Dato for udgivelse
05 dec 2017 13:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 okt 2017 11:36
SKM-nummer
SKM2017.690.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
17-1006311
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Moms, momsfritagelse, almenvelgørende, velgørende, donation, sponsorat, merchandise
Resumé

Skatterådet bekræfter, at spørger generelt er fritaget for moms for sine aktiviteter, det vil sige, f.eks. ved salg af sponsorater, merchandise, afholdelse af events, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.

Skatterådet bekræfter, at der ikke skal betales moms af den del af spørgers indtægtsgrundlag, der hidrører fra webshoppen.

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, jf. § 2, stk. 2.

Reference(r)

Momsloven § 3, stk. 1,
Momsloven § 4,
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 4 og nr. 21

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit D.A.5.21.2.

Afgørelsen offentliggøres i redigeret form.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger generelt er fritaget for moms for sine aktiviteter, det vil sige, f.eks. ved salg af sponsorater, merchandise, afholdelse af events, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 21?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales moms af den del af spørgers indtægtsgrundlag der hidrører fra webshoppen?

Svar

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en forening, som er godkendt efter Ligningsloven § 8A og § 12A.

Spørger er almen velgørende organisation, hvis aktiviteter retter sig mod børn i Danmark med livstruende sygdomme med henblik på at skabe håb, styrke og glæde.

Spørgers indtægtsgrundlag skabes udelukkende via medlemskontingent samt donationer, bidrag og sponsorater. Jo flere private, virksomheder, fonde og foreninger, der hjælper - jo flere syge børn og familier kan hjælpes.

For at holde administrationsomkostningerne på et absolut minimum udføres stort set alt arbejde i Danmark af frivillige. Pt. har spørger to lønnede deltidsansatte medarbejdere til at koordinere aktiviteterne samt udvikle og fundraise.

Der søges nu bl.a. løbende om momsfritagelser vedrørende velgørende arrangementer.

Spørgers vedtægter er fremsendt, ligesom der henvises til spørgers hjemmeside for yderligere oplysninger.

Som led i at udvikle spørgers indtægtsgrundlag og dermed mulighederne for at efterleve sit formål er spørger ved at udarbejde en webside, som skal sælge diverse sponsorater, T-shirts, bamser og andet merchandise.

I den forbindelse ønsker spørger, at få klarhed over den momsmæssige behandling hos spørger - både generelt og specifikt.

Spørgers formål:

Spørgers formål er velgørende aktiviteter rettet mod børn og unge, der bor i Danmark og er ramt af en livstruende sygdom.

Det er spørgers vision at sikre udbredelsen af spørger i Danmark, så alle danske børn med livstruende sygdomme får mulighed for at få glæde af spørgers aktivitet.

Spørger har ingen tilknytning til politiske eller religiøse organisationer, ligesom foreningen ikke skelner i forhold til køn, race, religion eller lignende.

For at sikre en korrekt momsmæssig behandling hos spørger, fremsendes denne anmodning om bindende svar.

SKAT tilføjer, at spørger blandt andet tilbyder mulighed for at firmaer ved donation kan bruge banner med spørgers navn i e-mails og på hjemmeside og mulighed for at få firmaets navn brandet på spørgers sociale medier.

Det fremgår endvidere af vedtægterne, at ved foreningens opløsning skal foreningens formue tilfalde to navngivne almenvelgørende organisationer med halvdelen til hver.

Foreningens årsregnskaber er tilgængelige på hjemmesiden.

Efter det oplyste er spørgers indtægtskilder medlemskontingent, donationer, bidrag og sponsorater, indtægter fra velgørende arrangementer samt salg af merchandise.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

Det er vores opfattelse, at spørger er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 21 og derved generelt momsfritaget for de aktiviteter som spørger udøver i henhold til sin formålsparagraf.

Det er vores opfattelse at spørger opfylder alle betingelser for at være omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.

I henhold til udmeldt praksis i den juridiske vejledning afsnit D.A.5.21.2 er der fire betingelser, som alle skal være opfyldte, for at salget af varer og ydelser kan fritages for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 21:

1) Salget skal ske i forbindelse med aktiviteter, som er momsfritagne efter ML § 13, stk. 1, nr. 1-6

2) Salget skal ske i forbindelse med foreningens velgørende mv. aktiviteter

3) Overskuddet skal udelukkende bruges til foreningens velgørende mv. formål

4) Fritagelsen må ikke kunne skabe konkurrencefordrejning.

Som nævnt ovenfor, så er det vores opfattelse, at spørger opfylder disse betingelser og begrundelsen herfor er som følgende:

1) Spørgers aktivitet er af filantropisk karakter

2) Indtægterne fra spørgers aktiviteter sker som led i opfyldelse af spørgers formålsparagraf

3) Overskuddet fra aktiviteterne anvendes udelukkende til opfyldelse af spørgers formål

4) Efter vores opfattelse opstår der ikke konkurrencefordrejning ved spørgers udbud af sine aktiviteter, da der ikke er tale om salg af forretningsmæssig karakter. Al over skud fra aktiviteterne anvendes udelukkende til spørgers formål.

Der er her således udelukkende tale om en non-profit organisation, hvis formål udelukkende er af almenvelgørende karakter, hvorfor der efter vores opfattelse ikke kan være nogen tvivl om, at spørger er omfattet af en generel momsfritagelse.

Ad spørgsmål 2:

Det er vores opfattelse, at spørger ikke skal betale moms af salgene via webshoppen, uanset set, at salg af varer isoleret set er momspligtigt. Baggrunden for vores opfattelse skal findes i, at spørger er en, efter ligningsloven, godkendt velgørende forening og at salgets karakter ikke kan anses som forretningsmæssig i lighed med almindelige erhvervsvirksomheder. En af de grundlæggende forskelle mellem spørger og almindelige erhvervsvirksomheder er, at disse tilstræber et overskud til ejerne bag, hvorimod spørger udelukkende tilstræber at opfylde sin formålsparagraf.

Salgene fra webshoppen kommer således kun til at bestå af merchandise, sponsorater mm. og er derfor ligeledes ikke produkter som er i konkurrence med almindelige erhvervsvirksomheders udbud af varer og ydelser.

Efter vores opfattelse, er der derfor ingen tvivl om, at udbuddet via webshoppen tilsvarende er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 21 og dermed fritaget for moms.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger generelt er fritaget for moms for sine aktiviteter, det vil sige, f.eks. ved salg af sponsorater, merchandise, afholdelse af events, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 21.

Begrundelse

Spørger er en afgiftspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momsloven § 3, stk. 1.

Spørgers leveringer mod vederlag vil derfor som udgangspunkt være momspligtige, jf. momsloven § 4, stk. 1.

Der er imidlertid efter momsloven § 13, stk. 1, nr. 21, momsfritagelse for varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl. i forbindelse med afholdelsen af aktiviteter, under forudsætning af, at fritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at overskuddet fuldt ud anvendes til foreningens eget formål, samt at overskuddets anvendelse på anmodning af told- og skatteforvaltningen kan dokumenteres.

Levering af varer og ydelser af forretningsmæssig karakter er ikke omfattet af fritagelsen, jf. bestemmelsens sidste punktum.

Der er efter praksis fire betingelser, som skal opfyldes for at kunne være omfattet af momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 21:

1)  Salget skal ske i forbindelse med aktiviteter, som er momsfritagne efter        momsloven § 13, stk. 1, nr. 1-6

2)  Salget skal ske i forbindelse med foreningens velgørende mv. aktiviteter

3)  Overskuddet skal udelukkende bruges til foreningens velgørende mv. formål

4)  Fritagelsen må ikke kunne skabe konkurrencefordrejning.

SKAT er enig i, at foreningens formål er af filantropisk karakter og dermed en momsfritaget aktivitet, jf. momsloven § 13, stk. 1, nr. 4.

Foreningens leveringer mod vederlag sker efter SKATs opfattelse i forbindelse med foreningens formålsbestemte aktiviteter, og er typiske i relation til velgørende arbejde.

Det er ved svaret forudsat, at overskuddet udelukkende bruges til foreningens velgørende formål samt af foreningen vil kunne dokumentere dette overfor told- og skatteforvaltningen, jf. momsloven § 13, stk. 1, nr. 21, 2. pkt.

Det er SKATs opfattelse på baggrund af det oplyste om spørgers levering af varer og ydelser, at anvendelse af fritagelsen i spørgers tilfælde ikke kan skabe konkurrencefordrejning. Der er herved lagt vægt på, at de varer, som spørger sælger, har karakter af merchandise, som ikke ligger under markedsprisen for tilsvarende varer.

SKAT finder ikke, at foreningens levering af varer og ydelser mod vederlag er af forretningsmæssig karakter, idet leveringerne må formodes fortrinsvis at ske til personer eller firmaer, som allerede er medlem af foreningen eller som kan sidestilles med medlemmer, idet de aftager foreningens varer og/eller ydelser med henblik på at støtte foreningens formål.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ja.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at der ikke skal betales moms af den del af spørgers indtægtsgrundlag der hidrører fra webshoppen.

Begrundelse

Der henvises til begrundelsen i spørgsmål 1.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Lovgrundlag

Momsloven § 3, stk. 1

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Momsloven § 4, stk. 1

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Momsloven  13, stk. 1, nr. 4 og 21

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

(---)

4) Foreningers og organisationers levering af ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent. Det er en forudsætning, at foreningen m.v. ikke arbejder med gevinst for øje, og at formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder. Det er desuden en forudsætning, at afgiftsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrencefordrejning.

(---)

21) Varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl. i forbindelse med afholdelsen af aktiviteter, under forudsætning af, at fritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Det er en betingelse, at overskuddet fuldt ud anvendes til foreningens eget formål, samt at overskuddets anvendelse på anmodning af told- og skatteforvaltningen kan dokumenteres. Levering af varer og ydelser af forretningsmæssig karakter er ikke omfattet af fritagelsen.