Indhold
Dette afsnit indeholder
- Indledning
- Forpligtelser
- Særlige forpligtelser i forbindelse med skærpet due diligence.
Indledning
Indberettende Platformsoperatører skal indsamle en række oplysninger fra Sælgerne for at kunne opfylde deres forpligtelser. Det gælder dels identitetsoplysninger om Sælgeren, dels i forskellige sammenhænge oplysninger, der tjener til sikring af, at de oplysninger, som platformsoperatøren har, er korrekte (såkaldt due diligence), herunder oplysninger, der dokumenterer en Sælgers status som Sælger, der skal indberettes om, Aktiv Sælger og Undtagen Sælger.
Forpligtelser
Hvis en Sælger
- blevet anmodet om at afgive nærmere specificerede oplysninger
- og har fået to på hinanden følgende påmindelser om at afgive oplysningerne
- og ikke har afgivet oplysningerne,
og der er forløbet 60 dage fra den første anmodning, skal den Indberettende Platformsoperatør iværksætte sanktioner imod Sælgeren. Se BEK nr. 1253 af 06/09/2022 § 47. Sanktionerne skal bestå i
- enten at platformsoperatøren lukker Sælgerens konto og forhindrer Sælgeren i på ny at blive registreret på Platformen
- eller at platformsoperatøren tilbageholder betaling af et Vederlag, der formidles via platformen, til Sælgeren.
Sanktionen skal opretholdes, indtil Sælgeren afgiver de afkrævede oplysninger, men bortfalder, hvis oplysningerne afgives. Sælgeren kan ikke påklage en Indberettende Platformsoperatørs beslutning om at iværksætte sanktioner til Skatteforvaltningen.
Bemærk
Den Indberettende Platformsoperatør bør notere, hvornår den første gang har anmodet Sælgeren om de pågældende oplysninger, idet fristen på 60 dage løber fra denne dato. Platformsoperatøren bør desuden tilrettelægge sin forretningsmodel sådan, at der inden for en periode, der udløber 60 dage efter den første anmodning, er givet to følgende påmindelser, hvis oplysningerne ikke er afgivet i mellemtiden.
Se også
Se også afsnit
Særlige forpligtelser i forbindelse med skærpet due diligence
BEK nr. 1253 af 06/09/2022 indeholder i § 33 en særregel om skærpede due diligence-krav. De skærpede krav indtræder, når det er Skatteforvaltningen, der har gjort platformsoperatøren opmærksom på, at oplysningerne eller nærmere angivne elementer deri kan være (blevet) ukorrekte eller upålidelige.
Se også afsnit A.B.1.2.8.6.7.3.4 om de skærpede due diligence-krav.