Indhold

Dette afsnit beskriver de generelle betingelser for, at skibe kan omfattes af tonnageskatteordningen.

Afsnittet indeholder:

  • Egne og lejede skibe
  • Betingelse om størrelse
  • Betingelse om strategisk og forretningsmæssigt drift fra en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Egne og lejede skibe

For at en transportydelse skal kunne omfattes af tonnageskatteordningen, skal den som udgangspunkt foregå med rederiets egne skibe.

Lejede skibe vil inden for visse begrænsninger dog også kunne omfattes af ordningen.

Se nærmere i afsnit C.D.8.8.3.4 Lejede skibe om krav til anvendelsen af udlejede skibe og krav til egen bruttotonnage i forhold til indlejet bruttotonnage.

Betingelse om størrelse

Det er en betingelse, at skibene har en bruttotonnage på 20 tons eller derover. Se TSL § 6, stk. 1.

Strategisk og forretningsmæssigt drift fra en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS

Det er en betingelse for at anvende tonnageskatteordningen, at skibene strategisk og forretningsmæssigt drives fra en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS.

Betingelsen  er begrundet i de krav, som EU-Kommissionen har opstillet i de gældende retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren.

Det er ikke nærmere defineret i retningslinjerne, hvad der skal forstås ved, at "skibene strategisk og forretningsmæssigt skal drives".

Begrebet "strategisk og forretningsmæssig drift" relaterer sig i tonnageskatteordningen alene til driften af skibe, og begrebet bør ikke forveksles med begrebet "ledelsens sæde", som kan være afgørende for, om et selskab er skattepligtigt til Danmark eller ej.

Det må i det konkrete tilfælde afgøres, om betingelsen om strategisk og forretningsmæssig drift fra en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS er opfyldt.

De elementer, der kan indgå i bedømmelsen, er for de strategiske funktioners vedkommende bl.a.:

  • om rederiets hovedsæde og øverste ledelse er placeret i den pågældende stat, og
  • om strategiske beslutninger tages i den pågældende stat, fx beslutninger om indgåelse af store kontrakter, beslutninger om køb og salg af skibe, og beslutninger om indgåelse af strategiske alliancer.

Desuden vil en række elementer på det forretningsmæssige/operationelle plan indgå i bedømmelsen.

Det drejer sig fx om

  • tilrettelæggelsen af skibenes sejlplaner
  • indgåelse af fragtaftaler
  • proviantering af skibene
  • bemanding
  • skibenes rent tekniske drift og vedligeholdelse
  • tilstedeværelsen af støttefaciliteter i den pågældende stat.

Det vil ikke være et krav, at enhver af de ovennævnte funktioner for hvert enkelt skibs vedkommende vil skulle foretages i den pågældende stat.

Kravet vil være, at det enkelte skib i tilstrækkeligt omfang opfylder betingelserne, og at den strategiske og forretningsmæssige drift af flåden som helhed ud fra en samlet vurdering foretages fra den pågældende stat. Se også SKM2006.492.SR.

I det bindende svar SKM2010.370.SR bekræftede Skatterådet, at skibene i tilstrækkeligt omfang var drevet fra Danmark, idet den strategiske og forretningsmæssige drift af skibene foregik her i landet. På baggrund af det af forespørgerens repræsentant oplyste om personalefordeling, selskabets ledelse, fordeling af opgaver og funktioner mv. fandt Skatterådet, at skibene blev drevet fra Danmark. Det danske selskab kunne derfor omfattes af den danske tonnageskatteordning. Se også SKM2010.531.SR, SKM2011.630.SR og SKM2015.797.LSR.

Sidstnævnte sag, SKM2015.797.LSR, blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet. Sagen blev afgjort af landsretten, hvis dom er gengivet i SKM2018.55.ØLR. Under sagens forberedelse tog selskabet bekræftende til genmæle, men bestred Skatteministeriets retlige analyse om, at selskabets skib ikke var drevet strategisk og forretningsmæssigt fra Danmark. Selskabet anførte bl.a. at omkostningerne ved at fremskaffe dokumentation var uforholdsmæssigt for store.

Bemærk

De foreliggende afgørelser beror på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i sagerne, og derfor er det vanskeligt at sige noget mere generelt om, hvilke forhold der skal være opfyldt, for at betingelsen om strategisk og forretningsmæssig drift er opfyldt, da det altid vil være en konkret bedømmelse af de oplysninger, der fremkommer i sagen.

Der er dog næppe tvivl om, at der her i landet eller i en anden EU/EØS-medlemsstat rent faktisk skal udføres ikke uvæsentlige opgaver og funktioner af selskabet, som er kendetegnende for det at drive rederivirksomhed.

Bemærk

Det har tidligere være et krav, at skibene strategisk og forretningsmæssigt skulle drives fra Danmark. Ændringen, der indebærer, at skibene skal drives fra en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS, har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere. Det er alene den geografiske afgrænsning af kravet om strategisk og forretningsmæssig drift, der er ændret.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretten

SKM2018.55.ØLR

Landsskatteretten havde i sine afgørelser af 10. december 2015 (hvoraf den ene er offentliggjort som SKM2015.797.LSR) fundet, at selskabernes respektive skibe i det væsentligste blev drevet strategisk og forretningsmæssigt fra Danmark, selvom der med udenlandske selskaber var indgået aftaler om dels time-chartering, dels teknisk management.

Skatteministeriet indbragte sagen for landsretten, hvor selskaberne tog bekræftende til genmæle under sagens forberedelse.

Selskaberne fastholdt dog, at de opfyldte betingelserne for at være omfattet af tonnagebeskatning og bestred Skatteministeriets retlige analyse. Landsretten traf derefter afgørelse i overensstemmelse med Skatteministeriets påstand.

Tidligere instans SKM2015.797.LSR.

Landsskatteretskendelser

SKM2015.797.LSR Drevet fra Danmark

Skatterådet

SKM2011.630.SR

Drevet fra Danmark

SKM2010.531.SR

Drevet fra Danmark

SKM2010.370.SR

Skatterådet svarer bekræftende på, at et dansk aktie- eller anpartsselskab, der overtager de beskrevne rederiaktiviteter, vil være omfattet af tonnageskatteordningen. Endvidere bekræftes det, at gevinster og tab på de to skibe, som er under konstruktion i Spanien, men endnu ikke er færdigbyggede, samt gevinster og tab ved afhændelse eller opgivelse af retten i henhold til byggekontrakterne vedrørende de to skibe, vil kunne medregnes til det danske aktie- eller anpartsselskabs tonnagebeskattede indkomst.  

SKM2009.526.SR

Drevet fra Danmark

SKM2006.492.SR

Drevet fra Danmark