Parter

A

(v/advokat Torben Bagge ved advokat Kasper Kelm Demant)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Bodil Marie Søes Petersen ved advokat Malthe Gade Jeppesen)

Afsagt af landsdommere

Landsdommerne Karen Hald, Gunst Andersen og Jesper Stage Thusholt (kst.)

Retten i Y1-By har den 12. september 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS35955/2018-HEL).

Sagen er i medfør af retsplejelovens § 387 behandlet på skriftligt grundlag.

Påstande

A har gentaget sin påstand for byretten således, at hans skattepligtige indkomst for årene 2006-2012 nedsættes med i alt 736.738 kr.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Landsskatteretten har ved afgørelse af 28. juni 2018 i sagen anført blandt andet:

"Landsskatterettens afgørelse

SKAT kan som hovedregel ændre en skatteansættelse indtil 3 år og 4 måneder efter indkomstårets udløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. For personer med enkle økonomiske forhold gælder der en kortere frist jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 og bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, som gælder fra indkomståret 2013.

Uanset disse fristregler kan SKAT dog ændre en skatteansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det er dog en forudsætning, at SKAT foretager en sådan ansættelse indenfor fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. SKAT skal således varsle ændringerne senest 6 måneder efter, at de har fået kundskab om forholdet og ydermere skal der træffes afgørelse senest 3 måneder efter varslingen.

Endelig kan SKAT kun genoptage indkomstår, der ikke er forældede efter forældelsesloven, hvilket for ekstraordinære ansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 er 10 år. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4.

SKAT må anses at have fået tilstrækkelig kundskab om forholdene den 8. februar 2016. Da ansættelserne er varslet den 29. februar 2016 og afgørelse truffet den 1. april 2016 er ansættelserne foretaget rettidigt. For så vidt angår indkomstårene efter 2012 var klageren efter de foreliggende oplysninger ikke omfattet af den korte ligningsfrist. Ansættelserne for 2013-2014 er foretaget indenfor den ordinære ligningsfrist og således ikke afhængige af, at klageren har handlet groft uagtsomt.

Lønindkomst

Løn er skattepligtig indkomst uanset om den modtages fra en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver, når klageren er fuld skattepligtig efter kildeskattelovens § 1. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Den skattepligtige har pligt til at selvangive sine indkomster. Det fremgår af skattekontrollovens § 1.

Klageren har selvangivet sin lønindkomst for alle indkomstår. Det har derfor formodningen mod sig, at han har haft en opfattelse af, at hans løn skulle være blevet indberettet til de danske skattemyndigheder af hans Y2-landske arbejdsgiver. Herved er også henset til, at han har selvangivet en årsløn på 540.000 kr. årligt uagtet, at den faktiske løn har været større. Det må tilregnes, at han har været bevidst om, at den Y2-landske arbejdsgiver ikke har indberettet den faktiske løn. Herved bemærkes, at klageren må være nærmest til at vide, hvad hans løn har været og, at den ikke har været uændret gennem flere år. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke ses nogen sammenhæng mellem løndifferencen og indskud på pensionsordninger.

Det er således Landsskatterettens opfattelse, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive sin samlede lønindkomst, hvorfor det er med rette at SKAT har foretaget ansættelserne.

Fri bil og fri telefon

Når en person som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde får stillet formuegoder til rådighed er værdien heraf skattepligtig. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 1 og stk. 3. Værdien af at have firmabil til rådighed ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4 og værdi af fri telefon fastsættes fra 2010 efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 12.

Det er rådigheden over en firmabil, der beskattes. Omfanget af den faktiske private kørsel i bilen er således uden betydning.

Klageren erkender, at han har haft firmabil til rådighed, men finder, at der ikke er grundlag for at beskatte ham deraf, da undladelse af at selvangive værdien ikke kan anses for at være groft uagtsomt. ...

Klageren har kun den ene bil til rådighed og det fremgår direkte af ansættelseskontrakten, at bilen er til fri rådighed også for privat benyttelse.

Under disse omstændigheder burde klageren havde undersøgt beskatningsreglerne nærmere og det må derfor anses at være mindst groft uagtsomt, at han ikke har selvangivet værdi af fri bil. Det samme må gælde for så vidt angår den manglende selvangivelse af værdi af fri telefon."

Det er for landsretten dokumenteret, at A den 30. marts 2006 blev registreret som primær bruger af en bil, Bilmodel 1 med reg.nr. ...Q, mens den primære ejer var G1. Det er endvidere dokumenteret, at A den 29. september 2008 blev registreret som primær bruger af en bil, Bilmodel 2 med reg.nr. ...Q1, hvis primær ejer var G1.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

A har yderligere anført, at der ifølge forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og skattestyrelsens juridiske vejledning skal foretages en konkret vurdering af det enkelte tilfælde, som skal føre til, at der skal være tale om et decideret strafbart forhold, for at betingelserne for at genoptage ifølge reglen er opfyldt. A har i nærværende sag ikke haft til hensigt at unddrage sig skattebetaling og har for alle årene haft en revisor til at ordne sin selvangivelse. For så vidt angår lønindtægt for årene 2007-2012 kan skattebeløbenes størrelse på ca. 42.000 kr. pr. år ikke i sig selv begrunde, at forholdet må bedømmes som groft uagtsomt. For så vidt angår værdi af fri bil for årene 2006-2011 har A ikke forsøgt at skjule for myndighederne, at han var bruger af bilerne, idet han sørgede for, at bilerne blev indregistreret med ham som bruger. Desuden var der altid en privat bil i husholdningen. For så vidt angår værdi af fri telefon for årene 2006-2012 er beløbet så underordnet, at der end ikke findes praksis på området. Skatteministeriets fortolkning af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er så striks, at den reelt ikke levner mulighed for, at domstolene kan nå frem til, at der konkret alene foreligger simpel uagtsomhed.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at praksis vedrørende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, viser, at hvis en skatteyder ikke har selvangivet i overensstemmelse med faktiske omstændigheder, som skatteyderen var eller i hvert fald burde være bekendt med, har skatteyderen som udgangspunkt handlet mindst groft uagtsomt. A var således fuldt ud bekendt med, hvilken løn han fik, og at han fik stillet fri bil og fri telefon til rådighed, og at han selv var ansvarlig for at selvangive det hele til de danske skattemyndigheder. For så vidt angår værdien af fri bil er der intet ved As registrering som bruger i motorkøretøjsregistreret, der kunne give skattemyndighederne anledning til at konkludere, at han havde fået stillet fri bil til sin private rådighed, idet den Y2-landske arbejdsgiver ikke havde indberetningspligt og ikke fremgik af hans R75, som en dansk arbejdsgiver ville gøre. Hvis det må antages, at A har ladet sig repræsentere af den antagne revisor og ladet denne handle på sine vegne over for skattemyndighederne, bliver A bundet af revisorens handlinger. Der er derfor ikke påvist konkret grundlag for at fravige det anførte udgangspunkt.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at A for årene 2007-2012 selvangav for lav lønindtægt, ikke selvangav værdi af fri bil for årene 2006-2011 og for årene 2006-2012 ikke selvangav værdi af fri telefon.

Det fremgår klart af As ansættelsesaftale, at han selv - og ikke arbejdsgiveren - var ansvarlig for at foretage indberetning til de danske skattemyndigheder af både løn, bil og telefon.

Landsretten tiltræder derfor, at A havde anledning til at sørge for, at de beløb, der blev indberettet til de danske skattemyndigheder, var korrekte. Ved at undlade at kontrollere sine årsopgørelser finder landsretten derfor, at han under disse omstændigheder har handlet groft uagtsomt både i forhold til lønindtægt og værdi af fri bil og fri telefon. Dette gælder, selvom A ikke havde til hensigt at skjule noget for de danske skattemyndigheder, og selvom han havde overladt det til en revisor at udarbejde og indsende selvangivelse for alle årene.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er herved taget hensyn til sagens værdi, forløb og udfald.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.