Dato for udgivelse
07 Jul 2020 10:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Jun 2020 09:27
SKM-nummer
SKM2020.306.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Sagsnummer
BS-28884/2019-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Ridestævne, interessentskab, køretøj, påmalet navn
Resumé

Et køretøj var afgiftsfritaget som mandskabsvogn efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. SKAT havde efter en kontrol opkrævet appellanten fuld registreringsafgift af køretøjet, fordi køretøjet var blevet anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen.

Køretøjets registrerede ejer og bruger var et interessentskab, som var ejet af appellanten og hans ægtefælle, og som drev virksomhed med udlejning af bygninger, landbrug og konsulentvirksomhed. Køretøjet var påmalet interessentskabets navn. Ud over interessentskabet var appellanten eneejer af et anpartsselskab, som han også var direktør i, og som drev virksomhed med træning og salg af heste.

Ved SKATs kontrol var køretøjet på vej til et ridestævne med en hest ejet af anpartsselskabet med henblik på forevisning og forberedelse af salg af hesten. Kørslen skete derfor i anpartsselskabets interesse.

Byretten fandt, at køretøjet var blevet anvendt til transport, der var interessentskabet uvedkommende, og at betingelserne for afgiftsfritagelse derfor ikke var opfyldt.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og bemærkede, at der ikke var grundlag for at anse anpartsselskabet som den reelle bruger af køretøjet eller at anse interessentskabet og anpartsselskabet som én samlet virksomhed i relation til undtagelsesbestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Reference(r)

Registreringsafgiftlovens § 2, stk. 1, nr. 9

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-1 I.A.1.3

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byrettens dom, SKM2019.386.BR

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse, jr.nr. 16-0277034

Appelliste

Parter

A

(v/advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet Departementet (v/advokat Mikkel Isager-Sally)

Retten i Helsingør har den 3. juni 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS22666/2018-HEL).

Dom afsagt af Landsretsdommerne

Lene Jensen, Peter Thønnings og Pernille Holde Poulsen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at den af SKAT gennemførte opkrævning af registreringsafgift på kr. 395.893 i forhold til en Bil-1 med stel nr. Stelnummer-1 skal bortfalde.

Indstævnte, Skatteministeriet Departementet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Skattestyrelsen har den 1. maj 2020 meddelt A og G1 I/S, at der ikke er grundlag for at rejse straffesag vedrørende overtrædelse af registreringsafgiftsloven.

Det fremgår af udskrift af faktura fra G2 A/S vedrørende G3 ApS’ konto for september 2015, at der den 6., 12., 14., 20. og 30. september 2015 blev tanket i alt 290 liter diesel og den 20. september 2015 blev tanket blandt andet 30 liter benzin.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring.

A har forklaret blandt andet, at ingen myndigheder i anden sammenhæng har problematiseret, at I/S’et og ApS’et samlet udgør G3 ApS. Der anvendes ikke andre biler i virksomheden end den omhandlede mandskabsvogn. Man kan bruge mandskabsvognen til kørsel med heste til stævner, dyrlæge mv. Mandskabsvognen har ikke været brugt til andet end hesterelateret kørsel. Hans Bil-2 er registreret i hans tyske virksomhed og er splitleaset. MLs bil har trækkrog til transport af blandt andet hestetrailer. Han var klar over, at der ikke måtte køres privat med mandskabsvognen, men kendte ikke detaljerne om transportdokumenter. Både ML og hans biler er dieselbiler. Der er købt benzin på G3 ApS’ kort-1 til brug for virksomhedens buskrydder, havetraktor med videre. Han kan ikke forklare, hvorfor der den 20. september 2015 med ApS’ets kort-1 er betalt for 30 liter benzin på en tankstation på Y1-Navn.

På I/S’ets ejendom er der 9 hektar landbrugsjord, der er udlagt til græsdyrkning. Arealerne afgræsses af hestene eller høstes som hø til foder for hestene. Dette udgør landbrugsdriften i I/S’et. I/S’et udlejer stalde til G3 ApS. Branchekoden for I/S’et, "Anden udlejning af boliger", har været uændret fra stiftelsen. Det konsulentarbejde, han udfører og fakturerer gennem I/S’et, har intet med hestevirksomheden at gøre. Han har ikke benyttet mandskabsvognen i forbindelse med sit konsulentvirke.

Det blev ved kontrolaktionen den 12. september 2015 ikke omtalt, at G3 ApS’ navn tillige skulle påmales på siden af vognen. Vognens ejer/brugerforhold blev ikke drøftet. Fokus var på hestens ejerforhold og manglende transportdokumenter. Han ville uden tvivl have omregistreret mandskabsvognen til ApS’et, hvis han inden kontrolaktionen var blevet vejledt om, at dette kunne være væsentligt.

Bilen var den 12. september 2015 ejet af G1 I/S, og derfor stod G3 ApSs navn ikke på bilen. Hverken I/S’et eller ApS’et omtales på G3 ApSs hjemmeside, da hjemmesiden er oprettet i markedsføringsøjemed.

Anbringer

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat.

Landsretten bemærker i tillæg hertil, at der ikke er grundlag for at anse G3 ApS som den reelle bruger af køretøjet eller at anse ApS’et og G1 I/S’et som én samlet virksomhed i relation til undtagelsesbestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Der er herved henset til oplysningerne om dels køretøjets registrerede ejer og brugerforhold dels forskellene i blandt andet G3 ApS’ og G1 I/S’ ejerforhold, formål og øvrige registreringsoplysninger samt erhvervsaktiviteter.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet medgår til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens omfang og forløb samt hovedforhandlingens varighed.

THI KENDES FOR RET

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8