Klageren har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med to klager til Landsskatteretten med 50 % af 119.303 kr., inklusiv moms.

SKAT har ikke imødekommet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, eftersom SKAT har anset kravet på omkostningsgodtgørelse for forældet.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Landsskatteretten stadfæstede henholdsvis den 1. februar 2012 og 21. marts 2012 SKATs afgørelser af henholdsvis 21. april 2010 og 2. februar 2011 om, at klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for henholdsvis indkomstårene 2006 og 2007 med henblik på at opnå fradrag for renteudgifter, ikke kunne imødekommes.

Klageren var i sagerne repræsenteret af advokatfirmaet R1 med CVR-nr. […] (herefter bistandsyderen).

Bistandsyderen fremsendte den 7. maj 2012 en honorarredegørelse til klageren, hvori de samlede omkostninger blev opgjort til 110.785 kr. Det fremgik af brevet, at der ville blive søgt om omkostningsgodtgørelse med 50 % af det opgjorte beløb.

Bistandsyderen fakturerede samme dato klageren for honorar, klageafgift mv. med et samlet beløb på 111.760 kr., inklusiv moms, med en forfaldsdato den 17. maj 2012.

Bistandsyderen anlagde ved stævning af 12. marts 2014 sag mod klageren med påstand om, at klageren skulle tilpligtes at betale 94.794,62 kr. med tillæg af procesrente. Det fremgik af stævningen, at påstandsbeløbet svarede til det resterende skyldige honorarbeløb i henhold til fakturaerne af 7. maj 2012, eftersom klageren ifølge bistandsyderen trods udsendte rykkere og betalingspåkrav ikke havde betalt disse. Det var endvidere anført i stævningen, at bistandsyderen havde sendt skemaer til ansøgning om omkostningsgodtgørelse til klageren i forbindelse med afregning af sagerne.

Det fremgår af stævningen af 12. marts 2014, at sagen oprindeligt var anlagt ved stævning af 16. januar 2014, men at sagen blev hævet samtidig med, at retten oversendte den til behandling i Advokatnævnet. Advokatnævnet afviste dog at behandle sagen, da klageren ikke havde klaget til Advokatnævnet rettidigt, hvorfor sagen skulle behandles ved domstolene.

Det fremgår af retsbogsudskrift af 19. november 2015, at klageren og bistandsyderen indgik retsforlig i sagen med følgende indhold:

"[…]
A tilpligtes at betale R1 92.994,62 kr. med tillæg af procesrente fra den 7. juni 2012.

Det overlades til retten at fastsætte sagens omkostninger.

R1 er indstillet på at indsende ansøgning om omkostningsgodtgørelse til SKAT. Ansøgningsblanket om omkostningsgodtgørelse er tidligere fremsendt til advokat PB, blanketten skal A underskrive og sende til R1, hvorefter advokatkontoret vil underskrive ansøgningsskemaet og forestå ekspeditionen til SKAT. Hvorvidt SKAT vil honorere ansøgningen om omkostningsgodtgørelse eller måtte finde, at omkostningskravet er forældet indestår R1 ikke for og eventuelle drøftelser med SKAT herom eller eventuel klage over SKATs afgørelse til Skatteankestyrelsen med videre er R1 uvedkommende.
[…]"

Den 19. november 2015 ansøgte bistandsyderen på klagerens vegne SKAT om omkostningsgodtgørelse med 50 % af et beløb på 119.303 kr. kr., inklusiv moms, til sagkyndig bistand i forbindelse med klagerne til Landsskatteretten. Bistandsyderen anførte i forbindelse med ansøgningen blandt andet følgende:

"Der er tidligere udarbejdet ansøgningsblanket om omkostningsgodtgørelse, hvor ikke alle udlæg var medtaget. Beløbet på blanketten på 114.085 kr. er ikke blevet opdateret, men som det fremgår af den fremsendte dokumentation udgør det beløb, der søges om omkostningsgodtgørelse af 119.303 kr.

Der har været uenighed om honorarets størrelse, hvor restbetaling af udestående på 94.794,62 kr. har været genstand for prøvelse ved Retten i By Y1, jf. kopi af stævningen i sagen. Sagen er nu forligt, således at der med korrektion for 1.800 kr. er opnået enighed om restbeløbet på 92.994,62 kr., jf. retsbog af 19. november 2015. Det skal oplyses, at de 1.800 kr. ikke berører grundlaget for omkostningsgodtgørelsen.

Kravet på betaling af honorar om omkostningsgodtgørelse er ikke forældet som følge af retssagen ved Retten i By Y1, jf. forældelsesloven § 21 og Juridisk Vejledning pkt. A.A.13.10."

Det fremgik af ansøgningen, at der ikke var udbetalt godtgørelse tidligere, at der ikke ville fremkomme yderligere ansøgning vedrørende samme instans senere, og at Landsskatteretten havde truffet afgørelse.

Bistandsyderen oplyste endvidere i det medfølgende brev til ansøgningsskemaet, at klageren havde overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til bistandsyderen. Dette fremgik ikke af ansøgningsskemaet.

SKAT fremsendte den 18. februar 2016 et forslag til afgørelse til klageren, hvor SKAT ikke ville imødekomme ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, idet SKAT anså kravet på omkostningsgodtgørelse for forældet.

Bistandsyderen fremkom den 30. marts 2016 med nedenstående bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse:

"[…]
Det gøres overordnet gældende, at kravet på omkostningsgodtgørelser ikke er forældet.

SKAT har i SKM2008.298.SKAT om forældelse af krav på omkostningsgodtgørelse anført, at “Det er SKATs opfattelse, at igangsættelse af fristen i forældelsesloven forudsætter, at der er tale om et endeligt opgjort krav." I den situation, hvor der mellem advokat og skatteyderen er tvist om honorarets størrelse, vil der ikke foreligge et endeligt opgjort krav, før der er fundet en løsning på denne tvist. Og som følge heraf vil der ikke foreligge et endeligt opgjort krav på omkostningsgodtgørelse før der er fundet en løsning på denne tvist. Det bemærkes, at det med Landsskatterettens kendelse gengivet i SKM2014.215.LSR ligger fast, at SKAT kan udskyde sin forældelsesfrist ved egenhændigt at indbringe størrelsen af et honorar for den respektive myndighed i form af Responsumudvalg mv. SKM2015.699.LSR understøtter også at kravet ikke er forældet. Denne sag omhandler nogle fakturaer fra 2009. Landsskatteretten fandt, at 3 års fristen regnes fra sagens endelige afsluttet, hvilket i det foreliggende tilfælde var ved LSR-dommen i 2013. Det gøres derfor gældende, at skatteyder/rådgivers tvist om honorarets størrelse, herunder forelæggelse af honoraret for f.eks. advokatmyndighederne, tilsvarende udskyder forældelsesfristen i medfør af forældelsesloven.

Videre fremgår det, af ansøgningsblanketten og de bagvedliggende bestemmelser i skatteforvaltningsloven, at den skattepligtige med sin underskrift under strafansvar attesteret at der er udført arbejde svarende til det beløb, der søges om omkostningsgodtgørelse for. Underskrift af ansøgningsskemaet vil i den situation, hvor der mellem skatteyderen og advokaten verserer tvist om størrelsen af honoraret, kunne medføre strafansvar for skatteyderen. Dette understøtter derfor videre at forældelsesfristen udskydes indtil afklaring på en sådan tvist.

I nærværende sag var der netop tvist mellem skatteyderen og advokaten om størrelsen af honoraret. Som følge heraf blev sagen indbragt for Retten i By Y1 ved stævning af 12. marts 2014. Som led i sagens behandling for Retten i By Y1 blev spørgsmålet om honorarets størrelse forelagt advokatmyndighederne, der ved afgørelse af 26. marts 2015 fastslog, at der ikke var grundlag for at nedsætte det opkrævede honorar for nogen af honorarnotaerne. På den baggrund blev sagen sluttet som gjort, jf. retsbog af 19. november 2015. Umiddelbart herefter - da der var tale om et endeligt opgjort krav" blev SKAT ansøgt om omkostningsgodtgørelse den 19. november 2015. Det faktum, at sagen om honorarkravet blev behandlet ved By Y1 Byret betyder derfor også, at der ikke er klarhed for honorarets størrelse som omkostningsgodtgørelsen vil tage udgangspunkt i, og således vil også omkostningsgodtgørelsens størrelse være usikker. Det er således ikke tidspunktet for udstedelse af de omhandlende fakturaer, der er afgørende.

Endvidere har SKAT ikke under sagens behandling overfor klienten / borgeren påpeget, at kravet på omkostningsdækning kunne være ved at være forældet, såfremt SKAT var af denne opfattelse.

Det gøres på det grundlag gældende, at dels var sagen først afsluttet 19. november 2015, dels kunne det ansøgningsberettigede krav ikke opgøres endeligt før 19. november 2015, dels blev tvisten om honorarets størrelse indbragt for Retten i By Y1 inden nogen forældelsesfrister var sprunget, der førte til fristafbrydelse, og dels førte forelæggelsen af honorartvisten for Advokatmyndighederne i sig sig til alle forældelsesfrister - også overfor SKAT - blev udskudt.

Det fastholdes derfor, at ansøgningen om omkostningsgodtgørelse skal imødekommes."

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagerne til Landsskatteretten.

Til støtte herfor har SKAT som begrundelse anført følgende:

"[…]
Fra og med 1. januar 2008 er krav på omkostningsgodtgørelse, herunder også krav stiftet inden dette tidspunkt, omfattet af forældelseslovens 3 års frist, jf. forældelseslovens § 2.

Krav på omkostningsgodtgørelse forældes 3 år fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigede sag er endelig afsluttet og eventuel frist for prøvelse ved næste instans er udløbet, jf. SKM2008.298.SKAT.

Det fremgår af forældelseslovens § 21, stk. 1, at hvis der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren er anlagt en rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse. Det at du og R1 har haft en tvist omkring advokatens salær (som først er afgjort i 2015), har ingen betydning for din sag om omkostningsgodtgørelse, idet hverken du eller advokaten har afbrudt forældelsen overfor os, vedrørende dit krav på omkostningsgodtgørelse overfor SKAT.

Ansøgningen er modtaget den 19. november 2015. Da klagesagerne er endelig afsluttede henholdsvis den 1. februar 2012 og den 21. marts 2012 og frist for prøvelse ved næste instans er udløbet den henholdsvis den 1. maj 2012 og 21. juni 2012, anses kravet på omkostningsgodtgørelse derfor for forældet jf. forældelseslovens § 2.

SKAT har følgende bemærkninger til advokat HMs bemærkninger til SKATs forslag:
HM bemærker til SKM2008.298.SKAT, at i den situation, hvor der mellem advokat og skatteyderen er tvist om honorarets størrelse, vil der ikke foreligge en endeligt opgjort krav, før der er fundet en løsning på denne tvist. Endvidere bemærkes, at underskrift af ansøgningsskemaet vil i den situation, hvor der mellem skatteyderen og advokaten verserer en tvist om størrelsen af honoraret, kunne medføre strafansvar for skatteyderen. Dette understøtter derfor videre at forældelsesfristen udskydes indtil afklaring på en sådan tvist.

Vi bemærker hertil, A ikke har indbragt Skatteadvokaternes honorar størrelse for Advokatnævnet inden udløbet af klagefristen på 1 år i Advokatnævnet, jf. Skatteadvokaternes stævning af 12. marts 2014 vedrørende betaling af honoraret. Det er R1 der har indstævnet A, fordi hun ikke har betalt de skyldige honorarbeløb.

Til SKM2014.215.LSR bemærker HM, at det lægger fast, at SKAT kan udskyde sin forældelsesfrist ved egenhændigt at indbringe størrelsen af et honorar for den respektive myndighed i form af Responsumudvalget m.v. og at SKM2015.699.LSR understøtter, at kravet ikke er forældet. Det gøres derfor gældende, at skatteyder/rådgivers tvist om honorarets størelse, herunder forelæggelse af honoraret for f.eks. advokatmyndighederne, tilsvarende udskyder forældelsesfristen i medfør af forældelsesloven.

Vi bemærker hertil, at i SKM2014.215.LSR var der søgt om omkostningsgodtgørelse inden forældelsesfristen på 3 år i den materielle sag. SKAT havde ikke anset honoraret for rimeligt, hvorfor vi havde anmodet Responsumudvalget om en udtalelse. SKATs anmodning til Responsumudvalget gør at forældelsesfristen afbrydes og SKATs krav om tilbagebetaling kunne derfor tidligst anses som forældet 1 år efter det tidspunkt, hvor Responsumudvalget afgav udtalelse i sagen.
A har, modsat som i SKM2014.215.LSR, ikke søgt om omkostningsgodtgørelse inden forældelsesfristen udløb, endvidere så er sagen forældet selvom vi tager udgangspunkt i faktura tidspunktet, dette medfører også at SKM2015.699.LSR ikke kan anvendes i As sag.

HM anfører endvidere, at SKAT ikke under sagens behandling overfor klienten/borgeren har påpeget, at kravet op omkostningsdækning kunne være ved at være forældet, såfremt SKAT var af denne opfattelse.

Vi bemærker hertil, at da der ikke har været ansøgt om omkostningsgodtgørelse har vi således ikke været klar over, at der var et krav.

SKAT imødekommer således ikke ansøgningen.
[…]"

SKAT er fremkommet med nedenstående udtalelse til klagen:

"[…]
MB anfører i anke til Skatteankestyrelsen af 8. maj 2016, at "Centralt i sådanne sager er Forældelseslovens § 21, hvor den 3-årige forældelsesfrist løber fra sagen er endelig afsluttet. SKATs opfattelse af begrebet "endelig afsluttet" er faktura tidspunktet, men problemet med en sådan definition er at den ikke tager hensyn til evt. uenighed mellem partnerne med evt, efterfølgende retssag". Og PB, advokatfirmaet R2 anfører i klage af 6. juli 2016, at det først var muligt at søge om godtgørelse, da sagen blev forligt ved domstolene, således at regningen var endelig, og der dermed var et sikkert grundlag for ansøgningen.

SKAT bemærker hertil, at krav på omkostningsgodtgørelse forældes 3 år fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigede sag er endelig afsluttet og fristen for prøvelse af næste instans er udløbet, jf. SKATs juridiske vejledning A.A.13.10.

MB anfører endvidere, at SKAT afgørelse er i strid med domspraksis, og nævner SKM2015.699.LSR.

SKAT bemærker hertil, at det af SKM2015.699.LSR fastslås, at krav på omkostningsgodtgørelse forældes 3 år fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigede sag er endelig afsluttet. Det fremgår endvidere, at repræsentanten kan have haft en berettiget forventning om, at forældelsesfristen på selskabets krav på omkostningsgodtgørelse først skulle regnes fra tidspunktet fra sidste rettidige betalingsdato for repræsentantens faktura, på grund af den version af juridiske vejledning der var gældende indtil 14. juli 2011, hvorfor SKAT havde afskåret sig fra, at gøre forældelse for kravet på omkostningsgodtgørelse gældende i den konkrete sag.

I nærværende sag er ansøgningen modtaget den 19. november 2015. Landsskatteretten har afsagt kendelser henholdsvis den 1. februar 2012 og den 21. marts 2012 og fristen for prøvelse ved næste instans udløber således henholdsvis den 1. maj og 21. juni 2012. 3 års forældelsesfrist løber derfor fra 1 maj og 21. juni 2012 og dermed er fristen overskredet. Hvis forældelsestidspunktet i denne sag skulle regnes fra fakturaernes sidste rettidige betalingsdato havde sagen alligevel været forældet, idet faktura dato er den 7. maj 2012 med sidste rettidige betalingsdata den 17. maj 2012.

SKAT indstiller således, at SKATs afgørelse fastholdes."

SKAT (nu Skattestyrelsen) er fremkommet med nedenstående udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling:

"[…]

Klagepunkt	SKATs afgørelse	Klagers opfattelse	Skatteanke- styrelsens forslag til afgørelse	Skatte- styrelsens udtalelse
Er kravet på omkostningsgodtgørelse forældet?	Ja	Nej	Ja	Ja

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering
I de omhandlede sager som der sørges omkostningsgodtgørelse for er der afsagt kendelse fra Landsskatteretten hhv. den 1. februar 2012 og den 21. marts 2012. Fristerne for at indbringe afgørelse udløb således hhv. den 1. maj 2012 og 21. juni 2012.

Ansøgningen om omkostningsgodtgørelse blev modtaget den 19. november 2015.

Efter forældelseslovens § 2 regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at forældelsesfristen begyndte at løbe på tidspunkterne hvor fristen for at indbringe Landsskatteretten afgørelser udløb.

Skattestyrelsen skal henvise til Den Juridiske Vejledning 2015 - 2 afsnit A.A.13.10.

Da der herefter er forløbet mere end 3 år siden fristen for at indbringe Landsskatterettens kendelser udløb, er kravet forældet og ansøgningen er derfor indgivet for sent.

Forældelsesfristens er efter Skattestyrelsen opfattelse ikke suspenderet. Det forhold, at klageren har undladt at betale og rådgiveren herefter indbringer sagen for fogedretten, kan ikke medføre at fristen er suspenderet.
[…]"

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagerne til Landsskatteretten med 50 % af et beløb på 119.303 kr., inklusiv moms.

Til støtte herfor har klagerens repræsentant anført følgende som begrundelse:

"Anke over SKAT’s afgørelse om omkostningsgodtgørelse d. 29. april 2016
For nogle år siden overtog jeg A som klient i forbindelse med at hendes tidligere skatterådgiver advokat HM, som havde bistået hende med den skattemæssige behandling af et lån optaget i land Y1. Advokatens honorar herfor blev udfaktureret i 2012, med et samlet honorar på over kr. 100.000. Dette var min klient ikke enig i, og advokaten stævnede hende for manglende betaling. Først 18 november 2015 lykkedes det parterne at komme til et forlig ved Retten i By Y1.

Centralt i sådanne sager er Forældelseslovens § 21, hvor den 3-årige forældelsesfrist løber fra sagen er endelig afsluttet. SKAT’s opfattelse af begrebet "endelig afsluttet" er fakturatidspunktet, men problemet med en sådan definition er at den ikke tager hensyn til evt. uenighed mellem partnerne med evt. efterfølgende retssag. Dermed kan man ikke opgøre omkostningsgodtgørelsen inden grundlaget herfor er gjort op inden et forlig er indgået mellem parterne. Da SKAT tager udgangspunkt i fakturaringstidspunktet, i dette tilfælde 2012, betragter SKAT som sagen som forældet, og afgørelsen er derfor afslag på omkostningsdækning. Dette er imidlertid en afgørelse, der er i strid med domspraksis. Her kan jeg nævne fx SKM2015.699.LSR, hvor det blev stadfæstet at det var tidspunktet for indgåelse af forliget, der var udgangspunktet for den nævnte 3 års forældelsesfrist, og ikke faktureringen fra 2009, hvormed det efter SKAT’s opfattelse indtrådte forældelsen allerede i 2012, men der fik ikke SKAT medhold af LSR.

Årsagen til denne anke er derfor at denne sag skal behandles som gengivet i SKM2015.699.LSR, hvorved at forældelsesfristen for min klient skal løbe fra tidspunktet for indgået forlig med hendes tidligere skatterådgiver, nemlig fra 18. november 2015, og som konsekvens heraf, at min klient stadig har krav på omkostningsgodtgørelse."

Klagerens repræsentant er fremkommet med nedenstående bemærkninger til SKATs udtalelse:

"[…]
Jeg bekræfter modtagelsen af Skats brev dateret d. 28. september d.å., hvori Skat fastholder sin tidligere afgørelse om nægtelse af omkostningsdækning for min klients advokatudgifter grundet påstået forældelse.

Jeg fastholder min vurdering, om at Skat tager fejl, herunder gengivelsen af SKM2015.699.LSR, i det i denne kendelse tager udgangspunkt i at det er tidspunktet for indgåelse af forlig (og ikke faktureringstidspunktet), der er afgørende for hvornår forældelse indtræder.

Skats fortolkning af begrebet "endelig afsluttet" med udgangspunkt i faktureringstidspunktet er og bliver forkert, fordi den fortolkning ser bort i fra at det at den tjeneste eller vare som er blevet faktureret til kunden, er ikke det samme som at kunden er enig i fakturaen, for ellers havde det været langt flere sager, som havde blevet forældet undervejs i retssystemet, og det ville have haft en negativ indflydelse på retssikkerheden."

Klagerens repræsentant er kommet med følgende bemærkninger til SKATs udtalelse i forbindelse med Skatteankestyrelsens indstilling:

"Jeg bekræfter modtagelsen af dit brev dateret d. 20. d.s., hvori I i et foreløbig svar afviser at yde omkostningsgodtgørelse for pådragne advokatudgifter i forbindelse med en skattesag med den begrundelse at kravet er forældet. Der bliver argumenteret med at da fakturaerne er fra 2012, er anmodningen kommet for sent, da den fremsættes i 2016, fordi forældelsesfristen på 3 år er overskredet. Skulle dette have været rigtig, forudsætter dette at der mellem kreditor og skyldneren er enighed om beløbets størrelse. Beløbet må med andre ord ikke være omstridt, herunder at sagens parter ikke bringer den for domstolene.

Nu er det imidlertid praksis at en advokat fører timeregnskab, og fakturerer efterhånden som det er gået et vist antal timer, dvs. aconto faktureringer når det gælder uafsluttede sager. Derfor kan det godt være at ved sager, der kræver mange timer, bliver timerne fordelt over flere fakturaer, og dermed er det meget svært for både advokaten og dennes klient at beregne hvad slutregningen bliver. Mindre usikkert bliver det ikke af at timeforbruget, og dermed advokatens honorar bliver bestridt af min klient, der i 2014 indbringer sagen for Advokatankenævnet, der imidlertid giver advokaten medhold m.h.t. hans timeforbrug og honorarberegning.

Da min klient stadig nægter at betale advokaten, stævner han min klient ved Byretten i By Y1, der i november 2015 stadfæster advokatens honorar, og med det må sagen anses at være afsluttet hvad advokatens timeforbrug og honorarberegning angår.

Der citeres i brevet: "Har den godtgørelsesberettigede sag været påklaget eller indbragt for domstolene, anses sagen først for afsluttet, når klage- eller domstolssagens afgørelse eller dom foreligger og fristen for prøvelse for næste instans er udløbet og 3 års fristen løber først herfra. Se SKM2008.298.SKAT."

Derfor er Jeres betragtninger om at sagen skulle være afsluttet i 2012 forkert. Forældelsesfristen skal derfor regnes fra november 2015. Fordi min klient bestred at hendes advokat havde ret til det høje honorar m.h.t. den mangelfulde skatterådgivning, indbragte advokaten sagen ved By Y1 Byret, der gav advokaten medhold. Min klient valgte at ikke anke dommen, i det hendes muligheder at vinde sagen syntes ret lille.

Hvor I får den ide’ fra, at jeg vedr. godtgørelsen tager udgangspunkt i fakturaerne fra 2012 ved jeg ikke, men jeg har hele tiden taget udgangspunkt i dommen fra november 2015, og dermed at kravet på godtgørelse bliver forældet i november 2018.

Jeg indsendte anmodningen om godtgørelse i november 2015, så jeg står fast på at min klient har krav på godtgørelse, og at det er I som tager fejl."

Klagerens repræsentant udleverede på retsmødet en materialesamling bestående af en kopi af et udkast til spørgsmål til FSR - danske revisorers Responsumudvalg, et brev af 11. august 2014 til Advokatrådets Responsumudvalg, et svar af 26. marts 2015 fra Advokatrådets Responsumudvalg og en e-mail af 9. oktober 2015 fra advokat PB til bistandsyderen.

Klagerens repræsentant havde endvidere anført følgende i materialesamlingen:

"[…]
Indvendinger [til SKATs afgørelse]:
Skatteadvokats honorar
Advokatfirmaet R3 indsendte d. 11/8 2014 til Advokatforeningens Responsumudvalg en anmodning om vurdering af skatteadvokat HMs honorar må anses som rimelig. Responsumudvalget bevarede i brev afd. 26/3 2015 bekræftende. Dermed bliver forældelsesfristen forlænget med 1 år, hhv. 1/5 og 21/6 2016, og således er anmodningen om godtgørelse afd. 19/11 2015 indsendt inden fristens udløb, og min klients krav på godtgørelse består.

Skatteadvokats udførte arbejde
Der er stillet mere end en gang spørgsmål om værdien af det udførte arbejde som må betegnes som mangelfuldt, og skatteadvokaten har ikke fik nogen medhold i nogle af de sager han skulle rådgive om for min klient. Derfor blev det besluttet at stille revisorforeningens Responsumudvalg om kvaliteten af det udførte arbejde af skatteadvokat HM, men det ville koste mindst kr. 30.000 eksl. moms, og de midler disponerer ikke min klient over, således at dette måtte opgives af økonomiske årsager.

[…]

Indvending [til Skatteankestyrelsens indstilling]:
Det er helt forkert at karakterisere skatteadvokat HM som tredjemand i forhold til anmodningen om godtgørelse når denne indsender kravet om godtgørelse d. 19/11 2015, jfr. par. 21 stk. 5. Desuden var dette en del af forliget i By Y1 Byret, at skatteadvokaten skulle selv sørge for at indsende krav om godtgørelse.

Mit mandat var indtil primo 2017 udelukkende en kritisk gennemgang af den nævnte skatteadvokats udførte arbejde, og jeg har fundet mange fejl."

Landsskatterettens afgørelse
Af forældelseslovens § 1, § 2, stk. 1 og 2, og § 3, stk. 1, fremgår følgende:

"§ 1. Fordringer på penge eller andre ydelser forældes efter reglerne i denne lov, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.

§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.
[…]

§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.
[…]"

Klagerens krav på omkostningsgodtgørelse er i henhold til forældelseslovens § 1 omfattet af forældelsesloven, og forældelsesfristen er dermed 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Forældelseslovens § 2 blev indsat ved lov nr. 522 af 6. juni 2007. Af de specielle bemærkninger til loven (lovforslag som fremsat nr. 165 af 28. februar 2007) fremgår blandt andet følgende:

"Til § 2

Bestemmelsen indeholder regler om fastlæggelse af forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt.
[…]
Til stk. 1

Det foreslås i stk. 1, at forældelsesfristerne, medmindre andet følger af andre bestemmelser, regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.

Dette svarer til, hvad der følger af gældende ret i relation til den korte forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 2, 1. pkt., mens der i relation til den lange, absolutte frist efter Danske Lov 5-14-4 er tale om en ændring fra stiftelsestidspunktet til forfaldstidspunktet.
[…]
»Det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt« betegnes sædvanligvis forfaldstidspunktet. I tilfælde, hvor ydelsespligten forudsætter påkrav eller opsigelse fra kreditors side, løber fristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket ydelsespligten kunne aktualiseres, ikke først fra det tidspunkt, hvor skyldneren efter påkrav eller opsigelse har pligt til at erlægge ydelsen (handlingstidspunktet). Skal ydelsen erlægges straks efter påkrav, regnes fristen således fra det tidligst mulige tidspunkt for påkravets fremsættelse.
[…]
Der er ikke tilsigtet en ændring af den praksis, der foreligger i henhold til 1908-loven med hensyn til fastsættelsen af begyndelsestidspunktet.
[…]"

Endvidere fremgår følgende af afsnit A.A.13.10 i Den juridiske vejledning 2015-2:

"[…]
Krav på omkostningsgodtgørelse er omfattet af forældelseslovens 3 års-frist.

3 års-fristen løber fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigedes sag er endeligt afsluttet.

Har den godtgørelsesberettigede sag været påklaget eller indbragt for domstolene, anses sagen først for endeligt afsluttet, når klage- eller domstolssagens afgørelse eller dom foreligger og fristen for prøvelse for næste instans er udløbet og 3 års-fristen løber først herfra. Se SKM2008.298.SKAT.
[…]"

Af den meddelelse fra SKAT, der er offentliggjort som SKM2008.298.SKAT på SKATs hjemmeside, og som SKAT henviser til i ovenstående afsnit fra SKATs juridiske vejledning fremgår blandt andet følgende:

"[…]
Det kan derfor fastslås, at krav på omkostningsgodtgørelse først forældes 3 år fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigede sag er endeligt afsluttet. Hvis den godtgørelsesberettigede sag har været påklaget eller indbragt for domstolene, kan den godtgørelsesberettigede sag først anses for endeligt afsluttet, når klage- eller domstolssagen er færdigbehandlet og fristen for prøvelse ved næste instans er udløbet.
[…]"

Forældelsesfristen for krav på omkostningsgodtgørelse skal regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket den godtgørelsesberettigedes krav på omkostningsgodtgørelse kan endelig opgøres, jf. Landsskatterettens afgørelse af 1. oktober 2015, der er offentliggjort som SKM2015.699.LSR.

Udgangspunktet er derfor i overensstemmelse med SKM2008.298.SKAT, at forældelsesfristen for kravet på omkostningsgodtgørelse skal regnes fra det tidspunkt, hvor fristen for prøvelsen af klage- eller domstolssagen ved næste instans er udløbet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, og forarbejderne hertil. Det vil således være på dette tidspunkt, at bistandsyderen vil kunne opgøre sit endelige honorarkrav, ligesom SKAT vil kunne foretage den endelige vurdering af, om der skal ydes omkostningsgodtgørelse med 50 eller 100 % efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Forældelsesfristerne for kravet på omkostningsgodtgørelse i nærværende sag skal således som udgangspunkt regnes fra henholdsvis den 1. maj 2012 og 21. juni 2012, da Landsskatterettens afgørelser vedrørende genoptagelse ikke blev indbragt for domstolene.

Det er i den forbindelse Landsskatterettens opfattelse, at der ikke er holdepunkter for, at forældelsesfristen først skal regnes fra indgåelsen af retsforliget, idet kravet på omkostningsgodtgørelse, herunder bistandsyderens honorarkrav, kunne have været opgjort på det tidspunkt, hvor fristen for prøvelsen af klagesagerne ved næste instans udløb.

Forældelsesfristerne udløb herefter som udgangspunkt henholdsvis den 1. maj 2015 og 21. juni 2015.

Forældelsesfristen kan efter forældelsesloven afbrydes, såfremt bestemmelserne i forældelseslovens kapitel 5 er opfyldt. Landsskatteretten lægger til grund, at ingen af bestemmelserne er opfyldt i nærværende sag.

Endvidere kan forældelse foreløbig afbrydes efter forældelsesloven ved opfyldelse af betingelserne i forældelseslovens kapitel 6.

Klagerens repræsentant har i den forbindelse henvist til forældelseslovens § 21, der hjemler en foreløbig afbrydelsesvirkning i en række tilfælde. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.

Stk. 2. Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens udtalelse.

Stk. 3. Indbringes en tvist inden forældelsesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende.

Stk. 4. Er der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelovens regler herom eller med hjemmel i parternes forudgående aftale fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse, eller har parterne inden forældelsesfristens udløb indgået aftale herom, indtræder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning.

Stk. 5. Er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet "

Stk. 1-3 omhandler tilfælde, hvor fordringshaveren har foretaget retslige skridt som anført i lovens § 16, men hvor betingelserne for egentlig afbrydelse ikke er opfyldt, fordi afgørelsen ikke er bindende og/eller ikke fastslår kravets eksistens og størrelse.

Det bemærkes, at det i relation til kravet på omkostningsgodtgørelse er den godtgørelsesberettigede (klageren i nærværende sag) og SKAT, der henholdsvis er fordringshaveren og skyldneren.

Det må ud fra bestemmelsens samlede ordlyd være en forudsætning for, at der kan ske foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen i medfør af bestemmelsen, herunder stk. 2 og 3, at parterne i tvisten er henholdsvis fordringshaveren og skyldneren.

Landsskatteretten bemærker i den forbindelse, at det er bistandsyderen, der har indbragt sagen om honorarkravets størrelse for byretten.

Bistandsyderen var på indbringelsestidspunktet tredjemand i relation til kravet på omkostningsgodtgørelse, idet kravet herpå efter det oplyste først blev overdraget til bistandsyderen ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse den 19. november 2015.

Forudsætningen for, at der kan ske foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 21, stk. 2 og 3, kan derfor ikke anses for at være opfyldt, eftersom det ikke er fordringshaveren eller skyldneren, der har indbragt sagen om honorarkravets størrelse for byretten.

Det forhold, at Advokatrådets Responsumudvalg har taget stilling til honorarkravets størrelse, kan i relation til kravet på omkostningsgodtgørelse heller ikke anses for at afbryde forældelsen foreløbigt efter forældelseslovens § 21, stk. 2 og 3.

Da det i øvrigt ikke ses, at forældelsesfristen på anden måde er blevet afbrudt foreløbig efter forældelseslovens kapitel 6, lægges det til grund, at forældelsesfristerne udløb henholdsvis den 1. maj 2015 og 21. juni 2015.

SKAT har først efter forældelsesfristens udløb modtaget ansøgningen om omkostningsgodtgørelse fra bistandsyderen, der efter det oplyste havde fået overdraget kravet fra klageren på dette tidspunkt.

Landsskatteretten bemærker, at det i henhold til skatteforvaltningslovens § 52 og § 54 ikke er en betingelse, at de godtgørelsesberettigede udgifter er betalt. Klageren kunne således efter bistandsyderens fremsendelse af honorarkravet have ansøgt om omkostningsgodtgørelse inden forældelsesfristens udløb, ligesom klageren i den forbindelse kunne have orienteret SKAT om, at klageren ville gøre indsigelse mod honorarkravets størrelse. Klageren har dog hverken ansøgt om omkostningsgodtgørelse eller orienteret SKAT inden forældelsesfristens udløb.

Landsskatteretten finder herefter, at SKAT med rette har anset kravet på omkostningsgodtgørelse for forældet på tidspunktet for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.