Dato for udgivelse
21 Oct 2020 13:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29 Sep 2020 11:44
SKM-nummer
SKM2020.418.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
20-0649812
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning + Personlig indkomst
Emneord
Forening, gave, indsamling
Resumé

En forenings eneste formål og aktivitet er at indsamle midler til A’s efterladte. Indsamlingen blev arrangeret dels som en online-indsamling og dels som et salg af x-genstande. Al overskud fra indsamlingen går ubeskåret til de efterladte.
Skatterådet bekræfter, at Spørger ikke ifalder selvstændig skattepligt af de indsamlede midler, da de efterladte, og ikke foreningen selv, er rette modtagere af de indsamlede midler.
Skatterådet bekræfter, at A’s efterladte ikke skal beskattes af gaven. Foreningens midler hidrører fra en reel indsamling, der er organiseret inden for en vis større personkreds, idet der er tale om en indsamling åben for alle. Gaven ydes én gang for alle.
Skatterådet bekræfter, at andres nuværende eller fremtidige indsamlinger, som ikke involverer Spørger, hverken vil medføre, at Spørger bliver rette modtager af de indsamlede midler fra online-indsamlingen, eller at gaven bliver skattepligtig for de efterladte. Det er dog en forudsætning, at eventuelle senere indsamlinger er helt uafhængige af den konkret beskrevne indsamling

Hjemmel

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6
Ligningslovens § 7

Reference(r)

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6
Ligningslovens § 7

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.A.6.3.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.A.6.3.2

 [Tekst udeladt af hensyn til Skattestyrelsens tavshedspligt]

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at der i skattemæssig henseende er tale om en - skattefri - indsamling af midlertidig karakter, hvorved "H1" ikke ifalder selvstændig skattepligt af de indsamlede midler?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at der er tale om en indsamling af midler fra en bred kreds af personer, og at A efterladte og nærmeste familie derfor ikke skal beskattes af gaven, når denne ydes én gang for alle?
  3. Kan Skatterådet bekræfte, at det ikke har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, at H1, som led i indsamlingen, indgik et samarbejde med en række detailbutikker og fik fremstillet x-genstande, som butikskunderne fik, i forbindelse med donationer?
  4. Kan Skatterådet bekræfte, at det ikke har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, hvis andre, helt uafhængigt af H1 på et senere tidspunkt måtte beslutte sig for at arrangere koncerter eller lave indsamlinger med det formål at understøtte de efterladte
  5. Kan Skatterådet bekræfte, at det ikke har betydning for besvarelsen af spørgsmål 2, hvis andre, helt uafhængigt af H1, på et senere tidspunkt måtte beslutte sig for at arrangere koncerter eller lave indsamlinger med det formål at understøtte de efterladte?

Svar

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja
  4. Ja
  5. Ja, se begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Det oprindelige grundlag

H1 blev stiftet den XX. XX 201X.

Den oprindelige tanke var at H1, udover at lave indsamling og arrangementer [ ].

Udgangspunktet ændrede sig imidlertid.

  • H1 besluttede, at man alene ville lave én indsamling samt ét arrangement, hvorefter de indsamlede midler skulle uddeles til A’s efterladte.
  • Det var imidlertid ikke muligt at holde arrangementet som planlagt.
  • H1 besluttede efterfølgende, i konsekvens heraf, at gå bort fra planerne om at afholde arrangementet. 

Forholdene i dag

H1 forhold er neddroslet til alene at omfatte én indsamling med det formål at understøtte A’S efterladte.

Reelt set er H1 derved alene en midlertidig indsamling og har også kun fungeret som sådan.

H1 indsamling af midler blev arrangeret som en online indsamling og annonceret på de sociale medier og i udvalgte butikker. Indsamlingen blev annonceret via et socialt medie, og teksten på indsamlingen lød "[ ]" efterfulgt at mobile pay-nummer og kontonummer. [ ]

Det har således fremgået af indsamlingsplatformen, at formålet med indsamlingen har været at understøtte de efterladte. H1 øvrige formål er ikke fremgået. De øvrige formål har blot været indsat for at have mulighed for på sigt- at donere til andre humanitære formål.

I slutningen af 201X lavede man et samarbejde med nogle butikker med det formål at komme mere bredt ud med indsamlingen. B [ ] fremstillede vederlagsfrit en x-genstand. Der er dog afholdt udgifter til fremstilling af x-genstandene.

H1 fik fremstillet x-genstande til en kostpris på X DKK pr. stk. X-genstandene stod så fremme i butikkerne som en slags tiltrækningsplaster, hvor kunderne kunne få en x-genstand ved at donere X DKK til A’s efterladte.

Overskuddet af donationerne går direkte og ubeskåret til de efterladte. Dvs. de indsamlede midler fratrukket de udgifter der har været forbundet med at drive indsamlingen.

Det kan lægges til grund, at de x-genstande, som ikke bliver solgt, går tilbage til kunstneren.

Indsamlingen kørte i perioden [ ]. Efter [dato] foretog H1 ikke videre indsamling og annoncerede heller ikke længere for indsamlingen. MobilePay-kontoen blev imidlertid ikke lukket.

I [år] var der en person uden for H1, som fandt ud af, hvordan man kunne indbetale til mobilepay-kontoen, og slog det op på de sociale medier med det resultat, at der kom yderligere midler ind på kontoen.

Indsamlingen er herefter endeligt afsluttet.

Spørgers opfattelse og begrundelse

I konsekvens af den nye situation og de beslutninger, man har truffet om at indskrænke "H1" virke, vil H1 blive nedlagt, idet det er opfattelsen, at der er tale om en indsamling, jf. spørgsmål 1. Rent praktisk vil dette ske når der foreligger et bindende svar og de indsamlede midler er uddelt til de efterladte.

Vedrørende spørgsmål 1

I de afgørelser m.v. som forefindes på området omtales selve "indsamlingen" stort set ikke.

Begrundelsen er, at en indsamling af midlertidig karakter ikke anses for at være skattepligtig og ikke betragtes som et selvstændigt skattesubjekt. Her anses rette modtager at være modtageren af gaven, som er As efterladte.

Dette følger bl.a. af Skatterådets bindende svar af 19. marts 2013 (SKM2013.223.SR). Skatterådet bekræftede her, at en person, som forestod indsamling og den praktiske formidling af donationer, ikke skulle undergives selvstændig beskatning, da modtager af donationerne måtte anses at være den reelle indkomstmodtager.

Spørgsmålet bør besvares bekræftende, da der er tale om én midlertidig indsamling af midler fra en bred og ubestemt kreds af personer til A’s efterladte.

Vedrørende spørgsmål 2

Den eneste årsag, til at man fra Skattestyrelsens side vurderede, at spørgsmålet ikke kunne besvares bekræftende, var, at der oprindeligt blev lagt op til at gaven skulle udbetales i portioner, hvorved gaven ikke ville blive ydet én gang for alle.

Dette er man gået bort fra, idet H1s virke er ændret til alene at være én indsamling, hvor det kan lægges til grund for besvarelsen at gaven, i form af de indsamlede midler, udbetales én gang for alle.

Spørgsmålet bør derfor besvares bekræftende.

Vedrørende spørgsmål 3

Under sagens behandling i Skattestyrelsen fik jeg oplyst, at H1 havde indgået et samarbejde med nogle detailbutikker som omtalt ovenfor.

På dette tidspunkt havde jeg ikke andre oplysninger end, at der var tale om nogle x-genstande, som blev udleveret som en symbolsk gestus og en slags tiltrækningsplaster i forhold til butikkernes kunder.

Dette drøftede jeg kort med Skattestyrelsens sagsbehandler, som umiddelbart var enig i, at dette ikke ændrede ved, at der er tale om donationer, fordi det var en symbolsk gestus, som i beløbsmæssig henseende ikke kunne betragtes som erhvervsmæssigt salg set i forhold til H1, eller som en egentlig modydelse for giverne.

At der ikke er tale om erhvervsmæssigt salg for H1 er efter min opfattelse givet derved, at der er tale om en midlertidig indsamling.

Det forhold, at der er udleveret en x-genstand til en indkøbspris på X kr. til en butikskunde, som donerer X kr. til indsamlingen, kan efter min opfattelse heller ikke betragtes som andet end en symbolsk gestus.

Hvis kunden/yder selv anser, at x-genstanden har mere end en symbolsk værdi, er den primære værdi, efter min opfattelse, at kunden ser det som et symbol på og et minde om at have ydet en donation med det formål at støtte A’s efterladte, fremfor en x-genstand, som repræsenterer en nævneværdig værdi.

Helt på samme måde som det var tilfældet med tilskuerne ved den testimonial-kamp, som blev afholdt af BO den XX. XX 20XX til ære for HL. Sagen blev efterfølgende indbragt for såvel Landsskatteretten som Landsretten. Her udtalte Landsskatteretten (SKM2005.186.LSR) netop, at tilskuernes tilskyndelse til at deltage i arrangementet alene måtte betragtes som en anerkendelse af HL indsats og præstationer for BO.

Landsretten udtalte i sin dom af 4. oktober 2007 (SKM2007.750.ØLR), at det ikke er en betingelse for skattefrihed, at yderen af et indsamlet beløb ikke oppebærer en vis modydelse. Det forhold, at gavebeløbet bestod af indsamlede beløb med fradrag af visse udgifter, gjorde heller ikke. at gavebeløbet faldt uden for bestemmelsen i ligningslovens § 7, litra a.

Det blev under sagens behandling ved Landsskatteretten oplyst, at tilskuerne betalte en billetpris på 100 kr. Det forhold, at billetpris derved ikke var højere end de billetpriser, som man dengang betalte som tilskuer til en kamp i superligaen, ændrede således ikke ved, at testimonial-kampen i skattemæssig henseende skulle betragtes som en midlertidig indsamling omfattet af Ligningslovens § 7, nr. 1.

Vedrørende spørgsmål 4 og 5

H1s bestyrelse har vurderet, at man med den indsamling, der er foretaget, og i særdeleshed de personlige ressourcer, der er anvendt, har gjort det, man kan.

Samtidig har man konstateret, at det ikke er muligt at afholde den koncert, man oprindeligt havde planlagt inden for overskuelig fremtid.

Med de midler, der er indsamlet indtil nu, vurderer man at have nået det mål, man oprindelig gerne ville i forhold til A’s efterladte.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at andre på et senere tidspunkt finder på at igangsætte afholdelse af koncerter eller indsamlinger.

Såfremt det måtte ske, vil det efter min opfattelse ikke være noget, som påvirker nærværende indsamling. Her må det være op til de pågældende at få fastlagt de skatte- og momsmæssige forhold herved, ved indhentelse af et bindende svar eller andet.

Formålet med spørgsmål 4 og 5 er således alene at få fastslået, at dette vil være at betragte som en helt ny eller anden situation, som ikke vil have nogen betydning for den indsamling der er afviklet, herunder Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1 -3.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at der i skattemæssig henseende anses at være tale om en - skattefri - indsamling af midlertidig karakter, hvorved "H1" ikke ifalder selvstændig skattepligt af de indsamlede midler.

Begrundelse

Spørgsmål 1 vedrører, om H1 online-indsamling af midler til A’s efterladte ("de efterladte") skattemæssigt skal anses som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Indsamlingen gennem salg af x-genstande bliver behandlet under spørgsmål 3.

Det bemærkes indledningsvist, at H1 (Spørger) er et selvstændigt skattesubjekt, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

H1 er dermed alene skattepligtig af indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Indtægterne er dog alene skattepligtige for Spørger, hvis Spørger må anses for at være rette modtager af de indsamlede midler.

I hidtidig praksis vedrørende indsamlinger har Skatterådet lagt vægt på, at Spørgerne har adskilt de indsamlede beløb fra egen økonomi og faktisk videregivet de indsamlede beløb ubeskåret til de personer eller organisationer, indsamlingerne har været rettet mod. Se blandt andet SKM2010.693.SR, SKM2011.235.SR og SKM2013.223.SR. I disse sager kunne spørgerne ikke anses for at være de rette modtagere af de indsamlede midler.

Skattestyrelsen lægger til grund, at Spørger er oprettet med det ene formål at foretage en midlertidig indsamling til A’s efterladte, og at Spørger vil ophøre, når de indsamlede midler er overdraget til de efterladte.

Skattestyrelsen forudsætter, at Spørger ikke har andre aktiviteter end indsamlingen til de efterladte og ingen anden økonomi. De indsamlede midler kan derfor ikke anses for at være blandet sammen med Spørgers egen økonomi.

Skattestyrelsen forudsætter videre, at overskuddet fra indsamlingen rent faktisk overdrages ubeskåret til de efterladte.

På denne baggrund og ud fra en konkret vurdering anser Skattestyrelsen herefter A’s efterladte for at være de rette modtagere af de indsamlede midler.

De indsamlede midler fra onlineindsamlingen vil derfor ikke være skattepligtige for Spørger.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at der er tale om en indsamling af midler fra en bred kreds af personer, og at A’s efterladte og nærmeste familie derfor ikke skal beskattes af gaven, når denne ydes én gang for alle.

Begrundelse

En forenings indsamlede midler kan blive anset for en skattefri gave, hvis der er tale om en egentlig indsamling, og hvis gaven er modtaget én gang for alle og alene har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjeneste.

Det følger af ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1, at der er skattefrihed for gaver, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1)       Gaven skal udelukkende have karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester eller være ydet i anledning af modtagerens alvorlige sygdom eller tilskadekomst eller er ydet til personer, der har været udsat for en ulykke, forbrydelse eller katastrofe, eller til disses efterladte.
2)       Gaven er givet én gang for alle og har ikke karakter af vederlag.
3)       Indsamlingen er ikke sket på modtagerens initiativ.
4)       Indsamlingen skal have været organiseret over en vis større personkreds, og der skal være tale om en egentlig indsamling.

Se Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.A.6.3.2.

Nedenfor foretages en konkret vurdering af de fire betingelser i relation til H1s indsamlinger og bidrag til A’s efterkommere og ægtefælle.

Betingelse 1)

Betingelsen om anerkendelse af modtagerens fortjenester er i praksis blevet fortolket forholdsvis bredt. Bestemmelsen er således ifølge hidtidig praksis bl.a. blevet anvendt til at skattefritage gaver af indsamlede bidrag, der ydes til alvorlig syge/tilskadekomne og til efterladte efter personer, der er omkommet ved en ulykke. Bestemmelsen er også blevet anvendt til at indrømme skattefrihed for indsamlinger til en større gruppe personer, der som følge af en begivenhed (f.eks. stormflod) har lidt et økonomisk tab. Der kan videre være tale om skattefrihed, hvis gaven er givet som økonomisk støtte til modtageren som udtryk for nærsamfundets anerkendelse af særlig indsats inden for sit felt.

Se fx TfS 1997, 397, hvor Landsskatteretten fandt, at den omhandlede gave var omfattet af den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 7 litra a, (nu ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1) bl.a. fordi der var tale om en gave indsamlet og givet som økonomisk støtte til klageren, og som var udtryk for nærsamfundets anerkendelse af klagerens særlige indsats inden for sit felt.

Der henvises videre til SKM2008.382.SR, hvor Skatterådet fandt, at en gave som stammede fra indsamlede bidrag, var skattefri for modtageren efter reglerne i ligningslovens § 7, stk. 1, pkt. 1, fordi gaven udelukkende havde karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Modtageren af gaven havde ydet en stor indsats med arbejdet for at ændre reglerne for opholdstilladelse i Danmark.

Det forudsættes, at H1s bidrag udelukkende har karakter af anerkendelse af A’s fortjenester, da der er tale om økonomisk støtte til de efterladte pga. samfundets anerkendelse af A’s indsats inden for sit område. Skattestyrelsen vurderer derfor, at betingelse 1) er opfyldt.

Betingelse 2)

Denne betingelse, om at gaven skal være givet én gang for alle, medfører, at gaven skal være et engangsbeløb. Indeholder gavetilsagnet derimod en række løbende understøttelser el.lign., omfattes forholdet ikke af bestemmelsen.

Der kan henvises til UfR 1980.625 VLD, hvor A i 1973 og 1974 modtog samme legatportioner på henholdsvis 2.000 kr. og 5.000 kr. Efter det foreliggende var den i 1974 tildelte legatportion ydet A for samme indsats som den, for hvilken hun i 1973 havde modtaget en legatportion. I hvert fald under disse omstændigheder fandtes det i 1974 tildelte beløb ikke at kunne anses for ydet A én gang for alle og dermed omfattet af bestemmelsen i § 2, nr. 16, i loven om særlig indkomstskat m.v. A blev derfor anset indkomstskattepligtig af beløbet.

Da rådgiveren har oplyst, at H1s bidrag modtages én gang for alle af de efterladte, er der ikke tale om løbende ydelser. Skattestyrelsen vurderer derfor, at betingelse 2) er opfyldt.

Det lægges til grund, at gaven ikke har karakter af vederlag.

Betingelse 3)

Ud fra det oplyste lægges det til grund, at gaven ikke hidrører fra en indsamling foranstaltet på modtagerens initiativ.

Betingelse 4)

Det følger af retspraksis, at betingelse 4) medfører, at indsamlingen skal hidrøre fra en reel indsamling, der er organiseret inden for en vis større kreds, idet der skal være tale om en egentlig indsamling åben for alle. Det fremgår af retspraksis, at det ikke eren betingelse for skattefrihed, at yderen ikke modtager en vis modydelse. 

I sagen gengivet i TfS 1997, 397 fandt Landsskatteretten, at den omhandlede gave var omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 7, litra a, (nu ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1) fordi der var tale om en gave indsamlet ved en offentlig indsamling.

Der kan også henvises til LSRM 1963,104, hvor der var 44 bidragydere til gaven. Bidragyderne var alle de firmaer, der havde haft forbindelse med klageren i hans stilling. Med gaven fulgte en tak for samarbejdet gennem 25 år, ligesom det blev tilkendegivet, at gaven kunne benyttes til en ønskerejse for klageren og hans hustru. Klageren oplyste, at pengene var blevet brugt til en rejse. Landsskatteretten fandt, at den omhandlede gave måtte anses for omfattet af skattefriheden i den nævnte lovbestemmelse.

Der kan videre henvises til SKM2019.4.SR, hvor der var foretaget en indsamling for at påskønne spørgernes frivillige og ulønnet indsats i deres fritid i kirken. Derudover var indsamlingen sket på initiativ af en kreds af personer, der havde et kendskab til spørgernes liv og tjeneste i kirkelivet. Kredsen bestod af 45 forskellige personer, som havde bidraget til indsamlingen. Efter praksis kunne indsamlingen anses at opfylde betingelsen om at være organiseret over en større personkreds. Skatterådet bekræftede, at spørgerne vil være fritaget for at betale skat af det indsamlede beløb, jf. ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1.

I sagen gengivet i SKM2007.750.ØLR havde skatteyderen, der var professionel fodboldspiller, modtaget et beløb, der hidrørte fra overskuddet af en såkaldt “testimonialkamp" afholdt til ære for skatteyderen i anledning af, at han afsluttede sin karriere. Landsretten fastslog, at hverken ordlyden eller forarbejderne til den dagældende bestemmelse i  ligningslovens § 7, stk. 1, litra a, (nu  ligningslovens § 7, nr. 1) indeholder holdepunkter for at anse det som en betingelse for skattefrihed, at yderen af et indsamlet beløb ikke modtager en vis modydelse i form af adgang til fx et sportsarrangement. Det samme gælder i forhold til Skatteministeriets fortolkning af bestemmelsen, hvorefter gavebeløb, der består af indsamlede beløb med fradrag af visse udgifter, ikke er omfattet af  ligningslovens § 7, litra a. Landsretten lagde til grund, at tilskuerne var oplyst om, at overskuddet fra arrangementet ville tilfalde skatteyderen, og at gavebeløbet stammede fra billetindtægterne fra testimonialkampen med fradrag af udgifterne til billetsalget samt et særligt beløb til dækning af det underskud, der opstod ved, at sponsor- og andre indtægter ikke kunne dække omkostningerne ved afholdelse af testimonialkampen og den fest, der efter kampen blev holdt for skatteyderen. Landsretten fandt på den baggrund, at gavebeløbet stammede fra indsamlede bidrag. Landsretten fandt videre, at det ikke kan lægges til grund, at den nævnte indsamling fandt sted på skatteyders initiativ.

Efter det oplyste om indsamlingen via x-genstande og butikker og den online indsamling er det Skattestyrelsens opfattelse, at H1 midler hidrører fra en reel indsamling, der er organiseret inden for en vis større kreds, idet der er tale om en indsamling åben for alle. Styrelsen vurderer, at det forhold, at yderen modtager en modydelse som x-genstandene ikke medfører, at det indsamlede beløb ikke er skattefrie. Betingelse 4) er derfor opfyldt.

På baggrund af ovennævnte bemærkninger er det Skattestyrelsens vurdering, H1 midler og bidrag kan anses for en skattefri gave som er omfattet af ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at det ikke har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, at H1, som led i indsamlingen, indgik et samarbejde med en række detailbutikker og fik fremstillet nogle x-genstande, som butikskunderne fik i forbindelse med donationer.

Begrundelse

Spørger har fået fremstillet x-genstande. Spørger har indgået samarbejde med en række butikker, som vil sælge x-genstandene til kunder mod en donation til de efterladte på X kr.

Skattestyrelsen forstår, at Spørgers udgifter til fremstilling af x-genstandene vil blive fratrukket, inden overskuddet gives ubeskåret videre til de efterladte.

X-genstande, der ikke er blevet solgt, vil blive tilbageleveret til kunstneren, der har lavet dem.

Spørgsmålet er, om køb og salg af x-genstandene skal anses for at være en indsamling, der er skattefri for Spørger, eller om det skal anses for at være erhvervsmæssig virksomhed for Spørger og dermed skattepligtig.

Indtægterne er alene skattepligtige for Spørger, hvis Spørger må anses for at være rette modtager af de indsamlede beløb.

I SKM2010.693.SR bekræftede Skatterådet, at rette indkomstmodtager af donationer indsamlet af Spørger var den hjælpeorganisation, som donationerne var målrettet. Den omstændighed, at Spørger stod for det praktiske i forbindelse med indsamlingen og dermed også som indsamler af butikkernes donationer, bevirkede således ikke, at Spørger stod som modtager af donationerne. Spørger var derfor ikke skattepligtig af donationerne. Det var dog en forudsætning, at Spørger rent faktisk havde adskilt det indsamlede beløb fra sin egen økonomi og regnskab, og at beløbet rent faktisk blev videregivet til hjælpeorganisationen.

Samme forudsætninger blev lagt til grund i SKM2011.235.SR og SKM2013.223.SR.

Spørger refererer i sin argumentation til HL-dommen (SKM2007.750.ØLR), hvor landsretten afgjorde, at en fodboldspiller ikke blev skattepligtig af de til ham indsamlede midler på baggrund af en testimonialkamp.

Gavebeløbet stammede fra billetindtægterne fra testimonialkampen med fradrag for udgifterne til billetsalget samt et særligt beløb til dækning af det underskud, der opstod ved, at sponsor- og andre indtægter ikke kunne dække omkostningerne ved afholdelse af testimonialkampen og den fest, der efter kampen blev holdt for A. Landsretten fandt på den baggrund, at gavebeløbet måtte anses for at hidrøre fra indsamlede bidrag.

Skattestyrelsen bemærker, at SKM2007.750.ØLR vedrører, hvorvidt modtageren af de indsamlede midler var skattepligtig af beløbet. Dette er forskelligt fra nærværende spørgsmål, som vedrører, om indsamleren (Spørger) er skattepligtig af det indsamlede beløb.

Da landsretten i SKM2007.750.ØLR imidlertid fandt, at gavebeløbet måtte anses for at udgøre "indsamlede bidrag", har landsretten samtidig taget stilling til, at modtageren, og ikke indsamleren, var rette modtager af de indsamlede midler.

Det forhold, at bidragsyderne modtog en modydelse for bidraget i form af overværelse af fodboldkampen, og at indsamleren fratrak udgifter i forbindelse med indsamlingen fra gavebeløbet, medførte ikke, at indsamlingen blev skattepligtig for hverken indsamleren eller modtageren.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers salg af x-genstande kan sammenlignes med den modydelse, der blev givet i SKM2007.750.ØLR. Skattestyrelsen lægger vægt på, at overskuddet går ubeskåret til de efterladte og at det må antages som en forudsætning for kundernes køb af x-genstandene, at overskuddet ville tilfalde de efterladte.

Skattestyrelsen forudsætter som under spørgsmål 1, at Spørger ikke har anden aktivitet end indsamlingen og heller ikke har egen økonomi, som de indsamlede midler kan sammenblandes med. Det er en forudsætning, at overskuddet rent faktisk bliver ubeskåret overdraget til de efterladte.

Skattestyrelsen anser på denne baggrund de efterladte for at være rette modtagere af de indsamlede midler. Efter Skattestyrelsens opfattelse har det således ikke afgørende betydning i denne konkrete sag, at Spørger alene udbetaler nettobeløbet til de efterladte, og at bidragsyderne modtager en modydelse for bidragene.

Indtægterne fra salg af x-genstandene er derfor ikke skattepligtige for Spørger.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at det ikke har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, hvis andre, helt uafhængigt af den eksisterende "H1", på et senere tidspunkt måtte beslutte sig for at arrangere koncerter eller lave indsamlinger med det formål at understøtte de efterladte.

Begrundelse

Skattestyrelsen anser ikke Spørger for at være rette modtager af de midler, som bliver indsamlet via onlineindsamlingen. Indsamlingen er dermed ikke skattepligtig for Spørger.

Andres nuværende eller fremtidige indsamlinger, som ikke involverer Spørger, vil efter Skattestyrelsens opfattelse ikke medføre, at Spørger bliver rette modtager af de indsamlede midler fra onlineindsamlingen.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at det ikke har betydning for besvarelsen af spørgsmål 2, hvis andre, helt uafhængigt af den eksisterende "H1", på et senere tidspunkt måtte beslutte sig for at arrangere koncerter eller lave indsamlinger med det formål at understøtte de efterladte.

Begrundelse

På baggrund af begrundelsen i spørgsmål 2 er det Skattestyrelsens vurdering, at H1 midler og bidrag kan anses for en skattefri gave, som er omfattet af ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1.

Det er videre Skattestyrelsens opfattelse, at andres handlinger ved, på et senere tidspunkt, at lave indsamling med det formål at understøtte de efterladte, som udgangspunkt, ikke vil påvirke den skattemæssige vurdering af den konkrete forenings disposition og dermed besvarelsen af spørgsmål 2.

Det forudsættes, at betingelserne for skattefrihed beskrevet ovenfor i spørgsmål 2 er opfyldte, herunder at der ikke oprettes flere foreninger med flere indsamlinger med henblik på at omgå betingelserne således, at "gaverne" ikke hver især kan siges at blive givet "en gang for alle". Det er således en forudsætning, at evt. senere indsamlinger er helt uafhængige af den konkret beskrevne indsamling.

Det bemærkes, at der skal foretages en konkret og individuel skattemæssig vurdering af, hvorvidt betingelserne for skattefrihed er opfyldt for andres senere indsamling.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Ja, se begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Selskabsskatteloven - LBKG 2016-09-06 nr. 1164

§ 1

Stk. 1 Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

(…)

(6) andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. dog § 3, for så vidt foreningen mv. ikke er omfattet af fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

(…)

Stk. 4. Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed for de i stk. 1, nr. 5, litra c, eller nr. 6, omhandlede investeringsinstitutter, foreninger mv. betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom og indtægt ved produktion af elektricitet og varme. I tilfælde, hvor der er tillagt en forening mv. en ret til andel i overskuddet af en erhvervsvirksomhed, som ikke drives af den pågældende forening selv, betragtes den heraf flydende indtægt ligeledes som erhvervsmæssig indtægt for foreningen mv.; dette gælder dog ikke for hjælpe- og understøttelsesfonds for de i en virksomhed ansatte eller tidligere ansatte funktionærer og arbejdere eller deres pårørende

Praksis

SKM2007.750.ØLR

Skatteyderen, der var professionel fodboldspiller, havde modtaget et beløb på 1.124.449 kr., der hidrørte fra overskuddet af en såkaldt “testimonialkamp" afholdt til ære for skatteyderen i anledning af, at han afsluttede sin karriere. Skatteministeriet gjorde gældende, at beløbet ikke var skattefrit efter ligningslovens § 7, stk. 1, litra a, idet der ikke var tale om en egentlig indsamling først og fremmest fordi yderne havde modtaget en ydelse, der svarede til betalingen. Landsretten fandt ikke, at der efter bestemmelsen i § 7, stk. 1, litra a (nu § 7, nr. 1) kunne stilles krav om, at yderne ikke måtte oppebære en vis modydelse. Landsretten fandt endvidere ikke, at det kunne lægges til grund, at indsamlingen var sket på skatteyderens initiativ. Beløbet var derefter skattefrit for modtageren

SKM2005.186.LSR

En fodboldspiller var ikke skattepligtig af et beløb modtaget efter en testimonialkamp afholdt som anerkendelse af spillerens indsats og præstationer i hans lange karriere i fodboldklubben og som sportsligt forbillede, jf. ligningslovens § 7, litra a. Senere instans: SKM2007.750.ØLR.

SKM2013.223.SR

Skatterådet blev anmodet om at redegøre for, om spørger, der i flere år har understøttet en velgørende institution NN i Indien, skal beskattes af donationer til NN, der har hjemsted i Indien. Skatterådet udtalte, at der ikke skal ske beskatning af spørgeren, der alene står for den praktiske formidling af donationer til den velgørende institution, som er den reelle indkomstmodtager

SKM2011.235.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger ikke skal beskattes af donationer til velgørenhedsorganisationer, modtaget fra private og erhvervsdrivende donorer på vegne af disse organisationer, når spørger rent faktisk adskiller de indsamlede beløb fra sin egen økonomi og regnskab, og beløbene rent faktisk videregives til organisationerne.

SKM2010.693.SR

Skatterådet bekræftede, at butikkers donation på X pct. af omsætningen til en hjælpeorganisation i forbindelse med en event kan fratrækkes som en reklameudgift, uanset organisationen ikke er dansk og uanset beløbets størrelse, forudsat der er et rimeligt forhold mellem donationerne og den reklameværdi, butikkerne har opnået. Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger, som indsamler af donationerne, ikke vil være skattepligtig af disse, da hjælpeorganisationen er rette modtager. Det er en forudsætning, at spørger faktisk har adskilt det indsamlede beløb fra sin egen økonomi, og at beløbet rent faktisk videregives til organisationen.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Ligningsloven, lovbekendtgørelse nr. 806 af 8. august 2019:

"(…)

§ 7

Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:

  1. Gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, forudsat at gaven alene har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester eller er ydet i anledning af modtagerens alvorlige sygdom eller tilskadekomst eller er ydet til personer, der har været udsat for en ulykke, forbrydelse eller katastrofe, eller til disses efterladte. Det er ligeledes en forudsætning, at gaven er oppebåret én gang for alle og ikke har karakter af vederlag, samt at indsamlingen ikke er sket på modtagerens initiativ.

(…)"

Forarbejder

Bemærkninger til lov nr. 135 af 20. marts 2002 om ændring af ligningsloven:

"(…)

Efter ligningslovens § 7, litra a, (nu § 7, stk. 1, nr. 7) er der skattefrihed for gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, forudsat at gaven er oppebåret én gang for alle og alene har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester.

Ifølge bestemmelsen er der således tre betingelser for skattefrihed: For det første skal gaven være »indsamlet«, for det andet skal gaven være modtaget én gang for alle, og for det tredje må gaven kun være relateret til modtagerens »fortjenester«. Disse betingelser betyder dels, at gaven skal hidrøre fra en reel indsamling, der er organiseret inden for en vis større kreds, dels at gavetilsagnet ikke må gå ud på ydelse af løbende ydelser, og dels at skattefriheden ikke omfatter egentlige vederlag for arbejds- eller bistandspræstationer, ligesom den heller ikke omfatter gaver hidrørende fra en indsamling foranstaltet på gavemodtagerens initiativ.

(…)

Gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag, er skattefrie, forudsat at gaven er oppebåret én gang for alle og alene har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Betingelsen om anerkendelse af modtagerens fortjenester er i praksis blevet fortolket forholdsvis bredt. Bestemmelsen er således ifølge hidtidig praksis bl.a. blevet anvendt til at skattefritage gaver af indsamlede bidrag, der ydes til alvorlig syge/tilskadekomne og til efterladte efter personer, der er omkommet ved en ulykke. Bestemmelsen er også blevet anvendt til at indrømme skattefrihed for indsamlinger til en større gruppe personer, der som følge af en begivenhed (f.eks. stormflod) har lidt et økonomisk tab. Dette kan give anledning til tvivl med hensyn til anvendelsesområdet for bestemmelsen.

Det foreslås derfor præciseret, at bestemmelsen kan anvendes til at skattefritage indsamlede bidrag, der ydes til personer, der er alvorligt syge, eller som er kommet alvorligt til skade, eller som ydes til personer, der har været udsat for en ulykke eller katastrofe. Der kan f.eks. være tale om, at personen har lidt et økonomisk tab som følge af en naturkatastrofe. Desuden er det præciseret, at bestemmelsen kan anvendes til at skattefritage indsamlede bidrag, der ydes til efterladte til de nævnte personer, f.eks. efterladte til personer, der er omkommet ved en ulykke."

(…)

Det er desuden præciseret, at det er en forudsætning for skattefriheden, at gaven er oppebåret én gang for alle og ikke har karakter af vederlag, samt at indsamlingen ikke er sket på initiativ af gavemodtageren. Det er således en betingelse for skattefrihed, at gaven hidrører fra en reel indsamling, der er organiseret inden for en vis større kreds. Det er endvidere en betingelse, at gavetilsagnet ikke går ud på ydelse af løbende ydelser, og at gaven ikke er vederlag for arbejds- eller bistandspræstationer. Endelig er det en betingelse, at initiativet til indsamlingen skal komme fra andre end gavemodtageren.

(…)"

Praksis

SKM2007.750.ØLR

Skatteyderen, der var professionel fodboldspiller, havde modtaget et beløb, der hidrørte fra overskuddet af en såkaldt “testimonialkamp" afholdt til ære for skatteyderen i anledning af, at han afsluttede sin karriere. Landsretten fastslog, at hverken ordlyden eller forarbejderne til den dagældende bestemmelse i LL § 7, stk. 1, litra a, (nu LL § 7, nr. 1) indeholder holdepunkter for at anse det som en betingelse for skattefrihed, at yderen af et indsamlet beløb ikke modtager en vis modydelse i form af adgang til fx et sportsarrangement. Det samme gælder i forhold til Skatteministeriets fortolkning af bestemmelsen, hvorefter gavebeløb, der består af indsamlede beløb med fradrag af visse udgifter, ikke er omfattet af LL § 7, litra a. Landsretten lagde til grund, at tilskuerne var oplyst om, at overskuddet fra arrangementet ville tilfalde skatteyderen, og at gavebeløbet stammer fra billetindtægterne fra testimonialkampen med fradrag af udgifterne til billetsalget samt et særligt beløb til dækning af det underskud, der opstod ved, at sponsor- og andre indtægter ikke kunne dække omkostningerne ved afholdelse af testimonialkampen og den fest, der efter kampen blev holdt for skatteyderen. Landsretten fandt på den baggrund, at gavebeløbet stammede fra indsamlede bidrag. Landsretten fandt videre, at det ikke kan lægges til grund, at den nævnte indsamling fandt sted på skatteyders initiativ.

UfR.1980.625.V

A modtog i 1973 og 1974 fra samme legat legatportioner på henholdsvis 2.000 kr. og 5.000 kr. Efter det foreliggende var den i 1974 tildelte legatportion ydet A for samme indsats som den, for hvilken hun i 1973 havde modtaget en legatportion. I hvert fald under disse omstændigheder fandtes det i 1974 tildelte beløb ikke at kunne anses for ydet A én gang for alle og dermed omfattet af bestemmelsen i § 2, nr. 16, i loven om særlig indkomstskat m.v., der fremtræder som en undtagelsesbestemmelse fra bestemmelsen i statsskattelovens § 4 c om bl.a. gavers beskatning som almindelig indkomst. A blev derfor anset indkomstskattepligtig af beløbet.

TfS 1997, 397

En skatteyder, der som foregangsmand inden for biodynamisk landbrug gennem en årrække havde drevet en landbrugsejendom med blandt andet produktion af råmælk, klagede over, at skatteankenævnet havde anset en gave fremskaffet ved en offentlig indsamling for indkomstskattepligtig. Landsskatteretten fandt, at den omhandlede gave var omfattet af bestemmelsen i den dagældende ligningslovs § 7, litra a, (nu § 7, nr. 1) fordi der var tale om en gave indsamlet ved en offentlig indsamling. Gaven, som var givet som økonomisk støtte til klageren, var udtryk for nærsamfundets anerkendelse af klagerens særlige indsats inden for sit felt, hvorimod den ikke repræsenterede nogen form for vederlag for en arbejds- eller bistandspræstation. Det indsamlede beløb på i alt 624.971 kr. var derfor skattefrit.

LSRM 1963,104

Ligningsmyndigheden havde fundet antallet af bidragydere til den omhandlede gave for begrænset til, at beløbet kunne falde ind under den dagældende bestemmelse i § 7 i lovbekendtgørelse om skattefrihed for visse hædersgaver. Der var 44 bidragydere til gaven. Bidragyderne var alle de firmaer, der havde haft forbindelse med klageren i hans stilling. Med gaven fulgte en tak for samarbejdet gennem 25 år, ligesom det blev tilkendegivet, at gaven kunne benyttes til en ønskerejse for klageren og hans hustru. Klageren oplyste, at pengene var blevet brugt til en rejse.

Landsskatteretten fandt, at den omhandlede gave måtte anses for omfattet af skattefriheden i den nævnte lovbestemmelse.

SKM2019.4.SR

Der var foretaget en indsamling for at påskønne og anerkende spørgernes frivillige og ulønnet indsats i deres fritid i kirken. Derudover var indsamlingen sket på initiativ af en kreds af personer, der havde et kendskab til spørgernes liv og tjeneste i kirkelivet, og således ikke på modtagernes initiativ. Kredsen bestod af 45 forskellige personer, som havde bidraget til indsamlingen. Efter praksis kunne indsamlingen anses at opfylde betingelsen om at være organiseret over en større personkreds. Det forudsættes, at gaven ville blive modtaget en gang for alle. Skatterådet bekræftede, at spørgerne vil være fritaget for at betale skat af det indsamlede beløb, jf. ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1.

SKM2008.382.SR

Skatterådet fandt, at en gave som stammede fra indsamlede bidrag var skattefri for modtageren efter reglerne i ligningslovens § 7, stk. 1, pkt. 1, fordi gaven udelukkende havde karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Modtageren af gaven havde ydet en stor indsats med arbejdet for at ændre reglerne for opholdstilladelse i Danmark.

Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.A.6.3.2 Indsamlede gaver

Gaver, der stammer fra indsamlede bidrag, er skattefri for modtageren hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

  • Gaven har udelukkende karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester
  • Gaven er givet i anledning af modtagerens alvorlige sygdom eller tilskadekomst
  • Gaven er givet til personer, der har været udsat for en ulykke, forbrydelse eller katastrofe eller til disses efterladte.

Det er også et krav, at gaven er givet én gang for alle og ikke har karakter af vederlag, samt at indsamlingen ikke er sket på modtagerens initiativ. Se LL § 7, nr. 1.

Går gavetilsagnet ud på ydelse af en række løbende årlige understøttelser, omfattes forholdet ikke af bestemmelsen. Beløb, der ydes over en årrække, beskattes som almindelig indkomst.

Ved et "indsamlet" gavebeløb forstås både et gavebeløb, hvor indsamlingen henvender sig til offentligheden, og også gavebeløb, der er indsamlet blandt personalet i en institution eller virksomhed. Se fx SKM2008.655.SR.

Bestemmelsen angår kun gaver, der stammer fra indsamlede midler. Almindelige gaver falder således udenfor bestemmelsen.

Det er et krav, at indsamlingen har været organiseret over en vis større personkreds, og at der skal være tale om en egentlig indsamling. Det er ikke tilstrækkeligt, at to, tre eller flere personer slår sig sammen om en gave. Se skd.cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 2.1.1., LSRM 1963, 104, LSRM 1965, 15, LSRM 1969, 27 og LSRM 1981, 57. En indsamling formidlet via internettet anses som en egentlig indsamling.

Gavebeløb, der er betalt af arbejdsgiveren, kan ikke betragtes som "indsamlet". Sådanne gavebeløb falder dog ofte ind under reglerne i LL § 7 U om fratrædelsesgodtgørelse eller jubilæumsgratiale.

Endelig er det en betingelse, at ydelsen ikke har karakter af vederlag for fx arbejdspræstationer, men kun er udtryk for en anerkendelse af modtagerens fortjenester på specielle områder eller i almindelighed.

(…)

Spørgsmål 3

Der henvises til lovgrundlag, forarbejder og praksis beskrevet ovenfor under spørgsmål 1.

Spørgsmål 4

Der henvises til lovgrundlag, forarbejder og praksis beskrevet ovenfor under spørgsmål 1.

Spørgsmål 5

Der henvises til lovgrundlag, forarbejder og praksis beskrevet ovenfor under spørgsmål 2.