Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har undladt at imødekomme selskabets anmodning om genoptagelse af to ansøgninger om momsgodtgørelse af henholdsvis 7. oktober 2014 og 13. januar 2015, idet Skattestyrelsen har anført, at ansøgningerne ikke kan betragtes som indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015, hvorfor betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.

Landsskatteretten hjemviser Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 GmbH (herefter selskabet) anmodede ved ansøgning af 7. oktober 2014 om momsgodtgørelse for perioden 1. juli 2014 til 30. september 2014 på 1.520.029,11 kr. Videre anmodede selskabet ved ansøgning af 13. januar 2015 om momsgodtgørelse for perioden 1. oktober 2014 til 31. december 2014 på 1.606.908,35 kr.

I ansøgningerne havde selskabet angivet leverandøren "G1 BV" og momsnummeret (leverandørnummeret) […]. Leverandøren var en udenlandsk virksomhed, der havde dansk momsregistrering uden at være hverken etableret eller have fast forretningssted i Danmark. Leverandøren eksisterer - på grund af en fusion - ikke længere i fuldstændig samme form som på tidspunktet for ansøgningerne om momsrefusion.

Af de til ansøgningerne vedlagte fakturaer fremgår følgende (leverandør)navne:

• "G2" af sidehovedet
• "Produktion Werk Dänemark, G3 S/A" med tilhørende momsnummer […] midt på fakturaerne
• "G1 BV" af sidefoden uden angivelse af momsnummer

Selskabet havde således i ansøgningerne angivet det momsnummer, som - ifølge fakturaerne - tilhørte "G3 S/A".

SKAT har ved afgørelse af 13. januar 2015 og 5. februar 2015 ikke imødekommet ansøgningerne, idet det i ansøgningerne oplyste momsnummer ([…]) ikke stemte overens med oplysningerne om leverandørens navn og adresse, jf. den dagældende momsbekendtgørelses § 33, stk. 1, jf. § 30, stk. 2, nr. 1 og 2.

Det fremgår af SKATs fremlagte postlister, at SKAT den 13. januar og 5. februar 2015 sendte afgørelserne digitalt til de tyske myndigheder. Samtidig blev der sendt en mail til selskabet om, at der var truffet afgørelser i sagerne, og at disse var sendt til de tyske myndigheder.

SKAT har videre oplyst, at afgørelserne er sendt med ordinær post til selskabet, samt at SKAT ikke har modtaget afgørelserne retur. Skattestyrelsen (daværende SKAT) har over for Skatteankestyrelsen oplyst, at Skattestyrelsen ikke kan dokumentere, at brevene med afgørelserne af 13. januar 2015 og 5. februar 2015 er sendt med ordinær post til selskabet.

Det er oplyst, at der i praksis består en udfordring vedrørende de tyske myndigheders videresendelse af afgørelser om momsgodtgørelse til de tyske ansøgere via E-momssystemet. Skattestyrelsen er bekendt med denne udfordring.

Selskabet har oplyst, at det ikke modtog SKATs afgørelser, hvorfor selskabet den 11. februar 2016 kontaktede SKAT for at høre, hvor langt SKAT var kommet i sagsbehandlingen. SKAT sendte herefter igen afgørelserne til selskabet.

Repræsentanten anmodede den 28. april 2016 SKAT om at genoptage behandlingen af de to ansøgningssager. Anmodningen blev fremsat i en telefonsamtale med SKAT. Selskabet har oplyst, at anmodningen blev begrundet med, at selskabet ikke havde modtaget afgørelserne, hvorfor selskabet ikke havde haft mulighed for at reagere på det problem, som SKAT gjorde opmærksom på i afgørelserne.

I forbindelse med anmodningen om genoptagelse oplyste selskabets repræsentant desuden over for SKAT, at den faktiske leverandør var G1 BV (og ikke G3 S/A), som det i øvrigt fremgik af ansøgningerne og sidefoden på fakturaerne. Derudover oplyste repræsentanten, at momsen på de pågældende fakturaer, som var udstedt til selskabet, måtte være blevet betalt til SKAT enten via momsnummeret tilhørende G3 S/A eller via momsnummeret tilhørende G1 BV. Repræsentanten oplyste, at sidstnævnte scenarie var sandsynligt, da G1 BV ifølge SKATs hjemmeside tilsyneladende var registreret med et andet momsnummer end det i ansøgningerne og på fakturaerne oplyste.^,

Den 29. april 2016 sendte SKAT en mail til repræsentanten om, at SKAT fastholdt deres afgørelser, samt at der var sendt en afgørelse pr. post til selskabet umiddelbart efter, at afgørelsen var truffet. Repræsentanten bad ved mail af 2. maj 2016 SKAT om at give en begrundelse for afgørelsen samt klagevejledning. Ved mail af 10. maj 2016 besvarede SKAT repræsentantens henvendelse. I mailen fastholdt SKAT fortsat deres afgørelse og oplyste, at der ikke ville blive sendt nogen anden afgørelse, samt at der var sendt en elektronisk afgørelse den 13. januar 2015, og at afgørelsen ligeledes var fremsendt med posten. Endelig oplyste SKAT, at en eventuel klage skulle indsendes til Skatteankestyrelsen.

Repræsentanten klagede den 15. juli 2016 over SKATs afgørelse. Repræsentanten oplyste i forbindelse med klagen, at det korrekte momsnummer for G1 BV var […]. Ved klagen var vedlagt et brev fra leverandøren G1 BV, hvoraf fremgik, at man ved en fejl i år 2014 havde anført et forkert momsnummer på fakturaerne. Således havde man anført momsnummer […], tilhørende G3 S/A, i stedet for det korrekte momsnummer […].

Landsskatteretten traf afgørelse den 2. november 2018. Landsskatteretten fandt, at SKATs mail af 10. maj 2016 måtte anses for en afgørelse om afslag på genoptagelse af selskabets to ansøgninger. Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse efter en konkret væsentlighedsvurdering måtte anses for ugyldig, idet SKAT ikke havde givet en tilstrækkelig begrundelse for afgørelsen. Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen traf afgørelse den 21. marts 2019. Skattestyrelsen imødekom ikke anmodningen om genoptagelse med den begrundelse, at den præklusive frist for ansøgning om momsgodtgørelse i direktivets artikel 15 var overskredet, og at genoptagelsesreglen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, ifølge Skattestyrelsen, ikke finder anvendelse i sager vedrørende ansøgninger om momsgodtgørelse.

Den 1. juni 2019 indsendte repræsentanten en klage til Landsskatteretten over Skattestyrelsens afgørelse af 21. marts 2019, og det er således denne afgørelse, som nærværende sag vedrører.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ved afgørelse af 21. marts 2019 afslået at imødekomme repræsentantens anmodning om genoptagelse af to ansøgninger om momsgodtgørelse af henholdsvis 7. oktober 2014 og 13. januar 2015, for så vidt angår to momsbeløb på henholdsvis 1.520.029,11 kr. og 1.606.908,35 kr., for perioderne fra den 1. juli 2014 til den 30. september 2014 og fra den 1. oktober 2014 til den 31. december 2014. Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelserne anført, at ansøgningerne ikke kan betragtes som indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015, hvorfor betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.

Skattestyrelsen har blandt andet anført følgende:

"[…]

Skattestyrelsen kan ikke imødekomme repræsentantens anmodning om genoptagelse af momsgodtgørelsessagerne.

Ansøgningen skal indgives til Skattestyrelsen senest den 30. september i kalenderåret efter godtgørelsesperioden, efter § 29, stk. 1, jf. § 24, stk. 2 i bekendtgørelsen nr. 808 af 30. juni 2015 (momsbekendtgørelsen).

Bestemmelsen gennemføres af artikel 15, stk. 1 i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008.

Ansøgerens anmodninger om momsgodtgørelse vedrørte perioden 1. juli - 31. december 2014. Fristen for indgivelse af ansøgning for 2014 var den 30. september 2015.

Efter det foreliggende, anmodede ansøgers repræsentant SKAT om at genoptage refusionssagerne den 2. maj 2016.

Eftersom ansøgningsfristen i Rådets direktiv 2008/9/EF, artikel 15, stk. 1 må anses for præklusiv, finder Skattestyrelsen ikke, at der er hjemmel til at genoptage behandlingen af virksomhedens momsgodtgørelsesanmodninger for 2014, idet fristen for ansøgning om momsgodtgørelse for den omhandlede periode er overskredet.

Ansøgers repræsentant har ikke overfor SKAT begrundet meddelelsen om, at ansøgeren ikke har modtaget SKATs afgørelser med konkrete oplysninger om uregelmæssigheder i postgangen eller andre omstændigheder, som kunne sandsynliggøre, at afgørelserne ikke er kommet frem til ansøgerens postadresse.

Af Postliste for ansøger i momsrefusionssystemet fremgår, at SKAT den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015 digitalt har sendt afgørelserne til etableringsmedlemsstatens myndighed. Samtidig er der sendt en mail til ansøger om, at der er truffet afgørelse i sagen, og at denne er sendt til etableringsmedlemsstatens myndighed. Afgørelserne er endvidere sendt til ansøger med ordinær post.

SKAT har ikke modtaget afgørelserne retur.

Af artikel 8, stk. 1, litra b i Rådets direktiv 2008/9/EF fremgår det, at anmodningen om tilbagebetaling af moms skal indeholde oplysninger om en adresse, der kan kontaktes ad elektronisk vej.

Af ansøgningers skærmbilleder i momsrefusionssystemet fremgår blandt andet den e-mailadresse, ansøger har oplyst i forbindelse med indsendelse af ansøgningerne. Den er anvendt i forbindelse med SKATs kommunikation med ansøger.

Der foreligger ingen oplysninger i momsrefusionssystemet om, at e-mailadressen ikke var gyldig.

Ad pkt.1.

Virksomhedens repræsentant refererer til EU-Domstolens dom i sag C-516/14, Barlis 06 for så vidt angår konsekvenserne af manglende overholdelse af de formelle fakturakrav.

Repræsentanten argumenterer, at H1 GmbH på ansøgningstidspunktet opfyldte de materielle betingelser for at være berettiget til momsgodtgørelse. Det vil sige, at afgørelser om afvisning af momsrefusion er i strid med den førnævnte EU-domstolen dom (præmisserne 42-44, 47 og 49). Det er repræsentantens opfattelse, at daværende SKAT meget nemt kunne anskaffe oplysninger om leverandørens momsnummer af egen drift via SKATs systemer.

Det følger af Barlis-dommen, at fradrag af den indgående afgift ikke kan nægtes under henvisning til formelle krav til en faktura. Fakturakravene kan efter omstændighederne være opfyldt via bilagsdokumenter mv.

Dette er imidlertid ikke tilfældet i nærværende sag, da de supplerende bilag ikke blev fremlagt af ansøgeren på ansøgningstidspunktet.

Ad pkt. 2

Af repræsentantens kommentar til Skattestyrelsens forslag til afgørelse fremgår det, at de ordinære genoptagelsesregler efter skatteforvaltningslovens § 31 finder anvendelse. Skattestyrelsen må gøre opmærksom på, at det ikke er tilfældet.

Skattestyrelsen bemærker, at nærværende sag er en ansøgningssag, i henhold til momslovens § 45, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 760 af 21. juni 2016), og proceduren vedrørende momsrefusion til udenlandske virksomheder fremgår af kapitel 8 i bekendtgørelsen nr. 808 af 30. juni 2015 (momsbekendtgørelsen).

Skatteforvaltningslovens § 31 finder ikke anvendelse, såfremt der efter anden lovgivning er fastsat særlige frister for anmodning om ændring af afgiftstilsvar og om godtgørelse af afgift. Det følger af princippet om lex specialis. I disse tilfælde gælder den frist, der fremgår af den særlige lovgivning.

Den særlige frist vedrørende godtgørelse af moms ved udenlandske virksomheders køb af momspligtige varer mv. her i landet fremgår af momsbekendtgørelsens § 29, jf. § 24, stk. 2, der implementerer artikel 15, stk. 1 i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008.

Regelgrundlaget og praksis er beskrevet i Skattestyrelsens Juridiske vejledning, afsnit A.A.8.1 og A.A.8.3.

EU-Domstolen har blandt andet i dom af 21. juni 2012 i sag C-294/11, Elsacom NV, taget stilling til, om fristen for indgivelse af en ansøgning om tilbagebetaling af moms er præklusiv. Af denne dom følger således, at ansøgningsfristen i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008, artikel 15, stk. 1er præklusiv.

I ansøgningssager påhviler det ansøger at dokumentere berettigelsen af den ydelse, der ansøges om. Det er således virksomheden, som i nærværende sag har anmodet om momsgodtgørelse, der skulle løfte bevisbyrden for, at betingelserne for godtgørelse er opfyldt. SKAT skulle i den situation som denne alene kontrollere, hvorvidt de af ansøgeren afgivne oplysninger var korrekte. Såfremt oplysningerne ikke var korrekte, var SKAT ikke forpligtet til at søge at berigtige oplysningerne.

I den forbindelse bemærkes det, at ansøgningen skal være indgivet efter praksis og procedure vedrørende ansøgninger om refusion af moms til udenlandske virksomheder i de andre EU-lande.

Ansøgningen fra virksomheder hjemmehørende i andre EU-lande anses først som indgivet, når den indeholder alle de oplysninger, som den skal indeholde efter momsbekendtgørelsens § 26, som fraveget og præciseret ved § 29, stk. 2-6 og momsbekendtgørelsens § 29, stk. 1 samt Rådets direktiv 2008/9/EF artikel 15, stk. 1, 1. afsnit, 2. pkt.

Ved indgivelse af ansøgningen, skal ansøger nøje identificere de enkelte købsbilag, ved angivelse af særlige koder, fakturanummer, oplysninger om leverandørens danske momsregistreringsnummer mm.

Endvidere skal der være fuldstændig overensstemmelse mellem ansøgningen og de oplysninger, der fremgår af de fakturaer, ansøger har lagt til grund for sin ansøgning.

Sluttelig bemærker Skattestyrelsen, at der er pligt for en EU-ansøger til at kommunikere digitalt ved indgivelse samt genfremsendelse af en ansøgning om momsgodtgørelse.

Pligten til at kommunikere elektronisk gælder både, når den udenlandske virksomhed indgiver den oprindelige ansøgning om momsgodtgørelse, og når virksomheden som led i en efterfølgende sagsbehandling er i kontakt med skattemyndighederne i enten etableringsmedlemsstaten eller tilbagebetalingsmedlemsstaten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 og momsbekendtgørelsens § 38 samt efter Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 79/2012 af 31. januar, artikel 10.

[…]"

Skattestyrelsen er den 25. juli 2019 fremkommet med en udtalelse til klagen. I udtalelsen har Skattestyrelsen konstateret, at klagen ikke indeholder nye eller væsentlige oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af afgørelsen af 21. marts 2019. Skattestyrelsen har i den forbindelse blandt andet anført, at repræsentanten anmodede SKAT om genoptagelse af refusionsansøgningerne den 2. maj 2016 - dvs. efter den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015. SKAT har på den baggrund fastholdt sin afgørelse af 21. marts 2019.

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har i klage af 17. juni 2019 nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen skal imødekomme selskabets anmodning om genoptagelse af ansøgningssagerne, i hvilke SKAT traf afgørelse den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015, og ligeledes skal imødekomme selskabets anmodning om momsgodtgørelse for 3. og 4. kvartal 2014.

Repræsentanten har til støtte for sine påstande anført følgende i klagen:

"[…]
H1 har indsendt ansøgninger om momsgodtgørelse for 2014, og de omstridte ansøgningerne for 3. og 4. kvartal 2014 blev indsendt hhv. 9. oktober 2014, og den 16. januar 2015.

Skattestyrelsen har kvitteret for modtagelsen, jf. momsbekendtgørelsens § 29, stk. 2, og det er derfor efter vores opfattelse hævet over enhver tvivl, at H1s ansøgninger overholder kravene i § 29, og derfor skal anses for at være indsendt rettidigt (inden 30. september 2015), også selvom det efterfølgende viste sig, at leverandøren havde anført et forkert dansk momsnummer på sine fakturaer til H1.

Vi gør i den forbindelse særligt opmærksom på, at leverandøren er en udenlandsk virksomhed, der har en dansk momsregistrering, uden at den hverken er etableret i Danmark eller har et fast forretningssted.

Afgørelserne fra Skattestyrelsen henviser til momsbekendtgørelsens § 30, stk. 2, nr. 1 og 2, og § 33. Afgørelsen er et udtryk for, at Skattestyrelsen ikke vil udbetale momsgodtgørelse, alene fordi de underliggende fakturaer ikke indeholder formkravene, jf. momsbekendtgørelsens § 84.

Skattestyrelsens argumenter om, at H1 nægtes genoptagelse, fordi ansøgningen ikke er modtaget rettidigt, skal derfor ikke tillægges betydning.

EU-Domstolen har adskillelige gange, senest i sag C-533/16, slået fast, at retten til momsfradrag er et grundlæggende princip i det fælles momssystem. Domstolen slår i samme dom fast, at fradragssystemet, og dermed også tilbagebetalingssystemet (i Danmark benævnt momsgodtgørelse), tilsigter at den afgiftspligtige aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med sin økonomiske virksomhed.

Skattestyrelsens begrundelse i afgørelserne fra 2015 om nægtelse af momsgodtgørelse, er i direkte strid med EU-retten, som den kommer til udtryk i EU-Domstolens dom vedrørende Barlis 06. Der fremgår klart og entydigt, at en myndighed i en medlemsstat ikke kan afvise momsfradrag alene ud fra en begrundelse om manglende opfyldelse af formalia på en leverandørfaktura, når myndigheden er i stand til at vurdere, om de materielle betingelser er opfyldt.

Momsbekendtgørelsens § 38 giver de danske myndigheder en mulighed for at bede ansøgeren om supplerende oplysninger. For at overholde EU-retten, som den kommer til udtryk i sagen vedrørende Barlis 06, og for at overholde Officialprincippet, som det kommer til udtryk i Overblik #8 fra Folketingets Ombudsmand, var Skattestyrelsen reelt forpligtet til at bede om supplerende oplysninger, selvom der er tale om en ansøgningssag. Hvorfor Skattestyrelsen aktivt har fravalgt at indhente oplysninger i forbindelse med momsrefusionssagerne, og ikke har valgt at undersøge de oplysninger, som fremgår af deres eget registreringssystem, har vi forgæves forsøgt at få svar på.

Fordi Skattestyrelsen valgte ikke at anmode om supplerende oplysninger, traf de en materiel forkert afgørelse, der er i strid med EU-retten og Officialprincippet.

Når tilbagebetalingsmedlemsstaten har truffet sin afgørelse om ikke at udbetale en momsgodtgørelse, har den udenlandske virksomhed nøjagtig de samme muligheder for at gøre indsigelser mod SKATs afgørelse, som virksomheder etableret i Danmark. Dette fremgår af momsrefusionsdirektivets artikel 23, stk. 1 og 2.

Præmis 48 i EU-Domstolens dom vedrørende Sea Chefs Cruise Services, viser med al tydelighed, at artikel 23, stk. 1 og stk. 2 er vidtgående, og rent faktisk betyder at udenlandske virksomheder skal have nøjagtig de samme muligheder, som indenlandske virksomheder. Den viser også tydeligt, at det alene er ansøgningsfristen den 30. september, jf. momsbekendtgørelsens § 28, stk. 2, der er præklusiv.

Hvis Skattestyrelsen foretager kontrol i en dansk virksomhed, og nægter momsfradrag for en given leverandørfaktura, kan den pågældende danske virksomhed vælge at påklage afgørelsen. Den danske virksomhed kan også vælge ikke at påklage afgørelsen, og på et senere tidspunkt søge om genoptagelse af den pågældende afgiftsperiode, jf. reglerne i skatteforvaltningsloves § 31, stk. 2, eller § 32.

Det vil være i strid med EU-retten, som denne kommer til udtryk i EU-Domstolens dom vedrørende Zabrus Siret SRL i sag C-81/17, hvis en sådan anmodning om genoptagelse nægtes med en begrundelse om, at der tidligere er truffet afgørelse om den pågældende periode.

H1 skal - med henvisning til artikel 23, stk. 1 og 2, i momsrefusionsdirektivet, og i øvrigt med henvisning til ækvivalensprincippet, jf. blandt andet EU-Domstolens dom i sag C-494/16 vedrørende Santoro - have nøjagtig de samme muligheder.

Skattestyrelsens begrundelse for afvisning med henvisning til at ansøgningsfristen er præklusiv skal derfor afvises. H1 indsender ikke en ny afgørelse, men anmoder om genoptagelse af den oprindelige ansøgning om momsgodtgørelse.

I henhold til Skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan en afgiftspligtig, henholdsvis en godtgørelsesberettiget, søge om genoptagelse senest tre år efter udløbet af den afgiftsperiode, som anmodningen om genoptagelse vedrører.

H1s ansøgninger om momsgodtgørelse vedrører 3. og 4. kvartal 2014, og anmodningerne om genoptagelse blev fremsat i foråret 2016, altså inden for disse frister for genoptagelse.

Det fremgår af lovforarbejderne til den bestemmelse, der i dag fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, at den ikke gælder, hvis der i anden lovgivning er fastsat særlige frister for anmodning om godtgørelse.

Det er vores opfattelse, at denne bemærkning om begrænsning i forhold til genoptagelse ikke gælder i nærværende sag. Som det kommer til udtryk af Sea Chefs Cruise Services, skal udenlandske virksomheder have samme mulighed for at forfølge afgørelser fra Skattestyrelsen, som nationale virksomheder. Bemærkningen, som er fra 2002, må tilskrives en forkert opfattelse af genoptagelsesmulighederne i forbindelse med momsrefusion.

Vi hæfter os i samme forbindelse ved, at det fremgår af momssystemdirektivets artikel 24, at skattemyndighederne har mulighed for at forfølge fejludbetalinger. Det må antages, at Skattestyrelsen er af den opfattelse, at deres muligheder for at genoptage tidligere afgørelser følger af skatteforvaltningslovens § 31. Efter vores opfattelse vil en sådan forståelse, hvorefter skatteforvaltningslovens § 31 kun gælder for myndighederne, men ikke for den udenlandske virksomhed, være forkert.

Hvis skatteforvaltningslovens § 31 mod forventning ikke skulle gælde i denne sag, kan H1 støtte ret på skatteforvaltningslovens § 32, nr. 1 eller nr. 4 om ekstraordinær genoptagelse. Det er ingen begrænsninger i lovbemærkningerne på udenlandske virksomheders brug af denne bestemmelse.

§ 32, nr. 1, bruges i tilfælde af praksisændringer.

EU-Domstolen har i dom af 15. september 2016 vedrørende Barlis 06 slået fast, at "skattemyndighederne ikke kan nægte at indrømme ret til momsfradrag alene af den grund, at en faktura ikke opfylder de betingelser''.

Ovennævnte afgørelse ligger i tid efter den afgørelse til H1, hvor SKAT nægter at imødekomme H1s anmodning om momsrefusion, og må derfor anses som en ændring af dansk praksis. Barlis 06 vedrører årene 2008 - 2010.

Vi tillader os i denne sammenhæng at antage, at SKATs centrale enhed for behandling af anmodninger om momsrefusion har haft det som generel praksis at afvise anmodninger med forkerte momsnumre uden yderligere handlinger, da H1 ellers ville være blevet behandlet anderledes af denne centrale enhed end andre virksomheder, der søger momsrefusion

Hvis H1 ikke kan få genoptaget en forkert afgørelse fra SKAT i tilfælde af en praksisændring fra f.eks. EU, vil det helt åbenlyst stride imod artikel 23, 2, i momsrefusionsdirektivet. Allerede af den grund har H1 ret til at få genoptagelse på baggrund af EU-Domstolens dom vedrørende Barlis 06, som i øvrigt første gang er skrevet ind i SKATs juridiske vejledning 2017-1, i afsnit D.A.11.1.7 om krav til dokumentation for indkøbet.

Da anmodningen om genoptagelse er fremsat i foråret 2016, er reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, overholdt.

§ 32. nr. 4, bruges i tilfælde af særlige omstændigheder.

Det fremgår af lovforslaget til ændringer i skattestyrelsesloven (LSF 175 fra 2002), at denne bestemmelse finder anvendelse, hvis der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Som det fremgår af Overblik #8 fra Folketingets Ombudsmand om Officialprincippet, har skattemyndighederne også i ansøgningssager pligt til at sørge for, at sagerne bliver oplyst. Manglende opfyldelse kan medføre, at sagen skal genoptages, så de pågældende undersøgelser kan foretages. Der er ingen tvivl om, at Skattestyrelsen ikke har overholdt Officialprincippet - og ikke har overholdt principperne i Barlis 06 - ved at træffe afgørelse om ikke at udbetale momsgodtgørelse, når denne afgørelse har baggrund i formelle mangler i oplysningerne på leverandørens faktura.

På den baggrund skal H1 som minimum have genoptagelse efter § 32, stk. 1, nr. 4.

Også her er anmodningen om genoptagelse fremsat inden for reaktionsfristen, da det også her er EU­Domstolens dom vedrørende Barlis 06, der er afgørende for tidspunktet for hvornår det kommer til kundskab om, at afgørelserne fra Skattestyrelsen er materielt forkerte.

Skattestyrelsens begrundelser om at skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, og § 32, ikke finder anvendelse, skal derfor ikke lægges til grund.

Skattestyrelsen fremfører et argument om, at H1 skulle have fremlagt de supplerende oplysninger på ansøgningstidspunktet, for at de kunne komme i betragtning. Det er ikke korrekt, jf. også EU-Domstolens bemærkninger vedrørende Barlis 06, hvor de supplerende oplysninger er fremlagt under myndighedernes behandling af sagen.

H1 fik imidlertid ikke den mulighed, da Skattestyrelsen aktivt fravalgte at bede om supplerende oplysninger. Som det fremgår at Sea Chefs Cruise Services, kan en udenlandsk virksomhed altid fremlægge supplerende dokumentation, og myndighederne skal tage den i betragtning i sagsbehandlingen.

Vi gør for god ordens skyld opmærksom på, at G1 pga. en fusion desværre ikke eksisterer i fuldstændig samme form som på tidspunktet for anmodning om momsrefusion, som på tidspunktet for anmodningen om genoptagelse samt som på tidspunktet for den første del af den periode, hvor den første klage lå i Skatteankestyrelsen og derefter i Landsskatteretten.

Det er derfor på nuværende tidspunkt med stor sandsynlighed ikke længere praktisk muligt at korrigere de pågældende fakturaer og udstede nye fakturaer med angivelse af det korrekte momsnummer.
Skattestyrelsen har i øvrigt heller ikke vejledt om denne mulighed. Dette gælder både forløbet i forbindelse med de oprindelige anmodninger om momsrefusion, henvendelsen fra H1 til Skattestyrelsen i 2016, henvendelsen fra R1 til Skattestyrelsen i 2016, anmodningen om genoptagelse i 2016, behandlingen af klagesagen i Landsskatteretten eller den efterfølgende sagsbehandling efter Landskatterettens første kendelse.

H1 er derfor berettiget til at modtage momsgodtgørelse på baggrund af de supplerende oplysninger om, hvilket momsnummer leverandøren afregnede moms under i 2014. Vi henviser i den forbindelse til bilag 5, som tidligere er fremsendt til Skattestyrelsen.

5 Konklusion

Som der fremgår af denne klage, er det vores opfattelse at:

• De oprindelige afgørelser fra Skattestyrelsen er materielt forkerte, da de er i strid med EU-retten.
• H1 er berettiget til at få genoptaget ansøgningen om momsgodtgørelse, jf. enten skatteforvaltningslovens § 31 eller § 32, og
• H1 er berettiget til at få momsrefusion, da selskabet har fremlagt korrekte oplysninger om leverandørens navn/adresse og danske momsnummer.

[…]"

Repræsentanten har i brev af 17. september 2019 indsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

"[…]

Klagen vedrører helt overordnet det forhold, at Skattestyrelsen oprindeligt har truffet afgørelse om at nægte momsgodtgørelse for de pågældende kvartaler med henvisning til formelle mangler på leverandørens faktura. Begrundelsen i afgørelsen er således momsbekendtgørelsens § 33 og § 30, stk. 2, nr. 1 og 2 (bekendtgørelse nr. 814 af 24. juni 2013).

Vi mener - med henvisning til praksis fra EU-Domstolen - at afgørelsen om at nægte udbetaling er i strid med EU-retten.

Momsgodtgørelse er en integreret del af momssystemet på linje med momsfradrag. Momsfradrag/godtgørelse er et uundværligt element i den samlede momsordning, da det er fradrag/godtgørelsesreglerne der sikrer momsens neutralitet for de erhvervsdrivende (se i denne retning præmis 35 i sag C-133/18, Sea Chefs Cruice Services).

H1 GmbH har efterfølgende fremskaffet dokumentation, som retter op på de formelle mangler på leverandørens faktura, og har på den baggrund søgt om genoptagelse af den oprindelige afgørelse.
Mulighederne for genoptagelse fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.

I udtalelsen (6. afsnit på side 2) anfører Skattestyrelsen, at anmodning om genoptagelse er nægtet, fordi der mangler hjemmel til at genoptage behandlingen af virksomhedens ansøgning om momsgodtgørelse for 2014, fordi fristen for ansøgning om momsgodtgørelse for de pågældende perioder [er] overskredet.

Vi er uenige i denne fortolkning af skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32. Sat på spidsen svarer dette udsagn fra Skattestyrelsen til, at danske virksomheder ikke kan søge genoptagelse, når angivelsesfristerne er udløbet. Dette er naturligvis ikke i overensstemmelse med lovgivningen.

Det fremgår af artikel 23, stk. 2 i direktiv 2008/9/EF, at en udenlandsk virksomhed kan gøre indsigelse mod en afgørelse på samme måde og inden for de samme frister, som en lokal dansk virksomhed. Dette betyder, at genoptagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 også kan påberåbes af udenlandske virksomheder i forbindelse med momsrefusion. Det fremgår da også direkte af de to bestemmelser i skatteforvaltningsloven, at de også gælder i forbindelse med godtgørelser.

EU-Domstolens dom vedrørende Sea Chefs Cruice Services (sag C-133/18) omhandler på det mere principielle niveau også princippet om, at udenlandske virksomheder ikke skal behandles anderledes end lokale virksomheder (se i denne retning dommens præmis 48). Dette mere principielle niveau af dommen anerkender Skattestyrelsen ikke i udtalelsen (afsnit 7 på side 3).

Skattestyrelsen understreger i første afsnit på side 3, at H1 GmbH ikke var berettiget til at få momsgodtgørelse, da der var formelle mangler på leverandørens faktura. Vi gør igen opmærksom på, at EU-Domstolen blandt andet i sag C-516/14, Barlis 06, har slået fast, at neutralitetsprincippet kræver, at en virksomhed får fradrag for moms, hvis de materielle betingelser herfor er opfyldt, uanset at visse formelle betingelser ikke måtte være opfyldt. Vi henviser i den forbindelse til den fremsendte klage til Landskatteretten med bilag.

Afgørelsen overfor H1 GmbH er således i strid med EU-retten. Skattestyrelsen burde have benyttet muligheden for at indhente supplerende dokumentation fra H1 GmbH, jf. muligheden i momsbekendtgørelsens § 34, og på den måde være på linje med EU-retten.

Som redegjort for i forbindelse med H1s tidligere klagesag vedrørende samme spørgsmål og periode, nåede Skattestyrelsens afgørelser ikke frem til H1. Vi henviser i den forbindelse til Landsskatterettens sagsnummer 16-0954231 for en uddybning af dette samt klagen til Landskatteretten i denne sag, hvor der dokumenteres, at et forslag til afgørelse fra november 2018, som positivt var anført som afsendt på Skattestyrelsens postliste, viste sig ikke at være sendt alligevel.

På det mere generelle niveau tillader vi os i den sammenhæng at oplyse Skatteankestyrelsen om, at EUKommissionen har anlagt en sag mod Tyskland. Det er kommissionens opfattelse, at Tyskland overtræder deres forpligtelser i forbindelse med momsgodtgørelse ved at afvise ansøgninger uden at bede om supplerende dokumentation fra ansøger. Vi vedlægger kommissionens pressemeddelelse som bilag.

Tilsvarende tillader vi os at gøre Skatteankestyrelsen opmærksom på, at PwC for kommissionen har gennemgået EU-landenes regler og procedurer for momsgodtgørelse (taxud/2017/DE/328). Det fremgår af undersøgelsen, at der for Danmark er konstateret den udfordring, at ansøgninger afvises ud fra manglende opfyldelse af formalia på leverandørfakturaerne, og at der er vedvarende forlydender om, at de danske myndigheder ikke tillader ansøgere at korrigere bilag til ansøgninger efter ansøgningsfristen. Vi vedlægger en kopi af udvalgte afsnit som bilag.

Der er med andre ord fokus fra EU på, at medlemslandene overholder reglerne også ved momsgodtgørelse, og Danmark er i den sammenhæng ved at tiltrække sig opmærksomhed.

Det er vores opfattelse, at den eneste korrekte løsning på denne sag er, at H1 GmbH skal have genoptaget sin ansøgning om momsgodtgørelse, og skal samtidig tilkendes momsgodtgørelse, da de formelle betingelser for dette er opfyldt, og de kan fremlægge supplerende information om identiteten på deres leverandør.

Vi henviser til vores klage inklusive bilag for den uddybende argumentation, da klagen konkret forholder sig til de argumenter, som Skattestyrelsen gentager i brev af 25. juli 2019. Vi tager forbehold for en anmodning om retsmøde samt for at indsende supplerende indlæg efter kontormødet 20. september 2019.

Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har den 4. marts 2020 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen:

"[…]

Ad selskabets modtagelse af afgørelserne
Skatteankestyrelsen bemærker, at SKAT i forbindelse med den tidligere sag for Landsskatteretten, hvor retten traf afgørelse den 2. november 2018, fremlagde en kopi af de trufne afgørelser. Det fremgår i øvrigt af de af SKAT fremlagte postlister, at SKAT den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015 sendte afgørelserne digitalt til de tyske myndigheder. Samtidig blev der sendt en e-mail til ansøger om, at der var truffet afgørelse i sagerne, og at disse var sendt til de tyske myndigheder.

Skatteankestyrelsen bemærker videre, at det ligger uden for Skattestyrelsens ansvarsområde at kontrollere, hvorvidt de tyske myndigheder i praksis formår at gøre afgørelserne tilgængelige for de tyske ansøgere via E-momssystemet.

Skatteankestyrelsen finder på den anførte baggrund, at afgørelserne af 13. januar 2015 og 5. februar 2015 må anses for at være kommet frem til selskabet.
Skattestyrelsen har ingen bemærkninger hertil, og det lægges derfor i det følgende til grund, at afgørelserne er kommet frem til ansøgeren.

Ad indgivelse af ansøgningerne om momsgodtgørelse
Det er Skatteankestyrelsens opfattelse, at selskabets ansøgninger om momsgodtgørelse - på trods af uoverensstemmelsen i ansøgningen mellem oplysningerne om leverandørens navn, adresse og momsnummer - skal anses for rettidigt indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015.

Følgende fremgår endvidere af Skatteankestyrelsens indstilling:

"Der er herved lagt vægt på, at offentlige myndigheder i medfør af officialmaksimen (undersøgelses-princippet) har en generel pligt til at oplyse en sag i en sådan grad, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Skatteankestyrelsen finder således, at det nærværende tilfælde må anses for at falde inden for Skattestyrelsens generelle undersøgelsespligt, idet daværende SKAT nemt kunne konstatere, at der bestod en uoverensstemmelse mellem ansøgningernes oplysninger om leverandørens navn og adresse og momsnummeret. Karakteren af uoverensstemmelsen burde således have tilskyndet SKAT til at tage kontakt til selskabet med henblik på at undersøge årsagen til uoverensstemmelsen, inden styrelsen traf afgørelse om at afvise ansøgningerne.

Videre er der lagt vægt på, at en nægtelse af momsgodtgørelse i den nærværende sag ikke står i et rimeligt forhold til alvoren af overtrædelsen og dennes betydning for retsforholdet generelt, jf. proportionalitetsprincippet, samt at det må anses for stridende mod direktivets præambel, den ovenfornævnte praksis fra EU-Domstolen og god forvaltningskik, ikke at søge nærmere afklaring omkring uoverensstemmelsen, inden retten til momsgodtgørelse nægtes."

Skattestyrelsen bemærker, at betingelsen i Direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008, artikel 15, stk. 1, om, at tilbagebetalingsanmodningen først betragtes som indgivet, når ansøgeren har forelagt alle de i artikel 8, 9 og 11 krævede oplysninger, både efter sin ordlyd og sit formål må betragtes som en materiel betingelse, ikke en formel betingelse. Manglende overholdelse af betingelsen har efter bestemmelsen den konsekvens, at ansøgningen ikke kan anses for indgivet, og at der allerede af denne grund ikke er adgang til momsgodtgørelse.

Tilsvarende gælder betingelsen i momsbekendtgørelsens § 29 om, at ansøgningen først anses som indgivet, når den indeholder alle oplysningerne, som er nævnt i § 26, jf. dog stk. 2-6.

Der skal herefter tages stilling til, hvad der gælder i tilfælde, hvor alle de krævede oplysninger er indeholdt i ansøgning, men der er fejl i oplysningerne. Her finder Skattestyrelsen, at efter direktivets artikel 15 og bekendtgørelsens § 29 må ansøgningen anses for indgivet, trods at der er fejl i oplysningerne.
Dette understøttes af direktivets artikel 20, hvorefter tilbagebetalingsmedlemsstaten, hvis den finder, at den ikke har modtaget alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe beslutning om hele eller en del af tilbagebetalingen, elektronisk kan anmode om supplerende oplysninger, navnlig hos ansøgeren eller de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten, inden for den periode på fire måneder, der er nævnt i artikel 19, stk. 2.

Artikel 20 svarer til bekendtgørelsens § 34. Bestemmelsen må efter Skattestyrelsens opfattelse både finde anvendelse, hvis tilbagebetalingsmedlemsstaten vurderer, at den har behov for yderligere oplysninger end de i ansøgningen indeholdte, og hvis tilbagemedlemsstaten er i tvivl om rigtigheden af de i ansøgningen indeholdte oplysninger.

I nærværende sag indeholdt ansøgningen oplysninger om leverandørens navn, adresse og momsnummer. Men oplysningerne var ikke korrekte.

Trods disse fejl må ansøgningen anses for indgivet efter direktivets artikel 15, stk. 1, og bekendtgørelsens § 29. Skattestyrelsen kan på denne baggrund tilslutte sig Skatteankestyrelsens indstilling i sagen vedrørende dette forhold.

Ad genoptagelse af ansøgningerne
Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling i sagen, at H1 GmbH (herefter selskabet) har anmodet om genoptagelse af to ansøgninger om momsgodtgørelse af henholdsvis 7. oktober 2014 og 13. januar 2015. Der er søgt om momsgodtgørelse efter nogle særregler, nærmere bestemt § 29, jf. § 24, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, der implementerer artikel 15 i Rådets Direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008, og ikke efter skatteforvaltningsloven.

Det fremgår af indstillingen, at fristen for ansøgning om momsgodtgørelse efter de nævnte regler er den 30. september i kalenderåret efter ansøgningsperioden, og at der er tale om en præklusiv frist.

SKAT traf to afgørelser henholdsvis den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015, hvorefter SKAT ikke kunne imødekomme ansøgningerne, idet det i ansøgningerne oplyste momsnummer for leverandøren ikke stemte overens med oplysningerne om leverandørens navn og adresse. SKAT mente derfor ikke, at ansøgningerne kunne anses for rettidigt indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015.

SKATs afgørelser blev ikke påklaget til Landsskatteretten. Der blev derimod anmodet om genoptagelse den 28. april 2016, hvilket SKAT afslog ved afgørelse af 10. maj 2016.

Landsskatteretten hjemviste den 2. november 2018 genoptagelsessagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, idet styrelsens afgørelse måtte anses for ugyldig som følge af en utilstrækkelig begrundelse.

Skattestyrelsen afslog på ny selskabets anmodninger om genoptagelse, jf. nærmere nedenfor.

Skatteankestyrelsen anfører, at:

"Det er Skatteankestyrelsens opfattelse, at begrænsningen for anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 31 relaterer sig til situationer, hvor den særlige frist for anmodning om afgiftsgodtgørelse ikke er overholdt. Såfremt ansøgningsfristen ikke er overholdt, kan ansøgningen - som følge af fristens præklusive karakter - ikke betragtes som indgivet, og det vil dermed ikke være muligt at søge om genoptagelse af ansøgningen. Modsætningsvis kan der søges om genoptagelse, hvis ansøgningen er indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist."

Skatteankestyrelsen anfører endvidere, at:

"Skatteankestyrelsen finder i den nærværende sag ikke, at det var med rette, at Skattestyrelsen ved afgørelse af 21. marts 2019 afslog selskabets anmodning om genoptagelse med henvisning til, at skatteforvaltningslovens § 31 ikke finder anvendelse i sager om momsgodtgørelse. Skatteankestyrelsen finder således, at der kan ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, såfremt den præklusive ansøgningsfrist er overholdt - og der i øvrigt er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af afgiftsgodtgørelsen."

Skatteankestyrelsen anfører derudover, at:

"Skatteankestyrelsen finder herefter, at Skattestyrelsen skal genoptage selskabets anmodninger om momsgodtgørelse. Der er herved lagt vægt på, at der i den konkrete sag er hjemmel til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, da selskabets anmodninger om momsgodtgørelse skal anses for rettidigt indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist, samt at der er fremlagt oplysninger af faktisk karakter, der medfører en vis sandsynlighed for en ændring af afgiftsgodtgørelsen."

Dette er Skattestyrelsen ikke enig i.

Det fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit "A.A.8.1 Generelt om ansættelsesfrister", at hvis der i særlovgivningen er fastsat andre frister for ændringer af skatteansættelsen, går disse frister forud for de ordinære ansættelsesfrister i skatteforvaltningsloven. Det følger af princippet om lex specialis. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at reglen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, ikke ville finde anvendelse i dette tilfælde, såfremt Skattestyrelsen var enig i, at selskabets anmodninger om ændring af SKATs afgørelser skulle anses som anmodninger om genoptagelse.

Det er Skattestyrelsen opfattelse, at anmodningerne om genoptagelse rettelig skal anses som klager over SKATs afgørelser af henholdsvis den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015, da der ikke er tale om en anmodning om ændring af godtgørelse af afgift, men en anmodning om ændring af SKATs afgørelser om afslag på ansøgning om momsgodtgørelse.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 3.-4. pkt., at klager over afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen skal være modtaget i skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Har klageren ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget senest 4 måneder efter, at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Det følger videre af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, at klagen afvises af skatteankeforvaltningen, hvis den indgives efter udløbet af fristen i stk. 3, eller hvis klagen ikke er indgivet som anvist i regler, der er fastsat af skatteministeren efter § 35.
Skatteankeforvaltningen kan se bort fra en fristoverskridelse, eller at klagen ikke er indgivet som anvist i regler, der er fastsat af skatteministeren efter § 35, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

SKAT traf de to afgørelser henholdsvis den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015, og der blev anmodet om genoptagelse den 28. april 2016. SKAT burde på dette tidspunkt have oplyst overfor virksomheden, at deres anmodning om genoptagelse rettelig måtte anses for at være en klage over, at virksomheden ikke fik momsgodtgørelse efter momsbekendtgørelsens § 29 og direktivets artikel 15, og i den forbindelse have vejledt om klagemuligheden og eventuelt have oplyst, at en klage som udgangspunkt var for sent indkommet.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, er udløbet, hvorfor det skal vurderes, om der i nærværende tilfælde er tale om sådanne særlige omstændigheder, at der kan ses bort fra overskridelsen af klagefristen. Behandlingen af dette spørgsmål henhører under Landsskatteretten.

Ad hjemvisning
Skatteankestyrelsen indstiller afslutningsvis, at Skattestyrelsens afgørelse skal hjemvises, hvorefter styrelsen pålægges at genoptage sagerne med henblik på at vurdere, hvorvidt betingelserne for momsgodtgørelse er opfyldte.

Da det er Skattestyrelsens opfattelse, at anmodningerne om genoptagelse skal behandles som klager over SKATs oprindelige afgørelser, mener Skattestyrelsen ikke, at Skattestyrelsens afgørelse skal hjemvises, men derimod skal behandles som en klagesag i Landsskatteretten.

[…]"

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse
Repræsentanten har den 22. april 2020 fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse.

Repræsentanten har blandt andet anført følgende:

"[…]

2     Kommentar til introduktion af ny påstand fra Skattestyrelsen

Denne klagesag er en direkte fortsættelse af Landsskatterettens kendelse af 2. november 2018 under sagsnr. 16-0954231. I denne sag kendte Landsskatteretten en tidligere afgørelse fra Skattestyrelsen ugyldig. Sagens genstand samt det materielle indhold er fuldstændig identisk i de to klagesager over Skattestyrelsens manglende genoptagelse af H1s momsgodtgørelse.

For god ordens skal det gentages, at vores breve af 17. september 2019, 17. juni 2019 samt 25. februar 2019 med bilag bedes betragtet som en integreret del af sagen samt venligst bedes givet i uredigeret form og i god tid til de retsmedlemmer, som skal bedømme sagen i Landskatteretten (igen).

Sagens genstand og omdrejningspunkt er derfor (i lighed med den tidligere landsskatteretssag) spørgsmålet om, hvorvidt H1 har ret til genoptagelse, jf. nedenfor.

I forbindelse med den første klagesag i Landsskatteretten og behandlingen af genoptagelsen efter Landskatterettens kendelse udtalte Skattestyrelsen, at H1 ikke har ret til genoptagelse, da anmodningerne om momsgodtgørelse ikke er indsendt inden for den præklusive frist, som er 30. september 2015. Dette var også Skattestyrelsens argument, da de nægtede at genoptage sagerne om momsgodtgørelse ved afgørelse af 21. marts 2019, hvortil henvises.

Efter Skatteankestyrelsens indstilling 18. februar 2020 har Skattestyrelsen anerkendt, at anmodningerne om momsgodtgørelse er indsendt inden for den præklusive frist, jf. ovenfor under afsnit 1.

Det er derfor nu fuld enighed mellem parterne (H1, Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen) om, at H1s oprindelige ansøgninger om momsgodtgørelse blev indsendt og modtaget af Skattestyrelsen rettidigt inden for den præklusive frist, som i den konkrete sag er 30. september 2015.

Ved brev af 4. marts 2020 introducerer Skattestyrelsen imidlertid et helt nyt argument for at nægte udbetaling af moms til H1.

Skattestyrelsens nye påstand er, at H1s anmodning om genoptagelse i 2016 ikke af Skattestyrelsen anses som en anmodning om genoptagelse, men som en klage over Skattestyrelsens oprindelige afgørelser dateret henholdsvis 13. januar 2015 og 5. februar 2015. Da klagefristen for de konkrete afgørelser er sprunget, kan H1 ikke påklage disse.
Skattestyrelsen anfører videre:

"SKAT traf de to afgørelser henholdsvis den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015, og der blev anmodet om genoptagelse den 28. april 2016.

SKAT burde på dette tidspunkt have oplyst over for virksomheden, at deres anmodning om genoptagelse rettelig måtte anses for at være en klage over, at virksomheden ikke fik momsgodtgørelse efter momsbekendtgørelsens § 29 og direktivets artikel 15, og i den forbindelse have vejledt om klagemuligheden og eventuelt have oplyst, at en klage som udgangspunkt var for sendt indkommet.".

Skattestyrelsen mener derfor, at sagen om H1s momskrav ikke skal hjemvises og genoptages ud fra de faktiske og retlige oplysninger i sagen, men skal behandles af Landsskatteretten som en klage over de oprindelige afslag på momsgodtgørelse.

Afgørelser (afslag), som H1 ikke mener at have modtaget fra Skattestyrelsen før i 2016, jf. afsnit 3.

Landsskatteretten kan dog efter Skattestyrelsens kommentarer vælge at fravige klagefristen for de oprindelige afgørelser i tilfælde af ekstraordinære omstændigheder.

Skattestyrelsen mener derfor, at Skatteforvaltningslovens regler om genoptagelse ikke finder anvendelse.

Vi er stærkt overraskede og fagligt set fuldstændigt uforstående over for Skattestyrelsens nye påstand refereret ovenfor, og gør opmærksom på, at denne nye påstand ikke er det, der de facto er truffet afgørelse om, og som H1 klager over.

Sagens omdrejningspunkt har siden start været spørgsmålet om genoptagelse!
Ovenstående synspunkt om at dialogen i 2016 var en klage, har på intet tidspunkt tidligere været anført af Skattestyrelsen, uanset at anmodningen om genoptagelse af været genstand for omfattende korrespondance med flere medarbejdere i Skattestyrelsen samt været et omdrejningspunkt i den konkrete Landsskatteretssag, som ligger forud for denne, men omhandler samme forhold og samme transaktioner.

Dertil kommer, at sagen af alle parter har været anerkendt som en sag om genoptagelse i både henvendelser til Skattestyrelsen, klager, forslag (flertal) til afgørelser, afgørelser, Landsskatterets kendelse samt i indstillingen fra Skatteankestyrelsen i forbindelse med Landsskatteretssag nr. 2 om samme forhold.

Eksempelvis skrev Landskatteretten som konklusion i deres kendelse:

"Med denne udtalelse har SKAT undladt at imødekomme repræsentantens anmodning om genoptagelse af momsgodtgørelsessagerne. Det er Landsskatterettens opfattelse, at SKAT dermed har truffet en afgørelse i Forvaltningslovens forstand" og "…Skattestyrelsen (tidligere SKAT) må herefter foretage en fornyet behandling af genoptagelsesanmodningen…".

Skattestyrelsen anerkender i følgende citat da også, at virksomheden har anmodet om genoptagelse samt, at Skattestyrelsen har omfattet henvendelsen som en sådan:

"SKAT traf de to afgørelser henholdsvis den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015, og der blev anmodet om genoptagelse den 28. april 2016. SKAT burde på dette tidspunkt have oplyst over for virksomheden, at deres anmodning om genoptagelse rettelig måtte anses for at være en klage over, at virksomheden ikke fik momsgodtgørelse efter momsbekendtgørelsens § 29 og direktivets artikel 15, og i den forbindelse have vejledt om klagemuligheden og eventuelt have oplyst, at en klage som udgangspunkt var for sent indkommet.".

Skattestyrelsen opfordrer Skatteankestyrelsen til at vurdere, om den påståede klage i 2016 kunne indgives til Landsskatteretten for sent, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6.

Som nævnt omhandler den påklagede afgørelse ikke reglerne for klagefrister, og vi mener, at der skal ses helt bort fra Skattestyrelsens påstand/opfordring.

Hvis Skatteankestyrelsen, trods den manglende afgørelse fra Skattestyrelsen om dette, finder det relevant at vurdere denne nye påstand alligevel, gør vi opmærksom på, at det fortsat er vores opfattelse, at afgørelserne ikke var kommet frem til H1 på det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen blev kontaktet, og hvor der umiddelbart efterfølgende blev anmodet om genoptagelse.

Vi har noteret os Skatteankestyrelsens bemærkninger om, at H1 skal anses for at have modtaget afgørelserne, fordi de er gjort elektronisk tilgængelige for de tyske myndigheder. Vi gør dog opmærksom på - som også nævnt i tidligere korrespondance - at EU-Kommissionen i efteråret 2017 indledte en procedure mod de tyske myndigheder for generelt ikke at videresende afgørelser fra en myndighed i udlandet til virksomheder etableret i Tyskland om momsrefusion.

Kommissionen mente, at Tyskland dermed overtrådte sine forpligtelser i henhold til momsrefusionsdirektivet og direktivet om administrativt samarbejde mellem myndighederne.

Dette underbygger klart, at H1 de facto ikke modtog selve afgørelsen. H1 reagerede straks, da de ved den efterfølgende kontakt til Skattestyrelsen modtager oplysninger om, at deres anmodninger om momsrefusion er afslået.

Uanset udløb af klagefrister kan man anmode om genoptagelse efter Skatteforvaltningslovens § 31 og 32.

Hvis Skattestyrelsen foretager kontrol i en dansk virksomhed, og nægter momsfradrag for en given leverandørfaktura, kan den pågældende danske virksomhed vælge at påklage afgørelsen. Den danske virksomhed kan også vælge ikke at påklage afgørelsen - f.eks. fordi den mangler afgørende dokumentation inden for klagefristen - og i stedet for på et senere tidspunkt søge om genoptagelse af den pågældende afgiftsperiode, jf. reglerne i skatteforvaltningsloves § 31, stk. 2, eller § 32.

Det vil være i strid med EU-retten, som denne bl.a. kommer til udtryk i EU-Domstolens dom vedrørende Zabrus Siret SRL i sag C-81/17, hvis en sådan anmodning om genoptagelse nægtes med en begrundelse om, at der tidligere er truffet afgørelse om den pågældende periode.

H1 skal - med henvisning til artikel 23, stk. 1 og 2, i momsrefusionsdirektivet, og i øvrigt med

henvisning til ækvivalensprincippet, jf. blandt andet EU-Domstolens dom i sag C-494/16 vedrørende

Santoro - have nøjagtig de samme muligheder.

[…]"

Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har afslået at imødekomme selskabets anmodning om genoptagelse af to ansøgninger om momsgodtgørelse af henholdsvis 7. oktober 2014 og 13. januar 2015, idet Skattestyrelsen har anført, at ansøgningerne ikke kan betragtes som indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015, hvorfor betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.

Landsskatteretten bemærker indledningsvist, at Skattestyrelsen i brev af 4. marts 2020 har anført over for retten, at sagen rettelig bør behandles som en klagesag og ikke som en genoptagelsessag. Landsskatteretten bemærker i den forbindelse, at sagen tidligere har været behandlet som en genoptagelsessag. Således fandt Landsskatteretten ved afgørelse af 2. november 2018, at Skattestyrelsen ved mail af 10. maj 2016 havde truffet en afgørelse om afslag på genoptagelse. På den baggrund er det Landsskatterettens opfattelse, at denne sag skal behandles som en genoptagelsessag.

Det skal herefter undersøges, hvorvidt afgørelserne af 13. januar 2015 og 5. februar 2015 kan anses for at være kommet frem til selskabet.

Ifølge forordning nr. 79/2012 af 31. januar 2012 kan myndighederne i tilbagebetalingsmedlemsstaten anmode den medlemsstat, hvor modtageren er etableret, om at give ansøgeren meddelelse om den trufne afgørelse. Det betyder, at det herefter er op til etableringsstatens myndigheder at gøre afgørelserne tilgængelige for ansøgerne via E-momssystemet.

Repræsentanten har oplyst, at selskabet ikke modtog afgørelserne af 13. januar 2015 og 5. februar 2015.

Landsskatteretten bemærker, at det påhviler SKAT at dokumentere, at SKAT har fremsendt afgørelserne til selskabet.

I forbindelse med den tidligere sag for Landsskatteretten, hvor retten traf afgørelse den 2. november 2018, fremlagde SKAT en kopi af de trufne afgørelser. Det fremgår i øvrigt af de af SKAT fremlagte postlister, at SKAT den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015 sendte afgørelserne digitalt til de tyske myndigheder. Samtidig blev der sendt en e-mail til ansøger om, at der var truffet afgørelse i sagerne, og at disse var sendt til de tyske myndigheder.

Landsskatteretten bemærker i den forbindelse, at det ligger uden for Skattestyrelsens ansvarsområde at kontrollere, hvorvidt de tyske myndigheder i praksis formår at gøre afgørelserne tilgængelige for de tyske ansøgere via E-momssystemet.

Landsskatteretten finder på den anførte baggrund, at afgørelserne af 13. januar 2015 og 5. februar 2015 må anses for at være kommet frem til selskabet.

Det skal herefter undersøges, hvorvidt genoptagelsesreglen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, finder anvendelse.

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 fremgår følgende:

"Stk. 2 En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften."

Af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 31 fremgår følgende:

"Genoptagelsesfristen efter forslagets § 35 B, stk. 2, finder ikke anvendelse, såfremt der efter anden lovgivning er fastsat særlige frister for anmodning om godtgørelse af afgift."

Af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 31 fremgår det således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, hvis der efter anden lovgivning er fastsat særlige frister for anmodning om godtgørelse af afgift. Den særlige regel for anmodning om momsgodtgørelse fremgår af § 29, jf. § 24, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, der implementerer artikel 15 i Rådets Direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008. Det fremgår af disse bestemmelser, at fristen er den 30. september i kalenderåret efter ansøgningsperioden.

EU-Domstolen har i sag C-294/11 (Elsacom NV) udtalt, at fristen på seks måneder i det dagældende ottende momsdirektivs artikel 7, stk. 1, første afsnit, in fine (nu artikel 15 i Rådets direktiv 2008/9/EF), for at indgive en ansøgning om tilbagebetaling af moms, er en præklusiv frist, jf. dommens præmis 34. Dette medfører, at retten til momsgodtgørelse fortabes, hvis ansøgningen indgives efter fristen. Af dommen følger således, at ansøgningsfristen i det nugældende direktiv 2008/9/EF af 2. februar 2008, artikel 15, tk. 1, er præklusiv.

Landsskatteretten finder, at begrænsningen for anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 31 relaterer sig til situationer, hvor den særlige frist for anmodning om afgiftsgodtgørelse ikke er overholdt. Såfremt ansøgningsfristen ikke er overholdt, kan ansøgningen - som følge af fristens præklusive karakter - ikke betragtes som indgivet, og det vil dermed ikke være muligt at søge om genoptagelse af ansøgningen. Modsætningsvis kan der søges om genoptagelse, hvis ansøgningen er indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist.

Det skal på den baggrund først undersøges, hvorvidt ansøgningerne - på trods af uoverensstemmelsen i ansøgningen mellem oplysningerne om leverandørens navn og adresse og momsnummeret - kan anses for rettidigt indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015.

Af momslovens § 45, stk. 1, fremgår følgende:

"Afgiftspligtige personer, der ikke er etableret her i landet, ikke er registreringspligtige her i landet og hverken er valgfrit eller frivilligt registreret her i landet, kan få godtgjort den afgift, som er betalt her for varer og ydelser til virksomhedens erhvervsmæssige brug. Godtgørelse indrømmes dog kun, i det omfang den afgiftspligtige persons transaktioner berettiger til fradrag i det land, hvor vedkommende er etableret, og i det omfang virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvar efter loven. For en virksomhed, der er etableret i et land uden for EU, som ikke har et merværdiafgiftssystem, der svarer til det, som findes her i landet, indrømmes godtgørelse kun, i det omfang virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvaret efter loven."

Momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, med senere ændringer, fastsætter de nærmere regler i forbindelse med ansøgninger om momsgodtgørelse. Momsbekendtgørelsen er en implementering af bestemmelserne i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008 (herefter direktivet).

En ansøgning om godtgørelse af afgift fra en virksomhed, der er etableret i et andet EU-land, skal indgives til Skattestyrelsen senest den 30. september i kalenderåret efter godtgørelsesperioden, jf. momsbekendtgørelsens § 29, stk. 1, 1. pkt., jf. § 24, stk. 2, og direktivets artikel 15, stk. 1, 2. led. En ansøgning betragtes først som indgivet, når den indeholder alle oplysninger, som er nævnt i § 26, jf. momsbekendtgørelsens § 29, stk. 1, 2. pkt., jf. dog stk. 2-6.

Af momsbekendtgørelsens § 26 (implementering af direktivets artikel 8 og 9) fremgår følgende (uddrag):

"Ansøgning om godtgørelse af afgift skal indeholde følgende oplysninger:
1)      Virksomhedens navn og fuldstændige adresse,
2)      en adresse, der kan kontaktes via elektronisk kommunikation,
3)      en beskrivelse af virksomhedens erhvervsaktivitet, som varerne og ydelserne leveres til,
4)      den periode ansøgningen omfatter,
5)      en erklæring fra virksomheden om, at virksomheden ikke har leveret varer eller ydelser, der betragtes som leveret i det andet EU-land i godtgørelsesperioden, bortset fra transportydelser eller ydelser i tilknytning hertil, som er fritaget for afgift efter regler i det andet EU-land, der svarer til momslovens § 34 eller § 36, stk. 2, eller varer og ydelser, der efter regler i det andet EU-land er omfattet af omvendt betalingspligt for afgift,
6)      virksomhedens momsregistreringsnummer og
7)      oplysning om bankkonti (inkl. IBAN- og BIC-numre).
Stk. 2. Ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger skal ansøgningen for hver faktura eller for hvert importdokument indeholde følgende oplysninger:
1)      Leverandørens navn og fuldstændige adresse
2)      medmindre der er tale om indførsel, leverandørens momsregistreringsnummer eller skatteregistreringsnummer

[…]"

En ansøgning anses således først som indgivet inden den 30. september i kalenderåret efter godtgørelsesperioden, når den indeholder alle de oplysninger, som er nævnt i momsbekendtgørelsens § 26. Det betyder blandt andet, at leverandørens momsregistreringsnummer skal være angivet i ansøgningen.

Sag C-516/14 (Barlis) for EU-Domstolen vedrørte en sag om manglende opfyldelse af fakturakrav i en fradragssag, hvor de nationale (portugisiske) myndigheder havde truffet afgørelse om, at Barlis ikke havde haft ret til at fradrage momsen på nogle juridiske tjenesteydelser, idet de beskrivelser, der fremgik af fakturaerne, var utilstrækkelige.

Barlis fremlagde efterfølgende nogle dokumenter, som indeholdt en mere detaljeret fremstilling af de omhandlede juridiske tjenesteydelser. De portugisiske myndigheder fastholdt imidlertid de foreslåede momsberigtigelser, idet den manglende opfyldelse af retlige formkrav ifølge myndighederne ikke kunne afhjælpes ved tilvejebringelse af bilag, som godtgjorde de udeladte elementer.

EU-Domstolen sondrede i Barlis-sagen mellem formelle og materielle betingelser. Således udtalte EU-Domstolen, at de nationale skattemyndigheder ikke kan afslå at indrømme ret til momsfradrag alene af den grund, at en faktura ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 226, nr. 6) og 7) i direktiv 2006/112, når myndighederne råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne efterprøve, om de materielle betingelser for at udøve fradragsretten er opfyldt, jf. præmis 43.

EU-Domstolen har i sag C-133/18 (Sea Chefs Cruise) taget stilling til, hvorvidt fristen i artikel 20, stk. 2, i Rådets direktiv 2008/9/EF, vedrørende fremlæggelse af supplerende oplysninger, er en præklusiv frist. I sagen udtalte Domstolen sig også om forholdet mellem fradragsretten og retten til tilbagebetaling af moms. Således udtalte Domstolen følgende:

"34   Hvad angår retten til tilbagebetaling har Domstolen allerede præciseret, at retten for en afgiftspligtig person, som er etableret i en medlemsstat, til i medfør af direktiv 2008/9 at opnå tilbagebetaling af den moms, der er betalt i en anden medlemsstat, modsvarer det forhold, at den afgiftspligtige person i henhold til momsdirektivet har ret til at fradrage den indgående moms, der er betalt i vedkommendes egen medlemsstat (dom af 21.3.2018, Volkswagen, C-533/16, EU:C:2018:204, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

35   Domstolen har desuden præciseret, at i lighed med fradragsretten udgør retten til tilbagebetaling et grundlæggende princip i det fælles momssystem, der er indført ved EU-lovgivningen, hvormed det tilsigtes, at den afgiftspligtige person aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med hele sin økonomiske virksomhed. Det fælles momssystem sikrer følgelig, at afgiftsbyrden er neutral for enhver økonomisk virksomhed, uanset dennes formål eller resultater, forudsat at virksomheden principielt i sig selv er momspligtig (jf. i denne retning dom af 21.3.2018, Volkswagen, C-533/16, EU:C:2018:204, præmis 37 og 38 og den deri nævnte retspraksis).

36   Fradragsretten og dermed retten til tilbagebetaling udgør en integrerende del af momsordningen, og den kan som udgangspunkt ikke begrænses. Denne ret omfatter umiddelbart hele det afgiftsbeløb, der er blevet betalt i forbindelse med transaktioner i tidligere omsætningsled (jf. i denne retning dom af 21.3.2018, Volkswagen, C-533/16, EU:C:2018:204, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis)."

Offentlige myndigheder har i medfør af officialmaksimen (undersøgelsesprincippet) en generel pligt til at oplyse en sag i en sådan grad, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse.

Der skal videre tages hensyn til principper som proportionalitet og momsmæssig neutralitet.

Landsskatteretten bemærker, at en nægtelse af en materiel ret i al almindelighed er en byrdefuld konsekvens af en manglende overholdelse af formelle krav. Det er således Landsskatterettens opfattelse, at der i hvert tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om nægtelse af en materiel ret til godtgørelse vil være en rimelig konsekvens af en manglende opfyldelse af en formel betingelse. En sådan nægtelse skal stå i et rimeligt forhold til alvoren af overtrædelsen og dennes betydning for retsforholdet generelt, jf. proportionalitetsprincippet.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at der må sondres mellem formelle og materielle betingelser for momsgodtgørelse. Hvor manglende opfyldelse af en materiel betingelse i al sin naturlighed vil føre til afvisning af momsgodtgørelse, må det forholde sig anderledes, når det kommer til manglende opfyldelse af en formel betingelse. For så vidt angår manglende opfyldelse af formelle betingelser, finder Landsskatteretten, at der må foretages en konkret vurdering af fejlens omfang og grovhed.

Af sagens oplysninger fremgår det, at selskabet indgav to ansøgninger om momsgodtgørelse henholdsvis den 7. oktober 2014 og den 13. januar 2015. I ansøgningerne havde selskabet ansøgt om momsgodtgørelse for henholdsvis et beløb på 1.520.029,11 kr. og et beløb på 1.606.908,35 kr. Selskabet havde angivet momsnummer […] i ansøgningerne. Dette momsnummer tilhørte G3 S/A.

SKAT traf to afgørelser henholdsvis den 13. januar 2015 og den 5. februar 2015, hvorefter SKAT ikke kunne imødekomme ansøgningerne, idet det i ansøgningerne oplyste momsnummer for leverandøren ikke stemte overens med oplysningerne om leverandørens navn og adresse, jf. den daværende momsbekendtgørelses § 33, stk. 1, jf. § 30, stk. 2, nr. 1 og 2. Ansøgningerne kunne dermed ikke, efter SKATs opfattelse, anses for rettidigt indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015.

SKATs afgørelser blev ikke påklaget til Landsskatteretten. Der blev derimod anmodet om genoptagelse den 28. april 2016, hvilket SKAT afslog ved afgørelse af 10. maj 2016.

Landsskatteretten hjemviste den 2. november 2018 genoptagelsessagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, idet styrelsens afgørelse måtte anses for ugyldig som følge af en utilstrækkelig begrundelse.

Landsskatteretten finder i denne sag, at det ikke var med rette, at Skattestyrelsen ved afgørelse af 21. marts 2019 ikke imødekom selskabets anmodning om genoptagelse med henvisning til, at skatteforvaltningslovens § 31 ikke finder anvendelse i sager om momsgodtgørelse. Landsskatteretten finder således, at der kan ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, såfremt den præklusive ansøgningsfrist er overholdt - og der i øvrigt er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af afgiftsgodtgørelsen.

Landsskatteretten bemærker i forlængelse heraf, at Skattestyrelsen i forbindelse med høringen af forslag til afgørelse har bemærket, at ansøgningerne må betragtes som rettidigt indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist, den 30. september 2015, på trods af uoverensstemmelsen i ansøgningen mellem oplysningerne om leverandørens navn og adresse og momsnummeret.

Landsskatteretten finder på baggrund af det ovenfor anførte, at selskabets ansøgninger om momsgodtgørelse - på trods af uoverensstemmelsen i ansøgningen mellem oplysningerne om leverandørens navn og adresse og mumsnummeret - skal anses for rettidigt indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist den 30. september 2015.

Der er herved lagt vægt på, at offentlige myndigheder i medfør af officialmaksimen (undersøgelsesprincippet) har en generel pligt til at oplyse en sag i en sådan grad, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Landsskatteretten finder således, at dette tilfælde må anses for at falde inden for Skattestyrelsens generelle undersøgelsespligt, idet daværende SKAT nemt kunne konstatere, at der bestod en uoverensstemmelse mellem ansøgningernes oplysninger om leverandørens navn og adresse og momsnummeret. Karakteren af uoverensstemmelsen burde således have tilskyndet SKAT til at tage kontakt til selskabet med henblik på at undersøge årsagen til uoverensstemmelsen, inden styrelsen traf afgørelse om at afvise ansøgningerne.

Videre er der lagt vægt på, at en nægtelse af momsgodtgørelse i denne sag ikke står i et rimeligt forhold til alvoren af overtrædelsen og dennes betydning for retsforholdet generelt, jf. proportionalitetsprincippet, samt at det må anses for stridende mod direktivets præambel, den ovenfornævnte praksis fra EU-Domstolen og god forvaltningskik ikke at søge nærmere afklaring omkring uoverensstemmelsen, inden retten til momsgodtgørelse nægtes.

For at opnå genoptagelse skal der desuden fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften. Det skal derfor fastlægges, hvorvidt der er fremlagt oplysninger af en sådan karakter.

Følgende fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2:

“[…] Det er endvidere med forslaget tydeliggjort, at en skatteansættelse kan genoptages, hvis der forelægges myndighederne oplysninger, der kan begrunde en ændring, uanset at oplysningerne ikke er nye i objektiv forstand. Afgørende er således, at oplysningerne ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der ønskes genoptaget, og at der på baggrund af de forelagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen."

Som det fremgår af ovenstående, skal de faktiske eller retlige oplysninger kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere opgørelse af afgiftsgodtgørelsen ville være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget på tidspunktet for afgiftsgodtgørelsen. Der eksisterer i den forbindelse ikke et krav om, at oplysningerne skal være "nye" i objektiv forstand.

Det fremgår af sagens oplysninger, at repræsentanten den 28. april 2016 tog telefonisk kontakt til Skattestyrelsen. Repræsentanten forklarede over for SKAT, at den korrekte leverandør var "G1 BV" og ikke "G3 S/A". Repræsentanten oplyste yderligere, at den på fakturaerne angivne moms enten måtte være blevet betalt til SKAT via momsnummer […] ("G3 S/A") eller via et andet momsnummer tilhørende G1 BV. Repræsentanten oplyste, at sidstnævnte scenarie var sandsynligt, da G1 BV ifølge SKATs hjemmeside tilsyneladende var registreret med et andet momsnummer end det i ansøgningerne og på fakturaerne oplyste.

Allerede dagen efter anmodningen om genoptagelse - altså den 29. april 2016 - oplyste SKAT, at SKAT fastholdt afgørelserne. Selskabet fik derved ikke en oplevelse af, at SKAT ville afvente, at selskabet fik undersøgt forholdet og dermed fik tid til at oplyse det korrekte momsregistreringsnummer til SKAT. Skattestyrelsen traf den 10. maj 2016 afgørelse om at afslå selskabets anmodning om genoptagelse af de to sager.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at de af repræsentanten fremlagte oplysninger i forbindelse med anmodningen om genoptagelse den 28. april 2016 kan kategoriseres som oplysninger af "faktisk karakter", der medfører en vis sandsynlighed for en ændring af afgiftsgodtgørelsen.

Landsskatteretten bemærker desuden, at selskabets leverandør i brev af 30. juni 2016, fremlagt for Landsskatteretten, har oplyst, at man i 2014 ved en fejl havde anført et forkert momsnummer på fakturaerne udstedt til selskabet. Således havde man anført momsnummer […] tilhørende G3 S/A. Det er i brevet yderligere oplyst, at leverandørens momsnummer er […], og at salgsmomsen, i forbindelse med fakturaerne udstedt til selskabet, er blevet betalt til de danske skattemyndigheder under dette momsnummer.

Landsskatteretten finder herefter, at Skattestyrelsen skal genoptage selskabets anmodninger om momsgodtgørelse. Der er herved lagt vægt på, at der i sagen er hjemmel til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, da selskabets anmodninger om momsgodtgørelse skal anses for rettidigt indgivet inden for den præklusive ansøgningsfrist, og at der er fremlagt oplysninger af faktisk karakter vedrørende oplysninger, som allerede fremgik af den rettidigt indgivne ansøgning, der medfører en vis sandsynlighed for en ændring af afgiftsgodtgørelsen.

Landsskatteretten hjemviser herefter Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter styrelsen pålægges at genoptage sagerne med henblik på at vurdere, hvorvidt betingelserne for momsgodtgørelse er opfyldt.