DAC7 indeholder regler om, at der skal ske automatiske informationsudveksling på grundlag af de oplysninger, som de Indberettende Platformsoperatører har indberettet, i tilfælde, hvor Sælgeren og/eller en fast ejendom eller parkeringsplads, der har været genstand for udlejning, har tilknytning til et andet EU-land.

Danmark har implementeret DAC7 som en del af dansk ret ved lov nr. 902 af 21. juni 2022, som bl.a. nyaffattede SIL § 43. Se § 1, nr. 1, i lov nr. 902 af 21/06/2022 om ændring af fodnoten til titlen til skatteindberetningsloven.

I DAC findes reglerne om informationsudveksling i den nye artikel 8ac, som er indsat ved DAC7, mens de krav, der stilles til medlemsstaterne med hensyn til indberetnings- og due diligenceregler på nationalt niveau samt kontrol heraf, findes i direktivets bilag V, som ligeledes er indsat ved DAC7. Artikel 8ac, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at indføre sådanne regler. Direktivets bilag V er i vidt omfang afspejlet i BEK nr. 1253 af 06/09/2022, som er udstedt med hjemmel i bl.a. SIL § 43.

Det generelle grundlag for Skatteforvaltningens samarbejde med udenlandske skattemyndigheder findes i SKL § 66. Se hertil afsnit A.C.2.1.3.3.1.1 og C.F.8.1.2.1 om grundlaget for udveksling af oplysninger samt afsnit C.F.8.2.2.26.1.3 om de forskellige typer af bistand, herunder automatisk udveksling af oplysninger.

I det følgende omtales først medlemsstaternes, konkret Danmarks, forpligtelser i forbindelse med informationsudvekslingen i afsnit A.B.1.2.8.6.6.4.2 og dernæst Europa-Kommissionens rolle i afsnit A.B.1.2.8.6.6.4.3.     

Se også afsnit A.B.1.2.8.6.6.2 om oplysninger, der skal indberettes.