Parter

H1

(v/Adv, Jakob Skaadstrup Andersen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. David Auken)

Afsagt af landsretsdommerne

Hanne Harritz Pedersen, John Lundum og Kristina Skovbo Hauerslev (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Appellanten, H1, har under forberedelsen af ankesagen anmodet om, at der stilles et præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har protesteret herimod.

Den foreliggende sag

H1 (tidligere G1), der driver virksomhed med etablering og drift af parkeringsanlæg og parkeringspladser på privat område, opkrævede i perioden 2008-2009 forhøjede parkeringsafgifter/kontrolgebyrer, som særskilt hver udgjorde 510 kr. inkl. moms.

H1 rettede i 2011 henvendelse til SKAT om tilbagebetaling af moms for parkeringsafgifterne/kontrolgebyrerne i perioden fra den 1. september 2008 til den 31. december 2009 i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, svarende til i alt 25.089.292 kr. SKAT afviste den 12. januar 2012 tilbagebetalingskravet under henvisning til, at kontrolafgifter, som opkræves i forbindelse med, at parkeringsforskrifter ikke overholdes, anses for momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1, jf. § 27, stk. 1 og § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.

Ved kendelse af 23. december 2014 stadfæstede Landsskatteretten afgørelsen fra SKAT.

H1 anlagde den 23. marts 2015 sag mod Skatteministeriet ved Retten i Kolding.

Ved kendelse af 1. juni 2016 (SKM2016.553.BR) afslog Retten i Kolding H1’s anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

Ved dom af 23. januar 2017 blev Skatteministeriet frifundet. Det hedder i byrettens begrundelse bl.a.:

"I alle de 13 situationer, hvor H1 opkræver en forhøjet parkeringsafgift, har bilisten foretaget en parkering og derved opnået en parkeringsydelse. Dette gælder uanset parkeringens eventuelle retsstridige karakter og uanset, at bilen eventuelt efterfølgende fjernes.

Højesteret har ved dommen af 12. april 1996, refereret i UfR 1996 side 883, blandt andet udtalt, at uanset en forhøjet parkeringsafgift er fastsat som en standardtakst af betydelig størrelse i forhold til den sædvanlige parkeringsafgift begrundet i et ønske om at undgå parkering i strid med forskrifterne, er den forhøjede afgift, der opkræves med hjemmel i et aftalelignede forhold, at anse som vederlag for en ydelse omfattet af momslovens § 4, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.

Denne vurdering ændres ikke af, at en arbejdsgruppe under Justitsministeriet i Rapport om bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet fra juni 2013 blandt andet har anført, at opkrævningen af en kontrolafgift i retlig henseende er at anse som en bod, der bliver pålagt som følge af, at bilisten har misligholdt den indgåede aftale, idet dette alene relaterer sig til den aftaleretlige fortolkning og vurdering af parkeringsvilkår og skiltningens beskaffenhed.

Herefter, og i øvrigt af de af Landsskatteretten anførte grunde, tager retten sagsøgte Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge."

Under ankesagen har H1 nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal betale 25.089.292 kr. med tillæg af moms til H1, og at Skatteministeriet skal anerkende, at et kontrolgebyr for overtrædelse af parkeringsforeskrifter ikke udgør en momspligtig transaktion i henhold til momslovens § 4, stk. 1, jf. momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Anmodning om præjudiciel forelæggelse

H1 har anmodet om, at der stilles et præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen om fortolkning af momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1 (direktiv 2006/112/EF).

H1 foreslår, at der stilles EU-Domstolen følgende spørgsmål:

"Udgør et kontrolgebyr, der pålægges en bilist ved parkering i strid med parkeringsvilkårene på en privatdrevet parkeringsplads, en levering mod vederlag i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF med den følge, at kontrolgebyret er momspligtigt, eller udgør kontrolgebyret en godtgørelse eller sanktion uden direkte sammenhæng med levering af nogen ydelse med den følge, at kontrolgebyret er momsfrit?"

H1 har under ankesagen indhentet juridisk responsum af 24. oktober 2017 fra professor, ph.d. JO og professor, ph.d. SH. Af responsummet, der omhandler den momsmæssige behandling af kontrolgebyrer, fremgår bl.a.:

"…

7. Afsluttende bemærkninger

Spørgsmålet om, hvordan atypiske indtægter i form af erstatninger, godtgørelser eller bodsbetalinger skal behandles i momsmæssig henseende, er hverken reguleret eksplicit i momssystemdirektivet eller i momsloven, og der findes indtil videre alene en mere begrænset retspraksis på et EU-retligt niveau af specifik relevans for vurderingen. Sag C-277/05, Société thermale, indeholder dog væsentlige abstrakte fortolkningsbidrag i relation til den momsmæssige behandling af sådanne indtægter. Retstilstanden på dette vanskelige område kan dog ikke siges at være endeligt afklaret i alle henseender på et EU-retligt niveau.

Som konsekvens af Højesterets dom U1996.883H fremstår retstilstanden derimod ganske klar på et rent nationalt niveau. I dommen ligger Højesteret til grund, at et kontrolgebyr opkrævet som følge af ikke-forskriftsmæssig parkering i civil- og momsretlig henseende er at anses som en konventionalbod. Til trods for denne kvalifikation slår Højesteret imidlertid fast, at de pågældende indtægter er momspligtige. Det synes i den forbindelse at være afgørende for Højesteret, at kontrolgebyrerne netop opkræves på grundlag af forudgående aftale mellem parterne.

Det er imidlertid vores vurdering, at særligt EU-domstolens nylige afgørelse i sag C-277/05, Société thermale, rejser afgørende tvivl om, hvorvidt Højesterets dom kan fastholdes som udtryk for gældende ret, når der henses til, at momsloven skal tolkes direktivkonformt. Indtægterne i form af deposita i sag C-277/05, Société thermale, blev således også opnået som følge af en forudgående aftale mellem parterne. EU-domstolen fastslog ikke desto mindre, at indtægterne ikke udgjorde modværdien/vederlaget for leverede ydelser, men en standardiseret erstatning og derfor ikke udløste momspligt. Det er herefter åbenbart, at det ikke i sig selv kan være afgørende, om en given indtægt er opnået i henhold til en forudgående aftale eller ej.

I momsretten er det derimod afgørende, om en indtægt har en direkte sammenhæng med en konkret individualiseret ydelse. Det vil i henhold til EUdomstolens faste praksis alene være tilfældet, såfremt indtægten følger af et gensidigt bebyrdende retsforhold som betinger en gensidig udveksling af ydelse og modydelse. En konventionalbod udgør i henhold til sin natur imidlertid ikke en betaling for en individualiseret ydelse, men er derimod alene initieret af det forhold, at den ene part netop ikke overholder den indgåede aftale om levering af den aftalte ydelse.

Det er således vores opfattelse, at et kontrolgebyr, der opkrævet af bilister, der parkerer ikke-forskriftsmæssigt i forhold til den indgåede kvasiaftale, nærmere er udtryk for en standardiseret erstatning, godtgørelse eller bod, som i den relation ikke medfører momspligt for modtageren af indtægten. Indehaveren af en parkeringsplads er således i sagens natur alene indstillet på at levere en ydelse i form af forskriftsmæssig parkering. Det er derfor ikke nærliggende at anse et opkrævet kontrolgebyr for et vederlag for parkering, når brugerne bevidst eller ubevidst vælger ikke at aftage den aftalte leverance, men derimod forbryder sig mod den indbyrdes aftale. Kontrolgebyret har således udelukkende formål at motivere brugerne til at overholde den indgåede aftale.

I et simpelt topartsscenarie, som beskrevet ovenfor, bør indtægter i form af opkrævede kontrolgebyrer i henhold til ovenstående derfor ikke medføre momsmæssige konsekvenser. I et trepartsscenarie, hvor indehaveren af parkeringspladsen overlader forvaltningen af parkeringspladsen til en administrator, vil der på tilsvarende vis ikke skulle afregnes moms af opkrævede kontrolgebyrer i forhold mellem bilisten (brugeren) og administrator. I forholdet mellem administrator og indehaver af parkeringspladsen skal der derimod afregnes moms af administratorens vederlag/modværdi for administrationen af parkeringspladsen. Såfremt dette vederlag udgøres af de opkrævede kontrolgebyrer, vil dette udgøre vederlaget mellem administrator og indehaver af parkeringspladsen.

Det skal dog afslutningsvist erkendes, at EU-domstolens praksis på dette felt endnu ikke fremstår fuldt udviklet. Det vil som følge heraf være rigtigst at forelægge et præjudicielt spørgsmål for EU-domstolen med henblik på en afklaring af spørgsmålet om den momsmæssige behandling af kontrolgebyrer opkrævet i forbindelse med ikke-forskriftsmæssig parkering. Dette synes i særlig grad påkrævet, når der henses til, at det afgørende nationale præjudikat fra Højesteret er af ældre dato, og når der nyligt er fremkommet et betydende og relevant fortolkningsbidrag fra EU-domstolen i form af sag C-277/05, Société thermale. Dette synspunkt forstærkes af det forhold, at højesteretsdommen i øvrigt synes at være afgjort uden behørig inddragelse af EU-retten, herunder særligt sag 222/81, Baz Bausystem, som også kan siges at indeholde centrale fortolkningsbidrag.

At der er grundlag for en præjudiciel forelæggelse understøttes yderligere af det forhold, at den momsmæssige behandling af kontrolgebyrer i forbindelse med ikke-forskriftsmæssig parkering er anderledes i andre EU-lande. Dette kan illustreres ved blot at kast et blik på den svenske retstilstand på området. Her anføres følgende i Rättslig vägledning fra 2017 ³¹:

"Kontrollavgifter som erhålls av den som bedriver parkeringsverksamhet, dvs hyr ut parkeringsplatser, ër inte omsättning eftersom kontrollavgiften inte är ersättning för en tillhandahållen tjänst utan är en straffavgift (RÅ 1996 not. 281 och RÅ 1998 not. 172)."

Som det ses, anses kontrolgebyrerne af de svenske myndigheder ikke som et vederlag for en konkret leverance, men derimod som en strafafgift (bod). Opkrævningen af kontrolgebyrer udløser dermed ikke momspligt ³². Udsagnet baserer sig på højesteretsdomme fra 1990’erne. Retsstillingen har dermed i Sverige i årtier været diametralt modsat retsstillingen i Danmark på det tilsvarende område. Denne forskelligartede retsstilling kan i sig selv berettige en præjudiciel forelæggelse, jf. således sag 283/81, Cilfit, præmis 16.

…".

Anbringender

H1 har til støtte for, at der skal ske forelæggelse, navnlig anført, at EU-Domstolens besvarelse af det foreslåede spørgsmål har betydning for afgørelsen af, om parkeringsafgifter/kontrolgebyrer for parkering i strid med de aftalte parkeringsvilkår er momspligtige. Parterne er uenige om den momsretlige kvalifikation af kontrolgebyrer for parkering i strid med (kvasi)aftalte parkeringsvilkår. Afgørelsen af dette kvalifikationsspørgsmål beror på en fortolkning af flere bestemmelser i momsdirektivet, herunder navnlig artikel 2, stk. 1, og artikel 73. Der foreligger en sådan rimelig tvivl om fortolkningen af momssystemdirektivet og foreneligheden hermed af den danske momspraksis om kontrolgebyrer, at der bør ske forelæggelse for EU-Domstolen. Selv om EU-Domstolen specifikt ikke har taget stilling til den momsmæssige behandling af kontrolgebyrer for parkering i strid med parkeringsvilkår, er der ikke grundlag for at konkludere, at et kontrolgebyr udgør betaling for en parkeringsydelse, eller at der ikke er rimelig tvivl herom.

Det følger af praksis fra EU-Domstolen, at fortolkningen af begreberne "vederlag" og "modværdi" ikke er overladt til medlemsstaternes skøn. Der er tale om begreber indeholdt i fællesskabsretlige bestemmelser. Det kan udledes af EU-Domstolens praksis, at der skal foreligge en ydelse, og at vederlaget skal betales for denne ydelse. Ingen af disse betingelser er opfyldt i denne sag. Parterne er enige om, at det ikke er tilstrækkeligt at fastslå, at et beløb er opkrævet i medfør af en aftale. For at en indtægt kan anses for at udgøre en modværdi i momsdirektivets forstand, skal det også kunne konstateres, at indtægten udgør modværdien for den konkrete leverance, der er bestemmende for momspligten. Det er ikke tilstrækkeligt, at kontrolgebyret udløses af en parkeret bil. For at kontrolgebyret kan udløse momspligt, skal kontrolgebyret udgøre vederlaget/modværdien for en leveret parkeringsydelse i form af ret til parkering. Kontrolgebyret udgør ikke modværdien af en ydelse i form af uretmæssig parkering, men en bod eller sanktion, der indtræder som følge af bilistens misligholdelse af parkeringsaftale. Det følger af EU-Domstolens praksis, at en bod som hovedregel ikke udgør modværdi/vederlag for en ydelse i momssystemdirektivets forstand, men en godtgørelse for misligholdelse, jf. sag C-277-05, Société thermale.

Højesteret har ved dom af 12. april 1996 (U1996.883H) taget stilling til spørgsmålet om moms af kontrolgebyrer ved parkering på betalingspligtige parkeringspladser. Det fremgår ikke af dommens præmisser, hvilken individualiseret ydelse den forhøjede parkeringsafgift skulle anses som vederlag for. Ved præjudikatsværdien af dommen skal det holdes for øje, at fortolkningen i andre EU-lande ikke blev overvejet af eller gjort gældende for Højesteret. Skatteministeriet gjorde gældende i sagen, at rykkergebyrer og kontrolgebyrer skulle behandles ens. Praksis vedrørende rykkergebyrer har siden ændret sig, således at rykkergebyrer ikke længere anses for momspligtige. Højesteretsdommen er blevet overhalet af retsudviklingen fra EU-Domstolen med hensyn til fortolkning af begreberne "levering mod vederlag" i momssystemdirektivets artikel 2, jf. bl.a. i sag C-277-05, Société thermale, og dette bør begrunde, at der skal ske forelæggelse for EU-Domstolen.

Ved dom af 12. marts 2014 har Højesteret (U2014.1719H) fastslået, at kontrolgebyrer er en bod eller sanktion, der opkræves som følge af bilistens overtrædelse af parkeringsforskrifterne ved siden af en eventuel betaling for parkeringen. Det samme er anført i bemærkningerne til lovforslag fremsat den 31. oktober 2013 (lovforslag nr. 54) om indførelse af en ny bestemmelse i færdselslovens § 122 c om kontrolafgifter ved parkering på privat område, hvor blandt andet fremgår, at kontrolafgift i retlig henseende er en bod, grundejeren/parkeringsselskabet pålægger den, der parkerer, som følge af, at vedkommende har misligholdt den indgåede aftale. Skatteministeriets kvalifikation af kontrolgebyrer strider derfor imod den civilretlige kvalifikation, som er foretaget af Højesteret i 2014.

Medlemsstaterne Storbritannien, Tyskland og Sverige anser ikke kontrolgebyrer for momspligtige. Der skal derfor ske forelæggelse for EU-Domstolen for at forhindre, at der i en medlemsstat udvikler sig en retspraksis, som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, jf. TEUF artikel 267, stk. 3. Skatteministeriet har ikke ønsket under sagens behandling at få dette undersøgt nærmere, og dette bør tillægges processuel skadevirkning, således at det lægges til grund, at retsstillingen i EU-medlemsstaterne Storbritannien, Tyskland og Sverige er modsat retsstillingen i Danmark.

Skatteministeriet har navnlig anført, at der ikke er grundlag for præjudiciel forelæggelse, da der ikke er nogen rimelig tvivl om fortolkningen af begrebet levering af en tjenesteydelse "mod vederlag" i momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c. Landsrettens afgørelse vil bero på en konkret retsanvendelse under inddragelse af de fortolkningsprincipper, der fremgår af EU-Domstolens praksis. Der foreligger omfattende praksis om begrebet "levering mod vederlag", og det fremgår heraf, at en tjenesteydelse kun kan udføres mod vederlag, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser.

De forhøjede parkeringsafgifter er vederlag for en momspligtig udlejning af parkeringsplads, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt., idet sådanne afgifter som fastslået af Højesteret i U1996.883H opkræves med hjemmel i aftalelignende forhold og er vederlag for en momspligtig udlejning af en parkeringsplads. Der er en direkte sammenhæng mellem den foretagne parkering og betalingen af den forhøjede parkeringsafgift. Der er tale om et retsforhold, der vedrører gensidig udveksling af ydelser i form af brug af en parkeringsplads mod betaling af en forhøjet parkeringsafgift. Bilisten modtager en ydelse til gengæld for betalingen af den forhøjede parkeringsafgift. Højesteret har flere gange i momssager anvendt kriteriet om, at der skal foreligge en levering mod vederlag for at momspålægge en given transaktion efter momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Højesteret har i den forbindelse foretaget en konkret bedømmelse af de pågældende transaktioner og på baggrund heraf konkluderet, om der er tale om levering af en momspligtig ydelse mod vederlag. Det samme skal landsretten gøre i denne sag. Højesterets fortolkning af momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., i relation til forhøjede parkeringsafgifter, er i overensstemmelse med den fortolkning af begrebet levering mod vederlag, der følger af EU-Domstolens faste praksis. Der er ikke siden højesteretsdommen i 1996 fremkommet praksis fra EU-Domstolen, som ændrer resultatet i Højesterets dom eller giver anledning til tvivl om fortolkningen af EU-retten, der nødvendiggør en forelæggelse af sagen for EU-Domstolen. Sagen C-277-05, Société thermale, omhandler ikke den situation, som denne sag omhandler. En forhøjet parkeringsafgift for en foretaget parkering kan ikke sammenlignes med et depositum, idet afgiften ikke opkræves som følge af annullation af en aftale om gensidig udveksling af ydelser, men tværtimod som følge af f.eks. en forlængelse af (kvasi)aftalen, hvorved bilisten opnår en (fortsat) parkeringsmulighed, eller at en bilist optager en parkeringsplads, som er forbeholdt andre brugere.

Det fremlagte udenlandske materiale indebærer ikke, at landsretten bør forelægge sagen eller har pligt hertil efter artikel 267, stk. 3 eller CILFIT-dommen (præmis 16). I dansk forelæggelsespraksis tillægges det afgørende betydning, om det pågældende EU-retlige fortolkningsspørgsmål giver anledning til en sådan rimelig tvivl, at der er grundlag for at træffe afgørelse om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen. Det fremlagte udenlandske materiale har ikke en sådan entydig karakter, at det i sig selv kan give anledning til, at landsretten forelægger sagen eller har pligt hertil, og der er ikke nogen henvisninger til momssystemdirektivet eller til EU-Domstolens praksis, hvoraf det udledes, at forhøjede parkeringsafgifter ikke er momspligtige. Der kan ikke blive tale om processuel skadevirkning i forhold til, at ministeriet ikke nærmere har undersøgt forholdene i andre lande.

Landsretten afsagde

K e n d e l s e:

Momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c, er gennemført i dansk ret ved momslovens § 4, stk. 1, hvoraf det følger, at leverancer mod vederlag anses for momspligtige transaktioner.

Der foreligger en omfattende praksis fra EU-Domstolen om begrebet "levering mod vederlag" i momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a og c, der kan indgå i vurderingen af, om forhøjede parkeringsafgifter/kontrolgebyrer skal anses som vederlag for momspligtige ydelser, der er leveret af H1. Landsretten vil ved sagens afgørelse inddrage de retningslinjer, der kan udledes af EU-Domstolens praksis.

Efter landsrettens foreløbige vurdering foreligger der ikke for afgørelsen af den indbragte sag tvivl om forståelsen af de relevante bestemmelser i momssystemsdirektivet eller EU-Domstolens praksis, der nødvendiggør en forelæggelse for EU-Domstolen.

Landsretten tager derfor ikke anmodningen om forelæggelse til følge.

T h i  b e s t e m m e s:

Anmodningen fra H1 om forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen tages ikke til følge.

…

Sagen skønnes klar til berammelse af hovedforhandling. Parterne bedes senest den 15. marts 2018 oplyse hovedforhandlingens forventede varighed og bevisførelsens omfang.