Parter
A
(v/adv. Claus Hedegaard Eriksen)
Mod
Skattemisteriet
(v/Kammeradvokaten v/adv. Tony Sabbah)
Afsagt af Landsretsdommerner
John Lundum, Erik P. Bentzen og Jakob Julskjær (kst.)
Retten i Aarhus har den 21. november 2018 afsagt dom i 1. instans (sag BS1528/2016-ARH, tidligere BS 4-762/2016, SKM2019.85.BR).
Påstande
Appellanten, A, har for landsretten gentaget sine påstande for byretten.
Indstævnte, Skatteministeriet, har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært gentaget sin subsidiære påstand for byretten.
Anbringender
Parterne har gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
A har bevisbyrden for, at de omhandlede udenlandske indbetalinger, som indgik på hans private konto i årene 2005-2008, ikke er skattepligtig indkomst for ham.
Landsretten tiltræder, at bevisbyrden ikke er løftet, og er enig i byrettens begrundelse, hvorefter A ikke har godtgjort, at de indsatte beløb stammer fra ikke-skattepligtige indtægter eller allerede beskattede indtægter, at de indsatte beløb er udlignet via en mellemregningskonto med selskabet G1 ApS eller i øvrigt er indgået i selskabets skattepligtige indkomst, at beløbene er indbetalt på A’s private konto ved en fejl, at beløbene udgør kompensation for rejseudgifter, eller at beløbene skal anses for at være aktieindkomst for ham.
På denne baggrund er landsretten også enig med byretten i, at A ved ikke at selvangive beløbene, der er indsat på hans private konto over flere år, som personlig indkomst har handlet i hvert fald groft uagtsomt, og at hans manglende selvangivelse af beløbene har bevirket, at SKAT har foretaget skatteansættelserne for årene 2005-2008 på urigtigt grundlag, jf. skattekontrollovens § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten tiltræder herefter, at betingelserne for at foretage fornyet skatteansættelse for skatteårene 2005-2008 er opfyldt.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 90.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet, der er inkl. moms, er til udgifter til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 90.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.