Reponex Pharmaceuticals A/S anmodede på vegne af kapitalejerne i Reponex Pharmaceuticals A/S om tilladelse til skattefri aktieombytning af kapitalandele i Reponex Pharmaceuticals A/S med kapitalandele i Blue Vision A/S, således at kapitalejerne i Reponex Pharmaceuticals A/S kan apportindskyde deres kapitalandele i Blue Vision A/S, mod at erhverve de som følge af ombytningen nyudstedte kapitalandele i Blue Vision A/S. Hver Reponex Pharmaceuticals A/S aktie vederlægges med en Blue Vision A/S aktie.
Skattestyrelsen imødekom anmodningen uden fastsættelse af vilkår.
Afgørelsen er truffet efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36.
Tilladelsen er generel og kan benyttes af alle kapitalejere, der er fuldt skattepligtige til Danmark.
Begrundelse
Skattestyrelsen fandt, ud fra en samlet vurdering af de modtagne oplysninger, det sandsynliggjort, at hovedformålet eller et af hovedformålene ikke er skatteundgåelse eller skatteunddragelse. Endvidere sås de objektive betingelser for at meddele tilladelse til skattefri aktieombytning at være til stede, hvorfor Skattestyrelsen efter en samlet konkret vurdering meddelte tilladelse til den ansøgte aktieombytning.
Skattestyrelsen har især lagt vægt på, at parterne har oplyst, at formålet med aktieombytningen er, at der ønskes adgang til yderligere kapital qua Blue Vision A/S’ platform, for at kunne drive de forskellige lægemiddelkandidater længere frem i de kliniske faser og derved optimere værdipotentialet. Der ønskes en børsnotering og derfor kan selskabet se synergier ved at dette sker ved at selskabet bliver en del af Blue Vision A/S’ børsnotering, hvorved der opnås en række besparelser og samtidig fås en række nye investorer indirekte i form af de investorer som allerede er i Blue Vision A/S.
Tilladelsen er efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder givet uden det sædvanlige anmeldelsesvilkår, fordi det ikke giver mening at pålægge den enkelte aktionær at foretage anmeldelse af ændringer i Blue Vision A/S, hvor den enkelte aktionærs indflydelse vil være ganske beskeden.
Sagsfremstilling
Reponex Pharmaceuticals A/S er et unoteret dansk selskab, som består af ca. 200 aktionærer. Blue Vision A/S er et børsnoteret dansk selskab.
For at undgå individuel behandling af ca. 200 identiske sager anmodedes der om massetilladelse til den skattefrie aktieombytning ved ansøgning den 2. marts 2022. Der er ca. 100 personlige aktionærer og 100 selskabsaktionærer. Ansøgningen vedrører hovedsageligt de personlige aktionærer og deres samlede ejerandel er oplyst til at udgøre 16,26% af Reponex Pharmaceuticals A/S. Det er endvidere oplyst, at alle selskabsaktionærerne ejer porteføljeaktier eller skattefri datterselskabsaktier.
Skattestyrelsen meddelte den 15. juni 2022 tilladelse til den skattefrie aktieombytning.