaterne fra entreprisen på Y1-adresse oplistes mellem 5 og 7 tømrer til brug for arbejdets udførelse. G1-virksomhed står ikke anført med navns nævnelse i byggemødereferaterne.
Af udateret og ikke underskrevet entreprisekontrakt med tilhørende materiale og arbejdsbeskrivelse af 14. december 2015 for sagen vedrørende Y2-adresse, Y2-by, fremgår, hvilke opgaver, der skal laves. G1-virksomhed er ikke nævnt heri.
Af entreprisekontrakten på Y1-adresse fremgår, hvad kontraktsummen har været og hvad aftalen omfatter. G1-virksomhed er ikke nævnt heri.
I forbindelse med klagesagsbehandlingen har klagerens repræsentant fremlagt screendump fra facebookgruppen "Selvstændige Håndværkere". Denne screendump indeholder nogle henvendelser fra andre personer end klageren selv angående håndværkerydelser.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar for perioden 1. januar 2016 - 31. december 2016 med i alt 67.250 kr. Forhøjelsen skyldes forhøjelse af virksomhedens salgsmoms med 15.000 kr. vedrørende yderligere ansat omsætning og nægtelse af fradrag for udgifter til købsmoms af udgifter vedrørende fremmed arbejde med 52.250 kr.
Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:
"…
Beskrivelse af virksomheden
Virksomhedens se-/cvr-nr. er ...11.
Virksomhedens navn er G2-virksomhed, v/A.
Virksomheden er registreret pr. 1.8.1997 under branchen Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed.
Virksomheden har under se nr. ...13 løngivet 510.435 kr. i indkomståret 2016, fremmedarbejder udgør 1.041.177 kr.
Lønudgifter svarer til ca. 2 ansatte i gennemsnit.
Sagsfremstilling og begrundelse
…
2. Ikke godkendt momsfradrag for udgifter til fremmedarbejder vedrørende underentreprenøren G1-virksomhed
…
2.1. De faktiske forhold
Du har modtaget, bogført, betalt og fratrukket fra G1-virksomhed:
G1-virksomhed ...12 | | inkl. moms |
18-04-2016 | 64 | 80.000,00 |
31-05-2016 | 119 | 55.000,00 |
26-06-2016 | 174 | 126.250,00 |
2016 i alt | | 261.260,00 |
Faktura af 18.4.2016 og 26.08.2016 er betalt fra virksomhedens kassekredit samme dag som fakturaerne er udskrevet, faktura af 31.5.2016 er betalt dagen efter den er udskrevet.
Selskabet G1-virksomhed har alene angivet løn til direktøren VD, han har kun fået løn i januar-marts 2016.
(fotos)
Vi har ved mail af den 11.3.2020 spurgt til yderligere dokumentation for at disse fradrag i form af:
Fremmedarbejder i perioden 2016-2018:
Som dokumentation for udvalgte fremmedarbejder ønskes materiale der supplerer fakturaerne, f.eks. underbilag, tilbud mv., timesedler, kontrakter, korrespondance om udført arbejde, aftaler, kontakt info på personer der har udført arbejdet m.m. I den forbindelse har vi vedlagt kopi af de 3 faktura der aktuelt er tale om.
Selskabet G1-virksomhed med se nr.: ...12 er registreret med startdato 23.2.2016. Hovedbranchen er angivet som vikarbureauer og underbranchen er angivet som Anden finansiel formidling undtagen forsikring og pensionsforsikring i.a.n.
Direktøren VD er tiltrådt den 1.12.2015 og fratrådt den 10.2.2017.
Selskabet er opløst efter konkurs den 11.12.2017.
Med henvisning til cirkulæreskrivelse § 125, stk. 2 af 23.5.2017 fra R1 i konkursboet G1-virksomhed, er det ikke lykkedes for kurator at finde selskabets tidligere direktør, som ikke længere har en registreret adresse i Danmark.
Kurator havde gennemgået bankkontoen for perioden 16.3.2016-31.10.2016. Det fremgår at der var indsat 61.939.626 kr. på kontoen, pengene var hurtigt hævet igen efter kort tid.
Du har pr. telefon den 11.4.2020 oplyst, at du ikke havde så meget på netop G1-virksomhed. Videre spurgte du om det har forbindelse til (red.fjernet.projekt). Endelig kunne du oplyse, at du udmærket var klar over at det ikke var de benyttede underentreprenører der var helt fine i kanten.
2.2. Dine bemærkninger
Vi har den 19. juni 2020 modtaget:
G1-virksomhed
G1-virksomhed er en underentreprenør, der har været anvendt til to sager.
Det noteres, at Skattestyrelsen ikke mener, at G1-virksomhed har udført ydelser, idet der ikke har været nogen ansatte udover direktøren i en kort periode. Dette bestrides.
1. Boredegørelse
Undertegnede har modtaget boredegørelse fra kurator, hvor det bl.a. anføres: "Kurator har i den forbindelse været i kontakt med SKAT, der har undersøgt selskabet og på baggrund af kontoudtog…På baggrund heraf fandt SKAT, at selskabet i perioden fra 1. december 2015 til 31. oktober 2016 havde betalt DKK 11.119.220,00 for lidt i moms og DKK 25.192.983,00 for lidt i A-skat og AM-bidrag". Det er i modstrid med Skattestyrelsens opfattelse af, at der ikke været ansatte.
2. Udtalelser
Der har til sagen indhentet udtalelser fra dels ansatte, dels samarbejdspartnere, til dokumentation af, at der været anvendt underentreprenører til de to opgaver i Y2-by og Y1-adresse. Der fremlægges:
Bilag A: Udtalelse fra projektlederen på Y1-adresse, som bekræfter brug af to underleverandører.
Den ene var G1-virksomhed, den anden var G3-virksomhed.
Bilag B: Udtalelse fra KL, der bekræfter, at der har været brugt underentreprenører på begge entrepriser Bilag C: Udtalelse fra KL
3. Byggemødereferater
De gamle byggemødereferater fra Y1-adresse er fremskaffet og der fremlægges som bilag D: Byggemødereferat 1-7 udvisende, at A i perioden havde tre til syv mand på pladsen. På dette tidspunkt havde A alene to ansatte, som også var i Y2-by, så det er ganske klart, at der har været brug underentreprenører - helt svarende til udtalelserne, jf. punkt 2.
Udover G1-virksomhed blev anvendt G3-virksomhed. Der fremlægges:
Bilag E: Entreprisekontrakt Y2-by - udført for ca. kr. 2.000.000,00 udover Y1-adresse, hvilket selvsagt ikke er muligt med to mand. Y2-by var inkl. nedrivning. Jf. udtalelse bilag C er dette ikke udført af A’s egne folk.
Bilag F: Uddrag af kontrakt på Y1-adresse - ca. kr. 2.300.000,00
På baggrund af ovenstående dokumentation kan det IKKE godkendes, at der nægtes fradrag, ligesom det ikke kan godkendes, at der nægtes momsfradrag. Det bemærkes samtidig, at der intet grundlag er for at konstatere, at der er handlet groft uagtsomt.
Forholdet er derfor momsmæssigt også forældet.
Der vedlægges til dokumentation udtalelser fra ansatte og samarbejdspartnere, der underbygger, at der IKKE var indretning til beboelse, men til kontorbrug:
Bilag G: Udtalelse fra G9-Aps
Bilag H: Udtalelse fra tidligere ansat
Bilag B: Udtalelse fra tidligere lærling
Bilag I: Mail fra (red.fjernet.modtager) vedrørende fastsættelse af gasforbrug. Bilaget viser, at lejligheden ikke har kunnet være brugt til beboelse, jf. at A blev sat til et fast minimumsbeløb, da det reelle forbrug til løbende opkrævning
Der er indsendt følgende bekræftelser, byggemødereferater og entreprisekontrakter:
Bilag A. Mail fra NL af 7. juni 2020. Tidligere ansat projektleder hos G4-virksomhed: Han bekræfter, du har haft 2 udenlandske underentreprenører - som har udført gips montager på lofter og vægge på Y1-adresse. Samt at der har været udfordringer hermed - og at XZ ikke har kunnet godkende arbejderne.
Bilag B. Mail fra KL af 10.6.2020. Ansat som lærling i 2016. Han har arbejdet på Y1-adresse, og bekræfter at der har været samarbejde med 2 firmaer med udenlandsk arbejdskraft.
Bilag C. Mail fra KL af 10.6.2020. Gik som lærling sammen med LR på Y2-adresse i Y2-by. De udførte udelukkende tømmer arbejde/renovering og ikke nogen form for nedrivning.
Bilag D. Byggereferater:
1. Byggemøde 4.5.2016: Tømrer 5 mand
2. Byggemøde 15.6.2016 Tømrer 5 mand3. Byggemøde 22.6.2016 Tømrer 3 mand
4. Byggemøde 29.6.2016 Tømrer 4 mand 5. Byggemøde 6.7.2016 Tømrer 7 mand
6. Byggemøde 13.7.2016 Tømrer 7 mand 7. Byggemøde 20.7.2016 Tømrer 5 mand
8. Byggemøde 15.6.2016 Tømrer 5 mand
Bilag E. Entreprisekontrakt Y2-adresse, Y2-by.
Aftalt omkring nedrivning:
Alle gulve optages inkl. inventar, skillevægge, lofter m.m. samt udvendige vinduer og døre, udhæng, facademur for ombygning m.m. Bygherre forestår selv bortkørsel af al affald.
Øvrige arbejder aftalt i materiale og arbejdsbeskrivelse: Kloak, Vvs, Maler, El, Murer og endelig selvfølgelig Tømrer.
Bilag F. Tømrerentreprisen på Y1-adresse.
Kontraktsummen lyder på 1.939.157,00 kr. ekskl. moms. Jf. arbejdsbeskrivelse af dato:
29.06.2015.
…
2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Indgående afgift i 2. kvartal af 2016 kan opgøres til 52.250 kr.
G1-virksomhed ...12 | | inkl. moms | Moms |
18-04-2016 | 64 | 80.000,00 | 16.000,00 |
31-05-2016 | 119 | 55.000,00 | 11.000,00 |
26-06-2016 | 174 | 126.250,00 | 25.250,00 |
| | 261.260,00 | 52.250,00 |
Det findes usædvanligt, at faktura af 18.4.2016 og 26.8.2016 er betalt fra virksomhedens kassekredit samme dag som fakturaerne er udskrevet, faktura af 31.5.2016 er betalt dagen efter den er udskrevet.
Selskabet har alene angivet løn til direktøren VD, han har kun fået løn i januar-marts 2016.
Bilag 64 angives på faktura at vedrøre nedrivningsarbejde fast aftalt pris, vedrørende Y3-adresse, Y2-by.
Bilag 119 angives på faktura at vedrøre nedrivningsarbejde fast aftalt pris på Y1-adresse.
Bilag 174 angives p faktura at vedrøre køb af medhjælp jf. opgørelse vedrørende Y3-adresse.
Alle 3 fakturaer overholder således ikke fakturakravene jf. §§ 61 og 84 i Mindstekravsbekendtgørelsen.
• Der skulle altså være tale om fremmed arbejde, men
• idet der ikke er nogen ansatte i G1-virksomhed
• idet selskabet er opløst efter konkurs
• idet direktøren er forsvundet og efterfølgende er udrejst
• idet G1-virksomhed har ikke besvaret Skattestyrelsens henvendelser.
• idet de penge G1-virksomhed har modtaget, er videre sendt omgående,
• således:
Faktura 3052 80.000 kr. faktura fra G1-virksomhed 18.4.2016, betalt af dig 18.4.2016.
Modtager af beløbet har videresendt beløbet 20.4.2016 til et vekselbureau ved navn G5-virksomhed.
Faktura 3050 55.000 kr. faktura fra G1-virksomhed 31.5.2016, betalt af dig 26.8.2016.
Modtager af beløbet har videresendt beløbet 26.8.2016 til et vekselbureau ved navn G5-virksomhed.
Faktura 3569 126.250 kr. faktura fra G1-virksomhed 26.8.2016, betalt af dig 26.8.2016.
Modtager af beløbet har videresendt beløbet 26.8.2016 til et vekselbureau ved navn G5-virksomhed.
• idet der ikke er fremkommet nogen underliggende specifikationer eller forklaringer, som kan sandsynliggøre at forholdet skulle være som det fremgår af de bogførte fakturaer
• idet du har ved telefonsamtale oplyst, at du lige netop ikke har så meget materiale vedrørende faktura fra G1-virksomhed.
• idet virksomheden G2-virksomhed, v/A i øvrigt ikke har dokumenteret, at der er sket levering af de ydelser, det fremlagte materiale relaterer sig til, eksempelvis i form af underskrevne time- eller arbejdssedler.
• samt underhenvisning til ovenstående er det vores opfattelse at ovenstående usædvanlige forhold viser, at G1-virksomhed ikke har leveret nogen ydelse til virksomheden G2-virksomhed, v/A.
Det er SKATs opfattelse, at der ikke er noget grundlag for momsmæssig fradragsret for betalinger til G1-virksomhed.
Der er lagt vægt på, at der ingen dokumentation er for at G1-virksomhed har været i stand til at kunne levere en ydelse.
…
Det er ligeledes SKATs opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag for udgiften til G1-virksomhed skattemæssigt, idet der ikke er tale om en sædvanlig driftsudgift under henvisning til ovenstående idet udgift til G1-virksomhed således ikke har medvirket til at erhverve, sikre og vedligeholde den indkomst du har oppebåret i din virksomhed i 2016.
Skattemæssigt fradrag nægtes således med henvisning til Statsskattelovens § 6, stk.
1, litra a.
Forældelse:
"Ifølge skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 kan Skattestyrelsen ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb.
Ifølge skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1 fremgår det, at uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.
Dit afgiftstilsvar for 2. kvartal 2016 er ændret, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, da det er Skattestyrelsens opfattelse, at der er handlet groft uagtsomt ved at have taget fradrag for indgående afgift af nævnte faktura G1-virksomhed"
Vores bemærkninger til indsigelsen:
Det er korrekt, at SKAT har truffet afgørelse af den 5. april 2017 om, at selskabet G1-virksomhed er pålagt en hæftelse for moms og A-skat i den omtalte størrelsesorden.
Afgørelsen er truffet ud fra de mange fakturaer selskabet har udskrevet inkl. moms og fordi der ikke var angivet løn.
Politiets efterforskning som er afsluttet i efteråret 2018 har klarlagt, at G1-virksomhed ikke har leveret arbejdskraft. Politiet har i den forbindelse konstateret, at G1-virksomhed anvendes til, at udstede fakturaer og til at føre pengene retur i et eller andet omfang, efter en procentdel af fakturasummen er tilbageholdt som provision til de personer der udstedte fakturaerne. Hvem der konkret har modtaget pengene er vi ikke bekendt med.
Derfor er det Skattestyrelsens opfattelse, at det giver anledning til en ændret opfattelse idet den opgjorte arbejdsgiverhæftelse således ikke afspejler de reelle hændelser og derfor ikke skulle have været pålagt G1-virksomhed. Skattestyrelsen har af procesøkonomiske årsager ikke ændret afgørelsen på G1-virksomhed, idet selskabet nu er under konkursbehandling og der ikke er udsigt til dividende.
Det er ikke over for SKAT bevist, hvem der har fået de mange penge selskabet har modtaget.
Tilbage står G2-virksomhed v/A som har fået en faktura fra et stråmandsselskab, som ikke har leveret arbejdskraften.
Videre har Skattestyrelsen i fm. modtagne indsigelser modtaget byggemødereferater. Såfremt G1-virksomhed måtte have været reelt og har leveret en ydelse ville det være nærliggende at antage, at G1-virksomhed også indgik i den løbende dialog og var tilstede på byggepladsen herunder ved møder. Det har således ikke været tilfældet idet G1-virksomhed ikke fremgår af byggemødereferaterne.
De bekræftelser der er modtaget sammen med indsigelser på, at der har været underleverandører til G2-virksomhed v/A er i øvrigt bekræftelser på udenlandske underleverandører, hvilket G1-virksomhed ikke må anses som.
Der er således tvivl om G1-virksomhed tilstedeværelse på byggepladsen og dermed tvivl om en eventuel momspligtig leverance.
G2-virksomhed v/A har ikke leveret oplysninger om, hvem man konkret har talt med, hvem der har arbejdet på de enkelte projekter, eller dokumenteret arbejdet i form af arbejdssedler, som angiveligt skulle være dækket af fakturaen fra G1-virksomhed.
Herefter finder vi ikke der er dokumentation for at der er udført arbejde som angivet på de faktura der er fratrukket fra G1-virksomhed. Der er ikke oplyst navne, fremskaffet arbejdssedler eller andet andet der viser hvem der reelt har udført arbejdet eller hvem der eventuelt reelt er handlet med.
Faktura fra G1-virksomhed må derfor afises som værende indholdsløse.
Vi er enige i, at Tømrer står til flere mand end der er ansat i G2-virksomhed. Det synes dog ikke, at være afgørende for om der er fradrag for varekøb fra et selskab som ikke har haft muligheden for at levere arbejdskraften.
Det fremlagte materiale i form af mails og byggereferater, entreprisekontrakter og arbejdsbeskrivelse ændrer ikke afgørende på vores opfattelse.
Ansættelsen fastholdes derfor i sin helhed og med de anførte begrundelser vedr. nægtelse af fradrag for moms på de fakturaer fra G1-virksomhed.
Din rådgivers bemærkning om at han ikke finder forholdet groft uagtsomt, ses ikke at være begrundet.
…"
Skattestyrelsen er i forbindelse med høringssvar fremkommet med følgende bemærkninger:
"…
Rådgiver fremfører, at fordi klager ikke vidste noget om G1-virksomhed’ forhold, skal det ikke have betydning, klagers fradrag mv.
Klager har ikke indsendt de ønskede dokumentationer om materiale der supplerer fakturaerne, f.eks. underbilag, tilbud mv., timesedler, kontrakter, korrespondance om udført arbejde, aftaler, kontakt info på personer der har udført arbejdet m.m. Endvidere har klager ikke kunnet oplyse eller dokumentere hvem han reelt har haft kontakten med eller hvem der reelt har udført arbejdet.
For at modvirke undergrundsøkonomi er det skattestyrelsen opgave til at forholde sig til det faktiske dokumentationer der foreligger.
I det konkrete tilfælde er det derfor ikke tilstrækkeligt, at klager har modtaget en faktura og har betalt et fakturabeløbet.
I selskabet G1-virksomhed’ tilfælde er der tale om et selskab, der er konstrueret til udskrivning af faktura, for efterfølgende at gå konkurs. Herved undgår man reelt at der kommer beskatning af indtægtssiden.
Politiets efterforskning som er afsluttet i efteråret 2018 har klarlagt, at G1-virksomhed ikke har leveret arbejdskraft. Politiet har i den forbindelse konstateret, at G1-virksomhed anvendes til, at udstede fakturaer og til at føre pengene retur i et eller andet omfang, efter en procentdel af fakturasummen er tilbageholdt som provision til de personer der udstedte fakturaerne. Hvem der konkret har modtaget pengene er vi ikke bekendt med.
Vi skal medgive, at det jf. bilag 2 ikke er usædvanligt, at klager betaler regninger ganske kort tid efter at disse er udskrevet.
Klager anfører, at det ikke er usædvanligt, at underentreprenører ikke nævnes i byggereferater.
Skattestyrelsen har i andre kontroller inden for byggeriet konstateret det modsatte, at også underleverandørernes folk er med til byggemøder, særligt formændene (sjakbajs). Dette giver også mening således at man som hovedentreprenør sikrer sig alle har forstået de løbende budskaber som skal formidles.
Klager anfører videre, at der er bekræftelser på at der på pladserne har deltaget underleverandører, samt at disse var udenlandske, og nu oplyses det også at der var tale om østeuropæere. Det findes ikke at være nok til at dokumentere fradraget.
Jf. ovenstående finder vi, at såfremt der er udført arbejde, så
- Har klager vist hvem han konkret har aftale med
- Hvem der har udført arbejderne
- Hvilke arbejder der konkret er tale om
- Vil der foreligge underbilag, tilbud mv., timesedler, kontrakter, korrespondance om udført arbejde, aftaler, kontakt info på personer der har udført arbejdet m.m.
- Må klager have sikret sig, at såfremt der er tale om udenlandske arbejdere, så er forholdene i orden i forhold til rut-registret mv.
På den baggrund har klager haft en viden der vil kunne have identificeret hvem, aftalerne er indgået med, hvem der har udført arbejdet mv.
Skatteforvaltningen finder, at klagers opmærksomhed med hensyn til dokumentation burde være skærpet, under hensyn til ovenstående, ligesom vi ikke finder, at klager har dokumenteret at underbilag til omhandlede fakturaer opfylder kravene eller at der er sket levering i disse tilfælde.
Samlet set finder skattestyrelsen ikke der er sket levering. Der er ikke angivet askat og moms i selskabet. G1-virksomhed er anvendt til fiktive faktura uden reelt indhold. Med andre ord har dette selskab blot givet pengene videre til andre som måske er rette indtægtsmodtagere. Klager findes ikke at have dokumenteret at fakturaer havde reelt indhold jf. ovenstående.
Det findes ikke at have nogen betydning, at daværende SKAT i første omgang har fundet at G1-virksomhed hæfter for a-skat og moms, idet Skattestyrelsen har forladt den tanke. Korrektion af G1-virksomhed findes ikke relevant, idet konkursboet ikke tilføres nogen penge herved. En korrektion er derfor uden selvstændig mening. Endvidere var politiet efterforskning ikke afsluttet på det tidspunkt hvor hæftelsen blev gjort gældende.
Der henvises til SKM 2018.540 - afgørelse fra Landsskatteretten
Heraf fremgår, at det er ikke tilstrækkeligt at få tilsendt en faktura, betale fakturaen via bankoverførsel og så bogføre den ind i regnskabet som f.eks. på køb af fremmed arbejde. Der skal fremlægges supplerende dokumentation for ydelsen, herunder art og omfang.
Samme praksis har Landsskatteretten udtrykt i j.nr. 15-2156180 (se www.afgoerelsesdatabasen.dk ) Det forhold, at betalingen af de omhandlede fakturaer er registreret i selskabets bogholderi og medtaget i det reviderede regnskab, og at der er indsendt fakturaer fra selskabets kunder, der angiveligt skulle vedrøre arbejdet, som de angivne underentreprenører skulle have udført, kan ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke herved anses for bevist, at der er sket levering af de ydelser, som fakturaerne relaterer sig til, jf. momslovens § 37, stk. 1. Den omstændighed, at der er fremsendt kontoudtog fra selskabets bank, hvoraf der fremgår en række betalinger via bankoverførsler svarende til nogle af fakturaerne kan ikke føre til noget andet resultat.
De fremførte synspunkter giver således ikke anledning til en ændret opfattelse og det fastholdes derfor, at der ikke dokumenteret at der er sket levering.
I forhold til punktet omkring privat lån, er det nu oplyst hvem der har ydet lånet, hvornår det er ydet. Det fremgår dog stadig ikke præcist, hvornår lånet er tilbagebetalt. Det skal bemærkes, at der ikke fremlagt konkrete overførselsdokumenter eller dokumentation for låneaftale. Det får dog den betydning, at skattestyrelsen indstiller at indkomstforhøjelsen i 2016 på 60.000 kr. og yderligere udgående afgift i 3. kvartal 2016 på 15.000 kr. frafaldes, idet vi anser det for sandsynligt, at der er ydet et lån af den omtalte størrelse.
…"
Skattestyrelsen er i forbindelse med erklæringsskrivelse af 17. maj 2021 fremkommet med følgende bemærkninger:
"…
Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvorefter klager ikke imødekommes momsfradrag jf. momslovens § 37 for 3 fakturaer fra underleverandøren G1-virksomhed.
Ud fra oplysninger fremlagt af klager under klagesagen, er Skattestyrelsen enig i, at det er sandsynliggjort, at beløbet på 75.000 kr. udgjorde et lån, som ikke er momspligtig omsætning jf. momslovens § 4, hvorfor forhøjelsen af salgsmoms på 15.000 kr. frafaldes.
…
Klager er registreret under branchekoden for Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed.
Den påklagede afgørelse er dateret 24. juni 2020. Til brug for sagens behandling har Skattestyrelsen i perioden op til afsendelse af forslag til afgørelse (24. april 2020) modtaget oplysninger om forholdene fra virksomheden bl.a. 13. april 2020 og 16. april 2020. De foretagne ændringer er herefter sket efter fristerne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, da klager ved have foretaget fradrag for nedenstående forhold må anses for at have handlet mindst groft uagtsomt.
Nægtet momsfradrag underleverandør
Det er en konkret vurdering hvorvidt klager har fradrag for udgifterne til den omhandlende underleverandører. Det er dog alene klager som den der ønsker fradraget, der skal dokumentere retten til fradrag, herunder at der er sket levering af de pågældende ydelser til klager.
EU-domstolen har i flere sager præciseret at retten til fradrag alene kan opnås hvis virksomheden er i besiddelse af en lovlig faktura og de materielle betingelser er opfyldt, bl.a. der er sket levering af varerne og ydelserne, der skal være anvendt i den momspligtige virksomhed. Dvs. der er 2 betingelser der skal være opfyldt.
Vi kan med de grunde, der fremgår af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse tiltræde, at klager ikke har løftet bevisbyrden for, at den af klagesagen omhandlede underleverandør har leveret momspligtige og fradragsberettigede ydelser til klager.
Der er ved vurderingen lagt vægt på:
- At politiets efterforskning har klarlagt, at der ikke er leveret arbejdskraft fra underleverandør, som tilsyneladende har udstedt fakturaer uden reelt indhold.
- At fakturaerne ikke indeholder oplysninger om arten af leverede ydelser, hvem ydelserne er leveret af m.m.
- At der ikke er fremlagt arbejdssedler, samarbejdsaftaler eller andet bilagsmateriale, der underbygger realiteten bag de 3 udstedte fakturaer.
Vi er endvidere enig med Skatteankestyrelsen i, at de fremlagte fakturaer ikke opfylder de indholdsmæssige krav i momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1.
Skattestyrelsen fastholder derfor, at klager ikke kan indrømmes momsfradrag jf. momslovens § 37.
Virksomhedens opfattelse
Virksomhedens repræsentant har fremsat påstand om, at virksomhedens salgsmoms ikke skal forhøjes med 15.000 kr. som følge af indsætning på bankkonto, og at virksomheden er berettiget til fradrag for købsmoms for virksomhedens udgifter vedrørende fremmed arbejde med 52.250 kr. for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2016.
Repræsentanten har som begrundelse for påstanden anført følgende:
"…
Ad Indsigelserne
Der henvises som udgangspunkt til brev af 19. juni 2020, hvor undertegnede på vegne A har redegjort for de punkter, som Skat havde bemærkninger til. Brevet vedlægges som bilag 1 inkl. underbilag.
Supplerende bemærkninger:
Underentreprenøren G1-virksomhed:
Det fastholdes, at der er ret til momsfradrag og regnskabsmæssigt fradrag for fakturaer fra G1-virksomhed.
Indledningsvis bemærkes, at Skat i sin afgørelse gør meget ud af at redegøre for G1-virksomhed forhold bl.a. redegør for, hvor mange penge der er indgået, hvor hurtigt de er hævet, hvem der har været registreret som ansat o.s.v.
Det er alt sammen forhold, som klager IKKE har haft viden om, og som derfor umuligt kan have vægt ved vurderingen af, om der skal gives fradrag.
Herudover tillægges følgende vægt:
Fakturaerne blev betalt samme dag de blev modtaget.
Dette er ikke hverken usædvanligt eller bebrejdelsesværdigt.
Klager skønner, at han betaler 70 - 80% af modtagne regninger indenfor et par dage.
Til nærmere belysning heraf vedlægges kopi af en række andre fakturaer tillige med dokumentation i form af bankudskrift på, at de er betalt samme dag/få dage efter modtagelsen, jf. bilag 2. Byggemødereferater
Der er fremlagt byggemødereferater til dokumentation af, at klager havde flere folk på pladsen, end klager selv havde beskæftiget.
Skat undrer sig over, at G1-virksomhed ikke er nævnt i referaterne. Det skal Skat ikke undre sig over:
• Det er heller ikke nævnt andre af klagers underentreprenører
• Det er helt normalt, at underentreprenører ikke deltager i byggemøder - det er jo klager, der har kontrakten, og bygherre har ingen interesse i, at tale med underentreprenørerne, idet han kan holde sig til klager, som så må kommunikere videre. Klagers egne folk på pladsen deltog jo heller ikke.
Det fremgår af byggemødereferater, at der har været syv mand fra klager på pladsen. Som klager erindrer, var de to ansatte hos klager, to til tre fra underentreprenøren G3-virksomhed og 2/3 fra G1-virksomhed. Byggemødereferater fremgår af bilag 1.
Ad bekræftelser.
Der er fremlagt (bilag 1) bekræftelser på, at der på pladserne har deltaget underleverandører.
Når disse betegnes som "udenlandske", er det selvsagt ikke selskabet, men derimod de fysiske personer der deltog. Og der er tidligere redegjort for, at medarbejderne fra G1-virksomhed var østeuropæere.
Konkrete oplysninger.
Det er korrekt, at klager ikke længere husker navne på kontaktperson eller på de konkrete medarbejdere - det er der heller ikke krav til.
Ad G1-virksomhed.
Som der er redegjort for, har Skat selv efterreguleret a-skat for G1-virksomhed med et tocifret millionbeløb.
Nu hævdes det, at der ikke har været nogen ansatte, og at politiets efterforskning skulle have vist dette.
Det er udokumenteret i sagen.
Det forekommer også belejligt for argumentationen, at det hævdes, at Skat "ikke gider" tilbageføre ansættelsen, selvom Skat nu mener, den er forkert.
Sådan kan man ikke argumentere.
Skat har pålagt en millionskat for medarbejdere, og det må derfor lægges til grund, at disse medarbejdere også har været der.
…
Ad privat lån
Indsigelsen fastholdes.
Skat har fået oplysning om, hvem pågældende LA er, jf. bilag 3.
Der ses ingen begrundelse for at tilsidesætte disse oplysninger.
…"
Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar:
"…
Ad G1-virksomhed
Skattestyrelsens afgørelse hviler på præmisser om G1-virksomhed, som ikke er klager bekendt og som er udokumenteret.
Det undrer fortsat, at Skattestyrelsen nu hævder, at G1-virksomhed ikke har arbejdet, allerede fordi Skattestyrelsen selv tidligere har anført, at G1-virksomhed skylder flere millioner i manglende afregning af A-skat.
En sådan inkonsekvens i argumentationen ville en skatteyder ikke kunne slippe afsted med - men kan ikke i en sammenhæng mene, at der skyldes A-skat og i anden sammenhæng mene, at der ikke har været ansatte.
Om G1-virksomhed udover vikararbejde også har været brugt til fiktive fradrag ved klager ikke noget om - at viden herom er i givet fald bagklogskab.
Ad underentreprenører
Det er overfor Skattestyrelsen dokumenteret via erklæring fra uvildig byggeleder på pladsen fra G4-virksomhed (hovedentreprenøren), at der var to udenlandske underentreprenører på pladsen for klager.
Den ene var G3-virksomhed - og Skattestyrelsen kan ved en gennemgang af bilagsmaterialet konstatere, at der IKKE har været andre herudover end G1-virksomhed. Det er således dokumenteret, at G1-virksomhed har leveret arbejde.
Det er noteret, at Skattestyrelsen har frafaldet mistænkeliggørelsen af de hurtige betalinger.
Det er korrekt, at klager ikke længere er i besiddelse af kontaktinfo for G1-virksomhed. Da klager ganske enkelt ikke havde set dette komme, er der ikke gjort noget for at have dokumentation for, hvilke personer der har været kontakt med.
Den praktiske fremgangsmåde var, at der var møde på pladsen, hvor tingene blev aftalt.
Ad byggemøder
Jeg kan selvsagt ikke afvise, at Skattestyrelsen har set sager, hvor UE har deltaget i byggemøder. Det er dog ikke sædvanlig praksis. Som udgangspunkt vil en byggeherre kun mødes med den/dem han har kontrakt med.
Dette er også logisk, idet kontraktgrundlaget jo ikke er det samme - priserne ikke er de samme - og dermed er problemstillingerne ikke de samme. Hovedentreprenøren er ikke interesseret i, at UE ved f.eks. hvilken pris hovedentreprenøren kan aftale for et ekstraarbejde.
Ad arten af arbejde
Klager ved godt hvad der er lavet - der er lavet gipsarbejde i 18 badeværelser og i mindre omfang udført isolering.
Ad generelt
Sagen skal ses som "verden var" i 2016 og ikke med den viden som Skat og andre har i dag.
Klager havde aldrig hørt om den form for svindet, som Skattestyrelsen øjensynligt mener G1-virksomhed har bedrevet.
Klager har i 20 år drevet sin virksomhed med en stor del sms-korrespondance (som ikke gemmes længere end telefonens levetid) og mundtlige aftaler. Det har klager nu lært, at han må ændre - og der er sket. Men det bør ikke komme til skade i relation til, hvad der er sket i 2016.
Ad privat lån
Det er noteret, at denne forhøjelse er frafaldet.
…"
Repræsentanten er ved skrivelse af 31. maj 2021 fremkommet med supplerende bemærkninger:
"…
På vegne A skal jeg kommentere jeres brev af 17. og 18. maj omhandlende fradrag/momsfradrag 2016.
Indledningsvis bemærkes, at det er oplevelsen, at det intet ændrer, uanset hvad vi skriver. Vi håber ikke det er tilfældet, men hidtil må vi konstatere, at der ikke har været nogen ændringer.
Vi har fremlagt det materiale der forefindes - og det giver grundlag for:
- det er faktuelt, at A har udført arbejde på diverse byggepladser
- det er faktuelt, at der har været brugt underleverandører, jf. dels at A ikke selv har haft de fornødne ansatte (havde vist kun én) og der er vidnefaste erklæringer om brug af udenlandske underentreprenører (blot uden navneangivelse)
- det er faktuelt, hvem der har været brugt, jf. As regnskab
Alligevel godkendes der ikke fradrag, idet Skat lægger til grund, at underleverandøren G1-virksomhed ikke havde ansatte og derfor ikke kunne levere ydelser svarende til det fakturerede.
Det er en påstand A ikke har nogen mulighed for at kommentere, idet A jo ikke kan undersøge dette. Modsat mener vi, at Skat jo heller ikke kan vide, om G1-virksomhed har haft ansatte blot uden at selvangive disse? (Og det bliver hermed As problem?).
Skat lægger endvidere vægt på, at underentreprenørens ansatte ikke er nævnt i byggemødereferater. Dette må tilskrives manglende praktisk erfaring med byggesager; de ansattes navne indgår aldrig i byggemødereferatet, og en underentreprenør som G1-virksomhed deltager aldrig i byggemøder med bygherre (argumentet er således ikke korrekt).
Herudover tillægges det vægt, at der ikke er navne på timerne og beskrivelser af opgaven. Dette er A underordnet - han havde jo en aftale om et konkret arbejde (f.eks. gipsarbejde) og dermed vidste han præcist, hvad der var lavet, og han vidste præcist om der var en eller tre mand på pladsen (og havde derfor ingen interesse i pågældendes navn). Argumentet siger derfor intet.
Det er korrekt, at der ikke er nogen korrespondance med pågældende. Dette skyldes dels, at der er gået tre til fire år og at der altid har været begrænset korrespondance med disse "daglejer-underentreprenører", som blev fundet via hjemmesiden "Find håndværker".
Disse elementer bør inddrages.
…"
Retsmøde
Klageren mødte selv til retsmødet. Skattestyrelsen indledte mødet med at indstille i overensstemmelse med udtalelse af 17. maj 2021. Skattestyrelsen anførte, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at underleverandøren har leveret nogen arbejder til klagerens virksomhed. Skattestyrelsen lagde vægt på, at den anvendte underleverandør ikke har haft nogen ansatte, var gået konkurs og deres konti ikke bar præg af egentlig virksomhedsdrift.
Klageren redegjorde for, hvordan forholdene vedrørende brug af underleverandør fungerer i entreprisebranchen. Klageren oplyste, at han har anvendt en platform på Facebook til at komme i kontakt med de forskellige underleverandører. Klageren anvendte alene underleverandører til simpelt arbejde som f.eks. nedrivning eller gipsarbejde. Klageren gjorde desuden opmærksom på, at han ikke havde nogen oplysninger om den konkrete underleverandør, der var nægtet fradrag for.
Det ene retsmedlem ønskede yderligere dokumentation for, at lånet på 75.000 kr. var tilbagebetalt til långiver. De to øvrige retsmedlemmer tilsluttede sig dette retsmedlem.
Klagerens repræsentant har den 22. november 2021 efter efterspørgsel indsendt udskrift af kontoudtog fra F1-bank vedrørende henholdsvis kontonr. X1 og kontonr. X2 for perioden medio november 2016 til medio august 2017.
Sammen med kontoudtog har repræsentanten anført følgende tilhørende tekst:
"Vedhæftet fremsendes kontoudtog udvisende kontanthævninger (markeret med grøn og rød/orange) for i alt kr. 72.000,00. Disse hævninger udgør tilbagebetaling af lån til LA.
..."
De markerede hævninger udgør samlet 72.000 kr. Hævningerne udgør i størrelsesordenen 2.000 kr. til 40.000 kr. Sidste hævning udgør 40.000 kr., og er hævet den 1. august 2017.
Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har foretaget forhøjelse af virksomhedens momstilsvar som følge af yderligere omsætning og nægtet fradrag for udgifter vedrørende fremmed arbejde.
Forhøjelse af salgsmoms vedrørende yderligere omsætning
Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt.
Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb, jf. momslovens § 27.
Efter momslovens § 33 udgør afgiften 25 pct. af afgiftsgrundlaget.
Betaling af afgift påhviler som udgangspunkt den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet, jf. momslovens § 46, stk. 1, 1. pkt.
I medfør af momslovens § 47, stk. 1, skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.
Efter momslovens § 57, stk. 1, skal virksomheder registreret efter § 47 efter udløbet af hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift i perioden. Beløbene angives i hele kroner, idet der bortses fra ørebeløb.
Såfremt størrelsen af det momstilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.
Landsskatteretten har i afgørelse af samme dato som nærværende fundet, at Skattestyrelsen ikke har været berettiget til at forhøje klagerens skattepligtige indkomst med overskud af virksomhed på baggrund af en konkret indsætning på 75.000 kr. på klagerens bankkonto.
Da retten er uenig med Skattestyrelsen i, at den yderligere ansatte indkomst stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, er det ikke berettiget, at Skattestyrelsen har anset indkomsten for at være momspligtig og har beregnet moms heraf.
Retten ændrer momstilsvaret med 15.000 kr. for yderligere omsætning, svarende til 25 % af afgiftsgrundlaget på 60.000 kr.
Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.
Fradrag for udgifter til fremmed arbejde (købsmoms)
Af den dagældende momslovs § 37 fremgår følgende (uddrag):
"Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er
1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, (…)".
Af momsbekendtgørelse nr. 808 af den 30. juni 2015, § 82 fremgår følgende (uddrag):
"Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, eller enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser m.v. fra SKAT eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer. "
Samme momsbekendtgørelse nr. 808 af den 30. juni 2015 indeholder i kapitel 12 en række fakturakrav. Bekendtgørelsens § 58, stk. 1 fastsætter de nærmere krav til fakturaens indhold, heraf fremgår:
"Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 68 i denne bekendtgørelse, indeholde:
1) Udstedelsesdato (fakturadato).
2) Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen.
3) Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.
4) Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.
5) Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.6) Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato. 7) Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.
8) Gældende afgiftssats.
9) Det afgiftsbeløb, der skal betales. "
Bestemmelsen i momslovens § 37 implementerer 6. momsdirektivs artikel 17, nu momssystemdirektivets artikel 167 til 168, hvoraf bl.a. fremgår følgende (uddrag):
"Artikel 167
Fradragsretten indtræder samtidig med, at den fradragsberettigede afgift forfalder.
Artikel 168
I det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage følgende beløb:
a) den moms, som skal betales eller er betalt i nævnte medlemsstat for varer og ydelser, der er eller vil blive leveret til ham af en anden afgiftspligtig person. (…)"
Af momssystemdirektivets artikel 178 og 179 fremgår følgende (uddrag):
"Artikel 178
For at kunne udøve sin fradragsret skal den afgiftspligtige person opfylde følgende betingelser:
a) for det i artikel 168, litra a), omhandlede fradrag - for så vidt angår levering af varer og ydelser - være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med artikel 220-236 samt artikel 238, 239 og 240
(…)
Artikel 179
Fradraget foretages under ét af den afgiftspligtige person, ved at han i den moms, der skal betales for en afgiftsperiode, fradrager de momsbeløb, for hvilke fradragsretten i løbet af samme periode er opstået og udøves i henhold til artikel 178. (…)".
EF-domstolen har i sag C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH) udtalt, jf. præmis 34, at fradraget som omhandlet i 6. direktivs artikel 17, stk. 2 (nu omssystemdirektivets artikel 168), skal ske for den afgiftsperiode, hvori de to betingelser i 6. direktivs artikel 18, stk. 2, 1. afsnit (nu momssystemdirektivets artikel 179) begge er opfyldt. Det vil sige, at der skal være foretaget levering af goder eller tjenesteydelser, og at den afgiftspligtige skal være i besiddelse af en faktura eller et dokument, der ifølge kriterier fastsat af den pågældende medlemsstat kan anses for et tilsvarende dokument.
Ved anmodning om fradrag i henhold til momsloven § 37 påhviler det virksomheden at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt.
Virksomheden har i perioden fra 1. april 2016 til 30. juni 2016 bogført udgifter for købsmoms i forbindelse med fremmed arbejde med 67.617 kr.
Skattestyrelsen har nægtet virksomheden fradrag for virksomhedens købsmoms for ydelser fra underleverandøren G1-virksomhed med 52.250 kr. i perioden 1. april 2016 til 30. juni 2016.
Som dokumentation for det ønskede momsfradrag har virksomheden fremlagt tre fakturaer fra G1-virksomhed.
Retten finder, på baggrund af de fremlagte fakturaer, at der ikke kan anses at være sket en levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person.
Retten har lagt vægt på, at de fremlagte fakturaer ikke angiver omfanget og arten af de leverede ydelser, idet der mangler oplysninger om beskrivelse af arbejdsopgaver, hvor og hvornår arbejdet er udført, og hvem der har udført arbejdet.
Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at politiets efterforskning af underleverandøren G1-virksomhed har klarlagt, at der ikke er blevet leveret noget arbejdskraft, men at G1-virksomhed alene har været anvendt til at udstede fakturaer og til at føre pengene retur i et eller andet omfang.
Virksomheden har endvidere ikke fremlagt arbejdssedler, time- eller arbejdssedler eller øvrigt bilag, der kan skabe identifikation mellem den enkelte medarbejder og den underleverandør, som har udstedt fakturaen.
Det bemærkes, at G1-virksomhed eller medarbejdere derfra ikke er konkret nævnt i hverken fremlagte udtalelser, byggemødereferater, entreprisekontrakten eller tømrerentreprisen, ligesom G1-virksomhed alene har angivet løn til direktøren VD for perioden januar til marts 2016.
Under disse omstændigheder finder retten, at virksomheden ikke har dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold til momslovens § 37 er opfyldt. Virksomheden har således ikke dokumenteret, at der er sket momspligtige leverancer i henhold til de fremlagte fakturaer. Henset til den meget sparsomme angivelser af arten og omfanget af de leverede ydelser, finder Landsskatteretten, at fakturaerne ikke opfylder de indholdsmæssige krav i momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1.
Sammenfattende finder retten, at der er tale om så usædvanlige omstændigheder bag de fremlagte fakturaer sammenholdt med oplysningerne fra Skattestyrelsen, at fakturaerne ikke kan anses for at være reelle.
Det forhold, at fakturaerne er betalt ved elektroniske pengeoverførsler, kan ikke i sig selv udgøre dokumentation for, at levering har fundet sted, og kan derfor ikke føre til et andet resultat.
Der henvises i øvrigt til Retten i Glostrups dom af 10. februar 2017, offentliggjort som SKM2017.210.BR samt Landsskatterettens afgørelser af 27. september 2018 og 15. november 2018, offentliggjort som SKM2018.540.LSR og SKM2018.611.LSR.
Retten finder, at det er med rette, at SKAT har nægtet virksomheden fradrag for udgifter til købsmoms fra de nævnte underleverandører i perioden 1. april 2016 til 30. juni 2016.
Skattestyrelsens vurdering vedrørende forældelse, hvorefter skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 finder anvendelse på de foretagne ændringer for 2. kvartal 2016, kan desuden tiltrædes af retten.
Landsskatteretten stadfæster på baggrund af ovenstående Skattestyrelsens afgørelse.
…"
Forklaringer
Følgende har afgivet forklaring sagsøgeren A, projektleder NL og daværende lærling hos sagsøgeren, KL.
Sagsøgeren, A, har forklaret blandt andet, at 2016 var et hårdt år, hvor han var presset økonomisk. For så vidt angår projektet i Y1-adresse, skulle der foretages en renovering af 11 lejligheder. Sagsøgeren havde en masse materialer i Y1-adresse og havde penge i klemme, fordi en anden involveret virksomhed var gået konkurs. Det er sædvanligt, at tidsplaner ikke overholdes indenfor branchen, så derfor brugte sagsøgeren vikarer. Der er sider på Facebook, hvor man kan lave opslag vedrørende arbejdskraft. Når man så bruger vikarer på den måde, bliver man mere fleksibel. I Y1-adresse skulle der slæbes en masse materialer op og slæbes affald ned. Derfor ville sagsøgeren til denne opgave hellere bruge ufaglært arbejdskraft.
Foreholdt ekstrakten vedrørende facebookopslag omkring håndværkere, forklarede sagsøgeren, at det er sådan, at det typisk foregår. Man køber arbejdskraft til simple arbejdsopgaver. Der kan være tale om opbæring og nedtagning. Pågældende skal have et cvr-nummer, og det undersøger sagsøgeren som det første, om de har. Han vidste ikke noget om G1-virksomhed´s ( herefter kaldet G1-virksomhed) ulovlige aktiviteter. Han har tidligere afvist håndværkere, hvis de ikke har virket troværdige. Han har for eksempel afvist håndværkere, der mødte op uden sikkerhedssko. Der er sædvanligvis ikke så meget skriftlig korrespondance mellem håndværkere, for der er mange i branchen, der er ordblinde og ikke har it-kompetencer osv. Han mindes ikke at have fået en faktura, som ikke har virket gyldig. Han lægger også vægt på, om manden bag fakturaen virker troværdig. Sagsøgeren ser i øvrigt først fakturaen, når arbejdet er udført. Han dobbelttjekker navn og cvr-nummer på fakturaen. Han undersøger, om de overholder aftaler, og hvis tingene er i orden, så betaler han fakturaen. Han kan ikke se, om hans medkontrahenter afleverer regnskab osv. Han entrerer altid med ejeren eller én, som repræsenterer virksomheden. Han entrerer ikke med de ansatte. Han kom i kontakt med G1-virksomhed via Facebook. Sagsøgeren husker det, som sagsøgeren reagerede på et opslag. De talte sammen i telefon, sagsøgeren følte sig tryg og de mødtes derude. Det er helt sædvanlig praksis. Der var tale om simple opgaver, som skulle udføres. Der blev ikke skrevet pris og arbejdsopgaver ned, som han husker det, men han kan ikke afvise, at der har været noget pr. sms. Han kontrollerede arbejdet og betalte fakturaerne. Der var tale om simple ting. Der var ikke egentlige problemer med G1-virksomhed arbejde, men kommunikationen var vanskelig. Han kan ikke huske de enkelte ansattes navne. Dem på Y2-adresse så han ikke. Han så dem på Y1-adresse.
Foreholdt faktura af den 26. august 2016 fra G1-virksomhed til sagsøgeren, forklarede sagsøgeren, at der var tale om 3-4 ting, der skulle udføres. Det var vægge, opbæring osv. Der var tale om en mundtlig opgørelse, og det kunne man godt, for det var forholdsvist simpelt. Sagsøgeren kontrollerede, at prisen var den aftalte.
Vidnet NL har forklaret blandt andet, at han tidligere var ansat som projektleder i G4-virksomhed. Sagsøgeren udførte arbejdet med to udenlandske underentreprenører på byggeriet i Y1-adresse. Der skulle laves badeværelser, nyt tag og renovation. Firmaerne skulle overholde tidsplanerne. Sagsøgeren havde tømrerentreprisen og skulle montere gipsplader, renovere gulv, tag og hoveddøre. Ejendommen var godt hærget. Sagsøgeren skulle også rydde op og bære ned. Der var fugtskader m.v. i taget. Sagsøgeren havde også hyret folk udefra. Der var tale om to sjak med to-tre mand hver. Nogle monterede gipspladerne, andre satte plader på toiletterne. Sagsøgeren havde også egne folk, som lavede tungere arbejde som snedkerarbejder. Vidnet henvendte sig enten til sagsøgeren eller sagsøgerens fastansatte medarbejdere. Han kan ikke huske deres påklædning. Der var tale om et sædvanligt billede. Han kan ikke huske deres navne. Vidnet havde hele tiden kontakt med sagsøgeren. Der var udfordring med kvaliteten af det udførte arbejde. Der blev for eksempel sat gipsplader udenpå eksisterende vægge. Sagsøgerens fastansatte lavede tagentreprisen. Der var tale om tungere snedkerarbejde. Der var to sjakhold, og de talte ikke dansk. Tidsplanen blev overholdt, og sagsøgeren sørgede for, at tingene skete. Det var ikke unormalt, at sagsøgeren havde underentreprenører. Han kan som sagt ikke huske deres navne.
Vidnet KL har forklaret blandt andet, at han var tidligere lærling hos sagsøgeren. Han var med til at renovere lejlighederne i Y1-adresse. Der var tale om to udenlandske firmaer, der hjalp til. Han kan ikke huske deres navne. De skulle foretage nedrivning og slæbning af gipsplader. Der var tale om nedbrydningsarbejde, og det skulle løftes ned til vejen. Han talte ikke med dem. Han kan ikke huske, om de sagde, at de kom fra G1-virksomhed. De gjorde deres arbejde. Vidnet var også med til at udføre arbejde på Y2-adresse. Sagsøgeren byggede op, og de andre rev ned. Vidnet var på Y2-adresse i 3-4 måneder som lærling. De lavede værelser og køkken. Vidnet udførte tømrerarbejde. Der var andre, der tog sig af nedrivningen. På Y1-adresse husker han ikke navnet på de andre firmaer, der foretog nedrivningen.
Parternes synspunkter
Sagsøgeren, A, har i sit påstandsdokument anført:
5.1 A har ret til skatte- og momsfradrag - der er realitet bag Fakturaerne
Det gøres overordnet gældende, at A har ret til skatte- og momsfradrag for betaling af Fakturaerne til G1-virksomhed i indkomståret 2016.
A har løftet bevisbyrden for, at der er realitet bag Fakturaerne, hvorfor A har ret til:
• Et skattemæssigt fradrag på 209.000 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt
• et momsfradrag på 52.250 kr, jf. momslovens § 37.
A har betalt Fakturaerne, der alle på betalingstidspunktet var påført et gyldigt CVRnummer. Fakturaerne overholder i tilstrækkelig grad formkravene i momsbekendtgørelsens § 57, når der henses til de leverede ydelsers karakter og omfang.
A kan endvidere sandsynliggøre, at der er udført arbejde i forbindelse med de konkrete entrepriser på Y2-adresse og Y1-adresse.
Der er to vidner, NL og PK, som kan bekræfte, at der rent faktisk er udført arbejde, jf. bilag 9, 10 og 12. Dette vil desuden blive uddybet under vidneafhøringen.
G1-virksomhed har udført nedrivnings- og gipsarbejde samt andre lettere håndværksmæssige opgaver på de to entrepriser i henholdsvis Y1-adresse og Y2-adresse.
De to omstændigheder - betalingen af Fakturaerne og vidneudsagnene - skaber en klar formodning for, at A har afholdt fradragsberettigede udgifter.
Det bemærkes, at alle Fakturaer er påført et gyldigt og aktivt CVR-nummer og selskabets navn "G1-virksomhed ", ligesom Fakturaerne alle er påført dato, betalingsdato, betalingsoplysninger og nummerering.
G1-virksomhed' firmaadresse- og mail er påført, ligesom G1-virksomhed havde et decideret firmalogo og slogan "your business is our business".
***
Skatteministeriet har gjort gældende, at ingen af Fakturaerne overholder formkravene i momsbekendtgørelsens § 58 (i dag § 57).
Skatteministeriet har således fremhævet, at Fakturaerne ikke specificerer oplysninger om, hvor arbejdet er udført, på hvilke specifikke datoer arbejdet er udført, og hvilke arbejdsopgaver de vedrører.
Dette bestrides af A.
Fakturaerne er alle påført en fakturadato. Det fremgår af Juridisk vejledning (2023-1), afsnit A.B.3.3.1.4, at det ikke er nødvendigt at påføre en leveringsdato, hvis fakturadatoen ikke afviger væsentligt fra den faktiske leveringsdato, jf. afsnit 4.1.3 ovenfor.
Det er også angivet på Fakturaerne, om arbejdet er udført på henholdsvis Y2-adresse eller Y1-adresse. Leveringsstedet fremgår derfor også.
Der er aftalt en fast pris for et konkret stykke arbejde, hvorfor beskrivelsen af arbejdets art alene er af overordnet karakter. Det er sædvanligt for branchen at udstede kortfattede fakturaer, hvis arbejdets omfang er relativt afgrænset, og hvis yderligere specificering ikke kræves af køber (her A). Der henvises til samme afsnit i Juridisk vejledning, afsnit A.B.3.3.1.4, hvor følgende fremgår under afsnittet "pris pr. enhed", jf. afsnit 4.1.3 ovenfor.
Det er derfor As opfattelse, at Fakturaerne i tilstrækkelig grad lever op til formkravene i momsbekendtgørelsens § 58 (i dag § 57), når der samtidig henses til vidneerklæringer og det faktum, at entrepriserne på Y2-adresse og Y1-adresse ubestridt har fundet sted.
***
Sammenfattende kan det dokumenteres og bevises, at Fakturaerne er betalt af A for et arbejde, der rent faktisk er udført.
5.2 Der foreligger ikke skærpende omstændigheder - der gælder en almindelig bevisbyrde
Det bestrides, at G1-virksomhed' aktiviteter kan tillægges betydning i denne sag, uanset at der tilsyneladende er sket en ulovlig aktivitet.
Skatteministeriet har under sine anbringender gjort gældende, at det ikke har relevans for sagen, om A vidste eller burde vide, at der var tale om ulovlige aktiviteter.
Når A finder det nødvendigt at kommentere på sin viden eller burde viden om G1-virksomhed' forhold, skyldes det, at Landsskatteretten og Skatteministeriet synes at tillægge G1-virksomhed' forhold væsentlig betydning i forhold til den bevismæssige vurdering af As skatte- og momsfradrag.
Skatteministeriet har gjort gældende, at G1-virksomhed' manglende afregning af korrekt skat og moms er en usædvanlig omstændighed i denne sag.
Efter As opfattelse kan dette dog ikke betragtes som en usædvanlig/skærpende omstændighed af relevans for As ret til fradrag, medmindre A vidste eller burde vide noget omkring G1-virksomhed' tilsyneladende ulovlige aktivitet.
A har ikke haft kendskab til G1-virksomhed' aktiviteter, og der var heller ikke noget objektivt mistænkeligt på tidspunktet for arbejdets udførelse.
Hvis A hverken vidste eller burde vide noget omkring G1-virksomhed' aktiviteter, kan dette ikke udgøre skærpende omstændigheder i denne sag.
Der foreligger derfor ikke skærpende omstændigheder i denne sag, hvorfor der ikke gælder en skærpet bevisbyrde.
Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har i sit påstandsdokument anført:
3.1 Vedrørende forhøjelsen af momstilsvaret
Skatteministeriet gør gældende, at sagsøgeren ikke har ret til momsmæssigt fradrag efter momslovens § 37 i anledning af de hævdede udgifter til fremmed arbejde i indkomståret 2016, da sagsøgeren ikke har godtgjort, at de fremlagte fakturaer dækker over reelle leverancer af arbejdsydelser fra den hævdede underleverandør til brug for virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Sagsøgeren er derfor med rette blevet nægtet fradrag for købsmoms på fakturaerne for i alt 52.250 kr. for perioden 1. april 2016 - 30. juni 2016, jf. momslovens § 37, stk. 1.
Det følger af momslovens § 37, stk. 1, som gennemfører momssystemdirektivets artikel 168, at en momsregistreret virksomhed ved opgørelsen af sit momstilsvar kan fradrage den indgående afgift af virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Det er alene afgiften af varer og ydelser, der reelt er leveret til virksomheden, der er fradragsberettiget, jf. momslovens § 37, stk. 2, nr. 1.
Det er således en betingelse for fradragsretten, at der faktisk er gennemført levering af den pågældende ydelse, og det påhviler den, der anmoder om fradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt, herunder at en sådan levering faktisk har fundet sted, jf. eksempelvis SKM2017.461.ØLR og EU-domstolens dom i forenede sager C-459/17 og C-460/17, SGI og Valériane, præmis 35, 36 og 39.
For at kunne udøve fradragsretten i henhold til momsreglerne skal virksomheden kunne fremlægge forskriftsmæssige fakturaer til dokumentation for den indgående afgift, jf. dagældende momsbekendtgørelses § 58, stk. 1, og § 82. En faktura skal bl.a. indeholde oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser og om den dato, hvor levering af ydelser foretages eller afsluttes, jf. momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 5 og 6.
Såfremt omstændighederne tyder på unormale forhold, herunder hvis fakturaerne er mangelfulde i forhold til fakturakravene i momsbekendtgørelsen, kan det skærpe virksomhedens bevisbyrde for, at der reelt er sket levering af de ydelser, som fakturaerne hævdes at dække over, jf. eksempelvis SKM2009.325.ØLR og SKM2017.461.ØLR.
I nærværende sag foreligger der sådanne usædvanlige omstændigheder, at sagsøgeren er underlagt en skærpet bevisbyrde, jf. nærmere herom nedenfor.
Der foreligger en omfangsrig retspraksis, hvor domstolene har tiltrådt skattemyndighedernes vurdering af, at der har foreligget unormale forhold, som medfører skærpede krav til skatteyderens bevisbyrde for, at der har foreligget et underleverandørforhold, jf. eksempelvis SKM2016.27.ØLR, SKM2017.117.ØLR, SKM2017.461.ØLR, SKM2017.210.BR og SKM2016.9.BR.
Den anførte retspraksis vedrører faktiske forhold, som svarer til de faktiske forhold, der gør sig gældende i den foreliggende sag. Skattemyndighederne har i alle dommene fået medhold i, at myndighedernes skønsmæssige afgørelser af skatte- og momstilsvar har været berettigede, da skatteyderen ikke har kunnet løfte den skærpede bevisbyrde ved fornøden dokumentation for, at der var realitet bag de angivne underleverandørers ydelser. Det blev således ikke fundet bevist, at de påståede underleverandørydelser var blevet leveret.
I den foreliggende sag har sagsøgeren over for skattemyndighederne påberåbt sig tre fakturaer (bilag 6-8 og bilag C) for arbejde, som ifølge sagsøgeren er udført af underleverandøren G1-virksomhed, nærmere bestemt nedrivnings- og oprydningsarbejder i forbindelse med to entrepriseprojekter på Y3-adresse henholdsvis Y2-adresse. Skattemyndighederne har nægtet sagsøgeren moms- og skattemæssigt fradrag for de tre fakturaer.
Fakturaerne indeholder ikke oplysninger, der muliggør en nærmere kontrol af de hævdede leverancer. Fakturaerne specificerer således ikke nærmere, hvem der har udført arbejdet, hvornår arbejdet er udført, eller hvor mange timer fakturaerne dækker over, jf. momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 6.
Fakturaerne indeholder alene en kort beskrivelse af det fakturerede arbejde såsom "nedrivningsarbejde" og "køb af medhjælp" og i to tilfælde en henvisning til den adresse, hvor arbejdet skulle være udført. Det fremgår således ikke, hvad der nærmere bestemt er blevet udført af arbejde, jf. dagældende momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 5. Skatteministeriet bemærker i den forbindelse, at sagsøgeren har oplyst (stævningen, s. 6), at den ene faktura vedrører "gipsarbejde", selvom dette ikke fremgår af beskrivelsen på nogen af fakturaerne.
Den ene faktura - nr. 3569 (bilag 8) - henviser i beskrivelsen til en "opgørelse", og Skatteministeriet har i svarskriftet (s. 5, tredje afsnit) opfordret sagsøgeren til at fremlægge denne opgørelse. Opfordringen er ikke besvaret.
Endelig er der ikke angivet en egentlig pris pr. enhed på nogen af fakturaerne, jf. momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 7.
Fakturaerne opfylder således ikke kravene i momsbekendtgørelsen, hvilket efter fast retspraksis tillægges betydning ved bedømmelsen af, om det er godtgjort, at de hævdede ydelser faktisk er leveret, jf. eksempelvis SKM2017.461.ØLR og SKM2021.394.BR (stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 13. februar 2023 i sagerne BS-22594/2021-OLR og sag BS-22592/2021-OLR).
Skatteministeriet har i svarskriftet (s. 4, første afsnit) opfordret sagsøgeren til at dokumentere, at der - som oplyst af sagsøgeren (stævningen, s. 5-6) - forud for arbejdets udførelse var aftalt en fast pris mellem parterne. Denne opfordring er heller ikke besvaret.
Sagsøgeren har heller ikke - trods skattemyndighedernes opfordringer hertil (bilag E) - fremlagt underliggende specifikationer i form af timesedler eller arbejdssedler.
Skatteministeriet har i svarskriftet (s. 5, første, første afsnit) også opfordret sagsøgeren til at oplyse, om der foreligger - og i givet fald fremlægge - timesedler eller lignende dokumentation for arbejdets udførelse, og om der er indgået samarbejdsaftaler med G1-virksomhed. Ministeriet har videre i svarskriftet (s. 5, fjerde-sjette afsnit) opfordret sagsøgeren til at dokumentere, hvordan sagsøgerens hævdede samarbejde med G1-virksomhed kom i stand, at fremlægge al skriftlig korrespondance med selskabet og at oplyse og dokumentere, hvordan sagsøgeren og G1-virksomhed havde aftalt at håndtere og faktisk håndterede mangler ved det hævdede aftalte arbejde.
Ingen af disse opfordringer er besvaret.
Sagsøgeren har derimod (alene) fremlagt entreprisekontrakter for to byggeprojekter (bilag 4 og 5), byggemødereferater vedrørende det ene af de to byggeprojekter (bilag 11) og tre e-mails med erklæringer fra henholdsvis en repræsentant for hovedentreprenøren for dette byggeprojekt (bilag 9) og fra sagsøgerens daværende lærling, KL (bilag 10 og 12).
Erklæringerne er indhentet til brug for skattesagen og kan derfor ikke tillægges bevismæssig betydning, jf. f.eks. U.2002.1172 H.
Det er ikke muligt ud fra materialet at identificere hverken underleverandørselskabet eller de arbejdere, der skulle have leveret de omhandlede ydelser, idet ingen arbejdere/underleverandører er angivet med navn. Det er derfor ikke herved dokumenteret, at G1-virksomhed udførte arbejde for sagsøgeren i forbindelse med sagsøgers opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til entreprisekontrakterne (bilag 4-5).
Skatteministeriet har i svarskriftet (s. 3, tredjesidste afsnit) opfordret sagsøgeren til at oplyse navn og adresse på de to håndværkere, som G1-virksomhed ifølge sagsøgeren (stævningen, s. 5, øverst) sendte til at udføre de opgaver, sagsøgeren havde brug for. Opfordringen er, ligesom de øvrige opfordringer, ikke blevet besvaret.
Dertil kommer, at der foreligger en række usædvanlige omstændigheder, som rejser betydelig tvivl om realiteten af fakturaerne og de hævdede underleverandørforhold.
Først og fremmest er der ingen dokumentation for, at G1-virksomhed har været i stand til at levere de hævdede arbejdsydelser - tværtimod.
Det fremgår af en udskrift fra CVR (bilag 3), at G1-virksomhed er stiftet blot få måneder før udstedelsen af den første faktura til sagsøger (bilag 6), og at Erhvervsstyrelsen allerede ca. 14 måneder efter dets opstart anmodede om tvangsopløsning af selskabet (bilag 3, side 3). G1-virksomhed er ophørt ved konkurs den 11. december 2017. Det fremgår af CVR, at selskabet var registreret med branchekode 782000 Vikarbureauer og med bibranche 649900 Anden finansiel formidling undtagen forsikring og pensionsforsikring i.a.n.
Skattestyrelsen har i forbindelse med en kontrol af selskabet bl.a. konstateret, at der ikke var nogen ansatte i selskabet, og at alle indbetalinger fra A straks eller kort efter indsætning er videreoverført til et vekselbureau (bilag A, side 11). Skattestyrelsen har videre oplyst, at selskabet alene har angivet løn til dets direktør, VD og kun i perioden januar-marts 2016, dvs. før G1-virksomhed første gang fakturerede sagsøgeren (bilag A, side 3). VD har ikke længere registreret adresse i Danmark, og det har ikke været muligt for kurator i konkursboet efter selskabet at finde ham (bilag A, side 7).
Skattestyrelsen har oplyst, at G1-virksomhed i første halvdel af 2016 har angivet et momstilsvar, der ligger væsentligt under det af Skattestyrelsen skønnede momstilsvar for selskabet for den periode. Selskabet har ikke indberettet momstilsvar efter dette tidspunkt, og det har heller ikke været muligt for Skattestyrelsen at komme i kontakt med selskabet.
Politiet har efterforsket G1-virksomhed og i den forbindelse konstateret, at selskabet ikke har leveret arbejdskraft, og at selskabet har været anvendt til at udstede fakturaer og føre pengene tilbage til betalere efter fradrag af provision (bilag A, side 12).
Navnlig over for de ovennævnte usædvanlige omstændigheder udgør den af sagsøgeren fremlagte dokumentation ikke fornødent bevis for, at G1-virksomhed har udført det arbejde for sagsøgeren, som fakturaerne ifølge sagsøgeren dækker over. Sagsøger har da heller ikke - på trods af skattemyndighedernes forespørgsler - fremlagt dokumentation for det hævdede samarbejde med G1-virksomhed i form af aftaler, arbejdssedler, timesedler, mandskabsopgørelser eller anden form for materiale, som understøtter, at den hævdede underleverandør faktisk har udført arbejde for sagsøger, jf. opfordring (B)-(H).
Det forhold, at sagsøgeren har foretaget betalinger til G1-virksomhed ved bankoverførsler, og at der eventuelt måtte være overensstemmelse mellem fakturaerne og bankoverførslerne, dokumenterer ikke, at G1-virksomhed har udført arbejde for sagsøgeren, jf. modsat replikken, s. 2, næstsidste afsnit, og s. 3, første afsnit. Det følger af fast retspraksis, jf. eksempelvis SKM2017.461.ØLR, SKM2017.461.ØLR (herunder byrettens dom i SKM2017.40.BR), SKM2019.332.ØLR (herunder byrettens dom i SKM2018.578.BR) og Østre Landsrets dom af 13. februar 2023 i sagerne BS22594/2021-OLR og sag BS-22592/2021-OLR (herunder byrettens dom i SKM2021.394.BR).
3.2 Vedrørende forhøjelsen af skatteansættelsen
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har ret til skattemæssigt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i anledning af de hævdede udgifter til fremmed arbejde i indkomståret 2016. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at de fremlagte fakturaer dækker over reelle leverancer af arbejdsydelser fra den hævdede underleverandør til brug for driften i sagsøgers virksomhed.
Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan opnås fradrag for driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.
Det følger af fast retspraksis, at det er den skatteyder, som hævder at have afholdt en fradragsberettiget udgift, som har bevisbyrden for dels afholdelsen og størrelsen af udgiften, dels at udgiften er fradragsberettiget, jf. eksempelvis UfR 2004.1516 H. Endvidere følger det af fast retspraksis, at bevisbyrden skærpes i tilfælde, hvor der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan tale imod, at den skattepligtige har afholdt de hævdede fradragsberettigede udgifter, jf. eksempelvis UfR 2004.1516 H og SKM2009.325.ØLR.
Af de ovenfor anførte grunde har sagsøgeren ikke løftet denne skærpede bevisbyrde, og det er derfor med rette, at sagsøgeren (også) er blevet nægtet skattemæssigt fradrag for de hævdede udgifter til underleverandører.
***
Til sagsøgerens bemærkninger om, at der ikke er noget at bebrejde ham i forhold til G1-virksomhed ulovlige aktiviteter, da han ikke kendte til disse (stævningen, s. 9), og at G1-virksomhed forhold ikke kan betragtes som en usædvanlig omstændighed af relevans for sagsøgers ret til fradrag, medmindre sagsøger vidste eller burde vide noget om G1-virksomhed tilsyneladende ulovlige aktivitet (replikken, s. 3), bemærker Skatteministeriet for det første, at sagsøgeren er blevet nægtet skatte- og momsmæssigt fradrag med henvisning til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og dagældende momslovens § 37.
Som beskrevet ovenfor påhviler det den, der anmoder om et fradrag efter disse to bestemmelser, at godtgøre, at betingelserne for at opnå fradrag er opfyldt, dvs. at sagsøger skal kunne godtgøre, at der er afholdt en udgift, som er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i sagsøgerens virksomhed, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og at der faktisk er sket levering af en ydelse, der udelukkende er anvendt til brug for virksomhedens afgiftspligtige leverancer, jf. dagældende momslovens § 37.
Sagsøgers motiver er i den forbindelse ikke afgørende, da det er uden betydning for bevisvurderingen, om sagsøger var i god eller ond tro om den hævdede underleverandørs ageren. Hvis det bevismæssigt lægges til grund, at der ikke er realitet bag fakturaerne udstedt af G1-virksomhed, så vil sagsøgeren i sagens natur have haft kendskab hertil. Dette har imidlertid ikke betydning for vurderingen af, om de objektivt konstaterbare betingelser for at opnå skatte- og momsmæssigt fradrag er opfyldt.
Sagsøgeren er da heller ikke blevet nægtet fradrag med den begrundelse, at sagsøgeren var i ond tro om den hævdede underleverandørs forhold. Denne sag angår således ikke, om sagsøgeren vidste eller burde have vidst, at G1-virksomhed har unddraget sig skat og moms.
Skatteministeriet bemærker for det andet, at oplysningerne om G1-virksomhed forhold er af betydning for vurderingen af denne sag, idet oplysningerne skaber betydelig tvivl om, hvorvidt selskabet faktisk har udført de hævdede arbejdsydelser, herunder om selskabet overhovedet var i stand til at udføre arbejdet.
De ovenfor beskrevne usædvanlige omstændigheder er forhold, der efter fast retspraksis, jf. herom ovenfor, skærper bevisbyrden for, at der rent faktisk foreligger et underleverandørforhold.
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Sagen angår, om sagsøgeren opfylder betingelserne for fradrag af købsmoms og skattemæssigt fradrag for indkomståret 2016, jf. momslovens § 37, stk. 1 og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Sagsøgeren har i sagen fremlagt faktura af 18. april 2016 på 80.000 kr., faktura af 31. maj 2016 på 55.000 kr. og faktura af 26. august 2016 på 126.250 kr., og det er disse fakturaer fradragene vedrører.
Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger.
Det fremgår af den dagældende momslov § 37, stk. 2, nr. 1, at varer og ydelser, der er leveret til virksomheden er fradragsberettiget afgift.
Det lægges til grund, at sagsøgeren driver tømrer- og bygningssnedkervirksomhed.
Det lægges til grund, at sagsøgeren den 20. februar 2016 indgik
entreprisekontakt vedrørende renovering af ejendommen Y2-adresse i Y2-by, og at entreprisesummen udgjorde 2.006.250 kr. Sagsøgeren har i relation til denne entreprise fremlagt faktura af 18. april 2016 på 80.000 kr., der fremstår som udstedt af G1-virksomhed, som sagsøgeren betalte samme dag samt faktura af 31. maj 2016 på 55.000 kr., der fremstår som udstedt af G1-virksomhed, som sagsøgeren betalte samme dag.
Det lægges endvidere til grund, at sagsøgeren den 26. maj 2016 indgik entreprisekontrakt vedrørende renovering af ejendommen Y1-adresse i Y4-by, og at entreprisesummen udgjorde 1.839.157 kr. Sagsøgeren har i relation til denne entreprise fremlagt faktura af 26. august 2016 på 126.250 kr., der fremstår som udstedt af G1-virksomhed, som sagsøgeren betalte samme dag.
Der er ikke uenighed om, at sagsøgeren faktisk har udført momspligtige ydelser. Der er derimod uenighed om, hvem der faktisk har udført arbejdet, som sagsøgeren har faktureret sine kunder.
Sagen angår således, om sagsøgeren har godtgjort, at tre fremlagte fakturaer, der fremstår som udstedt af selskabet G1-virksomhed i perioden 18. april 2016 til den 28. august 2016 dækker over reelle leverancer af arbejdsydelser for selskabet til sagsøgeren til brug for sagsøgerens tømrervirksomhed.
Retten finder, at der i nærværende sag foreligger så usædvanlige omstændigheder, at sagsøgeren er underlagt en skærpet bevisbyrde.
Det fremgår således ikke af de tre fakturaer, hvem der har udført arbejdet, hvornår arbejdet er udført, hvor mange timer fakturaerne dækker over, hvad prisen er pr. enhed eller en kort beskrivelse af det fakturerede arbejde. Fakturaerne opfylder således ikke kravene i momsbekendtgørelsen.
Sagsøgeren har heller ikke opfyldt sagsøgtes opfordringer til nærmere at dokumentere de hævdede leverancer, og det har således ikke været muligt nærmere at efterprøve og kontrollere fakturaerne.
Det fremgår derudover af udskrift fra CVR, at G1-virksomhed er stiftet den 1. december 2015, og at Erhvervsstyrelsen den 10. februar 2017 anmodede om tvangsopløsning af G1-virksomhed.
Det lægges endvidere til grund som ubestridt, at Skattestyrelsen i forbindelse med kontrol af G1-virksomhed konstaterede, at G1-virksomhed ikke havde ansatte, at sagsøgerens indbetalinger straks eller kort efter indsætning er videreoverført til et vekselbureau, og at politiet i forbindelse med efterforskning af G1-virksomhed konstaterede, at selskabet ikke havde leveret arbejdskraft, og at selskabet havde været anvendt til at udstede fakturaer og føre pengene tilbage til betalere efter fradrag af provision.
Retten finder på ovenstående baggrund, at sagsøgeren heller ikke i retten har godtgjort, at G1-virksomhed har udført det arbejde for sagsøgeren, som fakturaerne ifølge sagsøgeren dækker over.
Sagsøgte frifindes herefter for den af sagsøgeren nedlagte påstand.
På baggrund af sagens resultat skal sagsøgeren betale sagens omkostninger med 35.000 kr. til sagsøgte. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift. Sagsøgte er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Skatteministeriet Departementet frifindes for den af A nedlagte påstand.
A skal betale sagsomkostninger med 35.000 kr. til Skatteministeriet Departementet.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.